Ude og Hjemme.

(1883.)

Der eksisterer i vor Literatur en Bog af en svensk Forfatter, et ret merkeligt Skrift, hvis Titel lyder: «Qvinnofrågan. Jemförelse mellan de tre stora kulturfolkens nutidsåsigter rörande könens psykiska begåfning och sociala ställning. Studie af Emund Gammal».

Bogen er allerede et Par Aar gammel. Fraværelse har hindret mig fra at erfare noget om den, hvorvidt den ogsaa i vor norske Læsekreds er bleven bemerket eller offentlig omtalt. Lige meget, en Bog som denne er altid ny her hos os. Om Navnet Gammal er Forfatterens virkelige, om det skjuler et Pseudonym, er for norske Læsere maaske lidt uklart. Ser vi hen til den blot formelle Behandling af Emnet, respektabel Grundighed, baaret af en skarp Dialektik, bringes vi til at tvile paa, uagtet meget taler derfor, at det er en Kvinde, der har skrevet denne Bog; ser vi hen til Aanden, Tendensen i den, maa vi forundret spørge: Kan det være en Mand? Dette være, som det vil; det er et fortjenstfuldt Arbeide, en af disse sjeldnere Tilsyneladelser i vor Literatur, der her i Norden maa hilses med Glæde.

Det er ikke Meningen at ville levere en gjennemgaaende Kritik over Hr. Gammals Bog. Andre dertil mere egnede Penne vil vist allerede have sørget derfor. Jeg ønsker kun ved at meddele et kort Resumé at vække fornyet Interesse for den. Maatte det bidrage lidt til at klare Bevidstheden om en Sag, der hos os endnu ikke kan glæde sig ved nogen stor Sympati. For den store Mængde staar den ialfald, naar den ikke er en ganske ukjendt Ting, mer som et mystisk, faretruende Skræmmebillede end en Bevægelse, hvis Berettigelse dog mer og mer vinder Erkjendelse i andre Samfund. For mig skulde da det Stykke Uddrag, der her leveres, tjene som Indledning til og et ret velkomment Tilknytningspunkt for et Par Betragtninger, hvortil Dagens Begivenheder kan have givet Anledning. Skulde det saa hænde, hvilket ikke var umuligt, at min lille Studie blev beæret med en Anmeldelse, det vil nærmest sige, at den blev angrebet, mistydet, gjennemheglet, saa tillader jeg mig at give Svaret forlods: Man læse Gammals Bog.

Forfatteren fremhæver paa en klar, anskuelig Maade Kvindespørgsmaalets Stilling i Europas tre store Kulturlande, saaledes som det kommer tilorde gjennem sine respektive For– og Bekjæmpere. I denne Sammenstillen kommer Tyskland til at indtage en betydelig lavere Plads end de andre Lande, navnlig England. «England,Ordret Citat efter Forfatteren. (Anm. fra 1883.) Frihedens mægtigste Forkjæmper paa «saamange andre Omraader, er det ogsaa paa dette. Nationens «sterkeste Selvstændighedskrav kommer i dobbelt Henseende «Reformen tilgode . . . Det tyske Rige har fra først af, paa”virket af den store europæiske Reaktion ved Begyndelsen af «Aarhundredet, i Almindelighed forholdt sig ligegyldig eller rent «ud fiendtlig ligeoverfor Bevægelsen. Nogle ganske faa har «sluttet sig til den, medens flere af dets berømte Mænd er op”traadt fiendtlig mod den» . . . og nu fører han frem for os en Række af disse sidste, hvortil de andre Lande visselig ikke kan opvise nogen tilsvarende.

I Sammenligningen mellem Tyskland og Frankrige kommer Forfatteren til et ret interessant Resultat. I Frankrige raader en paafaldende Modsætning i den social-videnskabelige og den æstetiske Opfatning og Behandling af Spørgsmaalet. Medens Vurderingen af og Agtelse for Kvinden i den førstnævnte Art Literatur stiger til en Slags Tilbedelse, synker hun i den sidste ned til et Uhyre. I den franske Skjønliteratur vil hun næsten altid træde op som det ondes Princip, Slangen i Paradiset, og i denne Opfatning, Romanens og Dramaets, der jo desværre har det i sin Magt mere direkte at indvirke paa Mængden, vil man jo ogsaa og vist med fuld Ret søge en af de virksomste Aarsager til den stigende Sedefordærvelse.

I Tyskland er Forholdet omvendt. Her er det Digterne, der yder og altid har ydet Kvinderne Kjærlighed, Beundring og Agtelse: Goethe, Schiller, Auerbach, Freytag, Ebers etc., medens den social-videnskabelige Literatur tilbunds river hende ned . . .

