«DE UNGES FORBUND» OG STAVANGERSK KRITIK

58(Aftenbladet 2. des. 1869.)

I Stavanger er tændt et kritisk Lys,I Stavanger er tændt et kritisk Lys: I Stavanger Amtstidende 1869, nr. 132 flg. ble De unges Forbund anmeldt av Chr. Dons (1805–1885), sekretær i Det Norske Missjonsselskab, seinere prost i Tromsø og redaktør av Adresseavisen i Trondhjem. Anmeldelsen ble opptrykt i Morgenbladet og dette Lys er sat i Stage i Morgenbladet for at belyse den slette Kritik og den kritiske Slethed, som har vovet at gjøre Indvendinger mod Ibsens sidste Bog.

Det er karakteristisk for denne Kritik, at Forf. begynder med den Erklæring, at han ikke vil indlade sig paa at dømme om Bogens Værd eller Ikkeværd fra«et højere æsthetisk Standpunkt.» Det er en mærkelig Erklæring, al den Stund Bogen er et æsthetisk Verk og den Dom, som skal underkjendes, er fældet fra et æsthetisk Standpunkt. For at begrunde sin Ret til dog at tale med om Sagen, forklarer den kritiske Stavangermand, at «Satiren mindre fører sin Sag for den filosofiske Kritiks end for den sunde Menneskeforstands Domstol.» Og det forstaar sig, naar man saaledes som Forf. ved dette lille «mindre» har lænset den filosofiske Kritik for sund Menneskeforstand eller ialtfald gjort dens Forhold til Fornuften yderst tvivlsomt, da tør man vel ogsaa fritage den satiriske Digtning for at føre sin Sag for denne Domstol; men det synes da, som om det maatte gjælde al Poesi; Satirens Exceptionelle Stilling kan virkelig ikke begrundes, uden at man frakjender al anden Poesi Sammenhæng med Fornuften. Men indtil Forf. har godtgjort Rigtigheden af sin knusende Dom over Æsthetiken eller har paavist Satirens Ret til at møde for en anden Domstol end de andre Digtarter, kan man umuligt give ham Lov til at vride sig fra al Kontrol ved at fraskrive sig æsthetisk Skjøn. Det viser sig da ogsaa, at det blot er en Bagvej, Forf. har aabnet sig for den yderste Nøds Skyld; thi for det første handler hele hans Artikel fra Ende til anden just om Bogens Værd eller Ikkeværd, og for det andet tumler han nok saa lystelig med æsthetiske Bestemmelser for at faa dens Værd dokumenteret. Ifald det derimod skulde være Forf. meget om at gjøre at faa sit Standpunkt slaaet fast som «et lavere æsthetisk,» saa er der vistnok intet til Hinder derfor.

Denne stavangerske Kritik har flere Kjendemærker tilfælles med alle de andre Udtalelser, der ere forekomne til Formon for «De Unges Forbund.» Det ene af disse Mærker er, at den søger at gjøre al Kritik, som gaar Stykket imod, mistænkt. Den har som alle hine det evige Omkvæd: Disse Kriticiere alle af Steensgaards Slægt, de skrige alle paa Familjeskabets Vegne, deres Dom er baaren af idel lumpne, personlige Motiver osv. Det kan ikke negtes, at denne Stridsmaade til en Tid er ligesaa billig som indbringende. Den er billig; thi den kræver ikke Kundskaber, den kræver ikke Skjøn, den kræver ikke samvittighedsfuld Prøvelse, den kræver blot en eneste Egenskab: man maa ikke være blyg. Den er indbringende; thi det er en paalidelig Erfaring, at slige Beskyldninger, hvor aabenbar deres Grundløshed er, og hvor plumpt de end bruges, dog fremholdt 59med utrættlig Ihærdighed, gjøre Indtryk paa den store Mængde af Avislæsere, som hverken har Lyst eller Lejlighed til at granske Sagen paa nærmere Hold. Den er billig og indbringende, men blot til en Tid; thi før eller senere gaar det dog op ialfald for de bedre, at alle disse ubeviste og ubevislige Paastande ere ligesaa mange aandelige Falliterklæringer, og at det allerede er et stort Vidnesbyrd til Fordel for den anden Part, at den aldrig gjør Gjengjæld. Og jeg skulde tro Lejligheden er indbydende nok. Lad os bare give en liden Prøve paa, hvorledes et Hærtog paa Forbundstroppernes Vis vilde tage sig ud, ført mod dem selv:

