Lodsen og hans Hustru

av Jonas Lie

XXIII.

Elisabeth var efter Bestemmelsen fulgt med ned til Amsterdam, hvor hun havde besøgt Garvloits i flere Dage, og de befandt sig nu paa Hjemveien.

De havde havt en hyggelig Tur, om end Salve havde været noget alvorlig og stille af sig. Han var ved Siden deraf dog den hele Tid saa opmærksom og kjærlig betænkt i alle Henseender mod hende, at hun næsten begyndte at vænne sig til dette hans Væsen saaledes, som man uformærket kan vænne sig til en Grad mindre Lys, naar det er en Stund siden, man har været i det egentlige Solskin.

De seilede i deiligt blankt Veir for en liden Bris ud af den grunde, af alskens Fartøier opfyldte Zuydersjø, hvor de mangesteds ikke kunde øine Land.

Elisabeth sad oppe paa Dækket med den lille Gjert og spurgte ivrigt Lodsen, som de efter Pligt havde faat ombord, om alle de flade, sandgraa Øer og Byerne, som efterhaanden viste sig; – hun kjendte Navnene paa de fleste, fra de Aar, hun havde været i Amsterdam.

Undertiden blandede ogsaa Salve sig i Samtalen, naar en eller anden Oplysning kunde interessere ham, men han gik for det meste kun taus og hørte til eller stod og saa ud med den lille Gjert paa Armen.

Et Kirketaarn i Nærheden af Øen Urk, der fortaltes at være opført af norsk Granit, lod til at opfylde hende med megen patriotisk Tilfredsstillelse.

Ved Terschelling er Løbet fra Zuydersjøen ud i Nordsjøen afmærket som et trangt Stræde med flydende sorte og røde Bøier. Selv i dette rolige, blanke Veir gik der paa den hele Strækning uhyre koghvide Braat tæt ved paa begge Sider, og Elisabeth udbrød i et forskrækket Spørgsmaal til Lodsen om, hvordan her da maatte se ud i Storm, naar hele Havet stod paa?

«Det er det bedst ikke at se,» – sagde Lodsen med et vist Alvor.

«Men I er da derude retsom det er, Lods?»

«Aa – det er saa min Haandtering» – sagde han kort.

Salve blev ved denne Vending af Samtalen staaende.

«Ja, vi har Lodser i Norge ogsaa,» – yttrede hun «som ikke er saa rædde om Trøien, – det er et stolt Liv!»

Hollænderen lod ikke rigtig til at kunne være med paa Begeistringen; han bemærkede kun koldt:

«I to Aar efter hinanden, – det er nu tre Aar siden, – mistede de herude paa Amland ialt femti Lodser. De, som sidder igjen i Rederne, synes nok, det er lidet ved den Ære! Mange af dem har nu knapt det tørre Brød i Munden.»

«Ja, men det er stolt, Lods! – Jeg vilde synes, at det var stolt,» – sagde hun.

Salve gav sig til at gaa igjen.

– «Apollo» laa et Par Aftener efter i Maaneskin og duvede for et Rev i Mersseilene ude paa Doggersbank.

Elisabeth sad endnu oppe med Barnet varmt tilhyllet paa Fanget, medens Salve gik frem og tilbage paa Dækket og af til saa paa hende.

Lidt længer henne, nær Storlugen, sad Nils Buvaagen og et Par af Mandskabet, der havde Frivagt, og gav endel Fortællinger tilbedste, og de andre slentrede om i Nærheden for at høre paa.

De havde den Dag mødt et stærkt Dødvande, og Tømmermanden gav i den Anledning tilbedste nogle mystiske Historier, hvortil han paastod at have været Øienvidne. Sligt Dødvande, mødt ude i Sjøen, havde gjerne en Forudbetydning.

Ogsaa Elisabeth sad og lyttede til.

Nils Buvaagen eiede som Fjordbonde dyb Sans for det overtroiske og havde paa sine mange Nordsjøfarter mærket sig endel af dette Slags. Han havde hidtil siddet ganske taus.

«Hm!» – yttrede han betænksomt idet han trak et Drag af Piben, – «der tør være mangt herude paa Doggeren. Her er, skal jeg sige Jer, som en gammel Begravelsesplads.»

Ved denne Forklaring holdt han inde og begyndte atter at trække stærkt af Piben, som om han havde kommet til at sige mere, end han egentlig selv syntes om. Men, da de gjentagne Opfordringer nødte ham til at fortælle, og alle syntes spændte, tog han igjen Ordet, idet han dog først saa sig om og talte lavt.

«Véd I» – spurgte han – «hvordan alle de gamle Fisk dø?»

Dette uventede Spørgsmaal lod ingen af Tilhørerne til at kunne besvare.

«Aa nei,» – fortsatte han – «det véd nok ingen, og dog dør hvert Døgn saa utallige, at de, om ret var, skulde drive med de hvide Buge iveiret henover hele Havet; – vi skulde seile i bare død Fisk. – Ser I, det er dulgt akkurat som, hvor der blir af alle de gamle Fartøier i Verden.» – Det Ord «dulgt» fik i hans Mund en egen forstærket Betydning af det hemmelighedsfuldt spøgelsesagtige.

«Ja, Doggeren kan være styg, og kan kanske blive det, inden vi faar krydset den af!» – endte han betænkeligt og bøiede sig bagover med Nakken mod den Bjælke, der gav ham Rygstød, idet han gav sig til at bese Veirfortoningerne. Der jagede en hastigt Skytræk foran Fuldmaanen.

«Nu da, Nils» – mindede Tømmermanden – «det var om de gamle Fisk og de gamle Skuder!»

«Ja, de tyr fordetmeste hid til Doggersbank og kanske nogle andre Pladser i Verden; derfor er her altid som en Ligsang i Sjøen og saa mange Lyd og Ting, som én ikke rigtig forstaar.»

Alle blev med ét stille; thi det var som Fartøiet pludselig stoppede op midt i Farten med et haardt Stød, og Stødet af en svær Næsesjø regnede ind over Dækket.

«Hun hørte det,» sagde Tømmermanden uvilkaarligt – «for hun er gammel, Skuden, og liker ikke at fare over Kirkegarden!»

Elisabeth syntes, den sidste Sætning lød saa uhyggeligt, at hun reiste sig og begav sig til Ro.

Man fik endel Sjøgang om Natten med dumpe Stød, som om man kunde være paa meget grundt Vand, hvilket Loddet dog viste, at der ikke var.

