I. Blodets ynk

99Det var juli-dag, solskins-dag i den lille italienske fjeldby. Man stod i pensionens aapne vinduer paa skyggesiden og heldet sig i halvsøvne utover jerngelænderet for at hente sig svale pust. Den unge tyske doktor var blandt dem som sov i vinduet bak sin guldlorgnet. Og den 45-aarige miss, med det graa stænk i sit haar, stod paa sin loggia høit oppe; hun sværmet jo for fri høi himmel og guds sol og alt det som rent var. Hun var netop av den grund røket uklar med sin slegt og venner i hjemlandet: De giftet sig jo! de fik barn! De formelig fraadset i det urene omkring hende. Saa brøt hun overtvert med alle sine nærmeste, tok sin kat med og reiste hit til syden, hvor det ædle og skjønne blomstret og foldet sig frit ut. Hun følte, da hun reiste, 100at hendes omgivelser trak et lettelsens suk. – Hendes kjære kat, som nu var hendes eneste ven i livet, gik frit omkring utenfor sin kurv, strakte sig i velvære, kvæsset sine klør mot stengulvet. Det var saadan knitrende solskins-dag.

Og nede i marchesens have paa anden side gaten stod mange mand og sigtet korn i store sold over brede presenninger, som laa utover havesanden. Æsel efter æsel rugget ustanselig ind gjennem gitterporten med sækker paa ryggen; ti marchesen tok imot leilændingernes kornavgift idag. Det rislet tørt gjennem kornsoldene den hele tid, det lød som en pratsom gulspurvflok hadde slaat sig ned med sit utrættelige kvidder.

Marchesens tjener gjorde just morgenrent paa sønnens værelse i paladsets fløi; han hadde skil i sit pomade-haar midt efter, fra panden av over issen og ned i nakken. Han kom ut paa fløiens veranda med noget gjemt under sit hvite forklæ, skulte vart som en illgjerningsmand rundt mot vinduerne, slog saa resolut ut noget over gulspurv-flokken; og den lille skvæt var ingenlunde rent vand. Men dernede rislet det tørt gjennem kornsoldene, uforstyrret og som før; marchesen skulde desuten sælge kornet.

101Det var en solskins-dag saa blid. Og de store fikenblade ved marchesens havemur blinket rene op mot missen, og hendes graa vestalinde-øie lyste henrykt ved dem.

Men som tjeneren stod derute paa verandaen, hemmelighedsfuld og vel tilfreds over dette kup, at han nu atter hadde spart sine ben for unødige skridt, kom marchese-søsterens sisik flyvende ut av fløiens glasdør, og satte sig i solen herute, til at lytte paa fugle-kvidderet nede fra korn-soldene. Tjeneren grep forfærdet efter den, ti han hadde jo sat døren op derinde! Men den flyttet over i fikentræet – den flyttet kort av gangen, for den var uvant med en solskins-dag i det fri. Tjeneren sprang ind, kom ut igjen der nede i haven med en kost. Og missen hjalp ham og ropte, at der sat den, paa fikenbladet! Men fuglen fløi over havemuren og satte sig klos i selve glatte pensionsvæggen like under missens loggia. Tjeneren kom forskrækket efter helt ut paa gaten med en lang rørstang. Og missen hjalp ham igjen av sin godhed, skrek, at her sat den, like under loggiaen! Tjeneren pirket den løs av murvæggen.

Men fuglen fløi ind paa missens loggia.

Katten snappet den.

102En gammel marchese-frøken kom ut paa verandaen og strakte sig fremover gelænderet, spurte efter sin sisik. Og hun skjeldte tjeneren ut: Kjeltring! ladro! – og kvidderet fra alle kornsoldene tystnet pludselig, nysgjerrig lyttende. Men tjeneren krøp og vred sig i befippelsen, hvisket op til hende med skumle øiekast og forblommet panderynke, at hun den fremmede signorina inglese deroppe paa loggiaen hadde – hm, hm! … Men per Baccho! hvorfor han saa lot fløidøren staa aapen? Ladro! … Han bare pekte i yderste trællenød: den fremmede signorina inglese stjal den til sin kat!

Da knyttet den gamle marchese-frøken sin magre, knoklete haand, skrek, skjeldte op mot missens loggia: Ladra! ladra! Men tjeneren stillet sig imens væk helt ind under fikentræet, og pliret duknakket og dødsens stille.

Men den tyske doktor kom ridderlig til undsætning; han svarte i retfærdig harme henne fra sit vindu, ropte: Løgnerske! bugiarda! – Og missen trev det blodige fugle-lik fra katten, og hvit av raseri slynget hun den ned i fikentræet. Og hun stillet sig modig op paa sin loggia til at trodse de knyttede gamle jomfru-hænder; hendes graa øine sprang runde ut av hodet. Og hun skrek 103sønderrevne sætninger, utenfor sans og samling, famlet efter skjeldsord, blev sittende fast; som en vind var hun inde efter sit haandleksikon og fandt en ny glose, hun fandt glosen «blodsuger», skrek den opviglende ned i haven over marchesens søster og leilændinger: Marchese vampiro! Marchese vampi–i–ro!

