Fra det moderne gjennombrudds tid

av Kristian Elster (d.e.)

[BJØRNSTJERNE BJØRNSON: KONGEN]

(Trondhjems Stiftsavis 10. aug. 1877.)

Det blev strax efter at dette Bjørnsons nye Arbeide var udkommet spaaet i et bergensk Blad, at det vilde vække megen Forargelse. Og denne Spaadom er da ogsaa gaaet i Opfyldelse. Der er i flere Blade af forargede Individer tændt uhyggelige Baal, paa hvilke det ulykkelige Arbeide er brændt, og vi kunne blot gratulere Digteren til, at den elskværdige Skik at brænde Forfatterne selv ikke længer er paa Mode. Han vilde nok ellers ikke have sluppet med Hentydninger til, at han i sit Arbeide har forgaaet sig mod Lovene, og med det – næsten berømte – Skuldertræk. Bortseet fra nogle kortere Udtalelser i et Par bergenske Aviser er der, saa vidt vi vide, hertillands blot fremkommet en eneste Kritik, der bærer Sagkyndighedens og Fordomsfrihedens Præg, nemlig den, der kommer til orde i en Aftenbladsartikel undertegnet G.en Aftenbladsartikel undertegnet G: art. var av Arne Garborg Næsten alle de andre Anmeldere høre til de forargedes Samfund og befinder sig saaledes ikke i nogen for en kritisk Undersøgelse gunstig Sindsstemning.

Er nu Bogens Tanke-Indhold virkelig af den Beskaffenhed, at det med Rette burde vække en saadan lysluende Forargelse? Jo, der er ganske vist en Del Mennesker, 177hvem «Kongen» maatte forarge, nemlig alle, der tro paa det preussiske Kongedømme af Guds Naade. For disse maa «Kongen» sandelig være et haardt Ord. Vistnok skulde det synes, som om Tilhængerne af denne Anskuelse af Kongemagten har saa uendeligt meget at forarge sig over i hele Verdensliteraturen, at der ikke kunde være noget saa særdeles irriterende i, at den store, i denne Henseende uorthodoxe, Literatur blev forøget med et nyt Bidrag. Imidlertid er som sagt Stemningen hos disse mennesker forklarlig. Men hvad er det, der forarger det større Antal, der ikke tror, at Kongedømmet er en guddommelig Institution? Bogen siger simpelt hen, at det er i aller høieste Grad unaturligt, at et Menneske skal fødes til at staa i Spidsen for et Samfund, fødes til at hylde en bestemt Religionsanskuelse m.m. Det er oprørende, siger Bogen fremdeles, at et Menneske ved selve sin Fødsel skal være fordømt til at leve et Liv der maaske er det ædleste og bedste i ham imod, og at han netop i den Forbindelse, der fremfor nogen skulde være et udelukkende Hjerteanliggende, maa trælle under de udvortes Hensyn, hans Stilling paalægger ham. Den siger aabent, djervt og varmt, at det er oprørende at sætte et Menneske i en Stilling, der medfører Ofre og Fristelser af denne Natur, og den tilføier endelig, at det er gudsbespotteligt at behandle noget Menneske, som om det var et Væsen af en høiere Natur end andre Dødelige. Dette siger Bogen, og det skulde dog vel ikke synes saa forfærdeligt. Men Forf. er Republikaner, siger man. Maaske, men det er nu saa mange skikkelige Mennesker i vore Dage, og i og for sig vilde denne Omstændighed neppe have været istand til at vække den megen Forbitrelse, al den Stund Digteren trods sin mulige Forkjærlighed for Republiken dog tillige gjennem Skikkelser som Gran og Koll tydelig nok afviser alle Beskyldninger for, at han skulde tage Ordet for andet end saadanne fredelige Reformer i det Bestaaende, som vel den uinteresserede Flerhed vil være enig om at ønske, selv om de ikke tro, at de lettelig lader sig gjennemføre. Det er ikke let at tro paa, at Forargelsen er tændt af, hvad Bogen siger om en Konges Stilling eller den monarkiske Regjeringsform, man nødes virkelig til at søge Anstødsstenen paa et andet Punkt, og det ligger da nært at antage, at det er Skildringen af dem, der har Interesse i «Assurancekassens» Opretholdelse, som volder det store Opstyr. Her tør der muligens for mange være al Grund til Forargelse. Disse Interessenter, der saasnart Kongen vil leve som andre Mennesker, afskaffe Tilbedelsen og sætte sig i Spidsen for Reformer, begynder at opponere mod den Magt, hvis næsten guddommelige Ophav de før hævdede, disse er i «Kongen» skildrede med en ubarmhjertig Troskab, der ikke kan andet end oprøre alle Angjældende. Men hvorvidt det er rimeligt af denne Grund at tale om Kriminalloven eller at drage medynksfuld paa Skuldrene af Digteren, er nok et Spørgsmaal, som de «Interesserede» og «Uinteresserede» ikke ville besvare ligedan.

178Man har ogsaa gjort mange Indvendinger mod Stykket i æsthetisk Henseende. Snart er Emnet ikke Tragisk nok, snart er det Tragisk, men ikke behandlet efter Opskrifterne. Enkelte finde, at det overhoved ikke er noget Drama, andre indrømme det dramatisk Liv, men finder det dog upoetisk, og saa videre. Man kunde nu ganske vist ogsaa tænke sig det samme Emne behandlet anderledes. Man kunde tænke sig den Konflikt, Kongen kommer i ved at vælge sig en borgerlig Hustru eller hans Kamp med «Tronens Støtter», idet han vælger sig et liberalt Ministerium i høiere Grad gjort til Digtningens Centrum end Tilfældet er. Man kunde tænke sig dette og meget andet, og der kunde ganske vist være kommet meget gode Skuespil ud af de mange forskjellige tænkelige Behandlingsmaader. Vi maa imidlertid bekjende, at vi ogsaa er enig med Aftenbladets Anmelder i, at den pedantiske Kritik, der har haft det saa travelt med deslige Undersøgelser, er noget aflægs. I den valgte Form, den være korrekt dramatisk eller ei, har Digteren paa en særdeles virkningsfuld Maade vidst at sige, hvad der laa ham paa Hjerte, og dermed er Formens Berettigelse given. Sagen – det, han vil have sagt – kommer baade klart og varmt frem i den valgte Form, og hvad vil man saa mere? Mange kunde vistnok med Grund ønske, at baade Varmen og Klarheden var meget mindre.

Vi kunne til Slutning ogsaa erklære os enige med Aftenbladsanmelderen i, hvad han for sin Del har at udsætte paa «Kongen». Et og andet kunde gjerne være usagt og adskilligt kunde være sagt med mere Hensyn, med mere Takt. Men hertil kan man vel ogsaa reducere de berettigede Anker. Man kunde vistnok tilføie, at en Del af Mellemspillene er tunge og uklare. Men gjælder dette om de sidste, er til Gjengjæld de to første eller ialfald det andet et lyrisk Digt saa klart, saa poetisk og vellydende, at det staar blandt Bjørnsons første, og det vil sandelig sige meget.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Utvalget er ved Willy Dahl, som også har skrevet innledningen.

Les mer..

Om Kristian Elster (d.e.)

Kristian Elster (d.e.) var forfatter og litteratur- og teaterkritiker. Han var belest og godt kjent med de litterære strømningene i Europa, og han var den første i Norge som presenterte Georg Brandes for et norsk publikum. Elster anmeldte teateroppføringer og bøker av tidens store norske navn, for eksempel Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.