Men næste Morgen, da man var omgivet af en tæt Havtaage næsten som en Mur, laa Ankerkjættingen ved Magten af de sandfyldte Sjøer opskudt hen over Dækket med en vis Regelmæssighed.

At dette ikke var tilgaat paa en naturlig Maade, men var et Varsel, som stod i Forbindelse med Doggerens Mysterier, og at der var «døde Hænder» paa Banken, fandt flere af Mandskabet ikke urimeligt, og Nils rystede paa Hovedet.

Ud paa Formiddagen begyndte man at se Solen som en svag Lysning oppe i Taagen, og ved Middagstid klarnede det pludselig op til et straalende Solskin henover den grønlige, af en frisk Bris hvidtoppede Havflade.

Elisabeth var gaat op paa Dækket for at nyde godt af Solvarmen; thi det havde været taagekoldt, og hun saa nu med Overraskelse, at de laa omgivet af hvide Seilere paa alle Kanter.

Det var et isandhed pragtfuldt Skue, som hun fra sine Pigedage paa Skjæret vel vidste at beundre. I sin Trang til at meddele sig kaldte hun paa Salve.

Den smukkeste af dem alle var dog uden Sammenligning Korvetten «Norstjernen», der stod for fulde Seil paa skjøns for dem nedover mod Kanalen; – den skulde paa et Middelhavstogt. Dette Orlogsskibs Ry var gaat langs Kysten, og Elisabeth havde i sin Tid mange Gange sværmet for at se det. Hun udbrød nu, som der foregik en Gjenkjendelse ikke at tage feil af:

«Dette er «Nordstjernen»! – ser Du, hvilket stolt, herligt Skib det er, Salve, Nu tager de ind Topseilene! – Ser Du, hvor det løber i Sjøen med den hvide Rand langs Skroget og pløier for hele Seilpresset med Splitflaget efter sig? Hvor net og fin – med alt det rappe Mandskab opefter Riggen mellem de svære smukke Seil; – de bjerger Topseilet, som det kunde være en Flok Fugle paa Raaen! Jeg tænker – tænkte mig» rettede hun sig – «Tordenskjold ombord i fuld Jagt, som de farer rumskjøds nedover. Er dette ikke et stolt Skib!» – udbrød hun begeistret til Salve; men han stod og saa ret ud og svarede ikke.

Salve vidste, – hvad Elisabeth ingen Kundskab havde om, – at Løitnant Beck var med som Trediekommanderende paa dette Aars Togt, og hans Hjerte pintes ved alle disse hendes Udraab i Anledning af det Skib, hvormed han fo’r.

«Det var «Nordstjernen», som alene af alle krydsede Strømmen op i Gibraltarstrædet!» – vedblev hun. I sin Tid havde hun mærket sig dette berømmelige Faktum ved sit Eventyrskib, der havde afløst «Najaden», og udtalte det nu med en vis stolt Følelse.

«Hvad siger Du, Salve,» – sagde hun stigende for dog at vække ham op til at svare – «om Du var Chef ombord paa et saadant Skib?»

«Ja, det var andet end at staa med en slig Træsko under Foden som den lasede «Apollo», det forstaar sig!» – svarede han bittert.

Han følte, at han ikke formaaede at beherske sine Ord længere, og vendte sig pludselig fra hende, idet han lod, som han med ét blev optaget af Ordrer til Folkene.

Elisabeth blev staaende betuttet.

Hun maatte have saaret ham heftigt, men forstod ikke klart hvori. Hun tog ikke feil af den tordnende Stemme, hvormed han kommanderede, og hans Mine, medens han stod henne paa den anden Side af Rattet med Haanden i Brystet; – hun var vis paa, at den var knyttet indunder Pjekkerten.

En Stund saa hun ud, som hun overveiede; men derpaa fik hendes Ansigt Præget af en bestemt Beslutning.

Hun vilde tale lige ud og ligesaa godt først som sidst have en Scene med ham om den Sag; thi dette var dog for urimeligt, – han kunde dog ikke være jaloux paa et Skib! Og ialfald – sagde hun sig med et Hovednik – vilde hun ikke længer vide af det; det blev jo til den utaaleligste Utryghed ved det mindste Ord og stadige Knappenaalsstik! Der maatte engang komme til en Klarhed og Rede om dette.

Og nu skulde det ske, – saa han dog engang kunde faa Øinene op for, hvad det var for Naragtighed fra Grunden af, han fo’r med.

Hun følte sig lettet ved Udsigten til endelig engang at faa afkastet denne stille, usynlige Byrde, der saalænge havde knuget paa deres Ægteskab.

Der blev imidlertid ikke Anledning dertil den hele Eftermiddag. Det saa atter ud til Uveir, og endel af Seilene skulde reves. Siden gik han et Par Timer frem og tilbage forud ved Ruffet. Hun forstod, at han med Villie undgik hende.

Det lod til, at ogsaa Mandskabet havde en Følelse af, at han nu ikke var god at komme nær; thi de skyede stiltiende den Side af den snævre Dæksplads forud, hvor han gik.

I Olieklæder og Skindhyrer, som de havde itrukket i Anledning af Veirudsigterne, stod de i Flok ved Spillet og snakkede sammen med betænkelige Øiekast op mod Riggen og ud imod Skybankerne, der rullede mørke i Horisonten til Luvart og alt begyndte med drivskyet Luft at sende Hvin gjennem den gamle Takkelage. De ventede utaalmodigt paa Ordre til at bjerge flere Seil; thi det var ikke tvivlsomt, at de maatte gaa for Stormseil til Natten.

Det synes at være i det seneste Laget at Salve besluttede sig; thi, da han pludselig raabte over til dem, at der skulde tages to Rev i Brigseilet og Mersseilene stumpes, havde de alt Veiret over sig. Han sprang idetsamme agterud og greb Raaberen. Da han skyndsomt kom forbi Elisabeth, som sad i Læ af Hytten, sagde han kort og barskt, næsten uden at se paa hende:

«Her er ikke Veir at sidde oppe i nu, Elisabeth! Du faar gaa tilkøis med Barnet!»

Dette indsaa ogsaa Elisabeth selv, og hun gik; men der var noget smerteligt overrasket i det Udtryk, hvormed hun først stod lidt nølende og saa efter ham. Han havde aldrig før tiltalt hende saadan; – hun syntes næsten, det lød som om han hadede baade hende og Barnet!

Mandskabet havde ventet, at han vilde lænse undaf for Veiret og ikke forcere den gamle Brig med Krydsning i en Nat slig, som de her saa for sig, og det var derfor med stumt Misnøie, at de efterkom Ordrene til at strække Halser og Braser paa de Seilstumper, for hvilke de gik.

