Kysten

1Naar man en vakker Dag styrer ud fra Trondhjem, Olaf Trygvesons gamle Kongestad, og sætter Kursen opefter mod det arktiske Norden, sker det med en blandet Fornemmelse af store Forventninger og Banghed. – Nordlands og Finmarkens Kyster har sin Saga, som ikke altid er skrevet ind med Solskyer over et blinkende Havspejl. Fantasien kan heller ikke give Tid, den maa bestandig foregribe Erfaringen, og saaledes har man paa Forhaand oplevet en Del af det Forventede, – man har beundret, og man har skjælvet, og nu vil man, at Virkeligheden skal give sit Tilskud; men det er, hvad den i Begyndelsen af Rejsen ikke gjør. Den slaar meget mere en god Del af paa Fantasiens flotte Udstyr og lader en vis Nøgternhed træde isteden. Men man ved jo, at man er paa Vejen til de store Syners Land, og skulde det end ikke indfri alle Fantasiens Løfter, har man dog med Historien i Haanden et Krav, som Virkeligheden nok kan ændre, men ikke afvise.

2Det var mod Midtsommerstid. I de fagre Bygder ved Trondhjemsfjorden stod Skoven grøn, og alle Søer og Elve blinkede varmt i den højtgaaende Sols Lue. Efterhaanden som Farten gik paa, tabte man dog Sommerens blomstrende Spor af Syne, – en nøgen Fjeldkyst afsatte sin almindelige Graastensform i Øst, og en Mangfoldighed af Øer og Skjær stængte i Vest for Havets Inddrev. Der fandtes i Naturens Aasyn ikke et Træk, som markerede Lidenskaben – og da vækker det ingen Interesse, selv om det lig Fuldmaanen glider ud i et eneste Smil.

Det første, som slaar ved et fremspringende Drag, er Skjæret med Fyrtaarnet. Det varsler paa samme Tid om Fare og Frelse i dette svulmende Archipel,Archipel] skjærgård som Skibet uafladeligt svinger imellem, – har altsaa den høje Post i Samfundet, og et Stade saa nederligt!nederligt] svært lavt, lavere enn noe annet Fiskeørnens Rede oppe i Fjeldskarret er ikke mere ørkenagtig. Og her sidder da i Regelen en gammel Sømand som Vogter; efter sit farefulde Virke paa Søen er han tumlet ind paa denne Friplads – for at hvile ud! I Stormen opreist mod Havets evige Trusel, i Stille omkredset af den dødelige Taushed. Det er en ekseptionel Samfundsstilling, hvis sociale Fradrag nok kunde forlange et materielt Tillæg. En stor Natur stiller store Krav til sit Folk, men der er stundom Misforhold imellem dem, hvorpaa det Store strander.

Efter at have passeret en aaben, rivende Fjord, bøjer man ind i et mindre Fjordløb, hvor man omsider kaster Anker ved den første By, Namsos. Den ligger 3smukt og giver et Billede af Lunhed og Fred. Hvad der i Trondhjem bær Sommerens fuldt udviklede Præg, er dog her ikke naaet længere end til Vaarens ungdommelige Brydning med den gamle Vinters Forstokkethed.

En Kystbys FysionomiFysionomi] særpreg træder ret levende frem ved et saadant Anløb af Dampskibene; thi det kræver uvilkaarligt, at Tankerne er samlede. Udlosning og Indladning af Varerne jager hurtigt en hel Del forskjelligtstillede Mennesker sammen: den faste Arbeidsstok med det sikre Lag, den løse med de spejdende Miner og Hænderne parat, – Kontorbetjenten med et sandt Janus-Syn, paa engang tællende, vurderende og maaltagende, – Toldofficianterne med det traditionelle skeptiske Drag i Næsen – Sælgekjerringer, Ilbud og gabende Smaabørn, Rejsende med alvorlige eller fornøjede Miner, – og endelig Lediggjængere af alle Arter, der væver sin skjødesløse Nærværelse ind i Billedet som et Slags Grundstof, medens det handlende Liv danner Mønsteret derpaa. Men Tiden er kort, og en alt forudseende Snarraadighed er Lederen i Bevægelsen; her tages ikke Fejl af Retningen,Retningen] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Retnnigen her løbes ikke an mod Forhindringer, thi er de der, da springes de over, eller de fjernes uden Tidsspilde, – og altsammen uden en eneste Lyd af ældre Tiders Kommandoraab, der fik selv den Uvedkommende til at fare sammen.

Saa standser Arbejdet, Hastværket puster ud, og der indtræder en Pause; i denne melder Efternøleren sig, farende som en Sprængbombe gjennem Massen – 4tilslut ender det hele som Afkjølingen af et kogende Vand, og idet Skibet langsomt glider ud fra Bryggen igjen, synker Billedet tilbage i den Ligegyldighed, som følger ovenpaa ethvert stakaandet Foretagende.

Og videre gaar Farten; i Fantasien opadstigende, for Synet i jevn Fladhed. Stoppestederne veksler, men Karakteren bliver paa noget nær den samme. Forventningen irriteres, og man begynder at udfordre Naturaanderne. Uvilkaarligt maaler man Skibets Størrelse og Bestand i Forhold til Arbejdet. Det fremviser hint Lag af smilende Imødekommen og ubøjelig Haardhed, som ofte mødes hos stærktprøvede Karakterer: der er Tid til at fare med Lempe, og Tid til at bestaa en Kamp paa Liv og Død.

Endelig bærer det henover et større Fjordløb, og et Sus af Nordmandshavet, som NordenskiøldNils Adolf Erik Nordenskiöld (1832–1901), finnlandssvensk geolog, polfarer og oppdagelsesreisende. Han ledet fem forskningsreiser til Svalbard 1858–1873, og fant Nordøstpassasjen på en ekspedisjon 1878–1880. har døbt det, jager Bølgerne op om Skibets Stavn. Samtidigt tykner det i Skyen, og enkelte store Sneflokker daler ned som hvide Rosenblade. Naturen har efterhaanden afkastet baade Sommerens og Vaarens Smykker, og staar nu i fuldt Vinterskrud. Det gjør næsten Hukommelsen til en Løgner: Hvad betyder det, at man har set Sommeren, det kan ligesaagodt have været Sommeren fra ifjor. Den snehvide Fjeldstrand ombølget af det mørkeblaa Hav taaler ingen letsindig Sommertanke i sin Nærhed, – ingen Latter, intet af alt det friskende Livsfyld, hvormed Sommerfugle, Engblommer og duftende Skovløv fostrer Sjælen. Saa tager man omsider, hvad der er, og slaar en Streg over, hvad der var.

5Op af de mørke Vande rejser Skjærene sine sorte Hoveder. Store Flokke af Søfugle sidder paa dem, nogle flakser med de vandtrukne Vinger, for at klare dem til en ny Flugt, – andre holder sig oppe som Skibbrudne, der efter en haard Kamp endelig har frelst sig paa Land, men endnu staar overvældede af Faren. Længere borte stiger en Ø op af Sneblændingen, – den er ikke meget mærkværdig at se paa, men den har sin Saga at berette, og da hilser man den med Interesse. Det er Lekøen.

Paa denne Ø herskede nemlig i fordums Dage en Kvinde kaldet Lekø-møen. Til hende bejlede Hestmanden, Herskeren paa en anden Ø, kaldet Hestmandøen, der set fra Siden faar en vis Lighed med en Ridende, hvis lange Kappe ligger bagud over Hesten. Lekø-møen sviger nu sin mægtige Bejler, hvorover han forbitret spænder Buen for at sende hende den dræbende Pil. Men en Redningsmand kaster sin Hat ivejen, og Pilen gjennemborer Hatten istedenfor den troløse Mø. Da gaar Solen op idetsamme, og alle Parterne forvandles til Sten. Derfor staar endnu den Dag idag Lekø-møen paa Lekø, Hestmanden paa Hestmandø, og den frelsende Hat, som kaldes Torghatten paa Torge, bestandig fremvisende sit Hul, der i Nærheden set skal danne en ganske artig Tunnel, – og endelig paa en fjerde Ø, som en prægtig Bautasten, den mægtige Pil.

Saaledes har i gamle Dage Befolkningen søgt at bringe en Mening ud af Fænomenet. Heldigvis har de havt meget Stof og liden Kritik, vi skulde ellers nu 6staa kolde overfor mange af Naturens Afvigelser, der ved Sagnet har beholdt sin usvækkede Interesse; thi Sagnet er isandhed en Folkedigtning, som ikke er grebet ud af Luften, men med barnlig Fantasi udformet af Virkeligheden. Traditionen vil bevare den i de mindre Træk, saalænge Naturen fremholder den i de store – og vi vil aldrig blive saa kloge, at dens Barnesprog ikke finder et lyttende Øre.

Dog er det ikke blot Sagnet, det er ogsaa Historien, som med skarpe, tydelige Træk har mærket denne Klippekyst. Saavel fra den gamle Tid som fra den nyere staar her indskrevet mange Navne, som minder om Stordaad og et kraftigt borgerligt Virke. Men de mægtige Jordegodser er udskiftede og Kapitalerne fordelte, og uagtet her endnu findes Enkelte, som med rigt Udbytte driver store Foretagender, er den egentlige MatadortidMatador] en meget rik mann dog forbi. Men intetsteds i Norden har Naturen været mere indrettet paa at fostre den Slags Smaakonger end her, hvor hver eneste af disse større Øer har kunnet danne en Stat for sig med sin egen naturlige Grænse.

Efterhaanden fremgaar nu de store Fjeldformer. Prægtigt løfter den snefulde Kyst sig op af Bølgerne, der mere og mere sortner under Luftens Tykning. Himlen har isandhed en truende Pande. Pludselige Vindstød jager pibende gjennem Tougværket og varsler om et Uvejr i Havet, og tung, man kunde sige dump, gaar Farten fremad forbi den Fjeldkolos, som bærer Svartisen, en af Norges pragtfuldeste Bræer, paa sine 7Skuldre. Af den uhyre Ismasse ser man dog ikke meget, kom hist og her et Blink mod Skyen, forresten er Alting Sne fra Hoved til Fod.

