XIII.

Endel Reparationer ved Huset inde i Byen vilde denne Gang tvinge Familien til at opholde sig paa Landstedet til temmelig senhøstes.

Man havde dog endnu i smukke Septemberdage en Efterrest af Sommeren. Sundet laa i de forskjellige høstlige Farver eiendommelig stemningsfuldt, og man tilbragte fremdeles gjerne Aftenerne ude paa Trappen.

Der var usædvanlig Stas, da Kommissionens Medlemmer med deres Formand var budne didud.

Om Aftenen, da Herrerne sad alene ude i Lunden, og Elisabeth kom ud med en Forstærkning af varmt Vand til Toddyen, tillod Kapteinløitnanten sig at sige en Spøg, der drev Rødmen op i hendes Kinder.

Hun svarede intet, men Vandmuggen skalv i hendes Hænder, mens hun satte den hen, og hun gav derunder vedkommende et Øiekast saa djærvt forbittret og foragteligt, at han et Øieblik følte sig hovmesteret.

«Guds Død, Beck!» udbrød han, «saa Du, hvilke Øine hun satte paa mig? de lynte ordentlig.»

«Ja, det er en stolt Pige,» svarede Beck, der var bleven opbragt, men havde sine Grunde til at være forsigtig foran sin foresatte.

«Saa, – en stolt Pige!» gjentog denne irriteret i en Tone, som lod føle at han mente, det snarere burde hedt «en uforskammet Tjenestepige».

«Ja jeg mener en smuk Pige,» rettede Beck undvigende og lo noget tvungent.

Elisabeth havde hørt det. Hun var saaret og anstillede for første Gang en Sammenligning mellem Sjøofficeren og Salve. Slig havde ikke Salve gaat afveien, om han havde været i hans Sted!

Da han bagefter om Aftenen traf hende alene, mens hun ordnede ude paa Trappen efter de bortreiste, sagde han halv bekymret:

«Du tog dig da vel ikke nær af den gamle Bulderbasse og Grobrian, Elisabeth? – Det er igrunden en brav og skikkelig Fyr, som intet mener med sit Snak.»

Elisabeth taug og søgte at komme fra det ved at gaa ind med, hvad hun havde i Hænderne.

«Ja, men jeg taaler ikke, at Du fornærmes, Elisabeth!» – udbrød han pludselig i Fyr og Flamme og søgte at gribe hendes Arm. «Den Haand hvormed Du arbeider, er mig kjærere end alle de fine Damers tilsammen.»

«Hr. Beck!» afbrød hun vildt med Taarer i Øinene, «jeg reiser min Vei – i denne Nat –, om jeg skal høre mere!»

Hun forsvandt inde i Gangen, men der kom Beck efter.

«Elisabeth,» hviskede han, «jeg mener det for Alvor!»

Hun rev sig heftig løs fra ham og gik ind i Kjøkkenet, hvor Søstrene stod og talte sammen ved Ilden.

Beck gjorde sig i den smukke Stjerneaften en ensom Tur indover Øen og kom først hjem over Midnat.

Han havde just ikke ment det saa bestemt for Alvor; men nu efter at han havde set hende foran sig saa vidunderlig smuk med Taarer i Øinene – saa, ja saa mente han det for ramme Alvor. Han var istand til at forlove sig med hende tvertover alle Hensyn, om det saa maatte være.

Den næste Morgen reiste han med Lystbaaden ind til Byen; han havde dog først i Forbigaaende tilhvisket hende:

«Jeg mener det for Alvor!»

Disse Ord der gjentoges, gjorde Elisabeth rent forvirret.

Hun havde ligget og tænkt over dette samme Udtryk om Natten og med Harme tilbagevist det; det kunde ikke betyde andet end, at han fandt at turde erklære hende, at han var indtaget i hende, og hun havde alt besluttet at udføre sin Trusel at forlade Huset.

Men nu, gjentaget, – i denne Tone!

Mente han virkelig at byde hende Haand og Hjerte at blive hans, Officerens, Frue?

Der laa en glimrende Vidde af tidligere Drømme for hendes Fantasi, som næsten berusede hende.

Hun var adspredt og bleg hele Ugen og tænkte med Angst paa Søndagen, da han skulde komme igjen. Hvad vilde han da sige?

Og – hvad skulde hun svare?

