Lodsen og hans Hustru

av Jonas Lie

II.

Merdø, hvor Lodsen havde hjemme, ligger foran Indseilingen til Byen, saa at sige lige ude i Havgufsen.

Udsiden af den lille halvrunde Ø er som et andet nøgent Skjær, og oppe fra Vindfløien, hvor Lodserne holder Udkig, kan man i Uveir se de skjulte Skjær og Baaer staa i Braat hele den urene Havstrækning henover.

Kysten er her overmaade farlig; men Arendalslodserne ude ved Merdø og Torungen hører blandt Norges første.

I Modsætningen til den engelske og hollandske Lods, der har sit knapt anviste, autoriserede Distrikt, er dette vidtfarende Folk, som for at passe op Skibe idag ligger ved Lindesnæs, imorgen under Skagen eller Hansholmene og Dagen derpaa kanske sætter Lods ombord paa et Fartøi fra Hamburg helt nede ved Horns Rev.

I sine brede Dæksskøiter med Arendalsmærket, Nummeret og en rød Rand i Storseilet, dorger de Makrel hen over hele Nordsjøvidden lige ned til Doggersbank, hvor de praier de fremmede Fiskefartøier og forhører sig om Skibe fra Kanalen og engelske eller hollandske Havne. De bærer Gaffel istedetfor Hvaløerbaadenes Spryd og, skjønt ikke saa velseilende som disse, bjerger de sig fuldt saa vel i Sjøgang.

Men Merdølodsen kjendes bedst af den Kaptein, der en begsort Vinternat, naar Sjøen gaar som Taarne, er kommet ind for bare Stumperne i Farvandet under Torungerne, og véd, at han maa rende paa Land, om han ikke faar Lods.

Han hører sig praiet, Linen kastes, og en drivvaad Lods staar pludselig paa Dækket. Manden bytter Klæder, faar sig et Glas til Opvarmning og overtager Kommandoen; – han har ikke betænkt sig paa at jumpe ud i Sjøen med Linen om Livet; thi paa anden Vis kunde Fartøiet ikke bordes.

Naar det gjælder deres Ære, at bjerge Skib, veier Baad og Hjem og Liv kun lidet hos disse Mænd, der ellers til hverdags kunne være nøie nok om Skillingen.

Indsiden af Merdø danner den bekjendte Merdø Nødhavn, et lidet Strandsted af Fiskere og Lodser; og det var i en af Sjømandsstuerne der – et lidet rødmalet Hus, som han selv eiede, med Bislag foran Indgangen og en Poteteshave med et Stengjerde bagom – at Lodsen bode.

I de smaa, hvidmalede Vinduer stod et Par Geranier, og i Stuen var alt paafaldende net og pudset. Der saa halvt skibsmæssigt ud derinde, og man regnede da ogsaa i Dagliglivet, som vanligt blandt Sjøfolk, helst Døgn og Skaffetid efter Etmaal og Glas. Over Klaffebordet hang en lang Kikkert; ovenpaa Hjørneskabet stod endel Sjøkartruller, og i det andet Hjørne et hollandsk Slaguhr med en grøn Gjøg paa.

Hans Hustru havde Dagen iforveien set Skøiten passere Merdø for Arendal, og ventede nu paa sin Mand, medens deres yngste Søn, Henrik, undenfor var fuldt optaget af at fange Ræger i en af de smaa Saltvandsdamme, som Sjøen efter Uveir eller høi Flod gjerne efterlader paa de lavere Dele af Øen.

Han havde faat det Hverv at holde Udkig og varsko Moderen, men maatte helt have forglemt det for sin nuværende interessante Beskjæftigelse; thi i den smukke Eftermiddagsstund, hvori Havet, der viste en Række Seilere, yrrede i blaat Guld, og Solen alt begyndte at tegne sig til Nedgangen, saas Skøiten med Lodsstriben og Nummeret ikke langt borte at staa rumskjøds ind mod Havnen.

Lodsens Hustru sad ved Udslagsbordet under Vinduet. Hendes Dragt havde lidt af et fremmed, nærmest hollandsk Snit.

Hun var vist urolig; thi der gik forskjellige Udtryk over det, af en eller anden Kummer medtagne Ansigt.

Et Øieblik støttede hun Haanden til Kinden og lukkede Øinene med en træt Mine, men syde derpaa ivrigt videre.

Skjønt hun holdt af sin Mand, var det ikke frit for, at hun gruede sig for hans Ankomst.

Der var noget skyt, fortrykt over hende, som hun reiste sig lidt forhastet, idet hun uventet hørte Lodsen udenfor. Hun stod uvis, om hun skulde gaa ud af Døren imod ham.

Men, da han kom ind i Stuen, gjorde dette Udtryk med ét Plads for en frimodig, tilsyneladende glad overrasket Mine.

Naar han slig kom hjem fra Arendal, var han gjerne misfornøiet og bitter og ikke let at omgaas. Hun kjendte straks, hvad der laa i hans Ansigt, og vidste, at det for hende da bare gjaldt at holde ud, – være munter og kjærlig og ikke falde i nogen af de Fælder, hans bittre Humør altid meget kløgtigt lagde for at fange hende, i et eller andet Ord, eller blot i en uglad Mine.

