X.

Hvad Salve angaar, saa var han i de første Dage efter Hjemkomsten en lykkelig Mand.

Han gik paa Frierfod, havde faat en Hundredalerseddel af Kapteinen, ledsaget af et storartet Løfte, og hørte sig rundtomkring beundret af sine Jevninge.

Arbeidet med at faa Fartøiet udlosset og kjødhalet medtog hele Ugen, saa han først kunde faa den saa efterlængtede Hjemlov Lørdags Aften.

Som han Dagen før sad paa sin Vagt i Læ af Rælingen, blev han uforvarende Vidne til en Samtale nedenunder paa Kranen, der satte hans Blod i Oprør.

En af Tømmermændene fortalte, da han om Morgenen kom paa Arbeidet, Omstændighederne ved gamle Jakobs Død, hvorledes hans Sønnedatter havde bjerget «Juno» og bagefter var gaat over Isen.

«De siger» – fortsatte han – «at Kapteinen nu paa Mandag skal holde hans Begravelse. Han skal ogsaa forsørge Datteren; – ja, det har da Søofficeren sørget for.»

I Larmen af den forøgede Hamren og Klinken nede paa Kranen tabte Salve her endel af Samtalen.

«Det har saa sin Aarsag, skal jeg sige Dig,» – lød det igjen tvetydigt leende og lidt lavere i Stemmen «det er vel ikke for ingenting, at han har ligget hele Aaret saa trut og skudt Sjøfugl derude ved Torungen.»

«Skulde hun være en slig – Sjøfugl? Gamle Jakob var ellers ikke af det Slags –»

«Aa nei, det skulde ikke være saa; men det første, hun gjorde, var dog at reise lige hidind. Og nu har han alt faat hende hjem i Huset; – jeg har det fra Mosteren. Hun tænkte ikke noget galt, den gamle, men fortalte nok saa troskyldigt, at nu skulde hun blive Jomfru hos Becks.»

En liden Larm foranledigede den talende til at se op mod Rælingen.

Der stod en ligbleg ung Matros og stirrede ned paa ham med et Par Øine, som forekom ham noget lig de, han engang havde set i Hovedet paa en gal Hund. Matrosen vendte sig straks og gik henover Dækket.

«Det var Kjæresten det, kan Du forstaa» – hviskede han over til den anden og gav sig til at tælje med Bilen paa den oplinede Tømmerstok. Lidt efter brummede han fortrædeligt:

«Saa jeg ret paa det Fjæs, faar en nok passe sig, naar han faar Landlov.»

Salve var sprunget op, da han hørte om Søofficeren; men en vis Lyst til dog at høre ud havde stanset Udbruddet. Hvad der videre fortaltes om deres Forhold, og at Elisabeth endog havde tyet til Søofficerens Hjem, bar alt et fuldstændigt Præg af Sandhed. Han kjendte begge Mændene, som talte; det var skikkelige Folk, og den ene havde det jo fra selve Mosteren.

Der var den Dag strengt Arbeide ombord med at gjøre alt istand til at kjølhale Fartøiet, men hans Hænder var som valne. Det var ham umuligt uden for et Syns Skyld at tage i med, naar der haltes; han gjorde alt mekanisk.

«Er Du klein, Gut, eller længes Du efter Kjæresten?» – sagde Styrmanden paa Eftermiddagsvagten; han opdagede, at der var noget iveien med ham.

Dette sidste «efter Kjæresten» havde en forunderlig vækkende Indflydelse. Han følte sig pludselig fri for hin dumpe Følelse af Mathed og arbeidede nu af ren Trang anstrengt, saa at Sveden haglede ham ned af Ansigtet, medens han af og til med en utaalmodig forskreget Stemme førte an Opsangen. Han frygtede for at komme til at tænke. Bagefter tog han Baviansvagten for Natten for en Kammerat, som var glad ved saa uventet at faa nyde sin Køiefred og slippe at gaa for «Skibshund»; thi hin Vagt bestaar kun i, at en enkelt Mand passer Skibet for Havnetyvene.

