[27] Gud, hvor det er lejt! Ja, for nu kan vi da ikke omgåes ham mere.» Det var fru Mørk, som talte. Hun stod inde i sin mands, doktor Aksel Mørks elegante venteværelse i hat og dolma og en brodert posekurv i hånden.
«Så, hvorfor ikke det?» Mørk retted sig op fra skrivebordet og la sit store, runde, skaldede hode tilbage på kanten af den polstrede lænestol.
«Vi kan da ikke be ham uden i herreselskab, for Du vil da vel ikke tvinge mig til at omgåes en slig en?» Fru Mørks lyse, vandholdige øjne fik et bistert udtryk.
«Nu, hun er gift, er hun ikke en slig en, men min ven Theodor Gerners hustru, og er som sådan selvskreven til at komme i vort hus.»
«Ja, for et mandfolk kan det vel ikke være [28] så farligt», sa fru Mørk og satte sin lange spidse næse tilvejrs. «Dere er jo vant til lidt af hvert.»
Mørk gav en brummen fra sig, idet han kneb sine tynde læber sammen og strøg sig om det barberte underansigt.
«Men gudbevares», sa fruen og putted sit glatte lyse hår bedre ind under hatteskyggen. «Når Du vil det, så ved jeg nok, det blir så. En kone har da ingenting at sige.»
«Nu må Du vist gå, ellers kommer Du for sent til båden.» Mørk greb pennen, som han havde lagt fra sig.»
«Kommer Du ikke ud iaften og ser til Ba? Han hosted så inat.»
«Jo, hvis jeg får tid, men i disse dage, mens mødet står på, ved Du jeg er svært optat. Imorgen ser jeg ud til Dere.»
«Ja, jeg skal love for det», vrissed fru Mørk og gik hen og la hånden på dørtaget. «Det har Du det nok altfor morsomt til, tænker jeg. Men vi skal se på, om Du en anden gang får mig til at ligge på landet.» Hun blev stående lidt og førte den ene fod frem og tilbage på gulvet med en sopende lyd. Munden var sammensnurpet, og de lyse øjenbryn, der så ud som de nylig havde vært tæt afklippet, trak sig sammen.
«Vil Du ikke sige adjø til mig da, Aksel?» kom det så surmulende.
[29] «Det er jo den, som går, som skal sige adjø vel», svarte Mørk godslig.
Hun løb på tæerne hen til ham, slog armen bagfra om hans hals og kyssed ham. «Adjø da, styggen, ikke vær von på mig, for jeg var grætten før, men Du irriterer mig altid så.»
Et træt udtryk fløj hen over Mørks ansigt, og han sukked let, men straks efter smilte han og klapped hende på kinden. «Ja, Du har det hardt, Sofie», sa han spøgende.
«A Du da!» hun kasted på hodet. «Men nu skal Du se, jeg skal være så bli’ og snil mod hende, damen til Gerner. Men så skal Du også skjønne på det Aksel, for det er ved gud for din skyld, jeg gjør det. Adjø da.»
Da Mørk en timestid senere gik ned over Universitetsgaden, fik han øje på Gerner et par skridt borte.
«Pst, pst, halløj Du!»
Gerner stansed og vendte sig om.
«Så Du er alt kommen hjem igjen fra bryllupsrejsen din! Det var fort besørget. Så får jeg vel gratulere da.» Mørk rysted Gerners hånd.
Gerner nikked og så forlegen ud.
«Det var altså derfor vi så så lidet til Dig i det sidste», vedblev Mørk, da de sammen gik ned over gaden. «Ja, jeg hørte jo tale om, at Du havde en zirfugl i et bur etsteds, men at Du tænkte på at gifte Dig, skulde jeg forsvoret.»
[30] «Ja, hvad fanden.» Gerner trak på skuldrene. «En har s’gu ingen selvbestemmelsesret i den slags affairer. En gjør det, ikke fordi en vil det, men fordi en ikke kan la det være.»