Saa nærmer man sig endelig Polarkredsen, og det giver Respekt. Ingen tænker mere paa at udfordre Naturaanderne. Kunde man liste sig forbi deres Forposter mens de sov, fristedes man endog til at give Afkald paa det nærmere interessante Bekjendtskab med dem. Det er ikke let at komme i de store Magters Vold; gjennem Fantasien gaar det endda, men Virkeligheden har noget mere at sætte til. – Nu løfter Hestmandøen sig op i Synskredsen, og den gjør et slaaende Indtryk. Naturligvis husker man paa Sagnet, som knytter sig dertil, og man smiler ad den naive Snarraadighed, hvormed Digtet har sprunget over alt det Mellemliggende, og trods de store Afstande ganske naturligt har faaet Stoffet passet ind i hinanden, som om det laa Side ved Side. Mere og mere vildt fremtræder nu Kysten, uagtet de spaltede, sønderrevne Toppe bærer Sneens bløde Omsvøb. Dette er Salten med sine dybt skjærende Fjorde, sine sagnrige Dalfører og sin Malstrøm, som i rivende Styrke endog skal overgaa den berømte Lofot-hvirvel. Fra Fjordaabningen ser man Indlandets mægtige Fjeldtoppe fortone sig spøgelsesagtigt gjennem Snefoggets flimrende Lysning, og endelig anløbes den næste By, Bodø.

Den har ikke noget særeget Præg at fremvise, hverken af sine Kystforholde eller sin arktiske Beliggenhed. Af historiske Momenter har den fra Fortiden 8vistnok enkelte, som kunde vække Interesse, i Nutiden læser man sig kun til Nødvendighedens Angivelser i hvert af dens kuede Drag. Men Bodø ligger i storslaaede Naturomgivelser, og vil man blot tage Byen som det faste Punkt, hvorfra man løfter Synet mod det brede Skue af Vestfjordens Indløb og de pragtfulde Alper, som dels i Nærheden rager svimlende op af Øerne og det faste Land, og dels i Fjernets Blaanen dukker fantastisk op af Havet, da faar den en anden og højere Rang. – Det hænder jo, at man ser en tarvelig udstyret Mand, som staar i Kredsen af en Flok unge, stærkt-udrustede Sønner, man giver ham i den Anledning en Æreshilsen.

Idet man forlader Bodø, træffer man paa et af de Navne, som saa ofte findes paa farefulde Steder hele Kysten opover. Det er Landegode, det gode Land. Hvert fremspringende Punkt, som i Ulykkens Stund har vist Vejen til Frelse, eller til Hvile, er af Sømanden givet Navnet god. Det er jo et af de Ord, som siger Alt i Et. Men Landegode yder ikke ret længe sit gode Landeværn. Den skarpe Vestenvind sætter i brede Kast ind fra Havet og klarer op i Sneskyen. Skibet har forladt den tunge Slidgang, og skyder stolt gjennem de højryggede Søer, – nu har det Brug for sine Kræfter, og det benytter dem kongeligt. Dette er den berygtede Vestfjord, som bruser ind mellem Lofotvæggen og Hammerøen, og som paa sin brede Bane ofte gaar frem med et Storhavs Vælde.

Man samler sig til Modstand, thi undslippe kan man jo ikke. – og endelig: Den, som Faren ikke gjør ræd, 9gjør den stærk; uvilkaarlig ser man sig om for at iagttage sine Lidelsesfæller. Stille Grupper af Mænd fra de forskjellige Samfundslag sidder og staar, hvor der findes en lunende Plads, enkelte dog lige ved Søens og Stormens stærkeste Inddrev. Ikke et eneste Aasyn er mærket med Forsagthed – Udtrykket er forskjelligt, men Styrke er Hoveddraget i dem alle. Man kunde ved et nøjere Eftersyn ganske vist læse Kystens Historie i disse Skikkelser, ligesom man læser Familiehistorien i et Billedgalleri.

En fremkastet Ytring fik denne Tanke til at slaa an. Man paakalder aldrig forgjæves Interessen for en Karakteristik, hvad enten det gjælder Samfundet eller den enkelte. En Person rejste sig op og præsenterede sig som en af Figurerne i Kystgalleriet. Dette var Velværets Mand, hvilket han ogsaa med Fornøjelse indrømmede.

«Jeg er nu iblandt dem, som er kommen over det,» henkastede han. – «Vi maa allesammen baske med Farer og Møje i disse Egne. Men saa er jo rigtignok Udbyttet forskjelligt. Der er dem, som velholden kommer indenfor Skjærene, og der er dem, som lever og dør udenskjærs, – jeg hører gudskelov til de Første.»

Man fristedes til at betragte denne Mand lidt nøjere. Han var i Femtiaarsalderen. Et Ansigt med brede Former, aabent Udtryk og et lidet Fremkig af Snuhed.Snuhed] sluhed Det var en Skikkelse, hvor Aarene havde afsat sig i faste Lag, og Erfaring var hans Kulturmærke. Forresten var han Kystlivets Mand, det tog man ikke Fejl af, ligesaalidt som af den Betegnelse: En som er kommen over 10det. Han fortsatte med en vis flot Iver sin Tale: «Ja, De kan jo nok omtrent gjætte, hvad jeg er naaet frem til, men jeg tvivler om, at De ser dybere i Sagen. Vi kommer nu snart til et Stoppested, der kan jeg levere yderligere Bevis, thi der bor jeg. – Det er et vejrhaardt Sted, men naar Sommeren en Gang kommer, er det ret vakkert – og det er indbringende. – Der bor en Del Fiskere omkring i Nærheden, og de søger allesammen til mig. Jeg udstyrer desuden selv adskillige Baadlag, og har til Udleje baade Hjælder ogog] rettet (etter Folkeudgaven) fra: og og (dittografi) flere rummelige Fiskestuer.»

«En halv Alen i Kvadrat til hvert Individ?»

«Aanej, der er dog lidt mere. Men hvad forlanger De, i Fisketiden er der knapt om Plads.»

«Men i Overmaal af Sygdom og Usundhed!»

«Det er ganske vist. Der flyver ikke stegte Duer i Munden paa Nogen af os.» Han saa sig uvilkaarlig omkring, som om han krævede Naturen til Vidne paa sine Ord, – og isandhed! den leverede en slaaende Illustration. «Jeg er nu,» vedblev han, «en holden Mand, men jeg har arbejdet.»

«Hvad har det at sige, naar Arbejdet er lykkedes.»

«Det er sandt. Jeg maa bemærke, at da jeg for noget over tredive Aar siden kom hertil og overtog et forfaldent Landhandleri – med laante Penge i Lommen, da var der ikke store Udsigter, uagtet jeg havde Polarhavet lige for mig. I de første ti Aar gik Mesteparten af min Fortjeneste i Bergensernes Lomme; thi med Landhandleriet fulgte ogsaa den udestaaende Gjæld, og 11omtrent al den Fisk, jeg kunde udskibe, gik til Bergen, hvor jeg efter gammel Skik fik den Pris, Kreditor selv satte. – Samtidig hermed forliste tre Vintre i Rad et og to Baadlag, som jeg paa noget nær selv havde udstyret, det gav alvorlige Stød, maa De tro. Men da saa min Hustru døde, var jeg rigtignok lige ved at komme paa Knæerne, og det var ikke alene, fordi hun gav mig den gode Hjælp i Livet, men fordi hun blev mig berøvet paa en saa skrækkelig Maade.»

Han betænkte sig et Øjeblik og saa sig omkring paa Land og Hav med et højst mærkeligt Blik. Det var et Fremblik af den Klogskab, Dristighed og forsigtige Beregning, som alletider blander sig i en Dyretæmmers energiske Syn.

«Hun omkom paa Havet,» fortsatte han omsider. «Ser De – der er noget frygteligt i Naturen her, – det er ligesom en ond Magt, der altid ligger paa Sprang. Der lader sig ingen Ting beregne overfor Polarhavet. Det har sine egne Luner, jeg vil ikke sige: som Kvindfolk; thi det er snarere som en af de Tyranner, man har læst om, der blev gale af Overmagten.» Han saa sig atter omkring med hint mærkelige Blik og med et eget haardt Drag om Munden, som dog lidt efter lidt gled over i Vemod. «Med min Hustru havde det sig saa,» vedblev han, «vi var i Besøg hos en Familie et Par Mil bortenfor os. Det var taaleligt Vejr, da vi hen paa Dagen la’ ud for at dra’ hjemover igjen, og da det var ved stigende Maane, tog vi ikke i Betænkning at regne et Stykke af Kvælden med til Turen. Men vi 12gjorde som der siges Regning uden Vært, og i Stunden var Havet jo Værten. Han meldte sig ogsaa! I et Øjeblik tyknede Luften til, og et Snedrev med Ilinger kom sættende ind fra Sydvest, præsise, saasom De selv har oplevet det, kun lidt mere ilter. Jeg havde et Par raske Gutter paa Baaden, og da Vinden var god, lod vi staa til en Stund med to Kløren klo: rev i råseil tilbords; saa maatte vi skiftes til at sidde paa Sejlet for at holde det, og uagtet vi ikke slap Øskarret af Hænderne, var det med Nød, vi holdt Vandet ude. Men hvad hjalp det! I en Haandvending var Baaden hvælvet og Søen slog over os. Uagtet Snedrevet kom vi dog alle fire lykkeligt op paa Hvælvet. Min Kone havde ikke mange Kræfter, og jeg støttede hende saa godt jeg kunde; men Baaden drev af for Bygerne, og Landkjending var ikke til at øjne. Saaledes bar det ud over Natten, og vi søgte saa godt det lod sig gjøre at holde Mod i hinanden. Den ene af Gutterne gav sig til at synge en Salme. Det kan jo hænde, at jeg paa Landjorden havde bedt ham tie stille med sit Snøvl;Snøvl] sludder men Gud velsignede baade ham og Salmen, det hørtes i Nødens Stund baade trøstende og godt. Jeg har siden ofte tænkt paa Salmesangen i hin skrækkelige Nat, naar jeg har læst om den Nyhed at afskaffe Religionen. Gud styrke Jer! har jeg tænkt – se til at komme ud paa en slig Kjølsejlads en Natstid; gad vide, om I ikke tog Vorherre til Naade igjen? Det er saa rart med det, at faa Døden lige ind under Synet.

Saa skinnede Dagbruddet endelig frem i Øst. Jeg saa paa min Kone, at hun holdt det ikke længere ud. 13Hun havde ikke talt et Ord hele Natten, Skrækken og Kulden havde lammet hende. Da Solen brød igjennem Skyen, og der faldt et rødligt Skjær hen over Havet, vendte hun Øjnene imod mig, det var, som hun vilde sige noget; saa lukkede hun dem igjen, slap Taget – og gled ned i sin Grav.»

«Et Par Timer senere kom der Baade paa Havet, og vi blev frelste. En af Gutterne havde holdt mig oppe paa Hvælvet, ellers var jeg fulgt efter hende; thi nogen ret Samling havde jeg ikke.»

Han rejste paa sig med en Kuldegysning, knappede Frakken om sig og tog et Par raske Vandringer op og ned ad Dækket. Lidt efter standsede han og tilføjede med opklaret Aasyn: «Ja, De skjønner vel, at mit Liv har to Sider og at det er den mørkeste, jeg nu har vist Dem. Der kan virkelig netop i svære Tider rejses et Skjel, hvor Skjæbnen saa at sige vender sig og styrer over i et andet Løb, idetmindste er det gaaet mig saaledes. Fra hin Ulykkesnat begyndte det at gaa mig bedre. Jeg fik min Gjæld betalt, fik mig opført et nyt Vaaningshus, – giftede mig et Par Aar efter, og sidder nu, som jeg bemærkede for lidt siden: Indenskjærs med en brav Hustru, to kjække Sønner, et indbringende Livsvirke – –»

«Og et Minde?»

«Det forstaar sig. At der nu og da løber mig en Taare i Øjet, klarer jo bare Synet. – Lægger De Mærke til Fyren der borte, ham med Hænderne under Hagen? Han var en af de Gutter, som sad med mig paa Hvælvet; 14men det var ikke ham, som sang Salmen. Nicol staar overhovedet ikke i noget godt Forhold til Vorherre: han har det med at pukke, og af dem har vi ikke saa faa her Nord. Der hænder Mangt og Meget, som slaar ned over en ulykkelig Mand med en vis Uret. Og da han jo sikkert tror, at Vorherre har vel overvejet og forud bestemt, hvad der ske skal, saa sammenligner han de forskjellige Tilskikkelser, og som sagt, da pukker han.»

«Han synes at være af de Udenskjærs?»

«Det er han ogsaa. Først tvang Skjæbnen ham til det, nu tvinger han sig selv.»

«Han kunde altsaa have det godt, men vil ikke? det er ualmindeligt.»

«Ganske vist. Han er ogsaa ualmindelig. Her fostres mange ualmindelige Mennesker i disse Egne; men hvad! de lever og dør som Fiskere alligevel. Denne her, Nicol, har været en dygtig Fisker. Som ung drev han især paa Haakjerringsfisket, og det kræver en dristig Mand. Siden giftede han sig og tog Hjem paa Pladsen, hvor jeg bor, og han fulgte mine Baadlag. Han havde en brav Hustru og fik to vakre Gutter, tilmed havde han sin gamle Far hos sig. Dette havde ogsaa været en Kraftkarl i sin Ungdom, nu var han udslidt, men han havde dog ikke vundet saameget, at han undgik Naadsensbrødet paa sine gamle Dage, og det er ikke velsmagende, som man ved.»ved.»] rettet (etter Folkeudgaven) fra: ved,»

«Nej. Det trænger at velsignes to Gange.»

«Men det sker sjeldent, sjeldent!» udbrød han. Hans Øjne mødtes uvilkaarligt med et mørkt Blik fra Nicol, 15som sad derhenne og syntes at ane, hvad dette Øjekast betød. Han rejste sig ogsaa op og forsvandt bag en af de mange Opstablinger, som garnerede Skibets Sider. «Det blev Nicols Ulykke,» fortsatte han, «at uagtet han arbejdede med den bedste Vilje for at skaffe alt til Husbehov i rette Tid, kunde han dog ikke lade være med at fremholde, hvad han gjorde, saa det syntes, som om han vejede Brødet i Haanden paa dem, og det var aldrig hans Mening. Man kan ikke sige, at Samlivet mellem Nicol og hans Husfolk var uhyggeligt, men det var hellerikke hyggeligt. Konen var næsten altfor ræd om hver Ting til Husbruget, og Gamlingen – ja han spiste sit Naadsensbrød, nogen Velsmag havde det sikkerlig ikke.»

«Da hændte det en Kveld, Nicol vendte sent hjem fra Søen. Han var træt og lej, og da Far’en sa’ et Par Ord om Baaden, som var bleven fortøjet ved den yderste Rhed, det han mente, kunde blive farligt, hvis Vejret slog om, gav Sønnen ham et stygt Svar. Gamlingen taug, som han plejede, og gik til sit Rum, og de andre la’ sig til at sove.»

«Ud paa Natten sprang Vinden ganske rigtig om, og stod ind paa Land med stor Kraft. Skulde ikke Baaden knuses mod Næsset, maatte den roes højere op i Fjæren og trækkes paa Land. Dette var, hvad Faderen havde ventet, og uden at tale til Nogen, stavrede han sig saa godt han kunde nedover til Søen. Her mødte han da den Mand, som havde været ude med Nicol, og som tillige havde Part i Baaden. Han var just paa Vej for at kalde ham til Hjælp, og det var nødigt han gik ind paa 16at tage Gamlingen med i hans Sted; men da denne fremholdt, at Sønnen var syg og trængte Ro, blev der tilslut ikke andet for. De fulgtes ad ud til Baaden, der allerede laa og hug paa Næsset, saa Naglerne peb.»

Jeg talte siden med ham om Sagen, og han forsikrede, at Gamlingen havde lagt Kræfter til for To, og da de endelig naaede at faa Baaden roet ind til Fjæren, og den skulde drages paa Land, havde han sat Ryggen slig imod, at den skar op igjennem Sandgrusen, som om den havde staaet nedover paa en Kjelkebakke. Saa havde nu den Unge noget at bære op i Nøstet, og da han kom tilbage og ikke fandt Gamlingen, mente han, at han vel var gaaet hjemover, og tog sig ingen videre Tanke af det. Ud paa Morgenen var Nicol selv ved Stranden og talte med Kammeraten, og da han fik vide Besked om Sagen, skyndte han sig tilbage for at se Far’en. Men han fandtes ikke i Huset, og Ingen vidste noget om ham. Da Sønnen kom nedover igjen, mødtes han af den sørgelige Beretning, at man havde fundet Gamlingen, som laa død indunder Læsiden af Baaden. Stakker! han havde sat det Hele paa et Træk, og som Almuen siger: kvittet for Livet.

Hele Dagen blev Nicol siddende ved Liget – akkurat som De saa ham sidde derborte med Hænderne under Hagen og gnavende paa Skraaet. Baade jeg og Andre var henne hos ham og søgte at tale ham til Rette, – vi kunde ligesaa godt have talt til Berget. Siden satte Konen og Sønnen sig hen til ham, og da Kvælden kom, fik vi ham endelig til at være behjælpelig med at sørge 17for Liget. – Det var en svær Sag for Nicol at komme over, men han kom heller ikke over den, snarere kunde man sige, at han endnu stikker i den. Det er ikke godt at have noget udestaaende med en Afdød, og det kan være saa svært, at man overkommer det ikke i denne Verden.

Et Aarstid efter døde hans Kone. Det syntes ikke at gaa ham videre nær til Hjærtet, – jeg tror, han var, som vi siger: fordummet af det tunge Slag ved Faderens Død; thi han følte det ikke. Men otte Aar senere, da begge hans vakre Sønner omkom paa et og samme Baadlag, da lover jeg for, at han følte det! – Jeg mindes en af de første Dage efter Ulykken var skeet, at han kom ind paa Kramboden og kjøbte sig en Flaske Brændevin. Jeg stod just i mit Kontor og saa ham gaa afsted med den. Ud paa Kvælden fandt de ham liggende døddrukken nede i Fjæren. Dette gjentog sig i de følgende to Dage, da forstod jeg, at det var galt fat med ham, og jeg tog mig for at tale ham til Fornuft.

Det var mærkeligt, – jeg havde aldrig sporet, at Religionen havde gjort noget Indtryk paa ham. Han gik nok i Kirke, som de Andre, det hører sig nu engang til; men der vistes intet Mærke efter det, hverken i Ord eller Gjerning – og dog var det fra den Side, jeg naaede ind til noget bedre i ham. Nu, jeg er jo ikke nogen bestaltet Prædikant, men et Guds Ord kjender vi Alle, og jeg talte det saa godt, jeg formaaede. Da jeg saa var færdig med, hvad jeg kunde sige, faldt det simple 18Ord mig paa Tungen: Du skal ogsaa huske vel paa, Nicol, at Du har en udødelig Sjæl at svare til.

Det rørte ved hans Hjerte, det saa jeg paa ham. De maa dog ikke tro, han svarte mig med et Ord, men han drak ikke mere, det var jo Svar nok, og han har siden den Tid opført sig som en brav Mand.»

«Men De skylder endnu Beviset for, at denne Mand kunde være indenskjærs, om han vilde. Hans Skjæbne synes dog rigtignok at have holdt ham langt borte fra hver eneste Landkjending til Hjemmets Hygge.

«Den Skjæbne, han har fristet, frister Mangfoldige i disse Egne; skulde de Alle til at pukke paa Vorherre for det, saa det galt ud; men det er, som jeg sa’ Dem, Nicols Hovedulykke. Han kunde nu være en holden Mand, men han gjør Ingenting for det, han tager saaatsige ikke imod, hvad Vorherre byder ham. Den Hygge, han kunde ha’, den nægter han sig, – det kan jo nok være, at han paa den Maade vil sone noget fra Fortiden, men da gjør han det med Vorherre, som han gjorde det med de Afdøde: han klarer sig til det Yderste – men han forlanger en Kvittering. De maa dog indrømme mig, at det er ikke paa den Maade, man afgjør sin Regning med Vorherre.»

«Nej, ganske vist. Saa samles han vel nok i den store Grav med Sønnerne!

«Det gjør han nok. Naa hvad! Havet skjenker mangengang et bedre Alderdomsasyl end Fattigvæsenet. En gammel udslidt Fisker har i Regelen kun Naadsensbrødet 19ivente, og som vi før var enige om: mætter det jo ikke altid med Velsignelse.»

» Heldigvis hører Finfølelsen ikke egentlig hjemme i de Regioner.»

«Aa, Finfølelsen er en Blomst, som gror i alle Samfundslag. Jeg for min Part har truffet den lige saa ofte i de nedre som i de øvre Regioner. Gad vide, om ikke Mennesket kan blive saa forfinet, at Finfølelsen visner hen?»

«Og gjenfødes ved Kunst som en Potpourrirose?»Potpourrirose] tørket rose i bukett

» Javel! Men maa jeg saa bede om den Saltvands Finfølelse, som jeg har den Ære at kjende, – den ved ialfald ikke af sig selv at sige. Thi – for at holde mig til Billedet – hvad ved Blomsten om, at den dufter?»

