«HAN OG HO» AF KR. JANSON

(Aftenbladet 7. og 11. nov. 1868.)

11Hr. JansonKristofer Janson (1841–1917) klager i sin Afhandling om Maalsagen i «Nordisk Tidsskrift»sin Afhandling om Maalsagen i «Nordisk Tidsskrift»: i Nordisk Tidskrift, Lund 1867 over at han er bleven beskyldt for Affektation, fordi han skriver Landsmaal, og idet han prøver at godtgjøre, hvor uretvis denne Beskyldning er, skyder han frem, at flere Digtere før ham har skrevet et Maal, som ikke var deres Moders.

Hertil kunde nu svares, at det netop er disse Digteres Synd, at de har givet efter for Fristelsen til at bruge et fremmed Maal, en Synd, som paa mange Maader har hevnet sig. Men da Hr. Janson anfører disse Exempler til Forsvar for sit eget Brug af Landsmaalet, maa han jo aabenbart mene at hine Mænds Gjerning er forsvarlig, han kan ikke dele den almindelige Opfatning, der er den, at en Digter aldrig i et fremmed Udtryksmiddel kan komme til den fulde Aabenbarelse af sit ejendommelige Indhold. Men deler ikke Hr. Janson denne Synsmaade, holder han det for omtrent ligeens, hvad Maal Digteren vælger – hvad bliver der da af hans Livs Opgave, hans eget Maalstræv? Spiller Sproget en saa uvæsentlig Rolle i et Folks Tilegnelse og Formning af Kulturens Almene – hvortil da al den Strid og Smerte, hvad betyder da den Paastand, at Maalet er en Livsbetingelse?

Hr. Janson holder dernæst frem, at en Bog som «Breve fra Helvede»«Breve fra Helvede»: Roman som utk. i Kbh. 1866 under pseudonymet M. Rowel, seinere avslørt som Valdemar Thisted (1815–1887) er udkommen samtidig paa to Sprog. Enten mener nu Hr. Janson, at forfatteren har digtet Bogen paa begge Maal, og da vidner dette Exempel for Hr. Janson paa samme bedrøvelige Maade som de nævnte Digteres Brug av Tydsken, eller han mener at Bogen er digtet i et og oversat i et andet Maal, men da sætter Hr. Janson sit eget Brug af Landsmaalet = en Oversættelse, og dermed han han jo indrømmet Modstandernes sent og tidligt gjentagne Paastand: dette Maal er ikke hans naturlige, ikke det, hvori han tænker: Brugen af det hviler hos ham ikke paa nogen indre Nødvendighed.

Hvad mener nu Hr. Janson? Mener han, at hele Maalstriden er uden Betydning og altsaa ogsaa hans Virksomhed i denne Retning, eller mener han, at Sagen 12selv er stor, men at hans eget Forhold til den er af mindre Betydning, gaar han ind paa, at han er en Oversætter, slet og ret? Hr. Janson kunde vistnok forsvare sit Standpunkt ved at indrømme dette, ved at sige, at det Hele fra hans Side er en Opofrelse til Fordel for Folket, hans hele Maal og Med er efter Evne at være med paa at tilføre Almuen Dannelsen paa den Vej, som for den er den naturlige. Man kunde vel endnu invende, at denne Overførsel paa Landsmaalet helst burde gjøres af en Folkets Mand, eftersom en Oversættelse til et Maal, der ej er Oversætterens, ofte bare bliver en Ombytning af Gloser, men dette vilde ialfald for Tiden være en Indvending af ringe Vegt – man maatte under den antagne Forudsætning godkjende Hr. Jansons Virksomhed.

Men er det saaledes ment? At enkelte Maalmænd har denne Opfatning af, hvad «Bymændene» kan og skal være i sit Forhold til Almuen, er nok saa, men at de skrivende Maalmænd aldrig har ment Tingen saaledes, naar Talen er om deres egen Virksomhed, det fremgaar tydeligt af hele deres Optræden. Nei, Hr. Janson som de andre vil ansees for Repræsentanter for en ny frembrydende, sandere, nationalere Retning i vor Literatur, de holde sine egne Bøger frem som et Virkelighedens Vidnesbyrd der man bringe alle Modstanderes Tunger til Taushed, ja, det er vel ikke langt fra, at de mener, den norske Literaturs Begyndelse bliver at regne med «Dølens»«Dølen»: her Aa. O. Vinjes tidsskr. som utk. 1858–70 og «Fra Bygdoms»«Fraa Bygdom»: to fort. av Janson, utg. 1865 Fremkomst.

Hr. Jansons Forsvar for sig selv har vel saaledes været mindre vel betænkt, han har i en knap Vending ikke haft Tid til at tænke over, om ikke hans Verge kunde vende sig mot ham selv, og man faar vistnok ogsaa for hans Vedkommende holde sig til hans hele øvrige Optræden i Skrift og Tale. Men skal nu denne Digtning have den store Betydning i Nationens Udvikling, som der paastaaes, da maa den have givet noget af det, som lever og gjærer i Folket, et sandere, et med dets Ejendommelighed mere stemmende Udtryk end al anden norsk Digtning, og dette maa kunne eftervises med ganske anderledes usvigelige Mærker, end man kan sige, at Slængplag af norske Gloser er.

Det er et lidet Bidrag til denne Ransagning af Maalmændenes Literatur, efterfølgende kritiske GjennemsynGjennemsyn] rettet fra: Gjendemsyn (trykkfeil i papirutgaven) af «Han og Ho» skal give.

