[JOHN PAULSEN: MARGARITHA]

(Dagsposten 2. juni. 1880)

Har John Paulsens sidste Fortælling ingen anden Fortjeneste, saa har den dog denne, at den har bragt for Dagen, hvilken fintfølende Dydsvogter vi har i vor Presse. Et stort HovedstadsbladEt stort Hovedstadsblad: Morgenbladet rykkede strax mod Fienden ɔ: John Paulsen med en Anmeldelse, som Fremtidens Granskere, der skal skrive vor Dannelses Historie, vil betragte som et overmaade værdifuldt Fund. Bladets literære Politimand anholdt John Paulsen og sagde ham uden Omsvøb, at hans literære Levnet var afskyeligt. Deres Moral er slet min Herre, og Deres Kunst er ikke meget bedre. Derefter fulgte en mindre Avis og anbefalede, at de literære 194Frembringelser skulde behandles som Tøier og Tapeter. De burde undersøges af Redaktører af utvilsom Dyd og solide politiske og literære Grundsætninger og skal efter Undersøgelsens Udfald stemples som «giftige» eller «giftfrie». Redaktionen stemplede John Paulsens Bog som giftig. En Indsender i et tredie Blad raabte endelig til den unge Forfatter: Du har skuffet os; det vilde havet været bedre for dig, om «Margaritha» havde været uskrevet.

Se alt dette er nu baade smugt og meget godt. Der er nogen særdeles beroligende ved at være Medlem af et Samfund, der værnes af en saadan Presse. Vi skulde blot ønske, at denne samme Presse blandt de Dyder, den for Fremtiden agter at dyrke, nu ogsaa vil optage denne: at øve Retfærdighed. Thi hvilke Dyder man end har udfoldet ved Bedømmelsen af John Paulsens Bog – retfærdig har man ikke været.

John Paulsens sidste Fortælling har vel sine Svagheder. Emnet synes nu for det første valgt mere under Paavirkning af franske Mønstre, end fordi Forf. har været grebet af noget, Virkeligheden har ført ham imøde. Dernæst har det neppe lyktes ham at motivere Margarithas Fald. Han har givet hende letfærdige Forældre, han har ladet hende opvoxe i en uren Atmosfære, og han har ogsaa sørget for, at der opstaar Misforstaaelse mellem hende og den, hun i virkeligheden elsker. Men trods alt dette finder man det ikke naturligt, at hun lader sig forføre af den snu Improvisator, Danser og Veiviser. Forf. maatte enten fra først af havet skildret hende grovere og sanseligere, eller havet forstaaet at kaste et blændende Skjønhedsskjær over Forføreren. Ganske vist er der i Skildringen af denne og af hans og Margarithas Samvær paa Capri udmærkede Træk, men hva der er givet, forekommer os ikke at være nok til at gjøre os Sagen sandsynlig; vi tror ikke paa,at dette maatte hænde; vi kan til syvende og sidst ikke frigjøre os for den Følelse, at Forf. øver Vold mod Margaritha ved at lade hende hengive sig til denne lidet forføreriske Don Juan.

Fortællingen synes saaledes her at have et i digterisk Henseende svagt Punkt. Men nogen moralsk Plet har den ikke. Ingen, der har Dannelsesforudsætninger til at bedømme digteriske Frembringelser, vil et eneste Øjeblik være i Tvivl om, at Forf.s Fantasi er ren, og at hans Bog har en moraliserende Tendens. Alt, hvad der vederfares Margaritha efter hendes Feiltrin, rammer hende jo som en Følge af hendes Brøde, vekker hende til Erkjendelse af hendes Skyld og fører hende med brudt Livshaab og bittert angrende til Klostret. Tydeligere kan dog en Digtnings Moral ikke fremhæves, ifald det hele ikke skal forvandles til en Præken.

Naar man nu ikke desto mindre har taget Forargelse af Fortællingen og har udskreget den som umoralsk, da kommer vel dette nærmest af, at det nu er bleven Mode heroppe at finde de Forfattere, der viser sig, om ogsaa blot en lille 195Smule paavirket af Naturalismen, tvetydige. Der kan jo virkelig ogsaa være adskilligt at indvende mod en Digtning som Zolas, da man end ikke kan betvivle, at Forf. forfølger en moralsk Øiemed. Men rent ud samvittighedsløst er det at stemple en ung Forfatter som umoralsk, gifting o.s.v., fordi han har valgt at behandle et Emne, der maaske gjør hans Bog uskikket til af læses af Børn og Ungdom. Hundreder af ældre Forfattere, der ansees for meget moralske, og hvis Bøger findes i de allerdydigste Boghylder, har behandlet det samme Emne og ingenlunde med større Varsomhed end Paulsen. «Margaritha» vilde, før det blev Mode blandt vore Dagblads-Kritikere at gaa paa Jagt efter Synder mod Moralen, maaske endog være bleven anseet for meget opbyggelig.

I Danmark har man ikke fundet Bogen umoralsk, men man har fundet den talentløst skrevet. Det lader til, at man dernede fremdeles er misstemt over at vi ejer Digtere som Bjørnson og Ibsen, og derfor med en vis Tilfredsstillelse kaster sig over vore mindre navnkundige Forfattere forat godtgjøre, at de intet duer. Men ingen virkelig Sagkyndig vil istemme denne Fordømmelsesdom. Det er atter skrigende uredfærdigt at sige om «Margaritha», at den er talentløst skrevet. Den uomtvistlige Sandhed er – hvad «Aftenpostens» Anmelder har været uhildet nok til at udtale –, at Bogen røber et stort Fremskridt hos Forf., den vidner – især dens sidste Del – om et meget betydeligt Fortællertalent, og giver løfte om, at John Paulsen med sin varme poetiske Følelse og sin letvinte Fantasi engang vil frembringe en Digtning, som vil blive nævnt med Ære i vor Literaturhistorie. Vi vil derfor haabe, at vort Publikum ikke vil lade sig skræmme fra at følge ham, hverken af Morgenbladets brutale literære Klopffægter, eller af hans naive Eftersnakkere.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.