Privilegerede Rovmord.

1876.

Man kan sige, at Kvinden har to Arter af Liv tilfælles med Manden, Liv, der begge er Døden hjemfaldne, den Død, der forkyndtes Skabningen paa Syndefaldets første Dag, og det, man kalder en borgerlig Død, der altid maa begrunde sig paa en Forsyndelse, bevidst eller ikke bevidst, mod de Lovbestemmelser, Samfundet har vedtaget og tillempet som betryggende for sig selv.

Men Kvinden har foruden disse to Liv, som hun deler med sin Medskabning, særlig et tredje at verge for, der kan fortabes uden Skyld og dog borgerlig døde hende, et Liv, der idelig svæver i Fare, der i samme Mon det udbyttes som en Gevinst for den ene Part, paafører den anden Part Tabet; der gjør hendes Tilværelse til en uafladelig pinlig Væren paa sin Post mod usynlige Angreb, der gjør, at selve Atmosfæren, hun indaander, er svanger med Fare og Fordærvelse. Man vilde studse ved at tænke, at det er det høieste, Naturen har givet hende, hendes Smykke, hendes Livsklenod, hvori der paaføres hende disse Lidelser.

Den lysterne Hemmelighedsfuldhed, en raffineret, fordærvet Kultur har lagt om alt, hvad der angaar hendes Kjønseiendommeligheder – er man i Grunden uskyldigere med den end paa Otaheiti! – hvor unaturlig er den ikke blevet, til hvilken kunstig Høide ikke opskruet, forat den saa leilighedsvis kan aagres med og paa frækkeste Maade udbyttes. Og er ethvert saadant Udbytte ikke et dødeligt Angreb paa det Liv, som særegent tildeltes Kvinden, saa at hun uden Skyld martres og mishandles i det? Er det ikke et Rovmord ligesaa godt som det, Lovene straffer? Al Uret grunder sig dog paa et moralsk Overtag, en ikke billiget Tilegnelse af en andens Eie, hvorved denne taber, og her gjælder det Voldshandlinger mod et Eie, som Foruretterne selv har stemplet som det høieste ved den forurettede, som hun, under Trusel af de mest ydmygende Straffe, selv har at vare som en Helligdom, Kvindelighedens uantastbareste, hendes Blufærdighed.

Sker denne nedrige Udbytten deraf ikke daglig lige for vore Øine i denne Syndflod af urene Skrifter og Billeder, der smugles ind i vor Ungdoms hemmelige Gjemmer – ja paatvinges dem paa offentlig Gade i paatrængende Vindusannoncer og -udstillinger! I en viss tysk Hovedstad kan man, langs dens fornemste Promenadeplads, neppe gaa tyve Skridt uden at støde paa Vinduer, hvor der falbydes slige Sager med sine meget lovende Titler og Titelvignetter. Der syntes at være godt Udvalg, ligefra forrige Aarhundredes mest renommerede Krebillonader lige ned til Hr. Th. Vischers berømte Verk om Moderne.

Men det er dog endnu intet mod hine skamløse Udstillinger, der annonceres under Navn afVi husker ikke Navnet. (Anm. fra 1879.), og hvor Kvinden offentlig er lagt paa Dissekerbænken, for sønderlemmet at komplettere Rubriknumrene i nogle omreisende Kuriositetskræmmeres afskyelige Samlinger! . . . Arme Anadyomene! Du har maattet finde dig i, at mørk kristelig Fanatisme engang kaldte dig en Heks, en ond Aand, og stængte dig ind i de sorte Bjerghuler; men havde du anet den Skjæbne, der nu beredes dig, Lem for Lem skruet fra hinanden at udstilles til Gaudium for den kynisk gabende Mængde – du var bleven i dit hemmelighedsfulde Dyb, o Anadyomene! var aldrig opsteget af dit kjølige Dyb, og denne smudsige Jord havde aldrig skuet dit himmelske Billede! . . .

Man vil naturligvis indvende: hvad har ærbare Kvinder med denne Trafik at skaffe, det angaar jo ikke dem, de bør ikke engang vide derom. Ganske rigtigt, det gamle Ræsonnement. Men vi paastaar, det angaar dem, og netop dem, alle som én. Lad en blufærdig Kvinde aldrig med et Øie have skuet noget af disse Uhumskheder, ligesom jeg, der skriver dette, i Sandhed ikke har det – kun hørt derom, hun vil dog i dem føle sig nedværdiget, som om det angik hende personlig, føle det som en langsom Smiden til Pælen til Raahedens Forlystelse.

