Finkongen.

I fordums Tider var Finmørk et Kongerige, ligesaa stærkt som de andre Kongeriger i Norden. Mellem Makur og Tanahornet ved Tanafjordens Aabning rækker en spids Landtunge ud i Havet, den hedder Kjølnæs. Her stod engang Finkongens Slot, og i det sad paa Højsædet de trende Konger efter Rad: Fengil, Motle og Snerr.

Rundtom paa Højfjeldene var rejst Gudebilleder af Sten, hvilke Naturen selv gav den mærkelige Form, der gjorde dem hellige for Folket. Ved disse Sten offredes Vildrenen, og deres Døde begravedes rundtomkring den, dog kun de, der havde udmærket sig som gode Skytter; thi Søfinnen var altid holdt af ringere Art, og han fik selv sørge for sine Døde. Elvefinnnen viklede dem i Næver og satte dem ind i Uren eller under en Stenrøs 309i Bakken, – men paa Offerbjerget var Dødens Højsæde. Hellerikke turde nogen Kvinde betræde det, det havde Ondt til Følge baade for hende og Andre.

Trolddom udøvede de med stor Færdighed, og paa deres Runebom fandtes et Billedtegn for hvert Kunststykke den kunde gjøre. De forstod at give ondt Vejr og godt Vejr, paaføre Sygdomme og forjage dem, indgyde Kjærlighed og Had, forudsige Liv og Død. Finkongernes Trolddomsry var saa stort, at selv Kongen af Halogaland skikkede sin Datter til Finkongen paa Kjølnæs for at lære Trolddom.

Af denne Kongsgaard er hvert Spor udslettet. Det er Aarhundreder siden, at en dyb Murbrønd endnu gav Vink om svunden Storhed; men dens aabne Mund har Tiden stoppet, og nu tier hele Grunden. – Havde i hine Tider Runebommen varslet, at en Kvinde skulde volde Slottets og Rigets Fald?

En gammel Vise om Finkongen siger: «Kongen havde Datter ene – fager som en Sol,» – hun blev hemmelig elsket af en Mand «Røsten Bendixon» hed han, og ligesaa hemmeligt blev han elsket af hende igjen.

Da var det «han blinde Molvigson» taler til Røsten Bendixon og siger: «Du sover saalænge i Møsalen, at det vil koste Dig dit Liv.»

Men Røsten Bendixon haaner blinde Molvigsen, og da gaar denne frem for Kongen, og anklager ham. Finkongen lader fange den dristige Svend – og straks hans Hoved afslaa.

310Men ti Aar derefter lander Broder til Røsten Bendixon ved Kjølnæs Slot for at hævne hans Død. Finkongen gaar ham tilmøde med smigrende Tale, og byder tolv Tønder af detdet] rettet (etter Folkeudgaven) fra: del røde Guld for at slippe; og han føjer til: «Vil Du mere for mig have, saa falder jeg sjelv tilfode.»

Men ingen Bod forslaar. Naar Finkongens Borg er jevnet med Jorden, og alt hans Eje, samt Liv og Levende er lagt øde, da først er Bod givet for Røsten Bendixons Død. Saa sættes Ild paa Kjølnæs Slot, og den som ikke følger Vildrenens Spor paa Fjeldet, blander Støv med Aske paa Kongsgaardens Grund.

Fra hin Tid herskede ingen tronsat Konge mere i Finmarken, som jevnbyrdig Nabo til Novgorods Fyrster og Halogalands Drot. Siden skattede han til dem og levede paa Naadens Kaar. Men en Overhøjhed paa Naade er en Mand paa Lægd. Da skiltes Folket og levede som en tredelt Forgrening fra samme Rod. En skjød ind over Vidderne paa Højfjeldet og fulgte Vildrenens Baner, en Anden tog det dyrkbare Land langs med Elvene, og en Tredje fulgte Strandbreden fra Havet ind i de fiskerige Fjorde. Herefter fik hver Gren sit Særkjende, men ens blev Stammærket for dem alle.

Fra nu af oprandt den svære Tid, da Nordens trende Fyrster stred om Ejendomsretten til Finmarkens Folk, – ikke for derved at give dem Faderstøtte og Moderomhu, men kun for at afpresse dem Skat, og udvide sin Landegrænse. Da hærjede Skatkræverne imellem dem, og Finnen lærte sig til Snuhed og List. 311Naar de ublu Gjæster vankede vildfarende om paa Fjeldet ledte han dem ud over Stupet mens han reddede sig selv. Og i Fjorden knuste og brændte han sine Baade, saa der blev ikke Udvej for Skyds paa noget Sted.

I al den Tid kjendte Finnen sig hjemløs i eget Land, og den Frihed han ejede var Fuglens under Himlen, og Fiskens i Havet – hver Skytte, som sigtede, kunde ramme den Første, hver Angel paa Linen kunde fange den Sidste!

Senere skiltes de endnu ved en større Tredeling. Rusland, Sverig og Norge fik hver sin Part, og hver Part fik sit Landemærke – da var Kongeriget Finmørk en Saga.

*

Andre Fjelde fremgaar efterhaanden i sluttet Række. Om dem fortæller Midnatsolen Intet, uden hvad Lys fra Nord og Skygge fra Syd kan sige, og den gamle Gjentagelse om Alvor og Smil, som saa mærkeligt omskifter Naturens Aasyn.

Man undres paa, at saamange trætte Mennesker efter Kampen med Havet ikke har søgt Hvile, men gaar endnu aarvaagne omkring paa Skibets Dæk. Mon de Allesammen har været med at læse Finmørks Kongesaga paa den brogede Fjeldvæg – belyst af Midnatsolen? Der er ikke Mange, som ser ud til at være bleven indviede i Naturaandernes Hemmeligheder.

312Ved Ankomsten til Vagge, Stoppestedet for Dampskibene, ser man op imod den brede Tanadal, hvor Elven suser over i Fjorden. Efter den stemningsfulde Midnatstund i Finkongens Selskab, imødeser man dette Land med spændt Forventning. Thi hvad end den Drømmer Midnatsolen kan have sagt, som Dagsolen benægter, Et er vist: at hele Naturens Aasyn og Sprog her er finsk, og betagen af det Ejendommelige, tier man stille; thi man kan beundre det men ikke samtale med det.

Da lægger to flagsmykkede Elvebaade ind tll Dampskibet, en stadselig pyntet Fin fra hver Baad springe paa Dækket, to Andre holde sig parat dernede. Det er et Festtog, som skal bringe velkomne Rejsende ind i Tanen.

Da Skibet har udrettet sit Ærinde, vender det Stavnen igjen mod det aabne Hav, og glider stolt paa Frihedens Bane som en Ungdom forbi de gamle Fjelde.

Og nu lægges ud til Elvefarten, skjønt der endnu er en Mil tilbage af Fjorden, før den egentlige Elv begynder. Ude i Havskjellet stikker smaa Sandhøje op, hvorpaa Sælhunde ligge og sole sig med sine Unger, og ser forunderlig menneskelige ud i Frastanden. Nysgjerrige, som de er, holde de sig længe oppe, men kjende alligevel det rette Øjeblik til at forsvinde.

Vandet er stille, Luften er stille – Lydløshed er overalt. Men der er alligevel en Styrke, som omspænder Baaden, og man synes det store, gyngende Hav maa 313vælte sig med hele sin Magt ind over Rælingen, der løber lige med Vandskjellet.

Endelig løfter Guldholmen sig op over Synskredsen. Den ser ud som et befæstet Sted, hvor Vagten er sat for den underlige, bortgjemte Verden bagved. I en Sænkning af Fjeldene mod Nord, kommer Natsolen til at fæste sit glødende Skin lige paa Holmen, medens de lavere liggende Omgivelser falde hen i et Halvlys; da blinker hver Rude i Bygningerne som en Ildslue, og endnu engang synes Midnatsolen at ville fortælle et Æventyr om Finkongens Slot. Men snart ser man Syn for Sagen! Paa Guldholmen ligger et Landhandleri, og hver Fodbred Jord er optagen af et praktisk Stel. Det er Virkeligheden, og hvis Nattens røde Stjerne siger noget Andet, er det Digt.

Her ved Guldholmen deler Elven sig, og falder mod Nord lige i Armene paa Fjorden. Fra nu af begynder den rette Elvefart. Finnen stiller sig op med sin Stage, og raskt gaar det opover det prægtige Vandløb, som er Norges næststørste Flod, og har en Længde af 36 geografiske Mil. Tanaelven deler først mellem Rusland og Finmarken, men gaar ved Lappebyen Polmak helt ind paa norsk Grund. Den maa i Fortiden have brudt sig sin Bane gjennem bølgende Sandmoer, og derved opskruet sine høje Bredder, eller den har ført uhyre Sandmasser med sig fra andre Egne, og ved Strømdraget presset dem op til Siderne. Under Snesmeltningen er de da fra Fjeldene bleven opblandet med Ler og Muldjord, som efterhaanden har udviklet 314sig til de frugtbare Dalfører, der nu indrammer Floden. Men her er mennesketomt paa Bredderne, en halvt Snes Vaaningshuse vidt spredte er Livets udvortes Tegn, og Menigheden, som den store Kirke spaar om, maa have sine Gjemmekroge indover Fjeldene og i de smaa Sideløb af Fjorden.

Baaden skjærer frem i store Zigzag. Det er Laksens Bane; thi ogsaa den gaar mod Strømmen, og sætter igjennem farlige Stryg, som Finnen selv kun med den yderste Kunst kan redde sig af. Det er dog af den han har lært, Elvebaaden og Laksen har samme Lag; de svinge begge samtidigt med og imod den pilsnare Strøm.

En ejendommelig Gondolfart! De to Finner, som staar i hver sin Stavn af Baaden, og stager den frem har i sin brogede Klædning et saa fremmedartet og mærkeligt Udseende, at man et Øjeblik godt kunde tro sig hensat til en fjern Verdensdel, hvor selv Venedigs Gondolierer vilde rykke ens Kjendskab nærmere.

Men der tør ikke gjøres Forundringstegn over Noget, og ingen ufrivillig Bevægelse. De to Passagerer, en Elvebaad kan indtage, maa sidde fladt paa Bunden, og midtbaads; thi Ligevægten er en af de ufravigelige Betingelser for en lykkelig Elvefart. Der behøves ikke netop et stærkt Stryg for at gjøre det farligt, hele Elven er et eneste Stryg, som driver paa med sejg Voldsomhed, og som blot gaar lidt langsommere end Fossen, men vil akkurat det Samme.

