[Tredje Brev.]

(Aftenbladet 27. aug. 1873.)

«Behøver man et ydre synligt og ligesom koncentreret Vidnesbyrd, om det nationale liv hos et Folk er sygt eller sundt, om Nationalfølelsen er levende eller indsovet, saa har man det i Nationalliteraturen, navnlig i den skjønne Literatur,» siger A. Sohlmann i et Foredrag over Nordens nationale Fremtid, holdt i den nordiske Nationalforeningen i Stockholm i Vaaren 1872. Skulde man maale Styrken af det nationale Liv i Danmark efter de Kjendetegn, Dr. Sohlmann her angiver, da er det ikke langt fra, at man maatte komme til det samme Resultat for Danmarks Vedkommende, som han selv i nævnte Foredrag kommer til for Sveriges. Thi om den nyere Skjønliteratur i Danmark kan man i det store taget sige, hvad Hr. Sohlmann siger om den svenske: «Det bedste, der ser Lyset, er, om det skal siges at være nationalt, mere eller mindre Reminiscents fra en forgangen Tid, eller ogsaa er det nette Sonetter, nydeligt udarbejdede som det fineste Filigransarbeide – – eller smaa subtile lyriske Aforismer, et meget net og behageligt 122Ingenting.» Danmark teller vistnok blandt sine yngre Forfattere to dygtige Fortællere, nemlig Bergsøe og Ewald, og det har i Chr. Richardt et smugt Digtertalent. Men alt, hvad der forøvrigt fremkommer fra yngre Forfattere, gaar fuldstændig ind under Sohlmanns Karakteristik af den svenske Poesi i vore Dage. Danskerne føle det selv, og det generer dem, at de ingen anden har at nævnes, naar det spørges om danske Digtere i Nutiden, end Chr. Richardt. Der gjør sig da stundom den samme Uretfærdighed gjældende i Dommen over ham som over Maleren Exner. Paa den ene Side har der vel været en Tilbøjelighed til at «udvide ham over hans virkelige Format,» paa den anden har man i Harme over disse bestræbelser ladet Ord falde om, hvor ynkelig den Dannelse maa være, der stiller en Digter som Richardt op blandt det danske Aandsliv Heroer. Sandheden er naturligvis atter igjen, at skal denne Digtning tages som et Udtryk for det største og bedste, der rører sig i et Folks aandelige Liv, da er der i dette aandelige Liv forholdsvis stille og tamt, skjønt Richardt dog altid vil staa som en Kjæmpe ligeoverfor en Mand som Englands kronede Digter, den sirlige, men usigelig blodløse Konvenients-Poet Alfred Tennyson. Men ifald man ikke bruger den Richardtske Digtning som Maalestok for Dybden af det danske Aandsliv i Nutiden, da maa det jo indrømmes, at «han er en Sangfugl med mange dejlige Toner.»

Ganske anderledes betænkelig end denne Sympathi for Richardt, som dog virkelig er en varm og elskværdig Digternatur, er det, naar et Stykke som «Bertram de Born» kan trække fuldt Hus til Theatret Aften efter Aften, og at dets Fremkomst kan omtales, som om det var en Begivenhed. Dette giver ganske vist en forbausende Oplysning om, hvordan den raadende Smag i den danske Hovedstad er beskaffen. Stykket – et yderst velopdragent romantisk Drama i adskillige Akter – er ganske vist meget uskyldigt og røber unegtelig Gehør og Dannelse, og der er forsaavidt intet at sige paa, at det opføres. Men det er dog heller ikke andet end en tidobbelt afdæmpet Gjenklang af den oehlenschlägerske Efterdigtning. Det er af den Slags Stykker, som stanser ved det «Ha!», der indleder Kraftreplikerne i alle Skuespill af den ældre Skole. Den lyriske veltalenhed, den brede Pathos, som hos Mønstrene vælder frem bag dette «Ha!», den findes neppe engang i fjernt Ekko; det Hele er en rent Spøgeri af poetiske Talemaader, som længst ere ude af Kurs; her er, som en Kritiker har sagt om et andet dansk Skuespil «ikke et Ord, der er revet ud af Hjertet paa et Menneske, der føler og lever,» det tilhører en Digtning, «der forudsætter alle Følelser bekjendte» og skildrer dem alle traditionelt. Det farlige ved, at denne Sort Digtning faar Raaderum paa et Theater, er, at den sløver Modtageligheden for al naturkraftig Poesi, der skildrer Følelser og Lidenskaber i stærke, levende Træk, og ikke blot leverer et pyntelig Salon-Akkompagnement til Stemninger, 123som Digteren blot kjender von Hörensagen. Naar der saa en vakker Dag gaar et Skuespil over Scenen, hvorihvori] rettet fra: hvoi (trykkfeil i papirutgaven) Lidenskabens ægte Sprog lyder, og som har en skarp Karakteristik, istedenfor den tilvante Melkeblandekolorit, da sidder dette samme Publikum udenfor al Forstaaelse og oprøres over, at Digteren tør byde det noget saa «vildt og smagløst», ɔ: saa natursandt. Den salontæmmede Poesi bliver Idealet og Kunsten en Forherligelse af den fornemme Bornerthed.

Lægger man Mærke til de øvrige Nyheder, som nu og da vandre over det kongelige Theaters Scene, saa høre de ogsaa alle til samme Sort, som «Bertram de Born». Det er altsammen æsthetisk Nips. Flere af disse Stykker faa vistnok en meget smuk Udførelse og kunne saaledes sees med Interesse; men et Theater kan dog ikke i Længden leve blot og bart af den smukke Udførelse, og naar man ser, hvor fattigt det danske Theaters Repertoire er paa originale Skuespil af nogen Betydning, maa man virkelig forundre sig over, at det har Raad til at forkaste et Stykke som Bjørnsons «Sigurd Jorsalfarer».