Hvad har et Samfund at gjøre ligeoverfor Tilstande som disse, hvor dets eget dyreste Livsstof, der holder det sammen, er sunket ned til en Vare, hvori der kan spekuleres som i enhver anden?

Skal vi stige ned til Otaheiti, eller er der nogen reddende Mellemvei?

Vi kan længe vente paa Svaret, naar vi ser den Tankeløshed, hvormed man beskuer disse daglige Foreteelser, og den merkværdige Ligegyldighed, hvormed vore offentlige Sedelighedsvogtere lader det passere. Vanen gjør det, den gjør, at man betragter alle Konflikter mellem de tvende Kjøn, ligefra de ædlere ned til de laveste, som et fuldkomment parti égal, hvor den ene Part har akkurat saa meget at vinde og tabe som den anden. Man er bleven saa vant til i den svagere stillede og ene ansvarlige Modpart at se den aldrig svigtende Kilde for den sterkeres hele Skala af Lidenskaber, og Kvinden støtter denne Tryghed selv desværre ved den sløve Passivitet, hun iagttager, at man ikke formaar at løfte sig til det Standpunkt, hvor man fordomsfrit vilde kunne anstille Sammenligningen, et Tankeeksperiment, der vilde føre til den Opdagelse, at her har den ene Part kun at vinde, den anden alt at tabe.

Stof nok til den Slags Betragtninger yder ogsaa en anden Dagens Trafik, mindre stødende, tilsyneladende helt uskyldig. Vi mener disse hieroglyfiske Personalkorrespondancer, der i de senere Aar har faaet Indpas i flere europæiske Storbyers Dagblade, heldigvis endnu ikke i vort Land. De forholder sig til de offentlige Kvindebluskjendinger omtrent som Lommetyverier til Rovmordet. I den platte Svulst, der udmerker dem, og den Ubehjælpelighed, hvormed de stræber at maskere deres altid yderst noble Hensigter, skulde man tro, at de kun var til at le af, og de byder vist ogsaa mangengang Stof til selskabelig Moro. Men Sagen er, at de slet ikke er til at le af.

Det er i Regelen ikke vanskeligt at tyde disse Hieroglyfer, og bag disse saa uskyldig ladende Tegn at læse den egentlige Mening.

Ved at vælge iflæng blandt hundrede vil man have Normen for dem alle. I dem alle vil man finde mer eller mindre behændig tilsløret en liden Vending, der røber den egentlige Hensigt.

De almindeligste lyder saa: «En Mand, der sidder i en god «Stilling, søger af Mangel paa Bekjendtskaber en Livsledsagerinde, der er dannet, huslig og af en blid Karakter, og som er «i Besiddelse af lidt Formue til fælles bedste. Den strengeste «Diskretion forsikres» . . . Om vi nu omsatte det til: En Mand, der sidder i en mislig Stilling, søger en Formue, selv om han skal tage en Livsledsagerinde med paa Kjøbet – saa vilde vi sikkert i alle Tilfælde komme Sandheden nærmere. Hvor mange gaar i Fælden?

Dette er dog af de mindre ulykkespaaende.

Betænkeligere forekommer os disse Annoncer, der ikke taler om Formue, Egteskab eller noget saadant trivielt, men holder sig paa en ubestemmelig Erotiks svævende Høider, hine mystiske Opfordringer til Møder og nærmere Bekjendtskaber. De klinger slet ikke som Indledningen til en Tragedie, hvilket de leilighedsvis nok kan blive; vi morer os ved dem og tænker ikke et Øieblik paa, for hvem Spillet her alene er farligt, at hvad der for de indbydende i hyppigste Tilfælde er en frivol Leg, kan for den indbudte blive en Livssag, der kan begynde i Kongens Have og ende i Sortedams- eller Peblingesøen.

Her nogle smaa Indledninger (ordret aftrykte).

«– Den høieste blonde af de to Damer, som en Herre «havde den Glæde paa Ballet i A. at vise en ringe Tjeneste, «anmodes indstændig om at ville tilstede en Sammenkomst. «Billet merket N. N. bedes nedlagt i N. N.» . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

«– Skal jeg ikke gjense Dem? Siden hint Sammentræf paa «Høibro har jeg forgjæves speidet efter Dem. Jeg vil Torsdag «Aften Kl. . . . være paa samme Sted og venter med Længsel «o. s. v.»

Kunde maaske ligesaa godt hede:

Jeg skal Torsdag Aften være paa samme Sted, og skulde min Længsel virkelig lokke dig did, vilde du maaske være bedre faren, om jeg styrtede dig paa Hovedet ud i Kanalen . . .