Bedst finder man Jansons Forfatterejendommelighed udpræget i hans Digte; thi den direkte Udtalelse er hans naturligste Udtryk. Vi møder i disse Sange en livsfrisk, ungdomskjæk, letvakt, meningenlunde dyp Følelse, der næsten altid vælder frem i et overflødigt, rethorisk prunkende Ordudstyr. Sjelden eller aldrigaldrig] rettet fra: adrig (trykkfeil i papirutgaven) faar man Følelsen af, at disse Digte er sprunget frem af en ejendommelig Digternaturs Møde med Virkeligheden, noget av saadanne Digtes Inderlighed og Magt til at erobre Læserens Fantasi og Følelse har de ikke. De vidner mere om en livlig Naturs Oplagthed til at føle noget ved alle Livets Rørelser, end om en 13Digters Trang til at give disse Rørelsers Brydning i hans Indre Udtryk. Forholdet til den besungne Gjenstand er oftere Interessens kjølige end Gjennemlevelsens inderlige. Dette gjælder de bedre af disse Digte. Med den større og daarlige Del forholder det sig noget anderledes. Her er det ikke en bevæget Følelse, der søger Ord, men stærke, vellydende Ord, som søger, men ikke altid finder en Følelse, der kan samle dem til et forkyndende Udtryk. Det er Maalet, som bærer Skyld for Fremkomsten at disse Digte. Hr. Janson har nemlig først og fremst maattet være betænkt paa at fremvise det nye Maal i saa mange og forskjellige Situationer, som muligt. Det skulde vises, hvor Maalet kunde slaaes i Bugter og Knuder, hvor det kunde le og græde, klinge og synge, hoppe og danse, og for at dette kunde ske, maatte der findes Stemninger og Tanker af alle Slags. Laa da disse, som det vel ofte hendte, ikke altid rede for Sprogexperimentet, saa sattes afsted paa Maafaa, de klingende Ord fik selv jage op den Stemning, de havde Brug for, og saaledes gik det da til, at Forf. fristet og forført af de aabne Vokalers og de haarde Konsonanters Huldredans, begynte at synge uden at have gjort Akkord mod de allernødvendigste Elementer til et godt Digt, eller han lod Pennen løbe meget længer, end Stemning og Tanke var med. Dette er ialfald den eneste Maade, jeg kan tænke mig enkelte af disse Digte opstaaet paa; thi forholdt det sig ikke saa, at Hr. Jansons kritiske Sans omtaages

«nær Glasserne tullar
og skrellende rullar,»

saa maatte han dog med sin fremskredne Udvikling være bleven opmærksom paa, at han mildest talt har skrevet meget for meget, at Billedet snart slet ikke er der, snart ikke er fuldvoxet i hans Fantasi. Jeg maa ialfald bede mig oplyst om, hvad Forf. mener at have udtrygt i Digte som «Paa Vegen,» «Vesle Gut,» «Gjenta sjung» og flere? Jeg skjønner ikke bedre, end at det bare er en Hallingdans, de norske Ord opfører med alskens Trivialiteter. Skulde jeg pege paa de Digte, hvori Janson fuldest har givet, hvad han ejer, saa maatte det være Digtene til Agnes, og vil man have flere end de tre ovenanførte af hine Digte, hvor Udtrykkets Overflødighed ret hænger og slænger om et magert Indhold, saa kan man slaa efter Pag. 39, 42, 76, 78, 80 og 139.

Kommer Janson udover den umiddelbare Udtalelse og over i en Digteart, som i højere Grad end Stemningsdigtet kræver Evne til Karakteristik, saa aabenbarer Mangelen paa stærke Oplevelser og løftende Fantasi sig endnu langt tydeligere end i Digtene. Det bedste han har givet af objektiv Digtning, er «Liv». Baade i Skildringen af Liv selv og især af Tatergutten Aslak er der sikrere Vidnesbyrd om at Forf. har staaet i Korrespondense med det virkelige Liv, er inspireret af det, har faaet dets Varme op i sin Fantasi og har givet det modtagne 14Tid til at udfolde sig til Billeder med digterisk Anskuelighed. Men allerede Jon ArasonJon Arason: skuesp. av Janson, 1867. er et tungt Vidnesbyrd til Misfordel for Forf.s skabende Evne. Her er ingen dybere Forstaaelse af menneskelig Individualitet, og Karakteristiken er farveløs. Det røber heller intet Skjøn paa at bygge Dramaer. Personerne udlade sit Indhold gjennem brede Deklamationer, og Forf. giver os tidt i deres første Repliker hvad der først skulde komme frem under Handlingens Gang og Viljernes Brydning. Det er slet ikke gaaet op for Forf., at meget taler bedst, ja, i et Drama alene kan tale, naar det forties; han kan intet give i Perspektiv, han drager alt op i Repliken og giver derved Fremstillingen en flad Bredde, som myrder al Ejendommelighed. Forf.s Lyst til i ældre Digterskolers Smag at tydeliggjøre os de sjælelige Bevægelser gjennem Sammenligning med visse Naturfenomener, fører ogsaa til en bredere Diktion end Dramaet taaler. – Tydeligst træder dog Forf.s Svagheder frem i hans sidste Verk. Der kan ikke gives uskaansommere Oplysninger om Forf.s digteriske Emne, end de, han selv har meddelt i «Han og Ho».