Skranter saaledes den indenlandske Skjønliteratur, saa florerer Indførelselen af udenlandsk. Dog ikke saa at forstaa, at der oversættes andet eller mere, end hvad der bør gjøres tilgjængeligt for Nordens Læsekreds. Det maa jo tvertom være i høj Grad paafaldende, at Forfattere som Turgenjéw, Spielhagen og Reuter først nu naa herop, efterat de gjennem en Række af Aar have været læste og beundrede over det øvrige Europa. Naar undtages et Par mindre Skisser, indførtes disse Forfattere første Gang for en nordisk Læsekreds gjennem dette Blads Føljetongindførtes disse Forfattere første Gang for en nordisk Læsekreds gjennem dette Blads Føljetong: Elster hadde selv oversatt dem for Aftenbladet (i 1870 og 72); strax efter udkom der danske Oversættelser af deres Hovedverker, og de ere nu heroppe som i Udlandet almindelig erkjendte for de tre mest fremragende Digtere, Europa ejer udenfor Norden. De to Tydskere have vistnok vundet lettest Indgang og flest Læsere. En Forfatter som Spielhagen vil altid gjøre hurtigere og videre Erobringer end en Digter som Turgenjéw. Ved Siden af alle de virkelig poetiske Midler, som Spielhagens livlige Fantasi og store Stemningsfylde stiller til hans Raadighed, skyr han nemlig heller ikke at anvende den sort Romaneffekt, som har en saadan Magt over alle der ikke er begavede med nogen særdeles renset Smag og kritisk Evne. Hans bøger have rigelig Aandsføde for alle Klasser af Læsere. Her er poetiske Sjælemalerier af en Sandhed og Sikkerhed i den psykologiske Tegning og en Farverigdom i Karakteristiken, som kommer op mod det bedste, som nogen Romanliteratur ejer. Hans Skildringer svulme af varm Lyrik og funkle i mangfoldig Kolorit. Hans Bøger «sætte desuden altid et eller andet socialt Problem under Debat»,«… et eller andet socialt Problem under Debat»: hentydning til Brandes ord fra 1871: «Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat.» Elster hørte selv Brandes i 1873 og var da ikke videre imponert. en Omstændighed, der i vore Dage ialfald i enkelte Kredse vil sikre ham læsere og Beundrere ogsaa uden Hensyn til hans digteriske Fortrin. Endelig er der i næsten alle hans Fortællinger et romantisk, et eventyrligt Element, som selv de, der ikke kunne nyde nogen af de andre Egenskaber ved hans Digtning, neppe vil kunne modstaa. Naar nu dertil kommer, at hans 124Stil ejer en overstrømmende Ordflom, er en sand rhetorisk Stormflod, og at han ikke alene lader sig nøje med at gjøre sine Personer anskuelige ved at lade dem selv tale og handle og tænke og føle; men ovenikjøbet belyser dem ved en hel Del i og for sig interessante og veltalende lyriske Udenomreflexioner, saa indser man let, hvilke Betingelser Spielhagen har for at gjøre Masseerobringer. Mellem Spielhagen og Turgenjéw er der forsaavidt et vist Slægtskab, som de begge staa under Indflydelse af den samme Tidsaand, der ytrer sig i Forkjærlighed for at fremstille visse Karakterer (den problematiske Natur, Romantikeren), og deri, at der gjennem Fremstillingen gaar en mere eller mindre dulgt Længsel efter «den blaa Blomst.» De ere begge to Nutidens Børn optugtede under Læsningen af «Kraft und Stoff», men med en lønlig Sympathi for Romantikens Rørelser. De gjennemskue dog begge denne Aandsretnings indre Usandhed, og de opløse begge (især Turgenjéw) Fænomenet med et psykologisk Skarpsyn, der ingen Skaansel kjender. Begge spejde ogsaa ud efter bedre Tider meden ny Aandsmagt og kraftigere Mænd. Spielhagen synes at se Frelsen i den frie Tankes Evangelium, han søger Forsoningen i et Udsigt til den Omformning i den religiøse Bevidsthed, som de nye Ideer vil afstedkomme, og de sociale Nydannelser, som deraf vil følge. Turgenjéws Ordknaphed, hans store digteriske Resignation tillader ham ikke nogen ligefrem Udtalelse, der aabenbarer hans Livssyn. Men hans Helte og Heltinder, de Skikkelser, der stilles op mod de problematiske Naturer, have visse store Grundtræk tilfælles, som tydelig nok vise hans Savn og hans Haab. I Modsætning til den flygtige, afskiftende Stemninger og fantastiske Indfald kommanderede, yderst elskværdige, men ogsaa yderst letsindige Maler Schubin og til hans noble, i et abstrakt Tankeliv opgaaende Ven i «Helene», staar Bulgaren Insarow, en Mand uden kunstnerisk Sands, uden alle digteriske Dispositioner, men en handlekraftig, varm og modig Natur, der blot lever og aander for en eneste Tanke: hans Fædrelands Befrielse. Ligeoverfor Rudin (den problematiske Natur, den daadløse Idealist) staar en Kvindefigur, Nathalie, ligesom Helene en Karakter fra Top til Taa, med Længsel efter et fyldigere Liv end det, som Hjemmet byder hende, med tvivlløs Redebondhed til at sætte alt ind for det, hun elsker, og med den til Bunden ærlige Naturs dybe Foragt for al Halvhed, for alt som er af «Akkordens Aand.» I «Det adelige Rede», maaske den bedste af alle hans Fortællinger (endnu ikke oversat), viser han en dyb Sands for religiøse Naturer og religiøst Liv, i «Fædre og Sønner» (heller ikke oversat og ligeledes en ypperlig Skildring), tager han Parti for «Romantikeren» lige overfor den af Kraft- und Stoff-Ideerne optugtede kyniske Materialist. – Der er fremdeles ogsaa adskillig Lighed i Spielhagens og Turgenjéws digteriske Anlæg. Ogsaa den russiske Digter har den uendelig fine Sands for Stemningsnuancerne, ogsaa han er en stor Psykolog, ja overtræffer endog den tydske Digter langt i Sjæleanalysens 125Finhed. Men have de to Digtere saaledes nogen Lighed baade i Forhold til Tidsbevægelserne og i sine digteriske Anlæg, saa ere de derimod rene Modsætninger i sin Fremstillingsmaade. Spielhagen vælger som sagt gjerne store sociale Konflikter, sørger for en spændende Fabel, en indviklet Intrige og ødsler med romantiske Træk. I Turgenjéws Fortællinger derimod foregaar der blot de aller hverdagsligeste Ting; han holder sig den rene Virkelighed saa nær, at man bagefter forbauses over, at man dog kan sidde med en Følelse af at have haft store Oplevelser. Uagtet Spielhagens Karakterer i Regelen ogsaa have et stærkt Virkelighedspræg, saa findes der dog ogsaa saadanne Skikkelser i hans Fortællinger, som blot forekomme i Bøger. Selv de bedste udtrykke sig ikke saaledes, som det sker i det virkelige Liv. De ere altid forsynede med en god Del af Forfatterens Rhetorik. Men man tage for sig Replik for Replik i Turgenjéws Noveller, og man vil neppe finde en eneste en, der ikke under de givne Omstændigheder vilde og maatte falde netop saaledes. Det er ikke et Ord formeget eller forlidet eller et andet Ord end det, som vilde være brugt. Og dog er den poetiske Virkning, den ideelle Tydelighed ikke paa noget Punkt mindre end hos Spielhagen, tvertom er den digteriske Gjennemsigtighed i Regelen større. Det er ogsaa meget langt fra, at man skulde savne Afvexling, Mangfoldighed i disse i mærkværdig Grad natursande Livsbilleder. For dem, der endelig maa have grov Effekt for at holdes i Aande, for dem, hvem det egentlige poetiske er en Bisag, og som blot vil have evigt skiftende Tableauer eller rettere stadig Dekorationsforandring – for disse vil vistnok Spielhagen være den rette Mand. Men tænker man udelukkende paa den rent psykologiske og poetiske Interesse, da er Turgenjéw aabenbart Spielhagens Mester, ganske uanseet, at han bruger saalangt færre Midler til at naa sit Maal. Der findes i alle Spielhagens Fortællinger lange Strøg, der falde stærkt i det kjedelige, og som helst maatte være borte; men man vil hos Turgenjéw vanskelig kunne finde en Linje, der uden Skade kunde mistes, og ikke paa noget Punkt af Fortællingen er der Fare for, at Ens Opmærksomhed skal trættes. En saadan Evne til i faa Ord at give en fyldig Karakteristik, til gjennem en eneste Ytring at lade En se lige ned i Dybden af Personernes Tanke- og Følelsesliv, vil man neppe gjenfinde hos nogen anden nulevende Digter end B. Bjørnson i hans Bondenoveller. Aldrig ræsonnerer Turgenjéw over sine Karakterer, han lader dem simpelt hen voxe frem med en objektiv Tydelighed, i en plastisk Anskuelighed, som gjør, at man altid synes at opleve, hvad man læser, og vanskelig glemmer hans Skikkelser, naar man engang har gjort deres Bekjendtskab. Hvor andre behøve et vidtløftigt Apparat af Reflexioner og Beskrivelser for at sætte et psykologisk Problem i sit rette Lys, der udretter Turgenjéw det samme og mere med et enkelt fint fortalt Træk. De fleste Forfattere gjengive Personernes Tanker og Følelser saaledes, som de se ud efterat være opløste og 126omformede i Forf.s Reflektion. De komme i Regelen i et andet Sprog og med et andet Bevidsthedsmærke, end de oprindelig havde. Turgenjéw giver dem ogsaa i idealiseret Skikkelse – han er i det hele bleven regnet til de idealistiske Digtere –; men den ideale Tydelighed fremkommer hos Turgenjéw ved ganske umærkelige Omsætninger, der intet borttage af Udtrykkets Naturtroskab. Naar der nu til denne kunstneriske Overlegenhed kommer, at Turgenjéw er en finere anlagt og vistnok ogsaa inderligere Natur end Spielhagen – skjønt han tilsyneladende staar iskold overfor de Forhold og Personer, han fremstiller –, og at vi Nordboere ville føle os langt mere i Slægt med de ordknappe, indesluttede, sjæleblyge Naturer i den russiske Digters Fortællinger end med disse sydlandske yppige, i Had og Kjærlighed ordrige og til det pinefulde udtalende Mænd og Kvinder i Spielhagens Romaner, saa tør man nok tro, at Turgenjéw har større Udsigt til at vinde varig Indgang heroppe end den tydske Digter. Om begge gjælder det, at deres Mangel paa religiøs Fortrøstning ofte lægger et uhyggeligt og koldt Præg over enkelte Afsnit i deres Bøger, og især fremtræder denne Tvivlens tunge Gave hos Turgenjéw som et bittert Savn, der dog aldrig ligefrem faar Ord, men blot spores gjennem selve Fortællingen.

Den danske Oversættervirksomhed har ogsaa indført et Par hidtil hos os saa godt som ukjendte franske Forfattere i vor Literatur, nemlig Erckmann-Chatrian og Victor Cherbuliez. Om de første (Erckmann og Chatrian) have enkelte Blade indeholdt biografiske Meddelelser. Deres Bøger fortjene ganske vist at kjendes, om ikke paa Grund af sine digteriske Fortrin, saa dog for de Oplysninger, de give om de franske Bønder, deres Kaar og Tænkemaade. De historiske Skildringer fra Revolutionstiden og Napoleons Krige ere de mest bekjendte. De udmærke sig ved en lun, anskuelig Fremstilling og stor historisk Troskab, om man end ikke kan negte at det Syn, hvormed historiske Personer og Begivenheder sees, stundom er noget spidsborgerligt. Den sunde, nøgterne Forstandighed, med hvilken der dømmes om mangen forskregen Storhed og mangen prunkende, men i Grunden ære- og hjerteløs Daad, virker imidlertid ofte i Sandhed forfriskende ligeoverfor det højtklingende Frase-Sprog, hvori disse Bedrifter og deres Helte i Regelen omtales af franske Forfattere. Erckmann-Chatrians Skildringer formindske ikke Indtrykket af det franske Folks Heltemod, medens ganske vist Ægtheden af dets Føreres «gloire» underkastes en streng Prøvelse.

