Lodsen og hans Hustru

av Jonas Lie

XXVIII.

Medens Lodsen stod og styrede sin Skøite hjemover, havde han endnu kun en dump Følelse af, hvad der var sket, men Harmen brændte i hans Øie, og det brune, skarpe Ansigt havde et haardt Udtryk.

Han var frygtelig krænket, saaret lige ind til Hjerteroden af sin Stolthed. Hun havde pludselig overfaldt ham med alt dette paa et neutralt Territorium, – Mosterens Hus, sagt ham lige ud, at hun havde været ulykkelig, følt sig tyranniseret i al den Tid, de havde levet sammen.

Han smilte bittert, – han havde altsaa dog havt Ret i den Følelse, at hendes Væsen havde været skjult mod ham!

Ja vist havde de levet ulykkeligt; men hvis var Skylden? Hvorfor havde hun lige fra Begyndelsen ladet ham gaa slig uvis og uklar? Havde hun ikke sveget ham dengang, han var ung og ikke eiede en Mistro i sin Sjæl?

Og bagefter? – han havde visselig forstaat, at hun havde havt mangen Overvindelse ved at finde sig i hans ringe Kaar.

Han følte, at hans mangeaarige Magt over hende var glippet, og at det gjaldt en Kamp. Det forekom ham, som hun med ét havde sat Krudttønden i hans Stue og truet med at sprænge hele Huset i Luften.

Men han brugte ikke at lade sig tvinge!

Da han kom hjem til Merdø, belagde han i Taushed Skøiten uden næsten at se paa Gjert, som hjalp ham; og taus gik han ind i sit Hus, hvor han en Stund stod ved Vinduet og skrev paa Ruden.

Det var snart aldeles mørkt udenfor.

Gjert havde tændt et Lys. Han forstod, at der igjen var noget galt paafærde med hans Mor, men vovede ikke at komme med det Spørgsmaal efter hende, som laa ham paa Hjertet.

Hans Far sad siden den hele Aften ganske stille henne i det ene Hjørne af den sammenslagne Sengebænk, hvori Sønnen pleiede at ligge.

Da Aftenstiden kom, satte Gjert noget Mad frem. Han følte, at Situationen paa en eller anden Maade, var farlig, og gjorde det saa stille paa Taa, han kunde, men netop derfor keitet, og han kom til at gjøre endel Allarm med Talerkenerne.

Dette og den Frygt Sønnen viste for ham, irriterede ham.

Han fo’r pludselig op og udbrød tordnende:

«Spørger Du ikke efter din Mor, Gut?»

Gjert vilde ellers blevet forskrækket, men nu gik han i dyb Ængstelse for Moderen, for hvem han i Hjertet havde taget brændende Parti, og saa svarede han løvemodigt:

«Jo Far, – jeg har hele Tiden tænkt paa at spørge, hvordan det staar til med Mor. – Kommer hun ikke? – Stakkels Mor!» – udbrød han, og saa brast Gutten i Graad, lagde Hovedet paa Armen og hulkede.

«Mor kommer igjen, naar Moster inde i Arendal er bleven frisk,» – sagde Lodsen beroligende og mildt. Men derpaa fo’r han igjen op:

«Du har intet at flæbe for, Gjert! Du kan faa reise ind til hende, naar Du vil – imorgentidligt. Nu kan Du gaa ind og lægge Dig inde i vor Seng!»

Gjert adlød.

Lodsen gik længe frem og tilbage paa Gulvet i stærk Bevægelse.

«Det er altsaa det, hun har udrettet!» udbrød han. – «hun vidste, hvad hun gjorde, og hvormed hun truer!»

Han satte sig igjen hen paa Sengebænken med sammenkneppede Hænder og stirrede ned mod Gulvet.

Lidenskaben gik vældigt i ham.

«Men hun tvinger mig ikke!»

Lyset holdt paa at gaa ud i Stagen, og han tændte et nyt og satte ned i den.

Det var alt over Midnat. Han stod en Stund stille med Stagen i Haanden og gik derpaa ind og lyste paa Gjert. Han laa paa Moderens Plads med tydelige Spor af at have grædt sig isøvn.

Lodsen stod der længe. Hans Læber sittrede og hans Farve blev næsten graa. Smerten holdt paa at overvælde ham.

Da gik han igjen ud og satte sig hen som før.

Da Gjert om Morgenen kom op, fandt han sin Far liggende paaklædt paa Sengebænken. Han sov.

Det var tydeligt, at han havde vaaget hele Natten.

Det skar Gutten i Hjertet; – han syntes nu saa bitterlig Synd i sin Far.

Denne vaagnede lidt efter og saa paa ham, i Begyndelsen næsten lidt forvildet. Derpaa sagde han blidt:

«Jeg lovede Dig igaar, Gutten min, at Du skulde faa Lov til at reise ind til din Mor i Arendal; – hun længes kanske efter at se Dig.»

«Er ikke Mor syg, saa blir jeg helst her hos Dig, jeg Far! – til Du selv reiser ind til hende. Henrik er jo der.»

«Saa, Du vil det Du?» Stemmen var lidt toneløs, og han saa paa ham, som han tænkte noget derved.

«Men jeg vil dog, at Du skal reise, Gjert!» – sagde han pludselig i en anden skarp Tone, der ikke tillod Indvending; «Mor havde ikke tænkt paa at tage videre med sig. Du faar tage hendes Søndagskjole og andet, som Du véd, hun behøver, med Dig i Kisten der. Det kan vare længe før – før Moster blir frisk,» sagde han og gik med det samme ud af Stuen.

Medens Gjert ordnede dette, holdt hans Far paa i Fjæren at sætte den lille Sjægte ud og lagde selv Aarerne i til ham.

Da Gutten reiste, strøg han ham over Kinden, men sagde lidt bittert:

«Hils nu Mor og sig, at Far kommer ind, som han har lovet, paa Onsdag.

Far nu forsigtig, – jeg har ikke villet, at Du skulde have Seil i Baaden, Gut!»

Han stod længe og saa efter Sønnen, der roede udover, og gik saa op til Fløien, hvor han spadserede paa sin vante Vis med Hænderne paa Ryggen.

Men en Uro drev ham igjen hjem i Stuen, hvor han opholdt sig saagodtsom den hele Dag.

Den første Harme var nu saavidt brustet af, at han kunde tænke mere klart.

Det, som nu nærmest begyndte at optage ham, var Forbauselsen over, hvad der dog kunde være gaat af hende, – saa med ét?

Det kunde ikke være hin Scene, da han sidst gik tilsjøs? Lignende var jo ialfald passeret før. Nei, – det maatte være noget andet; – dette var kommet paa i Arendal.

Hun havde med en vis Hentydning til dem selv talt om Fru Becks ulykkelige Ægteskab. Ja, det var klart, – hun havde talt med Fru Beck; hun maatte have faat det fra sin gamle Veninde.

«Hm!» udbrød han harmfuldt, «jeg skylder virkelig de Becks Taknemmelighed, – det er, som al Ulykke skal komme fra det Øglerede!

Hun har i Stilhed gaat og ment alt dette herhjemme, men skjult det for mig, bøiet sig og tiet. Nu greb hun Anledningen. Og derinde i Arendal kunde hun jo være sikker paa at komme til at staa med Retten i Hænderne imod sin Mand, den saa ilde ansete Lods, – paa at faa dem alle for sig ligefra Mosteren til disse Becks!»

Ja, hvorledes var det egentlig tilgaat med Elisabeth der hos Becks? – han havde aldrig faat Rede og Klarhed paa det.

«Hun betingede sig, at jeg skulde tro hende, – hun vilde ikke taale andet! Og det har dog igrunden altid pint mig.

Men jeg lyster ikke længer at leve som deres Nar!» udbrød han og fløi op i Raseri og skridtede frem og tilbage i Stuen. «Det er hende, som skal give mig Rede; – det er hun, som har traadt mig under Fødder!»

Han sad henne ved Bordet og forfulgte sine Tanker.

«Elisabeth! Elisabeth! hvad har Du gjort!» – hviskede han bevæget og skjulte Panden ned i Hænderne.

«Ja, hvad har hun gjort? – Jeg tænker ingenting jeg, Salve, – at det bare er Dig, som er gal! – Ja, den, som rigtig kunde tro det, at der ikke er noget iveien!

Jeg har saa let for det, bare jeg har faat være en Stund hos hende» – sukkede han igjen og derpaa med et Glimt af Selvforagt:

«Jeg skulde igrunden være nedlagt her i Stuen som en Ansjos, – jeg taaler ikke at tages ud af Dunken!

Hun lignede saa den forrige Elisabeth, som hun stod der og sagde mig alt dette; – hendes lige gives der ikke i Verden. Jeg har ikke set hende slig paa mange Aar!

