Lodsen og hans Hustru

av Jonas Lie

XIV.

Da «Juno» sidst var gaat ud fra Arendal, havde den kun skiftet et Par Mand af sin gamle Besætning.

Om Vaaren indfandt sig dengang ikke faa Folk fra Vestlandets Fiskeridistrikter for at forhyre sig. De kommer i deres Fiskedragt, smudsige og ludende af Arbeidet i Baaden, førende med sig sine runde Bondekister istedetfor den almindelige skraa Skibskiste. Deres Væsen mangler alt Matrossnit, og de opnaar i Regelen kun Hyre paa Skibe, der skal i Langfart.

En saadan Matros fra Fjordkanten havde «Juno» faat ombord, og det lod til, at han skulde blive alles Syndebuk.

Det var en firskaaren Mand med et rødbrunt Skjæg om det grovslagne, store Ansigt. Han hed Nils Buvaagen, men for sit tilsyneladende søvnige Væsens Skyld kaldte man ham Nils Uvaagen.

Han gik usjømandsmæssigt, med nedhængende Arme lig en træg Skildpadde henover Dækket, og det var Synd at sige, at der var nogen «Rassl» i ham. Derimod viste det sig snart, at han, som de fleste af det Slags Folk, var ualmindelig udholdende i at taale og slide ondt.

Naar han i Uveir stak Hovedet med Skindhuen ud af Ruffet og saa sig om, grinende mod Veiret, mindede han om et Oldtidens Vikingfjæs, og paa sin Post paa Udkig stod han, om saa Sjøen holdt paa at slaa ham ned.

Han var utrolig naiv, især naar man bragte Talen hen paa hans Kone og Børn, af hvilke sidste han havde Reden fuld. Kokken, der var en stor Spottefugl, kunde da endog faa ham til at flæbe, – et Kunststykke, som han udførte til de andres store Moro.

Midt under al den Spot og Harcellas, hvoraf denne bondeagtige Figur var omgivet, næredes alligevel et Slags Respekt for ham. Den eneste, som lod til at ville tage ham i Beskyttelse, var Salve, der af og til brugte sin ordhvasse Tunge til hans Fordel, vistnok mere, fordi han saa, at Manden havde alle de andre paa sig, end af nogen egentlig Sympathi for ham.

En Hændelse skulde dog knytte dem nærmere sammen.

De havde paa Udseilingen en mørk Nat klaret Forelands Fyr i England og laa og krydsede i Enden af Hovden foran Kanalen i Regn og Taage saa tæt, at de om Eftermiddagen ikke engang havde kunnet se vageren paa Stortoppen. Der gik – som ofte Tilfældet i dette Farvand – en overordentlig svær, krap Sjø.

Gjennem Natten lød uafladelig Klokkeringning og Hornsignaler fra den Mængde Skibe, der under slige Omstændigheder krydser hinanden saagodtsom iblinde med Fare for at bore hinanden isænk.

Da lød det med ét i Mørket fra Bakken, hvor der netop var gaat en Braadsjø:

«Udkigsmanden overbord! – Nils Uvaagen!»

«Mand overbord!» – gjentoges det haardt og skarpt agterover paa de forskjellige Poster; – men under disse Forhold forstod enhver, at der ikke var at tænke paa Redning.

Salve stod ude i Røstet og saa en Skikkelse glide forbi udenbords med oprakte Arme. Han sprang ilsom agterud, idet han underveis opgjorde det Stykke Line, han havde i Haanden, og saa nu Manden baaret høit oppe i Sjøen i Begreb med at slænges ind igjen mod Agterenden, der netop duvede ned. Der var ikke en Favn mellem dem.

Han kastede Linen, og Nils Buvaagen var reddet.

Siden hin Stund var Nils Buvaagen Salves trofaste Ven, og denne var hellerikke utilgjængelig for Venskabet, skjønt det mere viste sig i Gjerning og tilfældig Hjælp end i videre Meddelelser. Kokken dristede sig saaledes ikke længer til at holde sine Løier med ham.

