XII.

Udsiden af Tromøen ved Arendal har Kystens almindelige golde, stengraa Udseende. En Kirke med et lidet skilderhuslignende, Klokketaarn, der tjener til Sjømærke, ligger ødsligt ude ved Havet, og om Søndagen ses Lodsskøiterne at lægge til der under Gudstjenesten.

Øens indre Side frembyder derimod et desto rigere og livligere Skue.

Det trange Tromøsund med sin Vrimmel af smaa Sjægter, Pramme, Lodsbaade og større Fartøier soler sig der mellem frugtbare, skovbevoksede Aaser og Skrænter.

Paa begge Sider er overalt indstrøet røde Sjømandsstuer, Skipperhuse og Villaer, og i hver Plads, hver Kil og Bugt, hvor der blot kan staa et Fartøi, ses det ene tømmerhvide Skibsskrog opspantet under Bygning ved Siden af det andet.

Det er et idyllisk Skibsværft ude i Naturen, en isandhed betydningsfuld skjøn Entré til Arendal – Norges første Skibsfartsby. Den, som en speilende Sommerdag paa Dampskibet farer der igjennem, har en overraskelse, som ikke saa let viskes ham af Minde.

Paa vor Fortællings Tid var dette Billede langt fra saa fyldigt og rigt, men her viste sig dog en Begyndelse til det Liv, som skulde komme.

Kaptein Beck eiede et Lyststed paa et af de smukkeste Steder i Sundet – et lidet énetages graat Hus med et skraat Teglstenstag, hvoraf der stak frem to smaarudede Kvistvinduer, og paa dets Bagside stod en vakker Lund opefter Fjeldskrænten.

I de Aar, da Kaptein Beck laa i Langfarten, opholdt Familien sig gjerne derude om Sommeren. Han agtede nu om et Par Aar at drage sig tilbage fra Sjøen og med sin Formue at grunde et Skibsbyggeri.

Hos Becks var der altid hverdagslig travlt i Ugen ogsaa, naar de var derude. Madam Beck sad gjerne selv med Rokken inde i Stuen.

Stedsønnen, der var beskjæftiget med Reiser og Arbeider som Medlem af Kystkommissionen, kom i Regelen didud i sin smukke Seilbaad om Lørdagen og blev Søndagen over. Paa den Dag kom der ogsaa gjerne en eller anden Familie eller Lystbaad med Herrer og Damer ud i Besøg enten til dem eller til Landstedet ved Siden af, og man tilbragte da som oftest Eftermiddagen sammen.

Carl Beck var Damernes Yndling. Han omgikkes dem helst i den spøgende Manér, af og til med et Glimt af Sentimentalitet, hvori den brune, mandige Søofficer ligesom tilfældigt kunde aabenbare sit egentlige dybere Væsen.

Han havde en liden Ansats til Fedme, hvorover han selv spøgte; – han havde for gode Dage, sagde han.

De fleste unge Piger kjendte ham fra Barneaarene, da han havde været hjemme under sine Besøg som Kadet, og han syntes at have sit særlige Fortrolighedsforhold med saagodtsom enhver af dem eller ialfald en eller anden Historie, som kun de to kjendte. Der var derfor ogsaa i denne Kreds altid saa mange for andre uforstaaelige Stikord, der gik igjen i Samtalerne nu, efterat de var blevne voksne.

Blandt dem, som oftere kom derud, var Postmester Forstbergs.

Der var foruden Forældrene en halvvoksen Søn og deres attenaarige Datter Marie, en blond Pige af et stille Væsen og et ualmindelig klogt Ansigt.

Ingen sagde, at hun var smuk; men de fleste, som kjendte hende, havde alligevel Indtrykket af, at hun var det. Over hendes maaske lidt for lille Figur saavelsom alt, hvad hun foretog sig, hvilte noget ubevidst harmonisk og yndigt. Derimod hed det altid, at hun var saa forstandig.

Mellem Veninderne var hun den til hvem de ubetinget valgte at betro sig, naar der var noget iveien. At hun aldrig betrode dem noget igjen, lagde de, forunderlig nok, ikke mærke til.

For sit eget Vedkommende var hun, mente de, for «regelret og rigtig» til at have Hjerteanliggender. Hun var en fortrolig Veninde af Carl Becks Søstre, især Mina, der erklærede, at hun satte hende høiere end nogen, hun kjendte, og i Stilhed mente, at hun netop var det rette Parti for Broderen.

