Mod Strømmen II

av Camilla Collett

Forrige Neste

Til bedre Forstaaelse.

(1879.)

I.

Hvad der end tales for og imod Sagen, bliver der et Punkt i den, hvori selv de uenige lettelig vil enes, og det er, at vort Norden neppe kan kaldes en villig Jordbund for den Verdensbevægelse, som vi kjender under Navn af Kvindesagen.

En Smule sammenlignende Erfaring vilde snart belære enhver, der rolig vil se og dømme, om, at det Standpunkt, denne Bevægelse indtager hos os, ligger et godt Stykke under det, som den har naaet i andre Kulturlande – Amerika taler vi ikke engang om.

Et bredt Belte tænkt sig draget fra Nordkap gjennem Norge –Danmark-Tyskland ned til Schweizergrænsen vilde maaske temmelig nær betegne det Strøg af det dannede Europa, hvor denne Sags Betydning og Berettigelse endnu ikke er trængt rigtig ind, men hvor den endnu maa friste en usikker og kjæmpende Tilværelse.

Særlig maa dette siges at gjælde vort Norge. Selv eier den ikke et Organ i Pressen, som den kan kalde sit, men der findes heller neppe et eneste af vore andre Blade eller Tidsskrifter, hvor den var sikker paa ikke at blive afvist, hvis den tilfældigvis skulde forkynde Anskuelser og Tendenser, som ligger lidt over det Høidepunkt for saadanne, der gjælder her hjemme, men som andetsteds maaske betragtes som noget allerede overskredet.

Et uimodsigeligt Bevis derfor har vi deri, at der ikke som i de store vesteuropæiske Lande er optraadt en eneste Mand af Betydenhed, der har gjort denne Sag til sin egen.

Ernest Legouvés herlige Verk: «l’Histoire morale des femmes», der samlede Tusender af Tilhørere af alle Klasser, da han i «Collège de France» uddragsvis meddelte det i Foredrag, er i vore nordlige Lande neppe kjendt af en Snes Individer. Her vides ikke en eneste mandlig Forfatter, der i Lighed med den berømte franske og flere, som England har at opvise, i et omfattende, paa den rette Grundvold bygget Skrift har forkyndt sig som Forkjæmper for disse Bestræbelser. Hænder det, at nogen leilighedsvis udtaler sig om Spørgsmaalet, kan man være temmelig sikker paa, at det sker i nedkuende Aand.

Og hvilken er den rette Grundvold for disse Bestræbelser? vil man spørge.

Det er den, som ogsaa jeg, med bedre Vilje vistnok end Evne, har forsøgt at hævde i nogle Skrifter. Man har lidet søgt disse Skrifter; man synes ikke at have villet forstaa dem.

Det er sandt, der staar ikke et Ord om Mønsterkjøkkener eller nye Industriskoler deri. Da det fremmedartede i Programmet imidlertid maatte gives et Navn, har man kaldt det Fantasteri, Utopier o. s. v. Man har troet at se det yderligstgaaende i denne Retning, medens jeg har kjæmpet for Maadeholdet,Sverige har Æren af at eie dette Verk i Oversættelse, medens det i Danmark, længe siden paabegyndt af dygtig kvindelig Haand, ikke kan finde nogen Forlægger. (Anm. fra 1885.) kjæmpet for at føre det bedste, brugbareste af andre Landes Resultater i Bevægelsen ind i vor og advare mod Udskeielsen.

Den er den Grundvold, som den franske Skribent allerede antyder i Titelen af sit Verk, naar han kalder det Kvindens moralske Historie.

Det er Kristendommens Grundvold. Ikke den af Mennesker forvanskede, gjennem Tiderne forfaldne, men den, som Christus selv forkynder: Lighedens, Fællesforpligtelsens Lov i et evigt, uryggeligt Forhold mellem Mand og Kvinde, hvorledes den end uundgaaelig maa tillempe sig en fremadskridende Verdensudvikling.

Det er dette gjennem Tiderne saa grovelig forrykkede Forhold, denne endnu saa uklart opfattede Sag først har at gjenoprette, skal der bygges videre derpaa, medens den er tvungen til at betragte andre mere letfattelige og –gribelige Faktorer i den, de praktiske Vindinger indtil videre som det underordnede – som noget, der vil falde af sig selv. Naar vi derfor i en eller anden hjemlig Behandling af Emnet har set dette sidste Spørgsmaal, det praktiske, omtalt som det for Tiderne enegyldige, eneraadende, der allerede skulde have fortrængt det andet, Livsnerven i den hele Bevægelse, da beror dette paa en Opfatning af Sagens Stilling, der er vel «elementær» endog for os her hjemme, og som derfor neppe vil kunne dupere nogen. At de fremmede Samfund, hvor denne Erfaring skal være hentet, ikke godkjender den, er det overflødigt at forsikre.