«Nå ja, absolut sikkert, at Du kommer til at angre på det, er det jo heller ikke.» Mørk talte i en lidt modfalden tone.
«Angre på det», sa Gerner med en trækning i ansigtet som efter et knappenålsstik. «En angrer på alting en vakker dag, især da på det en ikke gjør. Hvad kan det nytte at indrette sig på at gjøre det, en ikke vil komme til at angre på? Sig det til menneskene, når de gir sig til at få børn f. eks. Og hvad kan være uforsvarligere end at reproducere sig selv, sig selv! som en dog skulde kjende for godt. Og det i en tid som denne og en verden som vor.»
«Din gamle pessimist.» Mørk slog Gerner på skulderen. «Jeg, som trode Du havde omvendt Dig.»
»Ja, en skal jo pleje at miste forstanden, når en går i giftetanker, men fuldt så galt har det dog ikke vært med mig.» Gerner smilte, så næsen gled ned over mustachen.
«Ja ja, Aksel far, vor herre være med Dig! Ægteskabet er og blir nu et stort lotterispil, for os mandfolk, da. Bedst, om vi kunde holde os klar af det, men det kan vi nu engang ikke.» Mørk sukked.
[31] «Nej, men her er dog virkelig en del chanser for, at det vil gå godt», sa Gerner. «Hun står i et ubegrænset afhængigheds- og taknemmelighedsforhold til mig. Det er så at sige mig, som har skabt og opfundet hende. Hun er ung og blød som voks, jeg kan gjøre ud af hende, hvad jeg vil.» De stod stille ved enden af gaden.
«Ja, så farvel da,» sa Mørk. «Så tar Du naturligvis Din kone op til os, eller ossen er det, kanskje det er os, som – ja, det grejer Sofie.»
«Ved Du, om fru Rejnertson er i byen om dagene?» spurgte Gerner og slap Mørks hånd.
«Nej, jo i dag var hun forresten oppe i lejligheden efter en bog, sa min kone. Men vil Du træffe hende, er det vel rettest at ta ud til Malmøen. Farvel Du, og husk så på, at hos os er din kone velkommen.»
«Farvel.»
«Hos os», gjentog Gerner for sig selv, da han gik bortover Karl Johan. Mørks betoning havde stødt ham. Han gik altså ud fra, at det var nødvendigt at forsikre, at de ikke vilde lukke sit hus for hende. Ja, han måtte jo være forberedt på, at hans gamle omgangsvenner vilde grine på næsen til Lucie. Men fru Rejnertson var der da ialtfald. Hun vilde ta imod hende med åbne arme, og kanske de andre vilde følge efter. Fru Rejnertson var en dame, som var god at ha til forbundsfælle.
[32] Da Gerner kom hjem i Incognitogaden, traf han fru Rejnertson i trappen, som førte ned fra hans lejlighed, Hun havde vært oppe for at hilse på brudeparret, sa hun. Gerner rakte hende Hånden med et taknemmeligt smil og søgte at læse i hendes ansigt, hvad indtryk Lucie havde gjort på hende. Men fru Rejnertson havde hastværk, hun skulde afsted med «etbåden».
«Gid å fru Rejnertson er søt og nydelig da», sa Lucie, da Gerner havde tat plads i dagligstuen. «Hun er da rent apparte, ikke sandt da, Theodor? »
Gerner var begyndt at ikke kunne fordrage dette Lucies evindelige: ikke sandt da, Theodor, som hun havde tat sig til med efter brylluppet. Og så sa hun Theodor med tre forskjellige tonefald i.
«Å rart, at hun ikke er gift igjen, ikke sandt da Theodor?»
«Hun har vel ikke villet vel,» sa Theodor og tog en avis fra bordet.
«At ikke du ble’ forlibt i henner da, Theodor? Din første kones kusine, det kunde vært så passelig.»
Gerner trak paa skuldrene.
«Tænk, hun kyssed mig ute i entréen og sa, hun håbed vi skulde bli gode venner.»
