Paris, den 16de Mai 1882.

Monsieur!
I Tidsskriftet «Les droits des femmes» har De indrykket den Erklæring, at det var Deres Agt i det berørte Verk selv at udarbeide den Del deraf, som angaar Frankrige. De stiller i Forbindelse hermed et Opraab til enhver, der særlig maatte finde sig stemt derfor, at meddele Dem, hvad der kunde tjene til at belyse dette Afsnit deraf, et Afsnit, der kommer til at indtage en saa betegnende Plads i Deres fortjenstfulde Foretagende. Ogsaa mig, den Fremmede, har De gjort den Ære at anmode om at bistaa Dem hermed.

Jeg kan kun gjentage, hvad jeg allerede mundtlig antydede for Dem, at de Indtryk, jeg kan have modtaget af de her raadende Tilstande, neppe til et Øiemed som dette vil kunne tillægges nogen Vegt. Ogsaa ved jeg med temmelig Visshed forud, at De neppe vil godkjende dem. Mine Anskuelser af den franske Kvindes Stilling beror ikke paa nogen Iagttagelser, man kan anstille under et Pariserbesøg. De danner et uadskilleligt Led i en konsekvent gjennemført Grundanskuelse; løsrevne fra denne sin Sammenhæng kommer de til at staa der som blotte Tilfældigheder. Det er af samme Grund, jeg ogsaa har vægret mig for at meddele Dem hin auto-biografiske Skisse, hvorom De ofte har udtalt et Ønske.

Jeg har maaske for lidt Sans for det specielle, det lokale i denne Sag, som det dog nu er blevet mig en Livsopgave efter Evne at befordre. Min hele Udvikling har tidlig bragt mig mer til at anskue den i sin hele store Almindelighed. Distinktionen mellem Nationerne falder tildels bort. Jeg finder Kvindens Stilling i hele vort civiliserede Europa elendig. I vore koldere, nordlige Strøg har vi saa at sige den bramfri, stille Misère, den, man har stirret saa længe paa som paa den graa Væg, man ikke kan tænke sig anderledes. I Deres Frankrige, hvor alting træder mere pyntet op, kan man maaske kalde den la misère dorée (den forgyldte Elendighed). Overalt, hvor vi skuer hen i vort berømmelige Europa, vil vi se denne svagere Del af Parterne viljeløs afhængiggjort af den ved Stilling, Opinionen, gammel Hævdelse af Retten – det vil da sige Uretten – hundredfold sterkere, overlegne Part. Lidt mer eller mindre tilstudset og tilsløret denne Afhængighed, som det kan ligge til de forskjellige Nationer, gjør ikke stort til Sagen.

Og tager vi specielt Deres Frankrige, hvor kan det være andet med Love, der endnu gjælder den Dag idag, Love der stiller Kvinden omtrent paa det Standpunkt, hun indtog i hine barbariske Tider, da man fradømte hende en Sjæl? . . . Love, der i alle Livsforhold overgiver hende saa at sige «mains liées» i denne hendes Lovgivers, Herskers og Herres Hænder? . . . Er det som Tegn paa denne sin «suveræne» Magt, at han har tilegnet sig indtil Fællesbenævnelsen paa den Tvedel af Skabningen, der dog nu i vore Dage ligelig tilkjendes dette Fortrin over Dyret at eie en Sjæl? . . . Den franske Mand kalder sig L’homme (Mennesket); hvad er saa den anden Halvdel af denne Skabning?

At Tilstandene ved en saa forfærdelig Overvegt paa den ene Side ikke er værre, end de er, at de endog her og der i visse Samfundsforhold kan give sig Skin af at være gode, ja det er jo den store Hemmelighed. Mon det ikke simpelt kan finde sin Forklaring i noget «je ne sais quoi» i Kvinden selv, der magter for en Del at betvinge Virkningen deraf? – det uimodsigeligste Bevis for, paa hvilken Uretfærdighed denne Overvegt er grundet. Vi tør vel kalde dette en Personlighedens Magt, der kun kan være Udtrykket for en aldrig ganske betvungen Selvfølelse, en ulmende Hjemmelængsel efter en med hendes sande Værd, Evner og Anlæg mere stemmende Stilling – en stum Protest, den fangne Prinsesses ligeoverfor sine Vogtere.