Den eneste af de unge Piger i denne Kreds som Carl Beck ikke havde et sligt Barndomsbekjendtskab til, var Marie Forstberg.

Det havde varet noget, før han opdaget, at den stille Pige var værd at tale med. Siden havde det hemmelig plaget ham, at i Samtale med hende faldt det, han sagde, saa let ned til ubetydeligt Snak. Hun var saa klar og sand og eiede et ganske mærkelig smukt Smil til det hun bifaldt.

Foran hende bar han derfor altid frem den brede, mandige Side, som han vidste at føre med saameget Tække, og han drev derunder et Kokketteri, som ikke undlod at gjøre sin Virkning. Hans Evne, eller hans Svaghed, var kun altfor meget at give sit varme Væsen i Øieblikket hen til den, som optog ham.

Hun fik et smigrende Indtryk af, at hans lette for ikke at sige leflende Forhold til unge Damer havde sin egentlige Grund i, at han endnu ikke havde fundet nogen blandt dem, der var en Mands fulde Alvor værd; de var ham blot Tidsfordriv for en ledig Stund.

Og Marie var kun altfor villig til at se Tingen i dette Lys; thi Carl Beck havde alt et Par Aar i Stilhed været hendes Hjertes Helt. Hun havde i den Tid af Veninder modtaget mangen en Frotrolighed, som de, om de havde set klart, allersidst havde anbragt hos hende.

Skjønt stadig sysselsat, følte Elisabeth sig dog friere derude i Landlivet. Hun havde efterhaanden begyndt bedre at komme tilrette med Husvæsenet, for hvilket det viste sig, at hun igrunden havde et let Nemme, og Madam Beck satte Lid til hende i mange Ting.

Særlig forstod hun – hvad man mindst skulde ventet hos hende – paa en smuk Maade at varte op, og, naar den ranke Pige med det udtryksfulde Ansigt om Søndags Efterimiddagene i sin klædelige, stribede Sirtses Kjole og det hvide Forklæde bar The- eller Kaffestellet ud til Gjæsterne i Lysthuset, gled der mangt et beundrende Øiekast hen paa hende; thi det var ikke vanskeligt at se, at hun var en Skjønhed.

Marie Forstberg var bleven opmerksom paa Elisabeth, hvis Historie hun kjendte, og søgte tit at retlede og hjælpe hende. Uagtet deres forskjellige Naturer og Samfundsstilling følte disse to Kvinder sig snart, om ikke dragne til hinanden, saa gjensidig en Smule nysgjerrige.

I Begyndelsen havde Pigen forekommet den unge Dame noget but og utilgjængelig. Hun havde ikke villet se de forskjellige Haandsrækninger og Lettelser, som den anden paa sin sædvanlige stille betænkte Vis gjorde hende; men allerede den næste Søndag takkede hun med et saa vakkert Blik.

At komme ind i hendes Fortrolighed, følte Marie Forstberg derimod, var alt andet end let.

Der var sjelden videre Ord at faa af hende udenfor «Ja» og «Nei». Kun strøg der af og til en eller anden Farveskiftning over hendes Ansigt som tilkjendegav, at hun tænkte sit, og noget kraftigt braat, næsten stødende, i den Maade, hvorpaa hun udførte Tingen efter sit eget Hoved, naar hun undertiden ikke forstod, hvad den anden mente, viste, at hun neppe var saa medgjørlig, som Becks trode.

Og saa maatte man erkjende, at Elisabeth havde et mærkelig naturligt Greb paa at klæde sig tækkeligt med det svære, lyse Haar, simpelt ogsat og ikke saa meget som et Baand over sin Stand. Det var næsten, som hun skulde være koket, og dog kunde Marie Forstberg, der var en fin Iagttager, ikke opdage et Glimt af saadant hos hende.

Elisabeth forstod paa sin Side meget godt, at Marie Forstberg var den blandt de unge Damer, som var nærmest til at blive Søofficerens Brud og som tillige helst burde blive det, ikke mindre i Kraft af, hvad hun var værd, en af Huspolitiken, for hvilken hun ikke manglede Øie.

Uagtet hun i sin egen Tanke kun stod som en resigneret Tilskuer, skabte der sig ikke destomindre i Ugens Løb et Indtryk hos hende, som der om Søndagene, naar hun kom, altid udfordredes en Tid til først at optø. Men da kunde hun ogsaa med Heftighed føle, at dette var den eneste Kvinde, hun i Hjertet brød sig om. Marie Forstberg havde en egen Gave til at vinde Mennesker.

