Mesteren fra Møre

Den 26 Psalme: [Naar ieg ichun hafver dig]

Naar ieg ichun hafver dig, da skiøtter ieg inted efter himmel og jord, der som mit liv og siæl end vansmectis, saa est du dog Gud altid mit hiertis trøst og min deel. .

1.

Eya min himmelske pregtigste gafve
o min høylofved Ene siælens trøstnaar ieg i hierted kun dig monne hafve,
da finder ieg min høy-fornøyed løst,naar ieg Jesu lill hafver kun dig,
for all lychsalig ieg skatterer mig
paa jorderig.

2.

Lad ickun himmel i støcher da brøste,
ret som det klare Christaline glatz,min siæl i Herren sig dog schal forløste,
betee schal hierted sig dog heel curatz.Hvad actis himmelens befestning stoer
naar du o Jesu i mit hierte boer,
som ieg vist troer.

3.

Jeg firmamented ret stort icke acter,
naar Jesu du est min og jeg er dinlangt meer Guds naade ieg høylig betragter,
hvis sødhed hviler i mit hiertis skrin,om soel, planeter end svinde maa
Christus min klippe fast schal stadig staa
og ej forgaa.

4.

See! er ej himmelen, Herre, dit sæde?
din schiøn og kongelig prægtige stoel,paa jordens schammel saa monne du træde
der grønis frydelig alt ved din soel,om baade himmel og jord schiønt forgaar,
det acter ieg forvist ej ved et haar,
thj Gud bestaar.

5.

Ach Herre Jesu! naar ieg dig mon eye,
jeg da for alle saa saare er riig,tj ofver alting i verden mon veye,
Christe barmhiertighed usigelig,dit søde ord o Gud, ret aabenbar,
som er mit himmels lius og løcte klar,
naar ieg kun har.

6.

Beholde maa vel de pregtig førstinde[r],
all verdens hærlighed og store løst,det som en schygge dog snarlig forsvinder,
men du o Jesu lill er all min trøst,hvad schiøtter ieg dog om det røde guld,
naar ieg kun hafver dig min frelser huld,
saa naade fuld.

7.

Ey mig det kunde paa jorden dog bade
om ieg end hafde den gansche verden vidog jeg dog schulde tage største skade,
oppaa min fattig siæl til ævig tidieg ej saa daarlig er, min Gud ack ney
det verdsens skiøn og sminched contrafey,
jeg schiøtter ej.

8.

Trodtz alt det, som udj verden mon være
jeg ichun holder det for idel støvall verdsens korte forfængelig ære
hensvinder som et lidet aspe-løfmen Guds u-sigelig naade og gunst
at hafve sicherlig det er stor kunst
og ej omsunst.

9.

Eya! Lad andre noch rigdom beholde
men see: at ieg er nochsom riig i Gudsom mig de skiønne klenodier bolde,
forærer som sin lille kiere brud.Perler, demanter og rubiner kiøn,
himmelsche dejlige smaragder grøn,
liflig og skiøn.

10.

Ret saa lad himmel og alle planeter
samt den klar skinnend’ firmamentes pragt,med sine prectig og skiøn qvaliteter,
blifve til støv igien og aske lagttj see hvad schiøtter ieg den himmel blaa?
naar ieg dig Jesu ickun hafve maa
og naade faa.

11.

Jordens høypregtige, pral, pragt og brammen
som idel aske ieg kun skiøtter sletttj udj støf det maa suinde altsammen,
der fore ieg slet inted agter detnaar ieg kun hafver dig min Jesu kier
blant alle ieg forvist lycksalig er,
paa jorden her.

12.

Christe Guds elschelig hvor stor er din naade
hvor sød og yndelig er din præsentz,hvor ved ieg fryder mig saa ofvermaade,
med hiertens jnderligste reverentz,din kierlighed, o Gud, foruden svig,
hafver i trofasthed, saa hiertelig
betaged mig.

13.

Hierted det brender af kierligheds flamme
til dig min himmels ven o Jesu søddet vill du Herre i naade annamme
og kierlig omfafne udj dit skiødvor kierlighed o Gud beseigle fast,
og det tre enige sterch himmels bast,
nu er omkast.

14.

See! om min siæl i mig skulle vansmegte,
og mine been schuld’ end fortørres hen,og mig end svaghed den schulde anfegte,
o saa est du Herre min trofaste vensom mig helbrede kand i ald min brøst,
og mig opfylde med din søde trøst,
glæde og løst.

15.

Der som med svagheds hart trengende byrde
mit lif end schulde være hart belatt,saa est du Jesu min saligheds hyrde,
min enist klippe sterch og høye skattsom med dit røde rosens farfved blod,
forfrische kand mit legem, siæl og mod,
fra top til fod.

16.

Aldrig i verden mig noged kand hænde
saa lenge ieg er paa denne ßyndig øesom mig ifra dig, min Herre kand vende
ja om endschiønt ieg end her schulde døelefver, da lefver ieg udj min Gud,
døer ieg, da bæris ieg af døren ud
en Christj brud.

17.

Till dine vunder og blodige smerte
o Jesu min trofaste klippe sød,nu sig fortrolig hen føyer mit hierte,
j mod gang, medgang, ja j lif og dødjeg varter efter dig min Gud med flid,
ieg venter Jesu din forløsnings tid,
o Herre blid.

18.

Er ieg da Herre, din troe tiener-jnde,
og du igien min naadig herre from,lad mig usigelig trøst hos dig finde
min loed, min deel, min enist eyedom,min høyest gode est Gud Zebaoth,
min siælis ancher og trygge slot
trofast og gott.

19.

Ret udj aanden vil ieg dig forvente
med troens lampe antendt stadelig,at du, o Jesu, mig snarlig vil hendte,
til frydens Paradis saa gladelig,hvor vj hin anden ret om fafvne schall
j den schiøn himmelske glimrende sall
til velgefall.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mesteren fra Møre

Mesteren fra Møre er skrevet omkring 1670 av en anonym forfatter. Muligens dreier det seg om Frederik Jørgenssøn Marstrand, som var kapellan og sogneprest i Tingvoll. Det er også mulig at forfatteren er en kvinne fra samme miljø. I innledningen til salmesamlingen prøver utgiveren å legge et puslespill som viser mulige bidragsytere gjennom kartlegging av nettverket omkring Marstrand.

Samlingen inneholder religiøse viser, sanger og salmer som må ha blitt til omkring 1670, litt før Dorothe Engelbretsdatter utga Siælens Sang-Offer.

Tekstene i Mesteren fra Møre er forsynt med melodier, og til sammen gir samlingen et godt religiøst, litterært og ikke minst språklig tidsbilde.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.