Han kom dog ikke, eftersom der upaaregnet var faldt en Reise til i hans Forretninger. Derimod kom Marie Forstberg, og hun følte godt, at der maatte være indtraadt en eller anden Forandring i Pigens Sindelag; thi hun unddrog sig tydeligen enhver Hjælp af hende, og i de Blikke, som Marie Forstberg tilfældigvis opfangede, laa der noget haardt og uvenligt.

Det gik hende mere nær, end hun vilde tilstaa sig.

Trofast, som hun var, søgte hun, følgende en pludselig Hjerteindskydelse, at klappe hende venligt paa Skulderen; men det gjorde aabenbart aldeles intet Indtryk, – hun kunde ligesaa gjerne strøget paa et Stykke Træ, og, da hun kom ind i Stuen, kunde hun ikke undlade at spørge:

«Hvad er der gaat af Elisabeth.»

Men de andre havde intet mærket.

Carl Beck kom mod Sædvane ikke næste Lørdag, men før, midt i Ugen, og han gik med hastige Skridt gjennem Værelserne, da han ikke saa Elisabeth i Stuen.

Han fandt hende endelig ovenpaa.

Hun stod og stirrede ud af Vinduet i Loftsgangen, hvorfra der kun var Udsigt til Lunden opefter Fjeldskrænten og Himmelen derover. Hun hørte hans Skridt, – at han gik opefter Trappen, og hun følte en saadan usigelig Angst, en Panik næsten som hun kunde springe udaf Vinduet. Hvad skulde hun svare? –

Da han kom og lagde sin Arm om hendes Liv og halvhøit spurgte:

«Elisabeth! Vil Du være min?» – følte hun sig for første Gang i sit Liv nær ved at besvime. Hun vidste knapt, hvad hun gjorde, men stødte ham uvilkaarlig haardt fra sig.

Han greb paany hendes Haand og spurgte:

«Elisabeth, vil Du blive min Hustru?»

Hun var saa bleg, idet hun svarede – «Ja!»

Men da han atter vilde tage hende om Livet, sprang hun pludselig tilbage og saa paa ham med et Udtryk af Forfærdelse.

«Elisabeth!» – sagde han ømt, og søgte atter at nærme sig hende. «Hvad gaar der af Dig? Vidste Du, hvor jeg har længtet efter denne Stund!»

«Ikke nu, – ikke mere nu!» bad hun, idet hun holdt Haanden imod ham – «siden» –

«Du siger jo «Ja», Elisabeth, – at Du er min –;» men han følte, at hun vilde, han nu skulde gaa.

Hun sad længe taus deroppe paa en Kiste og stirrede hen for sig.

Det var altsaa sket.

Hjertet bankede, saa hun selv kunde høre det, og det var, som hun følte en dump Smerte.

Hendes Ansigt fik lidt efter lidt et stivt, koldt Præg.

Hun tænkte, at han nu fortalte sin Stedmoder, at de var forlovede og beredte sig paa, hvad hun skulde staa i.

Hun ventede at blive kaldt ned.

Endelig bestemte hun sig til selv at gaa.

I Stuen sad enhver ganske roligt med sit.

Løitnanten lod, som han læste i en Bog, over hvilken han dog, da hun kom ind, sendte hende et stjaalent, ømt-bekymret Blik.

Aftensmaden sattes ind, og alt gik sin rolige Gang; han spøgte lidt, som han pleiede. Hun syntes, der var som en Taage over dem alle.

Mina spurgte engang, om der feilede hende noget, og hun svarede mekanisk «Nei».

Det skulde altsaa ske senere om Aftenen. Selv gik hun ind og ud med Aftenstellet som sædvanligt; kun var det, som hun ikke kunde føle Gulvet under Fødderne eller det, hun bar i Haanden.

Aftenen gik, og man begav sig tilsengs, uden at noget var sket.

I Trappegangens Halvmørke greb han hendes Haand varmt og sagde:

«Godnat, min Elisabeth, min – min Elisabeth!» men hun var ikke istand til at gjengjælde Haandtrykket, og, da han nærmede sine Læber til hendes Pande, unddrog hun sig hastigt.

«Jeg kom herud alene for at sige Dig dette, kjære, elskede Elisabeth!» hviskede han med en skjælvende Ild i Stemmen, idet han søgte at tage om hende. «Jeg maa indover igjen imorgen. Skal jeg reise uden et Tegn paa, at Du holder af mig?»

Hun bøiede Panden langsomt hen mod ham, og han kyssede den, hvorpaa hun straks gik.

«Godnat, min elskede!» hviskede han efter hende.

Elisabeth laa længe vaagen. Hun havde en Trang til at faa grædt, og følte sig indvendig, som hun frøs.

Da hun endelig sov ind, drømte hun ikke om sin Forlovede, men om Salve, hele Tiden om Salve. Hun saa ham stirre paa sig med det alvorlige Ansigt; det var saa tungt af Sorg, og hun stod som en Forbryderske for ham.

Han sagde noget, som hun ikke kunde høre, men hun forstod, at han fordømte hende, og at han havde kastet Kjoletøiet overbord.

Hun stod tidlig op og søgte at beskjæftige sin Tanke med andre Drømme, – sin Fremtid som Officerens Frue.

Men det var, som alt det, hun før havde set i bare Guld, nu kun vilde vise sig for hende som Messing. Hun følte sig ulykkelig og urolig og betænkte sig længe, før hun gik ind i Stuen.

Carl Beck reiste ikke den Morgen. Han havde indset, at der dog var et eller andet iveien med Elisabeth.

Om Formiddagen, da Søstrene var ude og Stedmoderen beskjæftiget, lykkedes det ham at faa tale alene med hende; – hun gik fremdeles i Feber og ventede paa, at han skulde have talt til Madam Beck.

«Elisabeth!» – sagde han, sagte glattende hendes Haar, thi hun saa saa forknyt ud og stod og saa ned – «jeg kunde ikke reise, før jeg havde faat talt med Dig igjen.»

Hun saa fremdeles ned, men unddrog sig ikke hans Haand.

«Holder Du af mig? – Vil Du blive min Hustru?»

Hun taug. – Endelig sagde hun lidt blegere og som med Overvindelse:

«Ja, – Hr. Beck!»

«Sig «Du» til mig, sig «Carl», – bad han inderligt – «og – se paa mig!»

Hun saa paa ham; men ikke saadan, som han havde ventet. Det var et eget fast, koldt Blik, hvormed hun sagde:

«Ja, – naar vi er blevne forlovede.»

«Er vi da ikke det?»

«Naar faar Deres Stedmoder det at vide?» – spurgte hun lidt nølende.

«Kjære Elisabeth! – De herhjemme maa intet mærke før – før om tre Maaneder, naar jeg er . . .»

Men han opdaget nu et Udtryk i hendes Ansigt og i den korte Maade, hvorpaa hun trak Haanden til sig, som lod ham holde inde med, hvad han oprindelig havde tænkt, og han rettede det hastigt –:

«I næste Uge inde i Arendal skriver jeg det til Far og fortæller da min Stedmoder, hvad jeg har skrevet. Er Du fornøiet, Elisabeth, kjære Elisabeth! – eller vil Du have det gjort straks?» – udbrød han resolut og greb atter hendes Haand.

«Nei, nei, ikke nu! – i næste Uge, lad det først blive i næste Uge!» udbrød hun pludselig angst, idet hun samtidig næsten bønlig besvarede hans Haandtryk, det første, han havde faat af hende.

«Og da er Du min, Elisabeth?»

«Ja, da,» – hun søgte at undgaa hans Øie.

«Farvel da, Elisabeth! – men jeg kommer igjen paa Lørdag, jeg kan ikke længer undvære at se Dig!»

«Farvel!» – sagde hun noget tonløst.

Han sprang ned til Seilbaaden, som laa og ventede; men hun saa ikke efter ham og gik med sænket Hoved den modsatte Vei ind.

Smaa Ting veier ofte tungt i Indtrykkenes Verden.

Elisabeth var overvældet af hans storartede Tænkemaade, da han havde erklæret, at han vilde hæve hende op til sin Hustru. Hun følte, at det var hendes Værd i hans Øine, som havde opveiet alt. At han skulde vige tilbage for den ydre Kamp med Familien, havde hun derimod ikke tænkt sig. Selv havde hun jo følt, at det vilde blive pinligt, men i dette Stykke stillet sig bag hans mandige Skjold. Da han nu saa uventet begyndte at forlange Prutningsmon paa Tiden, først endog slig, at han selv agtede at være borte, naar Sagen kom op i Hjemmet, fo’r der gjennem hende en Følelse, som hun i sin indre Angst instinktmæssig greb som et reddende Halmstraa for dog mulig endnu at faa betænke sig.