Leilændingerne skottet paa hverandre ved det ord og blunket tilfreds, at det skudsmaal over marchesen var rigtig anbragt her just idag, avgifts-dagen. Og den tyske lærde stod fremdeles ridderlig paa missens parti, ropte demonstrativt over til hende, om hun vilde spasere en tur nu, – det var saadan en solskins-dag?

– Very kind of you!

Og kvidderet fra kornsoldene gik igjen, som før.

*

De to fulgte hovedgaten ut av byen. Hun var endnu i fortærende oprør, hun graat, og kjælte for sin kat, og vilde absolut bære kurven selv, forurettet som hun var blit; hun vilde tømme kalken til bunds.

Byen laa paa toppen av en haug, som byer dersyd pleier ligge, gammel og mosegrodd; den laa slik fra den tid, da man holdt krigere i taarnene, til at staa vakt og speide over sletten efter fiendtlige 104horder. De gik ned i dalbunden og forbi jernbanestationen, som laa dypt ved elven, og over elven paa den hvite støvete vei; de svinget ind paa en stenet sti, som krøp op over en ny haug. Og den hele vei maset missen ustanselig for tyskeren om marchese-frøknen og den skammelige overlast, over denne enestaaende mangel paa ærbødighed for en enslig stillet, forsvarsløs kvinde!

Og der ruslet træge æsler opover stien med tømte kornsækker paa ryggen; det var æsler som kom tilbake fra kornpugerens have. Hun spurte heftig, som de gik forbi, hvad de betalte i avgift, hver leilænding. Og de svarte; og hun skjønte ikke svarene; men hun gjentok likefuldt for hver enkelt, for at hidse dem, ja ropte, ute av likevegt: Marchese vampiro! vampi–i–ro! Og leilændingerne blev begeistret; de fik røde flekker klasse-hat paa kindet, og de fegtet med armene, skrek: Eh, altro!Forfatternote: Eh, altro! ɔ: skulde mene det!. Vampiro!

De to naadde frem til et par forfaldne hus. Der var treskeplads paa tunet mellem bygningerne. Og der gik adstadige okser og traakket paa kornbaandene; et par kjærringer stod med kjepper og slog korn av over en krak. Der var fuldt 105av folk som gik fra og til, bar kornbaand frem og halmen væk.

De to spurte efter vin. Der kom straks en krukke grumset hvit-vin ut og et glas. Og hun ogsaa satte sig ned paa træbænken for at fange fred i sit opjagede sind; hun takket nu i sit hjerte denne mand ved sin side for alt det usigelig ædle som han hadde gjort imot hende, da menneskene slog sig sammen om at forfølge hende.

Men imens kom æsel-mændene efter, de stimlet tæt om dem, sammen med treske-folket, saa det blev mørkt om træbordet av deres skygge; stod og glodde. Vampiro! gjentok de. Eh, altro! – Missen saa paa dem, og deres opsyn var vildt; deres stemme lød jo ogsaa som det første olme okse-brøl, naar den rispende prøver sine horn imot mulden. Hun formaadde ikke svelge vinen, hun hvisket sagte til ham, om han trodde, de vilde myrde dem og røve dem: – De skumle opsyn! sa hun.

Men han lo overlegent av hende, slog det hen: – Um Gottes willen, fräulein!

Men de stod jo her med sigder og høgafler! sa hun. – Um Gottes willen, fräulein!

Hun sprang pludselig op, skjøt tvers gjennem mandringen med katte-kurven 106under armen. For de kvalte hende jo simpelthen med denne sin sammenstimlen!

Og den anden reiste sig: Nicht laufen! sa han. – Men hun sprang. Og han satte efter: Nicht laufen! skrek han. – Men hun sprang. Hun løftet op og satte tvers over en stubbet aker. – Nicht laufen! hven han. Og nu sprang ogsaa han.

Der var stemmer efter dem. En vild stemme var der især: Il conto! sa den; det var verten, som dog vilde ha liten smule betaling for vinen. Men de to skjelnet jo ikke ordene under løpet. Missen forsøkte at vende ansigtet et par gange, se sig tilbake: der var vist springende mennesker allevegne nedover akren! … og hænder raktes vist ut efter dem, krævet deres blod! – Den vilde stemme var foran, brølte sine stygge okse-brøl: Il conto! – Hendes øine saa ikke længer for rædsel, og hun følte ikke sine føtter, som bar hende avsted som en storm.

Stemme-koret bak dem oppe i akren steg; der kom en splinterny stemme til, en forfærdelig skjærende, – skrek den ikke noget om «attentat» eller drap? … Ja, de krævet deres blod!

