Forlovelser.

(1877.)

Vi lever i en Fraseologiens Tid, hvor man, i Mangel af at ville og tro paa noget stort og ophøiet, hjælper sig med Lyden. Vi fraseologerer omkaps – du – jeg – vi alle, saa lang Dagen er, vi siger de smukkeste Ting, men vil vi se, hvad der er bagved – Tomhed, Ingenting. Selv gamle ærværdige Sandheder har ondt for at staa sig, at de ikke en vakker Dag sagtelig er sunkne sammen til en Tomlyd.

Der gives saadanne ærværdige gamle – man kunde kalde dem Verdenssandheder – de har lydt for os fra vor Barndom, ligesom forkyndt os af Gud Fader selv. Slegter har holdt dem i Ære og hyldet disse Sandheder som evige, uomstødelige; Revolutioner har gaaet sporløst hen over dem. Og dog – med Smerte maa det bekjendes, har de ikke holdt Stand i vor – i Fraseologiens Tid.

En saadan Verdensmaksime, som i sin Ærværdighed syntes os uomstødelig, lyder til os i de Ord: Egteskabet er Kvindens Bestemmelse, hendes sande, skjønne Livsopgave.

Ikke sandt, det klinger smukt! Og dog maa vi se denne ærværdige Verdensmaksime Dag for Dag synke ned til Frasen. Vi kan nemlig ikke bortræsonnere den Kjendsgjerning, at Kvinden raader mindst selv for denne sin sande, skjønne Opgave, at hun kun negativt tør indvirke paa den, eller som en Dagens Fraseologi udtrykker sig: «Om en Dame ikke kan vælge den, hun vil, til Mand, kan ingen negte hende Eneretten til at bestemme, hvem hun ikke vil have.»Se en Artikel i et norsk Dagblad: «Om Forlovelser og Opslag». (Anm. fra 1877.)

Altsaa: Thrine, du kan ikke faa Hans, som din Hu staar til, men du har Lov til at afslaa at tage Jens, Per eller Paul. Og En maa du ta, hvis du ikke har Penge paa Rente at leve af. En herlig Forret, kun negativt at kunne indvirke paa sin Bestemmelse!

Anvendt paa Manden, hvis Livsopgave siges at ligge i noget helt andet, vilde det konsekvent komme til at lyde saa: Hans, du kan ikke blive Billedhugger, som din Hu staar til, men du har Lov til at afslaa at blive Gibsstøber, Skrædder eller Possementmager. Følgen for Kvindernes Vedkommende er da, at en overveiende Del af dem slet ikke tilstedes at opfylde sin Livsopgave, eller sker det, beror det jo paa et rent Lykketræf, at hendes Hjerte helt og holdent følger med, med andre Ord, at denne Livsopgave bliver skjøn. Ved Siden af denne uafviselige Sandhed klinger den gamle Tirade, at Kjærligheden indtager i en Mands Liv kun en ringe Part, medens den i Kvindens Liv bliver Hovedsagen, kun som Spot, og Frasen bliver næsten vel impertinent, naar den patetisk lægger til: «Og det er hendes store, utilgivelige, uforsvarlige Feil, naar hun af andre end af Kjærlighedsgrunde vælger.»Se samme Opsats. (Anm. fra 1877.)

Kvindens Livsopgave er altsaa lagt i Egteskabets, Huslivets Sfære, Mandens derimod i en ganske anden og noget ganske andet. Kan noget klinge billigere, retfærdigere! . . . «Vi har delt lige, du har dit Felt, jeg mit.» –

Men ser vi nærmere til, er det omtrent, som naar en viss Suveræn vilde sige: Vi har begge vort Kongerige, du Sachsen, jeg Preussen, kun er jeg tillige af Guds Naade Keiser Wilhelm, der baade raader over Sachsen og Preussen og Lippe Detmold og hele Stasen.

Altsaa – Manden raader paa sit Territorium og – paa Kvindens med. Der er intet moralsk Magtsprog, ingen despotiske Æreslove, der hemmer ham paa dette hans suveræne Felt, han har uindskrænket Frihed til at søge og tilegne sig alt, hvad hans Evner og øvrige Forhold kan tillade ham at naa.