«Som man paa Forhaand kunde vente, har der fra et vist Hold rejst sig en uhyre Jubel over Ibsens sidste Verk. Det maatte jo i Sandhed ogsaa være en glædelig Overraskelse for det Dødvands-Parti, som vi alle saa godt kjende fra dets hemmende Bestræbelser paa alle Hold i vort Samfund, saaledes at se sine Synsmaader godkjendte af en fremragende Digter, sin samfundsslappende Virksomhed stemplet med Gyldighedens Mærke, sit Væsens Tomhed hævdet som Sandheden og Sundheden og sine private Ærinder betjente med saa meget Talent, kort, sin hele Usseldom opstillet som det højeste, som Idealet selv. Man kunde jo paa Forhaand Vide, at des større Brud Digtet gjorde med de sande Idealer, des lavere det laa, des nærmere det kom Skandalskriftet, des højere maatte Jubelen stige. Og den er som sagt steget meget højt. Aldrig kunde Bogen faa en mere knusende Dom end den, som er fældet i den Virkning, den her har øvet. Thi hvorledes maa den Satire være beskaffen, som saaledes har kunnet faa alt smaat og usselt og raat op i vort Samfund? Kan der gives noget mægtigere Vidnesbyrd om, hvor ganske Forf. har været bundet af Partisynet, og at hanhan] rettet fra: har (trykkfeil i papirutgaven) har bejlet til slette Idealer forat komme de Partiet ubehagelige Personligheder tillivs, end dette et vist Koteris brutale Glædeshyl i Theater og Presse og dette ømme Værge, som Digteren med et har fundet hos Folk, som hidindtil gav baade ham og al Poesi en god Dag? Digteren er her uforvarende kommen til at ramme sine egne Venner og indirekte at gjøre vort Samfund en stor Tjeneste. Han har nemlig sat Hul paa det usunde Sted, saa det nu er bleven aabenbart, hvor Sygdommen sidder, hvor Faren er. Vi har nu endelig faaet se disse Smaastadsaandens «Snylteplanter»Fotnote i papirutgaven: Stavangersk Naturprodukt og «Paddehatte»Fotnote i papirutgaven: Stavangersk Naturprodukt disse visne Thevandshelte i fuldt Dagslys, og vel er det. Det er selvsagt, at dette Koteri vilde vende sig med afmægtig Harme mod den Kritik, som ikke har villet godkjende dets Idealer, men tvertom har mærket Folkefærdet med «den skiddenfærdige Tankegang» som «den fejge, ideforladte Skare, der uroes, hver Gang noget, der bærer myndigt Bud fra Aandens Verden, løfter sig, der knuges sammen i sin egen Tomhed, hver Gang en stærk Individualitet kommer dem nær og som af Selvopholdelsesdrift 60ogsaa anfalder alt det ualmindelige med alle Vaaben, de raade over, og til syvende og sidst med Sladderens Gift og ved at etablere smaa behagelige Udsalg af sine Modstanderes naturligvis utvivlsomt slette Motiver.» «Det er da ogsaa ganske riktig indtruffet, men hvilke Motiver, der bære disse Anfald, kan enhver jo let skjønne, og den hele Allarm kan ene være til Moro; thi hvad er vel mere fornøjeligt, end at det karakteriserede Folkefærd med et styrter frem og i sin Færd godtgjør Skildringens Rigtighed med tætte Vidnesbyrd og saaledes selv gjør Tjeneste som komiske Figurer?» – Det er muligt, at der i denne Prøve skorter noget i Vendingernes Glans og Udtrykkets Saftighed, at overhoved Stilens rette Duft og Farve ikke fuldt ud er reproduceret, men saa meget er forhaabentlig givet, at jeg kan spørge DHrr., hvad de synes om Klangen af sine egne Vaaben, og om de nu Virkelig tro, at en Vexelsang i denne Toneart skulde kunne give nogetsomhelst ønskeligt Udbytte?

