Hvad er det rigtige?

Det er Begreberne stort og smaat, der i vor sociale Moralkodeks er saa forvirrende. Hvordan forsone det subjektivt rette og rigtige med det store, almindelige, Teorien med Praksis? . . . Hvad bliver tilsidst Ret og hvad Uret?

I Skolen har vi lært, at Christi Kjærlighedsbud strengt skal holdes, vi har faaet det indprentet i ti Budord, og vi afkræves Løftet om at overholde dem trofast i vor Konfirmation. Den samme Yngling, som høitidelig for Guds Alter har aflagt dette Løfte, er maaske inden faa Aar Medlem af et af disse kommunale Hverv, der tilsammen danner den Magt, vi kalder Staten.

Er Staten kristeligsindet? . . . Handler den i hin Aand, efter hine Lovbud, hvorpaa vi aflagde Løftet?

En Morder drages for Retten, dømmes og straffes med Døden. Men den samme Stat opdrætter Tusender og atter Tusender af Landets kraftigste Sønner i nogle aandssløvende Indøvelser til at sendes ud for at dræbe eller selv at dræbes. En henrettet Forbryders Dødskamp er kort, en Soldats Skjæbne, naar han falder, en langsom Pinselsdød paa en fremmed Valplads, og saa at begraves, som man begraver Hunde under en Galskabsepidemi.

En Tyvebande bryder ind i et Hus, knebler Beboerne og plyndrer, hvad den kan faa med sig. Den haardeste Straf, vor Lovgivning hjemler, Infami og Død, venter Forbryderne, hvis de gribes.

En Nation reiser en organiseret Bande, der kalder sig Hær, overfalder et fredeligt Fremmedland, herjer, plyndrer, myrder i tusendvis, og forkynder sig tilsidst som Territoriets Herre. Men her kaldes Indbruddet Heltedaad, Overmandelsen af Beboerne Seier og Ranet af fremmed Eiendom Erobring. Naboerne ser til med frygtblandet Beundring, og Historiens Genius optegner Begivenheden med Stolthed i sine Annaler som et af dens Lyspunkter.

Er Staten kristeligsindet?

– En stakkels forført Pige begaar i Fortvilelse en Forbrydelse og sperres inde for Livstid. Men Ophavsmanden dertil ved ingen noget om, han kan gaa hædret omkring, som det ikke angik ham det mindste. I enkelte Lovgivninger forbydes det udtrykkelig at efterspore ham. Naar gale Hunde bider, skynder man sig med at slaa dem ned for at forhindre Smitten. Her har man ordnet Sagen omvendt. Her er det Ofrene, der slaaes ned, Forgifterne gaar fri. Og der er forskrækkelig mange Forgiftere, hvor skal vi finde en Pasteur til at betvinge denne Hundegalskab?

– Naar en af vore Kvinder i en viss Samfundsstilling begaar en Uforsigtighed eller gjør sig skyldig i en Svaghed, eller ofrer mer i sin Kjærlighed, end Reglementet tillader, er hun udpeget, maaske fortabt i den offentlige Mening.

Men dette samme dydige Samfund, denne strengt retfærdige Magt i det, som kalder sig Staten, aabner selv Dørene til Skjendselens Boliger, hvor Tusender af Kvinder ofres for Mandens Dyriskhed, aabner dem og siger: Værsgo, mine Herrer, nu er det ordnet saa godt og trygt, der er ingen Ting at frygte.

Ogsaa angaaende Dyrene mindes vi at have faaet nogle Leveregler indprentede, der kommer i en forfærdelig Strid med en senere Samfundsopfatning af det berettigede og tilladelige ligeoverfor disse vergeløse.

«Maa være snilde Barn mod Dyrene, ikke rive Vingerne af Torbisterne, ikke slaa Karo . . . klappe Pus pent!» . . . har vi ikke alle hørt dette lyde for os hjemme hos Far og Mor?

I det store Hjem Samfundet seigpines daglig Tusender af uskyldige Dyr tildøde i dertil indrettede Laboratorier, om for at tilfredsstille en videnskabelig Kundskabstørst eller en særegen Grusomhedstrang hos Bødlerne, kan ingen bestemt afgjøre; men Staten holder sin beskyttende Haand ogsaa over disse Vederstyggeligheder, og Samfundet ser rolig, ufølsomt til, som om aldrig nogen af dets Medlemmer havde havt et Barnehjem, aldrig havde hørt en kjærlig Stemme formane: «Snild mod Dyrene! . . . ikke slaa Karo! . . . klappe Pus pent!» . . .

Er Staten kristeligsindet?

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.