Med ett sortnet det for hendes øie, gnistret, svimlet. En kat mjauet 107ulykkelig … Hun hadde vist slaat sig. Hun samlet sig op og pakket sit hode frem av kjolen. Hun laa hodestup nede i en grøft. Hun saa her nede fra bunden op i en løpsk herre, som satte over i et vældig hop; nicht laufen! hven det. Hun krøp ilsomt op, grep kurven, tok skjørterne opom sig i stigende panik, og de tynde legger skridtet ut efter herren. Det bar videre nedover akren paa en stormvind, og hun visste slet ikke hvorhen. – Il conto! buret det langelig fra en gammel kall høit oppe i akren.

I byporten stod en sveddryppende løpsk doktor og ventet missen; han kunde knapt snakke for andpustenhed, men han smilte ikke desto mindre overlegen: – Um Gottes willen, fräulein, warum laufen?

Hun tok hans arm og sank sammen ved den: – Very kind of you! – Og hun takket ham atter i sit hjerte for alt det usigelig ædle, som han hadde gjort imot hende idag: han stod jo nu og endog ventet paa hende! …

Men her inde i byporten holdt just en haandkjærre for tolden. Den trillet straks videre foran dem opover hovedgaten, for der var ikke matvarer. Det var en hel haandkjærre fuld av kridhvit, respektstridig stentøi. En gammel mand gik 108efter og skjøv; han var specialist i netop bare denne ene hæslige avart i stentøibranchen. Han drog fra by til by, og gjorde just i dette øieblik sit indtog her i staden. Han skrek med sin hæse markedsstemme: Mine herrer og damer! Han henvendte sig frimodig til begge kjøn, endda det som fulgte var litt uhøvisk av indhold og endog av ord; – men det handlet nu, kort sagt, om den lave pris for sneset og især om snesets tilstrækkelighed for éns hele lange levetid igjennem. I tunge, sørgmodige strofer kom det skidne skrik. Og saa den korte, glupske kramkarslut i rusten strupe-bas: Sono tutti buoni! – Tingesterne var allesammen feilfri!

Og der gik en gammel frue hen midt i hovedgaten; hun tok et eksemplar av lasset og holdt det hvite stentøi op mot den knitrende solskins-dag og klinket paa den med knoken og la øret indtil og lyttet, for at forvisse sig. Men kramkaren rev den krænket ut av hendes haand og forsikret avgjørende: Ah, é buono, signora mia! Det var jo hans indtogs-dag i staden, saa det gjaldt at slaa ned alle tvil straks. Og han klinket haardere, han ordentlig hamret med knytnæven. Og den gamle frue kjøpte to ovenpaa det og ruslet opover smuget med én i hver haand efter hanken.

109Missen stanset pludselig op, saa paa synet, steilet: hun kunde ikke tro sine egne øine! – Den tyske doktor stanset op: han kunde ikke tro sine egne øine!

De flygtet unna synet, ind i smug og sidegater; med sky øine flygtet de. Men overalt gik der én og bar paa et hvitt eksemplar! De jaget avsted. En kunde jo ikke berge sig imot dette! Hun stanset op tilsidst, tok sig for øinene og kjæmpet stønnende den gode strid mot disse skinnende hvite syner, mot det raa i livet som hun pludselig idag var stillet saa brutalt ansigt til ansigt med, mot al denne verdens himmelropende hæslighed … Men hun hadde den ædle ved sin side, som hun saa, vilde renhed og skyldfrihed og dyd, likesom hun! – De svinget om hjørnet, hvor marchesen endnu tok imot tributten. De kom dryppende svede hjem til pensionen.

Hun slog skodderne igien paa sit værelse, og stængte døren, og byttet de vaate klær og tok sin kolde avrivning. Det rislet endnu tørt dernede fra de mange kornsold. Og da hun atter slog skodderne op, var der saadan en solskinsdag herute, og de store fikenblade blinket blanke av lys. Hun smilte, ti hun trodde dog idag at ha delt en dødsfare med en anden; 110og hun mindtes det forfærdelige brøl paa «attentat» og lignende, som endnu sat fast i hendes øre. Hun gik hen i sit leksikon for at se ordenes gru paa tryk, fordi hun hadde delt det med ham. Hun fandt ogsaa ordene; de syntes i leksikonnet der at bety «ta i vare for grøften!» … Men saadanne smaa lommeleksika var nu ikke altid saa fuldstændige. – Og hadde han ikke ogsaa tat parti for hende, da de tølpere skjeldte hende og hendes kat ut for drap paa sisiken! – Og hun mindtes den sidste merkelige oplevelse, hun mindtes dette hvite forfærdelige syn i gaten, som de ogsaa hadde delt sammen, de to. Hun tænkte henrykt paa hans forlegne blik, som kun den sande uskyld eier det. For han var jo for sved til at rødmen paa hans kind kunde synes. En yndig kamp hadde de kjæmpet sammen idag imot det dyriske i mennesket. Et kjært skinnende hvitt minde var det likesom blit om en beseiret fristelse …

Og da natten kom, stod katte-kurven hos hende like paa puten. Naar den rørte sig derinde, og kurven knirket sagte for dens levende væsen, saa lukket hun øiet tættere i og hvisket saa inderlig og het, men det lød ogsaa som et smertens ynk:

Very – very – kind of you!

II. Ave maria

Monte Pincio laa med senhøstes sol paa sine mørke, lave stenek-alléer; naar de trær staar i sol, saa er de saa mørke og forslukende mætte i sin grønhed at det er for øiet som der blaffet tindrende blus langs kronernes omrids, der de møter sol-luften, av bare mot-sætningen. De daarlige marmor-hermer over berømte landsmænd rundt om paa pladsen stod og lyste i eftermiddags-solen saa udelukkende skyggeløst hvitt, at man slap at se deres livløse træk.

Her paa pladsen foran musik-tribunen stod nu de to, den norske grosserers datter og forfatteren. Det var deres første gode solskins-dag paa Monte Pincio i den nye høst; han, den flatbrystede, med det skjeggete faune-ansigt og de røde læber og de hete hektiske øine under mørke 112bryn, som skjøt op i gavl, han hadde truffet den blaaøiede borte ved muren bak vanduret, hvor hun sat og drømte ind i Borghese-parkens solfyldte trækroner; han syntes hun lignet en ung kornblomst, der hun forundret sat og strakte hals. Og saa blev de gaaende sammen; de gik hit, hvor hendes far sat med sin frue, de sat paa stoler, som var leiet for to soldi stykket. Faren, en forhenværende bygmester fra en smaaby, som hadde handlet sig rik paa gaarde i hovedstaden og spist sig rødsprængt paa bif og burgunder, han sat og halvsov op imot høstsolen med hænderne i den kjække pjekkert, endnu tung av dejeunerens vin. Men de to unge stod vaakne og saa paa folket.

Der kom en ti-aars romer-borger spaserende med bonnen og sin mor; og han var for stor at passe, han sprang vilter frem og hoppet op og gav den sidst ankomne marmor-landsmand en smeldende dask paa kindet. Forfatteren pekte og snakket til den blaaøiede: En billedstormer! sa han. En anarkist! – Men konstablen derhenne smilte under barten over den nyopdukkende borger og skottet klok op i den blaa solluft. – Nei! Konstablen ser rigtig! sa han saa: Saadan begynder altid streberen i parlament som i kunst! – Og 113hun kniste støtvis, med barnehaken frem. – Slaar først sine næver møre, sa han. Hvad der er stort, staar ham nemlig i veien!

Men ellers saa ingen den ny borger. For dronningen kom kjørende frem i det samme med tjenere i hvite strømpelegger og ildrøde snipkjoler. Og den unge romer nyttet leiligheden nok engang, og der klasket en ny ørefik borte ved en anden berømt landsmand. Men brigademusikkens dirigent foran tribunen gjorde holdt midt i sit nummer og kastet sig over i kongehymnen med saadan øvelse og saa hurtig, at der var mange som ikke merket pause, eller endog ombytte i program.

Og man kjørte. Vognrækkerne der henne paa pladsen løste sig ut og fulgte i høitidelig trav efter de ildrøde heidukker indover de lave mørke stenek-alléer. Den friske, brune sand knuspret og knustes. Velpudsede vognhjul blinket, og herrernes floshatter, og hestebidslernes staal. Roms adel og gesandterne kjørte. Man kjørte ustanselig rundt i krinkelveiene, svinget, krydset, skar sine egne hjulspor over, vekslet veier, varierte – ut og ind mellem blomster-bedene, mellem graastammede plataner.

Men paa bænkene sat bedagede romere tilbake og kalkulerte kjøretøiernes værd: 114det var den adelsmand, og det var den! … det var gesandten for den stormagt og det for den, som begge hadde raad til eget spand! … Men der kjørte en fille-gesandt fra en smaastat, som bare hyrte vogn og tjenere for disse par timer daglig paa Monte Pincio og betalte 100 lire maaneden …

Der travet en snehvit, rimdlændet hoppe forbi med kokette jomfru-trin; der sat to i den lette kurv-vogn. De blev bemerket og kjendt paa grund av sin hoppe – i øieblikket Roms nysseligste hoppe! Ti folk la sig over til hverandre og spurte ivrig efter hoppens eiers navn. Og eieren saa det, og det jublet i hans bryst; og han sat glædesløs og mørk, en pessimist i øiet som en cirkus-direktør. – Forfatteren pekte: Se hans ven! sa han – som sitter der ved siden paa kurvsætet: han soler sig i muligheden at man der paa bænken eller hist i vognen kanske ogsaa spør efter hoppens eiers vens navn! – Hun kniste lunt som før: – Hvor De er slem! sa hun.

