XXIX.

Da Gjert kom med hendes Tøi, blev Elisabeth bleg. Det var, som hun havde taget paa sig det, hun ikke aarkede at bære frem.

Aftenen, før hun skulde se Salve igjen, sad hun i tung Kamp om sin Beslutning. Hun følte beklemt, at det afgjørende nu var nær.

De havde alle lagt sig; der var saa stille om hende, og hun havde en Følelse, som dengang hun sad paa «Apollo» og ventede, medens de nærmede sig Revlerne. Imorgen tidlig var de der ubønhørligt; – og saa gjaldt det, om de skulde forlise mere end Briggen, – alt, hvad de eiede sammen paa Jorden! – Hun saa en lang, øde Livsstrand indenfor.

Denne Gang var det hende, som styrede lige paa for at redde sin Kjærlighed.

Der kom noget stille, høitideligt i hendes Ansigt. Hun kom uvilkaarlig ihu den Bøn af Salmebogen for Sjøfolk i Livsfare, som hun saa ofte havde bedet, naar Stormen tog i Huset derude paa Merdø, og hun sad ensom hjemme og ventede: at Gud maatte bevare ham for en brat Død.

En brat Død? – End om han virkelig var omkommet en af disse mange Gange, han med Harme og Bitterhed i Hjertet havde forladt hende! Havde hendes Kjærlighed da været ham til Velsignelse?

«Nei, Salve, – Du skal ikke i din sidste Stund have mig at takke for et sligt Liv!»

Om Natten vaagnede hun med et Skrig.

Hun havde drømt, at Salve forlod hende, og hun raabte ansgtfuld efter ham: «Salve! Salve!»

*

Den Morgen, Lodsen lagde til ved Bryggen, stod hans to Sønner og ventede paa ham.

Den lille Henrik raabte gjentagne Gange i fuld Glæde paa langt Hold ud til ham; men Gjert var stille.

«God Dag, Gutter!» hilsede Lodsen blidt; – «hvordan staar det til med – Moster?»

«Det er bedre,» svarede Gjert.

«Hun sover ogsaa om Dagen!» triumferede Posekigeren, der havde opfattet, at det var dette, der skulde til, for at hun kunde blive frisk.

Derpaa kastede han med en vigtig Matrosmanér Huen ned paa Bryggen, saa han stod barhovedet med den hvide, krøllede Lug.

Under ivrige «Halehoi – o – ohoi!» gav han sig til at hale Landtauget, som Lodsen havde kastet, medens Gjert, ganske overseende Broderens Bestræbelser, gjorde det fast i Fortøiningsringen.

«Ja, ja, Gutter, – det er bravt; I faar nu begge to blive her ved Skøiten og passe paa den, til jeg kommer igjen. – Vogt Posekigeren, at han ikke gaar udfor Bryggen!»

Med disse Ord gik Lodsen hastigt opefter Gaden.

Medens den lille Henrik legte Matros og var fuldt optaget af alle sine Manøvrer i Skøiten, sad Gjert ganske stille med Benene hængende ned i Lugehullet agterud.

Der kom Kammerater forbi, men han vendte bare Ryggen til og var øiensynlig saa lidet oplagt, at de igjen gik.

Gutten var beklemt. Han havde forstaat nok af det hele til at føle, at der maatte være et eller andet vigtigt paafærde mellem Forældrene.

Der var noget søndagsstille over Elisabeth, medens hun stod der ved Skorstenen og ventede sin Mands Komme.

Hun hørte ham ude i Gangen.

Da han traadte ind, gik en hastig Rødme over de faste, udtryksfulde Træk, men den veg straks igjen, og hun stirrede paa ham med halvtaabnede Læber, glemmende at hilse.

Det undgik ham ikke, at der var en vis selvbevidst Tryghed over hende. Saadan var hun netop den Elisabeth, han elskede.

«Elisabeth!» sagde han med dybt Alvor og saa hende ind i Ansigtet. – «Jeg har en stor Bebreidelse at gjøre Dig: Du har ikke været sand. – Du har været skjult mod mig gjennem mange Aar, jeg er bange for – al den Tid, vi har levet sammen!»