«Ja, hun er lidt eksalteret», svarte Gerner med øjnene i avisen.
[33] «Var ikke det svært pent da, Theodor? Tænk, jeg synes det var rent rørenes, ikke sandt da, Theodor?»
Gerner mumled noget uforståeligt.
«Aati’ var det Du vanked så mye hos Mørks da, Theodor?» Lucie sad ligeoverfor sin mand med armene ud over bordet og følte sig rigtig i sit es. «Jeg syntes, Du sa, Du ikke havde omgåtes dem, fordi Sara ikke kunde like dem. Sa Du ikke det da, Theodor?»
«Efter hendes død kom vi sammen igjen som før», tvang han sig til at sige. Dette Lucies fortrolige «Sara» om hans første kone stødte ham.
«Tænk å sent han har giftet sig, Mørk», fôr Lucie fort – «eller kanskje han var enkemand liksom Du, Theodor?»
«Nej, han har aldrig vært gift før.»
«Er det et løkkeligt ægteskab mon?»
Theodor var fordybet i Avisen.
«Hun er nå ikke spor af vakker da, ialtfald på billedet, men ung vel, og herrerne går jo svært mye efter ungt blo’, især når dem er blet gamle, som nå Du, Theodor.» Hun lo overgivent og fortsatte: «Hun havde jo så svært mye med penger, fru Mørk, men hun er jo ikke af videre fin familje, ikke sandt da, Theodor?»
Gerner kunde ikke holde det ud længer. Uh, den simple latteren hendes. «Jeg går en tur før middagen», sa han og rejste sig brådt.
[34] «Jeg går med Dig da!» råbte hun glad. «Nå er netop de fine ute og spaserer på Drammensvejen.»
«Jeg vil ikke ind mellem alle de mennesker.»
«Nej, det er osså mye morsommere at gå opover Bogstadvejen; så har vi det mere for os selv. Er det ikke dejligt, at vi nå er mand og kone da, Theodor?» Hun løb efter ham, hang sig ved hans arm og rakte munden frem til kys. Han lod som han ikke så det, gik ud i entréen og tog tøjet på.
«Kommer Du så?» spurgte han lidt efter og stak hodet ind gjennem døråbningen uden at se på hende.
«Å nej, jeg har allikevel ikke lyst; gå Du, Theodor», hendes tone var helt forandret.
Hun vidste ikke, hvad det var, som trykked hende, men hun havde fåt en så’n plagsom uro på sig, at hun ikke kunde sidde stille, men idelig skifted plads. Så glad og fornøjet hun havde vært. Nu var det som blæst bort. Og bare fordi Theodor ikke netop havde hængt over hende med kys og kjæling, som han plejed. – En kunde jo ikke altid være likedan heller. Kanskje hun havde pratet formye. Theodor var jo ikke noe videre snakkenes af sig, men i gamle dager havde han sagt, at han var så gla’ i denne kvidringen hendes. Når han nu kom, skulde hun være stillere og alvorligere og se, om han likte det bedre.
[35] Men da Theodor efter halvanden times forløb vendte hjem, var han saa kjærlig og forelsket som nogensinde. Han gik lige hen og omfavned hende og kyssed hende, så hun råbte, hun misted pusten. Og efter middagen lå hun i hans arm på chaiselongen, mens han røg sin cigar til kaffen.
Nu kom der en tid med visitter og selskaber. Lucie var strålende glad fra morgen til aften og fik knapt tid til at tænke over de anfald af kulde og fjernhed, som af og til indfandt sig hos Theodor.
Da det led lidt på vinteren, og de var kommet mere til ro, foreslog Theodor hende at ta informationer i engelsk hos en dame, som averterte efter timer, for at hun skulde få noget alvorligt at bestille. Lucie gik med glæde ind på det og tog ivrig fat.
Hun blev i vinterens løb noget magrere og blegere, men det klædte hende udmærket. Folk måtte indrømme, at, hvad der end kunde ha vært at sige på hende – vakker var hun ialtfald, den små «Tivolifrua».
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
