Fra det moderne gjennombrudds tid

av Kristian Elster (d.e.)

TIL HR. O. J. HØYEM

(Dagsposten 4. april 1879.)

De har i «Dagspostens» No. 68 og 69 affyret to Artikler paa mig, fordi jeg i Bladets No. 63 tillod mig at gjøre opmærksom paa, at De ialfald i enkelte Punkter maa have misforstaaet B. Bjørnsons Opsats «Til Forskjellige.» Efter disse 188Deres to artikler maa jeg sige, at De er en vanskelig Mand at have med at gjøre. Var jeg ikke saa dybt overbevist om, at De ene og alene drives af varm Iver for en betydningsfuld, fædrelandsk Sag, og at De holder Dem for god til at bruge simple polemiske Fif, vilde jeg sige, at De med en sjelden Ugenerthed har paadigtet mig Anskuelser, jeg aldrig har havt og Udtryk, jeg aldrig har brugt. Da jeg imidlertid ikke et Øieblik tviler paa, at De har været i god Tro, kan jeg blot udtale, at Deres Kampiver har ført Dem vild.

Det er nu for det første ganske ubeføiet, naar De klager over, at jeg har «lagt mig i» denne Strid mellem Dem og B. Bjørnson. Jeg kan ikke indse, at det her gjaldt et saadant personligt Mellemværende mellem Dem og B. B., at ikke Trediemand skulde have Ret til at tage Ordet. Jeg har aldrig ment og aldrig givet mig Mine af at være bannerførende i denne Sag; jeg følte forsaavidt intet Kald til at optræde. Jeg vilde da heller ikke have taget Ordet, ifald det ikke havde staaet for mig, som om De gjorde andre Uret, og ifald jeg ikke havde været omtrent vis paa, at ingen anden vilde møde frem paa dette Punkt. Under disse Omstændigheder følte jeg mig ikke alene berettiget, men ligefrem forpligtet til at nedlægge en Indsigelse. Naar De anker over, at jeg har skrevet uden Navn eller Mærke, da synes De mig at lægge for megen Vægt paa, hvad der vel i dette Tilfælde maa betegnes som et blot og bart «Etikette-Spørgsmaal.» Jeg kunde jo ikke et Øieblik være i Tvil om, at De med største Lethed vilde udfinde, hvem Forf. var, og De tror da vist heller ikke, at jeg har næret noget Frygt for at blive kjendt.

I Deres Artikel No. 1 lader De mig strax i Begyndelsen høre, at jeg enten ikke har gidet læse Deres Opsats imod B. Bjørnson eller ikke har forstaaet den. Jeg mener dog, at jeg har læst den med adskillig større Opmærksomhed og under alle Omstændigheder med meget bedre Forstaaelse, end De har læst mit Indlæg. Jeg tror Dem jo ganske vist, naar De siger, at det ikke har været Deres Mening at kalde B. Bjørnson og hans meningsfæller «Fædrelandssvigere»; men jeg kan fremdeles ikke indse bedre, end at Deres Ord maatte give Anledning til denne Opfatning. De siger, at det ikke kan gjøre Maalmændene lotne paalotne paa: lystne på at blive Fædrelandssvigere, at B. Bjørnson kalder dem saa. Kan nu denne Sætning i den Sammenhæng, hvori den staar, udsige andet, end at Maalmændene ikke ved den nævnte Beskyldning vil lade sig friste til at drive Bonden over i den norsk-danske Kultur? Er det ikke dette, at lokke eller drive Bonden over i Norsk-Dansken, som det heder, er det ikke dette, De betegner som Fædrelandssvig? Og naar De nu beskylder B. Bjørnson med flere for at paavirke Bonden i den nævnte Retning, siger De saa ikke dermed, at han og Ligesindede er Fædrelandssvigere? Eller er det blot Maalmændene, der gjør sig skyldig i Fædrelandssvig ved at friste Bonden over i den «fremmede» Kultur? Ifald der i 189disse Deres Ord ikke findes «den fjerneste Antydning» til at kalde B. Bjørnson og Meningsfæller Fædrelandssvigere, da har jeg ganske rigtig misforstaaet Sætningen; men saa skal da hverken De eller nogen anden kunne negte, at den ligger for Mistydning.

