Mod Strømmen II

av Camilla Collett

Forrige Neste

Ekko i Ørkenen.

En Hilsen fra Norden til Mrs. Josephine Butler.

(1879.)

I.

Krybskytten behandles som fredløs og skydes ned, hvor han gribes paa Gjerningen.

Krybskytten, der gaar ud paa Menneskerov, Æreskjenderen, Sjælemorderen, hvem der inden Hegnet af vort fredede Samfund aarlig hjemfalder Tusender af Ofre, gaar uforkrænket hen.

I det borgerlige Liv kan han nyde Ære og Anseelse; hans Egenskab af Menneskekrybskytte forringer den ikke. Han kan tabe denne Ære, denne Anseelse i Menneskenes Øine; denne Egenskab forøger ikke Tabet.

Vi har for nylig set ædelsindede Kvinder slutte sig sammen til Vern mod dette Slags Hærverk. De vil bestræbe sig for at redde nogle af disse mange enestillede, mest hidførte udenfra, der, mer eller mindre ukjendte med Faren, flagrer den imøde og hjemfalder den som Offer. De vil hegne om dem, skjule dem, verge for dem paa alle Maader. De vil spænde et Net omkring dem, der skal naa over det hele Land.

Det er vakkert, det er en Tanke, der veier ligesaa meget i Menneskelighedens Vegtskaal som nogen Hedningemission.

Men det sker dog som under en dump Følelse af noget utilstrækkeligt, vi fristes til at sige – haabløst. Disse milde, dæmpede Opraab, ensidig rettet mod den lidende Side, aander noget næsten fatalistisk resigneret, som om man her stod ligeoverfor en af disse frygtelige, ubetvingelige Naturmagter, dem, man viljeløst maa lade raade, ikke ligeoverfor Væsener, der stiller sig Guddommen nærmest paa Skabningens Trin, ikke overfor Mænd, der kalder sig Kristne, medansvarlige baade efter guddommelige og menneskelige Love, tifold strafskyldigere end Ofrene.

Hvis jeg var en af disse kristne Mænd, vilde jeg blues ved at modtage denne milde Skaansel.

Manden er selv Stifter, som han mer eller mindre strengt er Bekjender, af den Morallov, der lyder for enhver Kvinde: «Kun Egteskabet kan sikre dig Samfundets Agtelse og Beskyttelse; enhver kjødelig Forbindelse udenfor det vanærer dig og berøver dig denne Beskyttelse.»

Men da disse strenge Lovbuds Hævdelse beror paa ham selv, kun kan krænkes gjennem ham selv, har han selvfølgelig forpligtet sig til at være denne skrøbelige, saa farligstillede Skats Ridder og Beskytter. Til hans Ære er den betroet, til ham ligger det i alle Maader at verne om den og holde den oppe.

Sker det?

Svaret kan vi, om ikke i andet, søge i enkelte Tal, der ganske tørt statistisk af og til illustrerer os ofte ret betænkelige Fremtoninger i vor Tids indre Samfundstilstande.

I alle europæiske Samfund tiltager Mandens Utilbøielighed for Egteskabet. I Østerrige skal efter en saadan senest Beregning omtrent hvert fjerde Individ af den dannede Klasse undlade at gifte sig. Lad det kun være hvert femte, saa faar vi paa en Million mandlige Individer 200,000 ugifte.

Det samme Misforhold, kun modificeret, kan vi gjenfinde ogsaa hos andre Nationer. Overalt bliver der Tusender, der ad den legale Vei unddrager sig at beskytte kvindelig Ære.

Saa vil disse Tusender ad andre Veie og desto villigere, varmere yde den sit Vern. Ikke saa?

Skovens Rovdyr vil sit Bytte utrættelig, umættelig – hvor mange af disse Tusender, der kalder sig Mennesker, vil undlade at søge sit?

I den danske Hovedstad Fødes efter et meget moderat beregnet Middeltal omtrent 150 uegte Børn om Maaneden. Gjør tilsammen 1800 om Aaret. Fordoblet med Mødrene naaes et Antal af 3600 ulykkelige, der falder som en Byrde tilbage paa Samfundet. De offentlige Anstalter vægrer sig ved at modtage og huse saa megen Elendighed.