Det var nogle Maaneder efter. «Juno» laa seilklar paa Rheden af Montevideo, hvor man havde indtaget Huder. Resten af Ladningen for Europa, nemlig Kaffe, skulde indtages oppe i Rio, og imidlertid førte man Kul didop i det ledige Skibsrum.

Skibet laa i tropisk Kostume med Seiltelte over Forog Agterdæk for den stærke Solsteg, og Mandskabet gik omkring tilsvarende luftigt klædte i aabne Skjorter og opbrættede Seildugsbenklæder, brune og blanke af Sved, snappende efter ethvert Luftdrag.

Det var paa Aarets hedeste Tid; Begen smeltede i Dæksfugerne, og Tjæren randt ned ad Skibssiden.

Man havde ligget slig over et Par Dage, thi man haabede endnu paa Posten, som man havde ventet at finde allerede væd Ankomsten.

Den Forventning, hvormed denne imødeses, ligesom den Skuffelse, der maler sig i alle Ansigter, naar den udebliver, kjender kun den, som har gaat med en Langfarer. Der er vel neppe en Mand ombord, som ikke efter den lange Tid har glædet sig til at høre noget fra Hjemmet, fra Hustru og Børn, Kjæreste eller Slægtninge, og selv den, som ingen saadanne Baand har, synes ikke mindre spændt; thi Hjemlængselen er ombord en stedse voksende Magt.

I fremmed Havn kan der være mangen ofte vild Fornøielse; men Tanken om igjen at sætte Foden paa Fædrelandets Brygge blir tilslut dog den eneraadende og er visselig ogsaa fornemmelig den Magt, som hindrer den norske Matros fra i Længden at tjene under fremmed Flag.

Hækjollen lagde netop tilborde.

Den pyntede Styrmand fløi trods den dorskgjørende Hede som en Kat opad Falderegstrappen og forsvandt agter om Hytten, hvor Kapteinen sad ved et lidet Bord, hvorpaa stod Karaffel og Glas.

Kaptein Becks kjødfulde, rødmussede Ansigt – han havde en Krans ret nedkjæmmet hvidt Haar om det skaldede Hoved, som han idelig tørrede i Heden tydede ved den stærke Farve paa, at han neppe var saa rolig, som han gav sig Mine af, da han lod Pakken ligge urørt paa Bordet. Han nikkede til Styrmanden, der forstod, at Meningen var, at han for det første skulde træde af og vente omme paa den anden Side af Hytten.

Beck skar op Brevpakken, og hans Ansigt blev lyst, da han deri saa et Brev udenpaaskrevet af sin Søn.

Han gav sig nu med en munter Mine til at sortere Brevene efter de forskjellige Udenpaaskrifter med en og anden Bemærkning efter sit Kjendskab til enhver.

«Styrmand» – raabte han lystig, idet han samlede dem alle sammen igjen og rakte dem til ham: – «Her er Breve fuldtop, baade fra Koner og Kjærester!»

At der var Post, fløi som en Løbeild henad Dækket ned paa Banjeren, ind i Ruffet og Kabyssen.

Da Styrmanden begyndte at raabe op Navnene udenpaa Brevene, var alt hele Besætningen samlet omkring Storlugen, hvorpaa han stod, paa en eller to Efternølere nær, der havde befundet sig oppe i Riggen, og nu saas ifærd med at entre skyndsomt ned ad Vævlingerne.

Den eneste af dem alle, som hverken ventede Efterretninger eller lod til at bryde sig om dem, var Salve Kristiansen. Han stod under Brevenes Uddeling med noget sammenklemte Læber agterud bag Rattet, tilsyneladende kun optaget af de to Rorsmænd, der opheiste og hukede fast Hækjollen. Af og til tog han en Haand i med; men den Maade, hvorpaa han udførte dette, røbede ikke netop det velvilligste Humør.