Det skreg og klagede i de gamle Blokke, medens de i Halvmørket stivhaledes midt i Haglskuren, og det svært krængende Skib pressedes i Vinden og stødte og stampede i Braadsjøerne.

Nils Buvaagen var en sjælden Rorgjænger og havde en mærkelig Haand til i Mørket at kjende, om Fartøiet luffede eller girede. Han og en anden Mand stod tause ved Rattet, medens Salve gik op og ned til Luvart i Nærheden. Ved Skjæret fra Nathuset, som undertiden lyste paa ham, syntes Nils at han saa graableg ud.

Nils havde paa Hjertet at sige noget, men han saa ikke ud, som det var raadeligt.

«Falder af tre, fire Streger, Kaptein» – varskoede han – «Sydost til Ost!»

«Mersseilet skjebrer!» – lød det forud fra – «vil slaa bak!»

«Skuden er gammel, Kaptein! – hun taaler ikke megen Haandtering for Stengerne,» – vovede endelig Nils i al Lunhed at indbringe; – har syntes der nu var Leilighed for et Ord.

«Jeg skal vise Dig, at jeg kan faa Træskoen til at gaa jeg!» – mumlede Salve indædt, idet han lod, som om han havde overhørt, hvad der var sagt.

«Fald af, Nils! – Hun maa have mere Fart; – og saa over paa ny Boug!» – var hans Svar i Kommandotone.

«Klar til at vende!»

Nils sukkede; – han syntes, det var uforsvarlig Seilads, og der var vist ingen af Folkene, som ikke havde Følelsen af det samme.

Gjennem Mørket og Sjøraaket lød Kommandoordene med Mellemrum efter hinanden.

«Hal ind paa Bomtaillen! – Hardt i Læ! – Stik op Halser! – Bras om agter! – Bras om for!»

Der lod til at være kommet noget uklart ved et af Taugene i Forremers; thi Raaen havde ondt for at brase om, og man hørte en dump Lyd nedaf, hvorledes Seilet skjebrede saa hele Masten rystede.

Disse uvorne Folk var vant til noget af hvert. En af dem entrede op i den utrygge, gamle Rig og følte sig i Mørket frem udover den rystende Raa efter Tauget, hvilket han greiede, medens Sjøen hvidnede ikke langt under hans Fod; og snart var alt igjen klart til at hale. Dette skede under korte Raab af den paa Dækket ravende Klynge.

«Skjærp op agter! – Skjærpe for!» – lød det igjen. «Hal Klyverskjødet!» – men, da Klyveren vel var strakt og gjort fast, røg den og blev hængende smældende om Staget, indtil den efterhaanden tavede sig selv op i Trevler.

Man var kommet over paa ny Boug; men Situationen var den samme med idelige Overhalinger af Sjøbrækket, saa at Dækket fra midtskibs til forud kun vanskeligt kunde passeres.

Salve var den Nat ikke rigtig ved sig selv. Der var kommet noget ustyrligt dæmonisk i ham, og, som han gik der i Uveiret og Mørket, var der Trods dybt i hans Sjæl.

«Nordstjernen», krydsende op Gibraltarstrædet, var det Omkvæd, der stadig susede ham til Hjernen og brændte ham vildt i Blodet, til det blev en hel Feberfantasi, hvori han saa den seile og Elisabeth staa og udtale sin Beundring. Men han skulde vise, at han ogsaa var Mand for at krydse; – dertil behøvedes der ingen «Nordstjerne» under Foden! Han skulde vise det samme i en sprukken Pram.

Elisabeth syntes at have lagt an paa at stille Mand mod Mand; – velan, lad staa til! – Hun tog feil, om hun troede, at han ombord i sin fattige Brig stak op for nogensomhelst Sjøofficer!

Et par Gange, naar Kokken, der paa Reisen besørgede Elisabeths Opvartning, kom op ad Kahytstrappen, havde Salve spurgt efter, hvorledes det stod til og hørt, at hun sad fuldt paaklædt nedenunder. Den sidste Gang havde den godmodige Kok tilføiet i en egen varsom Tone:

«Hun længes nok efter at se Dem, Kaptein, – hun er ikke vant til sligt.»

Havde Kokkens Øine kunnet kløve Mørket, vilde de have set en haanlig Trækning i hans Ansigt.

Uden at svare gav han sig atter til at gaa op og ned sin stadige Vei til Luvart mellem Kahytsruffet og Rattet, idet han af og til maatte holde sig i Koffilnaglerne under Rælingen.

Medens hans Jalousi og ophidsede Selvfølelse saaledes saa alt med vanvittig Overdrivelse, havde Elisabeth siddet nedenunder som et Bytte for mange Tanker.

Da hun gik ned med Barnet, havde hun en dump Følelse af, at der var rammet hende eller nu skulde overgaa hende en stor Sorg. Slig havde han aldrig vist sig mod hende. Hun kunde ikke tænke og gav sig mekanisk til at stelle om og lægge Barnet saaledes, som hun var vant til.

Den rullende Køie var for dette kun en Vugge, hvori det straks sov ind, trygt og roligt.

I den snevre Kahyt slingrede Lampen under Bjælken. Et dunkelt Lysskjær faldt ned paa det grønne Opslagsbord, der stod mellem Kahytsvinduerne, og hen paa Knagger fulde af Sjøklæder, der bevægede sig frem og tilbage paa Væggen.

Hun stod med Albuen lænet ind i Køierummet og støttede Barnet, medens hendes Øine hvilede paa dets Ansigt.

Salves Færd havde været saa forunderlig, hans Øie saa skyt, og hun havde faat Indtrykket af, at det vilde være at vove alt, om hun nu holdt ved sin Beslutning at bringe ham til at tale lige ud. Men der gjærede paa den anden Side en næsten ubetvingelig Trang til med et raskt Greb at faa afkastet hele dette Aag af Uklarhed mellem dem og engang komme paa det rene.

Hendes Mine bar endnu Præget af en Strid uden Resultat, da den fortabte sig i en ængstelig spændt Lytten. Gjennem den bedøvende Knagen af Skibstømmeret i de stedse sværere Rullinger, hørte hun Salves barske Kommandoer og Lyden af Trosser, der haledes hen over Dækket under ivrige Raab af Folkene. Af og til rystede hele Skibet af pludselige Stød, og hendes Fødder vilde lette sig fra Gulvet, saa at hun maatte holde sig i Køiekanten, medens hun støttede den lille. Hun forstod, at det var blevet et svært Veir, og ventede, at Salve skulde komme.

