Mod Strømmen II

av Camilla Collett

Forrige Neste

Til Venner i Kjøbenhavn.

Marts 1884.

Vi kjender alle Søsygen, hvad det er for en ulidelig Tilstand. Lad det gjælde som lidt Undskyldning for, at jeg ikke enkeltvis har besvaret eders saa gode, kjærlige Breve. Jeg har været syg, søsyg. Der gives nemlig ogsaa en aandelig Søsyge, som, hvor vovelig en Slutning ogsaa til en Aarsagernes skjulte Sammenhæng her kunde være – vi vil overlade det til Psykologer og Patologer – i sine Virkninger har den ialfald meget tilfælles med de Kvaler, man udstaar paa Søen. Det er denne Art Søsyge, jeg har lidt af under mit sidste Ophold her. En stille sjælelig Kvalme ved næsten alt, en træg Utilbøielighed til, ligesom andre Reisende, at søge Adspredelser og lade fem være lige – Symptomer, der nøie svarer til vor ængstelige Frygt for at røre os i Køien, medens vi forøger Marterne ved netop denne Ubevægelighed, og ved at tænke: saa og saa længe maa den endnu udholdes.

«Menneskene er ikke saa gode, som de burde være,» et mildt Udtryk for den Livserfaring, der allerede for 2000 Aar siden bragte Atenienseren Timon til at flygte ud i Ørkenen og bosætte sig der. Vore Dages Filosof, vor berømmelige Schopenhauer, tog det mere praktisk, da han gav sin dybe Menneske- og særlig Kvindeforagt Luft i at prygle sine Mætresser, ligesom hans Teori om en Menneskehedens Bod og Bedring gjennem en universal Hungerkur vil han have lettet sig betydelig ved selv at dinere i Frankfurts dyreste Hotel.

«Menneskene er ikke saa gode, som de burde være, C.,» skrev mig ogsaa Collett fra sin Udenlandsreise 1839–40.

Behøver man at reise udenlands for at gjøre den Erfaring? var Svaret, lidt altklugt for en ung, forlovet Pige, kunde det maaske synes.

Og dog tror jeg det nu. Jeg tror, skal man ret tilgavns faa denne Livsvisdom indprentet, maa man befinde sig paa Reiser. Paa Reiser, ak ja! hvor man altid maa holde sig slagfærdig, altid stødes og rykkes i, indtil man maaske rykkes lidt ud af sig selv, og sukkende maa bekjende: Vi er ikke saa gode, som vi burde være det, og Mismodet, Misfornøielsen med hele Verden griber os.

Der har vi det! vil I sige. Mon det ikke mest er din egen Skyld, kjære? Din egen sygelige Tilbøielighed til at finde det slette, det vrange ved alting. «Og paa Vrangen skal man aldrig se nogen Ting, noget Menneske,» siger jo Andersen i sin «Honningkagemand». Og Paris er fremfor alt Honningkagemanden, som man ikke maa se paa Vrangen . . . det ved du da nok.

Ja, kjære Venner, I har Ret, fuldkommen Ret. Ja, Paris er fremfor alt Honningkagemanden, der ikke maa sees paa Vrangen. Deraf kan jeg forklare mig, at de enkelte Fænomener, man ikke kan undgaa at støde paa, hvor rolig man forholder sig, næsten uden Undtagelse berører mig frastødende. Man synes overalt, hvor man befinder sig, at staa paa «gyngende Grund», og Hovedindtrykket bliver – Søsyge.

De enkelte, siger jeg. Thi hvad kjender jeg til Vrangen af Paris? Hvad ved jeg om de virkelige Parisertilstande?

Jo, Følelsen deraf har jeg, den ligger i Luften; i alt, hvad man hører og ser, læser og stille lytter sig til, indsuger, indaander man den.

Aviserne – Dagens Aviser! dem, man leilighedsvis kan overkomme . . . Almægtige Gud! hvad faar vi gjennem disse Udskrigere ikke alt at vide! Hvad diskes os her ikke op, selv i dem, der regner sig til de bedste, der giver sig Skin af at forsvare Dyd og gode Sæder! Vi vil tie om de over al Maade ofte anstødelige Beretninger og Feuilletoner. Forargeligere er det endnu, ved Siden af maaske et høistemt Forsvar for den afsatte Religion (en yndet Form for at kunne komme politiske Modstandere tillivs), at finde velvillig rosende Annoncer af de betænkeligste Bøger – Romaner, hvis Titler alene, og vi betviler ikke, at Indholdet rigelig holder, hvad disse lover – vilde andetsteds udsætte dem for Politiets Indgriben. Vil man have denne Sort Blasfemi, at røre det hellige sammen med det smudsige, vil man have den illustreret, saa kaste man blot et Øie til et af disse mange Skuevinduer for Dagens Billedkunst; man vil her træffe den hellige Jomfru i det betænkeligste Selskab, en tornekronet Christ i en Kreds af Magdalener, der mindst synes at tænke paa nogen Bodfærdighed. Overhovedet, skal vi tale om den Ting, var her nok at sige. Vi havde en vakker Samling den Genre før; nu begynder «Salonen» ogsaa at udspy sine pikanteste Beholdninger til Bogladerne – dette Aar mere end almindelig righoldige. Manden kræver med ubønhørlig Strenghed Blufærdighed hos Kvinden, og dog gjør denne samme Mand alt for at drage denne Egenskab ned hos hende, sløve hende selv for den og lære sine Børn lidet at agte den.

Ja, saa var det denne Salon. Jeg vover intet at sige om det, som her vel ansees for det hovedsagelige; dette bliver de kunstforstandiges Sag. Og de kunstforstandige har jo sagt, at der findes ypperlige Ting, at den er interessant. Hvad jeg har set af den, har ikke gjort dette Indtryk paa mig, før det modsatte. Der skal noget til at vinde igjennem; det sker ikke med ett, to, knapt tre Besøg. Heldigvis kan man gaa ti–tyve Stykker forbi uden at fristes til at slaa op i Katalogen. Dette letter jo noget. Jeg kan saaledes ikke afvinde Billeder, der forestiller en Kok i sit Kjøkken, eller en Slagter i sin Bod midt imellem sine blodige Varer, Spor af Interesse. De volder mig omtrent samme Følelse, som naar man vippende i sin Køie hører Middagen serveres indenfor. Der er Hundreder af den Sort. I Grusomhedsgenren har vi dennegang noget ganske nyt, en Korsfæstelse af Løver i Legemsstørrelse, der heller ikke tiltaler mig. Ligesaa lidt som Psyche, der piskes med forsvarlige Ris af Fru Venus’s Kammerjomfruer (jeg tilstaar min Uvidenhed, slet ikke at kjende denne Episode i Psyches Liv). Dog dette angaar jo bare Stofvalget, Dagens Stridstema, og derom holder nu enhver lidt egensindig paa sin Mening. Om selve Maneren tør jeg som sagt mindre dømme; dog vil det synes mig, som om disse i en graa, kalkagtig Tone holdte Landskaber, denne broget klattede Kolorit i Figurbillederne, forstyrrer Perspektivet, alt Relief, følgelig al Illusion, og at saa inderlig man kan holde af Billeder, vilde det være liden Glæde at have dem paa sin Væg. En stor Mængde fortrinlig malte Dameportrætter vilde behage mere, naar ikke saa mange af dem skjæmmede sig ved Dragterne. At Forbillederne til disse Portrætter hylder Tidens Moder, med sine unaturlige Opheftninger og Pukler bagpaa, kan man endnu begribe, da det nu engang er Mode; men at overføre dens Smagløshed til en Eftertid, der vil væmmes ved den, er vanskeligere at forstaa, og dog kan det bedre udholdes i Maleri end i Skulptur, hvor det bliver latterligt. Skandinavernes Billeder har jeg endnu ikke truffet paa, hvor meget jeg har søgt; det er en underlig Skik ved disse Udstillinger, at Billederne ikke placeres efter Numrene; hvor vilde dette lette og behageliggjøre Besøget, naar man var fri for denne trættende Slaaen op i Katalogen! Runebergs mesterlige Buste af Jonas Lie var jeg dog saa heldig efter lang Søgning at opdage.