Ophavsmændene til den nævnes ikke, kjendes maaske ikke.

I Frankrige er det ved Lov forbudt at efterspore dem. Den hele Sum af Sygdom, Sorg, Fattigdom – Skam, – falder alene tilbage paa de forførte.

Vil man lære denne oprørende Partiskhed for den skyldigste Part i sin yderligste Konsekvens at kjende, saa læse man, hvad den franske Code Civil Napoléon dekreterer desangaaende. Vi anfører enkelte Paragraffer deraf:

– La séduction n’est pas un délit.

– La corruption, même d’une fille mineure, n’est pas un délit.

– La recherche de la paternité est interdite.

– La recherche de la maternité n’est pas interdite.

– Les enfants naturels restent à la charge de la mère seule.

– Toute promesse de mariage est nulle, fût-elle suivie de l’abandon de l’enfant.

Vi kan til disse vakre Lovbud, der endnu den Dag idag gjælder i «La France chevaleresque», føie det, at Manden har Ret til at dræbe Hustruen, hvis han træffer hende i Utroskab.

Hvad vil en Samfundsmoral, der skifter saa ulige mellem Parterne, og endnu i vort Aarhundrede tør iklæde sig saa brutale Ord, hvad maa den tilsidst føre til?

Den maa føre til Opløsning, til Afgrunden, hvis ikke en almindelig og energisk Reisning fra de undertryktes Side kunde forebygge det. Her kan ingen Tvilsomhed raade. Det maa løse sig i et afgjørende Enten – Eller.

Enten maa Manden bekvemme sig til at dele den Skam, han selv paafører Kvinden, paatvinger hende, eller – han vil borttage denne Skamplet og lade hende dele Friheden og Strafløsheden med ham.

Vore nordiske Love er vel i ovennævnte Punkter noget mindre napoleonske, men hvad forslaar tilsidst Love? Lovene foreskriver, straffer, men de forebygger ikke, og vore vil vel ogsaa, hvis vi ikke meget bedrager os, kun i et mildere Forhold begunstige den sterkere Part paa den andens Bekostning.

Hvor mange af disse Samfundets enligstillede, fareomspændte, som vore Beskyttelsesforeninger vil tage sig af, reddes der nu? Hvor langt kan denne Omhu strækkes uden at gaa træt? Enten Omhuen gjælder de endnu ikke Ulykken hjemfaldne eller de allerede faldne, vil den dog ikke midt i sin varmeste Iver, sine utrætteligste Bestræbelser dunkelt føle det utilstrækkelige? Det er i Fristernes, Fordærvernes Sjæle, Lovene maatte skrives, med Ildskrift indprentes; fra deres egen Sjæls Dyb er det, Stemmen maa lyde: Du kaldes ikke Morder, Ransmand, Bedrager; kun ligesaa skadelig er din Færd som deres, der gives disse Navne, og tifold uslere, feigere, fordi du føler dig tryg, under det Vern, du har lavet alene dig selv.

II.

Hvor mange, har vi spurgt, hvor mange af disse enligstillede, faretruede, hvem en menneskekjærlig Omhu vil verne om, reddes der nu? Hvor mange af de faldne lykkes det at bringe ind paa en hæderlig Vei, medens de dog altid bærer paa et usynligt Merke, der vanskelig i nogen Stilling ganske udslettes?

Og nu de mange, mange, som ikke reddes, men synker dybere og dybere paa Fornedrelsens Trin, hvor ingen Frelse mere er mulig?

Skal vi tage Mod til os og følge dem paa denne grufulde Stige, til det allerlaveste, der naaes kan? . . . til hine Skjendselens autoriserede Bureauer, hvor Mennesker, skabte i Guds Billede, ogsaa forjættede et evigt, et bedre Liv, opbringes som en Vare, en mistænkt, maaske bedærvet Vare for at – garanteres eller maaske ikke garanteres. Af Omsorg for dem? O nei, af Omsorg for Lasten, Bedærveren, for at sikre den, den aldrig mættede, det ubedærvede – med det andet paa Dyngen.