Til hende kunde Elisabeth nu endog mod Sædvane vise sig adskillig meddelsom. Det dreiede sig jo i Beskedenhed tilsyneladende mest kun om Opdækning og Anretning; men hun vidste derunder med megen Finhed at give den anden Besked om Søofficeren og hvad der kunde vedkomme ham.

Marie Forstberg kunde ikke undlade undertiden at fæste sine kloge, blaa Øine forskende paa hende for at forvisse sig, om der dog ikke var en Mening under. Men Elisabeth stod med opsmøgede Ærmer saa ivrigt i sit Arbeide, at hendes Tanker klart nok var langt borte fra sligt.

Carl Beck havde den hele Tid havt sin egen stille Maade at vise Elisabeth Opmærksomhed paa.

Hun følte, at hans Øine egentlig aldrig veg fra hende, naar hun var inde i Stuen, hvor optaget han end syntes af de andre, og at den, hans Blikke søgte efter, naar han kom hjem, var hende. Men der kom aldrig et Ord, der røbede hans Følelse.

Naar en Besked nødvendig maatte erindres, gav han den aldrig til Søstrene alene, men tillige til hende. «Hun glemmer aldrig» – sagde han, og Elisabeth forstod, at han mente særligt og ubetinget at kunne stole paa hende.

Hans smukke Lystbaad, en lang, fin, skarpbygget Jolle, med en rød Stribe langs den sorte Side og to skraa Master, hvilken han selv nylig havde ladet bygge og kaldt «Svanen», laa ofte hele Ugen fortøiet paa Bugten udenfor Landstedet.

Han var meget ængstelig om den, og, medens han var fraværende, var det Elisabeth, som betrodes at passe paa den.

Der var altid adskilligt, som skulde iagttages, særligt en Tid, da det nymalede Inventarium skulde tørres i Solen, og Beck gav hende i den Anledning mange Forholdsregler.

Naar han kom hjem, underkastet han hende gjerne i en spøgende barsk Tone en Eksamination om den; han kaldte det at holde «Standret».

«Hun er som en halv Sjømand,» lo han, «og skulde egentlig have en Blankhat med «Svanens» Navn i Guldbogstaver paa Baandet som en Marinematros.»

Af og til om Lørdagene kunde Løitnanten komme opefter Veien viftende med et Brev i Haanden med mange Poststempler.

Det var fra Fadern til hans Stedmoder, og Madam Beck satte sig gjerne hen alene en Stund for at læse det, og derpaa blev der almindelig Oplæsning.

Elisabeth hørte da meget beklemt efter; thi hun var altid saa usigelig bange for, at der skulde staa noget galt om Salve.

Skjønt den yngste i hin omtalte Kommission og egentlig kun kommet derin for at udfylde Tallet, havde Carl Beck dog været saa heldig at udmærke sig der, idet hans afvigende Forslag af Formanden efter megen Ventilation tilslut var lagt til Grund for det hele Arbeide.

Denne, der som de fleste var indtaget i den unge Sjøløitnant, havde i Fortrolighed udtalt dette til hans Far.

Kommissionen skulde slutte ved Aarets Udgang, og Søstrene trode, at der endog vilde blive Spørgsmaal om en Orden.

Under et Besøg af Marie Forstberg havde Samtalen mellem Damerne i Stuen en Stund opholdt sig ved dette Emne, – hun var længst ført ind i Familiens Fortrolighed –, og Elisabeth, der var Tilhører, var for sig selv af den Formening, at en Orden vilde klæde ham smukt.

«Ja, det kommer nu an paa Formanden, Kapeinløitnant Fenger,» yttrede Mina med en vis Betydning, «hvad han gjør for ham! Han holder saa meget af Carl og siger, at naar de er sammen, kan han næsten ikke vende Øinene fra ham. Han har lovet at komme herud engang.»

Marie Forstberg misbilligede øiensynlig, at der skulde gjøres Krus for Kapteinen, thi hun svarede noget kort og lidt stødt:

«Det er dog Dygtigheden, som skaffer din Broder Ordenen og ikke Kaptein Fenger, saa jeg indser ikke –»

«Indser Du ikke det? – Jo, min Pige, man maa nok gjøre mange slige Ting i Verden,» sagde Mina lidt ophøiet verdenserfarent.