Hvad Frihed er der levnet hende paa det Omraade, hvor man har henlagt hendes Livsinteresser? Hvortil benyttes disse sterkeste, mægtigste Impulser, hvori det er blevet hende tilladt at leve? . . . Man forsmaar Kvindens Bidrag af aandelige Evner, ialfald er det kun høist betingelsesvis, man vil lade dem gjælde. Forstaar man da bedre at vurdere og føre sig denne hendes bedste Rigdom, hendes Følelse til Nytte?

Virkeligheden kan kun give os triste Svar paa disse Spørgsmaal. Den vil fortælle os om den Ringeagt, hvormed netop denne sterkeste Evne i hende behandles, hvorledes man med plump Uagtsomhed træder paa det kostbare. Hvorledes man overser det, undertrykker det, sælger det for en Stilling. Hvilke Rækker af Kvindeliv kunde den stille op, forfusket paa den Maade! Liv, hvor Hjertet, hvor Livsfriskheden til sidste Draabe var udtømt, netop hvor man stillede de største Krav til dem. Men Virkeligheden er et ubestikkeligt Vidne; den vil ogsaa kunne vise os en Nemesis i dette, vise os, hvorledes det Despoti, som har berøvet Kvinden Selvbestemmelsesretten i det eneste, man har indsnævret til hendes Livsopgave, der betragter hendes Følelse som noget Sagen omtrent uvedkommende, som en Klimatfeber eller en anden Sygdom, der nok gaar over, at dette Despoti tilsidst slaar sin egen Herre paa Halsen og hevner sig i Ulykker, hvis Virkninger ikke vil spores mindre bitre, fordi man fornemt ignorerer den Kilde, hvoraf de fløds Spørg, hvad de har vundet, disse Arvtagere i Hjertetomheden, og Skuffelsens trøstesløse Rige, saa stolte af sin Erobring, fordi det kostede dem lidt Besvær! . . . Skal alt dette være saa, maatte vi da være befriet for Fraserne!

Kunde de, som fører disse smukke Talevendinger i Munden, blot aabne Sind og Øine lidt mere for de faktiske Forhold! De burde blandt andet overveie, i hvilken paafaldende Grad Egteskaberne tager af, og hvad dette vil sige, medens der langtfra tilstrækkelig, og mindst hos os, er aabnet Kvinden Vei til Selvforsørgelse. Dette er endnu kun én Side ved Sagen, skulde der ikke være andre, som det var værd at skjænke en Tanke . . . som man var tjent med og ikke behøvede – at rødme over?

Egteskaberne tager af indtil det halve Antal mod før, dog kun for den ene Parts Vedkommende. Den anden Part i Sagen kan jo stifte saa mange Slags, den lyster. Medens Manden saaledes mer og mer frigjør sig fra den Fælleslov, som anviser os Opfyldelsen af Naturens og Hjertets Krav blot inden den legale Forbindelse, skal den i sin hele ubønhørlige Strenghed endnu gjælde for hende. Der skal saaledes i en af de nordiske Hovedstæder befinde sig 30,000 Kvinder tilhørende den dannede Stand, hvem man ikke har givet Anledning til at opfylde sin Bestemmelse,I Wien af 1000 Individer over 40 Aar kommer 459 ugifte paa 408 gifte, Paris 264 – 592, London 303 – 551, Berlin 373 – 503. (Anm. fra 1879.) men hvem den klosterlige Afsvergelse sikkerlig ikke er paalagt mindre strengt, fordi Cellerne, hvori deres naturlige Livskrav afdødes og tusende Muligheder til Slegters Velsignelse lægges øde, fordi disse Klosterceller, siger vi, staar i den store Verden, og Murene foran dem bærer en livlig Storbys bekjendte Gadenavne. Goethes Valgsprog: «Der Mann strebe nach Freiheit, das Weib nach Sitte», begynder at faa noget forfærdelig parodisk, naar man sammenligner det med visse Kjendsgjerninger, Verdensstatistikken forelægger os – det ganske naturlige Resultat, hvortil samme bekjendte JupiterGoetheske Levesentens (som forresten ikke er ny) – uundgaaelig maatte føre, og man kan neppe verge sig for den Tanke, at det vilde baade Menneskeheden mere, om man havde i Udsigt en med vore naturlige Retsbegreber mere stemmende Omflytning af Subjekterne i hint Valgsprog.