Forf. har i denne Bog paataget sig at vise os, hvorledes en af Naturen godt udstyret, men ung og ubefæstet Kvinde forføres under Indflydelsen af et tomt Selskabsliv og siden igjen rejser sig ved i Tide at komme i andre Forhold og under en bedre aandelig Paavirkning. Denne aandelige Paavirkning udgaar nu fra Fortællingens Helt, Student N.N. og den kommer udelukkende i Form af Taler og Foredrag. Ved hans Taler vækkes Heltinden af sin Barnslighed, ved hans Taler voxer hun, og da hun under et Besøg i Byen er bleven fangen i Verdens Garn, løser han hende ud ved sine Taler og vinder tilslut hendes Kjærlighed – ved sine Taler. Aldrig kommer der virkelige Oplevelser til og giver Ordet indtrængende Vegt; «Han» taler og«Ho» bliver rørt, og saa meddeles der os, at nu er der foregaaet noget mærkeligt med hende. Men skal vi forstaaforstaa] rettet fra: forsta (trykkfeil i papirutgaven) og tro paa Talernes Evne til at løfte og styre et Menneskes hele sjælelige Udvikling saa maa vi sættes levende ind i vedkommende Menneskes Ejendommelighed og i alle de Vilkaar og Forhold, som har virket med til at gjøre det til, hvad det er, og Talerne maa være saaledes indrettede, at de tager fat just i denne Ejendommelighed og i denne Dannelse, vi maa skjønne, at naar dette Ord mødte dette Menneske, saa var et Omslag i Sjælelivet den nødvendige Følge. Skal endvidere disse Taler vække Kjærlighed, da maa vi i og med dem have en Personlighed; thi man kan vel omvendes af en Bog, men man kan ikke forelske sig i den. Men det er netop saadan individuel Skildring, som Bogen mangler. Helten er et Bind lyriske Reflexioner, eller hvad man nu vil kalde det, man trænger blot til at raabe: Sesam, Sesam, luk dig op, saa flyver strax en mere eller mindre lyrisk bevinget Festtale ud, og for Fremstillingen af Heltindens Udvikling har der netop paa Grund af Heltens Lidenskab for at høre sig selv tale, ikke været tilstrækkelig Rum. – I 15Begyndelsen synes Forf. virkelig at være inde paa at skildre, derom vidner den Maade, hvorpaa Helten føres frem for os. Denne mærkelige Mand beskrives saaledes: «Han var høg og mager, bar Haaret nokot nedyver Ermet, saag tankefult og stundaa lidande ut. – Han var jamt nokot slurvutt klædd, gjekk med ein gamall, sliten Frakk, dar Hempa som tidast stakk fram oppfyre Kragen. – Han gjek stødt aaleine – og saag korkje til høgre eller vinstre.» Han bor paa en gammel Gaard, rigelig udstyret med øde Rum, fuld af Kongrovæv og gamle Portrætter; han sidder langt udover Natten neddukket i mugne Bøger, han har dybe, luende Øjne, han har en Sorg, en ulykkelig Kjærlighed, og han gaar og bærer paa et Løfte om evig Ungkarlstand. – Man kjender naturligvis strax igjen Helten fra de tydske Dameromaner, en af disse interessante Skabninger, som er ment at skulle være Aandrigheden personificeret, men som aldrig opnaar andet end at give Vidnesbyrd om Armoden af den Fantasi, som skabte dem, og som intet bedre Mærke paa en overvejende Mandighed kan opdrive, end at Kjolehempen stikker ovenfor Kraven. Man kjender ham strax, og man falder i Forundring over at en Forf. i vore Dage og i vor Literatur, hvor Billedets ydre og indre Sandhed netop er hævdet saa stærkt, har kunnet finde sig tilfredsstillet med denne lærde Røverridder i tydsk Snit; men Skildring er det dog, om end uendelig fattig. Forf. har gjennom de her meddelte Træk aabenbart villet give Indtrykket af en Mand med et indadvendt, ensomt, grublende Sjæleliv med den Varhed i Meddelelse og i Omgang med andre, som et ideelt anlagt Menneske ofte kan faa, naar det er saaret af Virkeligheden og ikke har stort Hjerte og kraftig Vilje nok til at gaa den nye Skuffelse under Øjnene. Men med denne Beskrivelse er Forf. nogetsaanær færdig med den digteriske Fremstilling, nu vælder Talernes Flom frem, og i den drukner fast alle de Billeder Forf. hist og her er om at jage op.

Fortællingen kommer igang ved et Vinterbal i Prestegaarden. Studenten vælter udenfor Gaarden og kommer ind for at laane sig en Slæde af Presten. Modsætningen mellem den lune Hygge, som aander i Prestens Stue, og det ormstukne Øde i Studentens Bolig er malet med friske, levende Drag. Men idet Presten beder ham drikke The og tage sig en Dans, er han uforvarende kommen til at sige: Sesam, Sesam, luk dig op, han har nemlig talt om klare Kvindeøjne og en rødlet Kind, og dette er uheldigvis Themaer, som Studenten trakterer som Virtuos – han er med det samme paa Talerstolen, Ordene pludre frem efter Rhetorikens bedste Regler, man skulde tro, den ensomme Mand havde i sin Ensomhed intet andet bestilt end at udtenke en prunkende Festtale over sit Uheld i Kjærligheden og hidtil bare havde savnet Lejlighed til at anbringe den med Virkning. Nu er Stunden kommen, i Kontrast til Balmusikens Jubel er Talens Effekt afgjørende. Deklamationsnummeret ender med en detaljeret Angivelse 16af, hvorledes den Kvinde maatte være beskaffen, som Hr. Studenten skulde ville binde sig til. Jeg beder Læseren staa efter Pag. 15 og 17 og saa spørge sig selv – ikke om dette ere de rette Ord i den Mands Mund, som Hr. Janson i Bogens Begyndelse presenterer os; men om noget levende Menneske under saa almindelige Omstændigheder som disse udlader sig saaledes, og det ovenikjøbet til en fremmed Mand? Det var et Held for Forfatteren, at den Slæde gik itu, han fik sin Krig frem, sin Tale anbragt; men hans Helt gik sandelig istykker ved den samme Lejlighed, og han faar ham ikke siden limet sammen. – Efter at Studenten har gjort nok for at hævde sin Stilling som Helt, efter at han har udstridt Striden: «Du Dyd, min Kjæledegge osv.»,«Du Dyd, min Kjæledegge osv.»: sitat fra Johan von Ehrenpreis’ sjelekvaler i første scene i fjerde akt av J. H. Wessels Kierlighed uden Strømper saa kommer han ned i Dansesalen og opdager «Ho», en ung livsfrisk Pige, der synger Folkeviser med stor Inderlighed. Studenten bliver øjeblikkelig et Offer for de unge Damers Danselyst, han stormes og indtages, er hed og glad og forundret, indimellom dybsindig, overhovedet uhyre interessant. Sent paa Kveld rejser han hjem, og opkommen i sin Stue tager han frem et interessant Portræt, som han naturligvis i Lighed med alle interessante, ulykkelige Romanhelte har af den interessante, utro Elskede, – han sukker og man maa antage, at Hr. Janson er mindre vel underrettet, naar han efter dette lader Helten lægge sig og sove. «Han kastede sig uroligt paa Lejet, indtil Morgensolen begynte sit Forgylderarbejde», vilde naturligvis have været i Stilen.

Studentens næste Møde med Prestedatteren er ved hendes Konfirmation. Da opdager hans Psykologi i hendes Ansigt et Alvorsdrag, som giver ham Tro paa, at han der har fundet den rette Ager for sine Talers Udsæd, og for at faa Vished i sin Sag, besluttede han at forære hende Monods Bog om Kvinden.Monods Bog om Kvinden: Quinden, hendes Hverv og Liv av Adolphe Monod, fr. ref. prest, utk. i 4. utg. i Kbh. 1857 Han er naturligvis uhyre spændt paa Udfaldet, thi han har jo i lang Tid gaat og trutnet af bare Aandrighed, vi har selv været Vidne til, at den ved ringeste Anledning tyter ud, og der er nu ikke blot Spørgsmaal om en enkelt større Levering af aandrigt Overskud, men om en stadig Afsætningskilde. Men ved det næste Møde med Heltinden paa Landevejen (hele Udviklingen foregaar gjennem saadanne Friluftsmøder) opdager han, at Tiden for Monod endnu ej er kommen. Hun er endnu det samme naturfriske, viltre Barn, som helst render omkring i Stald og Fjøs, klæder sig i Budejens Stak, hopper om i Urdene og hauker mod Fjeldene. Denne Glæde i det ubundne Liv i Naturen lader Forfatteren hende udtrykke saaledes: «Eg veit inkje nokot betre enn at fljuga stad paa grøne Marki, elder at kliva opigjennom Berget, vada i Lynget og byksa fraa Stejn til Stejn. So bles Vinden so friskt, og Fuglarna syngja, og Soli skin millom Lauvet og so kjenner eg meg so glad», og: «Ja, inkje sant, so kjenner De Dykker nett som heima millom Fuglarna og Lauvet og dan blaae Himmel, og so er dat rett som nokot inne i Brjostet vil fljuga ut, syngja ut, so De stundaa fær Hug til at hauka ut i lauso 17Lufti». Men dette er jo den pureste Affektation. Disse Ord giver nemlig ikke en gang hendes Følelser rigtigt, saaledes som de vilde afspejle sig i en dannet Reflexion, end sige, at det skulde være det naive Udtryk for, hvad der rører sig i hende. Saledes kan en Kvinde ikke tale, der som Agnes ingen Læsning har og dertil er opvoxen paa Landet, hvor Forhold og anskuelser i det længste tvinger et hvert Udbrud af levende Følelse tilbage fra Tungen og i ethvert Fald lærer et ganske anderledes knapt og sandt Udtryk. Heller ikke har en sadan Pige det med «at trasla Henderna upp mot Brjostet». – Da Monod sees at være spildt, prøver Studenten paa at lade «Papa Oehlenslager»«Papa Oehlensläger»: Adam Øhlenschlæger (1779–1850) virke, og dette Forsøg slaar bedre til. Hun begynder at udfolde sig, og nu kommer Studentens Arbejde igang. Heltindens barnlige Sjæl ligger udfoldet for ham – jeg kunde næsten sige som en blank Is, hvori han efter Behag kan riterite: sanns. tr. feil for «riste» sine Talers Runer. Han tager Fart fra Sagaen, skriver det ene Billede ned efter det andet, og han glæder sig over hvilket stort Felt der endnu er aabent for hans Virksomhed – da noget indtræffer, som faar hans Haab til at fælde Vingerne: Agnes rejser til Byen, mærkelig nok uden engang at spørge ham om Lov. Da Studenten faar høre om denne Rejse, som kanske for altid vil tage fra ham Lejligheden til at udfolde sig, finder han det bedst at holde sig til Religionen, og han ender den Tale, som han i denne Anledning trakterer paa sig selv, med ægte Kulissepathos saaledes: «Aanej, ho er som hine ho og – so kom no Bibelbok!!»

Vi faar nu en Frist for Studentens Snaksomhed, og vor Opmærksomhed drages over paa Agnes. Vi ved rigtignok paa Forhaand, hvad der skal ske; thi Studenten har sagt at Bylivet er en Myr, hvori al Uskyld drukner, og vi har alt en Mistanke om, at i denne Bog sker intet andet end det, som kan styrke Studentens Paastande. Vi ved altsaa at Agnes skal fordærves; men nu spændes vi paa, hvorledes Forfatteren vil lade en saadan frisk, begavet Natur fanges. Her begynder Digterens Opgave, her maa det vise sig, om Forfatteren har haft psykologisk Blik for hvorledes en saadan Individualitet maa udvikle sig under de givne Forhold, og om han har haft Fantasi nok til at lade Udviklingen blomstre op for os i levende, gjennomskuelige Drag. Man læse igjennem de to Breve, som skal mane Forvandlingen frem for os. Ser vi her den unge, rige Kvinde først i Forvirringen mellem de mange brogede Indtryk, som stormer ind paa hende fra alle sider, ser vi, hvordan dette Liv først skræmmer, saa smigrer, frister og siden, da hun har givet efter, binder, trods sin Tomhed, binder, fordi det lærer af med at gaar Imøde med sig selv i Alvor, og fordi Opgjøret blir tyngre, des længer det skydes ud? Ser vi, hvorledes de mange gode Gaver, som en sund Natur og et godt Hjem gav, hvorledes de foræres bort for Flitter og Fjas, ser vi Kampen, Brydningen mellem det gamle og det nye og ser vi tilslut, hvorledes det gamle forskydes og det ny holder Indtog? – Jeg vil ikke negte, at enkelte af Stadierne 18er antydet, men blot saaledes, som en forstandig Kritiker kan pege paa, hvad der ved en saadan udvikling er at tage fat paa – Digterens Arbejde, den inderlige Udfoldelse af Sjælekampen i Drag af positiv Karakteristik, er forsømt.

Agnes kommer hjem. Man lægge Mærke til, hvor overraskende alt føjer sig. Studenten har spaad: slig vender hun hjem og mirabile dictumirabile dictu: lat, «underlig å si» – hun begynder strax med en Rumsteren og Huseren, som med tusinde Tunger besynger Studentens Spaadomsevne. Det føjer sig saa mærkeligt, at jeg tror, Forf. selv har forundret sig. Men om den Kvinde, vi gjorde Bekjendtskab med før Rejsen, og som vi følger siden udigjennem Bogen, kunde komme saaledes hjem, derom har Forf. glemt at spørge sin Psykologi, eller denne er af en upaalidelig Beskaffenhed. Thi selv om vi ser bort fra, at de Fristelser, Forf. lader hende omtale i Brevene, umuligt kan bedaare hende, selv om Forf. her havde fundet den rette Vej, saa kan hun med de Forudsætninger, Forf. har givet hende, aldrig være bleven til den Kvinde, som vender hjem. Dette er nemlig en Fjante, og hun maa være rejst som en Fjante, hun er raa (hendes Opførsel med Tjenerne) og hun maa være rejst raa. Den Kvinde, som kommer hjem, rydder ikke alene Hyggen ud af Prestegaarden, hun rydder tillige ud al Sammenhæng mellom sin egen Fortid og Fremtid, og Døren er slaaet op til Digterens Verksted: Denne Kvinde er gjort bare forat danse efter Studentens moralske Viser, og hans sidste var: I Bylivet sættes Ungdom, Uskyld og Talent ind og Tomhed og Tant tages ud. – Den samme Methode træder os imøde længere ud i Bogen, da et levende Exemplar af denne fordærvede Bybefolkning skal bringes os for Øje i Heltindens Veninde, Mathilde. Først skikkes hendes Breve, der bare indeholder Forf.s Kritik eller rettere harmfulde Udgydelser over den Art Kvinder, og derfor umuligt kan lægges i hendes Mund, dernæst optræder hun selv og begynder strax som Agnes før, bare tifold værre. Studenten, det er Hr. Janson, har sagt: saaledes er det, og nu lader han sine Marionetdukker danse, og deres Dans skal være Virkelighedens Vidnesbyrd. Men vi se jo Forf. staa bag om og drage i Traadene, vi høre hans Røst, ikke Livets, Fænomenet er kunstig gjort, vi kunne følge det i alle dets Sammenføjninger, det er dødt og mangler overbevisende Evne. Det er let at digte paa den Maade.

En stund efter Hjemkomsten staar det næste Møde paa Landevejen og den næste Haglladning af Taler affyres mod Ofret. Denne gang faar vi blandt andet en Kritik over Emilie Carlén,Emilie Carlén: Emilie Flygare-Carlén, sv. forf. (1807–92) og et venskabeligt Spark gives i forbigaaende Bjørnson og Fru ThoresenFru Thoresen: Magdalene Thoresen (1819–1903) for deres overfladiske Norskhed. Enden er et Udfald mod Bylivet. – Da Studenten har tilladt sig at være en Smule uforskammet, beder han ved næste Møde om Tilgivelse, og han lægger som en ægte Helt fra de tykke Romaner med det tynde Indhold til: «Dat er skjeldan eg bed nokon om Tilgjevning.» Herover og over en Del Taler, som han denne Gang med rosværdig 19Selvkritik ender saaledes: «No kan De have Løyve til at segja, at eg heve holdat Fyrelesning idag,» bliver Agnes rørt, og nu tager hun Monod frem. – Hun tager Monod frem. Men disse alvorsfulde Billeder, denne Verden med Pligt og Ansvar, som her aabner sig for hende, ligger trykkende, truende ind paa hende, hun faar Angst, hun bliver igjen uvis – da kommer et Brev fra Mathilde. Som en uventet Frelse fra en overhængende Ulykke kommer dette Brev, som en lokkende Jubelsang om Fest og Leg, og tryg Glæde slaar de Billeder, Brevet har med, ned igjennem alle de tunge Tanker, Monod og Studenten har raabt sammen, de slaar ned og spreder dem, som Blæsten Skyerne, og Balsalens Lampeskin og Balsalens Musik erobrer igjen hendes Sjæl. Her er Janson atter inde paa Skildring. Hans Ord er: «Byen med alle Minne, med all Lejk og Gaman, med alle smjugande og daarande Ord drog framum og stod likasom og gartade framfyra henne. Ho reis upp fraa Stolen, ho log, ho song.» Men er dette alt, hvad vi kræver paa dette Sted? Det er ikke det afgjørende Slag, som her staar; men det er et Slag. Er det nu nok, at der fortælles os, hvad det var, som kom og drog, at det var Minder om Koncerter, Baller osv., skulde vi ikke kunne kræve en dybere Paavisning af, hvad det var i hende, som disse Minder tog fat i, og hvorledes de tog fat?

Det næste Møde mellem «Han» og «Ho» staar til Afvexling (man maa beundre denne Rigdom i Opfindelsen) et Sted oppe i Skogen, hvorfra der er vakkert Udsyn. Aarsagen til, at vi dennegang forlader den slagne Landevej, er, at Hr. Janson nu har Trang til at blive lyrisk stemt over Naturskjønheden. Om de naturbegejstrede Udladelser, som her falder, skal der siden blive Tale; her er det nok at bemærke, at de ligesaalidt som Studentens andre Deklamationer fortæller os noget om hans Ejendommelighed. Jeg gaar strax over til Slutningsscenen, der i Smagløshed og Mangel paa fin Følelse søger sin Mage. Studenten meddeler Agnes, at hun har manglet en Fortrolig. Han belærer hende fremdeles om, at denne Fortrolige kunde hendes Moder blot tildels have været; det maatte helst være en, som kunde styre hendes hele Udvikling, kort, forrette det Arbejde, som Studenten just er ifærd med. At det er sig selv, han her byder frem, med andre Ord, at han gjør hende en Kjærlighedserklæring, kan en voxen Kvinde som Agnes umuligt være i Tvivl om, selv om hun ikke kjendte Studenten som en Mand, der ej har Brug for den skjønne Dyd Beskedenhed. Men det være langt fra, at Agnes opfatter Tingen saaledes. Forf. lader hende sige: «Ja, kan De finna ein slik ein til meg?» Man kunde et Øjeblik faa den Tro, at hun nu er bleven saaledes tøjlet og tugtet og skræmt af Studenten, at hun ikke tør andet end byde sig selv frem paa denne Maade; men dette er dog ikke Meningen; først da Studenten ligefrem spørger, om denne Fortrolige ikke kunde være en Mand, forstaar hun og rødmer. Nej, det skal aabenbart være Naivitet. Men nu Studenten? 20Er han ogsaa naiv? Han synes nemlig ikke at have endog den fjerneste Anelse om, at han i sine Ord tydeligt har forkyndt, at han mener nu at staa ved det Maal, hvortil han saa trudt og traadt har brolagt Vejen med sine lange Taler; der er intet Spor af, at han ved om, at han har friet.

Efter dette Møde begynder Gjæringen i Agnes for alvor. Til hendes andre sjælelige Rørelser kommer nu ogsaa Kjærlighed til Studenten. Begyndelsen til at hendes gode Natur faar Overtaget, er ret vakkert skildret i den lille Scene, hvor Studenten staar udenfor og opdager, at hun igjen kan synge Folkeviserne. – Samværet mellom de to bliver fra nu af hyppigere. Studenten kommer ofte ned i Prestegaarden, og man mærker snart paa Talernes Minken baade i Længde og rhetorisk Pragt, at han nu har læsset af sig Størsteparten af sin aandelige Føring, at han «omtrent har faaet sagt det vigtigste,» og nu trænger Pusterum. Vi slutter endvidere, at Forf. nu vil lade Heltindens Kamp gaa op for os; thi skjønt vi er bleven noget ør af Studentens Ordskvalder, mindes vi dog, hvad der ialfald tilsyneladende er holdt frem som Hovedopgaven. Da snubler vi med Et over følgende Sætning: «Bibelboki vardt snart hennar kjæraste Lestr.» Denne Sætning kan i dette Tilfælde blot fortælle om et stort Omslag. Nu ved vi vist nok, at til det Stadium, som disse Ord tyder paa, er der en lang Vej i Tvivl og Kamp, og om noget saadant har der endnu ikke været Tale; men paa den anden Side vil vi nødigt tro, at Forf. har ladet denne Sætning ligge som en betydningsløs Frase paa sin Vej; vi antager derfor, at Omslaget her er betegnet, og at Motiveringen for Kortheds Skyld er udeladt. Men idet vi læser videre, opdager vi til vor Forundring, at nu kommer dog Kampen, Forf. har altsaa ikke været sig bevidst, hvad han sagde, og nu først staar vi ved den rette Begyndelse. Hvorledes har nu Hr. Janson ladet denne Kamp udvikle sig, og hvad anser han for de rette Tegn og Mærker paa, at Maalet er naaet? – Der fortælles os, at hun kjæmper og lider, vi faar vide, at hun er bleven bleg og mager og stille og taalsom mod Tjenerne, hun bliver af Forf. kommandert til Byen for igjen at danse, det vil sige for at kunne fordømme det Liv, hun engang elskede; men alt dette er dog ikke holdt frem som Hovedmærker i Kampens Gang, nej, Stadierne i denne betegnes ved hendes mer eller mindre glødende Lovtaler over Studenten. Hans Stigning i hendes Beundring og Kjærlighed er Maal og Mærke paa hendes Sjælelivs Væxt. Hvem aabnede hendes Øjne? Studenten. Hvem styrede hendes Udvikling? Studenten. Og hvem fyldte hende med Liv og Aand, da hun stod træt og tom af sit Besøg i Aandløshedens Huler og Forfængelighedens Boliger? Studenten, naturligvis. Hans Aandrighed er uden Maal og Ende – ligesom hans Kjedsommelighed. Og da nu Heltinden tilslut ender med en Jubelouverture over Studentens Herlighed, og da hun endvidere har brudt med Mathilde – da staar hun ved Maalet, da har hun de rette Tegn og Mærker 21paa et alvorligt Sind, da har hun sejret, da faar hun Absolution af Forf. og erklæres Studenten værdig.

Men hvilken er Læserens Stemning efterat have overværet Opførelsen af denne Jubelouverture? At han ikke er jubelstemt, tør jeg med Vished paastaa; thi den hvis Ære trommes ud paa den Maade, er ham kun bekjendt af et eneste Træk, hans Prækelyst, og Læserens Sympathi kunde blot vækkes derved, at Forf. havde ladet Studenten en alvorlig Revselse tildele for hans anmassende Opførsel. Vi kan her blot gjentage den Hovedanke, vi strax i Begyndelsen har holdt frem: Skal hendes Sjælelivs Vext gradmaales af hendes Kjærlighed til Studenten, da maa vi have et aldeles sikkert Billede af hans hele Person, hans Natur, hans Dannelse og hele sjælelige Udvikling, men om disse Ting er ikke givet Besked. Det bliver os her fuldstændig klart, at Forf. aldrig har haft Trang til at digte det antydede Billede ud, det har aldrig været i hans Fantasi, men at han derimod har haft en ganske afgjort Trang til for et større Publikum at faa udstillet det Overskud af halvbaarne Stemninger og rhetoriske Taleøvelser, som kan være falden af ved Forf.s andre literære Arbejder, og at den digteriske Form blot er valgt for at give disse spredte Bemærkninger et vist Sammenhold. Vi faar høre nok om, at det er «forvitneligt» at høre Studenten tale (noget, hvori vi umulig kan være enig med Forf.), at han er «andfull» og «klok», og at han har «djube Auga», men at denne Forf.s «Kritik af sin egen Helt» ej slaar til, maa han vel selv indrømme, og naar han fortæller, at «Talaren for Agnes smaug seg inn ved Sida aat Talen,» da maa vi højlig beklage, at Forf. ikke har fundet sig beføjet til at indbyde Læseren til at overvære denne Aabenbarelse af Studentens Personlighed; thi saalænge vi ingen anden Oplysning faar om Helten end den, hans Taler giver, saalænge kan det ikke undgaaes, at Læseren alt i et slaar sig vrang, bliver paatrængende, haardnakket paatrængende, og atter og atter spørger: hvad er Studenten, hvor er han? Det kan være, at Forf. peger paa Kjolehempen? Men jeg tror, vi bør være enige om i al Stilhed at putte den ned under Kraven igjen; den burde visselig aldrig være kommen op. Nu er der rigtignok endnu nogle Blade igjen – kanske aabnes der os med et Slag overraskende Perspektiver ind igjennem Studentens Udvikling, vide Udsyn, som gjøre alle vore Klager til Skamme. Vi skulle se. Man huske, at Studenten er bunden af et Romanløfte om evig Ungkarlstand, og da han skal være slig en Mønstermand, tænker vi os Muligheden af at Agnes som den eneste Trøst i sin Kjærlighed faar nøje sig med Æren af at have været under denne store Sjælelæges Hænder, og forresten en Henvisning til Forsagelsens Sødhed. Da hele Bogen er saa ganske i de tydske Dameromaners Mønster, tænker vi os, at Helten her, som Heltinderne hist, tilslut vil vise sig egentlig at være Forsynets Fuldmagt, og at han med vel beraad Hu har vakt Agnes’s Kjærlighed til sig, fordi han saa, hun trængte Sorg. 22Vi blader om. Der kommer et Brev til Studenten fra en Ven. Nu maa Læseren vide, at Studenten engang før i Bogen har faaet et Skjændebrev fra den samme Ven, og at han rimeligvis jevnlig faar saadanne, uden at han sees at tage nogen Notits deraf. Men nu har Vennens Ord, yderst belejligt for Forf., som ved et Vidunder med et faaet overbevisende Kraft, Studenten føler sig løst fra alle Minder og Løfter, fra hele sin Fortid, han er bleven ny, splintrende ny, han tager en ny Frak paa, gaar ned i Prestegaarden, frier med rolig Overlegenhed, faar ja, ja, sætter sig i en Lænestol og er tilfreds med sig selv. – Men er Læseren tilfreds med ham? Nej, ved Styx,Styx: i gr. mytologi floden som man ikke kan krysse tilbake over. det er han ikke! Dertil har den gode Hr. Student voldt ham altfor mange tunge Stunder. Læseren slaar sig atter vrang, han bliver paatrængende, haardnakket paatrængende, og spørger: Hvor er dette Udfald motiveret? Hvor er der falden om end blot et Vink om at der ogsaa er foregaaet en Forandring med Studenten, at ogsaa han har haft en Udvikling, at han ikke blot har givet, men ogsaa modtaget? Hvor saa vi den nye Kjærlighed stige i ham, og hvorledes beviste den sig at være den rette og sande, hvorledes løste den ham fra hans Fortid og hans Løfte? Allerede Omslaget i Agnes var os en tvivl som Ting, men den Maade, hvorpaa Studentens Forvandling er besørget, er dog sandelig altfor barnslig. Det er et saa talende Vidnesbyrd om, at min Forklaring af Bogens Tilblivelse er den rette, som man vel kan ønske sig.

Jeg havde læst Bogen ud og, som sagt, intet fundet, der kunde vidne om, at ogsaa Agnes har udøvet en Indflydelse paa Studenten, ja jeg kunde ikke engang opdage noget, som det var tenkeligt, at Hr. Janson kunde mene vidnede om noget saadant. Da blev jeg gjort opmærksom paa, at Studenten tager en ny Frak paa, før han frier. Kanske har nu Hr. Janson dog ment, at dette maatte være et fyldestgjørende Mærke paa, hvad Agnes har udrettet i Studenten. Han tager en ny Frak paa. En og anden Læser kunde jo rigtignok mene, at dette er noget lidet, at Studenten nu har faaet Sans for Renslighed og Orden, men da beder jeg at betænke, at dette Dragtskifte naturligvis betyder noget meget mere, naar det gjælder Studenten, end naar det gjælder andre Dødelige. Naar han bytter Frak, kan det umuligt være af lumpent Renslighedshensyn, det er naturligvis symbolsk, han ifører sig aabenbart et nyt Indre med det samme – saadant maa nemlig en Mand, som Studenten, antages altid at have paa Lager.

Denne Bog skal være bleven rost (jeg har ikke selv læst Anmeldelsen) for sit klare, enkle Anlæg. Sandelig i dette Tilfælde en tvetydig Ros! Det er jo aabenbart Armodens Enkelthed man her priser. Naar et Billede er gaaet op i Digteren med en Rigdom af karakteriserede Drag, ja, da spørges der om fuldstændigt Herredømme over Fænomenerne, da er det vanskeligt uden at opgive nogen væsentlig Belysning af Emnet at faa Enkelthed ind i Bygningen, da er det en Kunst. Men naar der ingen Fylde af Anskuelser er, naar der ikke meddeles, som 23Livet gjør det, naar Reflexionen ikke alene er Mellemmand, men selve det, som gjøres, og naar endelig de enkelte digtede Træk bare er Exempler tagne af en selvgjort Virkelighed, som ikke bærer Livets Lov i sig, men som er vilkaarlig indrettet efter det, som just skal bevises, her at tale om Enkelthed i Planen, hvor man hverken har Afhandling eller Digt for sig, er jo at rose Forf., fordi han kan sætte det færdige Exempel op saaledes, at det træffer sammen med Paastanden, det skulde bevise, og dette er dog en Kompliment, som en Mand med Hr. Jansons Udvikling vel maa være fri for.

*

At Hr. Janson ingen betydelig Digter er, tror jeg nok alle kyndige vil være enige med mig i; men det kunde jo være tænkeligt, at det, han giver, dog bedre end nogen anden norsk Digtning udtaler den norske Ejendommelighed. Men at dette ikke er Tilfællet, fremgaar alt af hvad jeg i det foregaaende har fremdraget af den Jansonske Poesis Særmerker. Digtene staar med sit rhetoriske Sving den svenske Ejendommelighed langt nærmere end den norske; «Jon Arason» er skreven ganske i den ældre danske Digterskoles Mønster (man jevnføre Slutningsdigtet med Ørnulfs Kvad i Hærmændene,Ørnulfs Kvad i Hærmendene: i Ibsens Hærmendene på Helgeland, 1858 som det er en Omskrivning af), og «Han og Ho» kan aldrig negte sit nære Slægtskab med de tyske Tendentsromaner.de tyske Tendentsromaner: tysk litt. kan i 1840- og 50-årene oppvise en del mislykte forsøk på å bruke romanen til samfunnsdebatt, f.eks. Karl Gutzkows bøker Nærmere at eftervise den Jansonske Digtnings Unorskhed har sine Vanskeligheder; thi drager jeg frem, hvad vi har af Digt og Kunst, og efterviser jeg, hvor lidet Jansons Digtning har af det national-ejendommelige deri, saa siger naturligvis Hr. Janson: Ja, dette er ikke norsk Kunst og Digt, det kan vidne for en anden Nations Ejendommelighed, ej for vor. Men noget kan her gjøres. Vi har en Folkedigtning og en Sagaliteratur. Og det vil findes, hvor vi møder den norske Nation produserende, at en skarp Sans for det karakteristiske er et af de mest fremtrædende Drag i dens Ejendommelighed. Dette vidner al vor Historie, vor Digtning, gammel og ny, Folkets Ordbog, Viser og Eventyr, man kan spore det selv i den første den bedste Bygdevittighed som gaar om. Men man kan tage for sig, hvad man vil i den Jansonske Digtning, og den har netop sin største Brist i dette Stykke. Man tage for sig det, som er mindst egnet til her at give Vidnesbyrd: hans naturbegeistrede Udladelser paa Vers og Prosa. Han er vel ofte varmt bevæget i Digtene, han taler i Han og Ho stundom med Stænk af Stemning; men langt oftere er han hæsblæsende deklamatorisk og aldrig karakteristisk. Man kan sandelig ikke lade være at undre sig over, at man, efter at vor gamle Literatur er bleven saa tilgjængelig, efter at Gude Og Eckersberg i Farver og Bjørnson og Ibsen i Ord har slaaet fast saa mangt et inderligt og sandt Billede af vor Natur, at man endnu skal møde en Naturlyrik saa ganske i den gamle Smag som Jansons. Hvor mange Aar tilbage fører ikke alene dette lille Vers os:

24«Hejl deg høge
heilage Noreg!
fri lik Vinden,
som stryk kring Fjelli,
sterk som Kjempa
med Ær paa Brjostet,
væn som Brudi
paa Kyrkoferdi.»

Der er som bekjendt dem, som tror paa, at der med Synnøve Solbakken begynder et nyt Afsnit i vor Literatur; der er dem, som mener, at her er alt Begyndelse til en Digtning paa Grundlag af norsk Kultur, og de tror at denne Begyndelse er en sjelden rig og stor. Der er dem, der omfatter denne Begyndelse og dens Fortsættelse med Kjærlighed og Beundring og som mener, at i denne Digtning er det ideelle forkyndt ikke alene med stor Vælde i Fantasien, men ogsaa saa sandt, saa inderligt, saa vannende hjemligt, i en saa dyb Samklang med vor Ejendommelighed, at de ikke kan andet end sætte stor Tro og stort Haab til den. Naar nu denne Digtning forkjetres af Maalmændene, naar disse Digtere bliver Gjenstand for planmæssig Forfølgelse, naar de, vises ud af vor Literatur som manglende Hjemstavnsret der, da tør det vel ikke undre nogen, at vi, som tror og haaber paa denne Digtning, kræver Dokumenter og Bevisligheder irettelagt af dem, som udviser og selv forkynder sin egen Digtning som den sande Begyndelse. Det kan ikke med Rimelighed kræves, at vi paa dette deres eget Vidnesbyrd om sig selv, og fordi de maskerer sig med norske Gloser, skal bytte hines Rigdom med disses Armod. Ingen kan være villigere til at respektere Maalmændenes Virksomhed end Anmelderen; jeg hører til dem, som tror, at alle disse Retninger maa faa udvikle sig i Fred ved Siden af hverandre, saa vil nok Tiden afgjøre, hvad der havde Rod i Folket, hvad der var naturligt og sandt, og hvad der var kunstigt; thi hint vil leve, og dette vil dø. Men vil Maalmændene lades ukrænkede, da maade sandelig ogsaa selv øve Taalsomhed; jeg kræver af de Mænd, som siger sig at have Landet kjært, og især af dem, som selv optræder med Forkyndelse af det ideelle, at de skal agte og anerkjende det i Sanhed store og skjønne, selv om Formen ikke er den, de selv holder for den reneste – i ethvert Fald kræver jeg, at en Mand som Janson skal tale med Agtelse om Mænd, som han dog selv maa føle, han aldrig kan maale sig med i Evner. Jeg har haft Glæde af Hr. Jansons Digtning (især af Liv), jeg har haft endnu mere Glæde af den Friskhed og Varme, som ligger over hans Personlighed; men naar han forledet af, at der ingen Kritik er kommen over hans Digtning, optræder som den myndige Mand, der noget saa nær har skrevet sig selv op i Højsædet i vor Literatur og har skrevet andre helt og holdent ud af den, naar han forener sig med andre i Forkjetrelse og Haan, eller i bedste Fald i paataget Ringeagt, 25– da maa han finde sig i, at der nedlægges Indsigelse, at man vækker ham af hans Tro paa sine egne Verkers Storhed, og at man ytrer Tvivl om, at han har det rette Alvor og den rette Kjærlighed i sig, og at man gjør ham opmærksom paa, at hans Stræv stundom smager mere af Lyst til at forherlige sig selv end af Vilje til at fremme Folkets Vækkelse og Væxt.

Nej, lad os mindes, at vort Land er lidet, de arbejdende Kræfter ikke mange og vore Vilkaar ofte haarde. Skal nu de faa, som vil og kan virke, splittes i ensidig Forherligelse af sig selv og sine egne Midler, i Miskjendelse af andres og i Utaalsomhed mod andre Retninger end dem, de selv hylder, da bliver Fremgangen tung og tvivlsom.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.