Han gik alene frem og tilbage paa Dækket; det var bælmørkt med enkelte Lanterner ude paa Havnen og et og andet Lys oppe i Byen.

Undertiden stod han saa i lange Stunder med Haanden under Kind ved Rælingen. Paa Søofficeren kunde han uden Skrupel begaa Mord, det følte han.

Klokken omtrent to gik han i Mørket ad Skraabrættet ned paa Kranen og steg derfra indover til Land.

Elisabeths Moster bode ovenfor i Bakken i et af Smaahusene. Han havde besluttet at vække hende og faa hende i Tale.

Gamle Mor Kirstine var ikke uvant til at blive forstyrret om Natten, – en af hendes Bestillinger var at vaage over syge; – men hun var da altid grætten.

Da hun ved det tændte Lys gjenkjendte Salve Kristiansen, trodde hun af hans Bleghed og øvrige Udseende, at han var beruset.

«Er det Dig, Salve, – saadan midt paa Nattens Tid? –» talte hun straffende i Døraabningen, uden først at ville slippe ham ind. «Gaar Hyren paa det Vis?»

«Aa nei, Mor, – jeg er gaat lige fra Vagten, fordi jeg gjerne vilde tale med Eder lidt om Elisabeth.» Tonen var saa paafaldende lavmælt og sørgmodig, at den gamle forstod, der var noget usædvanligt paafærde. Hun aabnede Døren.

«Om Elisabeth, siger Du?»

«Ja, hvor opholder hun sig?»

«Hvor hun opholder sig? – hos Becks naturligvis. Er der noget paafærde?»

«Det burde I vel nærmest vide, Mor Kristine» – sagde han alvorligt.

Hun holdt Lyset op mod hans Ansigt og saa paa ham; thi hun blev angst, men fik intet ud af hans Tale.

«Burde jeg vide det, – saa sig det!» – lød det næsten bønligt.

«Søofficeren har jo, hører jeg, ligget hele Aaret derude paa Torungen og – skudt Sjøfugl, – eller tror I, at han vil gifte sig med hende?» – udbrød han vildt og høirøstet.

Først ved den sidste Sætning gik hans Mening fuldstændig op for hende. Hun satte Stagen haardt hen paa Bordet og nedlod sig i Stolen ved Siden af.

«Saa det siger man!» – yttrede hun endelig. Hendes første Angst var over; men nu tog Harmen hende, og hun reiset sig med Hænderne i Siden og gnistrende Øine – hun var en Kone, man maatte vogte sig for at fornærme.

«Saa, – de har alt faat sat Elisabeth ud for den Løgn! Tvi! Og Du lægger Mund til, Salve! Da skal jeg sige Dig, at Becks Hus er et saa skikkeligt, som der staar i Byen, og Folk som Du og dit Slags aarker ikke at tage Æren fra det. – Vær Du rolig for, at jeg skal fortælle Elisabeth hele din nette Tale og Kapteinen og Søofficeren og Madam Beck med, saa skal Du blive jaget fra «Juno» som en vaad Hund! – Saa, – Du gik med den Mening, at Elisabeth behøvede at tigge Søofficeren om Æren?»

«Kjære Mor Kirstine!» raabte han ind i denne Ordstrøm – «jeg gik ikke med nogen Tanker, for jeg har været langveis; men jeg hørte idag nede paa Kranen Anders i Brækken sige det saa forvist altsammen.»