315Midt i Elven ligger større og mindre Øer, som alle have sin Fremkomst ved Strømdraget, og ville faa sin Undergang ved den. Isbrydningen har rullet en Sten med sig, den mødes af en anden og bliver liggende. Lidt efter lidt hober Sandet sig op omkring dem, en udreven Jordtang med Lyng og Græs tørner mod Sandet, Regntiden driver Flommen saalænge op over et lavtliggende Skovstykke at flere Smaatræer med Undervækst og Grund rive sig løs og begive sig paa Eventyr – som Nybyggere! Ogsaa de lande op her, og inden Sommeren er forbi ligger der en ny blomstrende Ø i Elven.

Nu hænder det flere Aar i Rad, at Isbrydningen river andre Grunde med sig og lader denne staa. Da vokser den ved Paadrev hvert Aar, og ser tilslut saa grundfast ud, at dens skjønne Beliggenhed frister til et Besøg, et Sommerophold, ja endog til et livsvarigt Bosted! Men under det Planerne for dette Nybygge udkastes og korrigeres, har Elven lirket ved et fremspringende Hjørne af Øen, og faaet det med sig tilsøs. Herved er aabnet Vej for Strømmen, og nu borer den sig ind i Grunden, piller Jorden fra Rødderne, løser deres Knytninger, bryder Overlaget, og en vakker Morgen træder Beboerne til Vinduet for at se ud over Elven; er man blind eller gaar man isøvne? Øen er borte! Har Ingen set, hvordan det er gaaet til? Ingen. Havet alene ved Besked. Men hvad er for det et Jordstykke mer eller mindre i den store Mangfoldighed, som mellem Vaar og Vinter tilføres det af Elven!

316Man ser Grunden langs med Vandet udhulet og Trærødderne renvaskede tumle sig med Strømmen. Store Træer hælde sig op til hinanden for at tage Støtte imod det evindelige Anfald, og ere lige ved at give tabt. For en Storm vilde de ikke være vegne, men for dette sugende Drag som dræber fra Roden af maa de bøje sig midt i sin frodigste Ungdom. Og saa bærer det tilhavs! Det sker ogsaa, at et sligt svømmende Træ tørner op mod en Strand, og bliver hængende ved Kronen, og bukker da under i en langsom Dødskamp, lig Blomsten i et Glas Vand. Er det derimod Rødderne, som gribe fat, hænder det, at et Jordlag skrider ud og dækker dem, og da lever Træet frisk væk hvilende i Elven; det kaster sit Løv i Høst, og udfolder Bladknuppen i Vaar; men det hænder da, at en Laks indvikler sig i dets Grene istedenfor Svalen ifjor!

Norske Holmen er den største Ø i Elven. Den har høje Bredder og en rig Skovvækst; men alligevel tør Ingen vove sig til at bebo den. Store Stykker er efterhaanden udrevne, og Ingen ved hvornaar Resten gaar samme Vej.

Som før nævnt er Tanadalen ødslig til Trods for sin Skjønhed. Man ser ikke noget egentlig Folkeliv, og Finnen stryger kun fra og til Handelsstedet paa Guldholmen med sin Elvebaad, eller han iler i et Hastværksærinde gjennem Dalen. Alligevel er det Finnens Alfarvej, og det er mere: Tanen er hans Kongebygd, hans Ungdoms Guldland.

317Her strækkede sig indover Højfjeldet de store Sletter med Renmos i yppig Vækst. Herfra stod Vejen aaben til Havet, og langs Elven var det rigeste Laksefiske i hele Finmarken.

Ingen Under, at Nabokongerne aftvang Finkongen en dyr Skat. Og naar det er sandt, hvad Sagnet beretter, at han bød tolv Tønder af det røde Guld for sit Liv, synes det og, som han har haft Raad til at betale den.

Men naar Kongen sad inde med saa store Rigdomme, maa der have været Rigdom mellem Folket – ikke efter Sagnets Beretning i Guld, men i kostbare Raaprodukter; thi det var i dem Skatten betaltes. Derfor vedblev Naboherskerne naturligvis og at udskrive Skatter hos Folket; thi endnu var jo Finnen Selvstyrer over Naturen.

Men Finnen lærte ikke blot Snuhed og List i Undertrykkelsens Tid, den indgav ham tillige Mistænksomhed; og den dæmoniske Kraft, som brændte i hans viltre Blod, blev til et Forsvarsvaaben imod hans Fjender. Trolddomsevnen var og blev alligevel hans Stolthed, og hvor han fremholdt den, var det som han løftede sit Ættemærke.

Endnu har han noget Gjennemborende i sit Blik, som ligner Blinket i et Rovdyrs Øje. Og naar Anledningen gives, følger han fremdeles sit Hang til at agere Troldmand.

Sagnet fortæller om Finnens Magt over Kvinder, men det glider Altsammen ud i det Trolddomsagtige. 318Der er imidlertid Kjendsgjerninger, som tale med, og hvad de sige er slaaende nok.

Her levede i Begyndelsen af Aarhundredet en Præst med samt sin Hustru og en stor Børneflok. Det hørte gjerne til, at en eller to Fingutter havde Tjeneste i Præstegaarden, og saadan var Tilfældet her. Den Ældste af dem, en liden spædbygget Gut med et gammelt Ansigt, mørk Hud, og begsort Haar og Øjne, var ikke over treti Aar. Han havde særlig den Egenskab at tale Lidet, og at lade hovmodig overfor Alt. Forresten havde han et dristigt Blik, som syntes at udforske Mennesker.

Der var dem, som havde mærket sig, at han ofte sad og nidstirrede paa Præstefruen, «stunddom som han vilde kjøbe hende, og stunddom som han vilde dømme hende – men Troldskab var der i det.»

Da drog Præsten afsted paa en Embedsrejse, som varede i flere Dage, og ved hans Hjemkomst var Hustruen forsvunden. Efter nogen Tid erfarede han, at hun var vandret tilfjelds med Fingutten, – bort fra Velstandslivet ved en dannet Mands Side, bort fra en fremvoksende Børneflok, fra Verdens Agtelse, fra Alt! Vanvidet havde draget hende; som Magneten drager Metallet – hvorhen spørges ikke om.

Paa Fjeldet levede hun i et Finnetelt med usselt Stel og Armod til alle Sider. Som sædvanligt mishandlede Finnen hende. Hun var meget ældre end han; det havde været en Triumf for ham at tage hende fra Præsten, men da han vel havde faaet hende var 319den Fornøjelse slut, og han havde helst sendt hende hjem igjen. Hun var imidlertid en Karakter. Trods alle hans Mishandlinger, trods al den Elendighed og Nød, hun taalte, blev hun fast ved ham. Det var som hun havde givet Sjælen væk for et Bytte og hun vilde ikke slippe det for nogen Pris.

Tyve Aar gik hen. Hendes Mand var død, og hendes Børn færdedes som voksne Mennesker omkring i Landet. Da hændte det en Vinterkveld at en Rejsende kom over Fjeldet, og at han forkommen af Vejret maatte overnatte i et Finnetelt. Om Morgenen under det han gjorde sig færdig til Afrejsen, sad en ældgammel Finkjerring oprejst paa sin RenfældRenfæld] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Renfel borte i en Krog og stirrede paa ham.

«Hvad hedder Du?» spurgte hun.

Han sagde sit Navn, og saa nøjere paa hende.

«Er Far din død?»

Ja, han var død for flere Aar siden.

«Hvor lever Søskende dine?»

Den Rejsende gav Underretning; men en Anelse gjennemfor ham, at dette var hans Mor, og han følte sig som fastnaglet til Gulvet. «Renen er for Døren – hvad drøjer Du efter?» spurgte hun tvær. Han aandede op med et Suk. «Er der ikke nogen Ting Du vil mig?» hviskede han.

«Nej.»

«Vil Du ikke forlade Fjeldet?»

«Nej,» gjentog hun; men haardt som naar Døren slaaes i for Næsen af en Betler.Betler] tigger

320Saa gik han ud og satte sig i Pulken, og Renen fløj afsted med ham over Højt og Lavt. Han vidste nu, at han havde set den fortabte Moder. Gjerne havde han trods Alt taget hende med sig, og givet hende Alderdomspleje; men han skjønnede dog, at hun ikke vilde mødes med Fortiden – og saa havde han set hende for sidste Gang.

Stunden efter kom en gammel Fin af et lurvet Udseende ind i Teltet, og stillede sig op foran hende med et ondt Grin over Ansigtet. «Her var fremmede Folk!» sagde han.

«Det var min Søn,» afbrød hun, og kastede i et Øjeblik hele Usselheden fra sig med en hovmodig Knejsen. Siden hugede hun sig sammen igjen, og værdigede ham ikke mere et Svar. Om Kvelden viste hun Maden fra sig, og næste Morgen sad hun endnu med Hovedet mellem sine Hænder og taug. Da tænkte Folket, at nu snart blev de hende kvit – og den Tanke voldte Ingen af dem Sorg.

Det var det Sidste man fik vide om hende.

Endnu nærmere ligger en lignende Begivenhed. «En fin Dame» kaldtes hun der i Egnen. Det Liv hun havde ført var i Lighed med et blasert Verdensliv. Hun holdt af at klæde sig i Silke, – at leve godt og mageligt. Hun var overseende mod sine Lige og indbildsk af sin Dannelse. Men en vakker Dag strøg hun tilfjelds med en Fin, og man hverken hørte eller saa noget mere til hende.

321Sligt gjør nu Finnen ikke med varmt Blod, det er snarere en Trumf, han stikker ud imod det Samfund, som saa ofte har haanet og overset ham. Alligevel er det hos ham en sanselig Magt, og den Dristighed, hvormed han gaar paa, ligner Filfrasen,Filfrasen] jerven der med et sikkert Kast sætter fra Træet lige ned paa Renen, og ved et Indbid suger Blodet til sig gjennem Ryghvirvlen, saa Dyret øjeblikkelig taber enhver Modstandsevne.

Den samme uhyggelige Tiltrækningskraft findes ogsaa Eksempler paa hos Kvinden; men det er sjeldnere, og ligger tilbage i en Tid, da hendes Kaar var friere og stoltere, og da hendes Klædning var endnu mere farverig og fantastisk end nu.