Der var kommet noget rydt og uvenligt ind i hans Væsen, og, naar Kapteinen leilighedsvis havde skrevet hjem, at han ikke var saa tilfreds med ham, havde dette sin gode Grund. Der var forefaldt flere Ubehageligheder med ham og, var der nu ombord en eller anden Uenighed, kunde man altid være vis paa, at han stod bagom.

Kaptein Beck havde derhos faat en irriteret Følelse af, at Salve maatte nære Bitterhed mod ham personlig.

Med Undtagelse af Kapteinen, der sad bag Hytten, var Salve forresten nu det eneste Menneske, der var at se paa Dækket. Første-Styrmand havde trukket sig tilbage til sit Lukaf nedenunder med Brev fra sin Forlovede, anden Styrmand laa og studerede et lignende oppe i Storbaaden, og hele Besætningen syntes at være forsvundet. Vilde man søgt, kunde man fundet Brevlæsere ligge to og to, ifærd med at bogstavere og nyde sine Skrivelser, spredte om paa de mest afsides Steder lige fra Store- og Forremers til Køierne nede under Tyskendækket eller i Matrosruffet. Der læstes i Kabyssen og under Bakken, selv ude paa Bougsprydet havde en oprettet sig et Paulun for sin Uforstyrrethed under en Fold af den nedhalede Klyver.

Kaptein Beck sad bag Hytten og læste Sønnens lange Brev. Han var hummerrød i Hovedet og saa opbragt ud.

Sønnen bad om hans Samtykke til sin Forlovelse med Elisabeth, og Faderen forstod, at det, trods alle de vakkre Ord i Brevet, var en afgjort Sag, som ikke længer lod sig rokke.

Hans uvilkaarlige Bevægelser og halvt lydelige Udraab røbede noksom, at Efterretningen havde sat ham i voldsomt Sindsoprør.

Han sad en Stund stille, trommende med Haanden paa Knæet, og laante undertiden Salve, der stod henne ved Rattet, alt andet end blide Øiekast. Det var, som om han kunde have Lyst til at lade sin Harme gaa ud over ham. Han vidste, at Salve hjemme havde villet give Elisabeth Foræringer og formodentlig havde friet til hende; – og nu skulde den samme Pige blive Hustru for hans egen Søn, Sjøofficeren!

Tilslut slog han Haanden, hvori han holdt Brevet, tungt i Bordet, saa Karaffel og Glas faldt ned. Han stødte med Foden efter Stumperne og gik med hastige Skridt henover Dækket.

Da han kom forbi Salve, kunde han neppe styre sig; men dreiede sig braat rundt paa Hælen fra ham og gik igjen et Par Gange henover.

Salve begreb af Kapteinens Blikke hen paa sig, at denne havde staat i Begreb med at sige ham noget ubehageligt, og hans trodsige Holdning og Mine viste, at han stod beredt til at modtage det.

«Hvor er anden Styrmand? Hvor er hele Vagten?» – raabte han forbittret, da han kom igjen, og saa sig tilsyneladende forundret om; thi han vidste vel, hvorledes det hang sammen, og man skulde efter Bestemmelsen først lette senere med Aftenbrisen.

«Hoi!» – lød det i Storbaaden fra den i sin behagelige Beskjæftigelse pludselig afbrudte Styrmand, der nu reiste sig og kom lidt forstyrret med Brevet i Haanden.

«Klar til at lette! – Pur alle Mand ud!» – kommanderede Beck og brølede til Overflod paany Ordren ud gjennem Raaberen.

Folkene myldrede med sure Miner frem fra sine forskjellige Tilholdssteder; – de var alt andet end beredte paa en saadan Overraskelse midt i Solstegen, og der haglede med Ordrer om Seilsætning og Letning, som Kapteinen med ét var bleven besat.