Træder man saa bagefter et saadant Besøg i Aarets Salon ind i Louvregalleriets kjølig stille Haller, hvilken Overgang! Som naar man fra en bedøvende Maskeradetrængsel slipper ind i en Kirke eller en Skovs friske, duftende Stilhed. Ja her er den sande Kunstens Helligdom! Intet støder os her. Alt fængsler, alt fylder os med et stille Velbehag, med Rørelse, med Andagt. Disse hellige Billeder, Inspirationer fra en Tid, da man endnu troede, endnu bøiede sig, disse Historiens mægtigste Scener, der knytter sig til Navne som Delacroix, Delaroche, Ingres, Horace Vernet, vi ser dem her i hint dunkle Perspektiv, der straks stiller os i den rette Afstand ligeoverfor dem: Fantasiens, Illusionens magiske. De forbliver i majestætisk Ro i deres, de rykker os ikke paatrængende paa Livet, som vore Dages Billeder i sin grelle Klattermaner gjør det. Ak, vi gamle elsker dog ogsaa Kunst, om vi end ikke kan finde os tilrette i denne nye Maner. Hvem mindes ikke at have læst Heines Skildringer af Parisersalonen 33, og har saa senere maaske havt den usigelige Nydelse at hilse disse uforlignelige Kunstverker, som han havde forstaaet saaledes at beskrive os, at vi syntes allerede at kjende dem!

Skal vi ikke opleve nogen Salon fra 33 mere?

I det nye Vokskabinet – Paris maatte ogsaa have et saadant, og det skulde overgaa alle andre – er det just ikke, man lærer at tro paa, at en bedre Tid vil oprinde. Himmelen bevare os! det var for sterkt, selv for – søvante Naturer.

Jeg kjender kun ett saadant Vokskabinet før, det berlinske Panoptikum. Mægtig betagende var det at gjennemvandre, særlig naar man er ene, som det engang er min Lod at være det. Man ved ikke, hvad man skal beundre mest, de enkelte celebre Personligheder, som de staar der, eller Grupperne; man har saaledes den hele tyske Rigsdag forsamlet. En stor Mængde Dødsmasker af berømte Personer, hvori man tydelig gjenkjender Trækkene fra Billederne, skal alle tilhøre Virkeligheden, det vil sige, Kunstneren har taget dem over Ansigterne.

Skal jeg endnu vove at gaa ind af denne Dør? spurgte jeg mig selv efter en saadan noget betagende Vandring gjennem de mange Sale. Paa denne Dør stod der nemlig «Schreckenskammer». Skal jeg vove det? tænkte jeg. Nu, jeg vovede det, og befandt mig passabel sindsmægtig ligeoverfor en Række berømte Forbrydere, hvoraf Bremerhelten Thomas og Giftblandersken Gedske Timm hilser os først. Her var mange rare Sager, Vaaben og Instrumenter, som man aldrig havde set eller tænkt sig før. Jeg bukkede mig for at se nærmere paa et saadant nede paa Gulvet; da jeg reiste mig, fik jeg et dygtigt Dunk i Hovedet af noget, der hang og vippede, og som viste sig at være et stort Slagsverd:

«Das Schwert, womit Sand, Kotzebues Mörder, im Jahre 1820 hingerichtet», stod der paa Sverdet.

Ja, man bliver underlig tilmode, men næste Gang jeg gik gjennem Keiserpassagen, der under sit mægtige Glastag bred og prægtig strækker sig gjennem et helt Kvartal, drog det mig atter op i Castans Panoptikum. Hvor besynderlig rystet, som om det havde været en for sterkt, man kan gaa derfra, saa modtager man dog Indtrykket af noget stort, opløftende. Af noget, der kunde saare den strengeste Anstændighedsfølelse, ikke Spor her.

Det er mere, end man kan sige om «Musée Grévin», det parisiske Vokskabinet.

Naar man er traadt ind i Forhallen til dette Kunstens Tempel, studser man straks ved at befinde sig ligeoverfor tvende kolossale, med noget guldspettet Flor let draperede Sfinksgestalter, der i en vistnok egen Uoverensstemmelse med, hvad Myten lærer os om Skabelonen paa disse mystiske Væsener, her ender i et Par lodne Gjedekroppe . . . altsaa et Slags Faunesser. I Sandhed, en egen Sort Genier, fuldt værdige til at bevogte Indgangen til den Helligdom. Lidt forbløffet træder man da ind i Hovedhallen, med sine Nicher til Siderne, og den store Tribune i Midten, og synker maaske ned paa den nærmeste Bænk for at samle sig lidt, en Bænk overraget af noget, der i det uvante Lysskjær syntes os en Slags Baldakin. Et Par Skridt fremad, og Baldakinen forvandler sig til den luftige Florsperiferi omkring en paa sin Piedestal placeret berømt Danserinde. Paa den store Midttribune finder vi da fast alle Sangens Celebriteter, notabene kun dens mandlige, Forfattere, Komponister, Journalister, Billed- og Scenekunstnere, i forskjellige Grupperinger og i det bedste Selskab, det vil sige efter den Smag, der nu synes at raade i Dagens Paris. Vi henstiller til enhvers egen Fantasi, hvor de vil søge de kvindelige Skikkelser, der, en Sværm natlige Falæner lig, omsvirrer disse dets store Mænd, helder sig fortrolig til dem, spiller med dem, skjænker for dem, koketterer foran Speilet – kort indtager de betænkeligste Attituder. Zola, med sit godslige Ansigt, syntes ret at finde sig i sit Es. Men jeg kunde ikke lide at se Gounod der. Man havde placeret denne uforlignelige, der med al sin sydlandske Verve har formaaet at lægge en saa nordisk germanisk Dybde og Inderlighed i sine Toner – den eneste Franskmand maaske, der kunde løse en Opgave som Faust – ved Flygelet, omringet af en Kreds lyttende.

I den hele Samling findes der derimod neppe tre hæderlige Kvindeskikkelser, i det hele faa Kvinder, nogle bekjendte Skuespillerinder og et Par do. Kommunistinder.undtaget.

Da jeg vendte tilbage fra min Runde i Salene, tiltalte jeg en ældre Dame, der havde taget Plads paa en Stol i et Hjørne, dog efter forsigtig at have forvisset mig om, at hun tilhørte Livet og ikke Kunsten. Det var nemlig netop hændt mig ved en af Indgangene, at jeg havde rettet et Spørgsmaal, efter, som jeg troede, at have formuleret det paa rigtig godt Fransk, til en der posteret kolossal Gardist, men som af gode Grunde forblev uhyggelig ubevægelig.

Jeg maatte have lidt Luft for min længe kvalte Forundring over at se de store Mænd i saa slet et Selskab, og at den bedre Del af Kjønnet var saa mangelfuldt repræsenteret.

Nei, hun var ikke af Voks.

«Ah, vous avez raison, Madame,» fór hun op som elektrisk berørt. «Vous avez raison, c’est une horreur!»Ah, Madame, De har Ret, fuldkommen Ret, det er afskyeligt! (Anm. fra 1885.)

En hel Nations, en hel Tidsalders Kvindeklage og Harme lød til mig i dette Svar.

I noget Teater har jeg ikke været. Ikke set Sarah Bernhard, Théo, Judic? Nei. Men jeg har to Gange bivaanet Forestillingerne paa Marionetteatret i Tuilerihaven. De varer et godt Kvarter, og saa sidder man saa deilig frit under aaben Himmel, omgiven af glade Barneansigter. Om jeg havde været i Mme. Adams Salon? Skandinavisk Forening? Den internationale Kvindekongres?

