FRA NORGE

(For Idé og Virkelighed, 1873 I.)

Naar man i denne Tid skal optræde som Brevskriver fra Norge, og man alt saa skal meddele noget om et eller andet inden Omraadet af de Emner, som paa 147den givne Tid især er Gjenstand for Opmærksomhed og Drøftelse, og man, som nærværende Forfatter, hverken har Anlæg for saadanne Festreferater, som KroningshøjtidenKroningshøjtiden: Oscar II var i sept. 1872 blitt konge av Norge og Sverige kunde give Anledning til, eller føler Lyst til at sætte ud paa den politiske Bevægelses Havdyb, – da er Valget ikke vanskeligt: der er blot en eneste Ting at skrive om, nemlig det store kirkelige Landsmøde, som i Sommer afholdtes i Kristiania.

Direkte at gaa ind paa dette Mødes forhandlinger eller, om ogsaa blot i store Grundtræk, at give en Fremstilling af den kirkelige Reformbevægelse, som har fremkaldt dette Møde, og som gjennem en længere tid i Blade og Bøger, i Menighedsmøder og Stiftsmøder har sat forskjellige kirkelige Spørgsmaal, som Religionsfrihed for Embedsmænd, Ophævelse af Konfirmationstvangen, Indførelse af borgerligt Ægteskab, Sognebaandets Løsning, Oprettelse af Menighedsraad og andre den kirkelige Selvstyrelse vedkommende Emner, under Debat, derpaa kan Brevskriveren ikke indlade sig, om ikke af andre Grunde saa fordi en saadan Fremstilling vilde kræve en langt større Plads end en Brev- Meddelelse tør gjøre Krav paa.

Da imidlertid dette kirkelige Møde og hvad dermed staar i Forbindelse, som sagt, er det eneste gangbare Emne, der for Tiden frembyder sig, saa vil jeg tillade mig at meddele noget om den religiøse Bevægelse, der for nogle Aar siden satte hvide Brændinger rundtom i det private Liv, og som er den store Drivkraft, der har bragt disse Reformbestræbelser i Gang. Til at skrive denne pietistiske Vækkelses Historie savner jeg vistnok baade Tid og Materiale; men jeg har havt Leilighed til at iagttage dens Fremtræden paa meget nært Hold, ialtfald i et enkelt Strøg af vort Land (Vestlandet); jeg har ogsaa nøje fulgt Bevægelsens Gang over den øvrige Del af Landet i By og Bygd, og jeg kan saaledes tegne et og andet Træk af denne for vort aandelige Liv ganske vist betydningsfulde Fremtoning. Det er da et saadant ringe Bidrag til dens Karakteristik, som vil blive Indholdet af nærværende Brev til Tidsskriftet.

Den religiøse Særretning, Talen her er om, er kommen til os fra Tydskland. Dens Indvandringsvej har gaaet gjennem Universitetet, og den har erobret Bygderne gjennem de yngre Præster, gjennem Lægprædikanter, religiøse Smaablade og en Hærskare Traktater. De almindelige Forudsætninger, som lettede dens Indgang i Tydskland og andre Lande, var ogsaa her tilstede. Den stive Rettroenheds Kristendomsforkyndelse med sin udelukkende Indskærpelse af Læren og af en tør Moral, sendte ikke mange varmende Væld ind i Hjerte- og Troslivet. Det religiøse Liv hos Almuen var, især i de mere afstengte Bygder, lidt efter lidt stivnet til katholsk Udvorteshed og bundet i den samme Sædvanetrældom som Huslivet og Omgangslivet. Men netop i disse Bygder med sine farlige Erhvervsveje, sin Fattigdom og sin mørke Natur har Folket, der ligesom lever i 148daglig Omgang med Dødstanken, en dyb Trang til inderlig religiøs Fortrøstning. Hauges VirksomhedFotnote i papirutgaven: Jfr. Tidsskriftets April-Hefte for 1871 S. 379–89 havde ogsaa vakt mangt et Sind og givet Længsel efter en varmere Kristendomsforkyndelse. Den pietistiske Bevægelse kom saaledes paa mangfoldige Hold som en Forløsning, bød virkelig en Mættelse af et dybt Savn. I Modsætning til den orthodoxe Forkyndelse med sin Betoning af Læren og sin ørkesløse Exercits med theologiske Spidsfindigheder, gik den pietistiske især ud paa at vække den sløve Tro og det indefrosne religiøse Følelsesliv. Bevægelsen fik Indgang over hele Landet, og det Resultat, den afsatte, maa vurderes højt. Den fremkaldte en ægte, en alvorlig Vækkelse, der ikke alene har været frugtbar for mange Enkeltes Sjæleliv, men som ganske vist ogsaa har haft sin mægtige Indflydelse paa Aandslivet i det Hele vort Land. Et alvorligere Livssyn kom op, Troslivet fik en ukjendt Varme, og en sanddru, prunkløs, selvfornægtende Livsfærd udmærkede Bevægelsens ægte Tilhængere. Men maa man saaledes tilfulde indrømme, at Pietismen har denne uomtvistelige Fortjeneste af det religiøse Livs Vækkelse, og skylder man end at vise dens alvorlige Tilhængere al mulig Agtelse, saa kan det dog ikke nægtes, at mange af dens Forkyndere har brugt farlige Vækkelsesmidler, og at Retningen ogsaa under sin videre Fremgang har medført store Hemmelser og Misdannelser. Det kan ikke negtes, at den Særvext det vakte religiøse Liv kom ind i, under den pietistiske Retnings Kommando, har skabt mange forpinte Tilstande, har indsnevret det aandelige Syn og truet med saaledes at forkrøble den fri menneskelige Udvikling, at selve det nye religiøse Opvæld; den har fremkaldt, en vakker Dag kanske vil findes udtømt, ifald det ikke faar strømme ind i andre Far, end de snevre, Pietisterne selv drager op.