Skulde jeg nu end virkelig have misforstaaet Dem paa dette Punkt, saa mener jeg dog, at dette er saare undskyldeligt. Derimod kan blot den oprørte Sindsstemning, i hvilken B. Bjørnsons Artikel forklarligt nok har hensat Dem, den polemiske Iver, den har optændt i Dem, undskylde, at De er kommen til at tillægge mig alle de underlige Meninger og stygge Ord, for hvilke jeg efter Deres Indlæg maa være ansvarlig.

Jeg skal for det første sammenstille nogle af de Udtryk, De lader mig bruge om Bygdemaalet og Bønderne! De siger, at jeg kalder Maalet «almueagtigt og raat.» Jeg maa efter Deres Fremstilling have talt om «dette simple, bondeagtige Almuesprog» og sagt, «at det lugter saa almueagtigt og simpelt og raat» og plat dette Bondesprog, eller at «det har en ækel Lugt, som vækker Modbydelighed for finere Næser», og man maa tro, at jeg har karakteriseret saadanne Ejendommeligheder ved Landsmaalet, der skattes højt i andre Sprog som «Raaheder, ækle Almueagtigheder o.s.v.» I det hele tillægger De mig jevnlig Udtrykkene «raat Almuesprog, og raa Almue:» De antyder, at jeg anser Maalmændene for «udannede Folk», og man maa tro, at jeg er med blandt dem, «der vil skraale Arbeidet for Maalets Udvikling» af Veien, og som anser dets Elskere og Dyrkere for «forfengelige Stakler.»

Af alle disse skønne Udtryk findes i min Artikel blot et, Ordet «Almuesprog.» Jeg vilde have brugt et andet Udtryk, ifald jeg havde kunnet tænke mig, at dette Ord vilde støde Dem eller andre. Det kunde jeg imidlertid ikke ane, og allermindst kunde jeg forudse, at dette ene uskyldige Ord skulde blive Moder til en hel Yngel af Grovheder mod Maalet og dets Mænd. Jeg forklarede jo nemlig i samme Aandedræt, at jeg dermed mente et i Dialekter spredt Sprog, der ikke i langsommelige Tider har været talt eller skrevet af dem inden Folket, der maa antages at have levet fyldigst med i det almene Kulturliv og haft den største Aandsdannelse, vore Tænkere og Digtere. Det kunde da umuligt falde mig ind, at dette Ord forklaret saaledes og altsaa brugt forat betegne et uomtvistligt Faktum, skulde faa Dem, til at tro, at jeg vilde haane Maalet og dem, der bruger det, eller dem, der kjæmper for det, og jeg maa paa det bestemteste benegte, at jeg derved har givet Dem nogen gyldig Grund til at nære en saadan Mistanke.