«Nei, jeg indser det ikke,» vedblev den anden forstokket og lidt rød i Hovedet, «jeg vilde nu heller ingen Orden have end» –

«Ja Du!» sagde Mina smigrende, idet hun gik hen og lagde Armen om Venindens Skulder; thi hun forstod, at denne var blet ivrig; «men vi er nu ikke alle saa rigtige og retfærdige som Du, Marie! og» – tilføiede hun for at komme fra det, «Carl véd desuden intet af, at vi her i Huset gjør en Smule Haneben for Kapteinen.»

Elisabeth holdt i Hjertet med Marie Forstberg. Det ærgrede hende blot, at hun endog kun et Øieblik skulde kunne tænke sig, at han vilde nedlade sig til sligt.

Da Carl Beck siden kom ind, berørtes Ordensspørgsmaalet igjen i en spøgende Tone.

«Det skal jo afhænge af Kapteinløitnantens Naade, hører jeg,» yttrede Marie Forstberg mod Sædvane noget spidst, idet hun saa ned i Sytøiet.

«Aa jeg bryder mig ikke et Gran om den Stas udenpaa Kjolen!» svarede han bredt og som kjed af at høre derom.

Elisabeth syntes, det lød mandigt.

Men Sagen var, at Beck overmaade gjerne ønskede «Stasen» og hemmelig ærgrede sig over, hvad Marie Forstberg havde bemærket. Hun var gjerne hans Fortrolige i alvorlige Anliggender, men sine Udsigter i denne Sag havde han fortiet, og han vilde nu helst give det Udseende af, at det kom af, at den var ham saa rent ligegyldig.

At dømme af den Mine, hvormed hun sad stille og syde, var Marie Forstberg heller ikke rigtig tilfreds.

– En Søndag bemærkede Elisabeth, at han bar en Markblomst, som hun havde lagt fra sig, i Knaphullet paa sin Uniform. Det kunde være rent tilfældigt; men hun vidste, at han havde set hende gaa med den i Haanden.

Man spiste Markjordbær til Middag, og der var ingen fremmede.

«Ja,» – udbrød han med ét – «Markjordbær ti tusinde Gange hellere end Havejordbær! Det er dog en ganske anden Duft og Smag!»

Men hun syntes, at han havde set saa underligt paa hende, mens han sagde det, og siden saa han længe ufravendt ned i Talerkenen. Hun følte, at Yttringen vedkom sig, og der var i det hele taget den Dag noget eget ved ham, som gjorde hende lidt urolig.

Da Madam Beck just havde en usædvanlig lang Liste paa Husholdningsvarer, der skulde hentes inde i Arendal, foreslog Carl Beck, at en den næste Morgen skulde følge ham ind med Seilbaaden for at modtage Pak kerne. Madam Beck nævnte Elisabeth, og Planen vandt hans ivrige Bifald. Men Elisabeth gik idetsamme temmelig braat udaf Døren.

Hun havde fuld Grund til ikke at ville følge med Sjøofficeren. Hun vidste jo, at hun havde været ude for Folkesnak i Anledning af dette Forhold; men selv uden dette havde hun alligevel paa det bestemteste modsat sig.

Da hun en Stund efter saa Løitnanten staa alene udenfor gik hun lige til ham og sagde, idet hun stolt og vredt saa ham i Ansigtet:

«Jeg reiser ikke til Arendal med Dem, Hr. Beck!»

«Hvorfor ikke, Elisabeth?» spurgte han tilsyneladende ligegyldig, idet han søgte at møde hendes Blik.

«Jeg reiser ikke, det var det, jeg vilde sige Dem!» gjentog hun stigende harmfuldt, medens Stemmen skjælvede; – der var noget mægtigt bestemt i hendes Mine.

Han stammede forlegen:

«Mener Du da, Elisabeth» –; men da havde hun alt vendt sig fra ham. Der laa i selve den Maade, hvorpaa hun gik henover Volden noget haanligt afvisende, der forekom ham fortvivlet herligt og stolt.

Turen blev omordnet; men det kom dog trods Løitnantens Finhed uforvarende op, at det var Elisabeth, som ikke havde villet følge i Baaden alene med ham, og dette fandt Madam Beck meget agtværdigt.

Hun skulde selv tænkt paa, at det var mindre passende, sagde hun; men mente derhos noget strengt, at hun burde have talt med sin Husmoder derom først.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.