Til Belysning heraf, skal jeg nu minde om enkelte af denne Retnings Hovedejendommeligheder, saaledes som de hos os især har gjort sig gjældende. Hvad for det første Vækkelsesmidlerne angaar, saa er der især et, som hos os ganske vist har været misbrugt. Det var nemlig, især i Bevægelsens første Tid, meget almindeligt at vække sjælelig Uro ved at jage Rædselsbilleder op i Fantasien. Dette maatte jo i Naturomgivelser som vore falde meget let. Naar man ser, hvor sparsom denne Natur er paa alt, som giver milde og varme Indtryk, skulde man tro, at disse smaa spredte Grønninger maatte faa Lov til at staae fredlyste for Synet, og at det nærmest maatte være Opgaven at faa dem til at dufte ogsaa i Folkets Sind. Men i denne religiøse Forkyndelse vil man tvertimod finde alle slige Indtryk skaanselsløst forfulgte. De maa altid tjene til Billede paa Forfængeligheden og Forgjængeligheden. Forkynderen faar Fjeldenes rimkolde Slagskygger til at folde sig isnende over enhver Yttring af varmt menneskeligt Sjæleliv, han faaer Liglugten til at slaa op af hver Blomst, han ser en Djævel titte frem 149af hvert Straa og ligge med aabent Svælg i hver en mild Vaardagsbølge. Han ender ikke, før hver Blomst er blevet til vissent, raaddent Græs mellem Ens Fingre og hver dragende Bølge en Dybets fristende Indbydelse til en Syndens Dans lige i Favnen af den evige Død. Det er den haarde Fjord- og Fjeldnatur, han raaber til Hjælp mod hvert smilende græsgrønt Hæld, mod hver blaaøjet Blomst og mod hver vajende Trækrone, og man venter, naar man gaar ud af Opbyggelsesstuen, at hele det haardryggede Sæt Fjelde udenfor skal rejse sig og knuse alt mellem sine stærke Arme. Nu kan et Menneske ganske vist have godt af at se Døden i Øjnene, at faa høre et Ord, som sætter det til Møde med den store Alvorsstund. Det gaar jo nemlig de fleste saa, at Dødsstunden ligger for Ens Tanke, som Horizonten for Ens Blik: uendeligt fjernt. En kan reise og reise frem igjennem Livet, og Stunden ligger altid lige langt borte. Det kan da være godt, at noget kommer og siger: nu er Stunden der, nu svinges Døren op, alt det, som i Livet dulgte, kjærtegnede, smigrede og lovede, er borte: nu skal du ind til Doms i dette blinkende Sekund. Og især kan et saadant Alvorsord trænges der, hvor Naturen er lys, Livet let, og hvor tusinde milde Indtryk er rede til at vifte ud Alvorens Tanke af vore Sind. Men denne Rædselens Magt kan ogsaa misbruges, og især hvor Livet er saa uskaansomt af Naturen, saa barsk som i vore Fjeld- og Fjordegne. Her dør ikke de Billeder, man fik inde i Opbyggelsesstuen, i den mørke Vinterluft udenfor, paa den sorte Sjø eller oppe i Viddernes Snefog: Nej, de jages tvertom dybere og dybere ind i Sindet, de voxer i Fjeldenes Jætteforhold, indtil Mennesket tror sig given alle Naturens Troldmagter i Vold, ser hele Livet som en eneste Bedrøvelsens Gang uden Skimt af Haab, ser hele Menneskeslægten ligge skrækslagen i Jammer, i fortvivlet Bøn eller kanske i stille Forbandelse – en endeløs Sørgeskare, der bærer alle sine Livshaab til Jorden. Det er et svimlende Syn, som mange, der har set det i al sin Forfærdelighed, maatte betale med Tabet af sin Fornuft, som iser andre endnu tættere inde i den haabløse Skjæbnetro, som er Livets aandsslukkende Gave til saa mange herinde, eller som overgiver dem viljeløst i Sjælelægens Hænder.

