Paa Lazarettet

En saaret soldats tanker og stemninger

Der kommer nogen stille ind i rummet
de nye saarede blir baaret ind;
men snart er uroen igjen forstummet,
og de dør bort, – de rappe søstres trin.
Men stilheten og freden naar ikke til mit sind.

I disse vaakne, endeløse nætter
jeg lever kampens stunder om igjen,
jeg ser det skarpe glimt av bajonetter,
den vilde nærkamp mellom stride mænd,
og al den sunde ungdom som saaret blir strakt hen.

Jeg var nervøs fra før og litet egnet
for krig og nød, men maatte dra avsted;
og saa, en høstklar dag ved pigtraadhegnet,
da hendte det som aldrig gir mig fred.
Det var den første gang jeg støtte nogen ned.

En tysker foran mig – en unggut næsten,
gik kjækt og uforfærdet paa,
og i hans gyldne krøller lekte blæsten,
hans øine var troskyldige og blaa.
Jeg støtte til ham, og han stupte saa.

Jeg vet saa godt at dette samme hænder
med tusinde i alle disse slag.
Allikevel saa er det som jeg kjender
en dunkel anger efter denne dag.
La folk kun tænke: jeg er følsomt svag.

Jeg ligger søvnløs her paa lazarettet
i sykestuens tunge êm,
og gang paa gang har mine tanker lettet
som trækfugle – paa veien til mit hjem.
Men vingeskutte er de, og naar aldrig frem!

For noget stanser mig i al min tanke –
en røst har klagende for Kain mig kaldt,
for guttens øine, – dødsrædde og blanke,
de mødte mine i den stund han faldt.
Det blik, det stirrer mot mig bebreidende – fra alt.

Aa – disse stumme, frygtelige blikke
som stirrer mot mig ifra fjern og nær –!
Jeg prøver undgaa dem, men kan det ikke,
de findes allesteder hvor jeg er,
og hvad jeg fordum saa, det ser jeg aldrig mer.

(Hugin, høsten 1918)

Boken er utgitt av Bergen Offentlige Bibliotek

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.