[136] «Er Fredrik og bader?»
«Ja, det er han vist.»
Henny og fru Rejnertson sad i et lidet grottelignende lysthus tilhøjre for den egefarvede trævilla i norsk schwejtserstil. Villaen lå højt over fjorden på en stejlt skrånende bakke med terrasseformige anlæg lige ned til den hvide grusvej ved dampskibsbryggen.
Begge damerne var i lyse morgendragter, og Hennys hår hang løst ned ad ryggen, fugtigt efter badet. Fru Rejnertson holdt et hækletøj mellem hænderne, som hvilte i skjødet, og hun så gjennem lysthusdøren ud over fjorden, der lå så glat og ubevægelig i det hvide sollys, at den syntes overtrukken med en ishinde.
«Se på skibene og bådene, Henny,» sa fru [137] Rejnertson. «Er det ikke livagtig, som om de var fastfrosne, endda de går. Jeg har aldrig set noget så rart.»
«Det kommer af varmen og af, at det er så blikkende stille, vel,» svarte Henny. – «Frederik ser trist ud, Du, Karen.»
«Ja, stakker. Han har friet og fåt nej.»
«Har han fortalt Dig det?» Henny så overrasket hen på Karen.
«Nej, men det kan jeg forstå på alting. Sidst han var her i byen for to år siden, gik han hele tiden og nynned:
Du spørger, hvem hun ligner, og hvorledes hun ser ud,
den kvinde jeg til brud mig haver kåret.
Nu holder han på med en sørgelig vise af Gluntarne om brustne håb og verdens forfængelighed. Det er vist hende, Hilda Holm der nede i Arendal, som har forlovet sig med Marstrand.»
«Jeg kan nok forstå, at hun ikke vilde ha ham, Du. Havde han endda ikke vært præst.»
«Nej, for det passer han slet ikke til,» sa Karen. «Men en kone måtte han da vel sagtens kunne få sig.»
«Blir han her en tid?»
«Nej, han rejser op til Grefsen i eftermiddag alt.»
Henny sad og pakked ud af en avis et par sko, som var bleven repareret, og som stuepigen havde hentet inde i byen om morgenen.
[138] Dampskibspibens fløjten, der i den stille, solmættede luft hørtes dobbel skinger og gjennemtrængende, lød op til dem.
«Se efter, om der er nogen med til os, Henny. Jeg er så mør af varmen.»
«Venter Du nogen idag, da?» spurgte Henny og rejste sig.
«På landet er man jo aldrig sikker.»
Henny gik op ad jordtrappetrinnene i en græsbevokset bakke tilvenstre for lysthuset, på hvis top der var en mægtig hængeask med tætte, løvfulde grener opbundne til staver, som var nedrammet i en runding. I midten var et rundt bord med bænker omkring, og asken ligned en opslåt kjæmpeparaply. På den side, som vendte mod fjorden, var der lavet et kighul mellem grenene, hvorfra man kunde overse dampskibsbryggen.
«Holms stuepige, Nissens husjomfru, Bertelsens strygebræt, en vattersottig slagtermadam, to opløbne gutunger!» råbte Henny deroppefra med ansigtet anbragt i åbningen. «En dame i grå spaserdragt og blå parasol. Hun må vist skulle til os, for hun går hen til lågen.»
«Blond eller mørk,» spurgte fru Rejnertson og kom op til søsteren.
«Knuden i nakken er lys. Der snur hun om, så har lågen vært stængt.»
«Lad mig.» Fru Rejnertson skjøv Henny tilside og keg ud gjennem hullet.
[139] «Det er jo den små fru Gerner. Det er synd, hun skal traske omvejen gjennem skoven i denne varmen.»
«Tivolifruen,» sa Henny og trak på næsen. «Hvad skulde vi også med hende, Karen?»
«Å jo, for jeg har ondt af hende. Hun har jo ingen, stakker. Og med den tørpinden til mand.»
«Ja, før jeg vilde være gift med Theodor Gerner,» sa Henny og fulgte efter Karen ned over jordtrinene. «Så’n en sta og egenretfærdig herre. Og så har jeg engang som lidet barn set ham pille noe fælt noe ud af næsen sin. Det glemmer jeg aldrig.»
«Ish da, Henny,» sa fru Rejnertson.
«Liker Du hende virkelig, Karen, eller er det ikke bare fordi hun er en «kvinde med fortid»?» Henny udtalte de sidste ord med vrængende stemme.