Efter disse Ord og med et smilende Nik tog den flinkeflinke] dansk: hyggelig Handelsmand sig en flot Tur hen over Dækket og endte paa Komandobrettet med Lodsens Kikkert for Øjet. – Ja, han var Indenskjærsmanden, det var sikkert, og han fortjente at være det. Men Udenskjærsmanden? – Borte ved en Side støttede hans vindtørre Skikkelse sig op til en Høstabel, og hans smaa, urolige Øjne søgte forskjellige Gjenstande. Omkring hans tynde Læber laa derimod et Drag af haardt Misnøje, og det flyttede sig sikkerlig ikke i denne Verden. Man kunde nok med den nødvendige Forkundskab læse de Ord ud af det: «Jeg har sat min Syndegjæld ligesom alle Andre, men jeg har afbetalt paa den og jeg staar plyndret lige til Skindet –hvor er saa Kvitteringen? – Staar der «til Takke 20betalt?» – Nej, det stod der ikke. Vorherre giver ikke sine Kvitteringer paa den Maade.

Men forfærdelige Regninger udsteder dog Menneskets Kampe med Naturen i disse Egne! Der gaar det gamle Ord mellem Søfolk, at de, som omkomme paa Havet, bliver salige. Hvorfra kommer en saadan Tro? Den er intet Dogme. Snarest er den født ud af det hellige Naturforhold mellem Gud og Mennesket – Faderen og Barnet. Thi hvor Ordet ikke høres og forstaaes, der hvisker Gud sine hellige Raadslagninger ind i Sjælen. – Saa har maaske en Kvinde, som stod ved Bredden af det Hav, der opslugte hendes Elskede, engang hørt dette Ord i Sjælen, medens alle andre Ord forstummede, og hun havde taget Trøst deraf – og den forfærdelige Regning var kvitteret.

Nu blev der Bevægelse paa Dækket, vi nærmede os et Stoppested, Signalpiben lød og Skibet laa stille. To Baade roedes hurtig hen til Siden; i den ene af dem stod to unge Mænd og svingede Hattene til en Velkomsthilsen, der livligt besvaredes af Handelsmanden, og det var ikke vanskeligt at forstaa, at dette var de omtalte Sønner. Saa hurtigt det lod sig gjøre var de oppe paa Skibet, og skjøndt de kun var to, syntes det dog i deres livfulde Iver og Venlighed som de omringede Faderen; thi hvor han saa sig om efter Noget, sprang En tilbage, og hvor han vendte sig for at gaa, løb En frem. Ned ad Landgangstrappen var den Ene foran og den Anden bagefter, og i Baaden omringede de ham paa samme Maade. Saa blev der vinket til Nicol, og han fulgte 21Vinket uden Ord, svang sig ned over Trappen, satte sig tilrette paa Toften og lagde Aarerne ud. Det gav et vældigt Ryk i Baaden, da han tog sit første Tag, – var det fordi han roede en andens Lykke tilland, – eller skjød han væk fra Mindet om de to stærke Sønner, som Havet aldrig gav tilbage? Vist er det, at medens den Ene af disse to Mænd sad i det lysende Gjenskin af at være kommen over det, vilde den Anden for bestandig blive paa den modsatte Side. Endelig løfter Sneskyen lidt paa de tunge Flige, og Solen kaster stjaalne Øjenblink hen over Havet. Fjernt i Synskredsen staar en Mur af Taager, det er Lofotvæggen; den vil ikke give sig tilkjende for Beskueren – en anden Gang! Men her mer end andetsteds kan man sige: en anden Gang er en Skjelm.

Efter som Vinden tager af, driver nu Sneen imod lig et Aandepust fra den evige Is, og man gjør paany et Sprang i Fantasien for at udforske Tilstanden i de Egne, som først skal blive synlige et Hundrede Mile længere mod Nord.

Det er et Pragtsyn at se en af disse Nordlandsbaade stryge for fulde Seil hen over Vestfjorden. Den har et dygtigt Hverv at klare; thi uagtet Havet nu er mildere stemt, tumler det dog gevaltigt med en saadan Baad. Men der er en Forstand paa Havet i hele Baadens Karakter, som kun finder sin Jevnlige i den Mands Lag, som styrer den. Dens overordentlig høje og bratte Stavn danner en stærk Modsætning til de lave Sider, der knapt ligger en halv Alen over Vandskjellet. 22Dog er det Hele harmonisk, og man kan ikke se nogen grasiøsere Bygning paa Havet end denne Nordlandsbaad, duvende op og ned i de vældige Søer med det firkantede Seil i spændt Bue fremfor Masten. Mærkeligt at se den manøvrere med Bølgerne! Nogle gaar den tvers paa Livet, kløver dem med Stavnen, hvorved Vandmassen fordeler sig, og næsten af Forskrækkelse glemmer at kaste sig over de lave Sidelænger, andre søger den at komme saa nær ind paa med Langsiden, at selve Bølgen løfter den op paa sin Ryg og bærer den paa skraas over i et lavere Strøg. Nordlandsbaaden er et mærkeligt Produkt af Kystlivets Kultur, og ved at betragte den, undres man over, at den samme Nyttens og Skjønhedens Sans ikke ogsaa har mærket Boligerne; thi disse er alle lige prægløse og tildels uskjønne, og ser med dumme Miner paa den storformede Natur, som de er bestemte til at leve i Slægtskab med. De passer til Nødvendigheden og ikke mere. Men det gjør ogsaa Baaden, og dog klæder den Kysten saa godt og passer saa vel til Naturen.

Dog ikke blot til Naturen, men ogsaa til Menneskene passer den; thi Nordlændingen er stærkt bygget, høj af Bryst og bred af Skuldre, og er med dette baade snarraadig og adræt. Den uafladelige Sidden i Baad udvikler forholdsvis Overkroppen paa Underkroppens Bekostning, men saa er Havet jo ogsaa hans Hovedvej! Naar han styrer sin Baad, fornemlig som Høvedsmand, hvortil bestandig udvælges den Dygtigste og mest Erfarne, lyser der et Overblik og et Fremsyn ud af hans 23Øje, der er en saa besindig Uforfærdethed i hans Lag, at hvor vildt han end lader staa til, det synes dog som Alt er indordnet det roligste Overlæg. Men det er det ikke; det er kun Frugten af hans umaadelige Dødsforagt. Om Frænder og Venner Dagen forud har sendt deres sidste, eneste Bud tilbage, som kun tydes af de tomme, omdrivende Baadhvælv, han styrer dog tilhavs – i det samme Vejr, paa den samme Bane, til det samme Maal. En nordlandsk Høvedsmand af den ægte Sort løber selv en Dampbaad agterud, og sejler mange Mile ud paa Havet i et rygende Uvejr, medens almindelige Fartøjer maa se til at bjerge sine Sejl.

Men der er endnu et tredie Led i denne Kystdannelse, og det er den prægtige Søfugl.

Ud fra Land styrer en Flaade af svømmende Maager, alle lige store, alle hvide og rene som Fjeldets blændende Sne. Der er intet Jag efter Fisk; i ligeligt vuggende Bevægelser glider Følget hen over det mørkblaa Hav. Det er Ungerne, som benytter Stormens Pusterum til en Svømmeprøve. Mærkeligt er det at se Sværme af Voksne kredse over dem i den blanke Luft, ikke paa Rov, snarere paa en Lystfart. Er det for at vogte dem eller for at vise dem sine Kunster? – Pragtfuldt ser det ud, naar den store Maage spreder Vingerne og pludseligt skyder højt op i Luften, svinger i vide Kredse, og gjør sine Kunster med sidelængse og baglængse Kast som en øvet Skøiteløber paa Isen. Men Livet er «ei blot til Lyst» – og derfor gives samtidig en anden Forestilling. Fra et Næs, som overskylles af 24Bølgerne, høres et vildt, forsultent Skrig, og en tre-fire Maager sætter tilvejrs, uden dog et Øjeblik at slippe Vandet af Syne. Flugten er tung, usikker, og Vingerne bevæger sig i smaa hurtige, dirrende Slag, medens Halsen er udrækket til Fangst. Da glider en liden Fiskestim hen under Vandskorpen, og pludselig lægges Vingerne ud til det brede Slag, der gjøres først et spiralformigt Kast, derpaa skyder den som en Pil ned i Vandet for at gribe Fisken.

Det er denne tredelte Kystdannelse, som Himmel, Jord og Hav her har fostret i sit Billede, og som aldrig vil kunne skilles, saalænge Aarsag og Virkning følges. Uafbrudt vexler nu Billederne, der i Mangt og Meget bliver ens. Store og smaa Øer, smalle Sund, fremspringende Næs og dybe Fjordløb, hvoraf hvert enkelt Punkt dog drager Syn og Tanke til sig, og derfor samler sig efterhaanden til en stor og fyldig Enhed. Saa styres endelig ind i det brede Tromsøsund, og Skibet kaster Anker.

Ned imod Søen skraaner den vakre lille By, der har sit Navn af Øen, hvorpaa den ligger, og som i skovbevoxede Højder bølger hen bagved den. Endnu er det kun Birkens silkehvide Stammer og brune Toppe, som stiger op af Sneen; men et straalende Vaarsmil spiller henover Øen, og lover en Glæde, som de blaagnistrende Snefjelde paa den anden Side Sundet synes at skjære Tænder til.

Saa skrider Dagen under, og Midnat ganger frem! Men de tolv dirrende Slag fra Kirkeuhret varsler ingen 25Aandetime; thi det er ikke Natten, som fostrer Spøgelserne, det er Mørket. Og nu stiger just fra Nattens Egn i det iskolde Norden en Solrødme saa liflig, saa underfuldt glødende, som flød den i en Smeltning af Lys og Farve ud over den hele Jord.

Hist og her i de stille Gader langs med Stranden dukker af og til en Livsytring op, der mere ligner en Søvngjængerfærd end et aarvaagent Livs Handlinger. Paa Søen svømmer Fartøierne med udslagne Sejl, det ser ud, som om de svævede paa en Morgensky, saa gjennemsigtig er Vandets rødmende Overflade. Enkelte Smaabaade roes ud til Skibene, andre fra Skibene ind til Landgangsbryggen, og hen over Sundet tegner sig de mørke Omrids af nogle Fiskerbaade med sin ensomme Fisker. Langs Kysten ide bladløse Træer er Fuglene i stadig Bevægelse, men det er ikke Dagens Travlhed, det er hin urolige Svingen fra Gren til Gren, som gaar forud for deres korte Sovetid – fra et til tre.

Og da kommer en Stund – alligevel en Aandetime – hvori det hele hviler. Det er et Billede af den højeste Skjønhed. Det er, som om hele Naturen synker hen i en Afspejling af Gud, – og Dæmonerne er endnuendnu] rettet (etter Folkeudgaven) fra: endnn ikke fødte! – Det Mindste med det Største er umærkeligt bleven iført et Poesiens Klædebon, selv Snefjeldene – de haarde Gaster! staar rødmende som i en Glædesdrøm, – om denne udformer sig af Triumfen over Polarisens tiltagende Vælde, eller om den stiger som et Haab mod den kommende Sommer: at den 26skal ile med at smelte Ispansret for de tusinde Smaablommers Livsspire bagved –?

Men Forvandlingens Stund gaar frem, og Naturen vaagner af sin Barndomsdrøm. Taarnuhret slaar to af sine dirrende Slag, Morgenlyset stiger op over den nye Dag, Østen staar i Lue, og Norden synker atter tilbage i sin kolde Skygge – Vidunderet er forbi.

Og ret som om Dagen vilde sætte haardt imod Nattens Fantasterier, driver mørke Skyer op over den sydvestlige Himmel, og Blæsten synger sin gamle Sang i Tougværket. Saa bærer det atter tilsøs mellem store og smaa Øer, over Fjordløb og forbi pragtfulde Fjeldgrupper; men omgiven til alle Sider af denne Naturstorhed, hvor den i sin Pragt dog intet Hjerte har for den Befolkning, den huser, kommer man efterhaanden til at tage Parti for Mennesket og det ulykkelige Dyr, som nu engang er bleven hans Husfælle her paa Jorden. Hvor er i denne mægtige Natur, som selv ved Midsommerstide bærer sit funklende Sneskrud, hvor er Udkomme for Livet? Sagen blev i Korthed drøftet.

Bor virkelig Folk i disse Egne? «Mange.» Hvorved opholder de Livet i den lange Vinter? «Smal Kost.» Hvad faar da Kreaturerne? «Sultefoder.» Hvorlænge lever de deraf? «Utroligt længe, men med store Lidelser.» Og Mennesket, som har overtaget det Ansvar at være deres Forsyn? – «Gud er Menneskenes Forsyn, men de sulter dog.»

Der var noget Haardt i den Mands Aasyn, som gav disse korte Svar, det var, som om han med et 27sammensnøret Hjerte var drevet op paa det Standpunkt, hvor man kræver Rettens Kjendelse af – den evige Taushed. Og dog var han den dannede Mand, som aabenbart ikke havde personlig Del i Sagen – var han maaske Læge?

Hersker da intet Forbud mod Sultefodring? «Jo – men det overholdes ikke.» Altsaa ingen Frelse for Dyret – ingen Barmhjertighed? «Barmhjertigheden er en skjøn Følelse, men den overlever sjeldent Armoden.» Man faar dog Afsky for de Mennesker, som misbruger Magten paa denne Maade? «Man afskyr Misbrugen, den kan jo stundom hede Stupiditet; men Barmhjertigheden bør være mere sejglivet hos Folk som De og jeg.»

Der var Intet at svare til denne Bevisførelse. Han tilføjede:

«Der er saa faa Domme. som skriver sig fra Erfaring, – de fleste kommer af Eftersnak.»

«Nogle kan dog vel fostres af Retsbevidstheden?»

«Men Retsbevidstheden tilhører et Kulturtrin, og Kulturen dødes af Mangel.»

«De ulykkelige Dyr!»

«Og Menneskene?» indvendte han strengt. «Dersom De har Taalmodighed til at høre en eneste liden Episode af denne Kysthistorie, skal jeg kunne give Dem den – saaledes, som jeg selv for omtrent en Maaned siden oplevede den?»

Han fik naturligvis Tilsagn herom, og han fortalte:

«Jeg bor her et Stykke nordenfor –» han nævnte 28Stedets Navn. «Der har i de senere Aar været Fodermangel, iaar er det nok gaaet til en større Yderlighed, uagtet flere har været saa kloge at indskrænke Kreaturholdet. Jeg var paa en liden Rejse indover i en af Bygderne og kom paa Tilbageturen tilfældigt til at opholde mig hos en Mand, jeg maa lægge til en ualmindelig brav Mand, som jeg havde kjendt i længere Tid. Han saa elendig ud, og jeg gjorde ham i den Anledning et Par Spørgsmaal, som han svarede undvigende paa. Man træffer Karakterer her, der ikke vil beklage sig, og det beviser da nærmest, at Ulykke eller Fortræd – hvad det nu kan være, har drevet dem ind i sig selv, ligesom det anskudte Dyr drives ind i Skovtykningen for at dø i Fred. Bonden er selv nysgjerrig til det yderste, men spørger nogen ham ud, da undviger han ethvert ligefremt Svar. Jeg hørte imidlertid nogle langtrukne Ynk henne fra Fjøset, som ikke var til at mistyde, – det var et sultent Dyr, og det endog i et sildigt Stadium. De begynder nemlig med at udstøde gjennemtrængende Brøl – de fordrer Maden –, og de ender med hin usigelige Klagen, hvor de beder for sig. Det gaar et Menneske til Marv og Ben. «Hvad er dette?» vendte jeg mig til Manden, som gik ved Siden af mig. Han saa over til Fjøset, men svarte ikke. Jeg skjønte nu Tilstanden: deraf kom hans forgræmmede Udseende. «Det Dyr maa Du slagte,» sa’ jeg, «eller det dør, – ikke at tale om, at Du paadrager Dig Ansvar baade for Gud og Mennesker.» Han svarte heller ikke paa det, og jeg saa, der var ikke Noget at stille 29op med Manden. Jeg gav ham endnu en indtrængende Advarsel og drog saa videre den halve Milsvei ned gjennem Dalen til mit Hjem. – Der gik vel en fire-fem Dage efter dette, da jeg en Aften var kommen til at sidde noget længere oppe end jeg plejede, og fik Lyst til at indaande lidt frisk Sneluft, før jeg la’ mig. Jeg gik et Stykke bortover Vejen, da med engang en Langslæde drejer om et Fremspring af Fjeldet, og styrer lige mod mig. Jeg stansede min Gang, og Langslæden holdt stille, – en Mand sprang af den, og gik frem, aabenbart for at undersøge, hvem jeg var. Jeg kjendte ham, det var ham med den syge Ko. «Hvad har Du her at gjøre paa denne Tid af Døgnet?» spurgte jeg. Han svarte med nogle Ord, som ingen Mening var i. Jeg fik en Anelse: «Hvordan er det gaaet med Koen Din?» spurgte jeg videre. Ja – der tales saameget om Præg og Udtryk i et Aasyn, – her var i Sandhed et, som talte uden Ord. Jeg skjønte baade, hvad der var sket, og hvad der skulde ske. Saa gav jeg ham Haanden med et Godnat, og føjede til – som en yderligere Beroligelse, at jeg trængte til at komme i Seng. – Dagen efter berettede min Tjenestegut, at der var set et dødt Kreatur svømmende i Søen. Ti Dage efter, da Havbølgerne havde revet det med sig, svømmede der et til. Begge to havde en og samme Ejer – eller Forsyn, som De kaldte det. Jeg vidste godt, hvem det var, og andre vidste det med mig, men der taltes ikke om det. Ser De, den Mand havde endog saamegen Finfølelse, at han ikke kunde spise de saakaldte selvdøde Dyr, 30skjønt han trængte dem haardt, og for at skjule Lovbruddet blev de kastet i Havet; men det at sulteføde dem indtil Døden, det gjorde han dog. Hvad Mange gjør, giver en Slags Hævd paa Sagen, selv om det er en Uret. Det at transportere et halvdødt Lægdslem flere Mile fra Gaard til Gaard, skjønt et saadant usselt Menneske maa bæres frem – det sker, uagtet Enhver ved, at det er en Ubarmhjertighed. Nej – mellem Armod og Kultur, og mellem Uvidenhed og Ansvar er vi nødt til at sætte en Tankestreg – til nærmere Overvejelse.»

«Og paa slige uhyre Betingelser indgaar disse Mennesker!»

«Der stilles dem intet Valg. De fødes under visse Betingelser, de lever og dør under samme. «Frihedens Tempel i Nordmandens Dale» er lavt til Lofte og trangt til Vægge i disse Egne.»

«Nød bryder alle Love,» siger et gammelt Ord.

«Ja – saalænge Jordlivet eksisterer, vil Nødvendighed og Frihed nappes om Herredømmet.»

«Det vil da blive den evige Saga om Kampen mellem Magt og Ret.» – – –

Fra nu af gik Farten ind i det egentlige Finmarken, og Øen Loppen er den første Station. Den Del af Nordishavet, som her i utøjlet Vildhed staar ind mod Land, kaldes Lophavet, og har sit Navn af de mangfoldige Taageflager, som driver nedover fra Polaregnen, og hænger sig i Øens spaltede Klipper. Disse omdrivende 31Smaaflager kaldes nemlig af Finmarkingen: Skylopper.

Snart duver Skibets høje Stavn i Lophavets vældige Søer. Der siges om dette Hav, at det har sine Luner og skifter dem hurtigt; af det gode Lune øjnes ikke et Spor, og ve dem, som af det onde drives ind paa Øens farefulde Strand, thi det er ikke mindre end at kastes til Gramstil å slåss om imellem Liv og Død. Loppen har kun en aaben Rhed, der vender lige mod Brændingen, og oftest sker Landingen paa den Maade, at Baaden af en Bølge sættes ind paa Land, hvor da Holdet lynsnart maa gribes, at den ikke skal drages tilbage i Havet igjen af den samme Bølge. Under farefuldt Vejr samles ogsaa Øens Befolkning ved Stranden for at gribe den indtumlende Baad i det rette Øjeblik. – Dette umedgjørlige Sted er dog meget søgt af Fiskerne; thi det er ikke alene en af Vestfinmarkens bedste Handelspladse, men det er og Midtvejsstationen for sydgaaende og nordgaaende Sejlere.

Men foruden den vigtige Handelsplads er Loppen tillige et Præstesæde og dets Kirke en Sognekirke. Finmarkens Befolkning er spredt omkring paa Øerne og de nøgne Kyster ved Ishavet, det er derfor naturligt, at Præsten deler Kaar med sin Menighed – men hvilke Kaar har da en Præst at friste paa sligt et Sted!

I de fleste Menneskers Liv foregaar Skjæbnekampen uden at afsætte noget slaaende Tegn i det Udvortes, det er hos den Enkelte, man skal lære Sagen at kjende, – hvor Lidenskaben har ført Kampen saa høilydt, at 32den i et eneste Skrig har forraadt, hvad Hundreder har fordulgt og slæbt med sig som en Blyvægt paa Legeme og Sjæl – indtil Graven satte det sidste Segl paa Tilværelsens skjulte Brøst.Brøst] synd

Man fortæller her om en Præst, hvis Livskaar ikke havde levnet ham andet Valg end at stille sig paa denne Ørkenpost. Der var vel lovet ham Afløsning – om ikke som nu efter otte Aars Tjeneste, saa kanske efter det dobbelte Tidsmaal. Hvis han paa sin Ungdoms Skueplads var fremtraadt med et raskere Livsmod, end Tiden kunde tillade, – seksten Aars Ophold paa Loppen skulde nok dæmpe det. – Men Præsten kunde ikke give Tid, og en Søndag efter endt Gudstjeneste gik han fra Kirken ned til den vilde Strand og sprang i hele Menighedens Paasyn i Havet.

Dette er ganske vist et Billede af den svundne Tid; men langs hele Norges Vestkyst fremgaar dog under forskjellige Former den samme mørke Saga, og den rækker lige ned til Nutiden. Det kan heller ikke tænkes, at Naturforholdene skulde forandre sig saa, at det tunge her blev let, og derfor maa man sige: at om man iblandt alle de Aandens Fyr, som er posterede paa denne ødslige Kyst for at give Veiledning til Frelse, kun fandt Enkelte, hvis Lys brød klarende gjennem Forladthedens tunge Luft – man kunde vel sige: Tak og Ære!

Dette er dog ikke den eneste Saga, som svæver over Øen, men de er ligesaa vanskelige at fastholde som en af Skylopperne paa de høje Fjelde. Der har 33til alle Tider været Skikkelser, som maatte forsvinde, Knuder, som ikke kunde løses, men maatte hugges over, og det fornemlig under den danske Regjering; i alle slige Forhold var Finmarken en god Tilflugt, – det kunde tie med en Hemmelighed, og hvad Loppen angaar, da kunde der klages lydt og længe, Havets uhyre Drøn mod Stranden vilde overdøve alt – og Gravene fik ingen Paaskrift.

Fra Loppen gaar Farten igjen indenskjærs langs med den store, klippefulde Sørø, indtil Norges og den beboede Verdens nordligste By, Hammerfest. Mellem store Klipper, Skjær og Bølgebrydninger ligger dette naturforladte Sted og fører sin Kamp for Tilværelsen; thi det er absolut saa, at Elementerne har sagt sit: hertil og ikke videre, og at Byen, om den fik to hundrede Aars Alder til det ene hundrede, den har, vilde staa foran den samme urokkelige Grænse, med det samme Fysionomi.

Byen har en meget god Havn, og det betyder noget i disse Farvande, den har ogsaa en ret livlig Handel, og de mange klodsede Smaafartøjer ved Navn Lodjer, som ligger paa Rheden, vidner om et betydeligt Samkvem med Rusland. Fra Hammerfest foregaar desuden de fleste Udskibninger til Spitsbergen, og Polarfarerne har her sin sidste sikre Station. Disse Ting tilsammen giver Ansvar, og Byen faar et Alvorspræg deraf. Ganske vist bevæger Livet sig her tilsyneladende med samme Lethed som andetsteds, og Solen blinker fornøjeligt paa de klare Ruder i et og andet vakkert Hus, som synes 34at indbyde til Møde med et muntert Hjemliv; men dette er dog kun de enkelte bløde Drag, som Nødvendigheden udformer ved Siden af dem, der saa at sige hugges ind i Sten.

Under Opholdet her stilner Blæsten af, men Luften beholder det samme haarde Drag, og paa Farten videre frem er det, som om alt dirrede af Kulde. Det driver med Snefog, ikke som ellers i bløde Flager, men i stivnede Former, overdragne med et Rimfrostlag. Hvor de lægger sig, hensmelter dette meget hurtigt, og en Isstjerne bliver tilbage, som en stor, glimrende Paillet, der holder sig længe. Ogsaa i Form af et fint Bregneblad jager de ned. Man ser, at den evige Formkraft i Naturen er lige virksom i Kulden som i Varmen, – men noget maa den have at forme af, og saa forsvinder efterhaanden hele bølgende Skylag i den store Kunstners Værksted, Himmelhvælvet gaar straalende frem, og Snefjeldene blaaner i Gjenskinnet.

Hvor man vender Synet, fremgaar intet uden den mørkblaa Himmel, der synes at slutte sig fast til Havet, og som et Dække at lukke til over den snehvide Jord. Alt flyder sammen i den iskolde Renhed, som Livets Aande endnu ikke har berørt.

I Nordvest dæmrer op et Land, det holder sig en Stund imod det hvide Blink, hvor Hav og Himmel mødes, saa træder det nærmere. Det er Ingøen med en tilstødende liden Holme, som kaldes Fruholmen. Paa dette Sted staar Norges nordligste Fyr – den sidste Grænsepost foran det umaadelige Hav.

35Ogsaa over Fruholmen svæver en Saga, hvoraf den endnu har sit Navn. Der var paa hele Finmarkens knoglede Kyst, i alle de talløse Indhug, ikke et Sted saa skjult, at man turde betro det denne Hemmelighed, saa blev hint yderste Punkt valgt, – men det var mere aabenmundet, end man havde troet. Endnu den Dag idag ved hver Fisker i disse Farvande, at Holmen har sit Navn efter en fornem Frue, som levede og døde der, uden at være kjendt af Nogen; og Traditionen har efterhaanden udformet hendes Billede med saa levende Træk, at man nok af dem kan tyde Baggrundens Karakter, selv om Tiden har afbleget Farven.

Det var under Dansketiden, at et stærkt bemandet Skib lagde sig for Anker ved Ingøen, som dengang havde sin Kirke og sin juridiske Øvrighed. Et velbeseglet Brev, der tydede paa en Brevskriver af høj Byrd, overraktes Stedets højeste Myndighed af Skibets Chef, og efterat dets Sifre var vel tydede, og den skjulte Mening uddraget, blev med stor Skyndsomhed en Bolig paa den nævnte Holme ryddet og istandsat for en ukjendt Gjæst. Da Huset var saavidt færdigt, at et Menneske i det kunde friste Livet, førtes en fornem Kvinde iland fra Skibet, og indsattes deri. Straks efter hejsede Skibet Sejl og satte Kursen mod Syd igjen, – og den Ubekjendte blev tilbage.

Frue blev hun kaldt, men hvem hun var, hvad hendes Skyld maatte være, det vidste Ingen. Hun fik et kvindeligt Tjenestetyende til sin Pleje, fik Lov til at røre sig frit inden Stuens fire Vægge, ja endog til at 36forsøge, hvor nær hun kunde komme det fraadende Hav paa de bratte Sider af Holmen, men udenfor denne kom hun ikke.

Som en fangen Svale fløj hun omkring i sit Indelukke, – fra Rude til Rude – – mod Syd, mod Nord i ustandselig Søgen, i rasende Smerte, i afmægtig Vildelse. Frihedens udstrakte Horisont omkredsede hende, den store Livsvej laa aaben foran hende, og dog var hun en Fange! Var der da ingen Frelse – ingen Vej til Flugt? Tausheden gav sit Svar.

Men engang maatte Hjælpen komme, Udvejen findes! Hun sad jo inde med den store Kapital af Ungdom, Rang og Skjønhed, naar var den hidtil bleven erklæret værdiløs.

Men et Aar rundt – eller kanske to, paa dette forfærdelige Sted, vilde det ikke blege hendes Kinder og slukne Glansen i hendes Øjne? Og det store, gyldenbrune Haar, maatte det ikke ligesom Markens Blomster: falme og forgaa? Det turde ikke ske! Han, som hun ved sin Skjønheds Rigdom havde vundet – og hvis ægteviede Hustru hun var, til trods for alle Jordens Magtbud, – han skulde ikke komme og finde sin Kjærligheds Skat forødt, – hun vilde give Tid – og Taal.

Men den Tid, hun gav, var ikke lang, heller ikke var den Taalmodighedens Fostring. Svalen fløj endnu bestandig vildfarende om i sit Bur, søgende efter en Aabning, prøvende atter og atter hver Mulighed til Frelse, indtil Vingerne sank, og Afmagt lukkede dens Øje.

37Saaledes hengik det første Aar, i det næste sad hun stille og spejdede ud over Havet etter det Skib, som maatte komme. Han havde vel Raadighed til at bemande et Fartøj, og til selv at styre hidop for at udfri hende af det gruelige Fangenskab – han, hendes Husbond! – Desuden: Den vrede, som havde trykket Overmagtens Sigil paa hendes hemmelige Landsforvisning, kunde formildes, – ja Døden kunde jo endog bryde det mægtige Segl! – hun vilde give Tid!

Og hun gav hun Tid. Det lange Mørke skiftede med det uendelige Lys, – under Himlens vide Udstrækning trak store Skarer af Søfugle hid og did, de vilde Svaner kom fra sin lange Rejse, og rakte længselsfulde Halsen imod Landet med de stille Søer og de uberørte Skove; thi der skulde de jo leve sit Kjærlighedsliv under et Skyhvælv, hvorfra Solen i Maaneder ikke forsvandt. Det var det eneste Budskab, hun fik fra Verden, og hun vedblev endnu at tage Haabets Varsel deraf. Saa kom Høsten. Mellem bølgende Taager, paa tunge Vinger, sejlede Svanerne atter hen over Øen, og deres lange, skjærende Skrig lød som en Smertens Fanfare til Afsked fra det haarde Finmørk, der helst jog alt Levende fra sig, for at være alene med Dæmonerne i det rugende Mørke. Da betoges hun atter af Vildelse. Paa Frelsen vilde hun ikke mere kalde, nu vidste hun, den aldrig kom; men et Varselsskrig vilde hun sende ud over Verden: Ve, over hver den, som med Ungdomshaabet stevnede hidop til Taushedens og de mørke Rædslers Land!

38Aar gik hen over denne sidste Strid, da blev hun træt til Døden, og gav den op. Der var omsider tilstaaet hende den «Gunst og Naade» om Søndagene at turde gaa til Kirken paa Ingøen, det gjorde hun, men med Livshaabet var det forbi, det var endelig gaaet tilbunds i Finmarkens vilde Hav, hvis frygtelige Søer slog op omkring Huset. Lidt efter lidt fordunkledes Erindringen, og Aandens Liv visnede samtidigt med Legemets; af den stolte Frue med de vredfunklende Øjne og det dejlige Aasyn, stod kun en famlende, menneskesky Kvinde tilbage, hvis urolige Øjne bestandig søgte Noget, de aldrig fandt.

