Lodsen og hans Hustru

av Jonas Lie

V.

Efterat gamle Jakob var blet sygelig, førte Fragtmand Kristiansen oftere Proviant og andre Fornødenheder ud til Torungen. De kom altid vel overens; thi den gamle var grei i al sin Handling og efterhaanden blev dette en fast Tur flere Gange om Aaret.

Hans Søn, Salve, havde fra Barnsben af færdets i Fiskerbaaden paa dette Strøg af Kysten. Han var opdraget mellem alle disse Baaer, Braat og Skjær.

Da han første Gang saa Elisabeth, havde han allerede været ude og faret som Jungmand, – han kunde da være en atten Aar gammel, medens hun var vel de fjorten.

Salve var dengang Løve paa Danseballerne baade i Sandvigen og Vrængen og sig det fuldt bevidst.

Han havde sort Haar, mørke Øine og et skarpt, klogt Ansigt. Rigtignok var han temmelig liden af Vækst; men, hvad han manglede i Styrke, erstattede han i Livlighed og Behændighed og reddede sig derved ud af mangen Knibe, hvori han bragtes ved sin til Harcellas kun altfor tilbøielige Tunge.

En Høst, da hans Fartøi kom tidligt hjem, var han med sin Far i Baaden didud og saa da ogsaa den gamles Sønnedatter; men værdigedes i sin Overlegenhed ikke at tale til hende. Han udtalte kun den Vittighed, at hun lignede en Heire.

Som hun gik der med det tykke rødrudede Uldtør klæde knyttet med Enderne bagtil om Livet, var Ligheden heller ikke saa rent hentet ud af Luften. Ialfald erklærede han paa Hjemveien, at Mage til «Skabelse» af et Kvindfolk havde han for sin Part aldrig truffet, og at det skulde være morsomt at se hende med de tynde Arme og Ben danse paa Salen som en Græshoppe.

Den næste Gang tog hun sin Bedstefars Uhr i Sølvkasse ud og viste ham, og der udspandt sig adskillig Samtale imellem dem.

Hans første Indtryk af hende, var at hun var dum. Hun spurgte om alt muligt og lod derhos til at tro, at han absolut maatte vide Besked. Saaledes vilde hun endelig have Forklaring paa, hvorledes det var inde hos Storfolkene i Arendal og især hvordan Fruerne bar sig ad.

Han morede sig med at indbilde hende en hel Del om disse Ting; thi hun tog det saa rent nyfødt og troskyldigt. Men, da han reiste, var det alligevel, som om han angrede, hvad han havde gjort, og han fandt desuden ud, at den unge Pige paa sit Vis alligevel var alt andet end enfoldig.

Han skulde ogsaa komme til at angre det paa en føleligere Maade; thi den gamle derude havde faat høre igjen alle hans Skrøner og ærgret sig.

Da han kom igjen, var gamle Jakob meget but mod ham, saa han fandt det alt andet end hyggeligt inde i Stuen og derfor straks gav sig ifærd med Arbeidet.

Under dette fortalte den unge Pige ham om Najaden, hvor hendes Bedstefader havde været med.

Salve, der var stødt paa Manchetten, og syntes, at den gamle havde været en «ubehøvlet Hund», fulgte af og til Fortællingen med en ironisk Bemærkning, hvilket hun i sin Iver imidlertid kun lidet gav Agt paa eller forstod. Men, da han var færdig med, hvad han havde at gjøre, gav han Humøret et Udbrud, som hun begreb. Han lo vantroende:

«Gamle Jakob med paa «Najaden»! – det har vist ingen hørt før idag!»

Gamle Jakob kom uheldigvis netop ud, eftersom de nu skulde reise. Hun vendte sig blussende harmfuldt til ham og raabte:

«Bedstefar! – han tror ikke, at Du har været med paa «Najaden»!»

Den gamle svarede først, som han ikke gad indlade sig paa sligt:

«Aa, det er vel Jentungens Skvalder igjen!»

Men, enten det nu var Forfængeligheden og Ærgrelsen over den unge Fyr, som tog ham, eller han kom til at se paa sin Sønnedatter, som hun stod der, aabenbar opbragt og fiendtlig nok, han fløi straks efter op, stak de store Næver under den unge Mands Næse og udbrød:

«Vil Du endelig vide Besked, din Svabergast, saa stod jeg sammen med bedre Folk, end Du nogensinde vil træffe, paa «Najadens» Batteri,» – her trampede han, som om han havde Dækket under sig – «da for et eneste glat Lag af «Dictator» alle tre Master og Bougsprydet blev bortskudt, og det øverste Dæk faldt knusende ned paa det underste –.»

Den sidste Sætning var ordret, som det stod i «danske og norske Søkrigeres Bedrifter», og disse Linier ansaa den gamle i Stilhed som en Medaille. Han tilføiede, fremdeles i samme Positur, efterlignende det hellige Bogsprog:

«Da Knusningen kom, fik han, som staar her, netop Tid til at bjerge sig ud i Sjøen gjennem en Kanonport.»

Men derpaa fortsatte han aldeles fri og lettet for Sprogets Baand og Tvang med en Gestus med Næverne, ledsaget af en stadig Fremrykken, for hvilken Salve efterhaanden retirerede ned mod Baaden:

«Vi farer ikke med Løgne og sætter ikke Rægler sammen herude som Du, din slikkede Skibshvalp! – og var det ikke for din Fars Skyld som vel har det Vet at tugte Dig, skulde jeg myge Rygstykkerne paa Dig, til Du ikke længer kunde pibe!»

Med disse Ord – den længste Tale, som gamle Jakob vel havde holdt i de sidste tredive Aar, – vendte han sig med et hastigt Nik til hans Far og gik igjen ind i Stuen.

Den unge Pige var meget ulykkelig da hun saa Salve reise paa den Maade uden engang at værdige hende en Hilsen. Og Bedstefaderen var ogsaa knarvurren, thi han var bange for at have gjort en Dumhed og brudt med Fragtemanden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lodsen og hans Hustru

Lodsen og hans Hustru kom ut i 1874. Romanen handler om sjalusi og ekteskapsproblemer.

I romanen skildrer Lie livet på sjøen og i sjømannsmiljøene på sørlandskysten.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.