Vi feiler vist ikke ved at paastaa, at denne Personlighedens betvingende Magt i en særdeles Grad ligger til Françaiserne, at den bæres af en livlig Begavelse, der hverken mangler Energi eller Mod, naar det gjælder. Vi har set det i de store Begivenheders Dage, da de ogsaa havde Uhyrer at bekjæmpe, om just ikke den napoleonske Code pénal.

I Tidsskriftet «Les droits des femmes» kan man støde paa fortræffelige Ting fra kvindelig Haand, Udtalelser, merkelige ved sin djerve Logik og Uforfærdethed i at gaa lige løs paa Sagen.

I Deres Land findes, naar det kommer høit, maaske et halvt Snes slige Organer for Kvindens Rettigheder, medens der daglig udkommer tusende Skrifter af alle Arter, hvor Kvinde, naar hun nævnes, i 9 à 10 Tilfælde vilde være bedst tjent med, at det ikke var skeet. Bogliteraturen, hvordan hun der besudles, vil vi ikke engang nævne; men lad os kun tage Bladene, selv de respektableste, hvor den høieste Plads, man anviser hende, synes at være den at figurere i en «Carnet d’un Mondain» i den eller den uforlignelige Dragt fra en sidste Fest, eller – skal vi søge hendes Tilværelse i de mere høitstemte Rubrikker af disse en Majoritets Organer – at figurere i en Sensationsproces, maaske endog som det interessante Offer – dette med Lovenes og Hr. Alexandre Dumas’s fulde Billigelse – for en bedragen Egtemands Raseri.Se Alex. Dumas’s famøse L’homme-Femme. (Anm. fra 1882.)

De ser nu selv, Hr. Stanton, at De er lidet tjent med mine Bidrag til Deres Etude over franske Forhold. De faa Strøbemerkninger, jeg her tillader mig om disse, venter ikke andet end at blive anset for Rapsodier – Fantasterier – Misantropier – kort, alt hvad der ikke er brugbart til Øiemedet. Jeg har dog sagt det bedre og forstaaeligere i nogle Bøger, som De ikke kjender eller vel nogensinde lærer at kjende – Skrifter, der desværre deler Skjæbne med hine Ishavsfarere, der ikke kommer tilbage. De har maaske fundet Passagen, men man hører ikke mere til dem.

Idet jeg ønsker Dem alt Held til Deres smukke Foretagende, tegner jeg mig som etc.

For norske Læsere, som det maaske kan interessere – ogsaa for at verge mig lidt mod en Sigtelse for Overdrivelser – vil jeg kun tilføie nogle Prøver paa, hvad den franske Code civil bestemmer angaaende Kvinden. Idet jeg tillige ved Siden af en mulig korrekt Oversættelse optager Originalteksten, vil man sikrere kunne dømme.

– Manden har i Egteskabet alene Myndigheden i, hvad der angaar Børnene. (L’homme, dans le mariage, exerce seul l’autorité paternelle.)

– Naar det gjælder at bortgifte Børn, er Faderens Samtykke tilstrækkeligt. Moderens Negtelse har intet at betyde. (Pour marier les enfants, le consentement du père suffit; si la mère refuse le sien, on passe outre.)

– Manden er Bestyrer af Hustruens Eie og Formue. (Le mari a l’administration des biens personnels de la femme.)

– Manden kan skalte og valte med alt, Indbo, Møbler, Værdsager, Juveler, uden at spørge sin Hustru; han kan sælge det, bortskjænke det, om han har Lyst, til en tredje Person, selv en Mætresse. (L’homme peut disposer de tous les effets, mobiliers, meubles, valeurs, bijoux, sans consulter sa femme, et cela même à titre gratuit même au profit d’une tierce personne[lisez: d’une concubine].)

– Hustruen kan ikke give eller modtage nogen Skjænk eller Gave, end ikke af egen Familie, uden Mandens Tilladelse. (La femme ne peut ni faire, ni recevoir une donation, fût – ce d’un membre de la famille, sans le consentement de son mari.)

– Fra at være Formynder eller Medlem af et Familieraad er udelukket alle Mindreaarige, Sindssvage, Mænd af en anerkjendt slet Vandel, overbeviste, til en imfamerende Straf dømte Forbrydere og – Kvinder. (Ne peuvent être tuteurs, ni membres d’un conseil d’une famille, les mineurs, les interdits, les hommes d’une inconduite notoire, les individus comdamnés à une peine infamante et les femmes.)

– Den unge Pige er fra sit 15de Aar selv ansvarlig for sin Dyd. (La fille, dès l’âge de quinze ans, répond seule de sa vertu.)

– Forførelse er ikke strafbar. (La séduction n’est pas un délit.)

– Efterforskning af Faderen er forbudt. (La recherche de la paternité est interdite.)

– Efterforskning af Moderen er tilladt. (La recherche de la maternité est permise.)

– De uegte Børn falder alene tilbage paa Moderen. (Les enfants naturels sont à la charge de la mère seule.)

– Intet Egteskabsløfte gjælder, selv om det følger af at bryde et Forhold, hvor der er et Barn. (Toute promesse de mariage est nulle, fût-elle suivie de l’abandon de l’enfant.)

– Mandens Egteskabsbrudd udenfor Huset er ikke strafbart. (L’adultère du mari perpétré en dehors du domicile n’est pas punissable.)

– Hustruens Egteskabsbrudd, hvorsomhelst hun gjør sig skyldig deri, er strafbart. (L’adultère de la femme, en quelque lieu qu’il ait été consommé, est punissable.)

– Drab, fuldbyrdet af Manden paa Hustruen og hendes Medskyldige, naar de gribes paa fersk Gjerning i det egteskabelige Hus, er undskyldeligt. (Le meurtre commis par l’époux sur l’épouse, ainsi que sur le complice, à l’instant où il les surprend en flagrant délit dans la maison conjugale, est excusable.)

– Drab af Egtemanden under samme Omstændigheder er ikke undskyldeligt. (Le meurtre commis par l’épouse dans les mêmes circonstances n’est excusable.)

– Kvinde kan ikke antages som Vidne i nogen Forsamling, hvor det gjælder Testamenter, Forpagtning, Salg og Kjøb, Delinger i Familien etc. Hendes Underskrift er Nul. (La femme ne peut être admise comme témoin dans les actes de l’état civil, testaments, les baux, ventes, partages de famille etc. Sa signature ne fait pas fois.)

Dette siger Lovene. «Og – tilføier det Tidsskrift, hvoraf jeg har laant dette Uddrag – en Mængde andre saarende Ting, som Kvinder ignorerer, eller først bliver vidende om, naar det er for sent, naar Ulykken selv har paataget sig at aabne deres Øine . . .»

Den bedste Klausul i dette Stykke dahomeysk Codex, som kalder sig den franske Lovbog, er dog den, der forbyder Kvinder at gjøre sig bekjendt med den.

Det kan man kalde Bøddelens Galanteri.

Medens jeg var ifærd med at nedskrive ovenstaaende Brev, faldt der mig tilfældigvis en Bog mellem Hænderne, skreven af en Franskmand, der kalder sig Alfred Assolent.

Den handler ogsaa om Kvindens Stilling her i Frankrige, og særlig med Hensyn til Lovene. Merkelige maa man kalde slige Bekjendelser, selv om de ikke skriver sig fra en Mand.

Da Kvindespørgsmaalet i den senere Tid har været lidt paa Bane ogsaa i vore Forhandlinger hjemme, vil det ialfald ikke skade at se, hvorledes en Fremmed kan tænke derover.

Et kort Uddrag af Fortalen meddeles derfor.

«Tous les français sont égaux devant les lois». Saa lyder den første Artikel i vor Lovbog. Den taler om alle Franskmænd, men siger ikke et Ord om Françaiserne. Man ved virkelig ikke, naar man har læst denne Artikel til Ende, hvor man skal stille disse, om de staar under Loven eller over Loven eller ganske udenfor den. Hidtil har man ikke villet bemerke denne Dunkelhed, endsige gjort noget Forsøg paa at rette paa Sagen. Filosoferne, saa fordybede i sine metafysiske Grublerier, at de glemmer at vaske sig, har aldrig forstaaet sig paa Kvindespørgsmaalet – Juristerne forplumrer det kun mer, end det var før – Politikerne foragter det, og Digterne, nervøse, irritable Folk, der snart forguder, snart raser mod Kvinderne, undviger helst at dømme i Sagen. Alle synes at forene sig om at holde dem i Dunkelheden, det vil sige udenfor, som om de var for dumme eller altfor ophøiede til at kunne have en fornuftig Mening om denne Verdens Anliggender. For at trøste dem har man forsikret dem, at de behersker Mændene. Det er maaske sandt, men det maa være paa samme Vis, som Perikles’s lille Hund beherskede Verden. Azor, sagde den store Borger af Athen, behersker min Søn Xantippos, men lille Xantippos behersker min Hustru Aspasia, Aspasia behersker mig, jeg Athen og Athen Verden, ergo behersker Azor den hele Verden.