Er det Forbrydere, der behandles saa, foragteligere, mere nedværdigende end Dyret paa Dissektionsbordet, der dog kun pines i sit Legeme?

Nei, det er Væsener, der tilhører en Stand, som Stat og Samfund selv protegerer, følgelig driver sin lovlige Haandtering. Kunde vi tænke os, at de en vakker Dag alle som én reiste sig mod denne Stand, denne Haandtering (man vil paastaa, at de allerfleste af disse ulykkelige selv føler en Lede, en Væmmelse for den,Er det sandt, hvad der siges, at de afskyr slibrig Lekture og finder en Tilfredsstillelse i Læsningen af den dydigste, mest strengt moralske, saa er dette et Træk, der skriger mod Himmelen! (Anm. fra 1880.) vilde Stat og Samfund modsætte sig det og skride ind med en Indsigelse.

Og medens Samfundet aabenlyst beskytter den kvindelige Fornedrelse, stiller det paa den anden Side næsten overmenneskelige Fordringer til sine agtbare Kvinder og deres strenge Pletfrihed. De maa helst intet vide om hine ulykkelig stillede Søstre og deres Elendighed. Tanken derom bør ikke engang forurene deres Bevidsthed. Den ærbare, hædrede Kvinde er den anden Nødvendighed for Manden, Hus- og Festdragten ved Siden af Dominoen, kun maa disse to Hovedfaktorer i hans Liv holdes strengt ud fra hinanden. De tilhører begge ham, ingen anden.

Skulde det ikke være paatide at besinde sig paa, at vi ogsaa tilhører os selv! . . . Tilhører os som Mennesker, der har en menneskelig Værdighed, menneskelige Rettigheder at opretholde? . . . At vi tilhører hverandre som Kjøn, der har et indbyrdes Ansvar, gjensidige Forpligtelser at løse, de lykkelige ligeoverfor de ulykkelige, de hæderligstillede ligeoverfor de forskudte, dybest nedværdigede? Er deres Skam ikke vor?

Skulde vi i det mindste ikke her turde skrive vore egne Love, afkaste dette den falske Kvindeligheds kvælende Aag, der altfor længe har voldt det onde, det kan. Det har indbildt os, at det var ikke anstændigt at vide noget derom. Vi har troet os saa ophøiede i denne Uvidenhed . . . Søstre, tro mig, tro en ældre blandt eder, der altfor strengt selv har hyldet denne Art Kvindelighed: Snerperi, koldt Egoisteri, ikke andet laa til Grund. Vi har kun hælet med Lasten, kun beskyttet Fordærvelsen, idet vi mer og mer udvidede Kløften mellem os og dens Ofre. Deres Antal forøges aarlig i en frygtelig Grad. Skulde vor dydige Passivitet ikke have lidt Skyld? Skulde det ikke være paatide at ofre den?

Jo. Vi skyr ikke mere at tale derom. Har hin høisindede engelske Kvinde, hvis Navn nævnes med Ærefrygt i tvende Verdensdele, har hun ikke banet Veien? Josephine Butler heder denne modige Kvinde, der i et eneste oprystende Slag brød med den falske Kvindelighed, idet hun viste os dens Hulhed, dens hele Farisæisme, viste os, hvor lidet forenelig den er med en sand, omfattende og virksom Menneskekjærlighed.Mrs. Josephine Butler, en Geistligs Hustru i Liverpool, der ved sit Skrift «En Røst i Ørkenen» var den første, der gav Stødet til de, nu i de fleste europæiske Lande dannede Foreninger mod lovbeskyttet Usedelighed. (Anm. fra 1880.) Hun kalder sit lille Skrift «En Røst i Ørkenen». O nei, en saadan har den ikke været. Den har fundet Gjenklang i tusende og atter tusende Hjerter. Den har vakt til kraftig Daad. Den er naaet endog op til vort kolde, i Sedvaners og Fordommes Net indspundne Norden. Ogsaa her har den vakt varmtsindede Mænd og Kvinder til aabent og freidig at stille sig til Kamp for Sagen.

