Lucie

av Amalie Skram

[XI.] Om Natten.

Kapitlet er feilnummerert («X.») i førstetrykket.

[116] Gerner hverken sagtned eller påskyndte sine skridt, da Lucie løb fra ham. «Hvis Du har tænkt at skræmme mig, så har Du gjort regning uden vært,» mumled han. «Hvem andre end så’n en tøs kunde nu finde på sligt. Løbe sin vej midt på natten.»

Da han drejed op i Incognitogaden, var hun ham forlængst ude af syne. Rolig gik han videre, støttet til sin stok, og var snart ved huset. Han lukked gadedøren uden at låse den, steg op trapperne og lod entréedøren stå på klem. Så gik han ind i sit værelse, tændte lampen og drev frem og tilbage på gulvet med hænderne på ryggen og ludende hode.

Han var fuld af vrede mod Lucie og af medlidenhed med sig selv. Denne letfærdige tøsekvinde, [117] som han havde hævet op af snavset og gjort til sin hustru, satte sig op imod ham. Hun, som burde vært gjennemtrængt af en eneste tanke, et eneste mål: at udslette det forbigangne, uafladelig være på post for at vise ham, at hun var bleven en anden, vise ham, at der ikke var en blodsdråbe i hende, som længtedes mod andet end ham, vilde andet end ham. Hun skulde vært ydmyg og angrende, en bodfærdig Magdalena i sind og miner. Da vilde det gåt godt imellem dem, for han var jo glad i hende, ja, det var det pinefulde, at han endnu var glad i hende.

Men hvordan var hun. Å, det smil og den mine, hvormed hun havde hørt på den lapsen i aften. Ganske på samme måde, som hun i sin tid tog imod hans tilnærmelser og som hun havde tat imod de andres før ham. Det var til at bli gal af. Alle, alle måtte jo se hendes fortid stikke frem. Derfor blev herrerne også så nærgående. Sammen med virkelige damer var deres holdning ganske anderledes. Han havde set det så tit, for han havde jo ikke bestilt andet end lægge mærke til den slags ting siden han blev gift.

Og slig som hun idelig stødte og opirred ham. Som forleden, da Mørk fortalte om den svenske sangerinde, som mandfolkene gik ind og ud hos om natten gjennem vinduet. Hendes forslugne latter og den mine! Som om hun rigtig svælged [118] i minderne! Og så svare bagefter, at det var for at Mørk ikke skulde tro, hun kom til at tænke på sig selv ved det.

Ikke spor af anger eller afsky for sit tidligere liv. – Ikke spor.

Sad hun ikke der igårmorges og læste op af avisen om forførte piger, om fødsel i dølgsmål og om prostitutionen! Istedetfor at være på sit bare liv for at undgå enhver hentydning til sligt. Det var jo hver gang som om hun stak en kniv ind i hjærtet på ham.

Gerner slog sig for panden og stønned højt.

Hun aner ikke, hvad jeg lider. Hun mangler totalt Evnen til at fatte det.

Og så skriger hun op over min behandling og siger, hun ikke vil tinde sig i den. Hun skulde vide, hvor tit jeg behersker mig, og hvad det koster mig. Hun skulde vide for en gift jeg går med i blodet, hvordan jeg slides sønder og sammen af denne strid mellem disse forskjellige stemninger, der minut for minut slår om, fra lykke til lede, fra glæde til nag, fra elskov til væmmelse, at tanken om de andre, som har havt hende, altid sniger sig imellem os og lægger sig over mig som et mareridt, så hjærtet blir stivt og koldt, at den mindste skygge af anledning er nok til at det flommer over hos mig og kvæler hvert gran af glæde for mig.

Ser jeg et fruntimmer bli tiltalt af et mandfolk [119] på gaden, straks tænker jeg på hende. Eller en af disse tasker napper mig i ærmet, eller jeg læser en bog, ser et skuespil eller hører en sang, – giften er i mig og omkring mig – i alt og allevegne. Og jeg vinder aldrig bugt med det, aldrig, aldrig i dette liv.

Han satte sig dybt ned i en lænestol og strakte benene fra sig.

«Ja, det var dengang,» sa han så med et møjsommeligt suk. Hans blik havde strejfet et fotografi af Lucie på skrivebordet, som var blevet tat dagen før brylluppet.

«Nar som jeg var!» Han sprang op med et sæt, og begyndte atter at gå på gulvet. «Man udsletter ikke sådan en fortid. Ingenting udslettes. Alt, alt har sine lovnødvendige virkninger.»