Det gik haardt og tungt i hende i de Par Dage, indtil Carl Beck kom igjen, og Natten var som i Feber.

Lørdag Aften kom han, og den første, han hilsede, var hende; – han syntes næsten ikke længere at ville lægge Skjul paa Forholdet, medens hun stille og bleg syslede ud og ind af Stuen.

Han havde med et Brev fra Faderen, der blev oplæst efter Bordet.

Det var dateret fra en sydamerikansk Havn, og deri omtaltes ogsaa Salve. Paa Høiden af Cap Hatteras havde de havt et haardt Uveir, hvori de var nødte til at kappe Storestængeriggen. Stangen hang endnu igjen ved et Par af Taugene og slingrede i den overhændige Sjøgang frem og tilbage mod Underriggen, saa at den holdt paa at slaas fordærvet. Da havde Salve Kristiansen dristet sig op for at kappe Resten, og medens han sad der, gik det hele overbord. Han faldt ned med, men var saa heldig i Faldet at faa fat i en Toplent og bjerge Livet.

«Det var et stort Vovestykke» – endte Beretningen –; «men forresten er med ham ikke alt, som det skal være, og som det tegnede til.»

«Aa nei, det tænkte jeg før,» – yttrede Beck og trak foragtelig paa Skulderen – «det var en gudsforgaaen Krop, og endte han ikke dennegang, saa blir der vel snart en ny Leilighed!»

Han saa ikke de harmfulde Øine, Elisabeth satte paa ham ved disse Ord.

Hun følte i dette Øieblik med Fortvivlelse, hvorledes det blot var hendes Skyld, at han færdedes saa uvorrent og var bleven slig.

Hun sad længe taus og vred i Stilhed Hænderne i Fanget; – hun omgikkes med en Beslutning.

Før de begav sig til Ro, tilhviskede Carl Beck hende:

«Jeg har alt idag sendt Brev til Far, og, – imorgen, Elisabeth, er det vor Forlovelsesdag! Mina vil sætte op et Par underlige Øine.»

Elisabeth var den sidste, som ryddede i Stuen, og da hun gik, tog hun et Stykke Papir og nogle Skrivesager med sig ud.

Hun lagde sig paa sin Seng, men ved Midnatstid sad hun ved et Lys og bemalte et Stykke Papir med Bogstaver:

Der stod:

«Undskyld mig, at jeg ikke kan blive Deres Hustru; thi min Hu staar til en anden. Elisabeth Raklev.»

Hun lagde det sammen og lukkede det med en Knappenaal i Mangel af Oblat.

Derpaa aabnede hun sagte Døren til det Værelse, hvori Madam Beck sov, lagde sin Mund nær til hendes Øre og hviskede hendes Navn.

Hun vaagnede op og blev hel forskrækket, da hun saa Elisabeth staa for sig fuldkommen paaklædt og tilsyneladende reisefærdig.

«Madam Beck!» – sagde hun sagte – «Jeg vil betro Dem noget og bede Dem om Raad og Hjælp. Deres Stedsøn har spurgt, om jeg vil være hans Hustru. Det var forrige Søndag – og jeg svarede Ja; men nu vil jeg ikke. Og nu vil jeg reise ind til min Moster eller helst længer, om De véd nogen Vei for mig. Thi jeg er bange for, at han ellers følger efter mig.»

Madam Beck sad som himmelfalden. Hun satte først op en vantro, haanlig Mine; men da hun følte, at alt dog maatte forholde sig saa, satte hun sig uvilkaarlig høiere op i Sengen.

«Men, – hvorfor kommer Du med dette just nu paa Nattens Tide?» yttrede hun endelig mistænkeligt inkvirerende; hun syntes, der endnu manglede fuldt Lys i Sagen.

«Fordi han idag har skrevet til sin Far derom, og imorgen vilde sige det til Dem og de andre.»

«Saa, – han har alt skrevet!»

«Det var altsaa derfor, at han fik Dig ind her i Huset!» yttrede hun atter efter en Pause.

Derpaa slog det hende, at der dog var noget nobelt i Elisabeths Færd. Hun saa mere venligt paa hende og sagde:

«Ja, Du har Ret, – det er bedst, Du kommer bort et Sted, hvor han ikke har saa let for at naa Dig.»