Hun har sagt mig saa mangen Gang, at hun holder af mig, altid har holdt af mig ligefra den Tid ude paa Skjæret hos hendes Far; – og hun lyver ikke; det skal jeg gladelig give mit Liv paa!

Sandelig, – jeg tror Dig, Elisabeth, naar Du staar slig og siger det!» og han slog i Bordet, som om Scenen var nærværende.

«Men, hvorfor skulde hun holde af mig? – Har hun ikke havt Tanker paa noget meget mere end det, jeg fattige Lods og min Hytte kunde give hende? Har hun ikke altid havt Trang til noget stort?»

– – Hans Udseende var i de Dage sjusket, halvt forvildet. Naar han gik ud af sit Hus, var det snart, som han ikke kunde have Ro borte fra det, og han skyndte sig igjen ind.

Sindsbevægelserne havde taget paa ham, og han sad nu, – Dagen, før han skulde reise – ensom i Stuen; – den var saa trist og tom.

Henne i Vinduet ved Klaffebordet, hvor hun pleiede at sidde og sy, stod den polerede Bøffelhov, som han engang for Kuriositetens Skyld havde taget med fra Montevideo og siden ladet gjøre til Systen for hende, og ved Væggen under Skilderiet den i Ben fint udskaarne Elefant, som han ogsaa havde fra den Tid, han fo’r i Langfart.

Han stod en Stund og grublede og saa paa disse Ting, og gik derpaa ind i Soveværelset; – der stod deres og Posekigerens Seng.

Han saa hen paa den simple Kommode ved Væggen med Skufferne. Paa den pleiede hun altid at sætte det lakerede Speil med Rosen i, der hang inde i Stuen, naar hun redede sit prægtige, lyse Haar.

Han huskede paa, hvormangen Samtale de havde havt sammen, medens hun stod der bortvendt, med den ranke Nakke og den kraftige, velformede Figur og ofte blot kunde svare ham ved at forandre Udtrykket i sit Ansigt.

Hans Tanke beskjæftigede sig en lang Stund med dette og med mange andre smaa, kjendte Ting, som kunde kaldes barnagtige for en overlegen, firtiaarig Mand, tilmed af hans barske, mørkskjæggede Udseende; – men han var alt andet end barsk nu.

Han blev med ét saa stille. – Han begreb, at han ikke kunde undvære hende, og saa sig langsomt om med en opstigende Angst.

Det forekom ham, som hun virkelig var borte, som han paa en eller anden Maade havde mistet hende, og som alt nu stod igjen i Værelset efter hende, stille og støvet og skulde vedblive at staa saa – uigjenkaldeligt.

«Jeg har fortjent det!» – mumlede han og der laa Sved paa hans Pande.

«Har hun da havt det slig hos mig, at jeg kan vente, at hun skulde holde af mig? Er det ikke just min egen Daarlighed, som er Skylden?

Hun havde Ret, – mere end Ret! – Jeg har behandlet hende slet, mistænkeligt og tyrannisk, – altid, bestandig; – nu kan jeg længe nok sidde her og angre det! Hun var ikke den hun er, om hun taalte sligt!»

Han dvælede ved dette sidste, indtil der i ham pludselig oprandt en Erkjendelse, og han udbrød med bitter Haan mod sig selv:

«Jeg har ikke taalt at tænke paa, at hun kunde havt det bedre, at jeg selv lidet duede imod hende og ikke kunde være hende nok; – det er det, som igrunden altid har gaat i mig; – og saa har jeg opholdt mig ved det, at jeg ikke kunde tro hende!»

«Tror jeg det?» spurgte han sig igjen langsomt, og hans Ansigt blev, eftersom han tænkte, stedse mere mørkt.

«Hvilken Godfjot og Nar Du dog er Salve!» lo han med engang haanligt – «Det er hende, som har været usand og falsk, hende, som skal erkjende, at hun har været det, og som pligter at give mig Klarhed engang for alle!

Ja, det er hende, som har at bøie sig, – og saa først tilkommer der Elisabeth nogen Ret til at faa høre af mig, hvad ogsaa jeg kan have at bebreide mig lige over for hende. – – Saa er det, og – saa skal det være!»

Under disse Tanker leirede der sig noget ubønhørligt haardt i Lodsens Ansigt. Men hans Mine blev dog igjen et Øieblik næsten bevæget:

«Jeg skal tale blidt til hende, – være saa mild, glemme alt.

Men bøie sig skal hun!» tilføiede han med et Præg af mørk, urokkelig Villie.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lodsen og hans Hustru

Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.

I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.