Cherbuliez er introduceret for det danske Publikum af «den frie Tankes» Mænd, der i det hele af al Magt søge at fremme Kjendskabet til den franske Literatur. Cherbuliez har ganske vist et betydeligt Talent, men vil dog neppe vinde Indgang, ialtfald i vort Land. Hans Skildringer ere rhetorisk glimrende og bedaarende, de syde af Lidenskab fra Ende til anden. Enkelte ere ogsaa mærkelige 127i psykologisk Henseende, f. Ex. «Ladislaus Bolskis Hendelser.» Men baade de Mennesker, der skildres, med sin sydlandske nervøse Lidenskabelighed, og hele det Livssyn, som bærer disse Bøger, gjør dem fremmede og usmagelige for os – jeg vil ikke tale om den sædvanlige franske Lyde, det rigelige Udstyr med Skildringer af uhøvisk Natur. Om man nemlig end ikke med Grundtvig vil finde det at være et Grundtræk hos Franskmændene «at protestere mod al Aand, som er højere end Vittighed, og mod al Følelse, dybere end Egenkjærlighed, og at gjøre begge Dele saa glimrende, at Verden fristes til Efterligning» – saa behøver man dog blot at sammenligne den Opfatning af Kjærlighedens Natur, som kommer frem i disse Bøger, med den, som raader her i Norden, for at indse, at det blot kunde være efter en længere Tids Paavirkning af den franske Aand, at disse Bøger kunde blive yndet Læsning heroppe udenfor Lejebibliothekernes faste Læsestok med sin slugende Romanhunger. I de Skildringer af franske Forhold, som man nu og da læser i Fritankemændenes Organer, omtales vistnok bl.a. ogsaa de franske Ægteskaber med megen Forkjærlighed; men jeg tror dog, at det Billede af ægteskabelig Lykke i Frankrige, som selve disse Skildringer giver er saaledes, at de fleste Nordboere endnu vil være enige om, at vi bør vente med at knæfalde og tilbede det franske Ideal. Det heder saaledes i en af disse SkildringerFotnote i papirutgaven: Af Tydskeren Hildebrand, i Uddrag oversat i «Nyt dansk Maanedsskrift», 2det hefte 1873. Disse Skisser ere forøvrigt værd at læse, da Forf.s Karakteristik aabenbart hviler paa en Række paalidelige Iagttagelser. Det heder bl.a. etsteds om den franske Opdragelse, «at den hviler paa en klog og fin Egoisme, som skaaner andre for selv at skaanes. Der er især to Lærdomme, som indprentes Børnene: at det ikke kommer an paa at være eller blive noget vist, naar det blot ser ud, som man er det». at de franske Ægteskaber saagodtsom aldrig ere Inklinationspartier. Forældrene granske omhyggeligt de Unges Forhold. Bruden skal være 10 Aar yngre omtrent. Partene maa have en vis Formue og være af en passende Stand. Pigens Moder holder strengt paa, at Manden «kjender Livet,» thi ellers kunde han jo begynde «at leve» efter Bryllupet. Kjærligheden kommer bagefter, haaber man, og «den kommer i Regelen ogsaa,» tilføjer Forfatteren. «De fleste Ægteskaber ere lykkelige, ja meget lykkeligere end vore Inklinationspartier. Det solidariske i Interessone bevirker snart en vis Tilnærmelse mellem Ægtefolkene, et vist Fælleskab i Henseende til Ønsker og Planer; Vanen gjør sit» osv. Hvad nu Sammenligningen med Inklinationspartierne angaar, saa kan det gjerne være, at man kunde opdrive flere ulykkelige Ægteskaber, hvor der vælges efter Tilbøjelighed. Men Sagen er, at disse saakaldte Inklinationspartier ialfald her hos os for en overvejende Del er et Fornuftgiftermaal fra Pigens Side (dette mislige Forhold grunder i Fattigdom og de faa Udveje til Erhverv, som staa aabne for vore Kvinder; det grunder i den oprørende Letsindighed, med hvilken Fædrene indrette Døtrenes Uddannelse 128paa Giftermaal, som deres eneste Maal i Livet). Og da det nu hos os ikke er Regelen, at man først gifter sig, naar man har udlevet, og da det fremdeles er meget vanskeligere i vort Samfund end i det franske at leve i Ægteskab og dog udenfor, saa er det jo slet ikke saa urimeligt, at der iblant vore halve Inklinationspartier findes flere ulykkelige Ægteskaber end der, hvor Lidenskaben enten er slukket, før man gifter sig, eller gives frit Løb uden Hensyn til det ægteskabelige Baand. Men bortsett fra, hvordan Forholdet i saa Henseende kan stille sig mellem de forskjellige Lande, saa er der dog noget for enhver sundt organiseret Natur usigelig oprørende i, at denne Association mellem en Mand, der har slukket sine Lidenskaber i alskens løse Kjærlighedsforbindelser (thi dette er det, der menes med «at kjende Livet» og «at leve»), og en Kvinde, som i 9 af 10 Tilfælde vil tage sit Mon igjen, efterat hun er gift, at dette mildest talt væmmelige forhold skal opstilles som Idealet af et Ægteskab. Det maa dog være klart for hver og En, at dette Forhold blot er en sørgelig Nødhjælp under slappede sædelige Tilstande. Det skal her igjen være Fornuftvalget, der ophøjes over Følelsesvalget. Men det er simpelt hen en Fornegtelse af det fineste og skjønneste i Mennesket, en Fornegtelse af den Magt, som har øvet og vil øve de største Storbedrifter i Livet. Men dette hænger sammen med, at Kjærligheden, den blyge, selvfornegtende Kjærlighed, der bliver en Vilje i En til at bære alt, ondt og godt med og for den, man elsker, synes at være saa omtrent ukjendt ialdfald i de højere Samfundslag i Frankrige. Man vil finde denne Opfatning i høj Grad bestyrket ved f. Ex. at læse Cherbuliez’ s «Et Kvindehjertes Historie.» Helten i denne Bog har som alle franske Helte «levet», endog langt over det Maal, som kræves af den mest samvittighedsfulde Svigermoder, og hans Kjærlighed til den unge Pige beror væsentlig paa, at hun som opvoxen i landlig Ensomhed og udviklet uden noget Tryk af en smaalig Hovedstadskonveniens, frembyder noget ganske nyt og ejendommeligt for den «prøvede» Hovedstadsløve. Af en gammel erfaren Kokette faar Pigen det Raad, da de kort efter Giftermaalet flytte til Paris, fremforalt at gjøre Opsigt, vinde Tilbedere og vække sin Mands Skinsyge. Blot saalænge han er utryg i Besiddelsen, vil han elske hende, forsikrer hun. Og ganske rigtig, da den unge Pige forsømmer at følge dette Raad, trættes og kjedes af Selskabslivet, foragter dets Triumfer og bare længes ud paa Landet for at leve i Stilhed med og for sin Mand – da er det forbi med Herligheden, Ægtemanden knytter øjeblikkelig nye Forbindelser, og nu sidder hun der og kan sukke: sic transit gloria amoris!sic transit gloria amoris: lat., «således forgår kjærlighetens herlighet» Omsider vælger hun resolut sit Parti, hun erklærer sin Mand aabent, at ogsaa hun vil have sin fulde Frihed, og efter at denne noble Overenskomst er sluttet, og da en ung Asket sees at glemme sine Helgendrømme for hendes Skyld, begynder Ægtemanden (efter igjen at have levet i Sus og Dus i Paris) at finde den Kulde, med hvilken hun behandler ham, og den Karakterstyrke, 129hun i det Hele udfolder, yderst pikant, noget saadant har ikke hendt ham i hans Praxis, han bliver igjen «dødelig forelsket» i sin Kone og truer med at rejse til Amerika og at gaa i Krigen, ifald hun ikke bønhører ham. Hun standser ham i Afrejsens Øjeblik, og nu er alt igjen Herlighed og Glæde. Og vel at mærke, det er Forfatterens Mening her at give Exempel paa en saa ægte og varig Kjærlighed, som han overhoved kan tænke sig den. Men af hele Fremstillingen fremgaar det med ubedragelig Tydelighed, at det ene og alene er Konens overraskende Optræden, der igjen vækker den slumrende Lidenskab, man læser i hver Linje den Tanke, at Kjærligheden blot kan antages at vare, saalænge Parterne kunne forbause hinanden, kunne udfolde en ny og pikant Side af sit Væsen. Kjærlighedens Drivkraft er altsaa Nysgjerrighed, og saasnart denne er tilfredsstillet, er Kjærligheden med det samme slukt. Intet er derfor vissere for Læseren, idet han lukker Bogen, end at den gamle Tragi-Komedie igjen vil begynde efter nogle Maaneders Forløb, og at den ægteskabelige Lykke først vil indfinde sig, naar Utroskab af ydre Grunde er bleven en Umulighed. At man der, hvor Menneskenaturen er saa udbrændt, at den sande Kjærlighed blot er et utroligt Sagn, foretrækker, at Ægteskabet først sluttes, efter at Vedkommende har levet og paa Grundlag af Fornuftvalg, er meget rimeligt og kan blot kaldes en prisværdig Forsigtighed; men i Samfund, hvor der endnu lever – Mennesker – havde jeg nær sagt, og hvor trofast Kjærlighed dog ikke endnu bare er en Fabel, at opstille dette Kompagniskab som en Mønsterforbindelse Mand og Kvinde imellem, det er dog en Utilbørlighed. Brevskriveren har engang hørt en Kaarmand, der giftede sig nogle og sexti Aar gammel, motivere denne Gjerning med den Erklæring «at han saa alligevel maatte have nogen til at stoppe sine Strømper.» Men jeg tror dog ikke, at engang Kaarmanden selv vilde hævde denne særdeles økonomiske Synsmaade almindelig Gyldighed ved Afslutningen af ægteskabelige Forbindelser.

Ogsaa andre Frembringelser end skjønliterære overføres i stor Udstrækning fra fremmede Literaturer. Om disse vil jeg imidlertid, forsaavidt de maatte have nogen Sammenhæng med Strømningerne i det danske Aandsliv, senere finde Lejlighed til at tale.

[Sjette Brev.]

(Aftenbladet 13. nov. 1873.)

Brevskriveren har forbeholdt sig Ret til at gjøre alskens Afstikkere fra den slagne Vej, og det vil derfor undskyldes, at dette Brev handler mere om Norge end Danmark, om det end er fremkaldt ved, hvad han har seet og hørt dernede hos vor Grande.

130Det er en gammel Anke, at Kunstsandsen og den boglige Sands er lidet udviklet i vort Land. Et noget stærkt humoristisk Udtryk fandt denne Klage i en hjemvendende Kunstners Brev til en Ven i Düsseldorf, der for en ti Aar siden stod at læse i «111. Nyhedsblad». Overalt hvor Kunstneren kom, isnedes han af en indgroet Mistro til, en ukultiveret Foragt for alle «brødløse Studier», alle «unyttige Interessen), og fik en Synder, som befattede sig med sligt, Lov til at leve, da maatte han idet mindste have Examinernes Passerseddel, Embedsautoriteters Godkjendelse eller ialfald et udenlandsk mention honorablemention honorable: fr., «berømmende omtale» at bramme med. I en Række rammende Bemærkninger og lunefuldt tegnede Træk afslører Forf. hele den selvgode, ulveskindsklædte Aandløsheds Tilbedelse af alt, som er regelret, dresseret og «praktisk», det vil sige alt, som ikke har end den ringeste Tendents til at pege ud mod Formaal, der ligge højere end Hverdagsnyttens allersolideste. Den Anke, hans stemningsfulde Skildring fører, er, at i Norge er Aand, Begavelse og alle ikke-hverdagslige Interesser under et spidsborgerligt-mistroisk Politiopsyn, og at særlig alt, hvad der heder Kunst, er hjemløst, om ikke foragtet. «Rejs ikke hjem,» siger en Ven til ham, «de kjøbe ikke dine Malerier, uden at andre gaa omkring og tigge Rigmænd til at gjøre det. Hele Kunsten betler hjemme, den betler af Staten, den betler af de Rige eller Kommunen eller Kongen; der betles til en Altertavle, til en Døbefunt; der kjøbes intet af fri Drift eller Trang. Der betles til en Museumsbygning, betles til Theatret, betles til Udenlandsrejser for de unge Kunstnere og Forfattere – hele den Side af Livet, som beskjæftiger sig med at tegne dem selv og deres Natur til Lærdom, til Glæde, til Forsoning, den er halvt foragtet; man lægger blot Mærke til den, hvis Udlandet gjør det.»

Dette var for ti Aar siden, og Kunstsansen og Læselysten har siden den Tid ganske vist taget Opsving med saa meget andet i vort Land. Hele Skildringen bæres af en naturlig Skuffelsens Graavejrsstemning med Lunets legende Blink indimellem, og maa følgelig ikke altid opfattes juridisk-bogstavelig. Men subtraherer man fra et og andet, som den Rejsendes Decemberhumør kan have lagt ind i Skildringen, mon man saa ikke kan udgive Billedet med Dato af idag og finde det stemmende i alle væsentlige Træk? Eller er det ikke saa, at visse aandelige Interesser, som dog bør have Fredland og Fremme i ethvert Samfund, der engang skal naa den ideelle Højde i Udviklingen, at det kan faa en Saga, at disse Interesser endnu kjæmpe – om ikke forat vinde Borgerret i det almene Omdømme – saa dog forat blive tilhuse hos os, vinde Indgang i Sindene, blive en Hjertesag og sætte Frugt i Individernes Dannelse? Er det ikke saa, at boglig eller kunstnerisk Sans over et vist Dværgmaal og endnu mere Kunstner- eller Forfatteranlæg af mangfoldige tages for et temmelig paalideligt Vidnesbyrd om Mangel paa Soliditet baade i Retning af Kundskaber og Karakter? Er det overhodet 131ikke saa, at Kunstsans og boglige Interesser endnu ere forholdsvis sjeldne Egenskaber her hos os, og at Mængden af dem, som have Raad til at anvende noget paa slige Interesser, foretrækker, som hin Rigmand, Kunstneren fortæller om, hver ottende Dag pr. Dampskib at faa sig en Oxesteg hjem fra England? Forandringen er muligens den, at det ikke mere er en Oxesteg, som er Kunstnernes og Forfatternes farlige Konkurrent, men et eller andet mindre drøjt materialistisk Liebhaberi – men er ikke Oxestegen endnu et passende Billede paa den raadende Tilstand?

Et Ophold i Danmark frister idelig en Nordmand til at anstille Sammenligninger mellem de to Lande i denne Retning, og særlig kom Brevskriveren til at tænke paa, hvor lidet udviklet den literære Sands endnu er hjemme.

MenMen] rettet fra: Man (trykkfeil i papirutgaven) misforstaa ikke dette Udtryk «den literære Sands.» Det er meget langt fra, at Brevskriveren anser det for ønskværdigt, at der i det norske Folk skulde udvikles dette æsthetiske Hang, der optages af en Vaudevillebagatel, som om det var en Verdensbegivenhed, men vender sig bort fra de største Rørelser i Samtidens sociale og politiske Liv som noget uvedkommende, ja betydningsløst. Det er vistnok et Tegn paa en ung Udvikling, en ringe Dannelsesgrad, naar de boglige Interesser staa lavt i et Samfund, men et Folk kan dog leve et dygtigt og virksomt Liv foruden denne literære Sans. Hvor derimod et helt Folk forvandles til et literært Publikum, hvor hvertandet Menneske er et Stykke af en Poet eller en Smagsdommer, hvor selv de mere betydelige Aander – som man har seet det i andre Samfund – endog i begivenhedsrige Tider kan sætte sin Livsopgave i at behandle æsthetiske Etikettespørgsmaal og faa alle Folkets dannede Mænd og Kvinder til at binde sin Opmærksomhed til sligt, medens der ude i Verdenslivet finder Afgjørelser Sted, som ikke alene ere bestemmende for enkelte Nationers Skjæbne, men for hele Menneskehedens Kulturudvikling, hvor Sansen for det virkelige Liv og dets dybeste Betydninger er saaledes afsløvet, at det egentlig blot interesserer som Gjenstand for æsthetisk Betragtning og poetisk Behandling, – der er der en farlig Snigsot tilstede, som ubønhørligt fortærer Folkets Livsstof, gjør det handlesvagt og trangbrystigt og ender med at give dets Aandsliv en lav og trykkende Horizont. Thi et sandt og sundt Bogliv holder sig blot paa Grundlag af et sandt og sundt Virkelighedsliv; hvor Boglivet bliver det første, er Virkelighedslivet om at forkrøble, hvilket igjen viser sig deri, at dette literære Liv uagtet alle Interesser ere samlede i det, synker ned til en Fortabelse i det formelle og afgjærder sig mod alle livskraftige Indflydelser.

Men fra en saadan Fare ere vi uendelig langt borte, og vore Anlæg og Forhold ere saadanne, at vi neppe nogentid ville udsætte os for at komme ind i en saadan forvildet Dannelsesretning. Hos os skal et selvstændigt Kulturliv grundes, hos os vil det endnu længe være Opgaven «at aabne de fri og lange Udsyn», og vi have 132desuden et Nabofolks indvundne Erfaring til at advare os mod den ensidigt literære Dannelsesretnings Farer.

Vi kunne saaledes endnu en god Stund holde et Kapitel gaaende om den boglige Sans, de literære Forhold i vort Land.

At der er aandelige Interesser oppe i Norge, kan nu visselig ikke negtes. Herom vidner blandt andet den Opmærksomhed, med hvilken alle politiske og religiøse Diskussjoner følges, og den store Tilvæxt i de politiske og religiøse Blades Antal. Men gjælder det samme om andre Fænomener i det sociale og aandelige Liv, gjælder det ogsaa de skriftlige og mundtlige Meddelelser, som ikke direkte føre ind i nogen af Dagens Stridsspørgsmaal? Er her nogen almindelig Trang til at følge, hvad der udrettes i Videnskab, i Kunst, til at blive kjendt med vor Tids historiske, naturvidenskabelige eller filosofiske Arbejder, eller med, hvad der digtes, males eller komponeres? Undersøg, hvad vort Land ejer af Skrifter og Blade med det Formaal at fremme Kjendskabet til vor Tids Literatur, undersøg, hvilken Afsætning vor egen eller den udenlandske Literatur finder, om Foredrag holdes og søges; læg Mærke til, hvad der findes i private Huse i By og Bygd af slige Bøger og Blade; følg Samtaler og offentlige Diskussjoner og spørg dig, om de bære Præg af, at her er noget almindeligt Kjendskab til, hvad der i andre Literaturer ere komne frem om de samme Emner, og du har Svaret.

Det siger sig selv, at Dagbladene ikke kan udrette stort til at sprede den Sort Læsning, Talen her er om, udover Landet – det ligger for langt udenfor deres Formaal. Saa har vi et illustreret Blad – «Skillingsmagazinet» –, og det maa indrømmes, at det redigeres med særdeles Dygtighed og slet ikke udretter saa ganske lidet; men dets Omfang og Retning indskrænker dog det frie Valg af Stof altfor meget, til at det alene skulde kunne løse den Opgave, som her foreligger. Hertil kommer saa nogle illustrerede Smaablade for Almuen – det er alt, hvad vor Læseverden har kunnet bære. Gang efter Gang har der været gjort Forsøg med at grundlægge et Tidsskrift, som paa den ene Side kunde give Plads for saadanne mindre Meddelelser af vore egne Forfattere, der nu gaa til danske og svenske Blade og paa den anden Side kunde tilføre vort Publikum udenlandsk historisk, naturvidenskabelig og æsthetisk Læsning i et saadant Udvalg eller i en saadan Bearbejdelse, at der gaves et nogenlunde fyldigt Billede af Strømingerne i de store Kulturfolks Aandsliv. Men enhver Forlægger kan give Besked om, at alle saadanne Foretagender, selv om der sættes betydelige Kræfter ind derpaa, ere fuldstændigt haabløse. Thi at et Tidsskrift som «Tids-Tavlerne» kan bestaa til en Tid, hænger – bortsett fra Udgiverens bekjendte Navn – sammen med dets politiske Tendents. Men maaske holdes der da udenlandske Skrifter af denne Art, f.Ex. danske eller svenske? Ganske vist har 133et udenlandsk Foretagende af dette Slags langt større Udsigt til at finde Understøttelse hertillands end et indenlandsk; man vil ogsaa selv i mindre Bibliotheker og endog hos enkelte Privatmænd finde «Tidskrift for Hemmet», «Framtiden» (der nu er gaaet ind), «Nyt dansk Maanedsskrift», «For Ide og Virkelighed» og nogle andre; kanske træffer man ogsaa hist og her et illustreret Blad, der holdes for Tegningernes Skyld, og saa naturligvis «Der Bazar», men nogensomhelst Udbredelse, som er at tale om, har disse eller lignende Maaneds- eller Ugeskrifter ikke. Der synes i saa Henseende endog at være en bestemt Tilbagegang. Ikke alene bestod der for en Del Aar tilbage norske Tidsskrifter og illustrerede Blade med Formaal, som det her nævnte, men undersøger man Bygdebibliothekernes og Læseselskabernes Bogbeholdning fraældre Tid, da man ofte forbauses over, hvilket Udvalg af dansk og tildels svensk naturvidenskabelig, historisk og æsthetisk Literatur, der er bleven holdt og virkelig læst selv i afsides Fjord- og Fjeldstrøg. Forsaavidt saadanne Læseselskaber endnu bestaa, er deres Resurcer saa smaa, at de maa indskrænke sig til at anskaffe de mest kurante inden- og udenlandske Bøger af fortællende Indhold.

Bogkjøbet giver visselig ikke bedre Udsigter. Naar man ved, hvor vanskeligt det er hertillands at finde en Forlægger, naar man hører om de store Bogpakker, der fra vore Boghandlere gaa tilbage til Udlandet, og har man haft Lejlighed til at studere et større Antal Familje-Boghylder i vort Land, vil man vide, at det ikke er de store Bogkjøb, som gjør Tidsskrifterne overflødige. Man behøver jo ogsaa blot at mindes det Faktum, at saagodtsom alle vore Forfattere har sine Forlæggere og Størsteparten af sit Publikum i Danmark, man behøver blot at have gjort den forbausende Opdagelse, at endog Bjørnsons og Ibsens Verker selv i vore tre største Byer meget almindeligt gaar paa Omlaan blandt formuende Familjer, forat komme paa det Rene med, at selv Folk, der uden nogetsomhelst Savn kunde anvende smaa Kapitaler paa slige Interesser, betænke sig ti Gange, før de give ud 60 sh for en Bog. Det er næsten, som Bogkjøb hertillands ansees for en Ødselhed, saa gudløs og uforsvarlig, at den, som tillader sig saadant udenfor de store Højtider, da nogle elegant udstyrede Bind spadsere ind i nogle elegant udstyrede Boghylder forat tilbringe Resten af sine Dage i dyb Gravfred, næsten risikerer sit gode Navn og Rygte.

Dette er nu, hvad den periodiske Presse, Bogkjøb og Boghylder fortæller om den literære Sans i vort Land. Man bliver kort og godt staaende ved den bekjendte Kjendsgjerning. Hertillands kjøbes der ikke Bøger af andre end dem, som ikke har Raad dertil.

At dette ringe Bogkjøb heller ikke skriver sig fra, at «det levende Ord» har fortrængt det skrevne, kan enhver overbevise sig om ved at studere Avertissementssiden i vore Dagblade – det er jo næsten et Særsyn, at et populært Foredrag 134annonceres, og om det annonceres, er det igjen et Særsyn, at det faar nogen almindelig Tilstrømning.

Men man behøver ikke at optælle de solgte Bøger, Subskribenterne paa Tidsskrifter og Tilhørerne ved populære Foredrag eller at støve igjennem Bibliotheker og Familjeboghylder, for at komme til det rette Resultat. Man kan ganske godt lytte det sande Forhold ud af ni Samtaler af ti om almene Emner og læse det ud af hveranden Avisopsats, der ikke er forfattet af Folk, som ifølge sit Livshverv er nødsaget til at følge med i inden- og udenlandsk Literatur. Det er nemlig i vore politisk og religiøst bevægede Tider en dagligdags Begivenhed, at Ideer og Retninger, der have været herskende ude i de store Kulturlande i saa og saa mange Herrens Aar, at Fænomener der længst ere hjemfaldne den historiske Granskning, fremstilles som et særligt norsk Fabrikat, en Fremtoning, der blot er seet hertillands og ellers ingensteds i hele den vide Verden. Jevnlig føres baade politiske og kirkelige Diskussjoner saaledes, at der intetsomhelst Hensyn tages til indvundne Erfaringer og anstillede Undersøgelser i andre Samfund, eller Exempler fra andre Lande og Udsagn af berømte Forfattere bruges saaledes, at vedkommende Bruger sees uden videre at forudsætte en total Uvidenhed hos sine Tilhørere eller Læsere om de Forhold, som berøres, og de Forfattere, som citeres. Eller er det f. Ex. tænkeligt, at den orthodoxkonservative, religiøspolitiske Morgenbladsforfatter «L. T.»Morgenbladsforfatter «L.T»: L.T. («Lille Theodor») var O.T. Krohgs pseudonym i Morgenbladet. Se komm. over. vilde finde sig tjent med at sees Arm i Arm med en Forfatter, som den engelske Historiker Buckle, ifald han ikke forudsatte, at faa eller ingen af hans Læsere ved Besked om, at ingen Skribent har ført mere knusende Slag mod hele det politisk-religiøse System, som Hr. L.T.s Forfatterskab bunder i, end netop denne selvsamme Buckle? Og vilde der raade en saadan ildsk Fanatisme i vore Partikampe, vilde det være muligt saaledes at reducere enhver politisk eller kirkelig Modstander til en simpel Spekulant eller en drømmende Daare, som det nu sker, ifald man vidste, hvad Verdens første Videnskabsmænd og Statsmænd have dømt om lignende Kampe i andre Samfund og om de Mænd, som der vare de tilsvarende Retningers Bannerførere? Nej, var der større Læsning blandt vort Folk, kunde det vistnok ligefuldt dele sig i forskjellige Lejre om forskjellige Mærker og Høvdinger; men det kunde ikke afgrændse sig i Smaakredse, der gjensidig savne endog den tarveligste Forstaaelse af hverandres politiske og religiøse Syn, og hvor afvigende Synsmaader ufravigelig føres tilbage til en moralsk Brist.

Men maaske kunde man indvende, at det er den fritænkerske Tendents i vor Tids Literatur som afskrækker fra nærmere Bekjendtskab. Navne som Buckle, Darwin, Mill, Taine o.fl. have vistnok en overordentlig mægtig Klang i Videnskabens Rige, vil man sige, men alle disse Mænd have ogsaa Ord for at hylde «den fri Tanke.» Lad os et Øjeblik forudsætte, at dette er den sande Grund til 135det ringe Kjendskab til vor Tids Literatur, og lad os forudsætte, at alt, hvad disse Mænd have gransket, tænkt og fremstillet, er saaledes uskilleligt fra deres Livssyn, at deres videnskabelige og digteriske Fund og Fremstillinger ikke kunde tages til Indtægt uden af dem, der dele deres Grundanskuelse af Tilværelsen, – var det selv i dette Tilfælde raadeligst at foretage en aandelig Grændsespærring for at hindre denne Literaturs Indgang; var det ikke under alle Omstændigheder bedre at kjende den Fiende, man bekjæmper? Brevskriveren er saa langt fra at hylde Fritænkemændenes Retning og at ønske den fredet, som nogen, men man maa dog sandelig være forfærdelig svag i sin Tro, forfærdelig lysræd og forfærdelig uvidende om Kulturudviklingens Naturlove, for ikke at turde gjøre sig bekjendt med den Retning, man bekjæmper, og ifald man kan tro, at det gaar an for evigt og altid at afstænge et helt Samfund for Bevægelser, der saa omtrent har hele Europa under Kommando. I ethvert Fald vil der intet kunne udrettes ved en Kamp, som Enhver, der kjender lidt til disse Bevægelser, strax ser er styret af Uvidenhed om deres eiendommelige Grunddrag. Tvertom er det klart, at den Kamp, som f. Ex vore Theologer lejlighedsvis føre mod dem i Skrift og Tale, vilde have en ganske anden Rammekraft, ifald man ikke saa tydeligt mærkede, at de blot drømme sig sammen et Taagebillede af Fænomenet efter nogle svage Skildringer af de Udskejelser, der fulgte forrige Aarhundredes Rationalisme. Men det forholder sig ingenlunde saaledes, som her forudsat, at den storartede videnskabelige og digteriske Virksomhed, som tildels staar i Sammenhæng med disse fritænkerske Tendentser, slet ikke skulde kunne tages til Indtægt af Retninger med en anden Opfatning af Aandens Væsen end en Darwin og Taine. Tingen er, at det store og blivende i hele den mægtige Granskning, i hele den ny Kritik og dens Resultater ligesom i mangfoldige af de historiske og digteriske Skildringer, der støtte sig til disse Nutidens Bestræbelser, meget vel lader sig skille fra de Hypotheser, enkelte Granskere lade gaa tilvejrs over den videnskabelige Bygning, eller fra den Polemik mod et religiøst Livssyn, som i mangt et Nutidsdigt ligger bredved dybsindige psykologiske Iagttagelser og fantasifulde Skildringer. En af de mest fremtrædende Særegenheder ved vor Tids Granskning er nemlig det uhyre Fond af Kjendsgjerninger, den haandterer, den fine sympathetiske Sans, med hvilken Fænomenerne opfattes, den indtrængende Analyse, de underkastes, den ubønhørlige Kritik, med hvilken de prøves, samtidig med at der sættes store digteriske Evner ind paa den anskuelige Fremstilling. I den egentlige Digtning er en ihærdig Iagttagelse, et dybt Studium af Sjælelivets Love, en udpræget Sans for individuel Ejendommelighed og for Lokalfarven fremtrædende Grundtræk. Denne Literaturs Grundbrist er følgelig slet ikke den, at selve den videnskabelige Granskning er upaalidelig, er Fusk og Forvrængning, eller at Digtningen er tendentiøs falsk i sine Skildringer af 136Virkeligheden – tvertom: det er ikke falden nogen Tænker ind at afvise vor Tids videnskabelige Kritik, fordi den er overfladisk eller nogen Æsthetiker at nedlægge Protest mod vor Tids Digtning i Natursandhedens Navn. Anken lyder udelukkende paa, at man fra det videnskabelige Omraade gjør Slutninger over paa det, som ingen videnskabelig Kritik kan naa, og at Digteren i Fortvivlelse over de Billeder af Virkeligheden, han opfatter med saa megen Troskab, lader Aandens Fane synke eller anbefaler en dræbende Gift som det eneste Lægemiddel. Det er altsaa Slutningen over fra det naturbundne til den fri Aand, som Protesten gjælder; det, man nedlægger Indsigelse mod, er, at den videnskabelige Kritik vil holde Dom, hvor Afgjørelsen blot kan være den enkeltes Sag gjennem Sjælelivets indre Oplevelser og Erfaringer. At den skeptiske Aandsretning har været en mægtig Drivkraft i vore Dages kritisk-videnskabelige Storverk, er ganske vist utvivlsomt; men et andet Spørgsmaal er det, hvem der kommer til at tage disse Granskningers Resultater til frugtbar Indtægt, de, der tro paa den frie Aand eller de, der fornegte den. Men et er vist, og det er, at vil man sky Bekjendtskabet med denne Literatur, fordi den har en Sammenhæng med Tidens Fritænkerretning, da maa man slaa en Streg over en hel Tids, en hel Kulturs videnskabelige og kunstneriske Arbejde, og dette lader sig nok ikke saa let gjøre, selv for et Folk, der bor saa afsides som vort – noget, selv Bevægelsens mest afgjorte Modstandere vel maa indse hverken er muligt eller nødvendigt for Aandslivets Frelse fra at synke ned i død Materialisme naar de betænke, at deres egen Dannelse har dybe Rødder i forrige Aarhundredes under rationalistiske Indflydelser indvundne Kulturresultater.

Men den hele Indvending mod Tidens Literatur, som, baaren af en vantro Retning, falder til Jorden, naar man ved, at det ingenlunde blot er disse den frie Tankes Bannerførere i Literaturen, hvis Verker ere ukjendte i Norge. Nej, tænker man paa, hvad man plejer at kalde den store dannede Almenhed og ikke blot enkelte literære Kredse, da kan man trygt gaa et dygtigt Stykke tilbage i Tiden og fremdeles møde den samme Mangel paa literært Kjendskab. Det er ikke bare Buckle, Taine, Darwin og Mill, som man blot har Dagbladskundskab om, ogsaa Mænd som Macaulay og Carlyle, og en Række andre engelske, franske og tydske Forfattere fra de næstforegaaende Aartier kjendes blot af de illustrerede Blades Biografier og af Citater i Blade og Bøger. Eller man kan tage for sig en Virksomhed som Prof. Nielsens i Kjøbenhavnen Virksomhed som Prof. Nielsens i Kjøbenhavn: filosofiprofessoren Rasmus Nielsen (1809–1884) hevdet at tro og viten (= kristendom og naturvitenskap) var atskilte livsområder og undersøge, hvorvidt den er kjendt selv blandt Fagfolk, der gjøre Krav paa at være ordførende inden sit Omraade. Der kan naturligvis være delte Meninger om Sandheden af Prof. Nielsens Syn, om Holdbarheden af hans Lære, men derom er der dog ingen Tvivl, at hans Skribentvirksomhed omfatter de betydningsfuldeste Spørgsmaal, som Tiden arbejder med, og at han i sin Virksomhed har lagt for Dagen 137en Kundskabsfylde, en Tankekraft og en Fremstillingsevne, som uden videre sætter ham i Rang med de første Aander. Hvorledes man saa end stiller sig til hans Ideer, saa maatte det dog være en uafviselig Fordring til alle, der ville være med i Drøftelsen af vor Tids aandelige Spørgsmaal, og særlig til alle vore Theologer, at de gjorde sig bekjendte med dette mærkelige Indlæg i Striden om Aandslivets Grundvilkaar. Men alt, hvad der kommer frem under vore religiøse og kirkelige Diskussjoner, kan ikke et Øjeblik lade En i Tvivl om, at hele denne storartede Skribentvirksomhed inden Naturfilosofiens og Religionsfilosofiens Omraade, er saa godt som fuldstændig ukjendt for alle vore Theologer. Ja, Forhandlingerne paa de kirkelige Møder vise ikke alene, at vore ordførende Theologer have fundet det overflødigt at gjøre sig bekjendte med Prof. Nielsens Arbejder, der kan heller ikke et Øjeblik være Tvivl om, at en saa betydningsfuld, en for hele Aandslivet og særlig for det religiøse Livs Udvikling saa afgjørende Forfattervirksomhed som Kjerkegaards, der ogsaa danner Forudsætningen for Prof. Nielsens, enten rent har undgaaet vore Theologers Opmærksomhed eller ialfald blot delvis kan have været taget til Eftertanke af dem. Her, hvor Fænomenet blot nævnes som et Exempel blandt flere paa, hvor lidet man i Almindelighed følger Bevægelserne i det europæiske Aandsliv, er ikke Stedet til at gaa nærmere ind paa denne Sag, men enhver, som har haft Opmærksomheden fæstet paa vore Kirkemøders Forhandlinger, vil uden nærmere Paavisning have følt, hvor klart de illustrere Forholdet.