Da kom endelig en Nat, hvor den fangne Frue talte over sig: – – Der var Halvmørke i den lille Kirke – paa Alterbordet brændte to smaa Lys, og for Alteret stod den gamle Præst med Bogen i sine rystende Hænder. – Der var koldt, Høstens Storm drev omkring det fattige Gudshus, det hørtes som hylende Ræve og varslende Ugler! – To ringe klædte Bønder stod langt nede ved et Stolestade, en gammel Tjener svøbt i rødlig Kappe stod ved Koret, det syntes som de alle lyttede med Banghed ud i Rummet, hvor de lange Skygger famlede omkring, og rakte sine Arme efter Lyset. – – Da tren et Par hen til Alteret – det var Brud og Brudgom! Stolt og kongelig var han, over al Maade dejlig var hun, – paa hans Pande stod skrevet Trods og Egenvilje, paa hendes fremblinkende Vrede og et Angstens Jag: hvi faldt Ordet saa langsomt fra den gamle Præsts Læber, som om han viede et Lig til 39Gravens Stilhed, – alt dette kunde med Føje springes over, naar blot de Ord udtaltes, som for evigt bandt hende til den høie Brudgom, og løftede hende fra Livets Skridtgang op i Gyldenkarmen med vælige Forspand. Hun var slet ikke for at give Tid! – Saa endelig lød Ordet, og de erklæredes for rette Ægtefolk at være. – Hvad Gud havde tilsammenføjet, skulde intet Menneske adskille. – – Fast sluttede hendes Haand i hans, en Sejersstraale mødtes i deres Blik – langsomt gik de Arm i Arm nedover Kirkens stenlagte Gang; nu var der intet Jag fornødent, Sejren var vunden. – – Forfærdeligt ruskede Stormen i den skrøbelige Kirke, det gav sære Lyd, – det hørtes som Vognhjuls Skrangel og Menneskers Tilraab. Pludselig reves Kirkedøren op, mørke Skikkelser trængte ind, haarde Hænder rev hende til sig – Syn og Sans forgik hende. Da hun atter blev sig bevidst, var hun alene, indelukket i en Vogn, og Vognen for hen over Stok og Sten i den mørke Nat med Stormens hylende Aander til Følge. En slig Fart havde hun vel altid higet efter, – men det var rigtignok paa en anden Bane. – – Saa holdtes omsider stille ved et Hus, hvor Mennesker kom til, som hun ikke kjendte, og som ikke agtede hendes Spørgsmaal og Klager mere end Støvet under deres Fod. – – Og der gik Dage og Nætter, da lukkedes hun inde i det trange Rum paa et Fartøj – – hvad brød man sig om hendes Vilje, her raadede en højeres Bud. – – Hun vilde have Lys i Sagen, – hun fik give Tid! – Det kunde hun ikke. Saa maatte hun lære det.

40Dette var Hovedsummen af Dødskampens afbrudte Udraab. I en kvalfuld Repetiton, med pludselig opvaagnende Bevidsthed, gjennemgik hun Livets frygtelige Lektie, – og i et Skrig efter Lys – Lys i Sagen! brast hendes Øje.

Man skulde have troet, at naar en og treti Somres lange Lysdag havde skinnet hen over Havet, og endnu ikke vist hendes stirrende Blik det Frelsens Skib, hun ventede paa, da havde hun faaet tilstrækkeligt Lys i Sagen.

Den døde Frue blev nu nedlagt i sin navnløse Grav, og Rygtets Vinger forsvarligen stækkede; ja der blev endog til yderligere Formummen indspunden Traade i Begivenheden, som gav den en anden Farve. Dette forandrer dog intet i Hovedsagen. Fruholmen bærer i sit Navn Sagnet oppe om den fangne Frue, og Naturen giver sit evige Tilsvar, naar den spørges om, hvordan hun led og stred i sin aarlange Dødskamp. Men samtidig fremlægger den ogsaa et Blad med Historiens Paaskrift: Fruholmen er – trods sin vilde Aabenhed, et af de mørke Steder, hvor Magten hævder sin hemmelighedsfulde Domfældelse, og hvor den var sikker paa, der aldrig vilde rejse sig noget Spørgsmaal om Ret og Uret. – Nu lysner fra det samme Sted et Fyr hen over det fraadende Hav og varsler om Faren – hver Tid giver sit Tegn.

Saa gaar Farten videre frem. Endnu jager Bølgerne op om Skibets ranke Sider – men det er blot til Lyst! Skyhvælvet bærer sig saa højt, som om det evigt havde 41fjernet sig fra ethvert Samkvem med Jorden, og det herlige Solskin mødtes med Havblinket i et uafladeligt Straalespil. Det er et Billede af Dagen – Ungdommens løfterige Dag! Men Ungdommen hører jo hele Livet til, og Flammen i den Gamles Bryst er Ungdom. Derfor er det heller ikke efter Alderen, men efter Kraften, at man indaander Naturens store Strømdrag og føler Væksten af den i sit Hjærte.

Endelig skimtes et fremragende Punkt i Synskredsen, som ser ud til at være Jordens Afslutning imod det aabne Hav – det er Nordkap. Man ser i den lange Afstand ikke det lave Land, som hænger fast ved Klippen; det synes, som Havet ombølger den til alle Sider, men det er ikke saa. Denne Naturens Storkarl har et Armodens Paahæng, som han ikke kan blive kvit; thi Magerøen strækker sit nøgne Berg til begge Sider og bagved, hvor Sundet skiller dem fra Fastlandet.

Det er betegnende for dette Land, at det hedder Finmarken; thi Mark er i Norge det samme som et udyrket Sted og kaldes en Udmark, – Finmarken har sin længste Tid været, og vil for sit største Areal bestandig blive en Udmark. Naturkræfterne har her Magt til at standse ethvert Forsøg. – Men Naturens ægtefødte Børn – Landets Ejendomsfolk – er de da underkastede den samme ubønhørlige Lov?

Skibet sagtner sin Fart, og et Par usle Smaabaade lægger til Bord – De ere bemandede med Søfinner. Stationen hedder Gjesvær og er den sidste før Nordkap passeres. Det er et vildt ensomt Sted, – dog strømmer 42igjennem Forladtheden en af hine svulmende Pulsaarer, som sætter hele Verdenslivet i Bevægelse – nemlig Telegrafen.

Finnerne er hurtigt oppe paa Dækket. Tre – fire Stykker af dem bakse lidt Fragtgods hen til de anviste Pladse, og to – en Olding og en Gut, som har stillet sig op ved en Side, staar hensunkne i en forstenet Beskuelse af hvad de ser. – Intet levende Væsen kan tydeligere frembære Naturens Forkrøbling! Lavtvoksede, sammenkrogede med krumme Ben, sort filtret Haar, stikkende sorte Øjne, en bred Mund med gridske Tænder og indskrumpede Lemmer, og endelig alle disse Livsredskaber ligesom sammenflikkede med Snavs – det er Søfinnen i hans almindelige Habitus.Habitus] skikkelse, fremtoning Hvilket Armodens Præg! Om den norske Armod i sin usleste Skikkelse stod hos os, den vilde synes et Kulturbarn.

Har dette Folk da en Fremtid? Ved første Syn troer man det ikke; det har ubestridelig Præget af at være dømt til Undergang. Just paa denne Maade forsvinder jo Arterne, hvor de ikke med Vold udryddes. DeDe] rettet (etter Folkeudgaven) fra: de forgaa i sig selv, idet Marven sagtelig udrinder, og Formen endnu kun holder sig oppe som en Maske over Dødens Arbejde.

Ved at se dem mellem de Norske, faar man et slaaende Bevis paa den Stærkeres – det vil sige Livskraftens Ret, og forsaavidt hersker Naturloven med samme Ubønhørlighed over Finnen som over hans Ungdomsland. Thi jevnsides med denne Lov hersker jo en anden, som paabyder Omskiftningen, og dermed forsvinder 43Grundpræget. Altsaa: appellerer han fra Naturloven til Kulturloven, hans Sag er tabt.

Men det gjør ondt at se ham mellem sine Overmænd, hvis Ringeagt han føler selv der, hvor den aldrig vises. Betragter man de stikkende Øjne, som løber urolige om fra Gjenstand til Gjenstand, da ser man Noget i dem, som tyder paa, at han er sig bevidst at være degraderet; men tænke kan han ikke, at dette er sket ifølge et Lovbud, som ingen Statsmagt kan ændre.

Den gamle Fin, som stod der med Gutten, havde en mærkelig Lighed med enkelte af de gamle Jøder fra Ghettoen i Rom. Det samme Fornedrelsens Præg med et Underlag af Had, der dog hos Jøden har en Gifttand, som hos Finnen, hvis han har havt den, ved god Behandling igjennem Tiderne er forsvunden. Gutten havde aabenbart Lyst til at springe fra den Gamle, men han holdt ham fast! – Begge var ens klædte og det samme, som forstenede den Gamle, gjorde Barnet fem Aar ældre af Aasyn og Lag. De var begge to Levninger af et Folk, og de fik holde sammen.

En Stund efter dreves Baadene mod Land af Efterdønningerne fra det stolte Skib, der isandhed fra dette Møde skjød som en Frihedens Herold – ret imod Nordens alvorlige Forpost.

Prægtigt som Jordens sidste Hjørnesten staar Klippen imod den høje Luft og det funklende Hav. Til en Forskjel tegner den sig ganske sort, medens det øvrige Land er snehvidt. – Og nu mindskes Farten; thi vistnok 44er Nordkap skjønnest forude i Synskredsen, men størst er det dog med den bratte Fjeldvæg lige mod.

Det er et gribende Syn at have Kjæmpen foran sig med Snekaaben om de brede Skuldre, og den truende Pande vendt mod Havet. Man ser han giver ikke Vige. Havet kan løbe an med sin vildeste Kraft, det rokker ham ikke; det kan lægge sit lyse Aasyn kjærtegnende til hans Bryst, det rører ham ikke. Han har Aartusinders Kjendskab til Havets troløse Mildhed og til dets Havfruhjerte, han lader sig ikke lokke! Stevnet mellem ham og det er Kampen mellem tvende Stormagter, – de kan slutte Fred for en Stund, Venskab aldrig.

Men Synet er ikke blot stort, det er tillige vildt, medusaagtigt – Indtrykket af den ubøjelige Naturkraft virker altid forlammende paa Sjælen. Denne Klippe viser bestemt Mennesket fra sig, den vil hverken give eller modtage. Vilde Kulturen indpode den sit Liv, det kom til at gaa med det som med Hanens Æg: Dæmonerne vilde udruge det til et Monstrum og fortære det.

Saa forsvinder det store Billede og Reversen gaar frem.