Der laa paa Elvens højre Bred i en Fjeldsænkning et stille Vand, ikke større end en Brønd, som ved et Udløb stod i en jevn Forbindelse med Elven. Det indgød dog trods sin Stilhed en Rædsel, som gjorde, at man agtede sig vel for at komme det nær; thi man vidste det var bundløst. Det havde til en Undtagelse intet Navn, det kan derfor tage Opnævnelse efter Steder paa andre Kanter med en lignende Historie og hedde

Pigevandet. (Nieid javrre).

Her boede et Stykke oppe i Dalen en velstaaende Mand. Han var indflyttet fra Nordland, og der sagdes, at han af Tungsind over Hustruens tidlige Død, var draget bort fra Hjembygden med det Barn, hun efterlod. Her i Tanen drev han paa Jordbrug og Elvefiske, 322og øgede stadigt sin Formue; men levede forresten stille og havde ikke andet Maal for sin Tragten end at samle Ejendom til Sønnen.

Paa dette Tidspunkt var Faderen 50 Aar og Sønnen 23. Faderen var højvoksen og bydende i Laget, klar af Aasyn med noget Vemodsfuldt i Øjet, og saa en god Del yngre ud end han var. Sønnen derimod var liden og svagbygget, havde Skyhed i Blikket, og noget Sygeligt i sit Væsen, der gav ham et ældre Udseende. De levede godt med hinanden, og Sønnen bøjede sig uden Modsigelse for Faderens Myndighed. Da Mons Lekø var draget indi Tanen, og en Dag vandrede ud over sin Jord med den treaars gamle Søn ved Haanden, var en Finkjerring traadt hen til, og havde spaaet, at der skulde lægge sig et sort Vand mellem ham og Gutten og over det kom de aldrig med Livet. Men siden dengang var hengaaet tyve Aar, og endnu var der ikke falden saameget som en Skygge imellem dem – det sorte Vand var forlængst glemt.

Da kom der en Dag en ung Finpige til Gaarden og tilbød sig at tjene Mons Lekø. Hun var velklædt og saa godt ud, men han behøvede hende ikke og afslog hendes Tilbud. Da bad hun for sig: hun likte sig ikke paa Fjeldet og gav gjerne fuldt Arbejde for bare Kosten. Det var dog ikke af den Grund hun fik Tilsagn om at blive; men der mødte ham Noget i hendes Lag, som baade drog ham fra og til, og han gav efter af Usikkerhed mere end af god Vilje.

323Hun gik i nogen Tid stilfærdig og flink med sin Gjerning, og der var bare en Tanke hos Alle: at Anga var som en Datter i Huset. Men nu begyndte Kogleriet!Kogleriet] forhekselsen Hun havde baaret et stort Knytte med sig, i det havde hun sin Stadsdragt og sine Smykker, og en Søndag, som Fader og Søn var beredt at drage til Kirke, tren hun frem i sin brogede Stads og bad om at turde slaa Følge med dem. Sønnen tilbød hende straks sin Plads i Baaden, og Faderen mælede ikke et Ord af Forbauselse.

Anga var iført en rød Klædeskufte med gule og blaa, grønne og sorte Border. Et bredt Sølvbælte var spændt om Livet, paa Fødderne højrøde Komager omviklede med brogede Baand, og paa Hovedet et højt Sæt af rødt Klæde, som lignede et fremover krummet Horn, sølvkantet og med en hvid Strimmel ind til Ansigtet. Om Halsen var slynget et rødt Tørklæde, som faldt rigt ned over Skuldrene, og paa Fingrene havde hun mange Ringe med dinglende Sølvblade. Hendes Haar var udslagen og gled som en blank, sort Strøm ud fra Nakken og ned over Tørklædet.

Mons Lekø havde ikke før mærket sig Finpigens Ansigt, og fra denne brogede Ramme skjød det imod ham som et overnaturligt Syn. Han gøs i Hjertet mens han i Baaden sad overfor hende, alligevel vendte han ikke Øjnene fra hende under hele Farten, ja selv i Kirken var han blind og døv for alt Andet end Finpigen.

324Hjemkommen skiftede hun straks Klædning, og det var som hun gjemte det andet Menneske, hun bar i sig, bort med den. Mons Lekø var dog derved endnu mere fristet, og hvor hun stod og gik, havde han Øje med hende. Det Kogleri han havde set, vilde han gjense; de flammende Øjne, som havde jaget baade Lyst og Rædsel ind i hans Sind, længtes han efter i saadan Grad, at han kunde have stormet ind paa hende og krævet dem frem med Magt.

I Begyndelsen havde han kun fulgt hende med Øjnene, nu gik han efter hende, hvor han vidste ingen Anden kom. Men uagtet hun derved naaede, hvad hun havde higet efter, forstod hun dog at skjule selv det mindste Fremblink af hin mærkelige Skjønhed, som hun paa Kirkevejen havde budt ham i fuldt Maal.

Da kom der en Dag, hvor Sønnen var lige ved at rende paa Faderen, mens denne stod overgivet og keg efter Anga.

«Sov Du?» spurgte Sønnen paa en Maade, saa Faderen blev dødbleg.

«Hvad vil Du mig?» spurgte han.

«Jeg vilde bare vide om Du var med Dig selv,» sagde Sønnen og gik sin Vej.

«Olaf!» kaldte Faderen og tren ham nogle Skridt tilmøde.

Da de stod overfor hinanden, saa Mons for første Gang, at Sønnen havde forandret sig. Baade var han bleven højere og stærkere af Udseende, og der glimtede en vild Trods i hans Øjne.

325«Du ser lej ud,» sagde han.

«Saa ser jeg ud til det, jeg er,» svarede Sønnen.

«Kom ind med,» bød Faderen, «at jeg kan faa snakke med Dig.»

«Jeg liker mig bedre ude.»

«Det var noget Nyt,» kastede Mons Lekø vredt hen, vendte ham Ryggen og gik til Døren.

«Nu gaar Du den gale Vejen!» lo Gutten. «Anga er i Fjøset.»

Dermed drev han af, og Faderen gik ind i Stuen. Her sad han længe og overvejede Sagen, og det gik op for ham, at han handlede som en Forrykt. – Det skulde have en Ende! Let vilde det ikke blive, thi det kunde kun ske ved at øve Vold imod sig selv. Men Anga skulde væk – ud af Huset for bestandig!

Da han rejste sig med denne Beslutning var den saa tung, at han ikke kunde bære den, og han sank tilbage paa Bænken. Herfra gik han syg tilsengs, blev sygere og sygere, og laa tilslut som en dødgiven Mand i flere Dage. Men hvad han stønnede frem ligesom af en skjult Angst, og hvad han i Vildelse skreg ud som en Dom over sig selv, gik ikke tabt, der var En, som tog det og passede det sammen, saalænge til hun fik en hel Mening ud af det.

Da slog han en Nat Øjnene op, og hans Bevidsthed var med det Samme lysvaagen. Foran Sengen med et Lys i Haanden stod Anga iført hele sin skinnende Dragt og saa paa ham. Hun gav det samme Tilbud som hin Søndag, – hvad skulde han gjøre? 326En Skjælven betog ham, og han lukkede Øjnene for det fristende Syn.

Da hørte han Graad, og et Afskedsord! Han saa op, Anga var gaaet.

Lidt efter Lidt kom han til mere Klarhed over sig selv. Han forstod, at han i Vildelse havde udtalt den Skilsmissedom, som hun nu fulgte. Men var det saa, at han tog sig Døden af at miste hende, hvorfor tog han da ikke Livet af at beholde hende? Han var jo fri Mand, og Ingen skulde han behøve at spørge om Lov til at gaa for Alteret med en Finpige, og gjøre hende til Kone i sit Hus.

Olaf! hviskede en Røst ind i Sjælen. Aa! Sønnen kunde være Mand for sig selv om han vilde; Midler var der nok af til dem Begge.

Mons Lekø kjendte sig svag, men nu havde han en stærk Beslutning i Brystet, og det skulde nok give Støtte! Han selv vilde gaa efter hende og kalde hende tilbage, og var det saa hun krævede for Ærens Skyld, at han fulgte hende til Slægten paa Fjeldet, da vilde han gjøre det uvægerlig. Med disse levende Tanker havde han iført sig sin Klædning, og tog nu en Tegnebog samt nogle Papirer frem af et Skab, stak dem ilsomt til sig, og gik ud af Stuen.

Udenfor Huset var hverken Anga eller nogen Anden at se, og Mons Lekø tog Vejen indover til Kirkepladsen; thi der vidste han var en liden Bro, som førte over Udløbet af et sort Vand; over den Bro maatte hun gaa, og her vilde han vente paa hende. Da en Stund 327var forløben, saa han hende ogsaa komme, rød som en skinnende Fjeldrose inde mellem Træerne.

Hun skred stolt og rank nærmere; hendes Ansigt var vendt imod den stigende Sol, og hendes mørke Hud skinnede gylden som en randet Orm. Det var som hun ikke kjendte Mons Lekø, men saa forbi ham hen paa en Anden.

Da hun endelig tren ind paa Broen gik Mons hende et Skridt imøde. «Du har drøjet længe, Anga,» sagde han.

«Jeg har ikke taget Tid fra Dig,» svarte hun og vilde skyde forbi ham.

Da greb han om hendes Arm med en fast Haand; for at standse hende, men hun rev sig løs, og han fulgte efter – paa den anden Tilgang af Broen stod hans Søn i fuld Rejseklædning.

«Vil Du drage herifra?» spurgte Faderen efter at have fattet sig lidt.

«Jeg er saa tænkt,» svarede Sønnen.

Mons Lekø overvejede Sagen, og havde i sit Hjerte ikke Noget imod den. Der maatte alligevel komme et Skjel imellem ham og Sønnen, naar han giftede sig igjen. Men det onde Blik Olaf fæstede paa ham forstod han ikke ret; han tænkte, at han vilde Gjenten Ondt, og som hun stod der fangen imellem dem, med Elven til den ene Side og det bundløse Vand til den anden, skjalv han for hvad der kunde ske.

«Anga følger nu mig hjem, og Du faar gjøre som Du vil,» sagde han.

328«Det gjør jeg sikkert,» svarede Gutten. «Jeg gaar med Anga til hendes Folk, og der gifter jeg mig med hende.»

Der fløj et Lynblink af Skadefryd over Finpigens Ansigt; men ikke gav hun den Ene mere Ret end den Anden.

Mons Lekø var bleven maalløs af Forfærdelse: Deraf altsaa kom Sønnens onde Blik og Væsen! Da sprang i samme Stund et fuldbaarent Nag op i hans Sjæl, og Gutten var ikke længer hans Søn, men hans Medbejler. Han vendte sig til Anga.

«Er Du med mig eller er Du med ham?» spurgte han.

Hun saa paa ham med sit brændende Blik, og han fik en Fornemmelse af: at om det kostede hans Sjæl, vilde han ikke slippe hende. Men da greb Olaf hendes anden Haand, og hun vendte idetsamme sit koglendekoglende] forheksende Aasyn til ham.

Da med Et saa Faderen hele Løgnen. Han hug Næven ned imellem dem og skilte deres Hænder,Hænder, rettet (etter Folkeudgaven) fra: Hænder og i det samme Sønnen rejste sig foran ham som en Rasende,Rasende,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Rasende stødte han Anga ud i det bundløse Vand.

Begge stod maalløse og saa paa Vandet, som om de ventede at se hende stige op af det igjen. En eneste tragtformig Hvirvel svingede rundt paa Midten, den gled ud, og Døden havde sit Bytte i uforstyrrelig Ro.

Da var det Faderen, som først kom til sig selv. Han kjendte Vanvidet synke fra sig, som den Opvaagnede 329ser Skyggen forsvinde af en ond Drøm, og han vendte sig vemodigt til Sønnen. «Kom! Lad os ikke staa her længer og holde Vagt. Der kommer Ingen igjen fra det Sted.»

«Nej – men der kan gaa Flere i,» sagde Gutten og lo, idet han skar Tænder.

Da blev Mons Lekø endnu blegere end han var. «Kom hjem med og tag Du Gaarden, Olaf! Jeg orker alligevel ikke mer her i Verden.»

«Jeg gaar til Angas Folk,» svarte han. «Du kan beholde dit for Dig selv.» Dermed gik han fra ham op gjennem Dalen.

Mons Lekø ventede i Tungsind flere Aar paa Sønnen; men han kom ikke tilbage. Da solgte han Gaard og Grund, og efter at have ombyttet til rede Penge hele sin Ejendom, forsvandt han sporløst fra Egnen. Folk havde mødt ham paa Vejen indover til Vandet; men Andre, som var fulgt efter paa hin Side havde ikke set ham. Om han frivillig havde vandret samme Rædselsvej, som han med Vold havde drevet Anga ind paa, om Sønnen ogsaa der havde søgt hvad han aldrig her paa Jorden kunde gjenfinde, det ved Ingen, – og hvad Søen ved tier den med til evig Tid.

*

Som Kulturmenneske har Finnen ikke Meget at sige. Naar han er bosat ved Elven, hænder det, at han kommer i Berørelse med Norske, hvis Dannelse og 330Humanitet udjevner Raceforskellen, og da tager han dem til Eksempel; han flytter da ud af sin Jordgamme og ind i et tømret Hus – med større Vindusfang og en liden Blomsterhave udenfor.

Sligt er blandt Andet Tilfældet i Karasjok. Da Lensmanden her gjorde en Fest i Anledning af sin smukke Datters Bryllup med en Embedsmand, mødte flere Finlapper frem blandt de Indbudne, baade i Kirken og Hjemmet, og deres Væsen var fuldt saa stolt og velskikket som Nogen af de norske Gjæster. – Den bedste Vejledning til at ære sig selv, er jo den at blive æret af Andre.

Før i Tiden var deres nærmeste Omgang med Kulturen den, at de ved KirkenKirken] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Kirhen traf sammen med Brændevinshandlere, som havde sine Udskjænkningsboder ved Indgangen, og anvendte alskens Gøglerkunster for at lokke dem til at drikke. Dengang tituleredes de Hund, og de bar sig ad som Dyr. Det var derfor ingen Under, at den første Tvivl de kastede Missionærerne i Ansigtet, da de for to Hundrede Aar siden begyndte sin Gjerning iblandt dem, var det Spørgsmaal: om Nordmanden ikke ogsaa skulde frygte og ære Gud?

Religionen blev da det første egentlige Kulturbud, som trængte igjennem til det indvortes Menneske, og lærte dem at tro paa noget Godt hos sine Overmænd. Men forud havde den sin haardeste Kamp at bestaa med Fantasien; thi det, som ligger dybest i Finnen – Farven af hans Hjerteblod – er Fantasien. Derfor blev hans Hedningetro ham saa kjær, thi den var en 331Barnetro fuld af Poesi og fantastisk Digtning. Havde den hvilet paa tørre Læresætninger, havde der ikke behøvedes Aarhundreder for at udslette den gamle Skrift og paaskrive den nye. Men Digtningen var hans egen, og hans Slægts Saga, knyttet til de Dødes Minde og til hele den Natur han levede i. Han havdehavde] rettet (etter Folkeudgaven) fra: kavde, som det hedder i Kalevala, det finske Ættedigt, «Plukket den ved Vejens Kanter, brækket den af Lyngens Blomster – suget den af Vaarens Knupper, og af Græssets unge Spirer.» Thi at Naturen talte haardt til ham, og kun paa svære Betingelser bød ham sin Modernæring, gjorde Intet til Sagen. Kalevalas Digter siger:

«Ogsaa Kulden gav mig Sange.
Runer bragtes mig af Regnen –
Runer bares frem af Vinden,
løftedes af Havets Bølger.
Ord af Fuglene mig skjænktes,
Talesæt af Træets Toppe.»

Til denne Lære har Finmarkens Folk kunnet føje store, vilde Billeder, naar deres Fædres Guder talte til dem i Fjeldets sære Former, i det flammende Nordlys, i den hvirvlende Snestorm, og i Ørkenens mægtige Taushed. Endnu den Dag idag er Finnens Gudsforhold det romantiske, og saalænge han bærer en Stump af sin oprindelige Skikkelse,Skikkelse,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Skikkelse vil det Ethiske være uden Virkning paa ham. Han tager nok Lærdommen til sig gjennem Øret, og Tungen kan være en ret flink Arbejder, 332– men Barnehjertet faar endnu sin Kundskab ad Fantasiens Vej.

Fra først af er Missionærernes Saga indskrevet i Finmarkens Historie med en Forsagelse, som i Sandhed fulgte Kristum efter. Sygdom og Nød af enhver Art blev udholdt, Had og Forfølgelse taalt, og for Altsammen givet Kjærlighedens Idræt.Idræt] gjerning, handling Og da saa Livskraften var tilsat, blev deres sidste Skjæbne den at dø i Sygdom og Armod. Ja man fandt endog Ligene af deres unge Disciple i Fjeldørkenen, hvorhen Finnens hjerteløse Haardhed havde drevet dem.

Men Opoffrelsen bar sit Frø, – hvad der saaedes i Utak blev høstet med Tak. I 1825 da Nils Vibe Stockfleth drog ind i Finmarken som Missionær, traf han stor Vankundighed, paa sine Steder endog fuldt aandelige Mørke, men overalt Længsel efter Gud.

Hans Mission frembær en Saga i store Træk, og beviser Noget, som ingen menneskelig Kløgt kan modbevise: at Jordens fattige Beboer, kun har et eneste Storsyn, som kan lette Aaget paa hans Skulder og det er Tanken om Gud.

I 30 Aar var Stockfleth Finfolkets Lærer. Paa Højfjeldet, gjennem vejløse Sneørkener, over farefulde Elvestryg, paa Ishavet og ind i de af Strømdrag opfyldte Fjorde. Nat og Dag uden Hvile, ofte med svære legemlige Lidelser, skrider dette store Menneske frem med Guds Ord i den ene Haand og altid et hjælpsomt Venneraad i den anden. Finnens aandelige Frelse først, 333hans eget Livsophold sidst, dermed indskrev han i den nyere Tid en af de største Sagaer, Norden ejer.

Han begyndte som tapper Officer i Krigen 1813 nede i Slesvig og endte som Finmarkens dygtigste Missionær 1853. Mærkelige Stadier gjennemlevede han i disse firti Aar; men det ene knyttede sig i fremadskridende Orden til det andet, som en gradvis Modnen af det store Værk. Finmarken ventede paa sin Mand, og han blev Manden. Forresten delte hans Hustru Missionsværket med ham, hvilket Aarhundredet forud Missionæren Thomas v. Westens Hustru ogsaa havde gjort.

Stockfleth lærte sig det finske Sprog, oversatte det nye Testamente foruden andre Ting paa Finsk, og fra den Tid stod det fast, at Præsterne i Finmarken skulde aflægge Eksamen i Finsk. Han mente nemlig, at dette var den eneste Vej til aandelig Fremgang for Finlappen; men heri tog han dog fejl, forsaavidt han tænkte at knytte denne Fremgang til Kulturen. Det Lappiske Sprog er i al sin tonende Skjønhed ikke noget Kultursprog. Som Søn af Finmørks gamle Ejendomsfolk taler han sit Modersmaal, men som Søn af Norge maa han lære sin Faders Sprog og tale Norsk.

En Kirkefærd.

334I Høst og Vaar forsamles Sognets vidt spredte Finner og Kvæner til Thing i Tanen. Ved samme Lejlighed afholdes et Marked og i Kirken Konfirmation tilligemed andre kirkelige Handlinger.

Fra de forskjellige Smaafjorde har Finner og Kvæner givet Møde og lagt til med sine Baade omkring Bredderne ved Kirkestedet. Ikke dog Side om Side, men inde i smaa Viker og Kiler, som Elvenes talløse Udrivninger har dannet i Forening med store Stenblokke fra Fjeldskred i en tidligere Periode. Alligevel udgjør det et tæt Naboskab, naar man i Forbifarten overskuer Bredden. Er nu Baaden lille, har Finnen sit Husholdningsstel paa Land: et Par Stenflager er snart funden og opstillet til et Kogested, og Brændsel har han lige ved Haanden. Saa sprager og blusser Ilden mellem hængende Birke- og Lyngtuer, og pratende Finner sidde omkring i Græsset eller paa Stenene. Nogle med sin dampende Kaffeskaal i Haanden, Andre ifærd med Forberedelserne dertil, hvilket sker ligesaa ofte ved Mænd som Kvinder. Omkring selve Kirkenæsset er aaben Plads til større Baade, og her lægger altsaa de mere velstaaende til, især blandt Havfinnerne. Hos disse haves Kogeindretning ombord, og desforuden i Midtrummet en Opredning for Natten af Uldtæpper og Renskind.

Her foregaar nu efter Morgenkaffen baade den 335mandlige og kvindelige Udpyntning til Kirkegangen, og da der er en stor Konfirmation, sker det med mere Omhu end ellers. Her er Finkoner, hvis Velstand tillader dem mindst to Skjørter og tre store Tørklæder mer end de Fattige. Paa Flere af dem ser man et Fremskridtsmærke, men det peger altid i Retning af Ejendommelighedens Forsvinden. Alligevel stikker Finnens barnagtige Forfængelighed frem, ligesom Nissen mellem Flyttegodset; thi han sætter en Ære i at ligne de Norske, og saa udpynter han sig med Ligheden. – En kjæk Fin med høje Støvler, udskramereretudskramereret] utmajet, pyntet Finkufte, broget Belte, stiv Halskrave med høje Flipper, og en almindelig Mandshat, præsenterede Arten overfor de gamle Finlapper i højrød og lysegrøn Finnedragt, med gule og røde Komagbaand snøret om de krumme Ben.

En anden Type for Fremskridtsfolket var en stærk, højvoksen Gut med lyst, kort afklippet Haar. Han var Herre over en stor Sejlbaad, og gjorde sit Toilette med megen Omhu; man saa ham anvende Vadskerfad, Sæbe, Haarbørste, der rigtignok var en Klædebørste, Haandklæde og Lommespejl. Efter utallige Spejlinger begav han sig til Bagstavnen af sin Baad, tændte sin Pibe, og strækkede sig med klædelig Frihed til et dolce far niente,dolce far niente] it: behagelig dovenskap som ikke gav en hvilende Gondoliere Noget efter.

Oppe paa Land holder imidlertid Fjeldfinner og Elvefinner til. De har i en Haandvending faaet sig rejst et Telt – fire fem Stager eller Aarer paa skraas mod hinanden, et Stykke Lærred slaaet udenom, det er det Hele. Midt imellem disse Telte staar Kramboderne 336rejst paa samme Maade, blot større og med et fastere Stel. – Det Hele ligner en Lejrplads; men omsværmet af det letbevægede, brogede Finfolk, faar det dog et langt varmere Udseende, og Ingen kan tro, at Rammen om dette straalende Billede er Finmørks vilde Ørkener baade til Lands og til Vands.

Saa ringes der til Kirke, og med gravitetiskgravitetisk] høytidelig Ro følger Store og Smaa, Unge og Gamle det livfulde Kald. Ældgamle Folk stavre frem med Strømmen – brunbarkede og henfaldne som luvslidte Levninger af fordums Glans. Midaldrende, der endnu kunne gaa paa, og Andre, som viser tydelige Mærker paa Racens Undergang, og endelig Konfirmanderne, som ikke ved, enten det bær frem eller tilbage, men kun, at de paa denne Dag betyder noget mere end ellers; tilslut er det Mødrene med Kumsen, den pulklignende Bærevugge, hvori Spædbarnet ligger indsnørt, og som med sit buede Dække over Hovedstedet, giver en god Beskyttelse imod Stød og andre Uheld.

Naar dette Tog er bølget ind i Kirken begynder Gudstjenesten. Under Sangen kan man lægge Mærke til, at Finnen egentlig ikke synger. Det er ogsaa sagt om ham, og naar nu det Modsatte forlyder, beviser det kun Opblandingen af hans Natyrel. Finmørks Folk havde ingen Sang – den reciterende Jojgen, hvor de i Stunden dannede baade Tone og Ord, var mere en Længsel efter Sang end selve Sangen. Kvænen derimod synger tilligemed Russelappen og overhovedet hele den russiske Almue.

337Det var en urolig Menighed, Folk gik uafladelig ud og ind af de vidtaabne Kirkedøre; men da Præsten efter Overhøringen besteg Talerstolen, blev der fuldkommen Taushed, som tillige forraadte en anspændt Lytten. Nu skulde nemlig Talen, som holdtes paa Norsk, fordi der mellem Konfirmanderne tillige var et Par norske Børn, Sætning efter Sætning overføres i det Finske ved Hjælp af Tolk.

Det blev en højst tiltalende Akt. Først var det Præstens Sætning, den han fremførte paa en ejendommelig syngende Maade, næsten melodramatisk, derpaa faldt Tolken ind og gjentog med fast, højlydende Røst det Sagte i Finnesproget. Sprogene hørtes mærkeligt imod hinanden. – Hvad var det for en underlig Gjenlyd af det Hebraiske, hvad var det for et Digt fra andre Egne, hvis enkelte Ord man ikke fattede, men hvis Helhed gav Gjenlyd af en svunden Tidsalder!

Uden Skimt af en Afbrydelse eller Forstyrrelse fortsættes paa denne Maade Vekselsangen mellem de to Sprog – mildt som en Overtalelse det Norske, stort og strengt som et Drapadråpa: en type norrønt skaldekvad det Finske. Men der var det, at Nordmanden kunde fremlægge Personligheden i sit Sprog, og Finnen kunde ikke mere føje nogen Lighed til sit.

Ved Alteret aflagdes Løftet knælende, og her talte Præsten afvekslende Norsk, Finsk og Kvænsk. Da omsider Handlingen var slut, og Menigheden stimlede ud af Kirken, saa man de smaa Edfæstede stirre med Forundring omkring sig, som om de ikke ret kunde forstaa, 338at det var den selvsamme Jord, de efter sin højtidelige Indvielse til Medlem af Guds Rige nu igjen betraadte. Verden maatte jo nu have et andet Udseende! Men der foran gik Far og Mor, og efter dem fandt Børnene sin gamle Vej igjen.

Mandag var Altergang, Brudevielse og Barnedaab.

Den samme Menighed var mødt frem, fordi Størsteparten nød Sakramentet i Forening med Børnene. Men da de Ældre meddeltes først, forlod de Fleste Kirken før Konfirmanderne. Det gav mere Plads og friere Syn. Imidlertid forblev Dørene aabne, og da Folket holdt sig udenfor Kirken, fortsattes med den sædvanlige Vanken ud og ind.

Hist og her saa man Finkoner med Kumsen paa Fanget at kjærtegne sine Smaabørn, der var skinnende rene; thi en Finkone bader sine Børn hver eneste Dag til de er to Aar gamle. Efter den Tid raader hvad Renlighed angaar en mindre streng Orden. Det hændte at en Smaagut fik Solstraalen lige ned paa sin strittende Haarbusk; kæmpede en Stund drabeligt med Beboerne i Urskoven, indtil han som en Rasende styrtede ud af Kirken i den friske Luft. Ikke saa, at han fortvivlede derover, han kjendte jo sin traditionelle Indkvartering, og vidste, at den skulde følge ham fra Vuggen til Graven. Ja han var endog sikker paa, at Dyret kunde befri ham fra Sygdomme. Hvad derimod dens livligere Medarbejder i Menneskeplageriet angaar, da har Finnen ingen Godhed for den, «den er som den vilde Ren paa Fjeldet! Brydsom at stelle med.»

339Nu stryger en Finhund ind paa Alfarvejen, en Anden følger efter den, og Begge ser sig lidt forknytte om i Forsamlingen. De vejre hverken Ulv eller Ren i denne Hjord; thi hvis de alligevel er tilstede, har de skiftet Pels. Da kommer et Par Finnebørn løbende til, og straks er de oppe i en Lek med hinanden, medens Lyden af det pratende Folk udenfor suser ind over dem.

Oppe ved Alteret, som i en Verden for sig selv, uddeltes imidlertid Sakramentet. Denne Handling foregik udelukkende paa Finsk. I den samme syngende Tone som Prækenen, gjentoges uafladeligt med gribende Ensformighed Tilsagnet om Syndernes naadige Forladelse.

Det var et Billede af Troens Barndom. Hele Verden var glemt, og Gud alene ihukommet. Om der var trængt en Bande drukne Mennesker ind, lokkede af den Alfarvej, Kirkens Skib dannede, de var stanset op her foran den Kreds, som indhegnede Alteret, og de var bleven ædru af Respekt for den hemmelighedsfulde Andagt, som udgik derfra.

Thi man kan bestride Troen – Andagten er ubestridelig.

Da KommunionenKommunionen] nadverden var endt, tømtes Kirken i en Hast. Der skulde straks efter være Brudevielse, og man blev ganske fornøjet ved at se det tomme Gudshus fyldes af Solskin, det var som det pustede ud.

Nu hengik en halv Time, da begyndte Klokkerne at kime paany, først langsomt, saa med en jagende 340Hurtighed. Det var et Varsel til Brudefølget; og det blev fulgt med Finnens ejendommelige Rapfodethed, der ganske faldt i Takt med Klokkerne, men alligevel bevarede en rolig Fremadskriden.

Fra Elvebredden kom Følget opover Bakkerne og ind paa den jevne Kirkevej, og foran skred Køgemesteren værdigt frem med en stor Stav i Haanden, sid Finkufte, sølvsmykket Belte og Finhue. Han var Norsk, og var ved at ægte en Finpige gaaet over til hendes Folk. Efter ham kom fire Brudesvende, to og to. De bar nye, smukt udstyrede Kufter, brede Belter, den høje, firspidsede Hue, og om Halsen et hvidt Klæde, som var præssetpræsset] rettet fra: spræsset i Læg til en knap halv Alens Bredde, lagt i Kors over Brystet, og stukket ind under Beltet, hvorfra Enderne faldt ud igjen. Dette forekom alene til Højtidsbrug.

Efter Brudesvendene fulgte Bruden med sin Brudgom. Det var unge, velstaaende Folk af et ret godt Udseende; fornemlig var Bruden kjæk, og et Hoved højere end Brudgommen. Da han holdt hende under Armen, saa det ganske ud, som det var hende, der trak afsted med ham.

Bag dem fulgte fire Brudepiger i mørke Klædeskufter med gule og højrøde Border, brogede Belter og en hel Del Sølvdingel; Komager vare ombunden af rødstribede Baand, der snørede Smalbenet ind til højt op over Læggen. Paa Hovedet bar de smaa flade Uldhuer med Øreklapper, og enten med røde Kanter, eller Sølvbaand om Panden. Ovenpaa disse endnu et broget 341Tørklæde, fæstet med alenlange Silkebaand af forskjellige Farver, hvis Ender flagre ned over Ryggen. To af dem bar udslagent Haar, og til den øvrige Paapakning endnu et Tørklæde, som faldt ud over Skuldrene. Bruden var klædt paa samme Maade, kun bar hun flere Ringe paa Fingrene og Lænker om Haandledene. Kasteklædet var hos hende et hvidt Lenon,Lenon] fint, løst vevd stoff og Beltet og Halsspænderne af bare Sølv.

Klokkerne vedblev ustanseligt at kime. Det lange Følge snoede sig nu ind gjennem Kirkeporten, hen mellem de nysudsprungne Træer, og op til den ventende Kirke. Fantastisk, farveglødende og mærkeligt saa det ud, da Følget steg op af den høje Trappe, og Alle nejede sig i Indgangen, – om det havde besteget et af hine gamle Offerbjerge, og om Alteret havde været Alterstenen fra selve Finkirken, det Hele havde endnu passet til hinanden.

Efter Vielsen opfordredes Klokkeren til at synge Offersalmen; og nu spadserede Brudefølget op til Alteret for at offre. Det lignede en Narrestreg; men det var nu engang Finnens Stolthed, – og hvem undte ikke Præsten et rigt Offer ovenpaa en saa smuk og andagtsfuld Tjeneste! – Nærmere beset var dog hele Offeret ikke over 1 – siger en Krone, og det var til denne Brudefærd ikke anderledes end til enhver anden. Det var da en Tjeneste mere Præsten udførte, idet han føjede disse store Børn i den Fornøjelse at gaa parvis op til Alteret og offre fem eller ti Øre.

342Fra Kirken ledsagedes Toget paany af Klokkekimningen. Og nu gik det samme Vej, i samme Takt tilbage, kun var den lange Hale af ubudne Gjæster mere bevægelig, og der laa ikke saa lidt Vilterhed i Laget. Den holdtes dag i Tøjle af de Norskes Nærværelse; thi Finnen vil for AltingAlting] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Alling ikke være ringere i Skik og Orden end de. Men ankommen til Markedspladsen kan det nok være, at Finneblodet boblede op! Nu var Skatter og Afgifter betalte, Trætterne afgjorte, Omtuskningen og Indkjøbet af Varerne sluttet Regnskabet med Vorherre indtil videre ordnet, og nu fik Naturmennesket tage sig betalt for Trangen. Han udstedte imidlertid ingen ublu Fordringer.

Inde i et af Udskjænkningsteltene fik Brudefølget sin Plads, og her serveredes først med Rom, Brændevin og Kaffe,Kaffe,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Kaffe senere med kogt Renkjød. Kjøgemesteren holdt sine Taler for Brudeskjænken, og der blev leet, snakket imod og drukket saalænge, til den stigende Stemning naaede Toppunktet, hvor den knækkede af ved sin egen Tyngde.

Imens var der udenfor paa Græsmarken og nede i Baadene et levende Festliv. Thi Alle var jo til Fest! Forældrene med de konfirmerede Børn, Fadderne til de Nydøbte, og af dem havde hvert Barn en otte, ti Stykker. Desforuden hemmelige Friere til de unge Piger, som forsøgte at lokke dem til at modtage en Gave, et broget Tørklæde eller Lignende; thi beholdt de Gaven, var der givet Frieren et vist Løfte. Ved Vinterthinget havde han maaske hentet sig sit første 343Haab; han havde da omsværmet hende saa vedholdende, at han havde faaet fat i en af hendes Uldvanter – det var Tegnet! Men var hun Datter af en velstaaende Mand, fik hun nok Gaver fra fler end En, og da gjaldt det om at holde dem i Hævd; thi den Dag der lystes fra Prækestolen for hende, indfandt de forsmaaede Friere sig for at kræve Gaverne tilbage, og stundom en liden Pengesum til for Tidsspildet.

Paa andre Steder offentliggjordes en Forlovelse med al gammeldags Skik. Forloverne var hjemmefra bestemte, en paa Mandens og en paa Kvindens Side. Da Alle, som hørte til dette Parti, vare samlede i et Telt, begyndte UdkramningenUdkramningen] fremleggelse af Guttens og Gjentens baade aandelige og legemlige Værdi. Alt hvad der kunde nedsætte og fremhæve Vedkommende blev sat imod hinanden af Forloverne, der som to Advokater slog tappert for hver sin Klient, medens de Forlovede ikke havde Ret til at blande sig med et Ord i Sagen.

Naar da Enighed var opnaaet i det, man slet ikke havde været uenige om, og Formue fra Brud og Brudgoms Side var vejet og vurderet, lagde Forældrene deres Hænder i hinanden og erklærede dem for rette Brudefolk at være. Da gav de hinanden et Kys, og drak et Glas Rom i Forening til Tegn paa, at de vilde dele Ondt og Godt med hinanden.

Naar denne Folkevielse var slut, blev der forlangt Lysning fra Prækestolen, og derefter fulgte Kirkevielsen.

Det var en mangefarvet Blanding af Udseende, Klædning og Skik, og man havde i et Oversyn endnu 344hele Finfolket for sig. Den, som fremhævede sig iblandt dem, var Fjeldfinnen; han var endnu Naturens Fribaarne, og bestemt til at bevare Folketypen længe efter at baade Søfinnen og Elvefinnen havde ombyttet sit udgaaende Racemærke med Kulturlivet eller med Graven.

Fjeldfinnen er ofte storvoksen og mærket af stolt Selvfølelse. De uoverskuelige Snemarker, hvorpaa han færdes i Selskab med Renen og sin trofaste Hund frier ham fra de mangfoldige Smaaheder, som Kulturmennesket bukker under for. Hans Forestillinger ere enkle og sandfærdige for hans Liv. Den strenge Kulde og den stærke Hede finder ham lige ubøjelig, Hunger og Tørst lige udholdende. Han overnatter paa sine Vandringer i den strengeste Kulde ved at grave sig ned i Sneen, og rejser sig om Morgenen mere styrket end Bymanden fra sine Dunpuder. Hans Hus er hurtigt rejst – fem, seks unge Træstammer fældes i Skoven, stilles mod hinanden, saa der levnes en Aabning for Røgen, et Stykke uldent Tøj slaas om dem, midt paa Gulvet henlægges nogle Sten til Ildstedet, og det Hele er færdigt.

Han ved der baade er Konge og Øvrighed over ham, men det er til Hverdagsbrug langt borte fra hans Tanker; derimod er han Himlens Herre en god Del nærmere. Der er Fantasi i hans Sprog, som der er Fantasi i hans Natur – det er bevist, at han i en Febersygdom fantaserer sig til Døde; men der er tillige en ordnende Tanke. Det Ord, som paa Finsk betegner 345Virkelighed, betegner ogsaa Sandhed, det, som betegner Intet, betegner tillige Løgnen.

Et forunderlig hengivent Familjeliv leves her paa Fjeldet, ofte bestaaende af tre Generationer. Men Nødvendigheden taler haardt i Ørkenen! Naar de Gamle maa lades tilbage i Teltet, medens de Unge er paa Vandring, hænder det nok, at de ved Tilbagekomsten finder det sidste Melstøv opbrugt – og de Gamle døde.

For Hjordens Ernæring har Finnen ingen Frygt, selv gjennem favntyk Sne finder Renen Vej til det nærende Mos, den rydder med sine Horn og nipper saa forsigtigt Blomsten af, at Roden uhindret kan forsætte sin Vækst. Den kjender Naturen! Folk fra Kysten, som indsamle Mos paa Fjeldet,Fjeldet,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Fjeldet rive derimod Alting med sig, og Naturen behøver mindst fem Aar for at gjenoprette Plantelivet.

Alligevel maa Renhjorden passes; thi hvor den vanker viden om paa Fjeldet, beholder den altid Noget af sin vilde Natur. Og saa er jo Ulven der. – Det glubske, hungerpinte Dyr! Den er Renens værste Fjende; thi er Vogteren ikke nær nok, da maa den, trods sine vældige Horn bukke under for den. Men ve over Vargen! hvis Finnen er i Nærheden. Det er den Kultur Ørkenen har givet ham, at kunne binde an med Ulven, endog naar den i Flok og Følge gaar løs paa ham selv. Rigtignok har han sin trofaste Hund med sig og den er baade Renens Vogter og Ulvens slemme Fjende; den kan dog ikke sætte mere end Tand 346mod Tand, og Ulven bliver let den Stærkere, – men den kan give Varsel.

En anden Fjende, som den hellerikke kan magte,magte,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: magte er Rentyven. Rentyveriet er omtrent den eneste lovløse Handling, som begaaes paa Fjeldet; men anset for en Degradation er det egentlig ikke. Man træffer en saadan ung Røver, som har udsonet sin Skyld i Tugthuset, og han fortæller uden Betænkning, at han har skudt Ren, ja han lægger endog til med hver Mine i sit dristige Ansigt: at han agter at skyde flere. – Det er saa fristende for en god Skytte at se de Tusinder af Ren fare som vilde om paa Fjeldet.

Det kan bevises, at Mennesket undertiden præges af den daglige Omgang med et Dyr – hvad kan da give et bedre Bevis for Fjeldfinnen end Renen!

Der staar en gammel Ren og ser sig om med et Udtryk af Modstandskraft, Uafhængighed og Klogskab, ganske som et stærkt, skjæbneprøvet Menneske, der ikke har nogen Tanke mer for Fjas og Omsvøb. Stille lader den sig spænde for Pulken, villig og ufortrøden gjør den sin Skydspligt over knudede Isveje og dybe Snefaner; men drives den over Evne af en ufornuftig Kjørende, staar den pludselig stille, betragter Vedkommende med sine store Øjne, som for at maale sig med ham, og giver ham da oftest en alvorlig Dragt Prygl enten med Hornene eller Forbenene. Naar det er sket, kjører den flinktflinkt] vennlig, pent videre. Ret skal være Ret!

Bag en Fjeldknaus med et Overhang af vild Rosmarin, kiger paa en Gang Hovedet frem af en ung 347Ren. Den fæster sine skjønne, dybe Øjne forundret paa en Forbigaaende. Saa stiller den sig midt i Vejen, og vil man forbi den, er det ikke den, som giver Plads. Lysgraa og frisk er dens Pels, snehvid under Bugen, en sort Stribe langs Højryggen, og Geviret saa stolt som paa nogen Kronhjort. Da kommer en Finhund farende, dreven af det Instinkt at skulle jage den Enkelte hen til Hjorden. Renen følger ogsaa straks sit Instinkt og lader sig jage. I langstrakt Flugt, med jevne, stolte Bevægelser, og med den knittrende Lyd af Senerne, jager den afsted – til den ikke vil længer. Da modtager den sin bjeffende Modstander med Hornene, og kort efter lusker Hunden afsted med slæbende Hale, medens den dejlige Ren skrider kongeligt op over Fjeldet igjen.

Men ikke for Intet har Naturen givet dette Dyr saa rig en Fostring; den har til Gjengjæld paalagt det at fostre Tusinder af Larver, som Ørkenen ogsaa paa en eller anden har Brug for. Et Insekt lægger nemlig sine Æg paa Renen ved at bore sig ind gjennem dens sværesvære] kraftige Hud. Denne Larve kaldes Gormormen, og den er i Tusindtal tilstede i et eneste Dyr. Man ser Renskind, som ere gjennemborede lig et Sold. Foruden dette øver Myggen ogsaa sit Hærværk i Hjorden, og derfor hilser Renen med Glæde den første Svalning af Havet, naar den ved Sommertiden følger sine Vogtere ned til Kysten; thi der faar den Lindring for sine Plageaander, og den Friskhed uden hvilkenhvilken] rettet (etter Folkeudgaven) fra: hvilken, den maatte bukke under.

348Saaledes sørger Naturen for sin mangeartede Fostring.

I denne Verden undgaar Finnen baade DegenerationenDegenerationen] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Degenrationen og Omdannelsen. Her ejer han sin Grund uden Udstykning og uden Hammerslag, – Naturen har givet ham Odelsretten til de store Vidder, som ingen uden Nomaden kan bebo. Den Kultur, han behøver, udvikler han efter egne Love, den Skik, han følger, er den, som passer for hans Liv; og Religionen er kommen til ham i saa stor en Skikkelse, at den fremdeles samtaler med ham i Naturens mægtige Sprog.

Saa tegner Livet endnu i den store Fjeldørken med friskt Drag et Billede af Finmørks gamle Folk. –

Men Dagen hælder, Festens Tummel dør hen, og Folket gjør sig færdig til Afrejsen. Adskillige er tungere til Bens ud fra Teltet end ind i Teltet; men i Baaden kommer de dog, og Afsked tages med Kjendinger og Venner – den højre Arm lægges hen om Vedkommendes Skulder, og Kind trykkes imod Kind, det er den gamle Hilsen. Hist og her jøjgerjøjger] joiker en Fin nogle fantastiske Ord ud efter et bortdragende Følge; men han tier og ser sig for – der er ikke langt mellem ham og Elven. Saadan besinder sig de Fleste paa hvad det Næste kræver – og Kirkestevnet er endt.

*

Fra Højfjeldet til Elvebredden er der et stort Skridt, og fra Finfolkets Liv til Kulturlivet et endnu større. 349Men selv dette træder paa afsides liggende Steder i et vist Forhold til Naturen, og drager Aandens Næring deraf.

Paa Tanaelvens Bredder kan der med aaben Sands og varmt Hjerte tales baade dybt og livfuldt med Naturen. Den rivende ElvElv] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Elv, jager paa Tanken i en kraftig Aand. De prægtige Træer, som Isen saa ubarmhjertigt afskjærer i Roden, fortæller Ungdommen om det Haab, som Verden giver og tager igjen. Løvhanget, som skjuler Bredden, hvor Elven huler sin Vej, vækker Tanken om de Afgrunde i Livet, som et Overhang af Hemmelighedsfuldhed, af Ungdom og fristende Lykke kan dække – indtil Afgrunden enten frelser eller holder Dom.

Men der er ogsaa Steder, hvor de falske Øer har skruet sig ind til Bredden, og kun levnet Elven et smalt Mellemløb, der holdes i Ave ved skovbevoksede Bredder, som sænke Trætoppene yndefuldt imod hinanden, og lukke over det slumrende Vand. Et saadant lukket Sted kaldes Kjos, og her kan drømmes mangen fristende Drøm om det som var og det som er – men for det, som kommer, raader Skjæbnen!

Drømmen.

350Der ligger et stort, toetages Hus paa Elvebredden, og det ligger højt paa en Bakke, som Sanddrevet har dannet. Det kunde nok se imponerende ud, her hvor Kulturens Kjendetegn er saa faa; men det staar tomt,tomt,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: tomt og Forsømmelse i Forening med Uvejr har mærket det baade ude og inde. Det staar som et Minde om hvad det var; men Minderne dø hen, og de udvortes Tegn forfalde, knapnok at Historie kan fri dem fra Ruin. Disse skrøbelige Døre har dog kun aabnet og lukket sig for Livets Hverdagshistorie; men under det kan ogsaa drømmes, og naar Midnatsolen staar i Fjeldsænkningen mod Nord, og dens røde Skin farver alle Vinduerne i Handelshuset paa Guldholmen, da farver den de blaanende Fjelde paa hin Side Elven, saa de hæve sig i en Klædning af rødviolet Fløjl. Da ligger en slig Blødhed over hver Kant og Knaus, at det er som om de stod der med Liv og Blod, og havde et Hjerte at trykke Mennesket ind til, saa han glemte Dagstrævet og al Livets Strid i den korte Sommernatsdrøm om Ungdom og Poesi.

Her levede en Familje, som bestod af et Par Generationer. Der var stor Velstand baade nedarvet og vunden, thi Tanadalen var engang et fordelagtigt Bosted; Laksefisket i Elven gav rigt Udbytte, og dens 351Tilvirkning paa Guldholmen satte mange Kræfter i Bevægelse.

Der var to Sønner i Huset, den Ældste gift allerede i nogle Aar, den Yngste forlovet med en ung Pige, som tidligt havde mistet sine Forældre, og var bleven optaget som Datter i Familjen. Den unge Mand var fraværende, og havde været det omtrent et Aar, for at studere Handelen i en af Vestlandsbyerne; men ventedes hjem imod Midten af Sommeren, og da skulde deres Bryllup staa.

Da kom paa Vaarparten over fra den svenskesvenske] rettet (etter Folkeudgaven) fra: svensk Grændse en midaldrende Mand, som lejede sig ind hos Familjen. Han var i Begyndelsen sky for Mennesker,Mennesker,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Mennesker og det Navn han gav sig syntes ikke at være det Fødselen havde givet ham; thi han blev selv stundom overrasket vedved] rettet (etter Folkeudgaven) fra: vad at høre sig benævnt dermed. Han var stille og dybsindig, og hengav sig straks til en Forsken i Naturen, hvormed han lukkede sig ude fra al Omgang med Husets Folk. Hans kjæreste Tidsfordriv var at sidde alene i en Baad, og lade sig vugge i Drømme paa Smaaskvulpet nede i Kjosen under Birkehanget, eller med en Bog i Haanden at ligge henstrakt paa en Græsmark, mellem det rige Blomsterflor af gule Violer og Glemmigej; medens den liflige Sanger, Finmarkens Nattergal med det blaa Bryst hoppede kviddrende omkring i Trætoppene.

Dette gik til en Tid, da forandredes Fysiognomierne; men Forandringen kom indvendig fra, derfor havde den allerede været der længe før den vistes.

352Hvad vedkom Svenskeren den unge Pige? En halvgammel Mand, som han jo syntes at være. Det var fra Først af heller ikke Andet end en simpel Nysgjerrighed, som drev hende til at smyge efter ham og belure hans sære Færd. Men eftersom hun blev várvár] rettet (etter Folkeudgaven) fra: var den fornemme Skjønhed, som under hans vaagne Drømme fremlyste af Aasyn og Væsen, fængsledes hun af ham, og hengav sig med hele Sjælen i den samme Nydelse af Naturen som han. Dette Drømmeliv udviklede lidt efter lidt en mærkelig Skjønhed i hendes Person.

Det var altid sagt, at hun var vakker, – hun havde jo et stort lyst Haar, hvid Hud og røde Kinder, en frisk, leende Mund og blaa Øjne; men endnu havde disse Herligheder staaet hver for sig, og ikke fortalt andet end den almindelige Hverdagshistorie, som et sorgløst og et uberørt Hjerte indskriver i et ungt Ansigt. Nu sprang paa en Gang fremfrem] rettet (etter Folkeudgaven) fra: frem, et Udtryk af Sjæleliv, som bandt det Hele sammen til et dejligt, gribende Aasyn, og bøjede selv hendes Skikkelse fra det Langstrakte ind i det Slankvoksne, der lig en ungung] rettet (etter Folkeudgaven) fra: uug Birk svinger ved hvert Vindpust. Ogsaa hendes Væsen var forandret. Hun havde hidtil været leende glad, nu var hun tankefuld og stille. Det vakte Opmærksomheden hos hendes Nærmeste, – men hun skulde jo snart være Brud, og det kunde nok give alvorlige Tanker!

Der taltes jevnligt i Familjen om den fremmede Svensker: at han maatte være af fornem Stand, og ved en eller anden Ulykke dreven til at fly fra sit Land. 353Man undredes over, at han kunde ligge der paa Vandet Dag efter Dag og stundom Natten med, og at han kunde hendrive sin Tid paa Græsmarken mellem Violerne, kun optaget af at tæmme en liden Fugl – den med det blaa Bryst, som allerede kom flyvende, naar han kaldte paa den. I dette blandede den unge Pige hverken Mening eller Svar. Men havde Nogen forstaaet sig paa Sjælens Tale i hendes Aasyn, vilde det have givet dem mere at tænke paa end Svenskerens Drømmeliv.

Havde han lagt Mærke til den Udfoldelse af Ungdommens Poesi, som foregik i hans Nærhed? Det tænkte hun ikke paa. Hun levede et rigt Liv ved ham, uden med et Tegn at forraade det til Nogen. Var hun bleven overrasket i sin hemmelige Omgang med Lykken, vilde hun have følt sig greben som en Tyv, ikke som en Forræderske.

Men han havde for længe siden bemærket hende, først med Uviljen over at se sig beluret, siden efterhaanden med det Trylleri, som hendes Skjønhed bevirkede. En større Aabenbarelse gik dog omsider op for ham, og da rejste der sig en Magtfylde i hans Natur, som var beredt til at bryde med baade Fortid og Fremtid for at kunne plukke Kjærlighedens Blomst, som udsprang her i Ørkenen – lige ved hans Fod.

Men just som han gik frem for hende med den sejerssikkre Bevidsthed: at kunne sprænge Skjæbnesmuren, som skilte dem, blev han saa slaaet af hendes Uskyld og Skjønhed, at han stod skamfuld som en Skolegut, 354der gribes i Fusk. Han bønfaldt hende da blot at være med ham paa en Rotur udover Elven,Elven,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Elven og hun gav ham tryg sin Haand for at gaa ind i Baaden.

Alligevel forstod hun, at hun ved denne Handling havde givet ham Magt over sig, og en pludselig Banghed blegede hendes Kinder. Men han kjendte alle Hjertets Runer, og denne læste han med Glæde. Havde hun været sorgløs, da sad han jo her som den fattige, landsforviste Mand, der Intet ejede, – og havde hun givet sig hen til ham, da havde han i denne Stund tabt al sin Tro. Men hun kunde være tryg! Hans svundne Ungdom var vendt tilbage, og han sad med blufærdig Sjæl overfor sin første Kjærlighed.

Og Natten kom med sit skiftende Lys: Midnatsolen glødede hen over Fjeldene, Elven kastede røde Blink, og ind under Birkehanget, i den stille Kjos, laa Vandet mørkt som et bundløst Dyb – som en Drøm om Evigheden.

Saa landede de op. Folk stod paa Græsmarken og tog imod dem. Men der var Tryghed og Klarhed over dem Begge. Hvad de havde drømt vidste de med hinanden, og intet Ord havde brudt Hjertets hemmelighedsfulde Segl. Men fra nu af blev dog den unge Pige hjemme, og den mærkelige Fremmede levede sit gamle Liv.

Da kom endelig den ventede Brudgom. Han var ung og kjæk, men bar alligevel det Mærke, som Berørelsen med Samfundsbærmen efterlader. Broderen truede ofte til ham, og kaldte ham en Skjelm!Skjelm] slyngel Men det var jo bare til at le af, – nu var han bestemt 355paa at leve som en skikkelig Mand med sin vakkre Hustru! Der laa noget Raat i den Maade hvorpaa han rev hende til sig og aftvang hende et Kjærtegn – det var som han vilde sige, at han nok skulde faa Bugt med det Snerperi!

Saa var det Dagen før Bryllupet.

Svenskeren laa som sædvanligt i Baaden og læste. Da stod paa en Gang den unge Pige for ham. En dødelig Bleghed var udbredt over hendes Ansigt, og en ubeskrivelig Rædsel lyste op af hendes Øjne. Han rejste sig fra Baaden og saa paa hende. Havde han i denne Tid ment, at hun havde kastet Drømmetanken fra sig og med velfornøjet Hu var vendt tilbage til Virkeligheden, da fik hans Mening ved dette Syn en hurtig Forvandling. Han hviskede i aandeløs Spænding hendes Navn – men som om det pludselig vækkede hende til Bevidsthed om Noget, vendte hun ham Ryggen og flygtede.

Hvad der udkæmpedes i hans Hjerte i denne Stund fik aldrig Nogen at vide.

Man saa ham komme hjem, og gaa op paa sit Værelse, hvor han hastigt syntes at ordne Alt til en Bortrejse. Da han var færdig, traadte han imod al Sædvane ind i Dagligstuen til Værtsfolket. Han var her yderlig elskværdig imod Alle, og slog paa til Brudgommen, at han var fristet til at tage sig et Bad i Elven, men havde ikke ret Mod paa at gjøre det alene. Brudgommen, der følte sig meget smigret ved den tilbageholdende 356Mands Venlighed,Venlighed,] rettet (etter Folkeudgaven) fra: Venlighed tilbød straks at være ham til Selskab.

Ude paa Trappen sad den unge Pige paa en Bænk, og skjalv til Sjælens Inderste ved at høre ham tale; hun havde hidtil i hans faa henkastede Ord knapt mærket sig hans Røst, og nu gjennemtrængtes hun af den, som af et Dødsbudskab; thi ved den vaagnede hele hendes Kjærlighed op til Liv. Nævnede han endnu en Gang hendes Navn, vilde hun høre det, som om Skjebnen kaldte paa hende, og hun vilde følge, hvor det saa bar hen.

Lidt efter kom han ud med Brudgommen. Denne henkastede en spøgende Bemærkning om deres Forehavende, strøg Brudens Kind, og aandede paa sine Fingre bagefter for at vise, hvor kold Berørelsen havde gjort ham. Den Fremmede talte ikke; et Øjeblik hvilede hans mærkelige Øjne fast paa hende – saa gik han. Hvad var det han sagde hende i dette ene Blik?

Et Par Timer hengik. De stille Plejeforældre havde taget Plads ude paa Trappen hos Bruden, og talte mildt til hende om den kommende Dag. Hun svarede dem knapt, hun tænkte uafladelig over det gaadefulde Blik – og hun lyttede.

Da kom en liden Blaahals og satte sig paa Rækværket, og peb som om den var i Nød. De Gamle gjorde den Bemærkning, at den var kommen for at søge efter Svenskeren.

357Idetsamme for Bruden op med et forfærdeligt Skrig. Hun havde set to Øjne briste i Døden.

Forældrene blev forfærdede og tænkte paa Sønnen. Den ældste Broder ilede afsted ned til Elven og satte en Baad ud. Paa en Tange ved Kjosens Indløb havde Brudgommen frelst sig op; men Svenskeren var borte. Han havde med Vold villet bade sig just der, hvor Elvebunden var saa troløs, og havde overtalt Brudgommen til at være med. Men denne var bedre kjendt, og havde forstaaet at rædde sig ved at gribe fat i Hanget af en Birk. Han havde søgt efter den Fremmede, men ikke en Bøjning af en Gren, ikke en Boble paa Vandet havde vist Vej. – Den frygtelige Sandgrav havde aabnet og lukket sig i et Aandepust, og Døden havde sin Ejendom.

Ved at undersøge Svenskerens Værelse fandtes Intet, som kunde give Oplysning om ham. Hans faa Bøger og Klædningsstykker var uden Mærke, og af hans Papirer var der kun en Haandfuld Aske. Man fik aldrig at vide, hvem han var.

Men Kjosen og den blaahalsede Sanger kan endnu – og altid! fortælle om en Kjærlighedsdrøm, og om den gyselige, hemmelighedsfulde Død, som brat afbryder Alt – endog det sidste Suk.

Næste Dag blev Bryllupet holdt. At Svenskeren var borte kastde nok sin Uhygge over Festen – men Brud og Brudgom var der jo, og det var det Vigtigste. Ingen anede, hvor nær han stod Begivenheden.

358Men nogen Tid efter blev den unge Kvinde syg, og da fik hun en anden Drøm. Hun saa i et FjernsynFjernsyn] visjon et Billede, rent og lysende, som Solskin paa Sne – det tyktes hende at være hendes Ungdomsdrøm. Men det holdt sig ikke længe. Der styrtede et Rovdyr imod det, og udrev først Sjælemærket og fortærede dernæst Led for Led det skjønne Legeme. – Da hun vaagnede af denne Drøm var Livet forbi.

I hendes Dødsstund gled endnu engang Synet af de mærkelige Øjne forbi hende, og i Lyset fra Evigheden læste og forstod hun deres gaadefulde Tale. Hun saa, at han vilde kaste Livet hen som en Terning – og give Skjæbnen et Valg. Det var altsaa gaaet som Skjæbnen vilde. Men i Sjælen rejste sig samtidigt en glad Fortrøstning: hendes forkrænkeligeforkrænkelige] som vil ødelegges Legeme skulde jo sænkes i Graven og vorde til Støv; men det uforkrænkelige skulde opstaa, og iklædt sin Ungdoms Skjønhed mødes med sin Ungdoms Drøm.

*

Det gaar raskt tilbage til Fjorden. Elven skyder paa ligesom med hundrede skjulte Hænder, og snart bæres man op over Bølgerne paa det Højstavnede Skib, forbi Fjeldet med Finfolkets mærkelige Billedgalleri. Men Dagens blanke Stjerne vil ikke vedgaa et eneste af Midnatsolens hemmelighedsfulde Fortællinger, den viser kun Sten paa Sten, og Muld paa Muld, og paa hin Side Fjeldet det store, skummende Østhav.

*

359Farvel da til Drømmen om Finmørks Land,
til den sjunkne Kongsgaard paa Kjølnæs Strand
ved Østhavets fraadende Bølge.
Farvel til den glødende Midnatsky,
som viste mig Finkongens gamle By
med hele sit brogede Følge.

Farvel til den dejlige Midnatsol!
Den viste mig Finkongens gyldne Stol
højt op mellem Skyernes Porte.
Den tyded mig Finfolkets Sagaskrift:
at selv i dets særeste Trolddomsdrift
det Evige aldrig var borte.

Farvel Du det mægtige Højfjelds Fin!
Og Du, som maa kæmpe Dig Fjorden ind
mod Havgulens trodsende Vinde, –
og Du, som maa stage Dig Elven op,
Du mørkbrune Fin med din røde Top –
jeg taber Dig aldrig af Minde.

Jeg ved Du maa vige for Skjæbnens Dom;
men hvordan Du skifter dit Levned om –
de vekslende Tider til Føie;
saalænge Du husker din Ungdomssang
og nynner i Hjertet den sære Klang
staar Ætmærkets Blink i dit Øje.

360Da hænder det endnu en Midnatstund
Du jøjger om Finmørks urgamle Grund
og Finfolkets sejrende Dage. –
Det Folk kan vist aldrig staa aandsforladt,
som ejer sig selv i sin Ungdomsskat:
i en digtende Billedsage.

Om Billeder fra Midnatsolens Land

Med Billeder fra Midnatsolens Land fikk Magdalene Thoresen sitt virkelige gjennombrudd. Til tross for at hun hadde et stort forfatterskap bak seg og også hadde oppnådd et slags gjennombrudd med Billeder fra Vestkysten af Norge i 1872, følte hun seg ikke verdsatt som forfatter i Norden. Men Billeder fra Midnatsolens Land fikk stor og positiv oppmerksomhet både i Danmark, i Norge og til en viss grad også i Sverige. Selv den kritiske Edvard Brandes, den liberale avisen Politikens mest innflytelsesrike kritiker, fant at dette var et godt arbeid, enestående i sitt slag.

I boken beskriver Thoresen reisen til og oppholdet i Finnmark 1881-1882. Den dramatiske kampen mellom lys og mørke, liv og død som preget naturen der nord, og menneskets kamp mot naturkreftene, gjorde sterkt inntrykk på henne. Hun beskriver også ulike kulturforhold.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, del 1, 1884
• 1. utgave, del 2, 1886

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook