Der kommer en ridende,
jernklædt mand,
i solens svidende
middags-brand.

Han kommer fra røde
og høstlige heier.
Han rider ad øde,
forlatte veier.

I vanstelte hytter
der stirres bak rutene
efter den lutende
hest og rytter.

Hans panser er rusten,
skrammer av hugg.
Kinden er gusten
i staalhjelmens glugg.

Og frem han rider
i dype tanker.
I svundne tider
han kaster anker.

Han husker bitter
paa barndomsaarene,
– end brodden sitter
helt dypt i saarene, –

da ingen trodde
han noget magtet,
da længsler grodde
som ingen agtet,

da tanker fløi
paa de brede vinger,
mot kampens støi
og mot blanke kinger,

som hvasst blev skiftet
med tunge slag – –
mot flag som viftet
i stridens jag – – –

Den grimme and
skulde bli en svane,
en motig mand
under ærens fane!

Han gik og drømte
de vilde længsler.
En dag han rømte
fra bom og stengsler.
– – –

Han drog i striden,
fik skrammer, saar.
og slik gik tiden
i nogen aar.

Snart blev hans klinge
en frygtet brand.
Ei én kan svinge
den slik som han.
– – –

Nu drar han hjemad
ad øde veier;
han rider fremad,
er viss paa seier.

Nu skal han hevne
sin barndoms aar,
av bedste evne,
som han formaar.

Mot dystløbs-stevne
han fremad gaar.

II

Formiddagssolens svinende brand
gløder paa kampplassens gulhvite sand
og blinker i blanke kyrasser.
Bakenfor skrankernes stængende rand
vrimler der folk fra by og land,
det bølger i mylrende masser!
Kongen og hoffet – samt folk av stand
sitter paa solskjærmende plasser.
Men bakenfor bruser som oprørt vand,
en hujen og hvin fra den menige mand,
et skraal fra de lavere klasser!
– – –

En ridder øver i ro og mag
sin unge fyrrige skimmel.
Og det er turneringens ventede dag!
Det smelder i vaiende vimpler og flag
mot Nordens straalende himmel.
Og hele den ropende vrimmel
venter med spænding paa dystløbets jag!

Snart aapnes en skrankes spærrende vold,
paa pladsen rider en ung herold,
alvorlig og avmaalt og værdig.
Og alt blir med ett saa forunderlig tyst.
For snarlig begynder den spændende dyst,
hver riddersmand bold er færdig.

– – –
– – –
Den ensomme, knugende hevnlystne mand
rider langs voldenes skyggende rand.
Da ser han – just foran kvindernes plads
en ungdommerlig ridder med staalblankt kyrass.
Han snakker og ler – mot to sittende kvinder
den ene har rynkede, furede kinder, –
med alderens tyngde og aarenes spor.
Se, det er visst ridderens gamle mor.
Den anden staar i sin ungdoms vaar,
med blanke øine og gyldent haar!

Og hvergang han ler eller stirrer op,
da ser de med fryd paa hans sterke krop,
beundrende lytter de til hans ord,
hans hjertes dame, hans gamle mor.
Det er hans kampdags den første daap;
men begge kvinder har angstfyldte haap,
at han skal vinde, at paa hans lanse
skal hænge seierens laubærkranse.
– – –

Den ensomme ser det. Han fatter alt,
hvert et kjærlig smil, hvert et ord som falt.
– – –

Nu lyder signalet. Han stiller sig op.
I vinden vaier hans hjelmbusks top,
det dirrer i hele hans arrede krop.
Nu er det opreisningens time slaar!
nu vil han hevne sine barndomsaar.
Nu skal det rygtes hvad stort han duer
i hjemmets lave og mørke stuer.
Nu skal han vaage sig ut paa færden,
i hat, alene mot hele verden!
– – –

Han sætter sporen i hestens sider,
og fremad i susende trav han rider.
– – –

Hans motstander – det er den unge mand
som aldrig kan evne at holde stand.
– Men just som den ældre skal støte til,
da ser han i luften et farvespil:
den unge kvinde, den gamle mor,
som ængstelig stirrer, – uten et ord.
De vil bli glade hvis gutten vinder,
ham venter ingen, nei ingen kvinder
med lyse smil og med ømme ord,
som haaber paa ham og paa ham de tror.
– Men kvinder vogter den unges sti!
– – –

Med vilje støter han rett forbi.
Og falder selv for den unges stød
og stuper til jorden som var han død.
– – –

Han fik ei øve sin hevner-færden
i kamp, i trods mot den hele verden.
Han fik ei seier, men fald i stedet,
ti had maa vike for kjærligheden.

(Hugin, 8. desember 1917)

Om Løse dikt

Diktsamlingen Løse dikt består av to deler. Den første delen inneholder dikt Nordahl Grieg skrev mens han var elev ved Bergen Katedralskole. Diktene i del to er hentet fra flere forskjellige kilder.

Det lengste diktet, «På Tingvellir», ble første gang utgitt i 1944 i den norske London-regjeringens avis Fram. Diktet «Sjøfolk» var med i utgaven av samlingen Friheten som kom i 1945, men ikke i førsteutgaven fra 1943.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook