Læger eller ei.

Til ovennævnte Kategori af tysk-kyniske Kammerfilosofer hører en Forfatter, som Hr. Gammal merkeligt nok ikke nævner, nemlig Theodor Vischer. Og dog har neppe nogen vakt et saadant Opstyr som denne med sine kvindehaanende, socialreformatoriske Skrifter, og det i hans eget Tyskland, hvor man dog er vant til sterk Kost af den Sort.

Vi kan spare os for at give Prøver paa hans Maade at diskutere Emnet; et af vore Dagblade har for ikke længe siden optaget det noget saa nær saftigste Uddrag af hans mest «beryktade» Afhandling om Moderne; optaget den, som det lader, som noget remarkabelt fortjenstfuldt, noget pikant nyt daraussenfra. Sammenholdt med visse andre Artikler, som Pressen i den senere Tid har budt os, lader det til, at «die göttliche Grobheit» ret for Alvor ogsaa hos os skal faa Hjemmeret og blive en anerkjendt Livsmagt. Vi har hidtil hjulpet os noksaa anstændig selv, naar vi skulde være grove, dermed menes da, naar man med Rette eller Urette fandt det nødvendigt at tage hvast i. Vi var en ung, pludselig paa egne Ben stillet Nation, hvis største Ry ikke egentlig dreiede sig om nogen særdeles Belevenhed eller Finhed i Optræden. Vi skulde vise, at vi ogsaa havde Levemaade, selv naar vi var ubehagelige mod hverandre. Et visst Forbehold, maaske indprentet os fra Barnetugten, knyttede sig endog dertil:

Saa langt, men ikke videre.

Nu behøver vi ikke at anstrenge os ligeoverfor Udlandet. Det er netop derfra, vi kan faa den nye Metode direkte indført. Og den nye Metodes Valgsprog lyder: intet er helligt, intet bør skaanes, leve die göttliche Grobheit!

Der arbeides af alle Kræfter derpaa. Vi behøver kun at henvise til den Skik, der begynder at komme i Mode, at sætte levende, kjendte Personer i Scene. Det heldigste ved stygge Portrætter er, naar man kan sige: de ligner ikke.

Vor Tids Mand er en grum Skabning. Kun er han lidet konsekvent i sin Grumhed. Endnu som før fordrende en næsten overmenneskelig Renhed og Høihed hos sin svagere Modpart, er han selv den værste Fiende af den. Med den ene Haand væbnet til ubønhørlig at straffe enhver Skygge af Brudd paa denne strenge Kvindelighed, er han med den anden lige ivrig for at neddrage og besudle den. I sit strengreglementerede Vestagevandt, hvor hver Fold skal ligge saa, og netop saa – ellers, Gud naade hende! blev det Kvinden til alle Tider givet at repræsentere den Smule Idealitet, Livet endnu har i Behold, medens vor Tids Naturalister gjør sig det til opgave at rive hende dette eiendommeligste uantastbare, lad os kun kalde det – sfinksartede, hendes Væsens Vern og Styrke, Stykke for Stykke fra Livet, og med Satyrens Grin og Fakter stille hende blot. Sker det ikke i denne Oversvømmelse af skamløse Billeder, der nu hjemsøger Verden? Sker det ikke i disse vederstyggelige Romaner, hvoraf hveranden, hvis den var kommen ud i et tidligere Aarhundrede, vilde opnaaet en crébillonskherostratisk Berømmelse, medens de nu hører til Dagens Orden – Billeder, Romaner, og hvorfor ikke tage vore tyske Filosofers Skrifter med, hvor Kvinder med Legeme og Sjæl spændes paa den aandelige Dissekerbænk, indtil Behandlingen har levnet en modbydelig Vanskabning. Det er denne Vanskabning, der er bleven til en Type i Dagens Belletristik.

Nu vel ja, vore Moder er afskyelige, Hr. Vischer.har Ret. Ja, ja, det er ogsaa sandt, deres Udartning, deres mange al Smag og Naturlighed savnende Udvekster tyder – med Sorg maa det bekjendes – paa noget moralsk forkommet, sygeligt hos Bærerinderne selv. I disse excentriske Toiletter ligger et til Vanvid drevet Koketteri, en fortvilet Udfordring – kald det kun med et Vischersk Smædeord, «en Jagt paa Manden».

En Jagt paa Manden? Hvor er da Manden, at hun drives til at jage efter ham?

Manden har i vore Dage forladt Kvinden som den personlig paaregnelige Forsørger og har til Erstatning afstaaet hende endel Smaayrker til Selvhjælp, som han bedst kan afse, og disse Udveie viser sig utilstrækkelige, derfor kalder hun paa ham ved de eneste Midler, hun ved.

Ja vel – det er sørgeligt at se vor kvindelige Ungdom kappes i disse Modens Udskeielser, Skjødehundsluggen ned paa Øienbrynene, opfunden for at skjule det ædleste, udtryksfuldeste Parti af Ansigtet – det giver altid et Indtryk, som om man talte med maskerte Personer – de opstyltede Sko, de morderiske Pansersnørliv, der hindrer enhver fri Bevægelse og lader Bærerinden se ud som vandrende Timeglas, de unaturlig sammensnerpede, oppuffede Kjoler, der ikke tillader en eneste naturlig faldende Fold, de overlæssede Hatte, – alt dette, naar det i sin Overdrivelse træder os imøde, maa i en ikke ogsaa forskruet kvindelig Sjæl vække en halvt harm-, halvt skamfuld Følelse, blandet med Medynk. Man kan sige: heri, maaske mere end i noget andet, afspeiler sig Kvindens Stilling i sin hele Ynkværdighed, i Modeekstravaganserne illustrerer den sig selv.

Men ikke alene i Kvindens – i enhver retsindig Mandssjæl burde de vække lignende Følelser, Medynkens, Skammens. Det er uædelt, det er lavt, naar Manden giver sig til at haane denne Ynkværdighed, han, naar vi ser til, den rette Ophavsmand til og Opretholder af snart sagt alle de Feil og Svagheder, han dadler og spotter i hende. Ligner han ikke her Drengen, der først knækker Fuglens Vinger og siden ler af dens Anstrengelser for at flyve? Ja vel kan det hede og med mere Føie, naar hun drages for Skranken: Où est l’homme? Skulde en stor Del af disse Ynkeligheder ikke være den naturlige Følge af den Stilling, han, i selvisk Iver for at sikre sig sin gammelhævdede, uindskrænkede Førsteplads, paatvinger hende, en Stilling, der i det allersjeldneste Tilfælde byder hende en Virksomhed, der sysselsætter høiere Evner, fyldestgjør høiere Interesser, med andre Ord, der tillader hende selvbestemmende at gribe ind? Den «Adgang for Kvinden til Universitetet», som her vil paaberaabes, er jo kun Midlet, ikke et Maal. Hvad skal de studere til? Hvad om de Herrer Læger, der har raset saa meget mod Damernes unaturlige Støvlehæle, selv havde lidt Skyld i disse Udvekster? Hvad om det stod til dem selv at faa dem banlyst ved at unde Kvinder Pladsen ved sin Side? . . . Det er i det mindste sandsynligt, at tillod man dem at blive Læger, en Virksomhed, der kræver paa én Gang at være raskt paafærde og at træde tyst og stille op, vilde vore Doktorinder være de første til at afskaffe disse ligesaa ubekvemme, utækkelige – usunde Modens Udvekster.

Vil I derfor, mine Herrer Reformatorer af Kvindemoderne og unoderne, vente eder noget varigt Held i eders Bestræbelser, saa begynder først – foragt ikke et velment Raad – med at reformere eders eget Forhold til Eleverne. Vi kan forsikre, I vil straks spore Virkningen deraf. Spørger eder selv oprigtig, om I dog ikke skulde have nogen Skyld i alle disse sygelige Fremtoninger i den feminine Verden, som i vor ulyksalige Tid dukker op i saa barokke, før ukjendte Skikkelser – Tomhedens, aandig Uvirksomheds sørgelige Fostre –, der dukker op i vore Modeforvridninger og Ekstravaganser, hvori den Lille, endnu før hun kan gaa, indvies gjennem nogle ligesaa skabagtige Dukker, indvies, forberedes og inspireres til selv at blive Modedukke . . . dukker op i disse væmmelige Skjønhedskonkurrencer nede i Ungarn, med sine Udstillinger og Prisuddelinger, i den ligesaa usundt opskruede offentlige Toiletsport i den engelsk-franske fornemme Dameverden, en Kappestrid skikket til at drive Luksus og Forfængeligheden til Vanvidspunktet . . . Spørg vore Lovgivere og styrende Mænd, der konsekvent formener Kvinden Stemme i ethvert offentligt Anliggende, helst naar det gjælder hendes egen Velfærd og Stilling i Samfundet, hvad Skyld de har i alt dette . . . Spørg – spørg vort medicinske Fakultet, der nylig har glædet Kollegiet med den Erklæring, at det fandt Kvinder uskikket til Lægekaldet! . . . Spørg disse Raadgivere, eller lad dem spørge sig selv ret oprigtig, hvor megen Skyld denne Udestængelse har havt og fremdeles vil have i de Eiendommeligheder og Skrøbeligheder, hvori man har villet begrunde Udelukkelsen.

Dette er de sidste Resultater af vore hjemlige Forhandlinger i Sager, der angaar Kvinder. Naar en yderst sjelden Gang en saadan Sag af lidt Betydning har været optagen til Diskussion, mere, som det synes, som en besværlig Nødvendighed, udsættes den gjerne «til næste Gang».

Denne Gang har man i det mindste givet ren Besked.

Og nu Argumenterne, der paaberaabes for Fraraadelsen og Negtelsen! Ja de smager af noget, som man herhjemme neppe har tænkt paa, noget – vi vil kalde det allerede afbenyttet, længe siden udspillet. De synes alene at være hentede i vor egen Verdensdel – det skulde vel ikke være fornemmelig . . . fra Tyskland? Gamle Moder Europa holder, som Hr. Gammal kan fortælle os, hvad denne Sag angaar, i det længste paa det gamle; ialfald vil man neppe træffe de liberalere Anskuelser i de Klasser, hvor slige Raad skal hentes. Fra vort laplandske Standpunkt kan det vist være meget fyldestgjørende at søge Belærelsen der – «Was ich am liebsten hören mag, am liebsten o sag’s mir Du!» Disse Grunde, man har paaberaabt sig, for ikke at tilstede vort Lands Kvinder Adgang til Lægevirksomheden, har, som sagt, en forældet Klang, en Klang af noget, den sande Grund mildt tilslørende, jesuitisk misvisende, som de praktiske Amerikanere – hos hvem vort Fakultet ikke synes at have hentet noget Raad – for længe siden har eksperimenteret væk, medens de har lagt Uholdbarheden af de paaberaabte Argumenter klart for Dagen. I en af de største Byer i Amerika indehaves Overlægens Plads med stor Berømmelse af en Kvinde.

Hendes hele Nervesystem, item hendes Kvindelighed skulde begge være for sarte til at udholde Studiet og Praksis?

Ak, mine Herrer, hun maa udholde saa meget. Det er rent forbausende, hvad hun altsammen kan holde ud! Og Hospitalstjenesten og Sygepleien Nat og Dag, den skulde ikke være ligesaa nerverystende, helsenedbrydende, ikke sætte hendes sarte Kvindelighed paa ligesaa slemme Prøver? Og dette holder hun ud.

Er det af samme sarte Ømhed for denne sidste, at man med Forbudet ogsaa formener hende at blive Læge for sit eget Kjøn?

Men de mange Kvinder, der af sart Skræk for at søge mandlig Lægehjælp udhaler enhver saadan, indtil Ondet er bleven ulægeligt – fører i Døden? Vi har kjendt saadanne. Omhuen for den kvindelige Blufærdighed bliver i det mindste her meget problematisk.

Det er første Gang, Spørgsmaalet i vort Land er reist om at aabne Kvinder Adgang til et Embede. Og det var et, hvortil Naturen har givet dem særegne Evner – en Sandhed, der er anerkjent ligefra baade den gyldne og den graa Oldtid.

Det blev dem negtet.

Thi tro, at d’Hrr. Raadgivere har handlet ilde ved at give dette Raad, og at det høivise Kollegium ikke har handlet vist ved at følge det.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.