Hun gav sig atter til at tænke. Da fik hun en lys Idé og stod op og tog paa sig.

Der var en Mands Greihed ved hende, og hun var vant til at styre Affærer.

Den hollandske Skipper Garvloit, som var gift med hendes Halvsøster, havde just i de Dage forhørt sig om en norsk Pige, der kunde hjælpe til med Husvæsenet, og her var jo Plads for Elisabeth. Det var bare at gaa ombord i hans Kof, som laa seilfærdig.

Hun skrev straks inde i Stuen et Brev til Garvloit, hvilket hun leverede Elisabeth tilligemed en temmelig rund Sum Penge; – det var optjent Løn, sagde hun.

– I den stille Maaneskinsnat rode Elisabeth alene i den lille Pram ind til Arendal.

Det blanke Sund laa stjernefyldt mellem de dybe Skygger af Aasskrænterne, medens en og anden lys Mast forraadte, at der var Fartøier under Landet.

Der randt undertiden lange Stjerneskud, og hun følte en jublende Glæde, som hun ofte maatte dæmpe ved at ro haardt lange Stykker.

Hun var som løssluppen, – fri for noget knugende ondt. Og, – Marie Forstberg! hvor hun glædede sig til at se hende nu!

Hun kom ind til Byen før Dag og gik straks op til Mosteren, hvem hun forklarede, at Madam Beck vilde, at hun skulde modtage en Kondition i Holland hos Garvloit, som netop laa seilfærdig. Hun viste hende Brevet; – det havde slig Hast.

Mosteren hørte en Stund paa hende, og saa sagde hun med ét:

«Elisabeth, – der har været noget iveien med Sjøofficeren!»

«Ja, Moster, der har» – svarede hun oprigtig –; «han friede til mig.»

«Nu da, –»

«Og saa svarede jeg først saagodtsom «Ja»; – men jeg vil ikke have ham, og saa sagde jeg det til Madam Beck.»

Mosterens Gebærder viste, at hun syntes, det var forbausende Efterretninger.

«Saa Du vilde ikke have ham?» sagde hun endelig. «Saa var det vel, fordi Du heller vilde have Salve?»

«Ja, Moster» – svarede hun lidt sagte.

«Nu, hvorfor tog Du ham da ikke?» mente Mosteren lidt haardt.

Elisabeth fik Taarer i Øinene.

«Ja, – som en reder, saa ligger en» – yttrede den gamle strengt og gav sig ifærd med Morgenkaffen.

Paa Veien for at lade sig ro ud til koffen gik hun indom Posthuset, hvor hun fandt Marie Forstberg alt oppe, syslende inde i Stuen i Morgendragt.

Denne blev meget forbauset, da hun fortalte hende sin nye Bestemmelse. Det var saa fordelagtigt, en næsten selvstændig Plads i Huset, og Madam Beck havde selv tilraadet det, forklarede Elisabeth, der med megen Finhed vidste at undgaa at sætte hende paa Spor.

Marie Forstberg fik det alligevel ikke til rigtig at rime sammen, det kunde Elisabeth forstaa af hendes Øine. Da de tog Afsked, omfavnede de hinanden og græd.

– – Der var stor Forbauselse ude paa Landstedet, da Elisabeth var borte.

Løitnanten havde fundet hendes Brev i Dørsprækken, men ikke tænkt sig, at hun var reist, og var gaat ud med det i voldsomt Sindsoprør uden at komme hjem igjen før sent paa Eftermiddagen.

Madam Beck havde imidlertid betroet Døttrene Sagen, hvilken de forstod burde holdes hemmelig.

– Skjønt hans Øine ledte, spurgte han dog ikke udtrykkelig efter hende før om Aftenen, og, da han saa fik høre, hvorledes hun var reist og maaske nu alt under Seil til Holland, sad han en Stund som forstenet.

Derpaa saa han haanligt paa dem, en efter en.

«Vidste jeg, at jeg havde nogen af Eder at takke for dette,» – udbrød han – . . ., «saa» – her greb han den Stol, han sad paa, slog den i Gulvet, saa den knastes, og sprang ovenpaa.

Men hendes Brev var desværre tydeligt nok; – hun elskede en anden, og han vidste ogsaa, hvem det var.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.