Under den fortsatte Pleie af disse Sjælelæger fik nu det vakte religiøse Liv sit pietistiske Særpræg. En af denne Retnings største Grundbrøst er, at den ingen Forstaaelse har af menneskelig Individualitet og følgelig ingen Respekt for dens Ret. De pietistiske Prædikanter syntes ikke at have nogen Forestilling om, at vel er Vejen i en vis Forstand blot en eneste, men at enhver Sjæl har sin Trang og sine særlige Vextvilkaar. Naar Bevægelsen skyllede ind over disse smaa Bygdesamfund, erobrede den altid nogle af hine Naturer, som i denne Retning fandt en religiøs Godkjendelse af slige Særegenheder hos dem selv, som dels skyldes oprindeligt Anlæg, dels en trang Udviklingsgang og en tung Livsskjæbne. 150Fra disse enkelte, hvis Trosevne og Viljekraft ofte var ligesaa stor, som deres sjælelige Oplevelser var ensartede, deres Forstaaelse af fremmede Naturer grund, deres Dannelsesfond lidet og deres envise Selvsikkerhed uryggelig, gik saa Bevægelsen over i andre i hele den særegne Form, den havde faaet i dem selv, og fra nu af lededes det religiøse Liv af disse stærkere Naturer med uindskrænket Myndighed. Den, som ikke havde haft den samme Udviklingsgang med de samme Vækkelsestegn, og som ikke kunde leve sig ind i de samme Former for det religiøse Liv, fik staa udenfor som en mistænkt. Her var ikke Rum for nogen Ytring af Ejendommeligheder i Naturel, Opdragelse og Dannelse. Omvendelsens Recept leveredes fuldt færdig, og Ensartetheden gik saa vidt, at man om en Tid ikke alene fandt den samme Aandsretning i alle Sind, men ogsaa fik høre det samme religiøse Sprog paa alle Tunger, den samme Tone i alle Stemmer, og endog fik de den samme Holdning i den ydre Fremtræden. Alt bøjede sig og voxte aandeligt og legemligt efter den enes Væxt, indtil de vare som slagne til samme Mynt. Det var ikke alene dette, at Menneskene – for at tale med en bekjendt engelsk Forf. – i sine daglige Sysler og i selve sit Udseende blev nedslagne og sorgbundne under Indflydelsen af den aandelige Natfrost, som herjede og brød i sin Knop alt, som var ungdomsfriskt og varmt. Nej, de som levede inde i et saadant Bygdesamfund paa den Tid, vil mindes, hvorledes der skabtes en hel utaalelig, smaalig, religiøs Konveniens, som det især blev Kvindernes Opgave at udøve. De vil – for at nævne et Par Exempler – mindes, hvilket forsmædeligt Aag man lagde paa den fri Omgang mellem de to Kjøn, naar Parterne ikke tilhørte den samme religiøse Retning – thi isaafald var Friheden fast ubegrændset. De vil mindes den forfengelige Pralen med Ligegyldighed for saadanne Ting som at opfylde visse selskabelige Pligter, saasom at sørge for sine Gjæsters Underholdning og Beværtning. De vil mindes, hvorledes den Forfængelighed, der ytrer sig i overdreven Omsorg for Ens Dragt, nu blev et Bevis paa religiøst Sind, fordi denne Omsorg nu gik i Retning af en fremstikkende Tarvelighed og gav sig Udtryk i Valg af andre Snit og Farver end før. De vil overhoved mindes, hvilken uendelig Sum af vilkaarlige Smaaregler den havde at føie sig i, som vilde anses for en ret og sand Kristen. Ubetydelige og lunkne Naturer tog vel ikke saa stor Skade af alt dette; men mange dybere anlagte, rigere udrustede, hvis Følelsesliv havde et for stort Tonesæt, til at det kunde falde frit ind i den gjængse, enstonede Grundsang, hvis Fantasi havde for stor Fylde til at leve under det Tryk, der lagdes paa den, og hvis Dannelse gav dem et videre Syn, led i disse Tider ofte sjælelig Vold.

Ved at skabe en saadan religiøs Skik, ved at adle eller brændemærke en vis Dannelsesgang, en vis Udvikling, visse Interesser og Synsmaader, der ingen direkte Sammenhæng har med det religiøse Liv, men som meget godt kan deles af 151Individer, der tilhører ganske forskjellige religiøse Retninger, naar de indtager det samme Dannelsesstandpunkt, blev den pietistiske Bevægelse en aands- og kulturfjendsk Magt. Den traadte nemlig i Forbund med den Mistro til, den Rædsel for alle ikke rent hverdagslige Interesser og Aandsrørelser, som et Land, der er saa fattigt som vort, og som desuden i saa lang Tid blot har fristet en Bygdetilværelse, huser i saa rigeligt Maal. Under det daglige Slid for Livsopholdet og uden noget Strømdrag ind i sit Liv fra Hold, hvor et rørigere Aandsliv maatte være oppe, tabe de fleste de faa friske Sindsindtryk, deres Forbindelser i Ungdomsdagene kan have givet dem. Lidt efter lidt afvante med Synet af et bevæget Aandslivs Kampe og Bedrifter, taber selv de med mere aandelig Sans udrustede Naturer let Troen paa Ideernes Magt, alt Aandsstræv af nogen Bærevidde synes dem ørkesløst eller forfængeligt Bram; at have Interesser, der bæres ud over Ens Faggjerning og de aller nærmeste Forhold, synes mistænkeligt og bliver næsten anset for en Karakterfejl. Det er ganske utroligt, hvad der i et Samfund som vort føres ind under det «forskruede», det «overspændte», det «upraktiske» og «unyttige». Det er, nær sagt, alt, hvad der paa nogen Maade har et Luftdrag fra videre Aandsvidder end dem, som Fagaanden og det mest lumre Hverdagsliv tager sit Syn fra. Boglig Lyst og Lærdom udover det fagnyttige Lavmaal, Syn og Sans for Menneskelivets ideale Grunddrag, HjertelagHjertelag] rettet fra: Hertelag (trykkfeil i papirutgaven) for alle dybere Rørelser af ikke ligefrem religiøs Natur i den Enkeltes eller Folkenes Liv, Kamp og Arbeide for alt, som ikke kaster et paatageligt, praktisk Udbyttes Frugtdrys over Jorden, faar her sørgelig let Banlysningens Martyrdom over sig. Alt maa kunne kjøres tærskefærdigt ind i en praktisk Bedrifts Ladebygninger eller opstilles i reglementmæssig Form i offentlige Arkiver for at vinde almindelig Agtelse. Det sædvansmæssige Syn har her taget alle menneskelige Forhold under sin strenge Kommando; – man behøver jo blot at betænke, at dette raadende Syn, denne tvingende Uskik, denne uforanderlige Norm for, hvordan et Menneskes ydre og indre Liv skal arte sig, har afsat sig under en Udvikling, der længe laa i idyllisk Ly for alle større Aandsrørelser, er affødt af, hvad Slægt paa Slægt af Gjennemsnitsmennesker med en saare tarvelig Dannelse og en yderst begrænset Horizont har gjort og anset for det eneste sande, sømmelige og værdige. Man behøver blot at tænke paa denne Sædvanelovs Oprindelse fra en Afstengslens og Forkuelsens Tid for at forstaa, hvilken Udsigt de rigere udviklede og mere ejendommeligt anlagte Naturers Udviklingsgang har til at finde Forstaaelse. Det er Sansen for en stor og fri Menneskenaturs Trang og Krav udover det hverdagsliges, det reglementeredes trangeste Grænser, som har været om at gaa tabt!