Af de enkelte snarere Hyl end Sange, som hørtes om Gangspillet, og ledsagede de forskjellige Arbeider, var det ikke vanskeligt at forstaa, at Mandskabet var kommet i en ophidset Stemning; thi man havde ventet at have Fred til over Skaffetiden, da man omkring Ruffet skulde udveksle alskens Nyheder og Efterretninger. Den vante engelske Opsang for Bouglinehal:

Haul the bowline,
the captain he is growling,
haul the bowline,
the bowline haul!

blev sunget med forarget Hentydning af de i Solen svedende, halvnøgne Matroser, der halede Bouglinen og strakte Mersseilet. Under de tunge Hal, hvormed man tilslut kattede det svære Anker op for Bougen, havde Styrmanden raabt et opmuntrende:

«Sæt «’Kjelimen – hal’» paa!» – Men Endeordene i Sangen:

«Aa hal i – aa – i aa –!
Cheer my men!»

udstødtes med haanlig Hujen.

Nils Uvaagen stod drivende af Sved i sin gamle Skindhue, hvoraf han havde udtaget Foret, og saagodtsom i Svømmebenklæder, saa at man ret kunde se hans kjæmpestærke Figur. Det var den brune nordiske Bjørn nede i Tigerens Klimat. Han brugte ikke at synge, og hans taalmodige Sjæl deltog neppe heller i den Misfornøielse, som Kammeraterne udhujede. Han satte nu det sidste Halvstik paa det tunge Anker.

«Nu skal I straks faa kjøle Jer ved at heise Klyver og Jager. Naar vi kommer rundt Pynten, skal alle Læseilene ud!» – yttrede Salve ironisk. Han var netop med endel af Mandskabet kommet fra det tunge Arbeide med at sætte Berginnerseilet.

Udsigten til at sætte Læseilene formørkede yderligere alle Ansigter; thi dette er et overordentlig møisomt Sjau, og Folkene syntes, de rent ud holdt paa at steges.

Kaptein Becks Ordrer haglede imidlertid ud af Raaberen, ledsaget af stadige paaskyndende Irettesættelser.

Han blev først sent træt den Aften. De udførtes saameget uvilligere, som ingen tvivlede om, at det jo skede bare for at mase dem ud og hævne sig for endel spydige Tegn paa Misfornøielse med Skibskosten i den sidste Tid, før de løb ind til Montevideo.

Der havde Folkene ogsaa kun faat en knap Landlov under Paaskud af de politiske Uroligheder, som dengang herskede i Laplatastaterne, og hvorunder Partierne daglig sloges i Montevideos Gader.

Blandt de fleste Skibsbesætninger, og mangengang netop de bedste, yttrer sig gjerne tilslut endel Urolighed og Misfornøielse, naar man har været forlænge sammen. Mandskabet har lært hinanden for godt at kjende; man kan hverandres Væsen og Egenheder ud og ind, og det er kommet til det Punkt, at man kjeder sig, da selv Kiv og Uenighed blir en Adspredelse i det monotone Skibsliv.

Under den lange Reise i det hede Klimat var endel af Skibskosten blevet bedærvet, idet der var kommet Mid og Mug i den.

Kokken var blevet banket under Paaskud af, at han ikke vaskede ud Grynene, og Kapteinen havde en Aften, da han i Maaneskin spadserede oppe paa Hytten, fundet en harsk Spegesild opsat paa fire Ben med en Stjert. For dette Puds mistænkte han urettelig Salve, der tvertimod endog havde forpurret et Forslag paa Bakken om at sende en Deputation agterud i Anledning af Kosten.

Kaptein Becks Humør blev ikke bedre de følgende Dage; – han saa rød ud i Hovedet, som om han led af Blodopstigning, og Salve, iagttog, at Kapteinen saa paa ham med iltre Øine, hvergang han kom ham nær. Det var, som om han vilde bryde ud med noget.

Endelig kunde Beck ikke bare sig længer. Han maatte have Luft for sin Harme over Sønnens Forlovelse, selv om det blev paa hans egen Bekostning.