Paa den nordre Side af Klippen faar man se et Uhyre af en Sten, en Slags Udvæxt, som kaldes Hornet. Det kunde fortjene at hede Finkongens Stol; thi engang har dog en Finkonge hersket over dette magre Land, og paa et sligt Højsæde var han idetmindste sikker paa aldrig at blive overset af nogen anden jordisk Monark. – Bag Hornet ses Opgangen til Nordkap, der jo har 45den Mærkelighed at paapege, at en Konge har betraadt den, hvilket nok kun er hændt en Gang i den kristne Tidsregning, og maaske heller ikke oftere vil hænde – thi en Barnevej er det jo ikke. Kong Oscar II besteg nemlig Nordkap i Sommeren 1873, og efterlod sig der et Erindringstegn, som af Naturaanderne sikkert ikke vil faa den Fredning, man kunde ønske, – men som af Finmarkinger og Nordlændinger betragtes med beundrende Blikke.

Lidt efter lidt skrumper nu Landet ind, og det mægtige Østhav tager Overmagten, – det er den Del af Ishavet, som løber ind mellem Nordkap og Nordkyn, og hvoraf der staar en evindelig Trusel selv paa en Godvejrsdag. I Stunden ligger det stille – funklende som en Flade af anløbent Staal, og langt skjønnere i sin kolde Styrke end Neapels smilende Havbugt. Fra Østhavet skjærer tre store Fjorde ind i Vestfinmarken, den største af dem er Porsangerfjord, ved hvis Udløb man har en mærkelig Erfaring at gjøre. Hjørneklippen, som kaldes Sværholtklubben, er nemlig et af de største Fuglebjerge i Finmarken.

Bjerget var paa Sydsiden fuldt oversaaet med Søfugle, og gav Indtrykket af at være en eneste levende Masse. Hver Brist og Brud var udfyldt med Liv, – det kriblede og det krablede, det skreg og peb, medens den Ene uafladelig fortrængte den Anden. Kun en af de store Myretuer i Granskoven kunde afgive en Maalestok for dette Perpetuum mobile af et Bjerg; men det slaar dog ikke til. I Myretuen hersker en vis Samfundsorden, 46i Fuglebjerget derimod regjerer Naturloven i sin yderste Vilkaarlighed.

Paa Skibet blev nu løsnet et Skud, og med et eneste Skrig, hvis Forskrækkelse og Vildhed intet Ord kan betegne, flyttede hele Fuglesværmen sig ud fra Bjerget. Det blev en Forvirring uden Lige. I et Øjeblik var hele Luften fyldt med disse omflagrende Væsener. Det var en vild Flugt, og alligevel svang kun de Færreste sig ud paa større Vidder, Massen vedblev at virre omkring paa et og samme Sted – tørnende an imod hinanden og skrigende op som om der lige ved var en Redning at kalde paa, alt med den mest stupide Blanding af Rædsel og Hjælpeløshed. – Men imod den straalende Luft afgav denne Forvirring alligevel et Skjønhedssyn, idet hver eneste Vingespids drog en Straale efter sig, og de blanke Hoveder fremhævede smaa skinnende Punkter, der virrede rundt som Lygtemænd i den solformørkende Mylder.

Omkring Bjergets Fod var der en liden Strand opfyldt af løsrevne Fjeldstykker; disse havde ved Søens Paadrev faaet et Overtræk, som lignede Mos, af en pragtfuld mellemgrøn og rødbrun Farve. Paa denne Strand sad en Mængde Smaagrupper af unge snehvide Maager, som i Modsætning til den sammenpakkede Mylder oppe i Bjerget dannede et fint Billede. Man glemte Rovfuglen og tænkte paa hvide Vandliljer mellem grønne Blade.

Ved at løbe ind i den mindre Fjord, Kjøllefjorden, saa man en mærkelig Stengruppe, kaldet Finkirken. 47Dette er en Fjeldruin, som ved Vind og Vejr omsider har faaet Lighed med Levningerne af en Kirke, og som af Finnerne har været brugt til et Alter i den hedenske Tid. Det er – tænkt sammen med Finnen, som lever her ved Kysten – et slaaende Billede af det gamle Finmörk, og man gjør uvilkaarlig det Spørgsmaal: kjender han sig endnu at være i Slægt med dette Monument af sin Fortid, eller fornægter han Slægtskabet? Det vilde, som før sagt, blive en Dødsdom til begge Sider.

Efter dette omsejles Nordkyn, der endnu rækker et Stykke længere ud i Havet end Nordkap, og saaledes bliver det europæiske Fastlands nordligste Punkt. Det er en lav, knudet Bjergtunge, med en frastødende Karakter af ensom Trods, og havde man ikke samtidigt det levende, prægtige Syn af et Par Nordlandsbaade, som midt ude paa det mørkblaa Hav drev om med højthejset Sejl for at fange Vinden, man skulde ikke tro paa Muligheden af nogetsomhelst menneskeligt Samfund med denne øde, gudforladte Egn.

Ogsaa denne Kyst har sin Saga, ikke som de foregaaende med Hemmelighedens Besegling, men fuldt aabenlys med Rov, Mord og Plyndring. – Under det straalende Havbryn vrimler der af Rovfisk og Uhyrer – graadige Slugere, der lige begjærligt fortærer sin egen Art som de andre, – ovenvands har fra den gamle Tid indtil vore Dage den Stærkeres Ret gjort sin gjældende, aldeles paa Rovfiskens Vis. Russen har fornemlig 48været den mægtige Røver; men han var ikke ene om det; mens Nordmanden færdedes som Strandhugger i andre Lande, hug fremmede ind i hans eget. Og her var en Kyst, som i den ældre Tid intet Lovtilsyn havde, og i den nyere vanskeligt kunde sættes. Guds Overopsyn? Ja, det var jo baade da og nu, men steg det ikke op fra Menneskets eget Indre, fra denne høje Himmel, dette endeløse Hav og Ørkenlandet, skulde han ikke blive det var. Der var en slig Fjernhed, at det maatte synes ham, som var Gud ikke selv hjemme, eller og havde ganske andre Ting at gjøre end holde Tilsyn med dette Livs Gang.

Her fortælles en Begivenhed fra vore Dage. Der laa en Nordlandsjægt, fuldtladet med Fisk, og drev for en løj Vind indunder Kysten. Det var halvlys Nat, og Farvandet saa temmelig sikkert, Skipperen var gaaet tilkøjs, og Vagten sov paa Dækket. Da roedes stilfærdigt, men lynsnart en Baad fra Land, lidt efter lagde den til ved Fartøjet, og Besætningen, som kun var to Mand, svang sig op paa Dækket. I en Haandvending var baade Vagten og Skipperen ekspederede over i den evige Søvn, og Baadens Ejere fik en hurtig og desværre sikker Forøgelse af jordisk Gods. – Kysten havde Steder nok, hvor en Ladning Fisk kunde sælges og et Fartøj med, uden at et Spørgsmaal vilde rejse sig angaaende Ejendomsretten, – og det, at en Jægt med sit lille Mandskab pludselig forsvandt, var intet overraskende Nyt. Østhavet havde slugt saamange af den Slags 49Mundfulde, uden med et Gisp at give Underretning, og det graadige Slug var bestandig aabent efter flere.

Mistanken havde imidlertid talt et lidet Ord med i Sagen, men hvor var Beviset? I de store Verdensørkener forsvinder alt, baade med og uden Bevis. Det er de af Skræk og Ensomhed fredede Rugepladse for Rovdyret – hvad enten det kaldes et Umælende eller et Menneske.

Mere og mere fremgaar nu den lappiske Ødemark. Hist og her kaster de brat nedgaaende Klipper med sine flade Højder lidt Karakter over Landet; men det synker dog stadigt, og staar endelig kun som en Række nøgne Skjær mod Polarhavet. Fra nu af er det dette, som taler det store Ord.

Uoverskueligt blaaner det hen, indtil Fjernets blinkende Kreds adskiller det fra Himlen. Intet i Verden kan fremvise en større Dobbelthed i sin Natur. Uafladeligt frister det til et Stevne: det kunde jo berette om Tilstanden hist – bagved denne vinkende Straalekreds; men det siger Intet, det peger blot udover Kredsen, indad imod Nordpolen, hvor Kjæmpen sidder paa sit isblaa Højsæde og holder Nøglerne i sin Haand til det ubekjendte Rige. «Følg Vinket!» lokker det – «vrist Nøglerne fra ham, – der er jo kun et Par korte Stunder, hvori han drømmer sin Sommernatsdrøm – benyt dem, – men vogt dig!»

Dette «Vogt dig!» har dog endnu ingen holdt tilbage, det har tvertimod rejst en større Hær af Frivillige 50end nogen anden Kamp mod Overmagten her paa Jorden. Enhver fremvoxende Gut har prøvet sine første Kræfter paa dette lille Uhyre, som hedder «Vogt dig!» og det vokser med Ynglingen, det ældes med Manden; Kamppladsen udvides med Aarene, VovetVovet] vågelysten stiger med Kravet, – men Lysten til at fælde Uhyret ophører aldrig.

Polarhavets blinkende Synskreds vil vedblive at vinke den dristige Forsker, den vil drage ham fra Kreds til Kreds, ligesom Fjeldet drager fra Højde til Højde, indtil han er lukket inde i de frygtelige Gaaders Land. Mange skal falde, forat den Enkelte kan lære, og der maa ske det, som Verden kalder en Uret og Beregningen en Dumhed; men Mennesket vil dog aldrig aflade at sætte Livet ind for en Ide, og Romantikens Flamme vil ikke udslukkes, hvormange Offere den saa lyser til Graven.

Engang maa det vel ske, at Brudstykkerne af Polaregnenes gribende Saga bliver samlet til en Helhed, og da vil fra den udstraale et Skjær over Verden, hvor RealismenRealismen] rettet fra: Naturalismen (jf. rettelseslisten i 1. utg.) med det gamle Hjerte skal spejle sine magre Træk i Livets evige Ungdom og forstaa, at den Sætning: Mennesket lever ikke af Brød alene, gaar i Spidsen for al Jordlivets højeste Udvikling.

Saa svæver hen en Sky i Nordvest – den viser Vej til Spitsbergen, – videre frem mod Øst dæmrer op i Horisonten det russiske Riges Kyster, – et isnende Luftdrag stryger ret fra Nord og rusler som en sortblaa 51Slange fremover Havfladen, – man føler det som Dødens Aande. Endelig bøjer Skibets Stavn omkring Fastlandets yderste Hjørne – ret for Øjet ligger Vardø, og paa Øens nordvestlige Pynt vajer Norges Flag paa Jordens nordligste Fæstning.

*

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.