. . . . . . . . Den første Konsul Bonaparte spurgte engang med impertinent Mine Fru v. Staël: fra hvilken Tid er det, at Kvinder blander sig i Politikken?

Siden man guillotinerer dem, svarede hun. Og Svaret var træffende.

I vore Dage guillotinerer man dem ikke, i det mindste ikke af politiske Grunde, men Loven tynger paa dem som en Straf, uden at de tilstedes at gribe ind, at kunne virke til en Forandring . . . . . . Frankriges Skjæbne ligger i Kvindernes Hænder. Den Uvidenhed, den Frivolitet, som man opmuntrer i dem, og som man giver Mine af at være charmant, er maaske den fornemste Aarsag til vor Dekadance. Havde vi sørget for at oplyse dem, beskjæftige dem, havde vi stillet dem paa den Plads, der tilkommer dem, vilde vi nu undgaaet tre–fire Revolutioner . . .»

Saa vidt den franske Forfatter.

«Du Doppelgänger, du bleicher Geselle, wie äffst du mein bestes Lied mir nach!» maatte jeg sige med Heine, da jeg læste disse Ord.

Ja, jeg studsede ved at læse dem.

Et underligt Tilfælde maa det dog kaldes, at en Mand, en Pariserforfatter fra seneste Tid, kommer til den samme Slutning, næsten udtalt i samme Ord, som en stakkels ukjendt Forfatterinde i et fjernt Land allerede for 10 Aar siden vovede at udtale den, at den kvindelige Umyndighedstilstand, den skjæve Stilling, hun indtager inden en Nation, mer end noget fører til dens Forfald.

Skulde der ikke i dette Sammentræf ligge mere end en blot Tilfældighed?

Paris, den 6te Juli 1882.

Monsieur!
Det er visselig ikke af Vrangvillighed, jeg hidtil har undladt at opfylde Deres Ønske at erholde en Skisse af mit Liv; jeg har kun vægret mig, fordi den neppe vilde kunne opfylde de Betingelser, man maa stille til en saadan, skal den have nogen Interesse for fuldkommen uindviede Fremmede.

Et saadant Stykke Biografi er mer end noget andet knyttet til sine Forudsætninger. I et foregaaende Brev har jeg i en liden Metafor antydet den Stilling, jeg indtager som Forfatterinde; deri vil De finde det tilstrækkelig forklaret.

De faa Træk, jeg vil forsøge at fremdrage deraf – det er altid en vanskelig Sag selv at skulle det –, nedskriver jeg derfor alene for Dem. Det sker i villig og varm Anerkjendelse af Deres Virken for vor Sag.

Om min Slegt vil jeg kun bemerke, idet jeg overlader den offentlige Stemme i vort Land at gjøre det bedre, at Fader og Broder vel tør med Heine sige: Nennt man die besten Namen, wird auch der meine genannt.

Min Fader var paa Rigsforsamlingen det skjæbnesvangre Aar 1814 en af de virksomste Konstituenter, en af de faa, der med vor store Fædrelandsven Grev Wedel-Jarlsberg i Spidsen djervt kjæmpede for Tilslutningen til Sverige under det bernadottiske Kongedømme, og Tiden har vist, at disse Mænd havde det rette Syn, begge Dele har bragt vort Land Lykke og Velsignelse. Saa kan man kalde en under sund, jevn Udvikling næsten enestaaende Fremgang i alt. Min Broder, Henrik Wergeland, var Digter og Folkeven. Han var Almuens personlige Ven og Raadgiver, og han satte sin hele Id til at oplyse og forædle.den. Hans Standbillede blev høitidelig afsløret i Christiania 17de Mai f. A. Min Fader indtog en geistlig Stilling i dette samme Eidsvold, hvor Konstitutionen blev grundlagt, i 31 Aar. Vi var fem Søskende og blev meget strengt opdragne, medens der tillige gjordes alt efter Tidens Leilighed til ogsaa at udvikle vore Evner og Anlæg. Her voksede jeg op næsten ene, da mine Brødre studerede i Christiania, en Dagsreise derfra, hvilket kun tillod mig ett eller to aarlige Besøg derind.

Synlig taget er mit Liv gaaet saa jevnt hen som den store Mængdes, uden merkelige, paafaldende Begivenheder af nogen Slags. Man er ung Pige – bliver Hustru, Moder – Enke. Jeg har gjennemgaaet disse Faser i en Kvindes Liv, i et Land og i en Tid, da vi netop, efter Løsrivelsen fra Danmark, stod ifærd med at flikke os sammen en egen selskabelig Kodeks; jeg har gjennemvandret den i en Tid, hvor Idealet af en saadan Borgerinde i Staten faststilledes i den størst mulige Evne til ikke at gjøre sig bemerket. Et vegtigt ord, udtalt af en af mine Grandtanter, gik ned gjennem Slegten som en Slags Familiedevise: den Kvinde, man taler mindst om, er altid den bedste. Min eiegode Moder og den af mine fem Tanter, der mest interesserede sig for min Opdragelse, glemte aldrig ved passende Leiligheder at bringe os Søstre Familiedevisen i Minde.

Min Søster, stakkel, trængte ikke til den. Hun blev gift ganske ung og henlevede sine Dage i en ensom, trist Afkrog af Landet, hvor hun ikke behøvede at gjøre sig mindste Anstrengelse for ikke at blive bemerket eller talt om. Jeg derimod, som blev igjen paa Skuepladsen, tog mig Advarselen desto mere nær, ja saa nær, at jeg næsten ikke vovede at tale selv. Ogsaa tør jeg give mig selv den Ros, at jeg, saavidt det stod i en Dødeligs Magt, opfyldte Idealet; ja jeg tror ikke, det rigorøseste engelske Samfundsreglement, der kan rose sig af at have sat Pruderiet i System, vilde fundet noget at udsætte derpaa. Fra et livligt Barn blev jeg til en saa taus og indesluttet ung Pige, som nogensinde har kjedet sig selv og alle Andre med at spille Sfinksens Rolle.

Saa gik en lang Ungdom hen. Det gjaldt at bevæge sig mellem en Hærskare af Forbud, ligesom i en Eggedans. Ganske uden Anfegtelse skede det vistnok ikke. Saaledes mindes jeg, at jeg i hine Aar havde en fortvilet Lyst til at gaa paa Skøiter. Jeg led Tantalus’s Kvaler, naar jeg fra Bredden af den store Dam saa mine Brødre tumle sig derude. Muligheden af at sætte sig op imod Forbudet kunde ikke engang falde en ind. I de senere Aar er dog dette Forbud med flere andre lykkeligvis hævet.

Jeg blev forlovet. Og nu indtraadte noget ret merkeligt. Uagtet jeg indbildte mig gjennem bestaaet Prøve at have godtgjort min Kapacitet som værdigt, brugbart Medlem af Samfundet efter Tidens Opfatning deraf – troede man mig ikke rigtig. Mit Fædrehjem havde fostret store Aander paa den Side, som Tilladelsen er givet at være det; man kunde ikke vide, om der dog ikke stak noget deraf i Blodet. Man var bekymret for den Mand, jeg skulde egte, om han nu virkelig i sin Hustru vilde finde dette Mønster . . . om hun forstod sig paa at styre et Hus, organisere et Kjøkken etc. og forresten var saa interesseløs som nødvendigt, for ikke at falde paa noget, der strakte sig udenfor dette Omraade, med ett Ord, der var skikket til at gjøre hende bemerket.

Det gik anderledes, end man havde ventet.

Den Mand, jeg egtede, delte ikke ganske den gjængse Anskuelse af det hjemlig-hustruelige Ideal. Med al Anerkjendelse af det ønskværdige, ja nødvendige i, at Hustruen tillige var en god Husmoder, søgte han fremfor alt Aandsfællen, hans Hjertes og Sjælelivs fortrolige i hende (efter Datidens Anskuelser saagodtsom uforenelige Ting), og jeg tror, Savnet af det sidste vilde have gjort ham langt ulykkeligere, end om han havde maattet slaa noget af paa den anden Fordring.

Et Liv, tilbragt helt fra Barneaarene i landlige Forhold, havde imidlertid ganske godt sat mig ind i alle Detailer af det praktisk-huslige, og jeg bragte til mit nye Hjem den bedste Villje med til at faa en smuk Anvendelse for disse Færdigheder.

Var det Tak, fordi jeg i dette Stykke beredede ham en Smule Overraskelse, at han lod den høiere Opgave, en Hustru dog uimodsigelig har at løse inden Egteskabet, dobbelt gjælde, at han paa alle Maader opmuntrede den i mig? Han var selv literært dannet, omfattede alle aandelige Interesser, alle Tidsfænomener livlig, dog mere med Kritikerens skarpe, sondrende Blik end med Digterens. En Skat af Breve og Optegnelser, som han har efterladt, der endnu venter paa at se Lyset, vidner derom.

Et Par Antydninger vedrørende min Mands Slegt kunde maaske interessere Dem, Hr. Stanton; det var jo muligt, at De selv kunde træffe paa et Spor af den i London eller andetsteds.

De første Colletter (dengang Colet), som man har nogen Kundskab om, kom allerede ind i England med Wilhelm Erobreren; altsaa er de dog oprindelig Normanner. En af Slegten dukker derpaa op i den anden Halvdel af det 15de Aarhundrede som Borgermester i London. Dennes Søn igjen, den overlevende af 22 – toogtyve – Søskende, blev den, der af alle har spillet den betydeligste Rolle i denne Slegt. Rig, uafhængig, høit begavet, dertil fuldstændig Levemand, gik han pludselig under et Besøg i Italien over til den geistlige Stand. Han blev Henrik VIII’s Skriftefader, tordnede ganske ordentlig mod ham fra Prækestolen, indtil den katolske Verve gav sig Luft i Reformationen. Han blev ivrig Tilhænger af Luther,.korresponderede flittig med den bekjendte Erasmus Rotterdamus, stiftede og byggede 1510 St. Paul’s School i London, der endnu bærer hans Navn, begavede Skolen med et stort Jordegods og døde efter at have testamenteret sine betydelige Rigdomme og Eiendomme til Kirker og offentlige Stiftelser.

En Slegning af ham vandrede ud i Midten af det 17de Aarhundrede og nedsatte sig i Norge, hvorfra Familien udbredte sig til Danmark, hvor den endnu har nogle Besiddelser. I vort Aarhundrede har kun én af dem spillet en mere fremragende Rolle, nemlig som første Statsraad under Carl Johan, efter vor Forening med Sverige. En saare hæderlig, af alle Partier agtet Mand.

Min Collett var en Brodersøn af denne. Uagtet han virkede og døde i den beskednere Stilling som Professor ved Universitetet i Christiania, kan jeg ikke negte, at jeg sætter ham høiest i Slegten, høiere end Statsraaden og Borgermesteren af London, ja høiere end dennes Søn, den berømte Decanus, som var Henrik den ottendes Skriftefader og en intim Ven af den lærde Erasmus Rotterdamus.

Det er denne Mand, der vakte tillive i en hidtil forkuet Sjæl, hvad der ellers maaske vilde ligget evig begravet; det er ham, der gav Stødet til, at jeg blev Forfatter.

I den korte Tid, der forundtes os at leve sammen (10 Aar kun), kunde der ikke være Tale om nogen offentlig Optræden. Husets Skjøtsel, smaa Børns Opdragelse gjorde det tildels umuligt.

Det var først som Enke, naar alt begynder at blive tomt omkring en, at Trangen – var den dog en Arveskjænk, usynlig medbragt fra Fædrehjemmet? – at denne Trang, undertrykt, halvbevidst, kjæmpende indtil da, med uimodstaaelig Magt meldte sig. En større Roman, der udkom anonym, var Resultatet deraf.

Og saa? Ja saa er det gaaet, som jeg har antydet i min – Polarreise.

Endel Bøger, ikke ret mange, thi jeg er ikke «Vielschreiberin», er komne ud i Hjemmet i Løbet af de mellemliggende Aar, og er blevne liggende én for én, fast, som man siger, uden at kunne haabe paa nogen Gjennemgang til de Levendes Regioner. Jeg trøster mig til, ligesom min Bror, først at blive forstaaet efter min Død.

Nogle Forsøg, jeg har gjort for at faa noget deraf ud i fremmed Sprog, har formodentlig været ubehændige; upraktiske, som man betegner det; intet er hidtil lykkes.

Dette beklager jeg for den Del af disse Skrifter, som angaar Kvindesagen, der mest forlanger at vinde en Stemme, hvor dette Spørgsmaal for Tiden diskuteres.

Romanen har derimod oplevet at komme ud paa Fransk, Tysk og – Russisk. Dette imidlertid sans mon consentement.

Saa er min Bane stille gaaet hen; jeg er bleven gammel og træt og staar pludselig ved Maalet. For mig ligger den, naar jeg skuer tilbage, som en lang, undertiden haabløs, undertiden af et Glimt oplivet, altid trættende Vei. Jeg er hverken misnøiet eller glad, jeg er bare træt. Jeg angrer intet af, hvad jeg har skrevet: en senere Slegt faar dømme det.