«Anders i Brækken? Saa han sagde det, den jammerlige Sledsk – til Tak, fordi jeg var hos hans Kone i forrige Uge! Jeg skal nok finde ham. Men i slige Sager er Hæleren saa god som Stjæleren» – fortsatte hun indigneret –. «Det var Becks egen Datter, som var her og bød Elisabeth en skikkelig Kondition i et skikkeligt Hus, og det var med mig hun talte, forstaar Du det, Gutten min!» – her viste hun med dirrende Pegefinger selvfølende mod sit eget Bryst – «saa Elisabeth har ikke tigget sig did. Du behøvede ikke at rømme af Vagten for at fare med sligt, og Elisabeth skal faa høre – ja hun skal faa høre det!» ivrede hun, og slog den ene Haand indeni den anden, saa det klaskede; «hun skal faa høre din nette Tro om hende!»

«Kjære Mor Kirstine, jeg mente det jo bare godt,» bad han; han var blet saa lettet om Hjertet, – «sig det endelig ikke til Elisabeth!»

«Jo, vær Du sikker, hun skal faa høre det!»

«Mor Kirstine,» sagde han lavt, idet han saa ned, «jeg kom med et Kjoletøi til hende, som jeg havde kjøbt i Boston, og saa hørte jeg alt dette og fik ikke Fred paa mig.» – Han nævnte intet om Ringene.

«Saa,» yttrede den gamle efter en Pause, hvori hun havde mønstret ham gjennem de halvlukkede Øienlaag, i en noget mildere Tone – «saa Du kom med et Kjoletøi til hende? Og saa løber Du hid i Nattens Mørke for at fortælle, at hun er blet en Tæve for Søofficeren!» tog hun atter vredt i.

«Men, Mor Kirstine, jeg tror jo ikke en Døit paa det hele!»

«Det var nok ikke for at sige mig det, Du rendte hid, Gutten min!»

«Jeg var bare gal i Hovedet, fordi sligt blev sagt om hende.»

«Naa – gaa nu! Anders Brækken skal vakkert faa komme frem med sin Løgn, om jeg saa skal gaa med ham baade til Byfogden og Søretten!» Den gamle kunde for den Sags Skyld gjerne truet med at gaa til Maanen med ham; men Salve begreb, at hun med Søretten mente at betegne det blodigste, hun vidste.

Idet hun lukkede ham ud, spurgte hun med et vist fortroligt Alvor:

«Hør Salve! har der været noget paatale mellem Dig og Elisabeth?»

Han stod uvis om, hvad han egentlig skulde svare til denne uventede Fortrolighed.

«Jeg véd ikke rigtig jeg, Mor Kirstine, engang for to Aar siden forærede jeg hende et Par Sko.»

«Saa, ja se nu til at komme ombord igjen, saa ingen ser Dig; det er mit Raad!» yttrede hun uden at ville indlade sig mere paa denne Sag, og skjød ham noget skyndsomt ud af Døren.

Bagefter sad hun en Stund i Stolen med Lyset paa Fanget for at komme sig efter Bevægelsen; hun nikkede eftertænksomt, idet hun stirrede ind i det. Det var en rundladen, lidt sammensunken, men ellers kraftigt udseende gammel Kone med et godt, bredt Ansigt, og tynde graa Haar strøget bag Ørene.

«Den Salve er en vakker, prægtig Gut,» talte hun høit for sig selv, og idet hun beredte sig til at gaa tilsengs, mumlede hun som en Afslutning paa sine samtlige Betragtninger:

«Det er dog bedst at sige det til Elisabeth, saa kan hun vide at tage sig ivare der i Huset!»

Salve Kristiansen var alligevel Dagen efter ikke fuldt tilfreds. Han anede af meget, at han i Søofficeren ialfald havde en Slags Konkurrent om Pigen, og følte sit Mod til uden videre at komme til hende med Kjoletøi og Ring aldeles borte; derhos var hun jo nu ogsaa saa midt inde i Sorgen.

Om kvælden, da alle fik frit Hjemlov af Skibet for tre Uger, reiste han straks ud til sin Far, for mulig gjennem ham at faa opspurgt noget mere om Forholdet, og Mandag var de begge ved gamle Jakobs Jordfæstelse paa Tromø Kirkegaard.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.