«– Tak, Elskede, for Tegnet! . . . Kl. 6 paa det aftalte Sted, «hvor vi uforstyrrede kan udveksle vore Følelser . . .»

I Oversættelse: Tak, min Tøs, for Tegnet! Kl. 6 paa det aftalte Sted, hvor jeg for en letsindig Time mere i mit Liv kan plante Elendigheden og Forlabelsen ind i dit.

I fuld dramatisk Udvikling:

«Elskede! . . . Opdaget isøndags. Jeg indesperret. Skriv ikke! . . .»

Meget lovende i sin Begyndelse klinger følgende Manifest:

«– O. P. vil nu i Adspredelse søge at glemme Opholdet «hos sin kjære, lille Tante, som ikke vilde kjende andet end sin «Pligtopfyldelse. Tak for de Timer, jeg har tilbragt hos dig, «men jeg er ikke Barn nok til at nøies med Skallen af Æblet . . .»

Maatte Æblet selv bekommet hende bedre!

Ikke sandt, det er morsomt!

Hvor skal det tilsidst ende, naar Forførelsen aabner alle Døre, naar Gadehjørne- og Maskeraderomantikken ugenert trænger ind i Dagligstuerne og Boudoirerne og afhasper sit smudsigste Spind ligefor Familiens Næse? Hvilken Moder vil i vore Dage være sikker paa sin Datter, og vi kan gjerne lægge til: hvilken Datter paa sin Moder, at denne ikke en vakker Dag «til fælles bedste» gaar hen og gjør dumme Streger?

Men bortset fra Avisfrierierne og -betlerierne vil i alle Tilfælde mellem de to Kjøn hin Naturens og Forholdenes grusomme Partiskhed træde os imøde og burde stemme til den alvorligste Eftertanke. Den bør og kan kun afføde Frygt og Uro og vække Afsky for en Samfundsorden, der saa langt fra bestræber sig for at udjevne denne Partiskhed, idet den med dobbelt Omhu vernede om den svagere stillede, at den meget mere opmuntrer den, begunstiger den.Skal vi minde om den franske Lovgivning, der forbyder Efterforskning af Forføreren, men lader hele Skylden med dens Elendighed falde over paa den forførte! (Anm. fra 1879.)

I Syden, hvor de samme Love virker i den sjælelige Verden som de, der driver Blomsten til Frugt og lader den pludselig modne og falde tung til Jorden under den luende Sol, hvor alt forklarer sig i et evigt Skjønhedens Lys, vil Sanseligheden ytre sig elskværdigere, vi tør sige renere end i de nordiske Lande. Den vil have al Umiddelbarhedens Varme og større Inderlighed, den er uskyldigere. I vore nordeuropæiske Samfund, hvor Kvindeligheden er indsnævret i en Hærskare af kunstige Baand, – en ædel Marmorstatue, man har givet Skjørter paa og behængt med Flitterstas, – faar Fantasien, mere virksom end i Syden, et for stort Spillerum, Følelsen faar Tid til at synke og lader Bundfaldet tilbage. Af dette Dynd udklækkes Krybet Lysternheden, hvis hæsligste Livsytring er Ekvivoken, Urenhedens aandrig pikante Ordleg. Vi kommer her ind paa de elegantere Rovmord, den finere Verdens. Man vil paastaa, at der i den saakaldte høiere europæiske Selskabsverden knapt gives et Mandsselskab, hvor ikke Gjesterne overbyder hinanden i Ekvivokens pikante Ordleg. Man vilde ræddes ved at være Kvinde, siger en bekjendt fransk Forfatter, hvis vi ikke tager feil, Guizot, hvis de kunde høre, hvorledes Mænd indbyrdes omtaler deres Kjøn« . . . Der er nævnt Mænd, hvem Hangen til at sige Tvetydigheder var bleven saadan til Vane, at den forlod dem ikke paa Dødssengen.

Ja vel maa man ræddes ved at kalde sig Kvinde, under Tilstande som disse!

Er det gjennem den Slags Overlegenhed, Ransmandens, Besudlerens, at Manden kundgjør sig som Kvindens Overhoved, Skabningens Herre, Midleren mellem Gud og hende!

Ekvivoken hører til de feigeste, foragteligste Angreb paa Kvindeeiets helligste. Raahedens plumpe Utilslørethed er uskyldigere. Lidet vil den ogsaa tilfredsstille Udbytterne selv. Den bedre Natur vil kræve sin Ret, og Trangen til Modsætningen idelig gjøre sig gjældende. Ogsaa her maa han ty til Kvinden.