«Å tænk, hvis hun aldrig havde vært nogen andens end min» – han knytted hænderne, strakte armene ud og bevæged dem op og ned – «hvor kunde jeg vært lykkelig, å så lykkelig.»

«Hvad det egentlig var, som gjorde, at jeg blev hængende så fast ved hende?» Han var stanset foran skrivebordet, havde tat portrættet op og betragted det.

«Å, hvor huden ser fløjelsblød ud,» – der kom en øm, næsten barnlig trækning om munden, – «og så som øjnene smiler og lover.» –

Ja, hvad var det – han satte billedet fra sig.

[120] «Hvad er det vel, som binder en mand til en kvinde. så han ikke kan gå nogen anden vej end til hende, selv om han vilde. Kanske er det bare et par purrede nakkekrøller, som en idelig og idelig må se på, liksom de drog magnetisk, eller et lidet smilehul, som en ikke kan få øjnene fra, og kanske er det siet ikke det, men noget ganske andet. – Hvad ved jeg.»

«Lænker blir det, sejge, ubrydelige lænker.»

«Hvis jeg nu havde vært ugift – fattigt liv kanske, men dog en fri mand uden al denne ædende kval. Og alligevel – jeg kan ikke opgi hende, ikke la mig skille. Men ønske, at jeg aldrig havde set hende? – jeg vilde betale det med år af mit liv.»

«Hvad er det for et liv vi fører?» Han stod stille midt på gulvet. «Her går jeg som et jaget dyr, og hun» – han trak uret op af lommen.

«Gud bevare mig – straks fire! Ja, ja, så er der da ikke synderlig folk på gaden. Det skulde da være politiet.

«Om hun nu blev antastet af nogen. – Om hun nu for at hævne sig indlod sig med dem? Å, nej, nej menneske!» han stamped i gulvet.

«Slyngel!»

«Hvor kan Du vove at tænke noget så nedrigt om hende – om Lucie, som er din hustru, og som elsker Dig – ja, for hun gjør det, og hun er ren og bra, trods alt, og Du ved det, og [121] alligevel turer Du frem mod hende som Du gjør. Å jeg elendige menneske!» Han bedækked ansigtet med hænderne, og stemmen var grådkvalt og afbrudt, da han vedblev hviskende: «Å, om jeg kunde sørge hendes fortid til løgn og elske hende ren og uskyldig, og så, når det var sket, føle fryden hare en kort tid, eller bare en eneste gang ved at nyde hendes favntag uden at disse væmmelige, fortærende minder kom imellem.»

Tårerne strømmed ned og væded hans fingre; han tog lommetørklædet op og tørred sig.

«Havde jeg endda mod til at skyde mig en kugle for panden og fri hende fra hendes livs plage og ulykke. For det er jeg.»

«Plage og ulykke!» han slog ud med hånden. «Hun er fripostig og dristig nok – det hørtes på, hvad hun voved at slynge mig i ansigtet i aften. Hun er som en fjær, der springer op, når man trykker på den.»

«Forbandede, varme, bløde, dunede hud. – Og så som hendes legeme blir bævende liv». Der kom et smil i hans mundviger, og langsomt, liksom i drømme, gik han op og ned.

Men hvorfor kom hun ikke? Hvor var hun henne? Engang før havde hun løbt fra ham på gaden om natten, men da var hun kommen hjem efter en halv times forløb.

– – – Ja, han var gåt forvidt med hende i aften. Hun havde jo ikke gjort andet end [122] danset og snakket, og det var jo bare, hvad alle andre gjorde. Men hvad kunde det nytte. Han havde så mangfoldige ganger højt og dyrt lovet sig selv at ta fornuften fangen, men han havde lært at kjende sin afmagt. Han gjorde ingen løfter mere. Der var intet at stille op. Han måtte bli ved med at pine hende, måtte bli ved med at lide. Han var et forbandet menneske. Intet andet end den enes død kunde bringe løsning og befrielse.

Men hvor blev hun dog af?

Han gik hen og åbned vinduet og keg ned på gaden.

Ingen at se.

I det samme hørte han det gå i trappen. Hurtig lukked han vinduet, pusted lampen ud og skyndte sig ind i soveværelset. Hun skulde ikke merke, at han havde vært urolig for hende. I en fart fik han klærene af sig, la sig tilsengs og trak teppet op over skuldrene, mens han anstrengt lytted efter hendes skridt.

«Hun lister sig ind og lægger sig på sofaen i dagligstuen som før, når der har vært scener imellem os,» tænkte han, da alt forblev stille. «Bare hun nu ikke forsover sig, så Martine finder hende. Jeg får se at passe på.»

Lidt efter faldt han i dyb søvn.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lucie

Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.

Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.