Paris før og nu.

Januar 1882.

Da jeg sidste Gang besøgte Paris, det er nu fire Aar siden, traadte der mig noget fremmed imøde, uden at jeg formaaede straks at udfinde, hvori det egentlig laa. Forklaringen laa dengang nær; det var Verdensudstillingens Aar 1878.

Dennegang er der ingen saadanne Rystelser tilstede, der kan bringe Verdensstaden ud af sin vanlige Ligevegt. Og dog maa jeg spørge ved hvert Skridt, jeg tar: Er dette Paris, mit gamle Paris? Skjønhedens, Harmoniens, ogsaa for mange, Hvilens, de stille Glæders By? Hvad er det da, der som skjult virker til, at det saa paafaldende har skiftet Fysiognomi?

Indtrykket af denne Forandring har været saa mægtigt, at det mangengang har fristet mig til at give det Ord. Jeg har dog ikke faaet rigtig Mod dertil. Andre grundigere Iagttagere vil gjøre det, og de vil ikke udeblive. Det vil maaske tage sig for nærsynt mislunet ud, om jeg paastod, at hele Befolkningen havde skiftet Mine, at det glade, sorgløse Præg, der engang var dens Særkjende, havde givet Plads for et misfornøiet, mer nordisk brøsigt Udtryk, og naar jeg tilføiede: «hvad er der bleven af den bekjendte franske Høflighed og Forekommenhed? Jeg merker ikke stort til den», saa vilde man vist ganske mistro mig.

Jeg paastaar lige fuldt, at man behøver ikke at bevæge sig langt ud for at gjøre disse Erfaringer. Paa hvert Skridt, man tar, vil de paatvinge sig os. Ogsaa inde i Husene vil man spore Forandringen. Den gamle Autoritet, der holdt det hele smukt sammen og til alles Tilfredshed, synes at have faaet et Grundknæk. Den ofte ubehagelig stillede Fremmede spørger sig mangengang forvirret: hvem er her den egentlige styrende? Forandringen ligger i Luften, den spores overalt. Man kan sige, den forholder sig til tidligere Tilstande omtrent som den Dyrehavsbakke, man nu bestræber sig for at faa ud af den gamle, deilige, fredede Tuilerihave, forholder sig til denne. Man har gjennemskaaret den med larmende Veie, man har hugget de gamle, ærværdige Træer ned, og den ene Barakke, den ene Udsalgsbod reiser sig efter den anden under de forbausede og fortørnede Guders og Gudinders Øine.

Denne Forandring er ikke den værste. Mer uheldvarslende møder den os fra Udstillingsvinduerne for Billeder af alle Slags. Det syntes nemlig, som om Paris, efter Krigen, opskræmt af sin lidt for sterkt indlullede Bevidsthed om at være sig selv nok og ikke at trænge til nogen anden Maalestok for det anstændige og passende end dens egen, havde taget lidt Rev i Seilene med Hensyn dertil. Der var indtraadt en viss Decens i Udstillingsfaget, som gjorde, at en Moder kunde tage sin Datter med, naar hun gik ind for at kjøbe en Pakke Brevpapir. Maaske Anstrengelsen var for unaturlig; thi af dette Maadehold skal man visselig ikke mere finde noget Spor.

Under Arkaderne, langs Rivoligaderne, hvor man næsten under hver tredje Butik træffer paa disse Udsalg, ser man næsten ikke andet end nøgne Kvindefigurer i alle Stillinger. Ogsaa den store Udstilling i Industripaladset strømmer over dette Aar af saadanne – en stor Del er vel hentet derfra. Damer, ældre og yngre, der ogsaa ynder og glæder sig i Billeder, maa nu saagodtsom ganske negte sig denne Nydelse. Naar jeg passerer Trængselen omkring disse Vinduer, driver det mig afsted, som naar man flygter for en kvindelig Henrettelse eller offentlig Udpiskning.

Som en Prøve paa, hvad der bydes af udstillede Sager, maa endnu tjene, at jeg udenpaa Aviskiosken, tæt ved Madeleinekirken, konfiskerede et koloreret Stentryk i Avisformat, forestillende Apostlerne i en Orgie. St. Peder med sit Nøgleknippe under Bordet, understøttet af den halvdrukne Johannes. Dertil en tilsvarende Tekst. Værre kan det vel ikke drives. Det opfylder alt, hvad man kan vente sig, naar man slipper Dyret i Massen løs.

Dette er nu i Stadens eleganteste Strøg, dens Midtpunkt. Hvorledes det staar til i de mere folkelige Kvarterer, derom belærer os en Artikel, der stod fornylig i et bekjendt Blad, der hører til de moderat-konservative, som jeg her skal gjengive et Uddrag af. Vi faar her i ret levende Træk, næst en liden Prøve paa den franske Politik-Polemik, et Billede af den Velsignelse, republikanske Tilstande bereder sine Børn.

«Vore Folkerepræsentanter og Styrere ynder ikke, at man angriber dem. De har alle Doggens opfarende Lader, hvis man forstyrrer den ifærd med at gnave sit Ben. Især frygter de Angreb, som støtter sig til noget dokumentalt-bevisligt, noget, den parlamentariske Majoritet ikke kan undertrykke, hvor gjerne den end vilde. Hvad der her skal berettes, beviser kun i sine simple Kjendsgjerninger, at en Styrelse som vor nærværende ikke kan blive en ret Styrelse, den maa forblive en Revolution.

«Revolutionens Særkjende er, at den er provisorisk, at dens Ledere altid maa revolutionere. Kan altsaa ikke holde sig. Det er det, de ikke gjerne vil mindes om.

«Det er forgjæves, at M. Gambetta søger at gjenvinde den Autoritet, han øvede under Krigen; hans Forsøg derpaa minder meget om en fuld Mands Bevægelser, naar han stræber at faa Tag i sin Hat, der er faldt i Gaden. Revolutionen er sterkere end han selv. Jeg betviler ikke, at det er M. Gambettas Ønske at ville fremme det, vi kalder Moraliteten, men selve hans Verk er demoraliserende. Moralen har nemlig faaet en mistænkelig Klang som noget ensbetydende med det forhadte Presteskab.

«Men Begreberne Gud og Moral formaar vi nu engang ikke at skille ad, de er uopløselig forbundne. M. Gambetta med sine altfor vellykkede Bestræbelser for at skille Mængden af med sin Gudstro (débondieuser le peuple), tvinges derved til at tage alt det Smuds, der i Skikkelse af Angreb paa Gud og Moralen afsætter sig deraf, med paa Kjøbet. Vi kan rode i dette Smuds, som i bundløse Gader efter Skylregnet.

«Jeg vil her nærmest paapege den Oversvømmelse af uterlige Billeder, Litografier, Fotografier, med tilsvarende Tekster, som man kan finde udstillet, navnlig i de simplere Udsalgsboder og Vinduer – Mængdens Athenæum-Museer. Begiv dig en Søndag op i de Gader, som henstrækker sig mellem de ydre Boulevarder og Byens Befæstningsverker, tag disse Avisboder, der her træder istedetfor de nette smaa Kiosker, lidt nærmere i Øiesyn, og du vil gaa derfra med Hjertet fyldt med Væmmelse.

«Antallet af disse Udsalg forøges for hvert Aar. I de sidste fire Aar er de steget til det tredobbelte. Jeg kunde ikke opdage noget, selv ikke det moderatest-konservative Blad, hvilket hverken var paafaldende eller kunde gaa mig synderlig nær. Næsten alle disse Blade er forsynede med Billeder. Men aldrig i noget Land, eller under nogen af de tidligere Revolutioner, skulde man have set en saadan Samling Smudsigheder som de, der her udbreder sig for alles Øine.

«Vi vil ikke tale om politiske Brutaliteter ligefra Kommunard-fraserne indtil det frækkeste Udfald mod det konservative Parti, Fyrster, Embedsmænd, Prester etc. Man er længe siden fløiet derfra, kun vil jeg udhæve en Annonce, der foreslaar en Subskription til en Æressabel for General Bréas Morder, endvidere diverse Opfordringer til Kommunen «at fuldbyrde Hevnen». Og man tænke sig, at Børn, halvvoksne Drenge, trænger sig om sligt! Man har forbudt Slagterne at udhænge blodigt Kjød, men Udstillingen af blodige og eggende Billeder tillades uhindret.

«Forrige Lørdag blev enhver af Minoritetens Repræsentanter tilsendt et af disse Blade, illustreret med en Guillotine, dertil forsynet med den utroligste Tekst.

«Man skjuler ellers i Navnet af den offentlige Sartfølelse alt, hvad der hører til Bøddelverktøiet, notab. naar det gjælder Forbrydere, men der er intet iveien for at drage dem for Lyset, naar det er honnette Folk, det gjælder.

«Nu, denne Side deraf, den politiske, vil vi lade bero. Den kan kun vække en sand Modbydelighed hos enhver ærlig Sjæl. Men jeg foretrækker dog dens plumpe Gemenheder for de tilsyneladende mere uskyldige, der synes blot at gaa ud paa at more, men som dog sikrere bærer Giften i sig end noget andet. De ligner hine Melkespande under Kommunen, der skjulte dens Petarder og Petroleum.

«Foran alle disse Blad- og Billedudsalg samler der sig Grupper af Mænd, Kvinder og Børn. Alle ler, de smaa Piger maaske undtagne, der halvt forundret, halvt forskrækket stirrer paa alt dette.»

Vi springer her over noget i Meddelerens Beretning, der dels gaar ud paa en mere detaileret Beskrivelse af det udstillede, dels de Bemerkninger, der lyder blandt Tilskuerne. Jeg vil kun udhæve ett af de Billeder, han omtaler: en Række sammenlænkede Forbrydere, klædt i Prestedragt. Enhver af dem med en Inskription bag paa Ryggen, der angiver Forbrydelserne, naturligvis de allersorteste, for hvilke de er dømt. De fleste af disse Forbrydelser er imidlertid af den Beskaffenhed, at selv Beretteren vægrer sig ved at nævne dem . . . «Undertiden lyder der en høirøstet Bemerkning fulgt af en Skoggerlatter, der bringer Kvinder og Børn til at fare sammen som vissent Løv for et Vindstød.»

«Og tænke sig,» bliver vor Referent ved, «at det er Pariserfolket, Familiefædre og –mødre, der engang havde Ord for Skikkelighed, ja man kunde træffe paa sandt mønsterværdige Eksemplarer af dem! I tidligere Dage førte min Stilling som Medarbeider af Bladet mig ogsaa til at studere Arbeidsklasserne lidt nærmere, og jeg kan sige at have truffet paa Familieforhold og –dyder, som maatte vække Beundring. Det ytrede sig især i en Respekt for Barndommen, en øm Omhu for at verne om den. Og nu byder Fædre og Mødre selv deres Børn Fordærvelsen imøde, man skulde næsten tro af Frygt for at høre til de Klerikale.

«Hvilken ny Art af et Pariserfolk, hvilke nye Livsmaksimer og Tilbøieligheder vil der udvikle sig deraf?

«Det er ikke Kjærlighed, det er ikke Lidenskab engang, der vil opstaa af dette Smuds. Lidenskaben ødelægger ikke saa let, men den kolde, golde, skandaløse Débauche er det, der undergraver et Folk og fører det sin Opløsning imøde. Vi har set det før, vi vil atter faa det at se . . .

«Jeg angriber ingen Styrelse eller Forvaltning specielt. Jeg paastaar kun, at alt dette er den simple Følge af hele den aandelige Retning. Det revolutionære Had til Gud og al Spiritualisme har affødt det materialistiske Raseri.

«Følelsen af Respekt findes ikke mere, hverken for det ene eller for det andet Parti, hverken hos Forfølgerne eller de forfulgte, hverken for Tribunen eller for Alteret . . .

«M. Gambetta maa sikkert have en Følelse af sin egen Vanmagt; hvis man vilde paakalde hans Opmerksomhed for disse forfærdelige Tegn paa en sig nærmende social Opløsning, vilde han gjøre som Nelson – Nelson var ogsaa enøiet –, der altid satte det blinde Øie til det, han ikke vilde se, og paastod blot, at han ikke havde kunnet observere Admiralens Signal. De andre ti Magthavere kan ligesaa lidt gjøre noget til at hindre Fordærvelsen, som ti Feiekoste forslaar i det store Paris, naar man rigtig faar Brug for disse uundværlige Redskaber!

«Dette er saa visst og sandt, at ikke engang de moderat-revolutionære Blade som «Le Temps» og «Le Débat» tør nævne noget derom, man finder det bedst at vende Nelsons Øie til . . .»

Saavidt Referenten i det franske Blad. Jeg har ikke vovet at gjengive ham i sin Helhed, men dog nok til at vække alvorlige Betragtninger ogsaa hos os. Vi faar her et Glimt af, hvorledes et Folk opdrages, et Folk, der skal opdrages til at styre sig selv.

Tør jeg endnu lægge en – min Betragtning til?

Hvilken Del af en Nation er det, som lider mest ubillig under Tilstande som de her skildrede? . . . Hvem er det, som dog tilslut maa betale Legen, baade de vakre Udstillinger og deres ligesaa vakre Følger – og skulde der virkelig være saa stor Forskjel paa disse Udstillinger, der nu oversvømmer Paris, og visse andre, der fandt Sted i gamle Dage paa Galgebakker og Gadehjørner? – ja, se det falder nu hverkende de styrende eller Folket eller den indignerede Referent – overhoved vore Magthavere ikke med den mindste Tanke ind. Maaske bliver denne universelle Ubevidsthed dog tilsidst den mægtigste Aarsag til, at «et Folk undergraves og føres sin sikre Opløsning imøde . . . vi har set det før, vi vil atter faa det at se».

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.