Blev han «desperat», kunde han true med alt muligt, ikke mod hende, men mod sig selv; – og hun vidste, at han var istand til at gjøre det. Det havde flere Gange hændt, at han paa Grund af et saadant uheldigt Ord lige med ét var gaat tilsjøs igjen – engang i en Uveirskvæld, da det saa ud som den visse Undergang.

Han kjendte ogsaa selv sit Humør, og det var maaske mest for at faa det af sig, at han ofte foretrak Mor Andersens Stue i Arendal for Hjemmet.

Var blot den første farlige Dag over, kunde ingen leve lykkeligere og mere fornøiet i sit Hjem end Salve Kristiansen og hans Hustru; thi han forgudede rent baade hende og Børnene og havde nu lige saa ondt for at rive sig løs igjen, som han før havde havt for at finde hjem.

Sønnen Gjerts Bedrift med Becks Sønnesøn havde den Dag taget Braadden bort af hans Sind og saa at sige forud udrettet Hustruens tunge Arbeide.

Det var med en lys og oprømt Mine han traadte ind i sin lille Stue og hilsede sin Hustru:

«Nu, hvordan har Du det, Mor? – og hvor er Posekigeren?»

Derved mente han den yngste Søn, han, som havde holdt saa slet Udkig for Moderen, og som, naar Faderen var i godt Humør, altid gik under det Navn –; det var hans Øiesten.

En knugende Tyngde var med ét taget hans Hustru fra Brystet, skjønt hun vel vogtede sig for at lade Man den mærke det. Stuen var pludselig blet hende lys og fyldt med den Eftermiddagssol, som havde faldt gylden ind gjennem Ruden hen paa hendes lyse Haar, mens hun sad og syde og saa saa bleg ud.

Det var en smuk, slank Kone med Kulør i Kinderne, der med skjælvende ivrig Haand hjalp ham hans Sjøklæder af og nu havde lidt ondt for at svare videre sammenhængende. Og Lodsen var ikke blind derfor, medens han gjentagende med stærkere Stemme raabte paa «Posekigeren», som da ogsaa noget forlegen og frygtsom foreviste sig i Døren, barbenet, med opbrættede Benklæder og den Blikkop, hvori han havde sine Ræger, i Haanden.

Den ældste Søn, Gjert, kom ind med endel Knytter og Varer til Huset, som Lodsen havde kjøbt i Byen, og han pressede straks den maabende Posekiger til at hjælpe sig med at bære op af Baaden.

Gjert havde kun let hilst paa Moderen, thi et Øiekast sagde ham, at alt denne Gang stod vel til.

Ellers var han hende i Blik og Adfærd anderledes nær, og han hjalp og tog af for hende i Stilhed, hvor han kunde. Han havde gjennem sin Barndom set og opfattet saa meget af dette ulykkelige Forhold, at han var blet Moderens Ven og Støtte, skjønt han samtidig ogsaa sværmede for sin Fader.

At Gjert var med Faderen paa Skøiten, var hende en Forsikkring om, at han, naar Humøret var over ham, dog ikke rentud gav sig til at seile Skøiten over Hovedet paa sig – en Mulighed, som ellers ofte nok stod for hendes forskræmte Indbildning.

Gjert sørgede derhos altid for, at der fra de forskjellige Steder kom Besked om Faderen hjem til Merdø med andre Lodser eller Fiskere, og af og til, naar han ikke var med, sendte hun ham ind til Byen for at speide efter ham.

Ude paa Sjøen var Lodsen i Regelen i nok saa jevnt Humør, men det mørke Lune kunde ogsaa der komme over ham, tilsyneladende uden nogensomhelst ydre Anledning.

Forøvrigt syntes han aldrig saa vel tilmode som netop ude i Uveir; mod den anden Lods i Baaden blev han da gemytlig og munter. Men det var en Selvfølge, at, naar det i den haarde Sjø kneb for stærkt med Ombordsætningen, var det ham selv, der tog Rebet om Livet og jumpede ud, – det modsatte vilde være et Bevis paa hans Agtelse.

Men han agtede nu engang intet Menneske; – det var hans Tilfredsstillelse at vide dette med sig selv.

Denne Gang blev Lodsen længe hjemme, og der herskede i den Tid ikke en Mislyd i Stuen. Tvertimod var alt i Betragtning af, at de dog var ældre Ægtefolk, heller overdrevet vel.

Faderen havde de første Dage endog hjulpet den lille Henrik med at fange Ræger og siden været optaget med at tilrigge en liden Brig for ham.

Det eneste, hvorom der havde været en uskyldig liden Disput, var i Anledning af Gjerts Skolegang. De var nok saa velstaaende Folk efter sin Stilling, og Moderen havde en Dag, tilsyneladende som et øieblikkeligt Indfald, fremsat den Tanke, at det nok kunde være muligt for dem at holde Gjert paa Skolen i Byen; – han kunde jo have sit Ophold hos hendes Moster derinde.

Det vilde Faderen ikke vide noget af; Gjert skulde, saasnart han fik Alder dertil, ind paa Terjesens Takkelloft i Vrængen og lære at rigge.

Lodsen begyndte imidlertid oftere og oftere paa sin raske, noget urolige Vis at vandre oppe ved Udkigsfløien, eller han stod alene med Haanden paa Ryggen nede ved Bryggen og saa sig om; – han var ikke af de, som samlede Kammerater om sig. Dette var sikkert Tegn paa, at han begyndte at længes tilsjøs igjen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lodsen og hans Hustru

Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.

I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.