Som denne havde lagt op en Taugrulle agterud, udbrød Beck, der hidtil havde staat taus og set derpaa, pludselig uforanlediget og med en foragtelig Betoning:

«Du kjendte jo den – den Elisabeth Raklev, som jeg fik i Huset! – Posten har nu bragt mig den glædelige Efterretning, at hun er forlovet med min egen Søn.»

«Tillykke Kaptein!» – svarede Salve, ganske hvid i Ansigtet. Stemmen raknede for ham, saa det knap hørtes, men der skjød et trodsigt, vildt Glimt ud af hans Øie.

«Han skulde naturligvis havt Pigen»! – brummede Kaptein Beck, da Salve gik bortover. – «Ja, nu kan han have det at ærgre sig over istedetfor Skibskosten!»

Ud paa Kvælden var Salve og Nils Buvaagen sammen oppe i Storaaren, hvor en Kommando udførtes med Storseilet. De øvrige af Folkene var entrede ned igjen, men Salve, der trængte til Ensomhed, stod endnu paa Perten med Albuerne over den svære Raa.

Himmelen over dem luede, som den kunde være en Kuppel, tæt i tæt beslaaet med skinnende Guldnagler.

Paa skraa mod Horisonten oprandt Sydkorset, og Aftenstjernen lyste i den varme Nat med et Sølvskjær, der gav klart Lys og Skygge nede paa Dækket.

Skibet pløiede i Morild og drog Kjølvandet efter sig som en lang, blaaligt glimtende, Forforstribe.

Nils havde af Salves Adfærd og hele Udseende den Dag begrebet, at der var noget ualmindeligt paafærde med ham, og, da han saa, at Salve blev deroppe, blev han ogsaa, idet han yttrede, at det var godt at svale sig en Smule, istedetfor at gaa tilkøis nede paa Banjern under det lumre Tyskendæk.

Salve stod i sine egne Tanker.

At Elisabeth var blevet forlovet med Becks Søn, susede dumpt gjennem hans Hjerne, og den Maade, hvorpaa Kapteinen havde berettet ham det, kogte i ham.

Nede fra Bakken steg der op en Sjømandsvise. Den lød melankolsk hen i Kvælden:

«Saa lettede vi Anker og gav ud vore Seil,
saa stod vi ud fra Arendal for Bovenbram og Reil.
Der bor saa fin en Jomfru – hun gav mig først sit Ja;
men har mig troløst sveget, alt før jeg fo’r derfra.

Jeg er en fattig Sjømand kun, som gaar fra Havn til Havn,
– saa taled jeg – hun lo og græd i et udi min Favn;
men hendes Navn jeg siger og nævner ingen Stund,
hun var saa falsk i Hjertet, fast med en Rosenmund.»

Efterat Visen var endt, vendte Salve sig pludselig til Nils, der, at slutte af enkelte Suk, var rørt.

«Nu flæber Du for en andens Kjæreste, Nils; men hvad vilde Du gjort, om det var din egen?»

«Min Kone!» – svarede denne forskrækket; han magtede klarlig ikke i Øieblikket den Idé og saa med hele sit svære Ansigt paa ham.

«Ja, vilde Du ikke af Hjertens Grund set hende sænket paa Havsens Bund?»

«Paa Havsens Bund med min Karen! Nei, da sprang jeg før selv.»

«Ja, men om hun nu havde været dig utro?» – fortsatte Salve igjen idet han med en vis dæmonisk Lyst gik den arme Kar paa Klingen.

«Ja, men det er hun ikke.»

Nils duede ikke for det abstrakte og var ikke til at drive længer i den Sag. Men han var dog bleven stødt og entrede lidt efter ned uden at sige et Ord.

Resultatet af Salves bittre Betragtninger oppe paa Raaen var blevet den faste Beslutning at rømme, saasnart «Juno» bare kom til Rio. Han vilde ikke længer træde den samme Skibsplanke som Elisabeths Svigerfader.

«Heller i Havet end tilbage til Arendal igjen!» mumlede han, som han gav sig til at stige ned.

Siden udpaa Natten, da Maanen var staat op, kom Nils, der ikke havde faat Ro i Køien, igjen hen til Salve.