Den religiøse Bevægelse bares af altfor stor Alvor og indeholdt altfor meget, der brød med de gjængse Forestillinger om, hvad religiøst Liv er, til at den ikke i 152Begyndelsen skulde vække Forargelse i god Forstand. Den var selv en Fremtoning, som fik Ide-Rædselen, Spidsborgerstandens Fordømmelsesdom over sig, og den har ganske vist haft sin Martyrtid som Alt, der for Alvor vil en Fornyelse. Som det ikke kan negtes, at den har været en Vækkelses-Magt, der har udrettet meget, baade i Retning af at inderliggjøre den Enkeltes Sjæleliv og af at omstemme Grundtonen i det ofte raa og golde Omgangsliv i vore mange Smaasamfund, saaledes bør det ogsaa indrømmes, at den under heldige Vilkaar kan have opladt Sindet for et rigere Aandsliv i det hele og saaledes ogsaa virket som Kulturmagt. Men det maa dog fastholdes, at hvor dette er skeet, der har Bevægelsen blot været et Gjennemgangspunkt i Individets Udvikling, og at det pietistiske Særpræg er slappet i samme Maal, som Aandslivet har vundet i Vidde. Holder man sig til det Syn paa rent menneskelige Forhold, som var Retningen ejendommelig, da vil man finde, at det stemmede paafaldende overens med det, som almindeligt havde udviklet sig under den knappe Tilgang paa befrugtende Kulturstrømninger. Den gav ligefrem Afstengselens forkomne Syn paa Menneskelivet religiøs Sanktion og meddelte det derved en Myndighed, som det før ikke havde. Før mistroede og miskjendte man alle dybe Rørelser baade i den Enkeltes og i Folkets Aandsliv og forkjetrede alle nye Tanker, fordi den aandelige Dvergvext, som Udviklingen havde medført, tilsidst var bleven det eneste gyldige Ideal. Nu blev ovenikjøbet enhver Ytring af et friere, mere kulturvoxent Aandsliv et Gudløshedens Udslag, som det var religiøs Pligt at bekjæmpe. Var Sansen for Digtets og Kunstens Fantasiforklaring af Menneskelivet liden før, saa stempledes den nu som et Syndighedens Tegn. Var selve den kunstneriske Syssel før anset for ørkesløs, saa blev den nu erklæret for ukristelig. Saaledes kunde det da gaa til, at Sang og Spil forstummede i det ene Hjem efter det andet, og at de tarvelige boglige Interesser, som fandtes i en og anden Familie, blev slukt. Saaledes kunde det gaa til, at der rejste sig en Vankundighedens Storm mod en ny Lærebog for Almueskolen,en Vankundighedens Storm mod en ny Lærebog for Almueskolen: P. A. Jensens Læsebog for Folkeskolen og Folkehjemmet (1863) ble sterkt angrepet fra konservativt og kristelig hold fordi den indeholdt Digte og Eventyr, at enkelte Bygder rensede sine Almuebibliotheker saa grundigt, at Sundts statistiske VærkerSundts statistiske Værker: Eilert Sundts sosiologiske undersøkelser gik med i Løbet, og saaledes kunde det gaa til, at man fra Prækestolen fik høre, at den Kjærlighed til Fædreland, til Mand eller Hustru og Børn, kort den Kjærlighed, som Digterne sang om, den havde vi nu nok af. Det viste sig, kort sagt, at denne Retnings Forkyndere savnede Synet for det rette Forhold mellem Kultur og Religion, det viste sig, at de ikke forstod, at Opgaven er at lade Religionens varme Væld gjennemtrænge alle menneskelige Forhold og give Aandslivet Alvor og Trosstyrke samtidig med at det faar Løfte og Synsvidde, men at de ene troede at kunne fremme et religiøst Liv ved igjen at afstenge Bygderne for Kulturlivets Paavirkninger og lægge dem ned i de Aarhundreders Grusdynger, som man netop begyndte at faa rykket bort. Saaledes var den pietistiske 153Bevægelses Forhold under dens første Fremtræden; jeg skal nu gaa over til i al Korthed at berøre et Par Træk af dens senere Udvikling.

Den Uro, den i Begyndelsen vakte, de Konflikter i det private Liv, den rejste, og de Kampe i Offentligheden, den frembragte, ser man nu lidet eller intet til. Der er forsaavidt bleven religiøst stille i vort Land. Dette betyder dog ikke at det religiøse Liv nu er svagere end før; det kommer blot af, at den første Vækkelses Tid er forbi, at der er kommen større Klarhed i Følelseslivet, og at Bevægelsen har faaet et nyt Udløb i den føromtalte kirkelige Reformiver. Men er der nu større Stilhed, saa kan man dog ogsaa fra den senere Tid hente oplysende Træk om det Syn paa Aands- og Samfundslivets Udviklingsvilkaar, som er Retningen ejendommelig. Der er jo nu andre mægtige Rørelser oppe i vort Land, der er andre religiøse Bevægelser end den pietistiske, og en politisk Rejsning har fulgt paa den nationale. Det pietistiske Syn kan dog endnu siges at være det herskende, da næsten hele den yngre Gejstlighed er udgaaet fra den, og denne yngre Gejstligheds Forhold til disse Dagens Bevægelser viser os saaledes, hvilke Grunddrag, den Udvikling vil faa, som den pietistiske Retning styrer.

