Lodsen og hans Hustru

av Jonas Lie

XXII.

De havde levet et Aar henne i Tønsberg, – det lykkeligste i deres begges Liv, og Elisabeth sad nu med en liden Gut paa fanget. De havde kaldt ham Gjert.

Vakkert og ordentligt vilde hun have det i sin Stue. Der var næsten hollandsk renligt og blankt derinde med Blomster i Vinduet og i det hele taget noget baade over Stuen og hendes egen nette Paaklædning, der straks sagde én, at hun havde færdets i andre Forholde.

Under Salves hyppige Fravær havde den pene unge Skipperkone vundet Velvillie hos flere af Stedets gode Familier, med hvem hun uden egentlig at have Omgang dog kom paa en bekjendt Fod.

Salve sagde intet dertil; men hun skjønnede dog, at han, naar han kom hjem, ikke likte videre at høre om det, uden at hun dog rigtig kunde forstaa hvorfor.

Dette var den eneste Skygge, der for et og andet Øieblik kunde trække lidt formørkende over deres glade Lykke.

Det var dog altid snart glemt igjen; thi han følte igrunden selv, at hans Jalousi mod disse fornemme Folk var en laterlig Svaghed af ham. Men, – han kunde ikke gjøre for det, – Elisabeth havde jo engang saagodtsom hørt med iblandt dem og sad nu i dets Sted i hans tarvelige Stue.

Anderledes var det, naar han gik alene op og ned ad Dækket ude paa Sjøen. Da viste Tingen sig altid i et mørkere Lys for ham, og han led under en pinlig Følelse af, at disse Mennesker daglig stiltiende førte den Tale i hans Stue, som han af alt mindst taalte, den om, hvad hun havde givet Afkald paa for at blive hans. Men hans irritable Stolthed vilde paa den anden Side ikke for alt i Verden have tilladt ham at nævne noget herom til Elisabeth, end sige bede hende holde sig fra disse Bekjendtskaber.

Da Sønnen Gjert var født, og der var kommet Forespørgsler samt fra Grosserer Jürgensen endel Smaasendinger, blev han, fra hele Tiden at have siddet rent overglad ved hendes Seng uden at kunne formaa sig til at gaa bort fra hende og Vuggen, pludselig forstemt, og han gav sig til at spadsere en lang Stund udenfor med Hænderne paa Ryggen.

Hvergang han passerede Vinduet, saa hun, at hans Mine var barsk.

Da han kom ind igjen, var han imidlertid dobbelt kjærlig og overstrømmende glad i hende.

*

Efter den sidste Tur paa Forsommeren gik Salve og hyggede sig i Hjemmet, og han nød Udsigterne til kanske at faa være hjemme et Par Maaneder i den vakkre Aarstid.

Dagene gik kun for raskt, syntes han. Elisabeth blomstrede som en Rose, og de talte sammen om at hun skulde blive med ham paa hans næste Tur og besøge Garvloits i Holland.

Om Søndagene saas det smukke pyntede Par gjerne blandt Kirkegjængerne, og Elisabeth, der havde faat Øinene op for hans Saarhed ved, at hun talte med nogen af de «fornemme», undrede sig dog lidt over, at han absolut vilde, hun skulde være saa pyntet. Men hun gjorde sig snart med en vis Tilfredsstillelse op, at det, som stak under, var hans Forfængelighed af hende, og at han gjerne vilde vise hende frem.

Elisabeths Taktik i Forhold til disse Bekjendtskaber var, set fra hendes Standpunkt, baade fin og høimodig. Uagtet hun anede, at Salves Svaghed havde sin Grund i et Slags Mistillid til hende, lod hun dog for ham, som om hun ikke lagde videre Vægt paa det, i Haab om ved sin jevne Maade at tage det paa i Længden at kunne bevise ham, at han havde Uret.

Hun indsaa ikke tilfulde, hvor dybt denne Sag gik i ham.

En Dag, han havde været ude paa Nøtterø og forhyret Matroser, fortalte Elisabeth ham ved Hjemkomsten, at hun netop havde talt med Grosserer Jürgensen og Kone, der var gaaet forbi Døren.

«De skal imorgen reise til Fredriksværn; – og tænk Dig.» – sagde hun, endnu aldeles optaget af Glæden, – «hun kjendte Marie Forstberg! – Jeg fik da sendt en Hilsen.»

«Marie Forstberg? Hvem er det?» – spurgte Salve noget studsende.

«Det var hun, som var saa god imod mig,» – men saa begyndte med den opstigende Eftertanke Farven at skifte i hendes Ansigt, og hun stammede, som hun nødig vilde fortsætte: – «Det er hun, som blev gift med – Beck – Sjøofficeren.»

«Du skulde sendt Beck en Hilsen fra mig!» – sagde han skjærende. Han var bleg og undveg at se paa hende, medens hun gik forlegen derinde.

Endelig gik hun hen og satte sig paa hans Knæ og tog ham om Halsen.

«Du er dog vel ikke vred paa mig for dette?»

«Nei – Du maa naturligvis hilse, hvem Du vil for mig.»

«Det var min bedste Veninde, da jeg var – i Arendal,» – erklærede hun oprigtigt, men stammede mod Slutningen atter for ikke at komme til at sige «i Becks Hus.»

«Jeg tvivler ikke paa, at Du staar i godt nok Forhold til de Folk!»

«Salve!» udbrød hun fortørnet og reiste sig.

Men han drog hende igjen ned til sig.

«Tilgiv mig, Elisabeth,» – sagde han blødt angrende – «jeg har saa ondt for at høre de Mennesker nævnes af Dig. Jeg véd jo, at det har intet paa sig, saa vist, som jeg selv sidder her,» – vedblev han, da han saa, at hun havde Taarer i Øinene.

Og nu bemøiede han sig en lang Stund med at faa hende god igjen, hvilket da ogsaa efter et heftigt Udbrud fra hendes Side endelig lykkedes, saa at de tilslut sad sammen den Aften i Overmaal lykkelige, som det pleier at ske efter en Regnskur i Kjærligheden.

Men Salve blev fra den Dag af mere ordknap og stille, skjønt han i det ydre viste sig lige øm mod hende.

Han vilde hellerikke nogen af de følgende Søndage i Kirken, og de blev siddende hjemme.

Der syntes at være kommet en urolig Aand over ham, og han stundede kun efter at komme ud i Farten igjen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lodsen og hans Hustru

Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.

I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.