Efter en Stund hørte hun, at det gik i Trappen. Men den, som viste sig, var Kokken. Med et af Veiret rødt, vaaddryppende Ansigt stod han og holdt imod Døren, der vilde falde igjen. Han forhørte sig om, hvordan det stod til.

«Det er vist et svært Veir?» – spurgte hun efter en Pause, hvori hun synkede sin Skuffelse.

«Et overhændigt, Madam; men det vil nok blive lettere, naar Kapteinen lader falde af – for vi krydser haardt, Madam.»

«Hvad var det for Larm isted paa Dækket?»

«Aa, – vi lagde bare over paa ny Boug, og saa var Forrmersseil uklar, – og saa røg Klyveren. – Men han falder nok af, Madam,» – gjentog han godmodigt trøstende. Af den Tone, hvori han sagde dette, fremgik dog, at hans Hjertensmening var, at dette burde være sket forlængst.

«Saa vi krydser saa haardt, Jens?» – spurgte hun ængsteligt.

«Ja, det kan vel være det; det knager i alle Ender; – men, naar vi falder af, Madam, skal De se, det straks blir bedre. – Er der ellers noget?»

«Nei Tak!» – Hun stod lidt tvilraadig, om hun skulde spørge ham, om ikke hendes Mand snart kom ned, og Kokken forstod det; men hun lod det være og tilføiede kun: «Tak, her behøves intet.»

Jens trykkede Døren, der gjerne vilde gaa op, nøiagtig igjen efter sig, og stolprede med sine tunge Støvler op ad Trappen.

Hun blev staaende i samme lyttende Stilling, men i hendes Mine afspeilede der sig nu mere og mere et Udtryk af Sjæleangst, og hun vred tilslut de sammenfoldede Hænder inde i det mørke Køierum.

Hun forstod, at Salve ikke vilde komme ned, og en instinktmæssig Angst sagde hende, at han nu krydsede paa mørk Trods med hende og Barnet, – at dette var hans Maade at svare hende paa.

«Men hvad har jeg da gjort ham?» – udbrød hun med Heftighed, og derpaa begrov hun Ansigtet i Køieklæderne.

«Hvad har jeg gjort ham?» – gjentog det sig indeni hende, indtil den Tanke, hun altid vilde holde borte, dagede sig op for hende med fuld, tung Forvisning.

«Han tror mig ikke!» – hviskede hun fortvilet hen for sig. «Han bærer dog Mistanke til mig!» – Og hun lagde Hovedet med den smukke, høie Hals hen paa sin Arm, saaledes som hendes eget Barn vilde have gjort, naar det græd trøstesløst; men hun fik ikke græde.

«Hvad kan han tro? – hvad kan han da tænke?» – steg det ængstelig op i hendes Sjæl, og det var næsten med Forstenelse, at hun nu stod og saa ind i dette Mulighedernes Land for alle hans Tvil. Hun saa ingen Grænse, men kun et sort Dyb af Mistanker, og i det holdt Salves Kjærlighed til hende paa at fortabes.

Hun hørte ikke længer Larmen og Knagningen, brød sig ikke længer om Fartøiets tiltagende Slingren og rystende Stød i Sjøerne. Medens hun ofte anstrengt maatte holde sig i Køiebrættet, var al hendes Sjæls Energi reist og optaget af denne ene forfærdelige Frygt.

Al hendes Trods var borte; hun følte kun Mod paa ét, og det var at gjøre, hvad det skulde være, for at bevare sig hans Kjærlighed.

Der gik en Rad af Tanker gjennem hendes Sind, der endte med et Udtryk af bleg Sønderknusthed.

Nu lagde hun ydmygt al Skylden paa sig og bebreidede sig fortvivlet i sin inderste Sjæl sin Forbrydelse mod ham; – det var jo hende selv, som havde gjort ham slig, at han ikke længer magtede at have fuld Tillid til hende. Og nu var det kun Straffen, som kom. – Hun havde jo set, hvorledes han havde stridt dermed – alt, hvad han kunde.

Som hun stod saaledes, følte hun sig villig til ethvert Offer, villig til – uden at sukke – ydmygt at bære hans Byrde gjennem hele Livet; thi det var nu i bitter Anger gaat klart op for hende, at han var bleven syg, sjælesyg ved hendes Letsind.

Hendes Instinkt indskjød hende straks det store Helbredelsesmiddel. Han skulde se, at hun paa sin Side viste ham en urokkelig Tillid, en, der ikke var mindre end Barnets, som sov der.

Det var med et svagt Smil om Læben, at hun roligt gav sig til at klæde sig af og lægge sig i Køien ved Siden af den lille Gjert.

Oppe paa Dækket havde Salve savnet Natkikkerten, der laa nede i Kahytten. Udkigsmanden troede nemlig engang at have opdaget Glimt af et Fyr, i hvilket Fald de mod Salves Beregning maatte være under Jylland.

Hans Stolthed forbød ham imidlertid at sende nogen anden for at hente den, og selv formaaede han ikke at bekvemme sig til at gaa ned til Elisabeth.

Medens Folkene mellem sig var blevne mere og mere betænkelige over den Dumdristighed, hvormed han pressede det gamle Fartøi gjennem Bælmørket og Sjøraaket, saa at det hele Tiden saa at sige gik med Havet over Dækket, gik Salve frem og tilbage, bange for at gaa ned i sin egen Kahyt.

Det blev endelig nødvendig, og han steg med raske Skridt ned ad Trappen.

Idet han aabnede Kahytsdøren, stansede han et Øieblik studsende og saa sig om. Han havde ventet at finde hende siddende oppe i Ængstelse med Barnet paa Fanget. I dets Sted var der dyb Ro og Lampen nær ved at gaa ud.

Med en Rest af sin tidligere skyndsome Gang gik han hen og tog Kikkerten fra Væggen. Efter et Par Forsøg med en Fyrstikke, der i Fugtigheden havde ondt for at tænde, lyste han hen paa Barometeret; men blev derpaa staaende med den i Haanden og lyttede efter, om hun sov. Han nærmede sig derunder uvilkaarligt Køien og søgte at se derind.

«Elisabeth!» – hviskede han sagte, som om han frygtede at vække hende.

«Er det Dig, Salve?» – lød hendes rolige Stemme.

«Jeg troede, at Du sad oppe med Barnet i dette Veir. – Det slingrer saa, og jeg – har ikke set ned til Dig» – sagde han undertrykt bevæget.