Et andet Kjendemærke, som den stavangerske Kritik har tilfælles med al anden fra samme Hold, er, at den aldrig gjør en bestemt Paavisning. Her traver Forf. om i alskens Almensætninger af ubestridt og ubestridelig Sandhed, her breder han sig ud i vidtløftige Ræsonnements, der slæbe sig tildøde paa de tørreste Trivialiteter, og naar saa Anvendelsen endelig skulde ske, er det hele, vi faa, en Forsikring om, at disse Almensandheder ere gjorte Fyldest i Ibsens Stykke, og saa et overlegent Udfald mod den Kritik, der kan negte disse Almensætningers Sandhed, som intet levende Menneske har nedlagt Protest mod. Hvor Forf. ikke har saadanne kurante Ræsonnements paa rede Haand, eller hvor de, han har, aabenbart vilde ligge alt for langt borte fra Spørgsmaalet, eller forsaavidt de berøre det, vilde føre ud i et andet Far, end Forf. kan være tjent med, der laver han for Tilfældet Theorier af det uholdbareste Slags, og hvor endelig baade det ene og det andet rester ham, der fortaber han sig i intetsigende Jevnførsler, eller han frisker sig op med at øve sig i Kraftpræstationer af den nys karakteriserede Art, ligesom de Slaaskjæmper, man fortæller om, der rende Hovedet mod Væggen og bande ud i løse Luften for at faa Sinnet op.

I min Kritik i Aftenbladet har jeg sagt, at Steensgaard sandere uddigtet vilde have faaet stor Rammevidde og rimeligvis være bleven noget af det Bedste, Ibsen har skabt, men at Digteren ved at lede Udviklingen, som han har gjort, har spildt, hvad han fra først af har seet sandt, og at dette Brud i Udviklingen er skeet saaledes, at man kan se, at Digteren ikke har staaet fra ligeover for de Fænomener, han vilde ramme, og derfor ikke har kunnet gjennomskue dem med Digterens Klarsyn og løfte dem saaledes op i Idealets Lys, at de tilfulde ere blevne os aabenbare i sin Sandhed og Usandhed, og at en fuldt ud retfærdig Dom kunde falde. Anken kunde ogsaa være bleven udtrykt saaledes, som det er skeet af den danske Kritiker Gg,Den danske Kritiker Gg: Georg Brandes at Lunet er bundet. Dette betyder nemlig ikke, som 61Stavangeren indbilder sig, at Ibsen af Hensyn paa Anlægget eller af andre Grunde har med velberaad Hu bundet Lunets frie Løb; det betyder derimod, at Digteren ikke har haft et saadant frit Forhold til de Personer og Forhold, hvis Daarskab og Hulhed, han har villet afsløre, at han har haft «Ideens evige Ret» ligeoverfor dem, men at derimod hans Syn har været lidenskabeligt hildet, hans Satire polemisk forbitret, og hans Dom ikke retvis, og at Latteren saaledes, idet den løses i os, ikke bringer os i rent Samfund med sande Idealer. Naar en ondskabsfuld Sladderhank gjennemhegler sine Medmennesker og gjør det med Talent, saa kan ogsaa vort Syn aabnes for mangfoldige Svagheder hos dem, som rammes, og vi kunne meget vel komme til at le; men denne Latter er ikke forløsende, den er tvertom bindende; thi det bevægende i den, som skulde lede vort Syn, er ikke noget som en sand og sund Satire kan gro i. Meningen er altsaa, at Ibsen i sit «frivillige Exil» ikke, som Stavangeren paastaar, har bevaret «Frastandssynets Klarhed» og «Aandens Uafhængighed af Døgnets Røre,» men tvertom har digtet med Fjernsynets Upaalidelighed og med Aanden bunden i Døgnets Røre. Det kan jo her ikke nytte, at Stavangeren kommer dragsende med den Almensætning, at «det er Satirens, ialdfald den humoristiske Satires Formaal at opløse Menneskelivets Dissonanser i en velgjørende og befriende Latter,» al den Stund han ikke ved bestemte Paavisninger i selve Digtet kan godtgjøre, at Dissonanserne virkelig ere løste, og det er bare latterligt, at han fortæller, at han har moret sig, og vil, at dette skal gjælde for et Vidnesbyrd for Bogen, da det jo ligesaa godt kan være et Vidnesbyrd mod den, saalænge, han ikke har godtgjort, at han er et Normalmenneske, der kan være tjenlig som usvigelig Prøvesten. – Det samme Spørgsmaal kommer fremdeles igjen i en anden Form, hvor Talen er om, at Stykket har Tendents. Stavangeren lader først Kritiken anke over, at Bogen behandler Dagens brændende Spørgsmaal, for siden at kunne have den billige Triumf at afvise denne taabelige Indvending med følgende dybsindige Bemærkning: «Satiren fremkommer, naar Menneskelivets Forhold i Digterens Samtid arte sig saaledes, at han kommer under den Nødvendighed, der er udtrykt i det gamle «Difficile est satyram non scribere»,«Difficile est satyram non scribere»: lat., «det er vanskelig å ikke skrive satire» det vil sige: Satiren fremstaar, naar Samtiden frembyder Stof. Ingen vilde i vor Tid falde paa at skrive Satire over Romersamfundet under Kejsertiden, siger Stavangeren. Fra denne Sandhed, at Satiren blot fremkommer, naar Samtiden har Stof, gjør nu Forf. følgende halsbrækkende Slutning: «Derfor er en energisk Tendents just ligeoverfor Samtiden den satiriske Digtnings Livsnerve,» og protesterer man mod Tendentsen, saa protesterer man mod Satiren selv, det er, man hører til den Stensgaardske Familje. Ifald det her ikke glimter En rødt og gult for Øjnene ved denne logiske Saltomortale, saa maa man sandelig leve i en betænkelig logisk Uskyldighedstilstand. Men kanske gjør jeg Stavangeren 62Uret, kanske ved han ikke, hvad Tendents er. Tendents er det, naar Digtningen har et Formaal, som ikke kan fremmes i de valgte Karakterers og Forholds naturlige Væxt, naar der, forat gaa over til Ibsens Digtning, er digtet i polemisk Ilske, i lidenskabelig Overdrivelse. Saaledes er der Tendents i Tegningen af «Huhu» i «Per Gynt» og «Ejnar» i «Brand». Disse Folk kunne umuligt tale, som de her gjør, men saaledes kan en Mand i Harme over de Retninger, de bære frem, eller i Forbitrelse over Usandheden i dem selv, tale om dem, fejde mod dem. Er det nu Tendentsen i denne Forstand, Stavangeren kalder den satiriske Digtnings Livsnerve, saa er som sagt hans Slutning grundfalsk, mener han noget andet, maa han forklare sig.

Stavangeren søger nu siden udtrykkelig at værge «De Unges Forbund» mod Beskyldningen for Overdrivelse, men indvikler sig her i uløselige Modsigelser.

Aarsagen til, at man finder Skildringen overdreven, mener Stavangeren er den, at man henfører den til virkelige Personer, og en saadan Kritik erklærer han for simpelt hen naragtig. Umiddelbart derpaa følger: «Den poetiske Forf. er ligeoverfor sin Gjenstand kun bunden til Ideens Sandhed, den satiriske Digter, som staar i et nærmere Forhold til Virkeligheden, har ialdfald Frihed til at give Samlebilleder af Tidens Laster.» Denne Tirade er ligesaa gaadefuld i sin Stilling i Tankeudviklingen som i og for sig. Den første Halvdel kan være bestemt til at møde hin ovennævnte vrange Kritik, der kræver fotografisk Sandhed af Digtningen; men dette synes heller ikke at være Meningen, al den Stund Tiradens anden Halvdel just gaar ud paa at stille den satiriske Digter udenfor de poetiske Forf. og at hævde hans Ret til at give Samlebilleder af Tidens Laster, det er, løser ham fra ethvert bindende Forhold til Ideens Sandhed. Og det er jo her Spørgsmaal om den satiriske Digter. Hvorledes kan da Stavangeren i en Sætning klandre denne fotografiske Opfatning og saa i den næste stille den satiriske Digter saaledes, at Ens Ret til at prøve Aftrykkets Paalidelighed er aldeles utvivlsom, og hvorledes kan han saa igjen strax nedenfor atter komme og fortælle, at man ved at anke over Heltens ynkelige Endeligt glemmer det digteriske Arbejdes Ret til paa Ideens Vegne at øve den Retfærdighed, Virkeligheden ofte undlader? Man maa sandelig sige, at den Mand er vanskelig at gjøre tillags. Ser man Ibsens Bog som Digtning og kræver Digtningens Sandhed, saa gjør Stavangeren den til fotografiske Samlebilleder, dømmer man den nu som saadan og kræver den fotografiske Sandhed (en Prøvelse, der forresten kunde tilkomme Domstolene), saa er ein, zwei, drei Bogen igjen Digtning og lyder blot Ideens Sandhed. Paa den Maade kan Forf. ganske vist faa al Kritik reduceret in absurdum; men saa gaar han da ogsaa ein, zwei, drei selv med paa Kjøbet.

Sandheden er forresten den, at der ingen er uden Stavangeren selv, som har villet nedsætte den satiriske Digtning til blot og bart Fotografi; den skal naturligvis 63netop ikke være Samlebilleder af Tidens Laster, ligesom man til medicinsk Brug har Fotografier af menneskelige Legemer, vanheldet ved en eller anden Sot, og det har tvertom just været Anken mod «De Unges Forbund», at denne Rætfærdighed «paa Ideens Vegne» ikke er øvet.

*

Dette kan nærmere udvikles, idet jeg gaar over til Artikel II, hvor Stykkets Idealitet søges hævdet. Her er et af to Tilfældet: Enten har Forf. en aldeles vrang Opfatning af, hvad Digtningens Idealitet vil sige, eller han er ikke ganske ærlig mod sine Modstandere. Forf. tror nemlig, eller lader som han tror, at det, man kræver, er, at Ibsen skulde have brugt sin «rige Lyrik» og sin «tragiske Pathos»; han forudsætter uden videre, at det, man vil høre, er «hastemte Toner», at det man savner,savner] rettet fra: saavner (trykkfeil i papirutgaven) er falsk Pathos og Koturnetrav.Koturnetrav: i antikkens greske teater gikk skuespillerne på koturner, stylter Han mener eller affekterer at mene, at Idealitet i Digtningen gjør Skaar i dens realistiske Karakter, og han faar saaledes Kravet paa Idealitet til at blive det samme som Protest mod Digtets Realisme. Han gjør Modstanderne til Talsmænd for en blodløs Digtning uden stærk Karakter og sandt Rodfæste i Virkeligheden og faar saaledes i en Haandvending deres Kritik reduceret til en overfladisk «i petrefaktepetrefakte: forsteinete æsthetiske Doktriner fangen.» Er nu dette ikke Uærlighed, saa er det jo klart, at Forf. selv ikke ved af anden Idealitet end den ovenfor karakteriserede, og at Anken snur sig mod hans egen Kritik. Og jeg maa sige, at jeg tror, den sidste Forklaring er den rette. Stavangerens Kritik er ganske af den samme, paa forældede Synsmaader byggede, «død- og tørtænkte» Slags som endnu spøger heroppe, men er gravfæstet andre Steder – at sige, naar man undtager de enkelte selvgjorte Theorier, som han finder op til Brug for Leiligheden. Det er i Grunden den samme Kritik, som sværmer for saadanne karakterløse, vamle Roman-Helte, som «Gunnar» i «Solen i Siljedalen,»«Solen i Siljedalen»: i fortelling av Magdalene Thoresen, 1868 men som strax bliver sky ligeoverfor en saa dygtig Tegning efter Naturen som «Rolf» i samme Bog. Men det maa indrømmes Stavangeren, at naar han først har den Tro, at Idealitet i Digtningen bestaar i, at de optrædende Personer ere aftappede alt livsvarmt Blod, ere afblegede alle Livets Farver, ere udvandede til al Kraft og Saft er borte, ingen levende Strømdrag har op af det virkelige Liv, men bare ere blege Dydsmønstre eller sorte Skurke uden al menneskelig Natur, da vidner det godt for hans Virkelighedssans, at han gjør Indsigelse mod Kravet paa Idealitet; men at han har denne Opfatning, vidner ynkeligt for hans Ret til at tale med om det, som ligger inden Digtningens Omraade.

*

Nej, det, som kræves, er ikke, at Digteren skal løse sig fra Virkeligheden, det er bare, at han ikke skal være ensidigt bunden i den. Han skal uden at slippe Livets Varme og Farve aabenbare os de Karakterer, han vil digte frem, i dybere Sammenhæng, end vi se den i Livet, han skal, selv om han maler Skyggesiderne, 64altid gjøre det saaledes, at selve Fremstillingen giver os Samfund med Sandheden.

Hvad her kræves, tør kanske blive klart, naar vi nærmere granske den Jevnførsel, Forf. gjør mellem «De Unges Forbund» og «Erasmus Montanus.» – I «Erasmus Montanus» har Helten Ret i den enkelte Sag, han dømmes for; men hans hele Forhold til Lærdommen er fuldstændig blottet for Sandhed; han er liden, trangbrystig, pedantisk Natur, der opfatter aandløst og bruger det aandløst tilegnende paa en anmassende Maade til sin egen Forherligelse, og Enden er indrettet ganske derefter. De, som dømme ham ere ligefrem uvidende, fordomsfulde Mennesker, der just idet de dømme ham i den enkelte Sag, hvori han har absolut Ret, dømme sig selv. Saaledes preger baade Helten og Modstanderne hver for sig og i sit gjensidige Forhold klart ud mod det, som skal bringes i Erindring, den sande Lærdom. Men anderledes forholder det sig med «De Unges Forbund.» Stensgaard har absolut Uret i den enkelte Sag, og de andre have Ret; men han er oprindelig anlagt som en storladen Natur, der er vældige Kræfter i ham ved Siden af voldsomme Lidenskaber og en ubændig Egoisme. Og dette skulde hævdes i Udviklingen. Det er dog en til den haabløse drøvtygget Misforstaaelse eller Opdigtelse, at det er en bedre Udgang, man kræver for Helten; nei, det er en anden. Lad ham synde, synde tilfold værre, end han gjør, men synde anderledes. Som han nu staar, er Forklaringen af hans Karakter i hans Udvikling og Skjæbne saa overfladisk, som om det var hans Omgivelser, der havde besørget den. Og her, i den Maade, hvorpaa disse Omgivelser ere stillede, er den anden Brist. De have Ret, ganske utvivlsom Ret, lige overfor ham og alle hans Slyngelstreger; men deres Syn kan ikke hævdes som det absolut gyldige ligeoverfor Manden og Sagen i det hele, de kunne ikke opstilles som udtrykkende Sandheden, som Idealet. Man kan kanske være overbevist om, at Ibsen ikke mener, at dette er Mønstermænd og deres Syn Mønstersynet; men saaledes staa de i Stykket, og har Ibsen en anden Mening, saa støtter dette just den Paastand, at han under Digtningen har været ensidigt bunden. Her ligger altsaa Usandheden: først i Udviklingen af Stensgaards Karakter og dernæst i, at Omgivelserne ikke, som de tilsvarende Personer i Erasmus Montanus, er stillet paa sin rette Plads. Derved er alt Udsyn til det sande, som skulde hævdes, stængt, og deraf den trykkende Følelse, man sidder med tilslut, at her er intet ret fyldestgjørende og ingen retvis Dom fældet, og man føler sig saa meget mere saaret derved, fordi saa store Evner have arbejdet.

Her er nu ligeoverfor «Aftenbladets» Kritik Stridspunktet. Her maatte Stavangeren have ført sine bedste Tropper i Ilden, ifald han vilde have mødt den, her maatte han ved sikre Paavisninger i selve Stykket have godtgjort, at de førte Anker savne Grund – noget der ikke kan ske ved at henvise til Forfatterens 65Spøg tilslut gjennem Lundestads Mund. Om da Stensgaard, ifald man kunde paavise, at der intet er i ham, som ikke kommer til sin Ret, vilde være brugbar som Gjenstand for digterisk Behandling, er et andet Spørgsmaal. Stavangeren har paa dette Punkt imidlertid blot mødt med en Tirade om, at «Aftenbladets» Kritiker naturligvis er saa nær i Slægt med Stensgaard, at han ej har kunnet forstaa, at denne er en Slyngel. «Stavangeren» burde dog være bleven lidt betænkelig ved, at den bekjendte danske Kritiker fører den samme Anke idet han siger, at han intet Indtryk faar af, at noget betydeligt her er gaaet tilgrunde. Men selv om intet saadant Vidnesbyrd forelaa, selv om Stavangeren endvidere havde kunnet paavise, at min Kritik var idel Mistag, saa stempler man sig dog blot selv, ved uden videre at forklare disse Mistag af usle Motiver. Men naar han uden Spor af saadanne Paavisninger og efter først Spalte op og Spalte ned at have dokumenteret sin egen kritiske Umyndighed, endda kommer og i en storskrydende Tone viser andre tilrette, og saa ovenikjøbet kroner sin Færd med Udfald af den nævnte Sort, da skal han erkjende, at man behandler ham særdeles skaansomt, naar man, uden at stemple hans Forhold forresten, blot lader sig nøje med at pakke ham saaledes ind i hans egne Misforstaaelser og Modsigelser, at han maa kjendes færdig til Forsendelse ud af det Fornuftens Rige, hvori han har opkastet sig til øverste Dommer.

Hermed faar Stavangeren sejle sin Sjø: Striden om Ibsens Verk vil Tiden engang skifte i; men det tør vel hende, at det før den endelige Dom falder, vil vise sig, hvem der holder Digteren og hans Gjerning højst, de, som nu synge disse usmagelige Lovsange over hans sidste Bog, eller de, som ikke fuldt ud have kunnet godkjende den.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.