Han saa paa hende mildt overbærende, som han afventede hendes ligefremme Erkjendelse for at faa Lov til at tilgive hende.

Men hun stod bleg og stirrede ned for sig, medens det arbeidede i hendes Bryst.

«Og som jeg har elsket Dig!» udbrød han med et Anstrøg af Bebreidelse – «altid, – høiere end mit Liv!»

Hun stod endnu en Stund taus og maatte samle alt sit Mod for nu at tale ud. Endelig sagde hun lidt tvungent uden at slaa Øiet op:

«Jeg hører, Du siger det, Salve! – men jeg har tænkt over adskilligt nu.»

«Hvad har Du tænkt over, Elisabeth?» Hans Mine blev med ét den mørke, barske, som hun vel kjendte. Det betød, at hun havde stødt ham med sit Svar, at han havde gaat hende imøde saalangt, som han vilde, og at nu stod de ved Muren; længer bøiede han sig ikke.

«Har jeg Ret eller ikke Ret?» yttrede han skarpt.

«At jeg blindt har troet paa, at Du holdt af mig,» svarede hun og saa ham blegt ind i Ansigtet – «ja, det er sandt, og det er min Ære. Men har Du ladet mig se det? Eller var det bare mig, som skulde give Dig alt? Var min Glæde her i Livet da ingenting, og har jeg da ingen Ret?»

«Nei, Salve!» sagde hun med harmfuld dirrende Stemme og et Blik, der brændte af alt det, hun havde lidt. «Sig Sandheden! Du har elsket Dig selv og, da Du giftede Dig med mig, tog Du kun en til for at hjælpe Dig dermed; – saa blev der to om det! Og endda blev det ikke nok! Nei! Nei!» – endte hun og slog Haanden ud for sig under sin bittre Følelse. «Havde Du elsket mig slig, som jeg har holdt af Dig, var vi ikke komne til det, hvorved vi staar idag!»

«Elisabeth!» sagde han lavt; thi han havde Møie med at beherske sig; hans Stemme lød ironisk, medens hans Blik fæstede sig paa hende. «Jeg takker Dig, fordi Du endelig har sagt mig din Mening, skjønt den kommer noget sent. Du ser, jeg havde Ret, da jeg sagde, at Du aldrig havde været sand imod mig!»

«Jeg har været skjult imod Dig, siger Du. Ja, det er sandt!» gjentog hun med Vægt, idet hendes Øie roligt mødte hans. «Men det kom ikke af, at det manglede mig paa Kjærlighed til Dig, men af at Du ikke aarkede at tro mig. Jeg har fundet mig i at gaa mistænkt i min egen Stue og af Dig, Salve, og jeg har baaret det og tiet til det altsammen, fordi jeg troede, at Du ikke taalte at høre Sandheden, og fordi jeg altid haabede paa, at Du paa det Vis skulde blive overbevist. Jeg tænkte, at det var den rette Vei, og jeg gik den for din Skyld uagtet alt, hvad det kostede mig, og det var meget, meget, Salve!

Se det har jeg daglig taalt gjennem alle disse Aar, fordi jeg holdt af Dig. Men Du, som bare lagde mere og mere, tungere og tungere paa mig, – holdt Du af mig? Jeg begynder næsten at tvivle paa det, Salve!»

Han stod overvældet ved det pludselige Angreb. Denne Opfatning af Forholdet var ham uventet, og det slog ham, at hun kunde have Grund til paa sin Side at tænke saa. Men han svarede desuagtet i en bitter Tone:

«Du har kun alt for meget Ret i det, Elisabeth. Jeg véd ogsaa, at en ringe, fattig Lods lidet passede for Dig – har altid vidst det lige fra vi var forlovede. Husker Du, da Du stod foran van Spycks Billede nede i Amsterdam. Da forstod jeg, at det var en saadan Mand, Du skulde havt. Eller dengang ombord paa «Apollo», da Du udbrød saa stort om «Nordstjernen»? Da kjendte jeg det samme indeni mig og seilede den Nat Briggen over Hovedet paa os!»