At Sansen for Læsning og Lyst til Bogkjøb hos os er saa sjelden, har naturligvis sine ganske naturlige Aarsager i de trange Vilkaar, under hvilke Hovedmassen af den dannede Befolkning lever og virker. Det er klart nok, at i et Land, hvor Afstandene ere saa store og Samfærdselen endnu saa tung som hos os, og hvor alle Kræfter maa sættes ind i Ens Faggjerning eller for at vinde det daglige Underhold, der vil der vanskelig kunne udvikles nogen høj Grad af boglig Sans, ligesom Evnen til at tilfredsstille den ved Bogkjøb er saare ringe. Det er i saa Henseende en betænkelig Sag, naar der i Tiden er en Tendents til at forværre istedenfor at forbedre de Klassers økonomiske Vilkaar, som ialfald hidtil have været de fornemste Bærere af de boglige Interesser, nemlig Embeds- og Bestillingsmændene. Ganske vist er det saa, at det ingenlunde altid ere de i økonomisk Henseende bedre stillede, der omfatte disse Interesser med størst Varme. Tværtom vil Enhver, som har haft sin Opmærksomhed henvendt paa disse Ting, og som har haft Lejlighed til at anstille Iagttagelser over Forholdet, ogsaa have gjort den Erfaring, at der ligger en Sandhed paa Bunden af denne spøgende Vending: «det er dem, der ikke har Raad til det, som kjøbe og læse de fleste Bøger». Men kan saaledes overalt, baade i By og Bygd, finde rige Familjer, hvis læsende Medlemmer forsynes med Literatur af en eller anden fattig Student af 138deres Bekjendtskab. Paa den anden Side kan man møde Folk i ganske ringe Kaar, der anse det for sin Pligt at understøtte literære Foretagender, saalangt deres Evne naar, og stundom videre. Fra disse enkelte, hos hvem boglig Sysselsættelse er en dyb Trang, udgaar da en stor Del af den aandelige Indflydelse af denne Art, som overhoved gjør sig gjældende i vort Samfund. Disse faa med den vakte aandelige Sans og det mereudviklede Tanke- og Fantasiliv ere i Virkeligheden vore Smaasamfunds aandelige Lys, der kaste Straaler ned, hvor aldrig nogen Bog naar. Den ringe Tilgang af Tanke-Udvexling, som her finder Sted, kan vistnok ofte medføre sine store Hemmelser og Ensidigheder i Udviklingen, men den Omstændighed, at denne er en Frugt af en dyb, med ugunstige ydre Vilkaar kjæmpende Trang, den Ægthed og Bramfrihed i disse Enkeltes Forhold til de aandelige Interesser, og den gjennemgaaende Sandhed og Inderlighed i Tilegnelsen, som finder Sted under saadanne Udviklingsvilkaar, giver ogsaa det aandelige Liv, som voxer op her, hvor der ingen Opfordring er til at pynte sig med deslige Interesser af udvortes Hensyn, en Dybde, en Originalitet og et Skjønhedspræg, som for en stor Del erstatter, hvor det mangler i Vidde og Bevægelighed, og har ganske vist en stor og gavnlig Indflydelse paa det aandelige Liv i vort Samfund i det Hele. Men det siger sig jo selv, at disse Indflydelsers Virkevidde er saare begrændset, de, der søge boglig Udvikling af dyb, personlig Trang og i Kamp og Selvfornegtelse, er jo altid et ringe Antal; en almindeligere boglig Sans, et mere udbredt literært Kjendskab og et større Bogkjøb kan ganske vist ikke komme istand uden en vis Grad af Velstand eller ialfald økonomisk Uafhængighed. I og for sig ere vistnok de økonomiske Vilkaar ikke istand til at skabe boglig Sans; men de ere en af Betingelserne for, at denne skal holde sig og udvikles, hvor Opdragelse og Livsstilling maa antages at ville vække den. Og af denne Grund er der virkelig en Fare for Landets Aandsliv i, at Embeds- og Bestillingsmændenes Kaar gjøres trangere, end de alt ere. Det har hidtil i vort Land ganske vist været disse Klasser, der fortrinsvis har holdt de aandelige Interesser oppe. Man kan sige, at de har røgtet sit Kald tarveligt nok; men man kan ikke negte, at disse Klasser har siddet inde med det største Dannelsesfond, og saaledes nærmest haft Betingelserne for at holde den aandelige Sans oppe. Man kan ogsaa sige, at det vilde være bedre, om Dannelsen var spredt paa flere Hænder. Man kan endvidere ved at minke disse Klassers økonomiske Velstand have et mer eller mindre berettiget politisk Øjemed i Sigte, og man kan fremfor alt krige mod den Dannelsesretning, som den nulevende Slægt af Embeds- og Bestillingsmænd for det meste tilhører, som en unational og aandløs. Men hvordan man end opfatter disse Forhold, et maa være klart, og det er, at man under enhver Omstændighed maa føre Krigen mod noget andet end mod Lønninger og Pensjoner.føre Krigen mod noget andet end mod Lønninger og Pensjoner: dette er et av Elsters mange angrep på Søren Jaabæk og hans sparepolitikk Vil man modarbejde den Indflydelse, en enkelt Klasse har gjennem 139sin større Dannelse, saa faar man se til at hjælpe andre Klasser frem til en jevnbyrdig Udvikling. Og vil man føre den ældre Dannelse over i en anden Retning, da faar man se til at skabe en ny Aand i de Hjem, hvor den første Spire til denne Dannelse lægges, da faar man reformere de Undervisningsanstalter, lavere og højere, hvor Retningen videre udvikles, og den Literatur som sammen med de andre Dannelsesmagter har afgjørende Indflydelse paa Mandens Synsmaader og Livsfærd. Men hvad enten man ønsker Embedsmændenes Indflydelse indskrænket eller ej, det burde der dog ikke være et Øjebliks Uenighed om, at dette Maal ikke maa søges naaet ved, at der slaaes af i Kravet til deres Dannelsesgrad, ved at der sættes en Bom for deres Evne til aandelig Syssel, hvad der er det samme som at angribe den Dannelseskapital, Landet raader over. Lad være, at en større Jevnhed i Klasseindflydelsen er ønskelig, lad være, at den raadende Dannelses Høvdinger har misbrugt sit aandelige Overtag og sin Samfundsstilling til at hævde en enkelt Dannelsesretnings Eneberettigelse – ingen burde dog ville rette paa disse Mangler ved at vanskeliggjøre Afsætningen af Aandskapital i Landet, ved at reducere den Dannelse, som findes, uden at dens misvisende Retning forandres. Lad os aabne nye Dannelsesveje, lad os søge at sprede Kulturen saa langt ned som muligt, og lad os sørge for, at den fremhjælper alt, hvad der har Livsret i vort Folk, lad den blive ægte og hjemlig, lad den blive Udtrykket for en sanddru, alvorlig og i Ordets bedste Forstand folkelig Aand; men lad os ikke vælge den tvivlsomme Vej at skaffe det undertrykte Lys og Luft ved den samme fordærvelige Methode, som har lagt vore Skove øde: ved en almindelig Udtyndning, der faar de gamle Stammer til at visne, uden at den unge Eftervæxt faar Lys og Luft nok eller en skygget og frugtbar Jordbund at skyde sine Rødder i.

[Syvende Brev.]

(Aftenbladet 3. jan. 1874.)

Brevskriveren tillod sig i forrige Stykke at fremdrage et og andet Træk, der vidner om, hvor liden den boglige Sans endnu er i Norge, og om hvor lidet der i Almindelighed følges med i det europæiske Aandslivs Rørelser. Den sidste Del av denne Anke har man ogsaa seet rettet mod det danske Folk. Hr. Dr. Brandes har saaledes bebrejdet det danske Publikum at det i de sidste Aartier har levet i totalt Ukjendtskab til de store Kulturfolks Aandsliv, og selv hans Modstandere have indrømmet, at han havde Ret. Bibliothekarer og andre Folk, som have bedst Rede paa disse Forhold, forsikre, at der efter Aaret 1848 indtræder en mærkelig Formindskelse i Udlaan af alvorligere Literatur, og den Bevægelse, som rejste sig, da Hr. Brandes gjennem sine Skrifter og Forelæsninger aabnede 140en Udsigt over Strømningerne i det europæiske Aandsliv i vore Dage, opviste ogsaa mangfoldige Tegn paa en almindelig Overraskelse. Nogle sætte dette i Forbindelse med, at den Storvej for aandelig Tilførsel, som før var den almindelige i Danmark, nemlig gjennem Tydskland, efter Krigen i 1848, tildels blev stængt; Andre mene derimod, at den ældre Dannelse nu var mundet ud i en fuldstændig Aand- og Interesseløshed, og savnede indre Kraft til Selvfornyelse. Det være nu hermed som det vil, vist er det, at den storartede Overførsel af fremmed Literatur i Danmark og det rørige Medliv i de almeneuropæiske Aandsbevægelser, som nu møder En hernede, er af ganske ung Dato, og at der altsaa i denne Henseende indtil den allersidste Tid har været næsten ligesaa dødt i Danmark som i Norge.