Tager vi nu det, i Forhold til den uhyre Personovervegt, yderst begrænsede Antal Egteskaber, der for Tiden sluttes, som de i sin Flerhed foreligger, fra hendes Side indgaaet mere eller mindre af Bihensyn, medens Kjærligheden i sjeldneste Tilfælde bliver det afgjørende, da faar vi nogle Sifre i det store Verdensopgjør, der i sin ubønhørlige Realitet spotter alle Fraser, og som afslører os et System af lumsk Forbrydelse mod Kvinden, der ikke i mindste Maade staar tilbage for hine, en grusom Hedendoms og en mørk, fanatisk Kristenheds værste Institutioner; de eksisterer endnu friskvæk, kun under vore Kulturtilstandes mere afglattede, kvalmt tildækkende Former.

Ovenstaaende Betragtninger kunde synes lidet paa sin Plads ligeoverfor det valgte Tema. Hvortil, vil man spørge, vrænge denne mørke Side ud, hvor der er Tale om noget forventningsrigt, glædeligt som Forlovelser?

Det er sandt, saadanne Betragtninger synes lidet anvendbare paa Døgnets Opfatning deraf. Ogsaa vil man forgjæves søge de triste Sandheder, de dølger, hvorsomhelst denne Opfatning kommer tilorde. De kan imidlertid ikke skilles fra nogen, om nok saa flygtig Behandling af Emnet. Hvorsomhelst Forholdet mellem Mand og Kvinde kommer paa Tale, maa de danne Udgangspunktet, det usynlige Grundlag, skal ikke det hele styrte sammen som Korthuset ved mindste Rystelse.

Det er med disse triste Grundsandheder for Øie, vi vil tillade os en lidt nærmere Drøftelse af et Par saadanne Udtalelser, der er dukkede op i vore Dagblade.

Den ene af disse Artikler er undertegnet «En Egtemand», altsaa en Autoritet, der straks paabyder Respekt. Samme Egtemand øder et veltalende Forsvar paa de hos os saa betænkelig almindelige Opslag af Forlovelser, eller han vil til Nød anbefale en størst mulig Forlængelse af disse, helst om det var til 10, siger ti, Aar, inden man tager det afgjørende Parti. Mindre synes han ikke at kunne indrømme «En Rekognoscering af det ubekjendte Terræn, der kunde føre til en grundig Forstaaelse af blot anede Fortrin, som ogsaa af mindre iøine- og iørefaldende Feil og Mangler etc.»

Vi maa være enig med denne Raadgiver i, at den liden Lykke, man ofte træffer i Egteskaberne, er den ganske naturlige Følge af den Letsindighed, hvormed de sluttes, idet de Unge ikke giver sig Tid til at lære hinanden at kjende, men maa være aldeles uenig med ham i, at Forlovelsestiden bedst skulde egne sig til denne Prøvelse. Et farligt, et formasteligt Selvbedrag er dette! Det er ikke Egteskabet, det er Forlovelsen, som indgaaes letsindig, naar det Kjendskab til hinanden, som alene kunde gjøre Forbindelsen sterk og uopløselig, ikke allerede, før den sluttes, er indvundet. I alle andre Lande gjælder den ogsaa for ligesaa hellig og uopløselig som Egteskabet, den annonceres som en bindende Kontrakt, hvis Brudd kan drage meget slemme Følger for den brydende efter sig. Men i den fuldkomne, man kan næsten kalde det den naive Ansvarsløshed, man hos os har hjemlet sig ligeoverfor Kvinden, naar Krænkelsen ikke strengt henhører under Lovenes og Domstolenes Behandling, har denne Art Forsyndelse mod hende heller ikke noget at betyde, og uvittig sluttede og samvittighedsløst brudte Forbindelser kan vi trygt sige, vi Norske har Monopol paa.

Saaledes som Skik og Brug hjemler Forlovelsen her i Norden, er denne heller ingen Tilstand, som man kan bryde ligesaa uskadt, som man begynder den. Det kan maaske siges for hans Vedkommende, men ingenlunde for den unge Piges. Der er dog ogsaa noget andet at tabe end det, som Skandalen hjemler som sit, eller som man i en Tecirkel hovedrystende kan beregne Værdien af i saa og saa mange tabte udvortes Fordele; der er en Livsfriskhed at tabe, en Sjælsuskyld, dette uskatterlige, uerstattelige, ubeskrivelige, som har fundet et eneste tilnærmelsesvis træffende Udtryk i Billedet af den uberørte Sommerfugl. En af vore lange Forlovelser er ret skikket til grundig at afstøve en ung, uberørt Sjæl og i det hele lumskelig fortære det Fond af Poesi og Ungdomsfriskhed, der burde komme Egteskabet tilgode.

