Brev fra en ung Klodebeboerske til en Korrespondentinde i Maanen.

Mellemeuropa, Marts l88..

Hvor det er længe siden, jeg hørte noget fra dig! Der passerer intet heroppe, som er værd at skrive om, men jeg har da ganske andre Chancer for at være flittig og interessant Brevskriver, mener du, jeg, der nylig har hentet mit akademiske Betyg, som aktiv Deltager i det store, usikre Spil, vi kalder Livet, som «Verdensborgerinde», kalder du det jo.

Nu hernede gaar alt jo sin vanlige Gang. Intet nyt. Ufred og Krangel, Krig og Myrderier overalt, – og saa pludselig et frygteligt Knald et eller andet Sted – selv det kan blive ensformigt. De saakaldte Hedningefolk har det maaske, paa nogle Smaaslagterier indbyrdes nær, roligst og fredeligst.

Men noget kan jeg dog fortælle dig, noget, jeg aldrig har oplevet før. Her har været et Veddeløb, som Verden endnu ikke havde set Magen til. Man var bleven kjed af den almindelige Slags Sport, kjed af Skiveskydninger, Hesteløb, kjed af Børsens og Spillebordets Nervespændinger, alt det var bleven for personligt, for snævert, for lidet spændende og vil nu mere beskjæftige den tidlige Ungdom.

Dette skulde være et europæisk Væddeløb, hvortil alle Nationer var indbudne. Det gjaldt at styre en temmelig stor Vogn i raskt Løb, henad en til Øiemedet bygget, ængstelig smal, himmelhøi Mur, styre den sikkert hen til Banens Ende, hvor Seiersprisen vinkede tilligemed et Æresdiplom for at anerkjendes som Europas første og lykkeligste Nation – nota bene, og her er Knuden – med Vogne, der var forsynede med et stort og et lidet Hjul;.mindre Risiko turde der ikke stilles, vi lever i Fremskridtets Tidsalder.

Kun fire Nationer – de andre synes dog at have havt sine Betænkeligheder – havde meldt sig til denne merkelige Veddekamp. Disse fire skulde nu i ligesaa mange paa hinanden følgende Dage aflægge Prøven.

Det er overflødigt at fortælle hvilken Tilstrømning af Skuelystne! Alle bestigelige Høider langs med Banen, Kirketaarne, Hustage, Bjergskrenter bogstavelig bedækkede med en kompakt Menneskemasse.

Gamle Germania, i sin rolig imponerende, lidt kyrasermæssige Holdning, blev enstemmig tilkjendt Æren at begynde Løbet. Løbet, siger jeg, hvis det ellers kan kaldes et Løb. Det gik saa langsomt og bedagelig, at inden det havde naaet 1/4 af Banen, begyndte Mængden at gabe og se paa sine Ure, og inden det havde naaet halvveis, var der næsten ikke et Liv at se; jeg maatte ogsaa gaa for ikke at forsømme en Forelæsning; om det løb af uden Uheld, eller hvor lang Tid det tog, har jeg endnu ikke faaet sikker Rede paa. Jeg beklager dette, da du interesserer dig for denne Nation; den har jo ogsaa skrevet saamange deilige «Lieder an den Mond».

Næste Dag var der anderledes livligt paa Banen. Det var Frankriges Tur, «la belle France», «Europas Hoved og Hjerte», som en Pariserkorrespondent nylig kaldte det. Med Seiersgudinden i Stavnen, vaiende Faner og klingende Spil, togede det ind paa den farlige Bane. Det var et Syn! Hvor jeg ønskede, du havde været her! Men det er saa underligt med to ulige Hjul, Førerne syntes slet ikke at huske det. Hestene, uvante til en saadan Kurs, satte fnysende afsted, den lette, elegante Kabriolet hoppede og slingrede, og en, to, tre – er der hverken Vogn eller Heste at øine mer oppe paa Muren. Der gik som en dukkende Bevægelse gjennem Mængden, alle Lorgnetter sænkedes nedad. Man vil sige, at 7,000 fremmede Tilskuere skal have veddet paa, at det vilde gaa saa.