«Salve!» – udbrød hun lidenskabeligt – «Du véd godt, at Du ikke var større i mine Øine, om Du saa havde været Admiral, end nu, Du er Lods, – og end Du altid har været for mig. Stod jeg ikke netop og tænkte paa Dig, da jeg saa paa van Spyck, – at Du var den, som kunde have gjort det samme? Eller, da jeg saa «Nordstjernen», – tænkte jeg da ikke: Var saasandt Du Chefen, Salve, – saa skulde de faa se, hvordan det blev med en rigtig Mand ombord! Brød jeg mig om «Nordstjernen» uden for at faa den til Dig? Syntes ikke jeg, at Du fattige Skipper paa «Apollo» veiede hele Stasen op?»

Salve stod saa usigelig lykkelig under dette Udbrud, hvori hun saa lige ud erklærede, at han – han selv havde været Helten i alle hendes Drømme.

Han troede hvert Ord, som han altid gjorde, naar hun sagde noget, og syntes, han havde været en af de dummeste Skabninger, Vorherre havde tilladt at gaa paa Jorden. Han strakte alt uvilkaarlig Armene imod hende for, som Alkibiades engang, at ende Trætten ved at tage hende om Livet og bære hende fra Retstribunalet hjem til sit Hus, men han stansedes af det dybe, afværgende Alvor, hvormed hun fortsatte:

«Nei Salve! – det er ikke det, som staar os imellem, hvor klogt Du kan have fundet det ud! – det er ikke det – det er noget andet. Du tror mig ikke i dit Hjertes Grund, det er Sandheden, – og saa er alt dette kommet op i Dig bagefter!»

«Og ser Du,» – vedblev hun med vild Smerte i sit Ansigt – «det blir aldrig godt mellem os, saa længe Du nærer et Fnug af de Tanker. Forstaar Du ikke endnu, at det er Freden ved vor Skorsten, som det gjælder om; at det er den, jeg har kjæmpet for i alle disse Aar, naar jeg slig har fundet mig i alt – saaledes, som Du godt véd, jeg ikke har Natur til at taale, Salve!» sagde hun og saa mægtigt paa ham. – «Forstaar Du ikke det endnu, – saa Gud hjælpe Dig og os!» endte hun fortvilet og vendte sig halvt om igjen til Ilden, ind i hvilken hun fortabt stirrede.

Han stod foran hendes halvt bortvendte Skikkelse, som han var bleven lamslaat og vovede knapt at se paa hende, i den Grad laa alt, hvad hun havde sagt, nu indlysende og slaaende som Sandhed for ham.

Hun havde holdt et Speil af deres Samliv op for hans Øie, og han saa sig selv deri saa egoistisk og liden ved Siden af al denne Kjærlighed. Han stod med en dyb Smerte ydmyget i Hjertet, og han var baade for stolt og for sanddru til ikke at ville erkjende det.

Han gik aandsfraværende hen til Vinduet og stod der en Stund.

«Elisabeth!» sagde han forsagt – «Du véd dog i Hjertet, at Du har været alt for mig i denne Verden! Jeg véd ogsaa, hvori min dybe Uret mod Dig bestaar, og skal nu sandt og frit bekjende Dig det, skjønt jeg kommer til at staa som en klein Mand for Dig. Ja, Elisabeth, – jeg har aldrig kunnet kjende mig rigtig tryg paa, at jeg alene helt og fuldt eiede dit Sind, siden dengang,» – det kostede ham synlig Overvindelse at tale ud, thi han kjæmpede med det ydmygende i Erkjendelsen, – «siden den Historie, Du havde med Sjøofficeren. Det har været mit Saar, skjønner Du,» sagde han sagte fortroligt – «som jeg ikke har kunnet raade med trods alt, hvad jeg alligevel bedre har vidst. Og jeg bærer det kanske ikke endnu. Paa det ligger jeg overende, – jeg bekjender det ærligt, og redeligt; men jeg kan alligevel ikke slippe Dig, Elisabeth!

Jeg har altid set at Du var slaat til noget stort, at Du egentlig skulde havt en Mand, som var noget i Verden – slig én som han og ikke en ringe Mand som jeg. Ser Du, – det har jeg aldrig kunnet taale at tænke paa, – og saa er jeg bleven hadsk mod Alverden og mistænksom og ond mod Dig. Uagtet Du er min Hustru, Elisabeth, har jeg aldrig kunnet tro paa, at jeg eiede Dig og derfor heller ikke med Sandhed havt Dig, skjønt, hvad Du har sagt mig i Dag, Gudskelov, har lagt en anden Vished indeni mig. Jeg har ikke været stærk nok – ikke som Du – skjønt jeg tør sige, jeg har stridt dermed, Elisabeth!» udbrød han blegt, idet han lagde begge Hænderne paa hendes Skuldre og saa hende ind i Ansigtet.

Hun kjendte, at hans Arme skalv, og hendes Øine fyldtes med Taarer. Det skar hende i Hjertet at se ham slig. Med ét unddrog hun sig under en pludselig Tanke og gik ind i det lille Sideværelse, hvor hun aabnede en Skuffe. Hun kom ud med den gamle Seddel i Haanden og rakte ham den:

«Det er det Brev, som jeg skrev til Sjøofficeren den Nat, jeg flygtede fra Becks.»

Han saa lidt undrende paa hende.

«Jeg fik den af Fru Beck,» sagde hun. «Læs den, Salve!»

«Undskyld mig, at jeg ikke kan blive Deres Hustru, thi min Hu staar til en anden. Elisabeth Ralklev,» stavede han den store, vanskelige Skrift; men satte sig derpaa ned paa Bænken og læste det op igjen.

Hun stod bøiet over ham og saa snart ned i det skrevne, snart paa hans Ansigt.

«Hvad staar der, Salve?» – spurgte hun endelig. «Hvorfor kunde jeg ikke blive Becks Hustru?»

«Fordi min Hu staar til en anden!» svarede han langsomt og saa op paa hende med vaade Øine.

«Nei, ikke Du, – det var mig, som elskede en anden, staar der. Og hvad var det for en anden?»

«Herren velsigne Dig – det var mig!» sagde han og drog hende ned paa sit Fang.

*

Gutterne var blevne kjede af at vente dernede ved Baaden – og især blev Posekigeren utaalmodig, da det af mange sikkre Mærker blev klart, at det var over Middagstid. Smaagutterne var alt komne forbi fra Skolen, og det havde ringet over paa Kranen.

Han stak nu sin hvide Lug og det svedige Ansigt ind ad Kjøkkendøren.

Mor og Far sad tilsyneladende meget glade henne paa Bænken, men hans næste snare Blik hen til Skorstenen viste ham det sørgelige Faktum, at der virkelig ingen Gryde stod paa; der var ikke engang Ild at se. Idet han helt traadte ind ad Døren, udbrød han grædefærdig:

«Har I alt spist Middag? Skal jeg og Gjert da ingen Mad faa!»

Hans Mor fo’r forskrækket op. «End Moster!» udbrød hun, «Klokken er blevet over halv et! – og Maden er ikke sat paa!» Hun skyndte sig ind til hende, og Posekigeren syntes nogenlunde beroliget, da han indsaa, at den værste Fare var over.

Mor Kirstine havde forstaat, at der maatte være noget særligt paafærde mellem Ægtefællerne derude; derfor havde hun ikke kaldt paa Elisabeth.

«Han spøger med den lille Henrik,» sagde hun for sig selv –. «Det er mærkeligt, – jeg har aldrig nogensinde før hørt ham le.»

Da Elisabeth nu kom ind, saa hun forskende paa hende. «Er der hændt noget?» spurgte hun.

Elisabeth gik pludselig hen til Sengen og omfavnede hende. «Ja, Moster,» svarede hun bevæget – «det glædeligste i mit Liv!» og skyndte sig derpaa ud til, hvad hun havde at gjøre i Kjøkkenet.

Den gamle saa efter hende. Hun nikkede et Par gange langsomt, betænkt:

«Naa – saa!»

Man spiste ude i Kjøkkenet; men Lodsen var ikke sulten. Han stod med ét op fra Bordet og gik ind til den syge. Han havde meget at sige hende og var længe derinde.

---

De første utgavene av romanen har et kapittel «XXX» også, men siden denne utgaven følger Samlede Digterverker er ikke dette med her.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.