Mod Strømmen II

av Camilla Collett

Forrige Neste

«Om Erindring og Fantasi».

(1884.)

Under ovennævnte Titel har Hr. Dr. med. Mygind i «Tilskueren» for Mai d. A. leveret os en ret merkelig liden Afhandling.

Der oprulles os her en Side af den menneskelige Aandskompleks, som idelig føres i Munden, men lidet eller maaske slet ikke hidtil har været gjort til Gjenstand for videnskabelige Drøftelser. Afhandlingen slutter med et Opraab til enhver, der af egne Erfaringer kunde have Bidrag at yde til nærmere Belysning af Sagen.

I Sandhed, vi vidste ikke, at vi kunde blive saa interessante ved den Slags, og vi betviler ikke, at Opfordringen vil blive fulgt. Hvor mange vil ikke have slige Bekjendelser at aflægge, merkeligere, mere oplysende maaske end mangt et af de afgivne Eksempler!

Vi følger Indledningen: almindelige Betragtninger over Fænomenets Væsen og Art, for hvilke Individer det særlig synes at egne sig, og vil et Øieblik stanse ved Side 369, hvor Forfatteren giver disse Betragtninger en Slags Afslutning i følgende lidt underlig fattede Ord:

«Den Omstændighed, at Kvinder, Børn og Vilde eller kun lidet civiliserede Folkeslag i det ovenstaaende er nævnte som dem, hos hvilke Erindrings- og Fantasibilleder fortrinsvis forekommer, maa dog ingenlunde forstaaes saaledes, at Evnen til at se disse kun findes hos Individer, der staar paa et lavere aandeligt Udviklingstrin . . .»

Nei sandelig, vi vil heller ikke forstaa det saaledes, og naar Forfatteren lægger til: «Tvertimod, Evnen til at skabe Fantasibilleder kan forekomme hos Individer, der staar paa det høieste aandelige Trin,» saa venter vi os selvfølgelig Opreisningen for den lidt besynderlige Kategori, hvori han har stillet os Kvinder, med andre ord, vi venter at se denne Konsekvens anvendt ogsaa paa Kvinder, ja maaske særlig paa disse.

Men Hr. Mygind synes blot at ville søge de ophøiede Undtagelser fra den almindelige Regel blandt Mænd, medens det svagere Kjøn, stillet i Række med umyndige og uciviliserede – her mangler kun Forbrydere og Idioter, saa har vi den noksom bekjendte Code-Napoléonske Kategori fuldstændig – dog tilsidst staar der som de, der kun paa de lavere aandelige Udviklingstrin repræsenterer Evnen til at skabe Fantasibilleder.

Nu, dette være, som det vil. Det faar blive den ærede Forfatters Sag, hvad Plads han paa denne Stige, de aandelige Evners, vil anvise Kvinden. Vi vilde kun udhæve en Meningsforskjellighed i et enkelt Punkt i Deduktionen, ikke gaa irette med ham, fordi han synes at hylde en Opfatning, der deles af tusende andre, en Opfatning, som, vi haaber det, i en ikke altfor fjern Fremtid, selv vil tilhøre «Erindringen og Fantasien». Det er jo dog nu bleven vor senere Tids prisværdige Opgave, hvor det gjælder dette saa meget omtvistede Punkt, klarere at skjelne mellem Aarsag og Virkning, og bringe disse hidtil saa plumrede Begreber i det rette Forhold. Den vil endelig lære at forstaa, at man kan ikke bedømme en forkommen og altid vanvyrdet Vekst efter den Tilstand, dette har sat den i. Kvinden er bleven det, man til alle Tider har bestræbt sig for at gjøre hende til. Tag Legetøiet og Dukkestasen fra hende, hæv den smaalig-ængstelige Karantæne, der i Aarhundreder har holdt hende udestængt fra Livet og dets Opgaver og dets Krav og Rettigheder, og det vil ikke falde nogen ind at stille hende i Række med «Børn og Grønlændere».

Vi gaar et Skridt videre. Vi vover den Gisning, at der af denne Gjenfødelsesproces vil udvikle sig Evner hos hende, der i sin Art overgaar Mandens, Evner, der særlig vil gjøre hende skikket til at indtage en Førsteplads i Hr. Myginds Rangforordning af fantasibegavede. Skulde hun ikke allerede have vist sig skikket til en saadan? Hr. Mygind siger nei; i hans paafølgende Bevisførelser (se Side 370) nævnes blot Mænd.

Dog dette fører os lidt for meget ud fra den lige Vei. Det var ikke vor Mening at kaste en ny Ufredsgnist ind i denne allerede sterkt brouillerede Sag, som kaldes Kvindesagen. Nedskriverinden heraf vilde blot sige, at hun hører til de vistnok mange, som Hr. Myginds Afhandling varmt har interesseret, ja som har følt sig underlig berørt ved Opfordringen, efter Evne at yde Bidrag. For første Gang faar man at vide, at slige Erfaringer kan have noget Værd, og man undres over, at de har kunnet gjentage sig Aar for Aar, uden at det er faldt os ind, at de var en Bønne værd at lægge Merke til.

Jeg hører ikke til de bildende Kunstnere, har aldrig, det være sig med Pensel eller Meisel, forsøgt mig i den Retning. Men det menneskelige Ansigt har altid havt en besynderlig Interesse, – tiltrækkende eller frastødende? Følelsen har afgjort det. Det har været en Gaade at løse, en Gjetning, et Spørgsmaal at besvare, og det besvaredes – naar Tiden dertil kom – kun paa en med andres Indtryk deraf ikke altid stemmende Maade.

En tiltagende Nærsynethed, der altid vil virke hemmende paa en alsidigere, mere omfattende Tilegnelse af Indtryk og Tankestof, bidrager maaske mer end noget til at udvikle en saadan bestemt Specialitet i vor Opfatningsevne. Det menneskelige Fysiognomi har man altid ved Haanden, og saaledes kan man nok forstaa, at det let kan bemægtige sig Eneretten til vor Interesse, Førstepladsen i vore Fantasibilleder. Ingen kunstnerisk Nydelse kan overgaa den, i Ro og Mag at færdes i en af hine Portrætsamlinger, som vi kjender dem fra Museer og gamle Slotte, og man skal ikke sige andet, end at Besøgerinden deler sin Interesse ligelig mellem de levende, de medbesøgendes Fysiognomier og dem, som Kunsten har skabt. Dog med hin med Aarene tiltagende Nærsynethed og maaske man kan sige en tilsvarende progressiv Skyhed for personlig at søge Individerne, selv hvor der kunde være vegtige Grunde forhaanden til at gjøre det, lærer man tilsidst at nøie sig med Billederne, og det er kun en ynkelig Tilstaaelse, man maaske da kommer til at aflægge, at man kjender, paa yderlig faa Undtagelser nær, alle bekjendte Samtidige kun gjennem Fotografier.

Der tales i Hr. Myginds Artikel om Fantasibilleder, som man med lukkede Øine kan skabe sig. Det er en Vision af denne Art, jeg har at berette. Jeg kan ikke vilkaarlig fremkalde den, den kommer af sig selv, undertiden med et Mellemrum af 8–14 Dage; heller ikke kan jeg med Bestemthed angive, hvorfor den da indfinder sig.

Naar jeg har slukket Lyset og lukket Øinene, stiger der først et menneskeligt Ansigt op for det indre Syn, der straks veksler i et andet og saa i en ustanselig Række, det ene efter det andet, det ene ud af det andet; det er ofte de største Kontraster, der afløser hinanden, skjønne og hæslige, ophøiede og latterlige, men alle bærer de den menneskelige Lidenskabs sterkeste Præg. Et ophøiet Heltefysiognomi kan veksle med en Pjerrots, det deiligste, mest henrivende Kvindeansigt hyppigst med et bedende, smertetvunget Udtryk, til en Lady Macbeths rædselsvækkende, forstenede. Det underholder, det morer – det kan smerte som en stum Bebreidelse fra en længst forspildt, grusomt undertrykt Kunst.

Forfatteren berører i sine Betragtninger over Erindring og Fantasi etsteds den mystiske Halvtilværelse, som vi kalder Søvnen. Han benævner den «en mørk, absolut indholdsløs Afgrund, hvorover kun Erindringen formaar at slaa en Bro».

Jeg er ikke ganske enig med ham i at kalde den saa. Der gives endnu et mægtigt Bindeled mellem «igaar og idag», og det er Drømmene.

Mange Mennesker har den Evne at drømme sandt. I en viss Grad besidder ogsaa jeg denne Evne. Ikke saaledes at forstaa, at det, som Drømmen forespeiler os, bogstavelig gaar i Opfyldelse. Den former sig kun paa en allegorisk-billedlig Maade. Naar jeg drømmer om det eller det, ofte noget ubetydeligt, dumt noget, men i en bestemt Forbindelse, saa ved jeg, hvad Klokken er slagen. Jeg ved, at hvor fredelig Dagen kan ligge for mig, vil Livet have en, eller maaske flere, af sine Pile at udsende. Det hjælper ikke, hvor trøstende man ræsonnerer: ak was! du er træt nu, renonce, Beholdningen er udtømt, – nei, det bortræsonnerede kommer. I tidligere Dage kunde disse Drømme i sin merkværdig sikkert varslende Billedskrift have noget næsten poetisk formfuldendt – jeg maatte ofte fortælle dem –, med Alderen taber det sig i det mere formløse, usammenhængende, som straks vil smutte os af Hukommelsen, naar vi forsøger at fastholde det.

Ett fortjener maaske endnu at bemerkes, naar vi taler om Drømme, og det er den Rolle, Følelseslivet spiller i dem, man kan næsten sige i samme Mon forsterket, som Evnen til at skabe og fastholde Billederne aftager og svækkes. Aarsag og Virkning staar her ikke altid i et rimeligt Forhold. Man kan vaagne i Efterdønningen af den sterkeste Bevægelse: Skræk, Frygt, Glæde, Sorg, og le ad det, der i Drømmen har voldt den. Den latterligste Ubetydelighed kan vække en saadan, noget virkelig oprystende lade os ligegyldige. Vi træffer og taler med længst afdøde som det naturligste af Verden, medens Synet af en os ganske ligegyldig Person kan sætte os i Affekt . . . Den stakkels Følelse! ikke engang i Drømmene finder den sin Gjenstand! Man skulde sige, at disse dunkle Sjælefatamorganaer samler sig, naar Spillet er udspillet, tilsidst i en bitter Spot over den famlende Blindebukrolle, denne vor sterkeste Livsmagt har været fordømt til at spille i vor konfuse Tilværelse, og at den nu morer sig med at parodiere alle dens Feilgreb, alle dens Skuffelser.

Vi har naaet en Retning i Tiden, der atter vender sig spørgende mod det mystiske i Tilværelsen, det, vi ogsaa benævner «det overnaturlige». Vi staar foran Søgningen af hidtil uløste Gaader – Løsningen, ja, den faar vi overlade til Vingegestalten, hin velbekjendte, hvilende, ubevægelige, med de lumske Løveklør og det uudgrundelige Blik, som de Gamle havde et andet Navn paa, men som vi kalder Fremtiden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod Strømmen II

I 1879 hadde Camilla Collett utgitt første bind av essaysamlingen Mod Strømmen. I 1885 kom bind 2, med tittelen Mod Strømmen, Ny Række.

Som i første bind handler tekstene først og fremst om kvinnenes stilling og kår i samfunnet.

Fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene hhv «Første Række» og «Anden Række».

Se faksimiler av 1. utg., 1885 i NB Digital.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.