«Hvad jeg vilde have gjort – spurgte Du? – Jeg skal sige Dig det,» – sagde han efter et lidet Ophold, hvorunder hans troværdige Ansigt syntes tynget af Forestillingens hele Vægt, – «jeg vilde været død paa Dørstokken.»

Salve stod en Stund og saa paa ham. Der kom i Maanelyset et eget blegt Skjær over hans Ansigt.

«Ser Du,» – sagde han ironisk og lagde Haanden paa hans Skulder; «jeg har ikke nogen Hustru, men er alligevel død paa Dørstokken, – saa nu bare spøger jeg!» Han gik fra ham med en tvungen, skarp Latter.

Nils Uvaagen blev staaende uvis og grundede. Det var ikke umuligt, at Salve havde gjort Nar af ham. Men en anden Følelse var dog den overveiende. Den sagde ham, at han havde kastet et Blik ind i et fortvivlet Sind, og han følte dyb Medynk.

– Man stod langsomt nordostover langs Kysten af Brasilien for ethvert Seil, som blot kunde trække.

Hver Morgen ved Enden af Hundevagten, naar Solen havde sin pragtfulde Opgang ude i Havet, reiste Landvinden sig forfriskende og bærende med sig en Duft af alskens krydrede Urter.

Der foregik da en livlig Jagt rundt Skibet af de store Albatroser og alskens Sjøfugl og man saa Stimer af jagede Flyvefisk.

Efterhaanden blev Luftningen stedse varmere og lindere, indtil Seilene om Aftenen hang slappe i Vindstillen. Man gjorde neppe fem Knob i Vagten, og Heden var den meste Tid af Dagen utaalelig.

Kaptein Beck viste sig imidlertid uforandret som den samme vrede Gud. Han havde sat sig for at «mase» sit Mandskab, som han paastod havde faat Unoder af Dovenskab.

Endel Skybanker, der samlede sig i Horisonten, gav en hed Eftermiddagsvagt Ekstraanledning til Arbeide, idet Kapteinen lod tage alle Seil ind saa at de fra at gaa for Skyseil og fuldt satte Læseil nu med ét laa for Stumperne og ventede Orkan.

Stormen blev ikke saa voldsom som han havde ment.

Derimod kom der en forfærdelig Plaskregn med Lyn i Lyn og et sandt Himmelbrag saaledes som Tordenveir kun arter sig i disse Farvande. Natten syntes illumineret og gjennemjaget af en Zigzagild, der aldeles blændede Øiet.

Pludselig, omkring klokken to, indtraadte der et Vindstille, og oppe paa Kaltoppene saas i det elektriske Veir med ét tændt store Lys. Lidt efter blussede der frem ligesom klare Gasblus paa alle Raanokkene, det var, som en Mand skulde gaat henover og tændt dem; og midt paa Stormasten viste sig en stor stærklysende Maane.

Synet varede over en Time, og flere troede forskrækkede, at det betød, de skulde gaa under.

Der var overhovedet foregaat underlige Ting ombord i de sidste Dage. Foruden hin Lysning havde man ogsaa hørt Støn nede i Kullasten.

Seilmageren paastod, at han flere Nætter i Rad havde set en Mand gaa fra Midtskibs agterover langs Rækkerne. Han havde en Stund staat stille og pegt med Haanden paa Kompasset, hvorpaa han forsvandt i Kjølvandet.

En anden paastod, at han havde set Skibsnissen gaa samme Vei og jumpe overbord. Han var med Topluen ikke høiere end en halv Sjøstøvle.

At Nissen forlader Skibet, varsler i Sjømandsovertroen altid Undergang.

Alt dette maatte betyde noget, og slig, som Beck hver Dag huserede, kunde det neppe være andet, end at der var faret ondt baade i Kapteinen og Skibet.

De underlige Lyd i Rummet vedblev.

Det havde lydt næsten som en Jamren en Tid, da Lugen var skalket over. Denne toges imidlertid igjen bort, for at der ikke skulde opstaa Kulgas i Rummet.

Kokken, som bar Vand dernedefra, kom en Dag farende forskrækket op og paastod, at han havde set en Mand i rød Trøie sidde der.

«Det er Skibsnissen, som jamrer for Skuden,» mente nogle betænkeligt. Men da Kokken hertil indvendte, at Fyren havde været mindst saa stor som den svære Anders Baadsmand, og derhos begyndte at udstyre ham med sort Farve og Kløer, opstod der alvorlig Skræk.

Det kunde være saa sin Sag at fare med dette Fartøi længer.

Kaptein Beck havde alt besvaret disse, som han antog, nye Forsøg paa at ærgre ham, med fortsat «Masingsarbeide».

Skjønt Salve havde for god Forstand til at dele Overtroen, havde han dog intet imod den opstaaede Misfornøielse og ymtede om, at han ikke fandt det saa urimeligt, om alle, som kunde, rømte fra Skuden i Rio.

Da Beck berettedes Kokkens sidste Iagttagelse, udbrød han haanligt, idet han pegte med det forbidte Mundstykke af sin gamle Merskumspibe hen paa den talende:

«Jeg tænker, der stikker en tilstrækkelig dum Djævel i Lasten paa en og hver af Jer. Er der ingen, som har Mod til at gaa ned i Kulrummet? Eller skal jeg gaa selv?»

Første Styrmand bød sig til at følge ham.

Men nu meldte Salve sig og erklærede, at han for sin Part ligesaa gjerne gik ned i Kulrummet som tilveirs: «En sveder ikke halvt saameget der!» tilføiede han med en spydig Hentydning.

Da Salve søgte med Lygten nede i det mørke Rum, fandt han en stakkels forkommen Fyr i rød Uldtrøie, der var krøbet op paa Kabeltaugrullen bag Vandfadet.

Han var sort som en Neger af Kullene og forklarede skjælvende, da han kom op paa Dækket, at han var deserteret fra sit Regiment i Montevideo, for hvilken Gjerning der var Livsstraf, og at han havde tænkt at holde sig forstukket, indtil Fartøiet kom til Rio.

Han var kommet ombord i Mørket den sidste Aften, de laa i Havnen, og havde skjult sig under Kullene. Da de skalkede Lugen, var han nær blevet kvalt af Kulgassen og havde ligget og stønnet. Siden havde han set sit Snit til om Nætterne i Mørket at liste sig op agterud til Hækjollen, i hvilken han havde ligget og draget frisk Luft, indtil henimod Solopgang. Nogle Gange havde han været inde i Kabyssen og fundet sig Mad, og ved Kompasset havde han undertiden stanset, fordi han syntes, Farten aldrig tog Ende, og han vilde forvisse sig om, at Skibet virkelig styrede Nord mod Rio, thi dette sidste havde han hørt af en nede ved Havnen.

Det var en ung, smalbygget Mand med smaa, rappe Øine, ikke høiere end Salve og af Udseende en Spanier eller Portugiser. Han kunde dog gjøre sig forstaaelig paa engelsk.

Sandheden af hans Forklaring forekom Kaptein Beck tvivlsom; thi han saa ud til at være af noget bedre Stand end en simpel Soldat, og, af hans Angst for at angive sin Nærværelse, endog efterat de var komne i rum Sjø, sluttede denne, at han hørte til de politisk proskriberede, der fortiden ogsaa havde Grund til at skjule sig i Rio.

Han lod ham give Spise og lovede, ikke at hindre, at han gik fraborde paa den Maade, han selv fandt for godt. Men nogen Hjælp maatte han ikke vente, da Kapteinen ikke agtede at indvikle sig med Autoriteterne for hans Skyld.

Salve, der, som de fleste Sjømænd, kunde endel engelsk, sluttede sig efterhaanden til Spanieren, i hvem han fandt en underholdende og saare kløgtig Fyr.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lodsen og hans Hustru

Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.

I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.