HR. O. J. HØYEM OM B. BJØRNSONS ARTIKEL «TIL FORSKJELLIGE»

(Dagsposten 15. mars 1879.)

Hr. O. J. Høyem har i Bladets No. 59 angrebet B. Bjørnson for hans Udtalelser i hans sidste Artikel «Til Forskjellige». Vi tror, at Hr. Høyem i flere Punkter har mistydet Bjørnsons Artikel slemt. Strax i Begyndelsen møder der os saaledes en paatagelig Misforstaaelse. Det har været sagt, at Maalstrævet er udgaaet af den romantiske Aandsbevægelse, der i flere Henseender yttrede sig som et Modslag mod de Tanker og Bestræbelser, som den store franske Revolution havde ført ud over Europa. Hertil er bleven bemærket, at A. O. Vinje var en fuldblods Realist og var dog Maalstræver, og denne Bemærkning har saa atter fremkaldt den korte Karakteristik af Vinje, i hvilken Bjørnson hævder, at han var Romantiker saa godt som nogen. Der er paa dette Sted aldeles ikke Tale om, hvorvidt Landsmaalet vilde kunne udtrykke Romantikens Tanker og Følelser. Hr. Høyem har vistnok her taget Ordet «Romantik» i en ganske anden Forstand end den, i hvilken det er bleven brugt.

Hr. Høyem hefter sig dernæst ved Bjørnsons Ord om, at han finder mange af Maalmændenes Stræv at være et unyttigt Kraftspild. Saavidt vi forstaar, maa Bjørnson her nærmest have tænkt paa de Forfattere, der uagtet det norsk-danske Talesprog er deres Morsmaal, dog skriver Landsmaalet. Men at en saadan «Oversættelse» er unaturlig og spildt Umage, det mener jo ogsaa Maalmændenes egen Høvding Arne Garborg, om han end ikke tager det meget ilde op, naar en Forfatter virkelig foretager denne Selvoversættelse. At Bjørnson skulde have sigtet til dem, der for Bonden oversætter Skrifter fra norsk-dansk, og om de selv er bondefødt, ogsaa bruger sit Morsmaal ved det selvstændige Forfatterskab, er dog ikke rimeligt, al den Stund, han hævder, at Bondebørnene bør tilføres Kundskab gjennem sit eget Maal.

Det har forarget Hr. Høyem i høieste Grad, at Hr. Bjørnson udtaler, at det er det norsk-danske Sprog, som er det kulturførende hertillands. Det kan da heller ikke undre En, at dette harmer ham, efterat han først har faaet dette Udsagn til at være det samme, som om det var bleven sagt, at det norske Landsfolk ikke eier Tanker. Men denne Udtydning er barnagtig, – noget saa dumt har Bjørnson selvfølgelig aldrig sagt. Han kan jo blot have ment, hvad han har sagt og hvad der er et uimodsigeligt Faktum, at det er i det norsk-danske Sprog saa godt som 186alle vore fremragende Mænd hidtil har talt og tænkt, at det er dette Sprog, som har været og endnu den Dag i Dag er Dannelsessproget, Kultursproget, hvad der jo ingenlunde forhindrer, at Landsmaalet engang kan komme til ogsaa at blive kulturførende. Vi tror, at Hr. Høyem selv ved nærmere Eftertanke vil finde, at her ikke var nogen Grund til at raabe: «Til Vaaben! » Vi drister os endog næsten til at mene, at han vil finde Bjørnsons Udtalelser om Arne Garborg mindre «modburdlege» og «vimlege», naar han har taget dem under nærmere Overveielse. At man ofte kan faa en Følelse af, at Dannelseslivets fineste og skjønneste Aandsfrembringelser drages ned og ligesom forvandles til noget andet og grovere, naar Maalmændene skriver derom, hænger ganske vist sammen med, at det Sprog, de bruger, i langsommelige Tider ikke har været «kulturførende», men ene og alene har været brugt af den Del af Folket, for hvem de Forestillinger, Tanker og Følelser, der har fundet sit Udtryk i Kunstliteraturen, er noget fremmed. Hvad Bjørnson har sagt i de paaankede Ord om Garborg, er da ikke andet, end at Landsmaalet er beheftet med de samme Mangler som ethvert andet Almuesprog. Men kan Hr. Høyem eller nogen anden Maalmand virkelig føle sig fornærmet derved? Vi maa henvise til Hr. Høyems og de andre Maalmænds eget Arbeide. Eller hvad er det, Hr. Høyem og de andre Maalmænd arbeider for? Er det ikke netop at hæve Folkemaalet fra et i Dialekter spredt Almuesprog til et kulturførende? Var det allerede et Kultursprog med en Literatur, der var Udtryk for et udviklet Aandsliv, da var jo den hele Kamp overflødig. Den Dag Maalet er bleven Udtryk for et saadant Medliv i Kulturen, som det, der betegnes ved hele den foreliggende Literatur i det norsk-danske Skriftsprog, da findes der ingen Maalstrævere og ingen Maalkamp mere i Landet. Tilværelsen af et saadant Arbeide som O. J. Høyems og andres giver jo det bedste Bevis for, at Landsmaalet ikke er kulturførende, og hvorfor saa forarge sig saa lysluende over, at Bjørnson siger, at det bærer Mærke deraf? Det er muligt, at B. Bjørnson ogsaa mener, at det aldrig vil blive Dannelsessproget her i Landet, men hans Yttring om Garborg siger blot, at Maalet endnu er et Almuesprog.

Det er dog ikke blot, hvad Bjørnson siger om Maalet, som har optændt Hr. Høyem imod ham. Bjørnsons Artikel har et Udfald, der vel nærmest har sigte paa Kr. Bruuns «Folkelige Grundtanker.» Han advarer mod den evige Tale om, at bare Bonden er norsk, bare han er alvorlig, han er Folket og Landets Fremtid, og mener at man heller burde stille et Opraab til ham om at anstrenge sig forat være med der, hvor Kulturtankerne gaar. Hvorfor skal dette nødvendigvis betyde, at Bjørnson har tabt Troen paa det norske Folk, som det er bleven udtrykt? Det er vistnok tydeligt, at han mener, at Bonden bør lære det norsk-danske Skriftsprog forat naa den Kultur, som er tilført os gjennem dette Sprog, 187– men det er da ikke noget nyt, at dette er hans Mening. Han har jo forsaavidt aldrig været Maalstræver. Og skal nu det, at man ikke er Maalstræver, være enstydigt med, at man ikke tror paa Folket og ikke vil dets Vel i alle Maader? Bjørnsons Ord har Sigte paa den romantiske Overtro paa Folket af Guds Naade, Forgudelsen af det ubevidste, naturbundne i Folket, uafhængigt af Kultur og Institutioner, – de advarer mod Bestræbelsen forat drage Aandslivet ned i Nivau med Bondens nuværende Dannelsesstandpunkt, istedetfor at gjøre alt for at udrydde de Fordomme, der binder ham og at hæve ham selv op mod Kulturlivet. At Bjørnson herved nærer en Mistro ialfald til enkelte Maalmænds og Folkeopdrageres Fremgangsmaade, er vel saa; men er hermed givet, at han ikke længere har den samme Kjærlighed til Folket som før, og at han ikke længer paaskjønner det meget, virkelige store og gode, som baade Maalmændene og andre har udrettet og den Dag i Dag udretter i Folkeoplysningens Tjeneste?

Aanei, der kommer noget fanatisk frem hos Maalmændene, som de burde befri sig for. Der er en Tilbøielighed hos dem til at tage Folkeopdragelsessagen dogmatisk, som neppe vil tjene den i Længden. De, der skal faa gaa og gjælde for ægte Fædrelands- og Folkevenner, maa først prøves i Troen og aflægge Bekjendelse. De skal tro paa Maalet og Kr. Bruuns Udviklingsideal som paa Skriften, ellers er det ikke ret. Men vi ville henstille til Maalmændene selv, om der er Grund til at tale om Fædrelandssvig m. m., fordi man ikke tør sværge paa, at Sandheden i denne Sag ene er aabenbaret Arne Garborg og Kristoffer Bruun? Vi er villig til at indrømme, at Maalmændene har været ilde behandlet i sin Tid, dog ikke af dem, som de nu kjæmper mod, men af den lille, nu næsten uddøde Flok, der overhoved ikke troede paa, at Norge nogensinde kunde naa videre end til en aandelig Provincialexistens. Man kan saaledes ikke under sig over, at de er blevne noget bitre.

Imidlertid havde det dog vistnok ikke skadet Arne Garborgs udmærkede Bog om Maalstrævet,Arne Garborgs udmærkede Bog om Maalstrævet: G.s. Den nynorske Sprog- og Nationalitetsbevægelse (1877), som er ikke tatt med i dette utvalget fordi artiklene mot Høyem mer fyldig gjør greie for Elsters målsyn om den havde været lidt mindre hovent og truende skrevet, og vi tror, at Maalstræverne vil skade sin egen Sag og frem for alt den fælles store folkelige Oplysningssag, om de nu vil udraabe som Fædrelandssvigere og Folkefiender alle de Mænd, der i det Hovedsagelige deler deres Haab og deres Arbeide, men som ikke i et og alt er enig med dem om Veien og Midlerne.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.