Anderledes forholder det sig derimod, naar Talen er om boglig Lyst, om literær Sans i Almindelighed. Om det nemlig end har sin Rigtighed med, at den ældre Dannelse begyndte at indsnevre sig og at tabe Aandens sande Højdemærker af Syne, saa havde jo dog netop denne ældre Dannelse en udpræget literær Grundkarakter, den hævdede ialfald de æsthetiske Interessers Berettigelse, og den opdrog Folket til Respekt for kunstnerisk og literær Syssel og udviklede Sansen derfor. At pleje saadanne Interesser og at have Sans for deres Betydning i Kulturudviklingen, var som før nævnt en Egenskab, der stod højt i Kurs, og dreves der end et Slags Afguderi med den Sort Begavelse, og gik den kunstneriske Interesse ofte over til et tomt Koketteri, saa er det dog ogsaa vist, at det boglige Virke, de literære Sysler gjennem denne Dannelse kom til at staa for den almindelige Bevidsthed som noget mere end en halvforagtelig Beskjæftigelse for Dagdrivere og forulykkede Subjekter. Man kom i det danske Samfund ud over den halvbarbariske Smaastadbetragtning, som i Driften til at ofre sig for deslige Sysler ser en Mangel paa Soliditet og Udygtighed til at drive noget andet Virke med Held. Der vaktes en almindelig Følelse af, at disse Interesser bør værnes og fremmes, og man følte det som en Samfundspligt at understøtte det literære Arbejde og at skaffe de begavede Mænd, som viede sig til dette brødløse Kald, Existencemidler. At en ensidig Udvikling har ført med sig, at det især er bleven enkelte literære Retninger, som fremhjælpes, medens andre bekjæmpes, og at saaledes ofte den mere aandskraftige Bestræbelse kues, medens den langt mindre betydelige værnes og opammes, er en Sag for sig. Hvad vi her ville fremhæve, var alene, at Sansen for Kunst og Læsning og Respekten for den literære og kunstneriske Virksomhed er langt større i Danmark end hos os, og at følgelig de Vilkaar, hvorunder Kunstnere og literært dannede Mænd her virke, i Almindelighed er ganske anderledes gunstige end hos os. Ethvert literært Foretagende vinder en ganske anden Opmærksomhed hernede end hjemme, man forstaar, at en Bogs Fremkomst ligesaafuldt kan være en Begivenhed, som et politisk 141Slag, man ved bedre Besked om, hvad der i Ens eget Land udrettes inden disse Omraader end hos os, man kjøber flere Bøger, holder flere Tidsskrifter, og der uddeles et forholdsvis særdeles betydeligt Antal Legater og Stipendier for Kunstnere, Videnskabsmænd og Literater. Endelig kommer hertil, at der raader en ganske anden Fordomsfrihed ligeoverfor den Maade, paa hvilken literært dannede Mænd har erhvervet sin Udvikling eller dokumenteret sine Anlæg.

Brevskriveren tør ikke gaa ud over disse Antydninger af, hvor meget mere udviklet det literære Liv, og hvor langt mere fordomsfrit Opfatningen af den literære Virksomhed er hernede end hos os. Det maa være nok med disse Bemærkninger, og vi vil nu gaa over til at omtale de aandelige Foreteelser i det danske Aandsliv, som især synes os betydningsfulde for dets fremtidige Udvikling, og som ganske vist heller ikke vil blive uden Indflydelse paa Aandslivets Væxt hos os.

Allerede ved at følge de populære Forelæsninger, som forrige Vinter holdtes i Kjøbenhavn, vil man møde de to store Hovedstrømninger, som for Tiden brydes i det danske Aandsliv. Den ene Række at disse Forelæsninger holdtes af Dr. G. BrandesDen ene Række af disse Forelæsninger holdtes af Dr. G. Brandes: I det attende og siste brevet fra Danmark (se bibliografien) viste Elster til Fred. Jungersens forelesningsrekke «over Protestantismens Udvikling i Danmark gjennem Kierkegaard, Grundtvig og R. Nielsen.» over den tydske Romantik, og af disse ville vi til en Begyndelse meddele et Par Træk.

*

Ogsaa oppe hos os ved man jo, hvilken Livsopfatning det er, som ligger til Grund for Hr. Brandes’s Virksomhed. Det er Opdagelsen «af Sandhedens relative Natur,» som har givet den nyere Kritik sit ejendommelige Præg. «Den gamle Verdens Bygning,» siger en af den nye Skoles Mænd, «hvilte paa Troen paa det absolute. Religion, Politik, Moral, Literatur, alt bar Præget af dette Begreb. Der var ingen Tvivl i Sjælene, ingen Tøyen i Handling. Man vidste, hvad man havde at holde sig til. Man kjendte kun to Aarsager, Gud og Djævelen, to Sejre, de Godes og de Ondes. Hele Vildfarelsen var paa denne Side, hele Sandheden paa hin. Nuomstunder er hos os intet Sandhed og Vildfarelse; man maa opfinde nye Ord. Vi se overalt kun Grader og Afskygninger, vi kjende ikke mere Religionen, men Religioner, ikke Moralen, men Sæder, ikke Principer, men Kjendsgjerninger. Den moderne Dyd er Tolerance, som vore Fædre vilde have betragtet som den yderste Svaghed.» Samme Forf. indrømmer, at Karakteren svækkes ved denne Opfatning, men «Aanden udvides og smidiggjøres,» og særlig ytrer han om den moderne Æsthetik, at kan man end bebrejde den Mangel paa Principer, saa maa man ialfald indrømme den Forstaaelse og Sympathi. «Den foretrækker ikke, den udelukker ikke, den har ingen Fordom og tager intet Parti. Den tror alt, elsker alt, finder sig i alt. Den har i Skjønhedens Pantheon Plads for den hedenske og den kristelige Kunst, for Styrken og for Ynden, for 142den lyse Farve og for det hemmelighedsfulde Symbol, for alt, hvad der lever og har været. Den er omfattende som Verden, tolerant som Naturen.»

Brevskriverens Livsanskuelse falder vistnok ikke sammen med den, som ligger til Grund for denne Tolerance, der ikke foretrækker, ikke udelukker, men anser alt for sandt og godt paa sit Sted. Heller ikke kan han godkjende denne udelukkende kulturhistoriske Betragtning af Literaturen, som ikke spørger om Digtningens Skjønheds- og Sandhedsværd, men blot om Fantasispejlingen er tro, om Billedet har en kraftig Naturvæxt og saaledes afgiver et godt Materiale for kulturhistoriske Studier. Vi maatte fra vort Standpunkt ganske vist ogsaa spørge om, hvilket Livssyn der bærer en Digtning, og om hvad Virkning den har paa Menneskesindet, om den er et Ord til vor Samvittighed saavel som til vor Skjønhedssands, om den virkelig evner at styrke det bedste og sandeste i vor Natur, eller om den blot formaar at indbyde os paa en aandelig Svir, at give os en flygtig Adspredelsens og Selvforglemmelsens Rus. Men disse og mangfoldige andre Indvendinger mod det moderne Livs- og Kunstsyn maa jo nødvendigvis forekomme den nye Skoles Kritikere som en eneste stor Bornerthed, og selve de sproglige Udtryk, i hvilke de maatte fremsættes, er jo for denne Retnings Tilhængere intetsigende, saa vi skulle ikke her fordybe os videre ind i disse Stridsspørgsmaal, men uden videre gaa over til at se den moderne Kritik anvendt i Hr. Brandes’ Fremstilling af Romantiken. Det kan dog for vort Formaal ikke være os om at gjøre at følge disse Forelæsninger i det enkelte, men blot at betegne Hovedopfatningen, at mærke os, hvor Akcenten overalt blev lagt, for derefter at kunne opstille det Spørgsmaal, om denne nykritiske Anskuelse af Liv og Literatur dog ikke maa efterlade et Savn selv hos dem, der ere religiøst indifferente, men som dog møder et Krav paa, at alt virkeligt smukt i Menneskelivet skal komme til sin fulde Ret, hvad enten det saa har Sammenhæng med Menneskets religiøse Trang eller ej.