Nei, deri skal det sande Motiv til Bevægelsen søges og i intet andet: dette Forhold, dette af Christus indstiftede Forhold mellem Mand og Kvinde har ikke vedligeholdt sig. Legouvés Skrift vil paa en forfærdelig Maade kunne oplyse derom. Manden har kun forbeholdt sig selv Tillempningen efter Tidens Fordringer, alt imedens han efter sine Fordringer først skaber Tiden, men han har forment Kvinden det. I alt, hvad der kunde træde hans Egeninteresser for nær og true hans Enemagt, medens han selv mer og mer frigjorde sig fra den gamle Lovs Fællesbud, har han paakaldt den i sin hele knugende Bogstavstrenghed mod hende og kun tilladt Ophævelsen af disse Lovbud i formelle Uvæsentligheder.

Men kan det ene Lovens Bogstav hæves, kan andre det ogsaa, der ganske anderledes fjernende og skillende reiser sig mellem de to forbundne. Thi ligesaa lidt som en Kvinde i vore Dage tænker paa et bibelsk Forbud mod at klippe sit Haar eller røgte et Lærerkald, ligesaa lidt som vore Nutidsdamer finder sig religiøst forpligtede til at bede og høre Guds Ord med bedækkede Hoveder,Se Pauli Breve til de Korintier. ligesaa lidt kan vi efter Bogstaven godkjende den Stilling, som Apostelen fra sin Tids Standpunkt, og vel at merke, ligeoverfor den evangelisksindede Mand, anviste Kvinden. Vi kan ikke anerkjende dette Underdanighedsforhold til vor Tids Mand, uagtet vi maa høre det forkyndt i de kirkelige Ritualer og Ceremonier. Presterne, de bestaltede Vogtere af dette af Christus indstiftede Fællesforbund, har ikke magtet at opretholde det – de er endte med at se gjennem Fingre med den ene Part og lukke Øiet for Kløften. Deraf maaske ogsaa den usikre Stilling, de indtager i vor Tid. Man skulde næsten sige, at jo mere de føler sin egen Uformaaenhed til at virke paa den mere ustyrlige Del af Hjorden, des strengere søger de at holde den føieligere Halvdel af den under Bogstavlovens Tugt. Derved udvides Kløften. Det maa komme til et Verdensopgjør, et Kompromis, hvortil Manden selv godvillig giver Stevne.

Det er dette Verdensopgjør, dette Kompromis, der forberedes i hine store Mænds Skrifter. De har begyndt, disse Christi sande Bannerførere, med at drage Sløret fra det Dyb af Fornedrelse, hvori Kvinden i Aartusender har været nedsunken. Mer og mer at vække Bevidstheden om en saadan verdenshistorisk Uret, og ikke mindst hos de forurettede selv, forberede Forsoningen, opildne til al den Opreisning, der kan ydes – saa sandt som vor Tid kalder sig Oplysningens, Humanitetens: at løfte Kvinden op til den Magt, den Betydning i Samfundet, der med Gud og Rette tilkommer hende, det er og bør være det sande Formaal for disse Bestræbelser.

Af Mænd, som vil anerkjende Kvindesagens Berettigelse i denne dens sande Aand: Ligeberettigelsens, Opreisningens, eier vort Norden vist ikke mange. Det er ikke længe, siden en enkelt saadan høisindet offentlig tog Initiativet i en simpel menneskelig Billighedssag, der angik Kvinden. En Karikatur i et Vittighedsblad var Belønningen for denne ridderlige Handling.

I dette Mørke kan det saa pludselig lysne, det er paa vor nordlige Horisont, disse Glimt tegner sig uregelmæssig, uberegnelige som Kornmodn om Høsten. Men Kornmodn betyder jo noget godt, derfor hilser vi med Glæde disse Glimt som et lykkeligt Varsel.

Forsvaret har hidtil kun været lagt i enkelte Kvindehænder, det er, i Vanmagtens, Forladthedens. En saadan Forkjæmperinde vil snart merke, at hun støttes ikke fra nogen Kant. Hun vil altid i Farens Øieblik se sig i en Situation, der minder om den ulykkelige Keiserprins’s Allersidste: Ynkelig ladet i Stikken af sine egne, medens der lurer, kan man sige, en Assagay bag hver Busk.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod Strømmen II

I 1879 hadde Camilla Collett utgitt første bind av essaysamlingen Mod Strømmen. I 1885 kom bind 2, med tittelen Mod Strømmen, Ny Række.

Som i første bind handler tekstene først og fremst om kvinnenes stilling og kår i samfunnet.

Fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene hhv «Første Række» og «Anden Række».

Se faksimiler av 1. utg., 1885 i NB Digital.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.