Musikkens toner vældet, mens de kjørte. Det var karabiniererne, som spilte idag. Og den unge sprade av en løitnant, som førte an, hadde lirket ind en av sine egne kompositioner i programmet – en marcia 115trionfale; men det var netop det nummer som var blit avbrutt ved dronningens kongehymne. Og det gav ham nu paaskud til at ta omigjen hele den marcia trionfale. Han kastet fyrig med nakken og stirret seier-stolt op i det solforslukte stenek-blad; ti dronningen vilde maaske sende sin kammerherre hen og komplimentere ham efter præstationen. – Forfatteren pekte igjen: – Se dilettantens selvkritik! sa han. Selv stenekens runde, lune bladfang over tribunen, tror han, sitrer for tonerne fra hans fattige produkt! – Og den blaaøiede kniste igjen.

Men imens var det første anfald av kjøre-trang over, og kjøretøierne stanset op, paa pladsen foran musikken. Blink av vognhjul og floshatter og hestbidslernes staal! – det samlet sig alt og bundtet sig til et eneste baal av gnister. Man hilste paa nye bekjendte derhenne i gnist-baalet. Man satte sig op hos hverandre i vognen. Man smilte. Man lot solen skinne sig like midt i ansigtet. Og de fik et nyt kjøreanfald, og man førte den, som hadde sat sig op i vognen, bort med sig paa den nye tur, rundt i krinkelveiene under steneker og blanke laurbær og graa plataner. Paany knuspret den brune sand; det var som om menneskenes kjøre-tørst blev 116mere brændende for hver runde, og deres ord rappere, og det var som hingstenes travelyst steg. Damernes strudsfjær vaiet.

– Se! sa han igjen og pekte: Der er røde, vaate læber! Hvite tænder gnistrer. Der er kinder bleke av brændende livsbegjær. Der er glør i de brune øine. Ti under farten saadan kan mand og kvinde paa samme sæte kaste sine øine paa hverandre, uten at det betyr alt, uten at øiet suger sig fast og skjænkes bort; – men der kan for det likefuldt være noget som et litet tilsagn i blikket, en rap gnist, et dulgt ellevildt nyn op i det himmelblaa rum: Chi lo sa! hvo visste! … Ja, se alle de ellevilde nyn! sa han.

Nu kniste hun ikke. Nu la hun pludselig merke til de sylhvasse glimt i hans øie; nu følte hun ogsaa skarpt haanen og det oprevne syn ved alt det han før hadde sagt, naar han pekte paa menneskene omkring sig. Og hun kom i uro ved det.

Men han blev ved at se rundt og lete. Like bak dem klynget de krebserøde missions-lærlinger fra Propagandaen sig dekorativt sammen midt inde i det grønne, der hvor de pleiet bak det lysmalte malmstakit; og idag hadde de solstrømmen like paa sig, paa de unge læber, paa de hvite 117coelibat-kind. – Og hendes mor, som sat her foran malmstakittet, skottet hele tiden baklængs over til missions-eleverne i det grønne og «studerte» deres bleke interessante ansigter.

– Se! Endog deres næsevinger skjælver! sa han til den blaaøiede.

Men grossereren skjønte, hvor hans frues øie var, og vaagnet op for femte gang og misset smaaknisende imot høstsolen:

– Du har nok rektig hau paa dennane hummaren, mamma!

– Isch dig, pappa! – Og hun tørket sig tungt med lommetørklæ-snippen i begge mundviker.

Datteren hørte det. Da gik hun sin vei. Og forfatteren fulgte med. De gik tvers over pladsen, frem paa balustraden; de stillet sig ved det tufstenshvite gelænder. De stod og saa frem for sig, og sa ingenting; og de hadde al vognvrimlen heroppe under stenek-alléerne bak sin ryg. De stod med ansigterne midt mot granitobelisken paa Piazza del Popolo dernede, hvor droschehjulene snurret hidsig avsted i de lange rækker og saa, fri gatestenens larm, svinget bedaget ind gjennem Monte Pincio’s gitterport; endnu kom der kjørende hitop! Men denne lyd fra alle disse hjul 118smeltet nu sammen for de to og steg op mot dem, som ikke andet end en eneste dæmpet rokkesnelle-dur. De stod og saa en stund ned paa den gamle kirke like under sig med det gamle teglstens-tak, brunt, rutt; – der laa forresten saamange saadanne ru østers-tak under dem. Og de saa en stund over mot den motsatte side av Popolo-pladsen, hvor indkjørselen skraanet fra to kanter op til den brede bro, som ilte bent frem mellem de hvite tufstens-rækverk over Tiberen og mot den anden bredd. Deres øie løp med langs den hvite bro, fortsatte videre like op til den store pinje, som stod imot sol-himlen langt derhenne paa Monte Mario’s ryg. – Men her de stod nu, taug de begge, hvor end deres øie saa …

Der kom en tysker hen til de to. Det var den unge lærde doktor fra pensionen, med den famose knebel og med guldlorgnetten. Han hilste intimt, som paa rigtig gode gamle kjendte. Men de vendte ryggen til. Han forstod det ikke; han pekte, slog ut med armene, snerret:

– Dieser herrliche abend! … Was sagt nicht unser Goethe?