Hvad Pietisternes Forhold til de nationale Bevægelser angaar, saa kan det kortelig siges at have været saa omtrent passivt. Den nationale Gjenfødelse havde sit Morgengry i den nye Digtning; men for Poesi og Kunst var det jo Pligt i det mindste at være ligegyldig. Der kunde heller ikke være Tale om, at de skulde vise Sympathi for eller fremhjælpe nogen anden national Nylivs-Spire, som skjød op i deres Vej. Tvertom. Den Retning, de kjæmper for, er af fremmed Oprindelse og har ikke saa lidet ved sig, der bærer Præget af tydske Forhold og tydsk Aand. At der her paa et religiøst Omraade skulde kunne være Tale om nogen Folkeindividualitetens Indflydelse, vil neppe nogen af denne Retnings Mænd gaa ind paa. Religionsforkyndelsen baade fra Prækestolen og i Afhandlinger og andre Skrifter sker jo ogsaa i et Sprog saa unorsk, saa fortysket, at det blot har Sidestykke i det departementale. Kravet paa, at Almuen skulde faa høre Kristendommen forkyndt i et for den mere forstaaeligt Sprog, er ogsaa blevet afvist som en Krænkelse af Emnets Hellighed – en Opfatning, der forresten ogsaa deles af en stor Part af Bønderne selv. Det er ganske som med Latinen i gamle Dage.

Ligeoverfor en enkelt Ytring af denne nationale Bevægelse har Pietisterne stillet sig i et bestemt oppositionelt Forhold, nemlig Folkehøjskolen. I Blade og Møder har de optraadt mod disse Skoler og har selv til en Modvægt oprettet andre efter Kundskabsskolens Mønster. Det Personligheds- og Frihedsprincip, der er Folkehøjskolens Livsnerve, er Pietismen dybt imod. Efter hvad man vidste om denne Retnings Brist paa Sans for Individualitetens Krav, var det en klar Sag, at den Betydning, Lærerens Personlighed faar i Folkeopdragelsen, og det 154Hensyn, som der tages til Elevernes individuelle Ejendommeligheder maatte være dens Tilhængere til Forargelse. Derimod skulde man ikke have ventet nogen Anke over, at disse Skoler vil staa ukontrollerede af Staten. Man skulde have troet, at Pietisterne, som i sin Tid har hævdet Lægprædikanternes Ret til ukontrolleret Religionforkyndelse, vilde forstaa de nye Skolers Trang til at virke ubundet af alle Autoriteters Indblanding. Men nej, ingen har bekjæmpet dette Folkeskolens Frihedskrav med mere Ihærdighed end Pietisterne. Dette hænger sammen med et nyt Drag, som i den senere Tid har gjort sig gjældende indenfor denne Retning, og som efter mit Skjøn – ved Siden af Retningens andre Særegenheder – gjør det saa tvivlsomt, om den Kamp for kirkelig Selvstyrelse, som den har rejst, virkelig vil føre til et ønskeligt Maal.

Pietismen er nemlig paa det sidste bleven stærkt orthodox. Her som overalt stod den jo, som nævnt i Begyndelsen, i et vist Modsætningsforhold til den kirkelige Orthodoxi, forsaavidt den med afgjort Ret betonede det virksomme religiøse Liv ligeoverfor den døde Hævdelse af Læren. Men her som overalt har der i den senere Tid vist sig en voxende Tilbøjelighed til at stille det ene saliggjørende Lærebegreb i Forgrunden, til at spejde efter kjetterske Retninger og til at fortabe sig i spidsfindige theologiske Distinktioner. Det kan i saa Henseende være nok at minde om Diskussionerne om Sognebaandets Løsning og Absolutionens Begreb paa Stiftsmødet i Bergen. De Grunde, som paa dette og flere andre Møder kom frem mod Løsningen, vil vise den orthodoxe Retnings Fremvæxt; den Maade, hvorpaa Reformens Forsvarere afvistes, vil give Vidnesbyrd om den Aarvaagenhed, med hvilken man agter paa kjetterske Forseelser, og den – jeg tror – daglange Debat om, hvorvidt Naaden maa anses for blot tilbudt eller virkelig meddelt den Ubodfærdige (i hvem man dog var enig om at den ikke kunde blive virksom), vil give et særdeles lysende Exempel paa, ind i hvilke Misforstaaelser et aand- og livløst theologisk Studium kan føre alvorlige og fornuftige Mennesker, og hvilken Trang her er til en ny religionsfilosofisk Tugt. I dette Hang til smaalig Aarvaagenhed ligeoverfor den mindste Afvigelse fra, hvad Retningen selv anser som den rene lutherske Lære, ligger ogsaa et af Hovedmotiverne til den bitre Kamp mod Folkeskolesagen – det er de «grundtvigianske Kjetterier» man har Sigte paa, og som maa frygtes fremmet gjennem disse Skoler.

Men her skulde Pietisterne alvorlig betænke, om de ikke er inde paa en Afvej, der vil vende manges Sind fra deres forøvrige prisværdige Reformbestræbelser. Her burde de dog tage en Lære af, hvad de har oplevet paa de Menighedsmøder, der er afholdt rundt om i Landet; de burde erindre, at den Modstand, de her har fundet, og som har overrasket dem selv, for en overvejende Del skyldes den Religionsundervisning og den Religionsforkyndelse, som har optugtet Almuen 155i den Overtro paa Kirkelærens ene saliggjørende Kraft og paa den udvortes Bekjendelses Betydning, som den ved disse Lejligheder har lagt for Dagen. Paa disse Menighedsmøder er det nemlig især tvende Reformer, som har vakt Bondens Indsigelse: Ophævelsen af Konfirmationstvangen og af Religionstvang for Embedsmænd. Naar man betænker, hvor længe Almueskolen nu har været i Gang, at hele Hovedvægten har været lagt paa Religionsundervisningen, at Geistligheden har haft den fulde Raadighed til at styre denne Undervisning, og at den desuden ogsaa i Konfirmationsforberedelsen og fra Prækestolen har saa rigelig Anledning til at sørge for Almuens religiøse Opdragelse, – naar man betænker dette, da er det allerede en bedrøvelig Ting, at en Oplysning som den, at Konfirmationen er indført efter et kongeligt og ikke efter noget guddommeligt Bud, kan komme over en Forsamling af Bygdens mest fremskredne Bønder som et Lynslag, som noget, hvorom man før ingen Anelse har haft. Men langt betænkeligere er det, at Pietisterne selv, efter nu at have rustet i saa mange Aar, endnu ikke har magtet at udrydde den katholske Tanke, at Troen kan frembringes, en Tanke, der er som fastnaglet i Bondens Bevidsthed, og som i Regelen danner Udgangspunktet for hans Indsigelse mod Konfirmationstvangens Ophævelse. Betænkeligere er det, at en saadan Forsamling for ramme Alvor kan mene, at den eneste Garanti, man har for en Embedsmands Samvittighedfuldhed er, at han har den lutherske Bekjendelse, saaledes som den opfattes af vor Kirke, og at den virkelig kan ønske, at han maa straffes med Tab af sit Embede, ifald han skulde skifte religiøs Overbevisning. Denne Tro paa, først at en udvortes Bekjendelse i Almindelighed giver Garanti for religiøst Sind, og dernæst, at sand Religiøsitet og den Samvittighedsfuldhed i Pligtopfyldelsen, som efter Bondens Mening blot kan findes hos den troende, ene og alene kan ventes af dem, der har den samme Anskuelse af den rene lutherske Lære, som vor Kirke, – denne Tro, som sidder uryggelig fast i vor Almue, har nødvendigvis sit Udspring i hin vrange orthodoxe Kristendomsundervisning og Kristendomsforkyndelse, der først og sidst hævder den rene Lære, forherliger dens religiøse Undervisning og advarer mod alle afvigende Retninger. Skulde nu Pietismen komme ind i det samme Spor, da bliver den kirkelige Selvstyrelse, den vil grundlægge, en betænkelig Ting. Ifald Kirken var skilt fra Staten, ifald her herskede fuld Religionsfrihed, Sognebaandet var løst o.s.v., da var jo Faren ikke saa stor. Men man indser let, at med de Anskuelser af den rette Bekjendelses Betydning, som raader baade hos Folket og Præsterne, vilde den mindste Afvigelse i Læren blive stemplet som Kjetteri, de Afvigende vilde mærkes som Ikke-Lutheranere og nødes til at træde ud af Kirkesamfundet. Og under den raadende Overtro paa, at Kirkens Læreretning er den eneste sande, at Religiøsitet og Hæderlighed ene og alene kan findes hos dennes Tilhængere, vil de saaledes 156Mærkede have en forvivlet Stilling i det Samfund, som de tilhører og skal virke i.

Med denne Antydning af, hvor Faren ligger, naar Kirkeforfatningen skal reformeres paa Grundlag af pietistiske Synsmaader, maa det her være nok. Jeg vil blot tilføie, at Retningens Forhold til den politiske Bevægelse heller ikke giver dens Mænd noget godt Vidnesbyrd om Frisindethed og Synsvidde. Til at illustrere dette Forhold er det mer en tilstrækkeligt at minde om den Grundsætning, som en af Partiets Høvdinger,en af Partiets Høvdinger: Th. Klaveness en Redaktør af et «kristeligt-politisk» Blad, opstillede paa Folkehøjskolemødet i Kristiania som Rettesnor for den politiske Holdning. Han erklærede nemlig rent ud, at det var ulovligt at opponere mod det Bestaaende, da det altid til en vis Grad havde guddommelig Sanktion. En saadan Opfatning, der ganske resolut sætter et Punktum for al videre Udvikling, fordømmer den, der har skabt de nuværende politiske, sociale og religiøse Tilstande og peger tilbage mod Barbariets Mørke, deles nu vistnok ikke at alle Pietisternes Tilhængere. Men det maa dog anses for givet, at de udenfor sit eget Omraade vil vise en kulturfjendske Stædighed ligeoverfor alle Reformbestræbelser.

Det er Brevskriveren magtpaaliggende, at ingen skal faa det Indtryk af ovenstaaende Skildring af den pietistiske Bevægelse, at han har villet vække nogen Mistro til de pietistiske Reformmænds Alvor og Oprigtighed, eller overhoved har villet fremkaste nogen Tvivl om Ægtheden af deres eller deres Tilhængeres Religiøsitet. De, som er kjendt med disse Mænd, vil vide, at hele deres Livsfærd med den selvfornægtende Kjærlighed, som er dens Grundtræk, simpelt hen kan opstilles som et Mønster for os alle, og at der forsaavidt ikke er en Anke at finde. Men trods den dybe Agtelse, man saaledes maa nære for dem personlig, og uagtet man dybt maa erkjende, at deres Virken i saa mange Maader har været til Gavn for vort Land, saa kan man dog ikke lukke Øjnene for de Farer, selve den Retning medfører, som de tilhører. Vort Land giver i mange Maader farlige Kaar.

Er Mennesket her ikke storvoxet nok, eller har det ikke et Dannelsesfond stort nok til at modstaa Forholdenes Tryk: saa haardnakket sammenkneben i Smaalighed, saa indeklemt i tilvante Synsmaader, i det hele, saa haabløst sat paa Spidsborgerlighedens Grund bliver man ikke mangesteds. Er det en Ildsjæl, som stenges inde her med sine Syner: saa fanatisk envis bliver faa. Eller er det en veg Natur, som ikke taalte Trykket og ikke havde Energi nok til at arbejde sig frem til Luft og Lys: saa indelukket i sit eget Sjælsmørke, saa magt- og modstaalen, saa lurvet fejg, saa rugende tungsindig bliver ingen. Eller er det en Kampnatur, der brydes mod for mange Ismure: saa rædsomt haardhændet, saa ufølsom for menneskelig Nød, saa indvortes bundfrossen bliver ikke mange. 157Men bestod man Livsprøven, bergede man et aabent og varmt Sind ud af Kampen: da vinder heller ikke mange en skjønnere og sandere Udvikling.

Ligeoverfor slige Livsvilkaar, med en saadan Evne til at kue eller misdanne den aandelige Vext, er det af overordentlig Betydning, hvordan den herskende religiøse Retning er beskaffen. Her er paa alle Hold Hjælp at yde, men Hjælpen kan ydes paa mange Maader. Det er ikke nok, om det end er det væsentlige, at Viljen vækkes og Troen tændes – baade for den enkeltes og for hele Folkets aandelige Udvikling ligger der Vægt paa, at det vakte religiøse Liv ikke ledes tilbage til fornyet Afstengsel og Kulturrædsel, men fremad til aabnere Sans for, til friskere Syn paa alle Menneskelivets Rørelser. Og om Pietisterne her er de rette Høvdinger, det er det store Spørgsmaal.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.