Jeg tillod mig i mit første Stykke at protestere mod den Opfatning, at den, der siger om Maalet, at det ikke har været kulturførende, dermed har sagt, at de, der taler Maalet, ingen Tanker har. Jeg forklarede derefter, hvad ialfald jeg forstod 190ved Ordet. De synger imidlertid med stor Ufortrødenhed videre i samme Tone, – De faar det trods min Forklaring vendt derhen, at jeg har frakjendt Bonden enhver Dannelse, og hans Sprog enhver Udvikling. De anfører Exempler paa, at et Folk kan have en vis Kultur og dets Sprog en vis Udvikling, uden at dette Sprog har været skriftdyrket. De erklærer, at De (som enhver maa antage i Modsætning til mig og andre) ikke tror, at et udviklet Skriftsprog gaar forud for et Folks Dannelse, og De hævder (fremdeles mod mig og andre), at Folk, der taler et Skriftsprog, kan være hjerteraa, medens andre, der bruger et ikke bogført Sprog, kan være baade forstandige og fintfølende. De udtaler med andre Ord en hel Del Gudsens Sandheder, som neppe noget levende Menneske har tænkt paa at bestride, og forsvarer saa disse Sandheder med et Eftertryk, som maa faa enhver, der læser Deres Artikel, til at tro, at den eller de, som De kjæmper mod, foruden at være nogle aparte grove Mennesker ogsaa ere nogle store Dumhoveder. Men hvem har tænkt paa at frakjende Bonden al Tankedygtighed og Hjertedannelse og hans Sprog al Udvikling, fordi om man siger, hvad sandt er, at de største Aander, dette Land har haft, de mest oplyste og fremskredne, vore første Statsmænd, Videnskabsmænd, Digtere og Folkelære ikke har talt og skrevet Landsmaal, men norsk-dansk og fordi om man deraf slutter, at dette samme Landsmaal som ethvert andet, der i lange Tider har fristet en stille Bygdetilværelsen, ikke med et vil være istand til paa en fuldkommen Maade at udtrykke alle de Tanker og Følelser, der tilhører et udviklet Kulturliv. Der er vist ingen, som har ment, at vore Bønder er uden alt Dannelsesliv, – jeg har ialfald ikke ment det. Men hverken De eller andre kan paastaa, at denne Dannelse har haft en saadan levende Forbindelse med det europæiske Kulturliv, og har naaet en saadan Høide, at det aldrig literært dyrkede Sprog, som vore Bønder taler, skulde blive kulturførende i samme Forstand som de udviklede Skriftsprog, og at det likegodt som disse skulde kunne gjengive Tanker og Følelser, der aldrig har levet hos dem, der udelukkende har brugt det. Jeg forstaar ikke, hvorfor De forarger Dem saa over, at man berører denne Sandhed. Kan det da virkelig skade Maalsagen? Det er ganske vist saa, at mange Svagheder ved de foreliggende literære Frembringelser paa Maalet bunder i det her omhandlede Forhold; men jeg skjønner ikke, at der paa Grundlag af den paapegede Kjendsgjerning kan reises nogen dræbende Indvending mod Maalstrævet i det hele.

De synes nu imidlertid at have ment, at der ikke maatte gjøres nogen Indrømmelse paa dette Punkt og paastaar derfor at alle, der finder, at Maalet har en Mangel i den ovenomhandlede Henseende, maaler med dansk Alen og hører med danske Ører. Der er nu vistnok ogsaa dem, der bare stødes, fordi de ikke er vant til at se Bygdemaalet paa Skrift, eller at høre det anvendt uden til dagligdags Brug. Men dette gjælder langtfra enhver, der ikke er med i Maalstrævet. 191Endnu mindre gjælder det om alle, der ikke deler Maalmændenes Syn, at de «er opdragne i den Tro, at vort norske Bygdefolk» og alt, som tilhører dette, er raat og simpelt, keitet og ubehøvlet. Jeg tør ialfald sige, at det ikke gjælder om mig. Jeg er ikke bleven oplært i og har aldrig næret nogen saadan Tro. Som Landsbarn har jeg ferdes altfor meget blandt Bønder og kjender deres Liv og Sprog altfor vel baade til at være blind for Manglerne og til, at jeg skulde anse alt det for raat, som Bønderne har anderledes end vi. Det er fremdeles uretfærdigt, naar De taler om Deres Modstandere som den Haandsfuld fra Folket isolerede, fremmede Bybeboere, der har tyranniseret Bønderne i Sprogveien som i andre Henseender, og som nu uden Syn for at «Folkelæreren maa tage Folket der, det staar, og trolig tage paa at lede det videre ad Veien til Dannelse og Samfundsliv» i fjern Fornemhed paa sit ophøiede Stade forlanger, at Bonden i en Haandvending skal komme over i den norsk-danske Kultur. Ingen vil vistnok nægte, at der er dem, der stiller sig overfor Bonden saaledes, som De har antydet. Sligt vil De finde Exempler paa til alle Tider og i alle Lande, selv om der aldeles ikke er nogen anden Sprogforskjel end den, som findes overalt, hvor der har dannet sig et Skriftsprog. Men det er i høieste Grad misvisende, naar De taler, som om ogsaa de Mænd, De nærmest sigter paa, indtager dette Standpunkt. Naar man ser, hvor varmt Folkeopdragelsens og Folkeoplysningens Sag omfattes af en Mængde dannede Mænd, der ikke er Maalstrævere, og hvor mange af dem, der opofrer sig for denne Virksomhed, da synes det ikke, som man med Rette kan føre saadan Tale. Jeg ved heller ikke bedre, end at der i Tinget var Enstemmighed for, at Almueskolelærerne skulde tilholdes at bruge og lade Børnene bruge Bygdemaalet.at der i Tinget var Enstemmighed for, at Almueskolelærerne skulde tilholdes at bruge og lade Børnene bruge Bygdemaalet: Etter forslag fra Johan Sverdrup vedtok Stortinget i 1878 å ta inn i skoleloven bestemmelsen «Undervisningen i Almueskolen bør saavidt mulig meddeles paa Børnenes eget Talemaal.» Men blandt dem, der stemte saaledes, var der vel en god Del af den Haandfuld Fremmede, som De udtaler Dem saa skarpt imod. Jeg synes ikke, at disse ved denne Leilighed har lagt for Dagen noget paafaldende uvenligt Sindelag mod Bonden. At der endnu findes dem, der rammes af Deres Ord, vil jeg som sagt ikke benægte; men de findes neppe blandt den Flok, De bekriger. Under alle Omstændigheder synes det mig en utilladelig Forivrelse af Dem, at De stiller B. Bjørnson op blandt disse fornemme Bondeforagtere, fordi han er mod Maalstrævet og nogle Folkelæreres Syn paa Udviklingen. Der er dog meget faa i dette Land, der har talt Bondens Sag saa varmt som han, og som har bidraget saa meget til at vække Sympathi for ham og til at frembringe et Omslag i de herskende Synsmaader ligeoverfor Folkets store Mængde. Jeg indrømmer, at hans Ord i den nævnte Artikel ikke er særdeles hensynsfulde; men jeg mener rigtignok ogsaa, at Hr. Garborg heller ikke altid har talt i den hyggeligste Tone om Digteren.

Deres Artikel No. I ender med, at den, der ikke anser Bygdemaalet for kulturførende, maa finde det høist besynderligt, at dannede Folk kan omfatte det 192med Kjærlighed og lægge et helt Livs Arbeide i at udgranske og udvikle det. I Slutten af Deres Artikel No. II siger De ligefrem, at Deres Modstandere vil formene kundskabsrige Byfolk at arbeide for Maalets Udvikling. Men hvem vil dette? Jeg i det mindste ikke. Den der ikke tror, at Landsmaalet nogensinde bliver vort Skriftsprog, han maatte nok finde, at de Maal-Forfattere, hvis Morsmaal er norsk-dansk, vilde gjøre bedre i at arbeide med paa Udviklingen af vort nuværende Skriftsprog i norsk Retning. Enten man tror saa eller saa om Maalets Fremtid, kan man have Øre for, at Brugen af Maalet ikke altid falder naturligt for de Forf., hvis Morsmaal er norsk-dansk, og man kan nære den Tro, at Brugen af Maalet ikke har været til Baade for Vedkommendes Udvikling som Forf. Dette er jo blot – jeg maa gjentage det – at hylde Hr. Garborgs egen Anskuelse om Selvoversættelsens Unaturlighed. Jeg for min Del tør dog slet ikke benegte, at en norsk-dansk kan blive fuldstændig hjemme i Maalet, om jeg end kan finde, at det i manges Mund for Tiden lyder lidt affekteret. Under alle Omstændigheder kunde det aldrig falde mig ind at miskjende den Kjærlighed til Folket og Landet, som har drevet disse Mænd til at bruge Maalet og at undervurdere, hvad de har udrettet for Folkeoplysningen derved og for Bygdemaalenes Udvikling. Var jeg da end nok saa vis paa, at Vedkommende taber derved som Forfattere, vilde jeg dog ikke – om jeg kunde – lægge to Straa ikors for deres Virksomhed.

Der kunde vistnok endnu være et og andet at bemærke ved Deres Artikler, men hvad jeg her har skrevet, er vel allerede bleven langt nok. Det har været min Mening med disse flygtige Bemærkninger at forklare, hvorfor jeg tog Ordet ved denne Leilighed og at gjøre Dem opmerksom paa, at jeg ikke nærer de Anskuelser og ikke har brugt de Udtryk, De tillægger mig. Det har saaledes ikke været min Hensigt at komme med et Indlæg i Maalsagen. Dertil føler jeg mig som sagt ikke kaldet. Imidlertid maa det maaske være mig tilladt tilslut med nogle Ord at berøre, hvordan jeg ser det hele Maalstræv. Jeg hører til dem, der ikke tror paa, at Landsmaalet nogensinde bliver vort Skriftsprog. Jeg tror heller ikke, at vi forat kunne udfolde vor nationale Eiendommelighed behøver at have et Sprog, der har udviklet sig rent op af den gamle Rod. Jeg tror ikke, som Hr. Garborg, at det nationale bare ligger i Sproget, jeg tror, at et Folk ganske godt kan udvikle sig til en selvstændig Nationalitet, om det end har et blandet Sprog. Jeg tror, at det Blandingssprog, vi har, kan og bør udvikles i norsk Retning, og at alle Parter paa denne Maade kan blive tjent med det. Jeg ved nok, at Hr. Garborg og mange Sprogmænd siger nei, nei, og tusinde Gange nei til alt dette, men de har ikke ført Bevis, og der staar lige gode Sprogmænd imod dem. Uagtet jeg saaledes ikke deler Maalmændenes Tro, kan jeg dog ikke stille mig fiendtlig mod Bevægelsen. Selv om jeg ikke fandt, at der laa nogen Opfordring til at fare varligt deri, 193at man jo vanskeligt kan benægte Muligheden af, at Maalet kan blive Skriftsproget, kan blive det kulturførende Sprog hertillands, saa vilde jeg dog ikke finde mig beføiet til at modarbeide Maalmændene. Jeg er nemlig overbevist om, at deres Arbeide gjør Nytte i mange Henseender baade ved at lette Undervisningen i Almueskolerne og ved at føre vort nuværende Tale- og Skriftsprog nærmere til Bygdedialekterne. Jeg kan saaledes ikke let komme til at optræde mod Maalstræverne, uden naar de gjør sig skyldig i, hvad jeg maa anse for Overgreb. Et saadant er det, naar man tendensiøst nedsætter den norsk-danske Literatur, frakjender den alt særligt norsk Præg og alene vil indrømme den en Plads som et provincielt Anhang til den danske. Et saadant Overgreb vilde det ogsaa være, ifald Maalmændene vilde frakjende alle dem Navn af sande Fædrelands- og Folkevenner, der ligegodt som de vil en national Udvikling og lige varmt ønsker Folket ført frem «paa Veien til Dannelse og Samfundsliv», men som tror, at alt dette kan ske uden noget Sprogskifte. Det forekom mig, at der i Deres Artikel var lidt af denne Miskjendelse, at der fandtes en Gjenklang af det Opraab til en Slags Racekamp, der fornemmes paa et enkelt Punkt i Arne Garborgs Bog. Herimod vilde jeg da advare, samtidig med at jeg søgte at paavise, at De maatte have miskjendt B. Bjørnsons Artikel ialfald i enkelte Punkter. Forsaavidt jeg forstaar Dem ret, forsikrer De, at noget saadant ikke har været Deres Mening, og jeg tror Dem selvfølgelig. En saadan Kamp, hvorved de norsk-dansk Talende vilde sættes i Nødværgetilstand, vilde da ogsaa være noget af det sørgeligste, som kunde hænde vort Land. Lad os paa begge Sider hævde vore Anskuelser varmt og skarpt, det gavner jo blot. Vi maa ogsaa have Lov til at spøge med hinandens komiske Sider. Men lad os nu ikke glemme, at begge Parter arbeider for en selvstændig national Udvikling, der omfatter det hele Folk.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Utvalget er ved Willy Dahl, som også har skrevet innledningen.

Les mer..

Om Kristian Elster (d.e.)

Kristian Elster (d.e.) var forfatter og litteratur- og teaterkritiker. Han var belest og godt kjent med de litterære strømningene i Europa, og han var den første i Norge som presenterte Georg Brandes for et norsk publikum. Elster anmeldte teateroppføringer og bøker av tidens store norske navn, for eksempel Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.