Manden maa have alt, alt, hvad denne kan byde. Alle Muligheder ligefra dem, der kan tjene hans lavere Tilbøieligheder, indtil de ædlere, der aandelig skal adsprede og forfriske ham, ligesom Gourmanden, hvis Nydelse beror paa Modsætningen. Hun skal være det berusende og afkjølende Element i hans Liv, det neddragende og opreisende, det eggende og beroligende i idelig Veksel. Hun skal ude nære hans sanselige Tilbøieligheder og inden Familielivets renere Atmosfære være den kjølende, læskende Kilde. Paa den ene Side Skrankeløshedens Vilkaarlighed, paa den anden Gitterne og Murene, bag hvilke Millioner dels indvies til klosterlig Afholdenhed eller ogsaa til – Pennen vægrer sig ved at fuldføre Billedet.

Er vore kristne Forhold bedre end Tyrkernes? . . .

Vi ser foragtelig ned paa deres Slavindemarkeder og Haremer, hvor alle skinsyg bevogtes af en. Hvad skal vi da sige til vore kristne Haremer, hvor Skarer af hvide Slavinder og døbte Odalisker er tilfals for alle? . . . En Halvdel af Kvindeverdenen afrettet for den hele Skala af Herskerens lavere Begjærligheder, den anden bestemt til i Skikkelse af klosterlig henvisnende Døtre og sande Ærbarhedsdragonider af Hustruer og Tanter at danne Æresvagten om ham, der selskabelig sikrer ham Anseelse og Værdighed.

Saaledes ser, paa det høie Tidens Kulturtrin, vi har naaet, Forholdet for Øieblikket ud mellem Mand og Kvinde. Hvorledes det er muligt, at Udartningen har kunnet skride frem til et saadant Punkt, derpaa behøver vi vist ikke at grunde længe. Man har som Medvirkere og Medskyldnere én Gang for alle sikret sig de forurettede selv, ved – det er frygteligt at maatte sige det – i Guds misbrugte Navn – at forsikre dem om, at det er hans Vilje, at de skal taale det og tie. Paa den Maade har det kunnet gaa.

Men saaledes kan det ikke længer gaa. Kjæden maa briste mellem to saa unaturlig forbundne Parter. Hvorledes da udjevne Kløften, der synes uoverstigelig? Vil han, der saa grovelig brød Kontrakten om et evigt uadskilleligt Forbund bygget paa Guds Lov, vil han vende tilbage til hende og beslutte sig til at leve den og hende værdigere, tænke, tale – tie hende værdigere? Eller skal hun maaske bryde Skranken med ham og følge ham, hvor enhver saadan ophører? . . . Arbeides der ikke paa det? . . . Sker det, hvis er da Skylden? Thi saaledes kan det ikke blive. Manden har forbrudt det sidste Krav paa høimodig Indrømmelse hos sin Modpart, naar han ikke engang skjuler, at han selv ikke har nogen Forpligtelse at overholde, naar det er kommet derhen, at han aabenlyst pukker paa en Forskjellighed i Organisation og Temperament, der vilde ophæve alt moralsk Ansvar, skille ham fuldstændig fra sin da høiere stillede Medskabning og lade ham selv synke betænkelig ned mod de Firbenedes Trin i Skabningen. Skal han drage hende med?

Nei, vi gyser tilbage for denne Udsigt. Der maa tænkes en anden, Mennesket skabt i Guds Billede mere værdig. Det maa komme til et Kompromis. Begge Parter maa gjøre Skridtet mod hinanden. Han maa ofre Ansvarsløsheden, medens han samtidig løser nogle af de Baand, der unaturlig indsnævrer hende. Han maa helt diktere sig en retfærdig Begrænsning, medens han udvider de altfor snævert afstukne Grænser, hvori hendes Sedelighedsbegreber bevæger sig. Giv Kvindens Følelsesliv, hidtil kvalt, større Frihed, rens hendes Dydsbegreber, hendes Blufærdighed fra alt dets overflødige Paahængsel, der uværdig kun maa tjene som Raffinement for hans lavere Nydelsesbehov og skinsyge Despoti, og et stort Skridt mod hinanden vil allerede være gjort.

Maatte der i hin franske Filosofs trøstesløse Udraab ligge et Varsel derom!

Maatte det forstaaes saa, at ogsaa enhver ædel Mand vil ræddes ved at kaldes Mand under Tilstande som disse, og alle som én reise sig mod dem!

Hellige Vrede, besjæl dem til Verket og fyld deres Sjæle med din Ild!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.