Heller ikke. En af mine Pariserfornøielser er at stanse udenfor Dyreudsalget paa Madeleinepladsen. Her findes et vakkert Udvalg af befjærede og firbenede, af denne tamme Sort, som vi Mennesker holder af at have omkring os, i Mangel af bedre Selskab. Det er en sand Fornøielse at iagttage dem i deres forskjellige Bure og Aflukker. Der var en Hund, høi, slank, kridhvid med sorte Pletter, et pragtfuldt Dyr, 300 francs var Prisen. Den kunde vist gjøre sin Mand berømt. Ind i Buret til de fire søde smaa Katunger, ogsaa hvide, havde man sat et lige Antal Miniaturhundehvalpe. Det var rørende at se Forholdet mellem dem, enten de legede og boltrede sig sammen, eller forholdt sig rolige, det kunde ikke være fredeligere og bedre. Om man saadan fra Begyndelsen vænnede disse Racer til at omgaaes hinanden, mon ikke Fiendskabet lidt efter lidt vilde ophøre? . . . Jeg ved ikke, hvordan det var, men jeg kom til at tænke paa hint Spørgsmaal om Fællesopdragelsen og Fællesundervisningen, der nu saa ivrig diskuteres hjemme . . . vore betænkelige skulde set dette Forhold: Ja, vi kunde lære meget af Dyrene.

«Hvad tænker De om Darwins Teori om Nedstammelsen?» spurgte jeg en Abekat, der stirrede mistroisk paa mig bag Sprinklerne. «Den vinder da Deres Bifald?»

En gyselig Grimase, som om den vilde sige: «Maa jeg frabede mig Chikaner,» var Svaret. Naar det kommer til Stykket, saa er det dem, der føler sig fornærmede, tænkte jeg, og lidt skamfuld gik jeg derfra.

Se saa, nu har jeg intet mere at melde. Jeg oplever intet, besøger ingen, søger intet. Jeg gaar hver Dag, naar Veiret tillader det, over i Haven, min kjære Have, Tuilerihaven, og græder over dens Forvandling. Og græder over Paris, mit deilige Paris, som jeg ikke kan finde igjen. Og græder over mig selv, der er bleven for træt og gammel til at søge det. I denne Have har jeg Billedet af mit lille Paris–Paradis. Hvor er de ensomme Pladse? hvor de himmelhøie, stille susende Træer, som engang skyggede over et Publikum, der nøiede sig med Stilheden og Skjønheden, et Publikum, der respekterede de store Traditioner og ærbødig lod dem sin Plads! Nu har en Klasse bemægtiget sig den gamle Fyrstehave og skabt en Dyrehavsbakke af den. Den ene Trægruppe falder, den ene Fjælebodbarakke reiser sig efter den anden . . . en ny saadan er endnu kommet til, og det ligeoverfor Pavillon de Flore, den engang reserverede Del af Haven, hvorfra Marie Antoinette og Lamballe har skuet ud over den . . . over Døren paa denne en Inskription, som – jeg forstaar jo ikke Engelsk – lød paa noget som: Watter Closets.

Og saa vandrer jeg trist og hensunken min Vei tilbage. Kommen udenfor Haven, gjælder det da at samle sig igjen, skal man vente at komme med hele Lemmer over den myldrende Concordeplads hjem til den nærliggende Pension i Citéen.

Saa stod jeg igaar længe ved en af Overgangene, en af de allerværste. Tog et Skridt frem og et tilbage og kom ingen Vei. Et Par Gange havde jeg hørt noget som et: Prenez garde! bag mig.

Det var en af de mange ledige Arbeidere, disse Stakler, som man ser undertiden i Klynger, paa Trottoirer og Gadehjørner.

«Madame, vous me devez deux sous parce que je vous ai sauvé la vie,» lød tilsidst Stemmen.

Se mig til den! tænkte jeg. To Skilling vurderer han mit Liv til, han ved ikke han, at jeg er af en Stand og fra et Land, hvor man skatter det mindst dobbelt saa høit . . . Værsgo, der er fire.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod Strømmen II

I 1879 hadde Camilla Collett utgitt første bind av essaysamlingen Mod Strømmen. I 1885 kom bind 2, med tittelen Mod Strømmen, Ny Række.

Som i første bind handler tekstene først og fremst om kvinnenes stilling og kår i samfunnet.

Fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene hhv «Første Række» og «Anden Række».

Se faksimiler av 1. utg., 1885 i NB Digital.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.