Hvor ønskeligt er det derfor ikke, at hint dybere Kjendskab til hinanden kunde indvindes før Forlovelsen og denne forkortes saa meget som muligt! Dertil vilde et større Fællesskab i Studier og Adspredelser, en større Frihed i Omgang – og fremfor alt, en naturligere og ikke ved alskens Hensyn hemmet og forknyttet Udfolden af den unge Piges eget Væsen, Evner og Tankesæt sikrest bidrage . . . behøver denne derfor at overskride Kvindelighedens Grænser?

Men ak, det er netop af et saadant resultatrigere, mere lykkebringende Samkvem mellem de Unge, at Savnet føles hjemme, hvor Livet endnu tildels er bundet i de gamle, forældede Former. Forlovelserne sker da i Skynding, ofte bevirket ved noget ganske tilfældigt. Et Balbekjendtskab, en sammensungen Duet, en graciøs Teskjænkning kan knytte Baandet. Mændene hos os har ikke Tid, ikke Anledning til dybere Overveielse, heder det. «Vore Mænd er et Samfund af Pebersvendsjæle, de ser ikke Kvinden,» har nylig vor store Digter sagt, mon det ikke mildere lod sig omsætte til: vore unge Mænds Sans for det kvindelige og Kvindeværd er meget lidet udviklet endnu, de savner følgelig den rette Forstaaelse af, hvad der kræves for at grunde et lykkeligt Egteskab. En dertil skikket kvindelig Fortjeneste maa søges, skal den opdages, maa stille beskues, skal den forstaaes og tilegnes, og da som sagt vore travle Mænds Evner ikke ligger sterkest i denne Retning, maatte Fortjenesten bekvemme sig til – vi tør vel neppe sige – selv at søge, men til at møde Forstaaelsen, selv beskuende, prøve den, veilede den, skulde der komme noget ud deraf – eller maaske ikke. Det er disse Mellemforhold – kald dem Venskaber, saa berigende ofte, tilladte andetsteds, vi slet ikke kjender hos os. Hvor har under et Livs lange Erfaring det Fænomen ikke gjentaget sig, at de bedste, elskværdigste Kvinder, der var som skabte til at grunde en lykkelig Familie, er «bleven siddende», som man kalder det; de havde Fortjenesten i rigt Maal, men ingen Evne, eller var maaske for stolte til at møde Forstaaelsen.

Ja vel har vi kjendt saadanne, især i tidligere Dage, da Lovene for den rette Kvindelighed endnu gjaldt i sin fulde, drakoniske Strenghed! Vi har kjendt saadanne Sjæle, der drev denne Taushedens, Passivitetens Stoicisme til den Grænse, hvor alle Muligheder til en Forstaaelse ophører, og man kun har den triste Ødemark af en gjensidig forspildt Lykke foran sig. Det er disse Kvinder, som, naar Tiden engang kalder, hvis de oplever det, vil være de første til at reise Banneret for en sundere, friere Anskuelse deraf – Martyriets sidste Seiersmod paa Arenaen.

Er denne Tilladelse til at søge Forstaaelsen, vække den, veilede den, allerede indvunden? Maatte den være det! Men endnu er Kvinden afhængig og maa lade andre Hensyn end blot Kjærlighedens paavirke og bestemme hendes «Valg». Det er kun den i Sandhed frigjorte Kvinde, der har erhvervet sig Retten til at søge og møde, stolt i sin Selvstændighed, som hun nu i sin Afhængighed ligesaa stolt formummer sig, forstummer og tier.

En ikke mindre sørgerlig Kjendsgjerning er det, at netop de finest organiserede, fra Hjertets og Aandens Side udprægede Mænd lettest staar i Fare for at forfeile Lykken i en Forbindelse. De savner maaske dette praktiske Blik paa og Evnen til at tilegne sig Livet saaledes, at det ideelle Udbytte vindes. Skulde det kun være noget tilfældigt, at store Digtere, Kunstnere og Videnskabsmænd i Regelen gjør uheldige Valg? Det er ikke sjeldent at se disse Samfundets Løftere, idet de selv løftede i sine respektive Fagstudier og Inspirationer skrider forbi, kaste et distrait Blik over Brillerne til en af hine tilslørede Sfinkseskikkelser, studse et Øieblik, som om de tænkte: Hvad var det? Tilhører den Fantasien eller Virkeligheden? . . . Det er Lykken, de skred forbi, disse fordybede, indtil de næsten viljeløse stuper i Armene paa noget, som slet ikke er Lykke, hvis det ikke ender med Pebersvendestanden, i vore Forhold den sørgeligste af alle.