«Jeg? – Nei, jeg vidste jo, at jeg havde Dig oppe paa Dækket, og saa var jeg rolig. Resten faar én sætte til Vorherre. – Du har havt det ondt, Stakkel, og for travlt til at komme ned!»

«Elisabeth!» – udraabte han pludselig med lidenskabelig Anger og rakte sig heftig ind i Køien for at omfavne hende med sine vaade Klæder.

Da hørtes et Brag, ledsaget af en voldsom Rystelse. Det var, som noget ved Skibet brækkede, og der lød høie Raab.

Med den samme Bevægelse, hvormed han havde villet omfavne hende, løftede han hende raskt ud og raabte: «Klæd paa Dig og Barnet! Spild ingen Tid og hold Dig oppe i Ruffet!»

Fartøiet krængede i det samme haardt over uden at reise sig igjen.

«Forremersstang knækket, Kaptein! – Riggen ligger udover!» – brølte Nils Buvaagen ned igjennem Trappen.

Salve vendte sig et Øieblik til hende med en Mine fuld af knugende, stum Selvbebreidelse, og fløi op paa Dækket.

«Fald af, – om hun lystrer!» – raabte han til Manden ved Roret. – «Til Økserne, Manne!»

Briggen laa med sin skrøbelige Rig i vreden Stilling til Vind og Sjø, helt over paa Siden, og Sjøerne brækkede over den som et Skjær.

Selv var Salve oppe i Forremeset og kappede den knækkede Mersestang, der gled ned udover til Læ i Sjøen.

Under den svage Graalysning af Dag, hvori Mændene knap kunde skjelnes, gik Økserne i de stærke Næver med febrilsk hastige Slag i Barduner og Stengeriggen, Stage og Leitere.

Men, medens Arbeidet stod paa, mistede de under den overhændige Slingring, Slag i Slag Storebramseil og Mersseil med Ræer og Tilbehør. Fokkestaget brækkede, Storseilet sønderreves, Underræerne og Fokkemasten skamfiledes.

Da det endelig efter fortvivlede, stadig livsfarlige Anstrengelser var lykkedes at fri Fartøiet for Belemringen af Riggen, laa det som et halvt Vrag der vanskeligt kunde styres uden efter Vinden.

De havde ikke andet at føre end Brigseil og Fokken, og for disse holdt Salve undaf Veiret – det eneste, der var at gjøre – under Paavente af, at det stigende Daggry skulde vise, om de havde fri Sjø for sig eller det frygtede Jylland. Det sidste var for denne vestlige Storm i deres hjælpeløse Forfatning noget nær ensbetydende med Indstranding paa Revlerne og Undergang.

Ved Daggry skjelnede de, at de havde Horns Rev med Blaavandshuk langt nede i sydostlig Retning; de laa omtrent udenfor Ringkjøbingfjord, og der var nu intet andet at gjøre end at prøve at klare Kysten.

Deres Haab beroede paa, om Veiret vilde bedage sig eller springe om mere sydlig, samt paa Strømmen, om den ikke satte dem for haardt under Land.

Med endel Møie fik de sat en Nødklyver, hvorved de vandt at kunne støtte Fartøiet lidt bedre op i Vinden.

Salve gik paa sit ramponerede Dæk, hvor endel af Skandseklædningen samt Ruffet forud var brækket ind, medens Mandskabet to og to afløste hinanden ved Pumperne, thi der var længst meldt halvtredie Fod Vand i Pumpesoden, og der stod nu trods Pumpningen alt over de fire.

Briggen maatte have faaet en alvorlig Læk, der var saa meget betænkeligere, som de paa Returen kun gik for Ballast og ikke havde Trælasten at flyte paa.

Der uddeltes den Morgen Ekstrarationer af alle Slags; thi, uagtet der arbeidedes med forceret Liv, var der vel ingen ombord, som ikke havde en Tanke om, at denne Dag maaske kunde blive hans sidste.

De var passeret Høiden af Aggerkanalen og haabede paa lidt friere Farvand, straks Kysten udenfor Thyland begyndte at skraane mere østover.

Til Elisabeth havde Salve yttret:

«Jeg er bange for, at vi kan være nødt til at landsætte paa et beleiligt Punkt.

Vi mister Briggen,» – tilføied han med lidt dirrende Stemme.

Han la Eftertryk paa dette sidste, fordi han ikke vilde sige hende det værste, – at det beleilige Punkt, han talte om, ikke fandtes paa hele Kysten, og at her var klar Livsfare.

Hun saa derunder saa tillidsfuldt paa ham, at det skar ham i Hjertet, og han vendte sig bort.

Han skjulte ikke for sig, at han selv var Skyld i Forliset, og havde i sit stille Sind besluttet at erkjende det for Elisabeth. Men her var hverken Tid eller Sted dertil.

At han skulde miste Skibet gik derhos saare tungt i ham; thi han syntes, at han havde arbeidet haardt i mange Aar for de Skillinger, og at det var at blive en mindre Mand igjen.

Elisabeth var virkelig glad i Hjertet og tænkte ikke meget paa Briggen, som de skulde miste, men desto mere paa, at det var lykkedes hende ved at vise sin ubetingede Tillidsfuldhed at vinde en stor Seir hos Salve. Thi efter, hvad hun i denne Nat havde oplevet med ham, var dette sidste nu blevet hende alt.

Medens hun nynnede og vuggede Gutten paa sit Fang nede i Kahytten for at faa ham til at sove, stod der en energisk stor Beslutning i hendes Aasyn, og det var med vaade Øine, at hun hviskede henover ham:

«Aarker han ikke at have Tiltro til os, skal vi to nok lære ham det, – ikke sandt, Gjert?»

Hans syge Sind, forstod hun, vilde altid se det inderste Hjerteblod i hendes Væsen, stadig se Bevis for hendes ubetingede Kjærlighed, før det kunde tro. Og han skulle faa det!

Han skal ikke saameget som faa ane en Bebreidelse for Briggen, – aldrig, i hvad der saa herefter kom paa imellem dem, faa se en misfornøiet Mine fra hende.

Dette blev en fast besluttet Sag i hendes Sjæl; thi hun sad nu med denne Nats Erfaring for, at hun havde fundet Frelsensmidlet. Hun følte, at naar det gjaldt om at bevare sig ham, havde hun Kraft til alt.

Ved Middagstid stod Salve og Nils Buvaagen et Øieblik sammen ved Rælingen.

Skjønt Stormen var betydelig løiet af, var Veiret fremdeles graat og disigt, og Sjøen svær.