«Å, jeg ved ikke. Jeg tænkte fra først af, at jeg kunde tat mig lidt af hende. Men hun er så forbeholden. Jeg får aldrig tag i hende.»
«Har hun ikke vært så’n, ja slet og ret et offentligt fruentimmer?» spurgte Henny med en grimace.
«Nej da, Henny, så galt har det langtifra vært. Men selv om så var – vi gifter os jo allesammen med så at sige offentlige mandtimmere.» Karen gik hen til hjørnet af villaen og så ned ad stien langs skovkanten.
[140] «Goddag, fru Gerner,» råbte hun straks efter og gik hurtig nogle skridt nedover. «Det var da rigtig pent af Dem. Velkommen skal De være!» Hun tog begge Lucies hænder tiltrods for den opslåte parasol og kyssed hende.
«Her er min søster, frøken Brandt» Hun førte Lucie hen til grotten, hvor Henny havde sat sig ned igjen. «Og her er fru Gerner, Henny.»
Lucie hilste og smilte og sa ingenting.
«Sæt Dem ned da» Fru Rejnertson trak en havestol frem. «Vi holder til her idag, for her er kjøligere. Siden skal De få bade. Nu må De hvile Dem lidt.»
«Vil De ikke lægge hatten af, frue?» spurgte Henny, som gjerne vilde være venlig.
Lucie smilte og takked og tog hatten af.
«Så dejligt som her er,» sa hun og drog vejret dybt. «En måtte næsten bli et bedre menneske af at bo her.»
«Ja, her er bra,» svarte fru Rejnertson. «Og så indelukket. Med fjorden foran og skoven klods op bagtil, kunde en gjerne tro, en var de eneste, som bode her, hvis en ikke vidste, der lå landsted på landsted som en krans rundt om øen.»
«Men hvad er det, Du har fundet i den gamle, fillede avisen, som optar Dig slig, Henny?» Hun vendte sig til søsteren, der sad og læste i bladet, skoene havde været svøbt i, med en mine og holdning, som om hun stjal sig til det.
[141] «Det er om kvindesagsmødet fra i vinter. Nu har jeg bare to linjer tilbage.»
«Gud bevares, hvor hun blir overdænget, denne fru Asmundsen,» Henny la avisen fra sig. «Hvad er det, hun egentlig har sagt for noe? Det kan jeg ikke finde ud af gjennem alle de skjældsord.»
«Å, det var dette, at kvinderne ikke kunde tale med om sædeligheden, fordi så mange af dem var kjønsløse.»
«Var det noe at bli så rasende for, da?» spurgte Henny.
«Jo, for nu da dette sædelighedsrabalder er rejst, har de forandret signaler. Det er ikke som før i tiden, da vilde kvinderne gjerne gjælde for angeliske naturer, som var rene og usanselige i sin kjærlighed, men nu er de ved gud ligeså sanselige som mændene, og derfor skal mændene værs’god tøjle sig liksom de selv har gjort.»
«Men sig mig engang,» sa Lucie ivrigt. «Tror De, det er sandt dette, at kvinderne –» hun stansed pludseligt, ramt af et agtpågivende blik fra Henny, og blev rød. «Ja, jeg mente bare – Nej, nå husker jeg ikke, hva’ jeg mente.»
«Hun må ha sagt mere end det,» sa Henny efter nogen taushed. «For her i bladet står, at hvis hendes meninger gik igjennem, så blev det skamløsheden sat i system.»
«Ja, hun sa noget om, at tilstanden var så slet, som den kunde være, og at det aldrig vilde [142] bli anderledes, før det kom dertil, at det at tilfredsstille kjærlighedsdriften ikke længer kaldtes for usædelighed.»
«Hvordan skulde det gå til da?» spurgte Henny og satte albuerne på bordet og kinderne i hænderne.
«Jo, for engang måtte vel menneskene ta fornuften fangen og rette sit arbejde på at omforme livet, istedetfor at spilde sine kræfter på at underkue driften. Og derfor burde alle alvorlige mennesker være socialdemokrater.»
«Skulde der være noen hjælp i det, da?»
«Når samfundet blev ordnet socialdemokratisk, vilde alt det løses af sig selv. For det, det egentlig drejed sig om, var det økonomiske. I politik vidste vi, at magt var ret. På kjærlighedsområdet var det ligedan, og her vilde magt sige midler, både for mand og kvinde, til at ernære sig ordentlig.»
«Men skulde vi da la sædeligheden gå i sin gamle gjænge?» sa Henny ivrigt. «Ja, for socialister kan vi dog vel ikke gå hen og bli.»
«Kvinderne havde for tiden ingen anden opgave end at væbne og værge sig, mente fru Asmundsen. Ethvert ærligt og fornuftigt menneske vidste, at Hanskekravet var noget, som hang løst i luften og altid vilde bli hængende der. Og derfor var der intet andet at gjøre, end såvidt muligt skaffe sig den samme fortid som mændene. [143] Så vilde kvinderne ikke gå hen og lide kvaler i ægteskabet ved tanken på sin mands fortid. Så blev hun heller ikke så fortvilet over hans utroskab. Hun vilde da bedre kunne forstå, hvordan sligt gik til og også vide at trøste sig. Ægteskaberne vilde bli meget lykkeligere på den vis.»
«Jeg begriber ikke, at De kan huske så mye af det,» sa Lucie beundrende.
I det samme faldt en skygge hen over fru Rejnertsons ansigt, som Lucie sad og så på. Hun drejed hurtig hodet. Pastor Brandt i sort bonjour, pannamahat, hvidt slips og med den lange dameguldkjæde udenpå vesten stod midt i indgangen.
«Å, er Du der, Fredrik,» sa Karen. «Du kjender jo fru Gerner.»
Lucie letted sig halvt i sædet og hilste. Brandt bukked stift.
«Vil Du sætte Dig her hos os? eller hvad vil Du?» spurgte Karen.
«Hvis jeg ikke forstyrrer» – han satte sig på bænken ved siden af Henny og så åndsfraværende hen for sig. «Samtalen gik så kjapt da jeg kom,» hans stemme lød tung og liksom kuet.
«Vi talte om, hvad der må til for at et ægteskab skal bli lykkeligt,» sa Henny. «Karen mener, at kvinderne bør slå sig løs.»
Karen gjorde miner til Henny og så på Brandt med et blik, som om hun havde ondt af ham.
[144] «Når kvinderne i de øvre samfundslag synker, så er det forbud på statens undergang,» sa Brandt stille hen for sig.
Karen bed sig i læben, som for at ta ordet fra sig selv, men så kunde hun ikke dy sig og sa: «Det var sålænge kvinderne var engler, det. Når engler synker eller falder, så må jo enden være nær, men at det ikke varsler om nogen undergang, når talen er om mennesker, har mændenes eksempel længe nok bevist os. Da bruger man heller ikke ordet synke, da siger man «leve».»
«Du vilde altså rolig tinde Dig i, at det onde sejred over det gode,» sa Brandt sagtmodig og sukked.
«Godt er kun godt sålænge det kaldes således,» svarte Karen. «I gamle dager var det godt og fortjenstfuldt at lemlæste uskyldige kvinder, indtil de svor de kunde hekse, og så brænde dem bagefter. Overhovedet eksisterer der ikke den forbrydelse i verden, som ikke har vært praktiseret til guds ære og menneskenes sande gavn.»
«Ja, jeg skal ikke disputere med Dig, Karen,» Brandt slog mat ud med hånden. «Det var forresten en let sag at modsige Dig. Men jeg er ikke oplagt.»
«Og er det ikke mændene, som tiltrods for sit liv har frembragt alt hvad vi agter og ærer og berømmer som stort og menneskeværdigt,» [145] vedblev Karen. «Og ernært os da! De har beholdt sin arbejdskraft usvækket. Mens kvinderne! – Jo, de har vært engler og glædespiger de, for det var deres mission og bestemmelse. Ser vi på frugterne, er der ikke noget afskrækkende i mændenes liv.»
«Nej, kvinderne kan såmen gjerne stikke piben i sækken,» sa Brandt livligere. «Vi går ud fra grundforskjellige præmisser, men i konklusionen er jeg enig. Og nu alt dette kjav om kvindernes rettigheder. Må jeg spørre, om de ikke besidder den største, den mest tyranniske af alle rettigheder: den at uddele kurve til sine offere. Hvad vil de mere?»
«Som om ikke mændene også gav kurver,» sa Karen.
«Å de stakkerne! De går da faltfald ikke hen og koketterer med en dame og bilder hende ind, de vil ha hende, bare for at ha den triumf at sige nej bagefter. Nej, kvinderne er samvittighedsløse nok i forvejen, om en ikke skulde gå hen og gjøre dem værre ved at gi dem endnu flere rettigheder.» Brandt rejste sig.
«Jeg er så tørstig,» sa han, «nej, bli’ bare siddende,» han vinked med hånden til Henny og Karen, der begge letted sig i sædet. «Jeg skal nok selv finde hvad jeg vil ha, og selters kan jeg be Lina om.»
[146] «Ak hur vort liv er elendigt
Det börjer med ståk
Og det ender med gråt,
Fins en sälhet som
Vorre bestandigt,»
nynned han, mens han langsomt gik opover verandatrappen.
«Sig mig bare en ting,» sa Henny, da Brandt var borte. «Hvad skal der gjøres med børnene i disse løse forbindelser?»
«Føde og klæde dem hver efter evne, naturligvis,» svarte Karen. «Når det ikke længer var nogen skam at ha børn, så blev alt det lettere og anderledes. Og de, som ikke havde råd til at ha børn, behøved jo ikke at få nogen.»
«Sa fru Asmundsen det?» råbte Henny.
«Ialtfald noget lignende.»
«Så undrer det mig ikke, at de snakker om strafbare og pestbefængte lærdomme. For ved Du hvad, Karen!»
«Aa, den hykleriske idiotanstalten,» råbte fru Rejnertson, og slog til bladet på bordet foran Henny. «Som om mændene ikke praktiserer det over en lav sko, just netop i de øvre lag, Fredrik snakked om, som om det ikke blir dem anbefalet af læger og sundhedspoliti her i vort sædelige, hanskesmykkede hyklersamfund.»
Stuepigen kom og spurgte om hvad slags syltetøj, der skulde sættes på bordet.
[147] «Nu kommer jeg.» Fru Rejnertson rejste sig. «Hvis Di vil bade, er der akkurat tid inden vi spiser,» sa hun til Lucie.
«Så henter jeg nøglen,» sa Henny og løb ind i huset.
Lucie var ganske fortumlet. Aldrig i sit liv havde hun følt sig så underlig tilmode. Hun var altså like go’ som Theodor, og behøved ikke at skamme sig for hun havde vært sån. Å gud, kundskab og lærdom og en forstand som fru Rejnertson sin! Å for herlige gaver det var. Det var derfor hun havde det så lejt og vont og lod sig hundse af Theodor, fordi hun ingentingen vidste og ingentingen tænkte. – Tårerne kom styrtende. – Ja, også fordi Theodor heller ikke vidste om så’nt noe, som fru Rejnertson havde talt om.
Da Henny nærmed sig lysthuset, svingende badehusnøglen i et bånd på pegefingeren, så hun Lucie sidde og hulke med lommetørklædet for ansigtet. Hun stansed med et sæt og gik baglænds et stykke tilbage. Så gav hun sig til at nynne på en visestump og kom frem igjen, trampende alt hvad hun kunde med de tynde morgensko.
«Her er nøglen, fru Gerner,» hun vendte halvt ryggen til indgangen og havde travlt med at fjerne fra en rosenbusk nogle makstukne blade, som hun omhyggelig la ned i sin hule hånd.
«Tak,» sa Lucie og kremted for at klare stemmen.
[148] «Jeg følger Dem ned over anlægget,» sa Henny, da Lucie rakte hånden frem efter nøglen.
De gik forbi græsplænen og blomsterbedene på fladen foran huset nedover den skrånende bakke, hvor grusvejen delte sig i to, som begge førte ned til den lille låge i skigården. Dernede stak dampskibsbryggen ret frem i vandet, lang og hvid i solskinnet.
«En får lyst til at sætte sig her alle steder,» sa Lucie og stansed ved en mosgroet bænk, hugget ud i et klippestykke, som var dækket af vild vin og havde nogle hængebirker på toppen.
«End her da,» svarte Henny, som var nogle stentrappetrin længere nede. «Her under granen er den yndigste bænk en kan tænke sig. Men vi får nok skynde os, skal vi bli færdig til middagen. Jeg skal jo også klæ mig om.»
Udenfor den lille låge rakte Henny nøglen til Lucie. «De kjender jo badehuset. Den tredje brygge fra dampskibsbroen.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
