[GOTTFRIED KELLER: SCHWEITZERNOVELLER]

(Throndhjems Stiftsavis 27. og 28. des. 1875.)

Med disse Schweitzernoveller indføres en hertillands vistnok ukjendt Digter i den nordiske Literatur. Oversætteren stiller ham i Rang med de første Digtere, og er end dette en Overdrivelse, saa godtgjør de to foreliggende Noveller tilfulde, at Forfatteren er udrustet med en betydelig og eiendommelig Digterevne. Der er noget i Skildringens realistiske Nøiagtighed og Fortællingens Bredde, som minder om Gotthilf, der dog langt fra kan maale sig med Keller i poetisk Opfatning og Evne til anskuelig Fremstilling. Af de to Fortællinger forekommer den sidste, der er et lidet varmt fædrelandsdigt, os uden Sammenligning mest tiltalende, om end den første maaske nok er skrevet med større Kunst. Det er især to Scener i denne første Fortælling, som er skikket til at give en Forestilling 168om Forf.s digteriske Anlæg. I den første af disse føres Landsbyens «Romeo» og «Julie» frem for Læseren som Børn, legende med en Dukke. Denne Scene er et mesterligt lille Genrebillede, i høieste Grad realistisk, men tillige fuldt af Friskhed og Ynde. Den anden Scene er Fortællingens egentlige Kjernepunkt og slutter Historien. I Mellemtiden har disse Børns Forældre ødelagt sin Formue og forspildt sin Sindsro i Proces om et herreløst Jordstykke mellem deres Eiendomme. Fra at være dygtige Bønder og gode Naboer er de blevne efterladne Drivere og forbitrede Fiender. Børnene har som en Følge af Familietvisten levet adskilt og har blot seet hinanden paa Afstand. Da mødes de – ved et Slagsmaal mellem deres Fædre, Minderne fra deres Barndom blusser op, og der udvikler sig et Forhold mellem dem, hvis Erotik er malet med et Virkelighedspræg og en Glød, som ganske vist minder om det berømte Skuespil, til hvilket Titelen hentyder. Især har Forf. med Forkjærlighed udmalet Afslutningen af dette Forhold. Efterat nemlig Vrenlis – Julies – Fader er bleven sindssvag som en Følge af et Slag, Sali – Romeo – har tilføiet ham i Forbitrelse over at se den gamle Mand mishandle sin Datter, – efterat Kreditorerne har taget Gaarden og efterat Vrenli har solgt sit sidste Eje, sin Seng, har pakket sin Byldt og idet hun staar rede til at vandre hjemløs, venneløs og haabløs ud i Verden, kommer Sali, der ikke har stort bedre Udsigter i Verden, for at se til hende i hendes hjælpeløse Tilstand. Det staar da for dem, som om Fortidens Skygger og deres ringe Udsigt til fremtidigt Erhverv er uovervindelige Hindringer for deres Forening. Det er altsaa den sidste Afsked, der er for Haanden. Da enes de to ulykkelige Børn, der ere opvoxne under Trykket af den i deres Hjem herskende Elendighed, om dog at leve en eneste glad Dag sammen, før de skilles. Begge har bløde Sind, begge har længe sukket efter engang at opleve en Glædens Stund og begge er just nu fyldt af alle de nye, betagende Følelser, som en vaagnende Kjærlighed kalder tillive, medens dog ogsaa den angstfulde Tanke paa deres nære Skilsmisse stadig dukker op og forøger Forvirringen i deres Sind. De ville deltage i en af de mange Høstfeste, der netop feires rundt om i Landsbyerne, vil glæde sig med de glade og saa sige hinanden Farvel for altid.

Begyndelsen af denne Udflugt, og især den Blanding af barnlig Glæde og Blygsel over det nye i Situationen, som de begge føle, er mesterligt skildret. Ligeledes har Forf. med stor Kunst vidst at vedligeholde Indtrykket af det dybt fortvilede i deres hele Stilling. Man aner allerede Enden, man forstaar, at de maa falde i den Fristelse, som de her er udsatte for. De skilles da heller ikke mere, men beslutte, at denne deres Bryllupsdag skal være deres sidste, en Beslutning de da ogsaa iværksætte.

Dette er Indholdet, og Fortællingen gjør ved Modsætningen mellem de tvende forladte og forvildede Børns Sorgløshed og det dybt fortvilede i deres hele Situation 169et høist tragisk Indtryk. Forf. er ikke af dem, der bruger Pegepind, men han har dog et enkelt Sted antydet «Moralen». Han fortæller, hvorledes Følelsen af i den borgerlige Verden kun at kunne være lykkelige i et ganske ærligt og retligt Ægteskab var lige levende i dem begge. De havde jo fra først af faaet en god Opdragelse og deres Forældre havde givet dem et godt Exempel. Men da kom den lange Stridens Tid, da alt blev Opløsning og Forvirring i deres Hjem. «Ærens Skjold forvandles i en Haandevending til Skammens Tavle», og Fædrenes Synder hjemsøges paa Børnene. «De vilde sa gjerne være glade og lykkelige, men kun paa en god Grund og denne syntes dem uopnaaelig, medens deres sydende Blod helst strax var strømmet sammen». Saaledes kommer da ganske naturligt Fristelsen, Feiltrinnet og Brøden, og det sørgelige Drama, som Fædrene har indledet, afsluttes af deres Børn med tragisk Konsekvents.

Denne Fortælling har foranlediget Hr. Pastor DahlHr. Pastor Dahl: Konrad Dahl (1843–1931), i 1875 fengselsprest i Bergen. Artikkelen Elster omtaler, har sannsynligvis stått på trykk i Bergensposten, der D. var litteraturanmelder til at skrive en Artikel om farlige Bøger, i hvilken Artikel han meddeler, at Haarene har reist sig paa hans Hoved over den «aabenbar usædelige Livsanskuelse», som i denne Novelle «uden Skamfølelse fremholdes i Yppighedens Dragt». Han finder, at det er den «aabenbare Vantro», som her søges indsmuglet. Ved samme Leilighed lader ogsaa Hr. Dahl en anseet dansk kirkelig Forfatter tage Ordet og udtale en lignende Dom over en Del andre moderne Forfattere, ledsaget af et Par Bemærkninger om den fritænkerske Retning i det hele.

Det forekommer os unegteligt, at Hr. Dahl her er kommen i Skade forat fælde en Dom, hvis Retmæssighed ikke er ganske indlysende. Det kan jo nemlig ikke være Hr. Dahls Mening, at Forf. fremholder en aabenbar usædelig Livsanskuelse, og prædiker Vantro, fordi om han lader tvende af Fortællingens Hovedpersoner begaa en umoralsk Handling. Alle Landes klassiske Literatur indeholde deslige Skildringer, uden at dog nogen endnu er falden paa den Tanke, at Forfatterne fremholdt en usædelig Livsanskuelse og prædikende Vantro. En saadan Dom vilde først være berettiget, ifald enten Forfatteren udtaler sin Godkjendelse af de usædelige Forhold, han fremstiller, eller ifald Skildringen er saadan, at den tydeligvis er anlagt paa at friste til Usædelighed og Vantro. Da Keller er den mest tendensiøse Forfatter, man kan tænke sig, og næsten aldrig reflekterer over sine Personer, men blot fremstiller, maa det altsaa være noget i selve Skildringen, som har givet Hr. Dahl det Indtryk, at Forf. i Grunden lovsynger Usædeligheden og Vantroen. Vi tillader os imidlertid at tro, at Hr. Dahl blot kan være kommet til dette Resultat derved, at han ikke er fortrolig med den digteriske Meddelelsesform og specielt intet Kjendskab har til den nyere Digtnings Eiendommeligheder. Vi for vor Del have ganske vist ogsaa Indvendinger at gjøre mod Skildringen af Salis og Vrenlis Bryllupsfest. Den er udmalet med en trættende Bredde, den er uskjøn i mange Enkeltheder, og vi savner endelig 170paa flere Steder den Blygsel over Fremstillingen, der meget godt lod sig forene med Hensigten, som er at give en levende Følelse af den Fristelse, som «det sydende Blod» bereder disse forladte Stakler. Men heraf at slutte, at Forfatteren vil friste til Usædelighed og Vantro, er mildest talt en stor Forvovenhed. Sagen er nemlig den, at det for al Nutidsdigtning er et fælles Karaktertræk, at den søger at gaa Virkeligheden saa nær som muligt. De moderne Forfattere ville først og fremst, at Læseren lige ud i de mindste Enkeltheder skal faa det aller stærkeste Indtryk af Naturtroskab og saaledes følge de da hver Følelse gjennem alle dens Ytringer og skildre disse i den størstmulige Overensstemmelse med Virkeligheden. De forene ofte Naturforskerens nøiagtige Iagttagelse og Drift til tro Gjengivelse med Digterens Trang til fantasifuld Fremstilling og ideel Klarhed. Det maa da være denne Bestræbelse, som netop hos Keller gjør sig saa stærkt gjældende, som paa Hr. Dahl har gjort det Indtryk, at Forf. uden Skamfølelse hævder en usædelig Livsanskuelse og vil indsmugle Vantro. Det er os ellers umuligt at udfinde, hvor saa farlige Tendenser ligger skjult eller endog gjør sig aabenbart og skamløst gjældende. Det er ganske vist, at Forf. har Sympathi for sin Julie og Romeo og deres Forhold; han har aabenbart den dybeste Medynk med dem. Han har fremdeles ogsaa klarligt nok en kunstnerisk Glæde ved at fremstille den Følelse, som betager og behersker dem. Det er ham ogsaa om at gjøre, at Læseren skal faa et saa vidt muligt levende Indtryk af de mangehaande forvirrede Tanker og Følelser, der strømmer gjennem de to, om hvem han fortæller, og at han til en vis Grad skal omfatte dem med Samfølelse. Han har øiensynlig heller ikke meget tilovers for den hos Dusinmennesker herskende Tilbøielighed til blot at fæste sig ved det ydre Faktum og at dømme derefter uden at bekymre sig om den indre Sammenhæng. Det er denne Foragt for overfladiske, fraseagtigt affattede Domme, der kommer tilorde, naar han i fortællingens Slut meddeler, at Stedets Avis har berettet Sagen med Tilføiende, «at man her atter har et Tegn paa den om sig gribende Usædelighed og den stigende Forvildelse af Lidenskaberne.» Men alt dette er da sandelig noget ganske andet end Glæde i selve Usædeligheden.

*

Fortællingen synes os langt fra ulastelig i alle Dele; vi have forhen antydet, at Skildringen ofte forekommer os endog i temmelig høi Grad uskjøn. Men at den skulde være usædelig i sin Tendens eller friste ved sin Sanselighed end sige, at den skulde aabenbare en rent ud usædelig Livsanskuelse hos Forf., det er en løs Paastand, som tiltrænger Bevis. Den der kan fristes af Slutningsskildringen, den som ikke hele Tiden, trods den brede, sanselige Fremstilling, dog har en fremherskende Følelse af det tragiske i hele Situationen og forstaar, at det ogsaa har været Forfatterens Hensigt at frembringe et saadant Indtryk, han har 171enten ikke Sans for andet end det udvortes og haandgribelige i Digtningen eller han distraheres af sin Speiden efter farlige Tendenser.

Hvad der er sagt om Keller, gjælder ogsaa om flere af de Forfattere, den danske Kirkeskribent nævner. Det er nu for det første simpelt hen en gyselig Prostitution, naar han antyder, at Digtere som Heyse, Cherbuliez, Jokai, Rydberg og Turgenjéw er talentløse Forfattere. De er som bekjendt næsten alle Talenter af første Rang. Men det er ogsaa ganske uforsvarligt at karakterisere alle disse Forfattere som Fritænkere. Om enkelte ved man, at de er det; i flere af de andres Digtning er der intet, som kan begrunde en saadan Dom. Om Turgenjéw gjælder det særligt, at han ialfald har en dyb Sands for religiøst Liv, og i den eneste af hans Bøger, i hvilken han fremstiller en Fritænker («Fædre og Sønner») samler hans Sympathi sig netop om Repræsentanterne for den modsatte Aandsretning. Men ogsaa om de øvrige Forfattere gjælder det, at mangfoldige af deres Bøger ikke har nogen fritænkersk Tendens og kunne læses med Fornøielse og Udbytte af hvem som helst. Sagen er jo nemlig den, at Digtningen først og fremst tilsigter en Skjønhedsvirkning, en dannende Indflydelse paa Intelligensen, paa Følelses-Følelses-] rettet fra: Føelses- (trykkfeil i papirutgaven) og Fantasilivet, medens det ikke ligger i dens Begreb, at den ogsaa skal have en opbyggelig religiøs Karakter. Man kan saaledes vende sig mod al Digtning, mod alle de Dannelsesmidler overhoved, der have frembragt den europæiske Kultur, men man kan ikke med Rimelighed afvise en enkelt digterisk Frembringelse, fordi om Forf. andensteds fra vides ikke at være orthodox. Det er ialfald en Selvmodsigelse at anbefale de klassiske Forfattere samtidig med at man advarer mod de moderne paa Grund af deres formodede fritænkerske Tendens. Gøthe var en udpræget Pantheist, og hans Digtning kan opvise skildringer, sammenlignet med hvilke Kellers er jomfrueligt blufærdige. Schiller var ligeledes afgjort Rationalist og saaledes fremdeles. Men disse Forfattere optrykkes, findes i de anstændigste Boghylder, læres og betroes Børn og Ungdom uden Omstændigheder. Skal man være grundig, bør man begynde her.

I det hele har Hr. Dahls danske Autoritet ikke nogen klar Forestilling om den fritænkerske Aandsretnings Karakter, som den fremtræder i Nutidens Literatur. Det er saaledes naturligvis noget Snak hen i Veiret, naar han anfører som noget karakteristisk for Fritænkerne, at de hylde den Lære, at man blot skal følge Naturen i den Forstand at man skal lyde sine Drifter, de være nu slette eller gode. Det er jo bekjendt nok at mange af Fritænkerne holde en Moral, der er vel saa streng som den, Mængden af deres Modstandere bekjende sig til. Den bekjendte Schopenhauer prædikede endog den yderste Afholdenhed baade i Liv og Lære.

Fra denne Side kan Retningen ikke angribes, og det er bedrøveligt at de, der føle Kald til at bekjæmpe den, ikke kjende den bedre. Deres Bestræbelse maa 172nu nødvendigvis falde magtesløs til Jorden. Det er jo nemlig umuligt, at de der kjende denne Literatur, ere paavirkede af den, i hvem den har tændt Tvivlens Tanker, og for hvem altsaa et advarende og oplysende Ord fornemmelig skulde være bestemt, det er umuligt at disse kan faa nogen virksom Impuls fra en Imødegaaelse eller Formaning, der røber Ubekjendtskab med selve den Retning, som bekjæmpes. Thi dette maa erindres, at den skeptiske Retning til de forskjellige Tider har optraadt under forskjellige Former og med forskjellige Vaaben og i det hele haft en i flere Henseender forskjellig Karakter, og dette tør sandelig ikke lades ude af Betragtning, naar man vil udrette noget ved direkte at bekjæmpe den.

Det Forsøg paa at øve Censur, som her er fremhævet, kunde vistnok opfordre til videre Betragtninger. Det er saaledes et Spørgsmaal, om den i de store Kulturlande raadende skeptiske Retning med Udbytte kan bekjæmpes paa denne Maade. Men dette Emne vilde føre for vidt. Vi har blot villet gjøre opmærksom paa, at den, der vil stemple en enkelt Forfatter eller en enkelt literær Frembringelse som usædelig og fritænkersk, under alle Omstændigheder maa være i Besiddelse af de Dannelsesforudsætninger og den literære Indsigt, uden hvilke hans Dom altfor let bliver uretfærdig og faar Præget af et blot og bart vilkaarligt Magtsprog.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.