Det vilde kræve en anden Plads, end der er levnet her, at skildre blot en ringe Del af den Forvirring, den Jammer, der reiser sig af denne Sky – eller om man vil, denne Foragt for en sjælelig Forstaaelse af hinanden. Selv hvor Sympatien er der, hvor det lover at føre til gjensidig Lykke, ser vi ofte det hele strande paa en viss ubehjælpelig, traag mistænkelig Tilbageholdenhed, der maa være et Nationaltræk. Slige Par kan gaa og se paa hinanden aarevis, indtil en eller anden tilfældig Adskillelse afgjør Sagen; imidlertid har deres Følelse gjennemgaaet alle Svindsottens Stadier. «Stumme Liebe» tager sig meget smukt ud i Digt, men i Livet, hvor det gjælder at gribe og fastholde, virker den undertiden meget uheldig. Vore Forbindelser indskrænker sig derfor i Regelen til Overraskelsespartier, Gjetningsopgaver, og Forlovelsen bliver da Prøvestanden, hvori disse Opgaver, Kjendskabet til hinanden skal finde sin Afslutning – kan det længer undre os, de saa ofte ender i et Opslag?

Heri ligger da ganske naturlig Kimen til megen senere Ulykke, der i Regelen haardest vil træffe den svagere Part i Sagen, hvis Livsinteresser man har indsnævret til dette Omraade.

Vi slutter med det Ønske, at det tusendaarige Magtsprog, der despotisk anviste den ene Part Lydriget, men forbeholdt den anden Keiserdømmet, nu maa have tabt sin Betydning. Maatte det forundes den saalænge despotisk bestemte «Kvindens Bestemmelse» at bestemme sig selv, det vil sige, søge sig selv sit Maal og sine Grænser, saa at Egteskabet, der nu kun altfor ofte sluttes af lavere Bevæggrunde eller fra hendes Side ofte tyes til som en Nødhavn, kan blive, hvad det rettelig bør være, en Hjerternes fri Forening mellem ligestillede, ligeberettigede. Maatte ogsaa Forlovelsen indtræde i sin Ret, saa at Pakten allerede ansees sluttet og beseglet med den; men forat dette kan ske, er det før den, at Hjerterne maa søge, prøve, imødekomme og vinde hinanden.

---

H. C. Andersen har i en af sine Fortællinger givet os et Billede af «Stumme Liebe», der synes ligefrem at være skrevet for os.

Honningkagemanden fortæller:

«Der laa paa Disken to Honningkager, den ene havde Skikkelse af et Mandfolk med Hat, den anden som en Jomfru uden Hat, men med en Klat Bogguld paa Hovedet; de havde Ansigtet paa den Side, som vendte opad, og der skulde man se dem og ikke paa Vrangen, der skal man aldrig se noget Menneske. Mandfolket havde en Bittermandel til venstre, det var hans Hjerte, Jomfruen var derimod bare Honningkage. De laa som Prøver paa Disken, de laa længe, og saa elskede de hinanden, men den ene sagde det ikke til den anden, og det maa man, naar det skal blive til noget.

«Han er et Mandfolk, han maa sige det første Ord,» tænkte hun, men vilde dog være fornøiet med at vide, at hendes Kjærlighed blev gjengjældt.

Han var nu mere glubende i sine Tanker, og det er altid Mandfolkene; han drømte, han var en levende Gadedreng og eiede fire Skilling, og saa kjøbte han Jomfruen og aad hende.

Og de laa Dage og Uger paa Disken og blev tørre, og hendes Tanker blev finere og mere kvindelige: «Det er mig nok, at jeg har ligget paa Disk med ham!» tænkte hun, og saa knak hun i Livet.

«Havde hun vidst min Kjærlighed, saa havde hun nok holdt noget længer!» tænkte han.

«Og det er Historien, og her er de begge to!» sagde Kagehandleren. «De er merkelige ved deres Levnetsløb og den stumme Kjærlighed, der aldrig fører til noget.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.