To, tre Havmaager kredsede trist mellem dem og Kysten, hvor de nu i en lang Linie saa Havet gaa gulagtig kogende over Revlerne som en vældig Mur, der steg og faldt, medens der stod mastehøie Sprøit fra enkelte Stenrev udenfor.

Uagtet Vinden bar imod Land, hørte de dumpe Tordenbrag derindefra og ligesom en Susing i Luften.

Det var ikke til at skjule for sig, at de i de næste tre, fire Timer vilde se Afgjørelsen.

De stod begge tause, hver i sine Betragtninger.

«Jeg skal sige Dig, hvad jeg synes er det tyngste ved dette,» – sagde Salve alvorligt. – «Det var, om Du eller nogen anden idag skulde sætte Livet til for min Seilings Skyld inat; – Briggen er min egen Sag.»

«Det gaar nok, skal De se, Kaptein!» – svarede Nils fortrøstningsfuldt. – «Vi faar se til at hænge ved Skuden, mens hun slænges over Revlerne, og saa blir det vel en eller anden Raad derindenfor, kan jeg tænke!»

«Ja, Gud give det!» yttrede Salve og gik.

Men Nils blev endnu et Øieblik staaende. Der fortrak sig noget i hans grove, brunskjæggede Ansigt. Han nærede lidet Haab og tænkte paa Kone og Børn derhjemme.

«Løs af ved Pumpen!» – lød det. Det var igjen Nils’s Tørn, og han gav sig ufortrødent til Arbeidet.

Salve led af Samvittighedsbid. Han saa spændt urolig ud, og af hans Blik og Miner lyste mere og mere, at nu skulde der kjæmpes; thi det uundgaaelige var nu klart for alles Øine.

Gjennem Kikkerten saaes en Hob Folk oppe i det klittede Land, hvis takkede Formationer fortonede sig rødblaat, violet henover.

Han stod nu i Ruffet hos sin Hustru og sit Barn. Der havde han et Øieblik set paa hende og givet et hjertetungt Suk Luft:

«Jeg skulde gladelig give Briggen og staa igjen med to fattige Hænder for at kunne gjøre denne Nat om igjen, Elisabeth!»

Og hun havde trykket hans Haand med et Udtryk af frimodig Trøst, der svarede ham bedre end Ord.

Men han blev lige efter den af det praktiske optagne Mand og viste hende en Maade, hvorpaa hun kunde knytte Barnet til sit Bryst ved et Tørklæde. Han lagde hende et Taug om Livet med en Sjømandsknude.

«Naar Du rykker i det saaledes, blir Du fri af det. Jeg kan ikke staa hos Eder; – jeg maa gjøre min Pligt for alles Liv, som er ombord, skjønner Du vel?»

«Gjør den, Salve!» – hviskede hun – «det vil vi begge være bedst tilfredse med.»

«Og saa,» – endte han, idet han med skjult Bevægelse strøg dem begge over Panden – «maa Du være ved friskt Mod. Det gaar nok godt, skal Du se, og naar det kniber, skal jeg være hos Eder.»

«Med Guds naadige Hjælp!» – svarede hun «husk paa det, Salve!»

Han gik derpaa raskt henover Dækket og raabte Folkene agterud til Skibsraad. Fartøiet laa nu under den Vandmasse, det havde trukket i sig, med den ene Lønning nede i Sjøen.

«Hør, Gutter!» – sagde han, – «dette er, som hver af Jer ser, en alvorlig Affære; men har vi Mod i Brystet, saa tør det nok endnu hænde, at vi klarer det, ialfald med Livet. Vi har ompas tre Timer til, saa er vi ved Revlerne; men da begynder det at skumre, og saa kan det være vanskeligt, om Folkene i Land er istand til at bjerge os. Vi maa styre derind, mens det er lyst, og selv vælge det bedste Sted, vi kan se. Synes I som jeg, Gutter! – saa landsætter vi straks, hellere end i Mørket at lade Skuden slænges ind over Revlen som en død Fisk?»

Folkne taug og saa betænkelige udenbords mod Landet.

Men, da Nils Buvaagen erklærede sig for Kapteinens Mening ved at træde over Dækket til ham, fulgte alle de andre efter.

Salve gik selv til Rattet.

«Skjever ind agter! – Fir af paa Braser og Skjøder!» – kommanderede han, idet han selv dreiede Rattet og efterhaanden lod Briggen falde af ind mod Landet.

«Fir af skal være! – svartes der. Og dette var den sidste Ordre, som blev givet ombord paa Briggen «Apollo».

De fo’r nu indover med større Fart. Ved Rattet stod Salve, af og til støttende med Knæet paa en af Knaggerne; hans mørke, skarpe Ansigt var spændt, og hans Øine speidede som en Glentes efter det Sted, som skulde vælges.

Et Par Gange saa han gjennem Kikkerten ind imod Klitterne, hvor en Klynge Mennesker bevægede sig.

Den kalkhvide, stigende og faldende Mur voksede stedse høiere for deres Øine; Larmen og de dumpe Brøl af Brændingen blev stedse mere bedøvende og gjorde paa Elisabeth, medens hun under Følelsen af Faren stirrede ind paa den, en Virkning af Svimmelhed.

Det varede saa pinligt længe; Salve henne ved Rattet begyndte at staa i Taage for hende, og hun søgte i sin Angst at se ned paa Barnet, kun paa det.

Den sydende, svimle Susning i Luften tiltog om hende med alleslags hvislende Lyd og underlige Hvin. Hendes Øine saa sandgult Sjøskum stigende med en mægtig Kam og hvirvlende Flokker af pidsket hvidt i Luften. Hun hørte forfærdede Raab, syntes med ét, at Briggen blev baaret høit, medens Stormasten svinglede, og følte derpaa en knugende Byrde af Vand over sig, som vilde trykke hende ned ad Kahytstrappen, til hvilken hun klyngde sig; – det gjentog sig og gjentog sig uden at ville ende, før hun blev kvalt. Men hendes eneste Tanke var at holde fast.

Da hun igjen kom til Bevidstheden, havde hun Salve ved Siden af sig. Han holdt sig i samme Line som hun, og alle Folkene var tyede agterud, hvor de havde surret sig. Briggen laa over paa Siden oppe paa den inderste Revle med Agterenden høit. Den løftede sig og huggede tungt mod Grunden med Stormasten udover til Siden, medens der, Skavl i Skavl, gik svære Vandmasser over For- og Midtskibet.

«Riggen til Læ maa kappes – skal vi klare os, Gutter!» – brølede Salve gjennem den hule Haand og sprang med en Økse i Haanden fremover.

Han blev hjulpet af Nils Buvaagen; og Elisabeth fulgte med Dødsangst, hvorledes de to Mænd kappede Taug for Taug, idet de alt imellem maatte holde sig i Riggen og lade Havet gaa over sig. Efter et sidste Hug, der fried dem for Masten, reddede Salve sig raskt agterud.

I næste Øieblik slængtes de af de sandfyldte gule Braat over Revlen og derpaa Ryk for Ryk, Stød for Stød, hen paa Grundingen indenfor, under stadig blindende Overskyllen, idet Forskibet brækkede.

Salve beregnede koldblodigt, at dette var en Chance; thi det lettede Briggen for den Vandtyngde, den havde i Lasten, og den vilde nu bedre kunne løftes indover mod Stranden.

Endelig, – efter et Par lange, forfærdelige Timer, mod hvis Slutning, den regngraa Luft alt begyndte at skumre lidt, og Klitteranden blev mørkere – lod det til at Fartøiet stod fast i Grunden. Bølgerne brød nu kun sjeldent over, men kastede da altid tung Sand ind paa Dækket. – De havde Udsigt til at plukkes itu, Planke for Planke, om de skulde blive liggende slig Natten over, – eller maaske graves ned i Sandet.

Til den ene Side af Grunden, – der, hvor de oppe paa Stranden saa Folk, – løb en Rende med en rivende Strøm, og de indsaa, at det foreløbig var deres Lykke, at de ikke var kastede helt over i den; thi da vilde Briggen være sunket. Paa den anden Side var der farbart, skjønt tildels braadhvidt Farvand.

De forstod, at deres Tegn til dem iland var opfattede, men saa til deres Fortvivlelse, at de alle forsvandt.

Salve gjorde da istand nogle Planker, som han bandt sammen, og Mandskabet efterfulgte hans Eksempel med, hvad flydbart enhver kunde overkomme.

Hans Agt var at forsøge at bjerge Elisabeth og Barnet ind til Stranden og lade det komme an paa sin Svømmedygtighed og Raskhed, om han ved Hjælp af en Line kunde drage dem op gjennem den svære Sugesjø, der gik op mod Landet, hver Gang efterladende en lang, tør Strækning.

Elisabeth sad imidlertid i Trappen ude af Stand til ret at opfatte, hvad der foregik.

Som han stod optaget af dette Arbeide, hørte han et Glædesraab omkring sig. Frem bag en Forhøining i Klitten kom en Klynge Mennesker, der drog en stor Baad mellem sig.

Da de stansede i Strandkanten, satte endel sig i den og just, som et Braat skyllede af, skjød man igjen paa. Baaret af den tilbagevigende Bølge laa Baaden straks efter et Stykke ude paa Sjøen, medens Mandskabet af alle Kræfter trak paa Aarerne.

Det var klart, at disse forvovne Folk forstod sit Farvand; thi de styrede i en stor Bue op bag en Række Grundinger, der som en Molo brød det værste af den svære Bølgetyngde, og stod derefter paa skraa ned til Vraget, i Læ af hvilket der var forholdsvis roligt. De hukede sig fast og raabte:

«Skynd Jer, Karle!»

Nogen Opmuntring hertil behøvedes ikke.

Salve bar sin næsten bevidstløse Hustru ned til Rælingen, hvor de modtog hende og lagde hende agterud i Bunden af Baaden; men hun reiste sig med udstrakte Arme, til hun igjen havde faat Barnet, der langedes til hende Mand imellem, og stirrede angst, indtil hun ogsaa saa Salve komme.

Han sprang sidst af alle ned i Baaden, og da besvimede hun.

Man satte fra og stod nu paa Bølgeryggen ret ind mod Land, hvor en Snes Mand i Sjøstøvler og Uldtrøier stod i Kjæde Haand i Haand ude i Sjøen og landdrog Baaden.

De hørte Glædesraab om sig ved Ankomsten, og han, som havde siddet ved Roret, udbrød til Salve, der stumt havde grebet hans Haand:

Det var resolut gjort, Nordmand, at styre lige paa; – uden det havde I ligget paa Revlen denne Nat!»

Med trohjertig Deltagelse og Gjæstfrihed blev de forkomne Sjøfolk indbudt til at overnatte hos sine Redningsmænd.

Bærende sit Barn paa Armen og af og til støttende sin Hustru, fulgte Salve og det trætte Mandskab den brave Ib Mathisen og hans Kammerater ind mellem Klitterne, hvor Vinden ikke længer føltes.

De havde endnu over en Mil ind i Landet til de nærmeste Fiskerhytter. Det skumrede, og de gik i trist, udmattet Taushed, medens deres Ledsagere af og til smaasnakkede mellem sig.

Da de en Stund efter kom ud paa de flade Dyner, føg Sandet dem pibende og svidende om Ansigt og Hænder.

Endelig saa de Lys fra en Klynge Hytter. Den største af dem var Ib Mathisens, og didhen blev Salve ført tilligemed sin Hustru, medens mandskabet fordeltes om i de andre.

Ibs Hustru, en robust Kvinde omkring de femti med et djervt, af Livet paa Heden brunet Ansigt, stod henne ved Ilden med opsmøgede Ærmer ifærd med at bage, da de kom ind.

Hun mønstrede de indtrædende et Øieblik spændt uden at forandre sin bøiede Stilling; men ved Synet af Elisabeth og Barnet udbrød hun med en Medfølelse i Stemmen, der var bedre end al anden Velkomsthilsen:

«Den stakkels Kone med Barnet er kommet lige ind fra Havet, Ib?»

«Ja, Maren, – Mathis og Peter var da Gudskelov ikke at se i Farvandet!» – svarede han.

Det sidste lod til at være en lettende Underretning, og hun gav sig uden at yttre videre ifærd med at sysle om dem, idet hun og hendes voksne Datter trak en Bænk til Ilden for dem og satte en Kjedel paa for at skaffe dem varm Drikke.

Hun lod til at have en øvet Praksis i alt, hvad der hørte til dette; thi det varede ikke længe, før de alle havde skiftet Klæder, og Elisabeth og Barnet laa i Seng.

Under sin Beskjæftigelse med dette gjorde hun af og til Ib nogle sagte Spørgsmaal om, hvorledes det var gaat til.

Salve, der sad med Haanden under Kinden og stirrede ind i Ilden, hørte hende spørge:

«Monstro han selv eiede Fartøiet?»

«Ja, det var, hvad vi havde af Eiendom,» – svarede Salve roligt; – «vi faar endda være glade ved, at jer Mand frelste os, og har desværre kun lidet at takke ham med, fordi han i dette Veir vovede Trøien og Livet ude paa Revelrne.»