– Kanitverstan! sa den anden, fremmed og mut.

Men den lærde vilde likefuldt frem 119paa siden av de to og delta i deres syn paa solnedgangen over Monte Mario. Og han snakket, fyldt av følsomhed: Dieser herrliche abend!

Men de vendte ryggen bedre til og stillet svinefylking i et hjørne. Og tyskeren slap ikke indenfor i ringen. Saa gled han tilsidst av; og han gik fornærmet nedover langs med tufstens-muren; – og dernede møtte han en anden pensions-fælle, den 45-aarige rike engelske miss, som kom spaserende med sin kattekurv under armen, forat dyret skulde trække litt frisk luft. Han tog galant hendes kurv, og slog ut med den ledige arm og begyndte paa igjen: Dieser herrliche abend!

Solen sank. Musikken taug, og klappet sammen. Det blinket gult i Kvirinalets vindus-rad inde i byen, og duesværmen derhenne rundt om det melankolske middelalders Torre militare satte kursen hjem. Obeliskens granit mørknet her paa pladsen. Det glimet i vest, langt derute bak den trygge sorte pinje paa Monte Mario. Og henne bak den hvite Tiber-bro tændtes allerede lygter, i siksak hitover, én for én, blyge, blekgrønne.

Det glimet fjernere og rødere i vest. Det dampet hvitt, lik tyndt flor saa gjennemsigtig, op fra byens gater og loggia’er; 120og det dampet tæt og tykt derute i syd over sletten bak byen … en flate av hvit dis som la sig indover land mot Albanerskraaningen, og som la sig utover mot havet i vest. En flate som steg i veiret, likesom vandspeilet stiger under flommen, og saa veltet indover, hyllet byens gamle teglstens-tak ind, sløret sollyset mat i vest. Der stod en blek maane ensteds høit, høit oppe over den hvite damp.

Og frem av sten-ekens mørke traadte kustoden i den side kappe og ropte med dyster bandit-røst: S’chi-u-u-ude!Forfatternote: si chiude, man lukker. Maanen blinket i hans hat, og dens fjær stod rank og bydende.

Og de sidste kjøretøier trillet nedover de brede veier. De dekorative hummere gled paa rad ned ad stierne mot Propaganda-bygningen. Og den hvite hoppes eier svinget sin svepe til et munter avskedssmeld og et blunk vandret over det glædesløse øie av tilfredshed med dagens sukces. Der var folk paa alle veier, alle stier ned mot gitterportene. Den lille romer-borger fiket paa hjemveien alle fedrelandets marmor-stormænd efter hverandre uten hinder og sky. – – – – –

… Et spædt, sølvklart klingeling fra 121et litet kirketaarn ensteds! – En melding, saadan.

Det faldt ind med røster fra de andre, fra San Carlo, fra de næststørste kirker, fra St. Peters vældige klokke, som svinget saa tungt og saa langt, at de middelstore kirker rak til at kime to slag for hvert et den runget. Og det spæde første klingeling druknet ute i klokketonernes hav. Det var hundreder av røster, som steg op mot dem paa balustraden. En vældig verdens-strupe, som nynnet sin aftenhymne.

Obeliskens granit var sort. Monte Mario der vest var høi; og den som kjendte havet, mindtes det ved solnedgang, naar det lægger sig til ro efter en vild stormdag, – og stormdagen har feiet himlen ren ovenover, og det gaar for sig med tunge, aasrygge-høie dynninger hernede, lunete, brotsjø-lystne, – og langt ute i vest ligger dagen som et blodrødt øie og myser frem gjennem en revne i en tæthamret, klæberstensblaa skybanke. Og saa reiser en bølge-aasryg sig i veiret. Reiser sig, reiser sig uten endskab! tar pusten fra skibet nede i bølgedalen. – Monte Mario’s aasryg laa sort og truende som en saadan vældig bølge. Ti det var selve natten, som kom veltende 122indover staden over aasryggen. Men foran den jog klokkeklemten indover som brusen og susen, før bølgen slukte. Dagslysets sidste glim slukkedes derute bak den sorte pinje.

Ave Maria!

Og alle disse hundreder forskjellige klokkerøster tok hver sin trevl i sindene, suste, bruste, skalv – negtet menneskene tankens klarhed. Natten reiste sig uten endskab og tok fra dem livspusten og bevisstheden, bøiet sydlændingen til barn av natur og jord og muld … et litet sekund hvor hans klare hjerne ikke gjør motstand. Det eneste naturmystiske sekund som han kjender.

Menneskene glemte sig for natten; og de sang, og ikke tænkte. De sang, de paa balustraden. De sang, de langs tufstensmuren. De tok klokkernes toner, hentet sig hver sin klokke derute i havet. De støtte distræt sine stokker i asfalten, de trommet med dem paa muren; og nogen blev døve og skjøv hatten bak i nakken, stoppet op med rynkete bryn og sang; og nogen stirret blinde ut for sig og hilste slet ikke paa kjendinger.

Bølgen kom, nattens bølge … steg menneskene over hodet.

De sang himmeldronningen farvel.

123Ave Mari-i-a! …

De to paa balustraden, de sa endnu ingenting. De laa i klokkeklemten, de laa i menneske-strømmens tone-elv, og lot sig ta, og seilte nedover med.

Han stanset engang op ved en agave og kjendte sløvt paa dens benete blad-od.

– Kjend! sa han tonløst. Skal De kjende hvor den stikker.

Og hun kjendte paa den. Og de kjendte paa andre, og satte finger-tuppen mot hver benet blad-od den hadde.

– Den stikker, sa hun aandsfraværende.

– Ja, den stikker, sa han.

– Men man behøver jo slet ikke at ta i dem, sa hun.

De stod og lyttet: … Aftendunst og klokkeklemt … Lyden av alle de strykende føtter, som gled unna nedover sandgangene. Menneskeflommen som gik; som silret frem i tynde bækker langs stierne; som bølget ned i brede elver langs veiene. Og med ett tok hun den spæde døende klingeling langt derute i tonehavet og sang med, lot sig bøie til barn igjen ovenpaa hans sylhvasse smil, og hendes øie lukket sig: Ave Mari-i-a!

Det var tomt ovenfor dem paa Monte Pincio, menneskeflommen var flytt fra 124dem. Banditens røst lød like deroppe, kortere, sintere: S’chiude!

Og de to skyndte sig.

*

Nede paa Piazza di Spagna stanset hun pludselig foran en drosche.

– Colosseum! sa hun.

Han smilte: – Colosseum? Men han ventet ikke svar; han steg op i droschen til hende.

Det trillet avsted over Roms slitte gatestener, i krappe forsigtige svinger om hjørnerne, i uvorren galop op gjennem trange smug.

Og nu stod maanen klar og hvit deroppe, over alle loggia’er og alle østerstækte tak.

– Colosseum i maaneskin! sa hun, og lo bent ut i luften fra det vaakne blaa øie. –

De stillet sig i skyggen inde i Colosseum.

Maaneskinnet fløt med sin hvite dis ind over murkransen høit deroppe. Der gik folk omkring hernede og hvisket andægtige. Der vandret folk oppe i raderne ogsaa; like der maanen stod paa deroppe, lyste en hvit kurv, som en galant herre bar for en dame. Og herren slog ustanselig 125ut med armen og snadret dæmpet: Was sagt nicht unser grosser Goethe! – Og missen sa at hun var træt, og fik lov til at ta hans arm «blot et litet minut».

De to norske blev staaende i skyggen og stirret stumme op i maaneskinnets lysdis. Deroppe slog en fugl opskræmt med vingerne. De merket at de var alene med hverandre. Han sa med ett, for at faa noget sagt i betids mot stilheden:

– Deroppe paa murkransen sat altsaa marine-soldaterne fra Ostia og halte solseil over folket og beslog tauget med jernringene.

Og hun svarte rask: – Deroppe saa jeg netop igaar ved dagslyset en skogdue flakse … eller kanske det var en kaie … eller kanske det var en ugle-art, som hørte hjemme inde i fjeldene.

De stod igjen stumme. Folk puslet rundt i raderne og talte dæmpet. Og de to stillet sig helt ut i den tætte flommende lysdis, og det var som noget stort grep efter dem med sin lune haand og vilde leie dem ind paa livets brede trygge alfarvei.

Han skyndte sig at si, for igjen at faa sagt noget i betids mot stilheden:

– Her valfarter vi nu likesom til et hellig sted! Endda her har flytt hundreder 126av uskyldige menneskers blod i denne sand. – Han smilte: – Historiens dom er noksaa lemfældig, naar begivenhederne bare faar tid paa sig, til at mosegroes og faa østersskal paa.

Men ordene vendte et for et tilbake til ham, og slog sig ned igjen hos ham, likesom saa haabløst lurvete og utslitte og meningsløse. Og de to blev uhjælpelig stumme igjen, og efterpaa forlegne over stumheden; og de tænkte i grunden slettes ikke spor nogen paa historiens dom.

Men saa blusset han pludselig op:

– Aah! Hvor her har været ødslet med liv og lykke! sa han. Og han blusset endnu heftigere op: – Det er noget evig i dette … i denne lykke-luksus! i denne bundløse livs-ødslen! Noget fast! noget som et anker for menneskenes tro! Ja, et altar er det for en jordisk andagt! Eller det er et bugnende festbord, som aldrig dækkes av! … Det fortæller om overflod. Og overflod er beviset for, at livet er rikt!

– Haah! svarte hun og trak ham ind i skyggen igjen: – Naar jeg staar likeoverfor dette her, blir jeg likesom saa forsvindende liten, at jeg synes, jeg har lov til hvad jeg vil! … Solnedgangen først, og saa dette her!

127Og hun slog armene om ham inde i skyggen …

Men oppe i raderne hadde den lærde doktor gaat med kurven under armen, og missen under den anden; de var kommet nærmere skyggen nu. Og missen hørte katten puste inde i kurven, og hun kjendte likesom alnaturen risle indover sig ved det. Og i en mørk gang sa hun, at hun var saa uhyre forfærdelig træt! og hulket ganske sagte av træthed og la sig indtil tyskeren, og tyskeren slap kurven og tok imot hende. Og hun følte i blundende lykke en herres knebel paa sit kind … alnaturen rislet. – Det smægtet salig: Min kat og mig! min kat og mig! …

Men just inde i den mørke gang stod en kustode, som forgjæves hadde søkt at holde foredrag for tyskeren om ruinerne; og han dukket nu dydig op ved deres side, for at presse ut drikkeskillingen allikevel, og han sa med sedelig rynkete bryn, at alt saadant jo ikke var tillatt… kunde da vel begripe –!

Just det braak brøt nedover de to andre, da de stod stille i skyggen og hadde slaat armene om hverandre.

Det var hans kone! svarte det deroppe.

Kustoden lo nærgaaende, for at forcere 128skandalen og gjøre den vitterlig: – Heh, det sa de alle her!

Tyskeren trak avsted med missen, ut av den mørke gang, nedover trappen. Men kustoden fulgte med, mere høirøstet, og sprællet med fingrene: ikke tillatt i offentlige museer overhodet! Men tyskeren blev ved, og betalte ingen soldo: La mia moglie! svarte han, og styrte like ned paa de to norske paa arenaen, uten at mindes svinefylkingens forsmædelighed nys paa Monte Pincio: – Nicht wahr, mein herr? Den lærde guldlorgnet blinket over al maate indtrængende og servilt i maaneskinnet: – Wir sind ja landsleute?

Og forfatteren nikket, at jo, det var signorens kone; men stak samtidig 50 centesimi til kustoden, som enslags kyssets pengebot. Imens rømte den lærde med missen ind i skyggen; de forsvandt arm i arm ut den store portal. En kat sat alene tilbake oppe i en av gangene og mjauet saa sørgelig.

Men han, som hadde erlagt mulkten, kunde ikke styre sig; han lo efter dem, ropte: Unser grosser Goethe! – Og hun ved hans side lo ogsaa: Unser Goethe! – Og de vandret ogsaa ut av ruinerne, arm i arm, ut i lys-disen.

Men i den store portal møtte de en 129sønderknust synderinde, der listet sig en ensom miss ind forbi dem, strøk sig frem langs skyggen, krøp angst-fuld op de par trapper, hvor maanelyset naadde frem. Hun kom tilbake med en frelst kattekurv under armen, listet sig sky over arenaen, ut igjen den store portal …

De to norske gik de duggete Roms gater op og ned og i svinger, helt synkende under bugnende livsfylde.

– Bare … slik … bugnende … bare natten kommer her syd! sa hun.

Men hun kunde allikevel ikke si andet i sit hjerte: det var noget betænkelig dette med de andre latterlige to, som ogsaa hadde fundet hinanden, at det skulde falde saadan sammen i tid med deres egen lykke. – Og hun sa, for at ta spørsmaalet op, fordi det pirket usikkert inde i hende: – Vi lo av dem og sa «Unser Goethe»? – For hun var litt bedrøvet ogsaa for deres skyld.

– Ja, fordi naturen allikevel endnu kan ødsle smaapudsig med følelserne! sa han. Og han pekte tilbake op mot Colosseums mure: – Men dengang kunde de more sig uten pirkende anger! – Og han tok hendes arm, og det skjøt op i ham, svulmende som en dithyrambe: – Nei! Det er medynken som gjør folk smaa i 130historien. Og vi er skoflikkere – statsmændene, digterne! Vi er daarernes formyndere … og saa ender vi selv som tandløse daarer! – La os glemme daarerne! La os glemme dem, som vi glemmer draaper, som drypper og fortapes i det store hav!

… De gik de duggete Roms gater op og ned og i svinger. Og hun blev revet helt ind i dithyramben, og hun jublet det samme, hun ogsaa tilsidst, skjønt hun eiet kornblomst-blaa barneøine, som endnu slet ingen minder hadde, men først idag begyndte at sanke dem:

– Draaper som drypper og fortapes i det store hav! sa hun. Glemme! glemme! gjentok hun.

Om Masker og mennesker

Samlingen ble gitt ut i 1909 og inneholder ni noveller: «De smaa sommerbølger», «Sætesdøler», «Jens Bäck og hans tre første patienter», «Masker», «Keisarindepæretræet», «I slaattonnen», «Unghesten», «Skaarefolket» og «Den hvite lille dame».

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1909

Del på Twitter
Del på Facebook