[97] Der var gåt to år, og de var i slutningen af marts.
Theodor og Lucie var buden til Mørks til Middag, og Lucie sad pyntet og færdig og vented på, at Theodor skulde komme hjem fra sin sædvanlige søndagformiddagstur.
Hun sad på en lav mejestol og stødte trævent foden mod gulvteppet, så den langsomt gynged frem og tilbage. Hun var gråbleg i kinderne, mundvigerne var nedtrukne og øjnene så frem for sig med et ligegyldigt blik.
I dag skulde han da slippe for at vente på hende. Så fik han da ikke det at grine for.
Forresten vilde hun helst bli hjemme. Der var sandelig ingen morro i at gå ud med Theodor, for han sad der og vogted på hende med de store, [98] hvide, påpasselige øjenlågene sine, som nåde overalt, og var efter hende i hver en krog, ja tværs gjennem vægger og lukte dører.
Slikt et utyske som Theodor var. Så’n som han kunde gå og nitie dag efter dag, ja uge efter uge, og ikke se til den siden, hvor hun var, hvis hun havde vovet at svare et støv eller bare sat op en mine, når han gren på hende. Som dengangen i vinter nede i teatret. Var der noen rimelighed i at skabe sig, som hun skulde gjort den værste ugjerning, bare fordi hun havde tat op paraplyen for en gammel herre, som vist både var blind og and’t. Å gud, hvad hun havde gåt igjennem dengangen – bare fordi hun var blet ærgerlig og havde spurt ham, om han syntes, der burde være straf for at ta op paraplyer for gamle herrer, da?
Hun trode, hun var blet gal tilsidst af den tiingen hans, så’n som hun gik i feber. Også den hjærtebankingen da, når hun hørte, han kom hjem om dagene, eller hun bare sad og vented på ham. Hun havde syntes tilsidst, at der var spøgelser i krogene og sorte skygger allesteder, som sneg sig forbi hende. Og når han sad der og tied, var det liksom at den tiingen hans suste hende ind i ørene og fyldte hende op med angst, å slig angst, slig angst, så hun tilsidst tænkte på at dræbe sig af bare angst. Og først når hun krøb på sine knæ for ham og tigged og gråd som [99] et galt menneske, tog han hende til nåde igjen. Slig var det altid. Først da tog han hende til nåde igjen. Å gid, hvor han havde knækket hende, – han var stærk, den karen, og han gav sig ikke, ikke om han så satte livet til, gav han sig.
Nu havde han fåt det som han vilde; nu gik hun her på nåler bestandig og var så ræd ham, at hun skjalv over hele kroppen, bare han så på hende. Nu havde han fåt opdraget hende, og nu syntes han nok, det var vel og bra, for nu var han nokså nådig og blid på hende. Men han skulde bare vide, hvor arg og bitter hun var på ham. Hun syntes undertiden, hun gjerne kunde dræbe ham for at hævne sig på ham. Gud gi’, hun bare aldrig havde hverken kjendt eller set ham.
Hun rejste sig, gik nogle ganger frem og tilbage og satte sig ned igjen. Ikke et menneske havde hun heller til at snakke med. Ikke Nilsa engang, for nu, siden hun og Olsen havde giftet sig, var Nilsa så ræd for hende, som hun kunde vært den onde selv. Og med fru Rejnertson blev det ikke noget; hun var altid lige sød og hyggelig mod hende, men hun kunde aldrig åbne sig for hende. Det var liksom der stod noget imellem. Også generte hun sig for hende. Det blev altid bare til, at fru Rejnertson sad og snakte, og hun sad og hørte på og syntes, fru Rejnertson var et [100] dejligt menneske, men ikke så’n, at hun kunde betro sig til hende.
Og børn fik hun heller ikke. Havde hun nu endda fåt det, så kanske Theodor vilde blet anderledes mod hende, så havde han ialtfald ikke havt det at gå og beskylde hende for. Så’nt forfærdeligt humør han var blet i de ganger, hun havde trod, hun skulde ha en liden og var kommen til at narre ham. Liksom hun kunde hjælpe for det. Det var tværtimod netop hans skyld. Det var hun så vis på. Men det skulde hun da vel vogte sig for at slå på mere. Det havde han da kurert hende så bra grundig for. Uf, hvor giftig han havde vært dengangen.
Hun var lej og kjed hele grejen, endda hun bare var 23 år. Om ti år blev hun 33, om tyve 43, om tredive 53. – «Du store tid, ossen skal jeg slippe gjennem alle de årene da!» Hun retted sig op, slog hænderne for ansigtet og bukked sig forover. Så hørte hun Theodor komme og fôr op. Hun gik hen til sybordet, tog sit arbejde frem af kurven og folded det ud med famlende, ligegyldige fingre. Da Theodor så lukked på døren og spurgte, om hun var færdig, la hun arbejdet sammen, fulgte efter ham ud i entréen og tog overtøjet på.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