Nei, vi skyr ikke mere at tale derom. Lad os nævne denne Skamplet paa vort Kjøn – – denne Kvindenedkuelsens og Kvindeforagtens, i Mørket sig skjulende, alt forgiftende sande Kilde, lad os nævne den i hele sit oprørende Spind af Aarsager og Virkninger, med sine sande Navne.

Men lad os ikke feigt se til Siden, men have Mod til at stevne de rette ansvarlige for Skrankerne. Lad os have Mod til at rive Sløret af disse, Mennesket saa uværdige Grunde, hvormed Skjendselen besmykkes og forlanges opretholdt. Manden raader ved sin hele begunstigede Samfundsstilling over utallige Midler fremfor Kvinden til at beherske de lavere Instinkter og hævde den aandelige Overvegt, han gjør gjældende. En bitrere Satire paa denne sin Gudnærmesthed, sin sjælelige og aandelige Overlegenhed kunde han ikke vende mod sig selv end de Grunde, der paaberaabes, forat denne skjendige Menneskeofring maa have sin Gjænge. Vi agter ham høiere, end han her sætter sig selv; det er netop til denne hans etiske Styrke, hans Selvfølelse, vi henvender os, idet vi i Menneskehedens Navn fordrer, at den skal ophøre.

Det vil have store Vanskeligheder, det indser vi. Hvorledes vil det kunne ske, vil man overlegent spørge. Hvorledes? lyder haabløst dumpt Ekkoet fra alle Sider.

Og vi svarer: kun ved en fuldstændig Fornyelse af de nu bestaaende sociale Forhold, som angaar Kvinden. Ved at befordre hendes Frigjørelse helt og holdent, give hende Plads, give hende Luft. Nødvendigheden af en Selvforsørgelse paatrænger sig mer og mer, da Manden mer og mer unddrager sig de gamle Forpligtelser. Men her paa dette Felt raader et forfærdeligt Tryk ovenfra, der knuger alle Klasser nedad. Intelligensen, Begavelsen, maa ikke virke i sin egen Sfære. Den tvinges til dorsk Lediggang, eller hvis den maa arbeide, til at gribe til Beskjæftigelser, der ikke passer for den, med andre Ord, den drives ind paa fremmed Omraade. Men her er der Millioner søgende, der trænger hverandre om Pladsen, trænger hverandre ud: dybere og dybere virker Trykket fra oven. Det er under dette Tryk, Menneskeheden sygner og afsætter Pestbylder som St.! vi fine, ærbare Damer er for fine og ærbare til at røre ved.

Hvorledes? Ja, hvorledes, vil man spørge!

Ved at befordre Kvindens Frigjørelse helt og holdent. Ved at lade hende skrive sine egne Æreslove, ved at lade hende tage Ansvaret ligeoverfor sin egen moralske Bevidsthed, ikke Ansvaret ligeoverfor et demoraliseret Samfunds despotiske Magtbud – med ett Ord: giv hende Plads og Luft, og det usunde Tryk vil ophøre. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .


Fra gammel Tid var vi hjemme vante til at se Gutterne efterstræbe Smaafuglene og plyndre Rederne.

Det betragtedes som noget, der ikke kunde ændres, som Uveir, som Vaarkulden, der alligevel i vore barske Egne ødelægger Tusender af disse Smaa.

Da kom der en Dag, da der faldt en Selvbevidsthedens Gnist ned i Skolegutternes Sjæle, og den faldt midt i deres Æresfølelse.

Og se, de skammede sig over den feige Bedrift at plyndre Reder og nedskyde vergeløse.

Og nu er det Skolegutterne, som har dannet Foreninger til Fredning af Smaafuglene, og som har skrevet Love til deres Beskyttelse.

Hvis jeg var Mand, vilde jeg ønske – at jeg var en Skolegut.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod Strømmen II

I 1879 hadde Camilla Collett utgitt første bind av essaysamlingen Mod Strømmen. I 1885 kom bind 2, med tittelen Mod Strømmen, Ny Række.

Som i første bind handler tekstene først og fremst om kvinnenes stilling og kår i samfunnet.

Fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene hhv «Første Række» og «Anden Række».

Se faksimiler av 1. utg., 1885 i NB Digital.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.