«Saa Du har lagt slig ud igjen, Ib?» – yttrede Konen og vendte sig til sin Mand med et Udtryk af bekymret Bebreidelse; det var dog ikke, som hun vilde have det ugjort.

«For sligt tager vi ikke Betaling,» sagde hun lidt kort til Salve og derpaa i en mildere Tone: «Vi har selv to Sønner, som farer paa Norge, ser I; – der gaar tungt Hav der ogsaa!»

Salve var bleg og anstrengt, og, efterat have spist lidt, begav han sig til Ro.

Ud paa Morgensiden blev han dog liggende vaagen.

Han hørte en dump Dønnen og Tordnen fra Havet.

Elisabeth laa i urolig Feberdrøm og snakkede, opfyldt af Forestillinger fra Strandingen. Af enkelte Ord lod det til, at hendes Tanker beskjæftigede sig med ham. Han laa og lyttede, uden at der kom nogen egentlig Mening; men hun talte stedse uroligere.

«Aldrig! – Aldrig!» – sagde hun under et lydeligt Udbrud; – «han skal aldrig faa høre et Ord om Briggen!» – og efter en Stund hviskede hun fortroligt:

«Ikke sandt, Gjert? – Han skal finde os i Køien, ellers tror han, vi er rædde.»

Salve laa bekymret for hende og følte under dette, hvor usiglig han elskede hende. Men den Betragtning gled dog ved hendes Ord ind hos ham, at hun alligevel havde havt en Tanke bag sin Opførsel mod ham; den havde altsaa ikke faldt hende ligetil og naturlig; – og det var med et bedrøvet Suk, at han sagte kyssede hende paa Panden.

Et Par Timer efter var han allerede staat op og paa Veien nedover til Havet for at se til Briggen.

Omgivelserne svarede til hans Sindsstemning.

Vinden peb langs de bleggule, triste Driver og reiste af og til Sandskyer inde imellem Klitterne, der takkede og skavlede sig ørkenagtigt henover.

Paa den blege Kyst kredsede enkelte skrigende Sjøfugle omkring endel sorte Vragstumper, der stak op af Sanden. Udenfor laa det uoverskuelige Vesterhav uden et Skib paa sit blygraa Øde. Det brød sig vældigt tordnende over den fjorten seksten Fod høie Revle og derpaa over nok en Række indenfor, medens Fraaden mangesteds slikkede med lange Sprøit opefter selve Klitten.

Mellem den indre Revle og Landet stod endnu Levninger af det agterste af Briggen, og Stumper af Planker, Rig og Rundbolter laa og skvulpede op i Stranden.

Medens Salve saaledes gik i Taushed henover, følte han en egen dragende Sympathi med denne Kyst. Han syntes, at han eget Liv svarede saa til den. Han havde opnaaet at faa en Brig, og den stod nu derhenne i Sanden, og han havde faat Elisabeth; men ogsaa slig, at han igrunden havde forlist hende. – Midt i Sorgen over Briggen gik det, han havde hørt hende sige den Nat, i ham som en dunkel, smertende Underdønning.

Han indhentedes snart af Ib Mathisen og Matroserne.

De begyndte nu en ivrig Opsporen af mulige Levninger af deres Eiendele, og tre Skibskister samt Kompasset blev Udbyttet af en timelang Søgen.

De blev ogsaa denne Dag over i Fiskerleiet, og det var med Rørelse, at de tog Afsked fra Ib og hans Hustru og alle disse Mennesker, der saa uegennyttigt havde opoffret sig for dem uden paa nogen Maade at ville modtage Godtgjørelse.

Efterat have aflagt Sjøforklaring hos Øvrigheden om det passerede og, efterat Salve med størstedelen af de Penge, han havde reddet, havde udbetalt Mandskabet, hvad han skyldte, gik de med en Kornjagt, der laa i Harboøre, op til Kristianssand.

Underveis var Salve ordknap. Han grublede over sine Fremtidsudsigter, men der gik samtidig ogsaa en anden mørk Strømgang i ham; thi hans Sind var atter blevet oprevet i Forhold til Elisabeth, og som sædvanligt voksede dette op til et stedse mørkere Humør, der mere og mere vandt Indflydelse paa hans Tanker.

Han vidste godt, at der ikke herskede mere end en Mening blandt hans Mandskab om, at han selv i Uvittighed havde seilet Skuden over Hovedet paa sig, og at dette Ord vilde komme ud, – saa at der nu var liden Udsigt for ham til at blive Skipper for nogen. Heller ikke huede det ham at prøve paa at tigge sig frem til en slig Stilling i Tønsberg og maaske opnaa den – for Elisabeths Skyld, som var almindelig likt. Han taalte ikke engang at tænke sig nu at have hende med sig did iblandt alle Storfolkene.

Der stod kun ét tilovers for ham; – han vilde blive Lods paa Arendalskanten og begynde som Kjendtmand. Dertil duede han saa godt som nogen, eftersom han var født og opdraget der; dertil havde han i Hjertet Lyst, og der etsteds, for Eksempel i Merdø, tænkte han bittert, – kunde han da faa beholde Elisabeth for sig i Fred.

Da denne Beslutning var bleven fast opgjort hos ham, gik han til Elisabeth, som sad med Gutten henne paa Randen af Lugen. Hun havde i de sidste Dage ofte i Ubemærkethed set bekymret hen paa ham.

«Elisabeth!» sagde han – «jeg har tænkt over, hvad jeg skal tage mig for! Sælger vi alt, hvad vi har i Tønsberg, kan jeg kjøbe mig en god Lodsskøite og endda have lidt tilovers for den første Tid; – for jeg tænker at begynde som Kjendtmand ude paa Merdø.

– Du faar finde Dig i at være en simpel Mands Hustru!»

«Bare han heder Salve Kristiansen, er jeg glad, véd Du,»svarede hun freidigt –; «derude har jeg desuden altid likt mig, Salve!»

«Vi faar leie Hus derude til Dig og Barnet, til jeg har faat ordnet med Sagerne i Tønsberg!» – yttrede han.

Hun hørte dette med lidt indre Overvindelse; thi hun havde glædet sig til at gjense sin Stue. Og derpaa talte de sammen om, hvordan det hele burde indrettes.

Da Salve siden gik paa Dækket, mumlede han:

«Hun er klog nok til at svare for sig!»

Hun kunde have svaret hvadsomhelst, og han vilde nu altid havt Mistanke.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lodsen og hans Hustru

Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.

I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.