At der maa indrømmes disse Forelæsninger meget, er ganske vist. Om saa godt som alle Afsnit gjælder det, at de indeholdt mange enkelte Undersøgelser, som maatte godkjendes af enhver uhildet, hvad Livsbetragtning han end maatte medbringe. Enkelte Skildringer hørte ganske vist til det bedste, som i denne Retning er frembragt i Norden. Den Karakteristik, som gaves af Modsætningen mellem Mad. Staél og de tydske Romantikere, de Portrætter, som tegnedes af flere af Romantikens Kvinder, og særlig de Skildringer, der viste, hvor langt friskere og mere handledygtige flere af disse Kvinder vare, end deres af literære Pjankerier optagne Mænd, – fremdeles de anskuelige Billeder af flere af Romantikens Digtere og frem for alt den ypperlige Biografi af Romantikens modbydeligste Skikkelse, dens Politiker Fr. von Gentz, – var altsammen Enkeltheder, der baade var udførte med Grundighed og Talent. I det Hele røbede disse 143Forelæsninger en udstrakt Læsning, Sjælekundskab, Vid og Fantasi, ligesom Foredraget var livfuldt og fængslende. Med en stor Evne til at finde karakteristiske Træk og til at sammenstille dem paa en pikant og tillige virkelig oplysende Maade afslørede Hr. Brandes alt det usande i den Reaktion mod det forrige Aarhundredes revolutionære Tendentser, som Romantiken var. Med skaanselsløs Ironi vrængede han Fænomenets Indre ud og fremviste al den Lysrædsel, den Affektation, den Daadløshed og den Immoralitet, som dulgte sig under Romantikernes Svælgen i musikalske Stemninger, deres udsvævende Fantasteri, deres Leflen med Religionen og deres Sympathi for de monarkisk-despotiske Bestræbelser i Politiken. Han lod overalt den Virkelighedsgrund, paa hvilken denne poetisk-religiøse Literatur voxer frem, skinne igjennem og forklarede utvivlsomt mange Foreteelser paa en ligesaa sand som interessant Maade. Det skal heller ikke negtes, at den Skarphed i Analysen og det Liv i Fremstillingen, som Hr. Brandes er i Besiddelse af, ikke vare de eneste Egenskaber, som gjorde disse Forelæsninger tiltrækkende. Der slog ganske vist i mer end en Undersøgelse en oprigtig Sandhedstrang frem og en Afsky for al Slags Underkuelse, som er al Ære værd. Men trods alt dette, trods det Studium, som aabenbart var nedlagt i disse Forelæsninger, trods de enkelte Undersøgelsers psykologiske Dybde, trods den utvivlsomt rigtige Karakteristik af de enkelte Romantikere og Grunddragene i den hele Bevægelse, og trods den Aandfuldhed, hvormed Fænomenet skildredes, – synes det os som antydet dog, at denne Skildring gjorde et utilfredsstillende Indtryk. Man kan ikke sige, at nogen Kjendsgjerning blev forvrængt, man kan heller ikke beskylde Hr. Brandes forat have draget ulovlige Slutninger af de Træk, han meddelte, og man tør i det hele ikke negte, at det samlede Billede var baade sandt og virkningsfuldt. Og dog maatte man spørge: gav denne Skildring af Romantiken et helt, historisk tilforladeligt Billede at dette Fænomen, fik Tilhørerne et fuldstændigt Indtryk af, hvad Romantiken var i sin Oprindelse og i sin historiske Funktion, blev det En under Hr. Brandes’ s Ledelse klart, hvad der var Romantikens Ret saavel som dens Fejl, eller da dette er Udtryk, som for den nyere Kritik er betydningsløse, – fik man en tilfredsstillende Forklaring af, hvad det var i Menneskeaanden og i de historiske Tilstande paa den Tid, som med Nødvendighed maatte skabe en saadan Foreteelse som denne? Det Indtryk, man sad igjen med efter at have hørt Hr. Brandes, var, at Romantiken var en Reaktion mod det forrige Aarhundredes Frihedsbevægelser baade i Tanke- og i Samfundslivet, en Reaktion, hvis Opkomst vistnok sattes i Forbindelse med visse Grundtræk i den menneskelige Natur, med dengang nylig stedfundne verdenshistoriske Begivenheder og med særligt tydske Samfundsforhold paa den Tid, men som dog ikke saaes i Sammenhæng med nogen berettiget Magt i Menneskesindet og udelukkende betegnedes som en Hemmelse, 144vi endnu lide under, og som det gjælder at komme udover. Men var der da i denne Reaktion slet ikke noget sandt og godt og smukt, var der ikke noget i Mennesket, der har Livsret, som den foregaaende revolutionære Retning havde krænket og kuet, og findes der slet ingen Sandhed, Romantiken har hjulpet til at fremme, ikke noget Fremskridt, til hvilket den har givet Stødet? Vi indrømme, at Romantiken for enhver Betragter frembyder langt mere stygt end smukt, langt mere falskt end sandt, og vi vide ikke et eneste Træk, af dem, Hr. Brandes meddelte, som vi ønskede borte eller dæmpede. Men vi kunne ikke negte, at vi vilde have andre medtagne. Det vi savnede var netop Forstaaelse, Sympathi. Vi savnede Forstaaelse af, Sympathi for den i Menneskesindet liggende Trang og Drift, som var den første bevægende Kraft, og hvis Ret maa hævdes selv da, hvor denne Trang ender med at skabe en Karrikatur af det, den fra først af higede mod. Vi savnede al Paavisning af de gode Resultater, som Bevægelsen trods alle sine Udskejelser dog afsatte derved, at den mindede om disse Magter, som den raadende Retning havde krænket, og rettede Synet paa Skatte, men havde overseet eller foragtet. Vi ved vistnok meget godt, at det er sandt, naar man viser os Romantikerne som en fejg Skare, der i blind Lysrædsel er paa Flugt for det forrige Aarhundredes Ideer og styrte sig hovedkuls ind i Fantasteriet, i Mysticimen og i Despotismen. Men vi mene tillige, at dette Billede ikke giver den hele Sandhed, og at det blot viser Udartningen af en berettiget Bevægelse ligesom forrige Aarhundredes Revolutioner viser det samme af en anden ligeledes berettiget Bevægelse. Det forrige Aarhundredes Filosofer havde mange gode Sider. De havde Lidenskab for intellektuel Frihed, og de havde Mod til at tænke og tale bent ud. De havde Enthusiasme for og Tro paa udvortes Fremskridt, og de vare ivrige i sit Arbejde for at fremme Oplysning og at fuldkommengjøre Livets materielle Betingelser. De kunde i sædeligt Hold fuldkommen maale sig med Romantikerne og overtraf dem langt i Ærlighed og Handlekraft. Men Filosofernes Tid havde ogsaa sin Ensidighed. «Oplysningens Aarhundrede gik ud fra, at Forstanden er kaldet og dygtig til at udforske og fastsætte Verdensloven. Der var ingen anden Forskjel i Menneskenaturen end den, som ligger i en mer eller mindre fuldkommen Udvikling af Forstanden, af hvilken Udvikling ogsaa Sædeligheden afhænger. Alle Mennesker ere lige, og naar Forstanden bliver oplyst nok, maa alle Skranker falde.» Mod denne Opfatning, der fandt sit Udtryk i den franske Revolution, var Romantiken en Reaktion, en i flere Henseender vildt udskejende, men dog altid ogsaa i visse Henseender berettiget Reaktion.Reaktion] rettet fra: Reation (trykkfeil i papirutgaven) Romantikken hævdede det individuelle Liv mod det abstrakte Begreb, den hævdede Nationalitetens Betydning mod den alle folkelige Ejendommeligheder overseende Kosmopolitisme, den hævdede Sindsmagternes Ret, Fantasiens og Troens Ret mod den nøkterne Forstandighed. 145Den vendte særlig de germaniske Folks Blik mod Racens Fortid og dens Minder og var en Opstand mod den franske Aandskulturs Overvælde. Men nogen Paavisning af dette Forhold gav disse Forelæsninger neppe, og dette stikker igjen i, at ogsaa den nyere Kritik har sin Ensidighed og neppe omfatter alle Livsfænomener med den dybe Forstaaelse og den ligelige Sympathi, som den roser sig af. At vore Dages Rationalister har en langt smidigere Forstaaelse af samtidige og fortidige Aands- og Samfundsbevægelser end sine Fædre i forrige Aarhundrede, er vistnok utvivlsomt. Enkelte af Retningens Videnskabsmænd behandle jo endog Ytringer af rent religiøst Liv med megen Taalsomhed. Men de se da Religionen som en «nødvendig Vildfarelse», der imidlertid har været en stor Kulturmagt og endnu tildels er det, og som derfor altid ved en kulturhistorisk Betragtning maa tillægges et stort Værd. Men hvor disse samme religiøse Fenomener sees i og for sig, uden at der tænkes paa deres kulturhistoriske Betydning, hvor Fritænkeren i Digt eller Liv møder Bevægelser eller Tilstande, det være i den enkeltes eller i Folkenes Liv, der har nærmere eller fjernere Sammenhæng med Sindets religiøse Trang, der vender han sig bort med Afsky eller ialfald med Kulde. Af alt det i Mennesket, som gjør Opstand mod Forstandens udelukkende Enevælde, er han en Modstander; thi han anser det for noget, der skal civiliseres ud af Menneskenaturen. Den, der ikke deler Rationalistens Sympathier og Antipathier, vil ikke vel kunne negte, at Historien ved Siden af en stor Mængde Grumheder, som skyldes religiøs Fanatisme, ogsaa viser os de mest selvfornegtende Handlinger og de skjønneste Livsudviklinger som Frugt af denne samme religiøse Trang. Og er end ikke det religiøse Liv, som findes i vore Dage, altid hverken skjønt eller sandt, saa vil dog enhver, der ikke har været altfor uheldig i sine Erfaringer, ogsaa have mødt Religiøsitet og Dannelse saaledes forenede, at han har maattet sige sig selv, at et saa rent, dybt og tantfrit Sjæleliv neppe er at finde uden hos dem, der sidde inde med hin Troens Stormagt i sit Sind. Men om end de moderne Fritænkere ikke bent ud negte, at der ogsaa kan komme noget godt fra Nazareth, saa er dog deres Sympathi for alle saadanne Livsytringer af en tvivlsom Beskaffenhed. De ville vistnok ikke negte en Forfatter, der digter ud af religiøst Liv, ud af personlig Tro, Anerkjendelse, naar hans Digteranlæg virkelig ere store; men de ville dog altid skjænke hans Virksomhed en forholdsvis ringe Opmærksomhed og være tilbøjelige til at undervurdere hans Evner og hans Betydning for hans Livsretnings Skyld. Paa den anden Side vil en mindre begavet let stige til en Matador, ifald han gjør en Smule Kurtise til «den frie Tanke». Overhoved vil baade det skjønne og det sande synes disse Mænd mindre skjønt og sandt, hvor det fremtræder som Frugt af en religiøs Udvikling, og de ville uvilkaarlig spejde efter egoistiske Træk, hvor de ellers vilde se et rent Billede af menneskelig Storhed og Sandhedskjærlighed. Thi i Regelen 146vil Fritænkeren ikke alene se Religiøsiteten i Sammenhæng med indskrænkede Anlæg og mangelfuld Dannelse, men ogsaa som bundende i Mangel paa Mod og Sandhedskjærlighed.

Hr. Brandes forudsætter da ogsaa i sine Forelæsninger som givet, at det ikke er muligt at være religiøs eller ialfald at være Kristen uden tillige at være reaktionær i politisk, social og literær Henseende. I Sammenhæng hermed fremstilles da Romantikerne, som om de vare saa sandselige, saa reaktionære, saa fejge og udygtige til Handling, fordi de vare religiøse, eller som om de ganske konsekvent maatte blive religiøse, da deres Anlæg og Kaar havde tvunget dem ind i Reaktionen. Men der er vel ingen Tvivl om, at der ogsaa fra Romantikens Tid kunde hentes Vidnesbyrd om, at der ingen nødvendig Sammenhæng er mellem det kristelige Livssyn og de reaktionære Tendentser, som vanhædrede saa mange af disse literære Fantaster.

Det forekommer os saaledes, at ifald den nyrationalistiske Livsanskuelse fik Overmagten, da vilde det paany lede til den samme Miskjendelse af noget af det dybeste og skjønneste i Menneskenaturen, som en lignende Retning før har ledet til, og følgelig igjen fremkalde en Reaktion.

Paa det Spørgsmaal, som jo maatte ligge nært, om end Hr. Brandes ikke ligefrem opkastede det: hvad da Mennesket egentlig har at leve for i Verden? gav han nu det Svar, at der heldigvis til alle Tider fandtes Mennesker, der sidde fast i Sædvanernes og Fordommenes Dørklemme, og at der følgelig her altid var en stor Opgave at vie sit Liv til. Det skal da heller ikke negtes, at Hr. Brandes her nævnte en Pligt, som ogsaa mange af hans troende Modstandere kunde have godt af at mindes om, det skal ikke negtes, at en saadan virksom Optræden for dem, der ere stedte i Nød, kræver uendelig mere Selvfornegtelse end at dorme hen i fromme Stemninger, og det skal endelig indrømmes, at netop den varme, med hvilken Hr. Brandes selv og hans Tilhængere optræder mod al Slags formentlig eller virkelig Underkuelse, er den smukkeste Side af deres Virksomhed. Men om denne Bevidsthed om at kunne være til Nytte i Verden er istand til at mætte Menneskehjertets dybeste Trang, om den kan trøste det i Syndsfølelsen sorgtunge Sind, om den kan bære oppe i al den Nød og Jammer, som er Millioners Kaar i denne Verden, om den overhoved kan redde nogen fra at synke i Fortvivlelsens Nat – det er nu et andet Spørgsmaal.

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook