Lodsen og hans Hustru

av Jonas Lie

XIX.

Skipper Garvloit, til hvem Elisabeth var kommet, boede i den livlige Gade, som gaar ned til Dokken i Amsterdam.

Husrækken bestaar af tre, fire Etages Murhuse i den vanlige hollandske Stil med grønne Jalousier og trange Indgangsdøre med polerede Messinghamre.

Paa den anden Side af Gaden gaar Kanalen med sine forskjellige Broer ind igjennem Staden, opfyldt med alskens Smakker, Skøiter og mindre Kofskibe under Afladning.

Madam Garvloit, der var en sygelig Kone med fire halvvoksne Børn, følte mere og mere Støtte i denne sunde og stærke Natur, som saa heldigt var kommet hende til Undsætning i hendes Gjenvordigheder, og fandt sig overbærende i adskillige Egenheder ved hendes Væsen.

Et eget Alvor gav hende noget særligt tiltrækkende for ældre, medens hun paa den anden Side i Leg sammen med Børnene ofte var rent overgiven og vild; det kunde med Elisabeth i Spidsen gaa op og ned ad Trapperne i en Kehraus, saa at Madam Garvloit undertiden var fristet til at holde Styr paa hende.

Til andre Tider var hun igjen den hele Dag saa betænkt og ordknap, at de troede, hun led stærkt af Hjemvé.

Husets yngre Herrebekjendtskaber, – en elegant Kommis ved et af de større Kontorer oppe i Byen, der affekterede lidt af en Mynheer, samt en lyshaaret, rødmusset Skippersøn ude fra Vlieland –, var begge Slægtninge af Garvloit.

Uagtet Elisabeth i sin selvforglemmende Ligefremhed mod dem ofte ikke syntes at kjende de vedtagne Former, kom de dog snart paa det rene med, at der alligevel var det, der forbød at nærme sig den unge Pige over den Streg, hun selv angav. Af hendes Væsen skimtede frem noget alvorligt, næsten myndigt, som de følte sig underlegne, men som tillige netop gjorde hende saameget mere indtagende, naar hun spøgte, og hendes udtryksfulde Ansigt straalede af overgivent Lune.

De to kom regelmæssig hver Søndag, var overmaade skinsyge paa hverandre, overbød hinanden, naar Leilighed gaves, og havde begge den bestemte Følelse, at du sukkede forgjæves.

Den anden Høst, da Skipper Garvloit kom hjem, fortalte han, at Sjøløitnant Beck var forlovet med Postmester Forstbergs Datter i Arendal, og han bragte selv mange Hilsener fra hende til Elisabeth. De skulde giftes til Vaaren.

Efterretningen var en stor Glæde; thi det havde mangen Gang hvilet tungt paa hende, at Beck maaske nu levede ulykkelig for hendes Skyld; – hun sluttede af sin egen Følelse for Salve.

Det var som en stille Festaften for hende, da hun ved Sengetid sad alene ved Vinduet oppe i sit Værelse og saa nedover Kanalen og Skibene i det rolige Maaneskin. Hun tænkte paa sin Veninde og forstod af hendes Hilsen, at hun ikke kjendte noget til hendes Forhold til Sjøofficeren.

Hun var lettet, saa lettet ved at vide, at han dog ikke havde taget Forholdet til hende dybere. Et Smil, der tegnede sig ved Læben, viste dog, at han samtidig ogsaa blev veiet, og hendes Tanker gled siden, medens Maanen satte den gule Vinduesramme inde paa Væggen over hendes Seng, den Vei, de helst vilde – udover i Verden til Salve.

Hun sad slig med det svære Haar opløst over de kraftige, velformede Skuldre, sammensunken i sig selv og aandsfraværende. Udtrykket blev mere og mere sørgmodigt, og der gik enkelte Trækninger over hendes Ansigt.

Det kunde komme saa bitterlig tungt paa hende, at det var hendes Skyld, at Salve var gaat ud i Verden og blevet et fortvilet Menneske; – det var det stille Nag, hun stadig søgte at komme fra, og som hun paa den anden Side saa gjerne vilde dvæle ved. Hun saa ham i Tanken ulykkelig og stolt, med det blege Ansigt og de skarpe, kloge Øine fæstede hadefuldt paa hende, som havde forvoldt det.

En Idé foresvævede hende om at klæde sig som Matros og gaa ud i Verden og lede ham op. Men, fandt hun ham, vidste hun igjen, at hun for Skamfuldhed ikke turde vise sig for ham; thi hun havde jo saagodtsom tilhørt en anden, og hun vilde ikke for alt i Verden læse den haarde Afvisning i hans Øie.

Hun hulkede krampagtigt med Hovedet i Armene, indtil hun tilslut sov ind mod Vindueskarmen.

– Elisabeth havde været tre Aar i Garvloits Hus, da den Ulykke hændte, at Garvloit mistede sit Kofskib ved en Stranding ude ved Amland. Han tabte derved det meste af, hvad han eiede, og, hvad der var det værste, tillige Udsigten til fremtidigt Livserhverv som Skipper; thi han savnede Midler til at kjøbe nyt Fartøi.

Der herskede i den Tid en trykket Stemning i Huset, og Elisabeth, der indsaa, at hun nu blev nødt til at forlade det, var meget sørgmodig; hun havde faat disse Mennesker kjær.

Den tykke svære Garvloit var bleven kjendelig mager. Han gik i Skjorteærmer og viftede sig med et Bastes Lommetørklæde med de noget korte besværlige Arme – om det var for Bekymringerne eller for Sommerheden, kunde være uvist. Han mindede om et eller andet kortbenet Sjødyr, en Sælhund eller Hvalros, der er kommet op paa Land.

En Dag fik han en Idé, som synlig slog mere og mere ned i ham; thi han gik overmaade uroligt viftende frem og tilbage i Stuen den hele Eftermiddag. Det var, om det ikke skulde lade sig gjøre at oprette et Værtshus for Sjømænd. Huset laa overmaade beleiligt til lige nede ved Dokken. Nedenunder kunde de have Matrosstue, og ovenpaa var en Sal, hvori de kunde beværte Skippere og Styrmænd. De havde Værelser nok.

Garvloit nævnede dog intet, før Sagen var fuldt besluttet og afgjort hos ham. Da traadte han en Dag ind til sin Kone med en Rulle trykte Plakater og et stort Brædt.

«I Guds Navn, Garvloit, – hvad er det?» udbrød hun.

Garvloit vendte Brædtet med en vis Høitidelighed uden at sige et Ord.

Der stod med store forgyldte Bogstaver at læse: «Stjernen». Han sagde betydningsfuldt:

«Det er vor nye Levevei, Kone! – I næste Maaned hænger Skildtet over vor Dør; – disse Plakater er til at slaa op og uddele paa Skibene nede i Havnen. Garvloit ligger ikke overende endda, forstaar Du!» endte han lidt selvbevidst i Anledning af sin Idé.

Og nu udviklede han, hvorledes han selv agtede at være Vært, og at Elisabeth skulde hjælpe ham med at styre det hele.

Madam Garvloit gjorde kun en svag Indvending.

«Du véd jo, at Du ikke taaler at drikke Øl, min Ven!»

En anden Indvending, nemlig, hvad man hjemme i Norge vilde sige, naar de hørte, at hendes Mand var sunken ned til en simpel Værtshusholder, beholdt hun klogelig for sig selv. Hovedsagen var, at de kom i en Levevei, og – saa havde de den store Trøst at kunne beholde Elisabeth hos sig.

Den sidste Rest af sin Forfængelighed gav hun Luft i den Yttring til Elisabeth, at de hjemme ikke vidste af Millionærer i Træsko som i Holland, og Manden fandt hende ivrigere, end han havde ventet.

Han var vant til at støtte sig til hendes større Forstand og vilde følt sig meget ilde ved, om hun havde været imod Sagen.

Saaledes gik det da til, at der i den af Trafik fyldte Gade ved Kanalen en Mandag Morgen straalede i blaa Grund et forgyldt Skildt: «Stjernen» over en af Indgangsdørene.

«Stjernen» var oprettet i en beleilig Stund og paa et beleiligt Sted.

Der samlede sig saagodtsom straks Gjæster fra Skibene i Havnen baade nedenunder og ovenpaa, saa at der blev Udsigt til en stadig tiltagende Trafik.

Garvloit præsiderede gjerne selv i den renlige Stue bag Disken, paa hvis Yderende der stod en Hob Stenkrus med Tinlaag, medens der inde ved Væggen i en Kasse med Kardustobakker stak op lange og korte hollandske Kridtpiber, hvoraf en ny og stoppet altid raktes Gjæsten sammen med det rekvirerede.

Skjult under Disken, der hvor Stenkrusene stod, laa Øltønden med sin blanke Hane over et Kar, der optog Dryppet. Hylderne ovenfor bar lagvis et helt Apothek af Bouteiller og Krukker med stærkt, hvoriblandt endel skudtryggede, sortgrønne hollandske Geneverflasker.

Elisabeth fik som Husbestyrerinde nok at gjøre og befattede sig ikke direkte med Opvartningen uden naar noget særligt skulde arrangeres for Gjæsterne ovenpaa.

Af og til kom hun dog ogsaa ned i Stuen i et eller andet Ærinde eller for at forvisse sig om, at intet manglede, og Rygtet om den smukke Elisabeth i «Stjernen» bidrog ikke saa lidt til Søgningen.

De Nordmænd, som kom til Amsterdam med Bjælker, – de fleste af dem lossede dog oppe i Pürmurende eller Alkmar – holdt sig ufravigeligt til Stedet.

Elisabeth talte ofte med dem for Landsmandskabets Skyld, og naar hun hørte, at nogen af dem havde været i Langfart, kunde hun let og som leilighedsvis fritte efter, om de havde hørt noget til en Sjømand af hendes Bekjendtskab, som hed Salve Kristiansen og var fra Arendal.

Det laa til Elisabeths Natur at have en god Portion Villie, og der i Huset, hvor hun nu egentlig styrede alt, blev denne Side hos hende ikke lidet udviklet. Den unge Piges Kraft og bestemt opgjorte Meninger om alt, gav hende ofte noget ensidigt umedgjørligt, og det var ikke frit for, at hun undertiden forekom Madam Garvloit for mægtig.

Paa ordknappe Humørsdage, da hun gjerne var feberagtig driftig, – oversaa hun i Farten let de Hensyn, som hun skyldte Husmoderen, og kunde uden videre sætte hendes Anordninger tilside.

Madam Garvloit nævnte dog paa sin forbeholdne Maade intet ligefrem om dette; hun bebreidede hende kun, at hun bar sig uhøfligt og overseende ad mod Kommissen.

Elisabeth svarede, at han kjedede hende; men Madam Garvloit mente strengt, at en ung Pige burde have Levemaade nok til ikke at vise dette.

Sandheden var virkelig, at Elisabeth manglede ikke saa lidt af denne; hun vilde nødig paalægge sig Tvang og syntes i det hele taget, at det var urimeligt, at én skulde bære sig ad, som om noget var morsomt, naar det var kjedeligt.

*

– En Formiddag, da Elisabeth havde meget at ordne i Huset, gik hun skyndsomt gjennem Beværtningsstuen.

Ved et af de smaa Borde sad en skjægget Mand i blaa Düffildspjekkert. Han havde et endnu urørt Krus Øl foran sig.

Hun havde i Skyndingen faat Indtryk af, at det maatte være en Styrmand eller Kaptein; men der maatte have været noget ved ham, som gjorde hende opmærksom; thi i Døren vendte hun sig et Øieblik paany og saa hen paa ham, førend hun gik ud.

Han var saa bleg og havde sendt hende et Blik.

Da hun stod udenfor Døren, vidste hun, at det var Salve.

Hun stod skjælvende og pillede paa Dørkinken i den dybeste Sindsbevægelse, aabenbart i Beraad med, om hun skulde vove at gaa ind igjen.

Hun trykkede paa Klinken med en Bevidsthed om, at den vilde gaa op, førend hun egentlig havde besluttet det. Døren aabnede sig igjen, og Elisabeth gik med nedslagne Øine, rød som et dryppende Blod, gjennem Stuen og bøiede lidt paa Hovedet som til en Hilsen, da hun kom forbi ham.

Hun var alt kommet hen imod den modsatte Udgang, da hun hørte en sagte, bitter Latter bag sig.

Nu vendte hun sig pludselig med en stolt Mine og saa paa ham.

«Goddag, Salve Kristiansen!» sagde hun fast og roligt.

«Goddag, Elisabeth!» – svarede han noget hæst, idet han forvirret reiste sig.

«Ligger Du med Skib her i Amsterdam?»

Han satte sig igjen; thi der var noget ved hende, som nu nægtede Tilnærmelse.

«Nei i Pürmurende, – jeg kom blot hidind forat –»

«Du gaar altsaa i Trælastfarten nu?»

«Ja – Elisabeth!» – vovede han at tilføie i en anden Tone, hvori der laa meget.

Men nu hilsede hun paa den samme stolte Maade til ham og gik ud.

Salve sad en Stund med sammenpressede Læber og saa ned for sig.

Da hun første Gang havde vendt sig i Døren, havde han følt paa sig, at hun vilde komme ind igjen, men han havde da ventet sig en anden Scene.

Hans Natur var blevet ikke saa lidt af en Tyrans. Det, han allermindst taalte, var Underkastelse, og, da hun nu kom ind saa stille ydmyg med Erkjendelsen af sin store Uret skrevet i sit Ansigt, følte han sig pludselig med en vis fortærende bitter Lyst paa Dommersædet.

Han vilde først se hende knust for sig, – saa skulde han have tilgivet og elsket hende med hele sin Sjæls Lidenskab.

Men i hin Stund, da hun stod der ved Døren med Hovedet, der bar sig saa ædelt, blegt løftet af tilbagtrængt Krænkelse og talte saa roligt – havde han følt, at han med ét blev fjernet længere fra hende, end dengang, da han endnu færdedes paa den anden Side af Jorden.

Salve sad med en fortvivlet, smertefuld Harme over sig selv.

Hvor var hun ikke rank og stolt! Og han selv? hvor var han ikke en smaalig, elendig Kar!

Under dette sidste bittre Opgjør satte han Kruset, hvormed han i Tanker havde leget, haardt i Bordet og fo’r ud.

Han gik den Eftermiddag længe henad Stenkaierne nede ved Havnen og veiede mørk paa en Beslutning.

En Stund blev han staaende og saa udover alle Skibene, og hans Mine antog et tungsindigt Præg.

Hans øvede Sjømandsøie kjendte paa deres forskjellige Udseende, i hvad Fart hver af dem hørte til. Hint svære af Sol og Sjø medtagne Fartøi, der laa saa høit paa Vandet med Kobberhuden irret og uren af Muslinger og med de efter Kjættingen rustgule Klyds, var en Kaffefarer fra Java; det næste med de ved Lugerne efter Lossingen dybt opfilede Sider gik med tunge Jernvarer og Stykgods i Langfart; det tredie, hvis Skrog var graahvidt af størknet Sjøsalt, fo’r med Sukker og Rhum paa Vestindien; den fjerde, der laa saa undersætsig bred og tømmerfast bygget, med de opbrasede tykke Ræer og Tønden i Masten, var en fra Spitsbergen hjemvendt Hvalfanger.

Han stod og tænkte paa de lange Furer, som ethvert af disse drog i Havet, paa det rodløse, flakkende Liv ombord i dem, og følte med en opstigende Angst, at han selv igjen stod paa Randen til at blive kastet tilbage ud i denne Færd. Det beroede nu paa Elisabeth; men hans Haab var saa lidet.

Salves Natur hørte til dem, der pines dobbelt ved at opsætte, og, da han igjen gav sig til at gaa, var han saa halvt bestemt paa at se sin Skjæbne afgjort straks.

Medens han gik i disse Grublerier op imod Broen, saa han dog én Grund til at vente dermed, – og han tænkte midt i sit Oprør overmaade koldblodigt – den nemlig, at det første uheldige Indtryk maaske dog burde faa Tid til at sætte sig.

– Det havde været en høstgraa, taaget Dag; men nu klarnede det af med enkelte blaa klare Pletter, og, da han kom over Broen, kastede Eftermiddagssolen pludselig sine Straaler glimrende ind imod Ruderne opefter Gaden ved Kanalen .

Ovenpaa i Garvloits Hus stod Elisabeth i det aabne Vindu! – ogsaa hun havde den Dag Trang til at være ene med sine Tanker.

Salve saa hende og blev et Øieblik staaende i Betragtningen af den Skikkelse som lænede sig udover Vindueskarmen.

«Dette velsignede Hoved er mit!» – udbrød han, uden at vide det, høit, lidenskabeligt.

Han sprang som et Lyn den korte Vei opad Gaden og ind i Garvloits Gadedør.

Elisabeth hørte Døren i Værelset gaa op bag sig.

Da Salve uventet stod for hende, sank hun et Øieblik ned paa Stolen; men hun reiste sig raskt med en forskræmt Mine, næsten som hun havde en Fiende for sig.

«Elisabeth!» – sagde han sagte – «vil Du paany sende mig ud i Verden? Gud véd, hvordan jeg da kommer tilbage.»

Hun svarede ikke, men stod stiv bleg og saa paa ham; det var, som hun glemte at trække Aanden og bare ventede, at han skulde sige mere.

«Bliv min Hustru, Elisabeth,» – bad han – «saa vil jeg vokse op til et godt Menneske igjen. – Hvilken ussel Kar jeg er blevet uden Dig, det fik Du Syn nok for i Formiddag!»

«Det véd Gud, Salve» – svarede hun, medens Taarerne brast ud af hendes Øine under den indre Bevægelse, som hun søgte at beherske – «at Du alene har havt mit Sind ogsaa dengang, jeg ikke kjendte mig selv –; men jeg maa først vide i fuld Sandhed, hvad Du tænker om mig.»

«Det samme, som jeg tænker om Guds Engle, Elisabeth!» – sagde han inderligt og vilde tage hendes Haand.

«Véd Du at jeg – engang holdt paa at blive forlovet med den unge Beck?» spurgte hun rødmende, men med noget fast paagaaende i Øiet –; «jeg forstod mig dengang ikke paa mig selv, men tænkte bare paa Fjas og Flitter, til jeg maatte flygte fra det hele.»

«Tal ikke om det, kjære, velsignede Elisabeth! din Moster har fortalt mig det altsammen.»

«Og Du har ikke nogen Tvil imod mig i din Tanke? – Thi det vil jeg ikke bære, slig som idag, Salve! kan det ikke, forstaar Du vel?» – sagde hun bevæget i Stemmen, idet hun med dyb Overbevisning saa ham fortroligt lige ind i Sjælen.

«Tvil? – mod Dig!» – her lagde han hendes Haand paa sit Hjerte.

I denne Stund vidste han trygt, at hun aldrig havde sat sit egentlige Sind til Sjøofficeren.

Over hendes Ansigt gik et usigelig straalende lykkeligt Skjær; – de saa et Øieblik paa hinanden, og Salve slog sine Arme om hende.

De stod slig, som de ikke vilde slippe hinanden igjen, Kind til Kind, talte ikke, tænkte ikke.

Det var ikke frit for, at der var Krampegreb i denne Kjærlighed, – endnu dyb Mistillid til den lykkelige Virkelighed, instinktmæssig Angst for at miste den igjen.

De stod i Garvloits Dagligstue ovenpaa midt paa Gulvet, – og midt i Døren stod tykke Garvloit aldeles haandfalden ved det Skue, han havde foran sig. Han saa hjælpeløs ud og gjorde et Par sprællende Vip med de korte Arme, som han vilde bortstøde Synet.

Ingen af dem havde mærket, at Døren var gaat op.

Endelig fik Elisabeth Øie paa ham og – ikke med Forvirring, men med en heftig Trang til at meddele sin Lykke, – udbrød hun:

«Det er min Kjæreste!»

«Saa det er din Kjæreste?» sagde han betuttet og rykkede raadvild et Skridt tilbage.

«Mit Navn er Salve Kristiansen, Skipper paa «Apollo»!» – tilføiede Salve uden at slippe hende; han syntes alt omkring sig var Smaating.

Garvloit havde imidlertid fundet en Udvei. Han vendte sig og raabte gjentagne Gange stedse høiere nedefter Trappen: «Andrea! Andrea!» –

Og, da hun ikke kom, stolprede han usædvanligt hastigt for sin Korpulence ned ad Trappen.

Ved den nederste Bøining blev han imidlertid staaende og stirre hen for sig. Og Madam Garvloit overraskedes ved at se ham staa saa betænkt, tydelig med en Bekymring i Ansigtet, og spurgte forbauset, hvad der var paafærde.

«At jeg blir ruineret,» svarede han trist.

Hun saa paa ham uden at begribe Meningen; men forstod, at der var noget rigtig galt paafærde.

«Elisabeth sidder forlovet ovenpaa med en Skipper Gud véd hvem» – sagde han langsomt –.

«Du kan selv se efter.» Og derpaa udtalte han efter en Pause, dybt sukkende, sin Bekymrings egentlige Knude: «Hvem skal nu styre Huset? – Jeg faar aldrig i Verden nogen som Elisabeth.»

Madam Garvloit var mere raptænkt end sin Mand. Hun gik forbi ham opad Trappen og fik med egne forbausede Øine Rede paa Sagen.

«Jeg har kjendt ham, siden jeg var en liden Pige» – endte Elisabeth sin afbrudte Forklaring.

Madam Garvloit viste den mest levende, uskrømtede Deltagelse.

Hun behøvede ikke at hykle; thi hun var en Kvinde, der havde Hjertet paa rette Sted, og hun forstod, at dette var en Kjærlighed, som havde sin gjemte Roman. Hun var meget nysgjerrig, men opsatte dog at spørge til bedre Leilighed.

Imidlertid indbød hun Salve til at komme og gaa i Huset, naar han vilde. Og siden kom ogsaa Garvloit op og viste sig meget venlig; – kun syntes han, at Salve var vidunderlig træg til at ville gaa igjen, thi det blev sent og udover hans Sengetid.

Elisabeth fulgte ham ned i Gangen; – det var, som han skulde reise til Nyholland istedetfor at komme igjen den næste Dag.

– I den lille Hue til den klædelige hollandske Dragt stod hun med en forventningsfuld, festlig Mine i den stille Høstmorgen, hvori Taagen holdt paa at lette og alt ventede paa Solens Gjennembrud.

Salve havde speidet omkring Huset, før nogen Portdør i hele Gaden var aaben, og da de hilsedes, strømmede der et Skjær af Overraskelse og Glæde over hendes Ansigt.

Madam Garvloit gik under et Paaskud ud af Stuen for at lade dem alene.

«Ser Du, Elisabeth!» sagde han med noget høitideligt i Stemmen. «For fem Aar siden var jeg i Boston, og da kjøbte jeg disse Ringe.» –

Han tog dem frem af Papiret og lagde dem i hendes Haand. – «Jeg har havt megen Tyngsel og Sorg i den Tid; men saa har jeg dog gjemt dem alligevel, indser Du nok.»

Hun faldt ham pludselig om Halsen og gjemte sig ved hans Bryst og, da han betragtede hende, saa han, at hun var heftig bevæget og græd.

Siden havde de jo nok med Ringene og at tale om dem.

De var begge massive og glatte, og Elisabeth fandt, at det var de smukkeste Ringe, hun havde set.

Idet hun prøvede dem begge over hinanden paa sin Finger og holdt Haanden op imod ham for at vise dem, sagde hun:

«Det er den første Ring jeg i mit Liv har eiet!»

Hun saa en Skygge fare over Salves Ansigt og blev lidt rød; thi nu først indsaa hun, hvad der laa nær til at tænke, – at Sjøofficeren dog muligens kunde have opnaaet at faa sætte en saadan paa hendes Finger.

Dette Indtryk var dog kun let forbigaaende, Kjærlighedens Selvbevarelsesinstinkt skjød det uvilkaarlig bort hos dem begge og begrov det under den nærværende Lykke.

Hun havde endnu ikke vovet at spørge, naar han skulde reise igjen, men det svævede hende flere Gange paa Læben. Hun vidste jo, at Skibet laa oppe i Pürmurende, og var bange for, at det kunde være allerede den næste Dag. Men hun sagde endnu intet og tænkte at opsætte Spørgsmalet til om Eftermiddagen, naar han kom igjen. Da han skulde gaa, overvandt hun sig dog og spurgte noget uvis i Stemmen:

«Naar skal Du reise?»

«Tirsdag Aften, Elisabeth! – Onsdag Morgen maa jeg være i Pürmurende! der er ingen Raad for det.»

Der blev Glæde; – hun havde vundet fem hele Dage!

Disse hengik i en Rus; – kun altfor snart.

Søndag Middag efter Gudstjenesten var der et Slags Folkefest i Amsterdam.

Paa det berømte Raadhus, – der havde været Regjeringens Sæde i Hollands store Dage, dengang Ruyter og Tromps Kanoner tordnede i Havet udenfor, og de fine, pengearistokratiske Raadsherrer sad derinde om Republikens Raadsbord og styrede, – var den Dag udstillet det nye Billede af de unge hollanske Helt van Spyck, som sprængte sit Skib i Luften under Krigen i 1830 imod Belgien. Det skulde høitidelig afsløres og have Plads paa Raadhusvæggen blandt Hollands Nationalminder.

Den pyntede Folkemasse togede derop i store Strømme gjennem alle Gader, stansede op og bølgede som et Hav ude paa Raadhuspladsen, medens en brusende Musik spillede Nationalmelodien: «Wien Neerlands bloed door de aders vloeit.»

Det var paa alle Ansigter at læse, at der susede en Storm af Nationalstemninger i Luften.

Elisabeth gik ved Salves Arm med Festens Skjær over sig.

Ogsaa han var høitidelig tilmode, skjønt han ikke kunde føle sig saa hjemme i Forholdene som hun, og hans Stemning var ialfald delt; thi han kunde ikke blive træt af at se paa Elisabeth.

Endelig kom de foran det store Maleri.

Det forestillede den syttenaarige Kadet paa Kanonbaaden i det afgjørende Øieblik.

Hun stod med Hænderne sammen foran sig en Stund stumt optaget, medens han bagom holdt hende fri for Trykket af Mængden.

«Ser Du.» – sagde hun og vendte sig halvt om til ham uden dog med Øinene at slippe Maleriet; – «der staar han, medens den belgiske Kaptein opfordrer ham til at overgive Kanonbaaden! – Han har ingen Udvei! thi de er for mange» – vedblev hun optaget af Medfølelse. – «Men ser Du ikke, hvad han tænker? Jo, det staar til at læse udenpaa ham; han beder om at faa hente op Skibspapirerne til dem.

Ser Du, hvor smuk Uniform han har, Knapperne og den lille Dolk. Han ser saa fin ud,» – sagde hun sagtere med et Udbrud af sin gamle, barnlige Begeistring for det Slags Stas.

Ved disse sidste Ord gik der som et pludseligt Stik gjennem Salve; – hun sværmede altsaa endnu for det Væsen, og han stod bleg bagom hende, medens hun vedblev at se paa Maleriet og tænkte høit til ham:

«Stakkars vakkre Gut! – men han aarker ikke at overgive sig, – jeg forstaar det saa godt. – Og saa gaar han nedenunder,» – vedblev hun med dæmpet Stemme, medens hun uvilkaarligt foldede Hænderne med en Mine, som hun i Tanken fulgte efter ham; «og sprænger Belgieren og det hele i Luften, forstaar Du!» – sagde hun, idet hun med et høit Skjær i sit Ansigt og med vaade Øine vendte sig om til ham.

Han svarede ikke, og hun tog det for, at han ligesom hun var optaget af Scenen foran dem.

Hun vendte sig atter mod Maleriet.

Men, medens hun, efter at have givet sine Følelser Luft, stod smilende hensunket og tænkte paa, at hun dog kjendte én, der vilde have gjort van Spyck hans Bedrift efter, nemlig han, som i dette Øieblik stod bagom hende, – var Maleriet for hans Øine blevet til noget graat, fiendtligt. Han kunde skudt van Spyck tvert igjennem Hjertet for hans Uniforms Skyld.

Han skjulte dog sine Følelser for hende, men var hele Tiden paa Hjemveien meget ordknap og alvorlig, hvilket hun dog, optaget af Festen og talende om sit, ikke lagde Mærke til.

Først om Eftermiddagen var dette Indtryk forsvundet hos ham; – det var, som han havde havt en ond Drøm. For sine Øine havde han jo Elisabeth virkelig, trofast og varm, bringende Glæde over hele hans Sjæl.

Salve underrettede Garvloit om, at de havde besluttet at gifte sig, naar han kom igjen til Vaaren i Begyndelsen af April. – De var nu i December.

«Det blir lange fire Maaneder» – mente Salve tungt den sidste Aften.

Elisabeth tænkte det samme. Hun var bleg, men søgte at vise sig modig, fordi hun saa, at han var bedrøvet.

De sidste Ord blev endelig sagt; han kyssede hende og sagde:

«Til Vaaren, Elisabeth!»

Og hun stod med Taarer i Øinene og saa efter ham, indtil han forsvandt over Broen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lodsen og hans Hustru

Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.

I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.