Næste Dag, da vi havde sovet paa denne Begivenhed – du maa vide, vi er saa vante til Kulbuter og Eksplosioner af alle Sorter, at denne ikke efterlod et altfor rystende Indtryk – altsaa næste Dag skulde den tredje Deltager i Veddekampen aflægge sin Prøve.

Denne Nation havde været os indtil da temmelig ubekjendt, det summede ogsaa rundt omkring, hvad det kunde være for en; nu har vi faaet nok at snakke om den. Den har sit Hjem i et Hjørne af vor Verdensdel, høit op mod Nord, været lidet opdyrket og sterkt foruroliget af Ulve og Bjørne. Forresten skal den have slaaet sig ganske respektabelt op fra næsten ingenting, og man roser den for en viss rolig, sindig Maade at træde op paa. Den vilde ogsaa nu drage en stille Advarsel af de foregaaende Konkurrenter og vogte sig for Yderligheder.

Saa tænkte vi. Løbet begyndte. Det gik i Førstningen godt, saa jevnt pent, at Folk begyndte at se sig om efter Naboen og at vedde paa England næste Dag. Men snart droges Opmerksomheden hen paa Scenen, Veddeløbsvognen kom med ett ud af Sporet, det slingrede fra høire til venstre, fra venstre til høire under stigende Skjenderier mellem Førerne, der vekselvis gav hinanden Skylden derfor, og bums! der laa den, Vognen! Førerne ud, og nu begyndte et morderligt Spektakel oppe paa den farlige Bro. Det drev snart til den ene, snart til den anden Side, det var forfærdeligt at se! En middelaldrende Herre, der var fulgt med som Passager, søgte forgjæves at faa et Ord ind, du skulde set ham! En mægtig Skikkelse med fyldigt, lidt graasprængt Haar, stramme Læber, Briller over et Par skarpe, sarkastiske Øine – vi hørte kun nogle enkelte Ord, naar de formelig overhvinede Skrigene og Skjenderiet, og de lød for os som «Iserikke», «Iserikke», ser ikke! Hvad er det, han siger, Iserikke? spurgte vi Damer hinanden forbauset. Af Skjenderiet selv var det naturligvis umuligt at forstaa et Ord; kun hørte vi tydelig et Par Gange noget, der lød som for Fanden! eller von Fanden! Siden blev det os fortalt, at det skulde være Navnet paa en for et Par Aar siden ansat Generalguvernør, der skal øve en betydelig Indflydelse i Provinserne; den gamle Guvernør er styrtet. Men endelig fik Stemmen i en sidste Anstrengelse Overvegten, den maatte, syntes vi, kunnet sprænge Bloksbjerg selv i Luften. «Er I da bindegale? Hvad strider I om? Ser I da ikke, at det ene Hjul ganske mangler.» Dette Udraab læses nu oversat paa alle Sprog, selv det malabariske.

Da blev der en pludselig Stilhed; Vognen laa der, men Hestene havde i fuld Fart fortsat Løbet mod Udgangen, hvor Besterne ufeilbarlig vilde vundet Prisen, naar Reglementet ikke strengt havde fastsat, at der skulde følge Vogn og Førere med.

Saa kom sidste Løb. Jeg melder intet derom, kun at Dagen efter blev der fra alle Gadehjørner udbasunet, at gamle Albion kraftig og rolig, som om ingen Ting var paafærde, havde ført Tømmerne og naaet Maalet. Misundelsen vilde lægge til, at det havde vidst at eskamotere et med det andet fuldkommen jevnstort Bevægelsesapparat ind paa Vognen; men hvad kan ikke Misundelsen finde paa at sige! Nok er det, England vandt Prisen som Europas første og lykkeligste Land. Leve England!

Og nu lev vel, kjæreste «Luna». Et rigtig langt Brev med allerførste Ballontræn ventes sikkert af din trofaste Veninde

«Verdensborgerinden».

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.