Forfatteren opregner os nu et anseligt Antal af «Katederlærdommens Repræsentanter», der samtlige overbyder hverandre i Smædelser og Forhaanelser, mange af en saadan Art, at de vanskelig lader sig gjengive. I en eneste saadan Schopenhauersk.irade: «Agtelse for Kvingen kan man kalde Toppunktet af den kristelig-germaniske Dumhed», er alt sagt. Især træffer Skolens Had og Foragt den dannede Kvinde. Dens Opfatning af Kjærlighed som den eneste Betydning, Kvinde kan have for Mand, synes ikke at høine sig meget over det Standpunkt, enhver hvilkensomhelst hornet og manket Hersker i sin Kreds indtager. Flere af dens navnkundigste, tobenede Tilhængere prædiker aabenbart Flerkvinderiet, Polygamiet. Socialisten Bebel siger: «Kvinderne er fuldkommen udygtige til at arbeide med paa Samfundets Gjenfødelse. De er beheftede med alle mulige fysiske og moralske Sygdomme, Slaver af alle Slags Fordomme, og altid Anstødsstenen, mod hvilken Reformerne vil strande. Mod dem er det nødvendigt at anvende, om ikke fysisk, saa dog moralsk, det gamle peremtoriske Middel: Pisken.»

Vi kan ikke bare os for at tænke, at Hr. Bebel dog vel har forsøgt begge disse peremtoriske Midler. Det ene har ikke vist sig virksomt nok til at vække Sansen for Samfundets Gjenfødelse, nu skal der eftertrykkelig skrides til den «moralske» Maade at bruge – den paa.

Grunden til dette Raahedens paafaldende Særsyn, der møder os i et høitciviliseret Land, og det fra Lærdommens Høider, mener nu vor svenske Forfatter nærmest maa søges i det indelukkede Studerkammerliv, hvori den tyske Lærde, unddraget en sund, livlig Vekselvirkning med Udenverdenen, behager sig at leve. I samme Retning udtaler sig ogsaa et Par tyske Forfattere. Ogsaa de fremhæver den dybe Kløft, der skiller Standen fra det praktiske Liv, medens den alene suger sin Næring «aus dem ungeheuren Literaturtintenfass, ihrer Mutterbrust».

I denne dens Aandskoryfæers Elendighed (Ernæringen ved denne frygtelige Amme menes her formodentlig) i en naturlig Kynisme, en medfødt Smag for «die göttliche Grobheit»«Die göttliche Grobheit» skal vel i Skolens Sprog betyde den absolute, eneste hyldningsværdige Sort Grovhed. Begrebet synes at være bleven det tekniske Udtryk for den Frækhed, der intet mer skaaner. (Anm. fra 1885.) tilsat med «den Stuelærdes Pedanteri og Ensidighed», vil nu vor Forfatter søge Grunden til den Raahed, der møder os i saa mange Skikkelser fra den tyske Lærdoms Høisæder.

Hr. Gammal opholder sig dernæst noget forundret ved Kvindernes lydig passive Holdning ligeoverfor disse Forsmædelser, eller, som han næsten lidt for sirlig udtrykker sig, «At hon ei förmått tilräckligt utöfva sin civilisatoriska Mission. Vist medrette vil han søge dette i den uundgaaelige Vekselvirkning som her, «ved den ensidige uppfattningen af hennes kallelse», maa indtræde, kort og godt, i Forhaanelserne selv. Raaheden vetskræmmer og gjør stum.

Vi har opholdt os noget længe ved Reaktionens yderligstgaaende; vi skylder nu ogsaa at nævne de faa, der mer eller mindre har brudt med den og virket til Reformen.

Som den fornemste Repræsentant for Middelveispartiet. Tyskland nævnes Sybel. Til ham slutter sig i Almindelighed Presteskabet. Begge Parter modsætter sig Kvindens videnskabelige Uddannelse og Virksomhed, hvorvel af ulige Grunde. De Lærde paastaar, at hun udarter derved, Teologerne at det er mod Religionens Bud. Kvinderne bør kun gives den praktiske Uddannelse, der er nødvendig for, at de kan forsørge sig selv, men – men holdes borte fra den lærde og Embedsveien. Hustruen bør fremdeles baade med Person og Eie være afhængig af Manden.

Til dette Parti hører Edward Reich med flere; alle forener de sig i gjennem en bedre Opdragelse og en mer udviklet praktisk Virksomhed at skaffe hende Sysselsættelse og Underhold, men – dermed basta.

Som Talsmand for den virkelig frisindede Retning maa i første Række nævnes Hermann Lotze og Fr. von Holtzendorff, begge tilhørende Tysklands udmerkede Mænd. I sin «Mikrokosmos» beskjæftiger Lotze sig mindre med Kvindens praktiske Stilling end med begge Kjøns psykiske Begavelse. «Vel maa «man studse, naar han paastaar, at den naturlige Intelligens «hos begge Kjøn staar paa lige Trin; den skiller sig blot ved «Formaalenes Forskjellighed . . . Der gives neppe noget, som «den kvindelige Forstand ikke skal kunne fatte, men meget, «som Kvinder ikke interesserer sig for» . . . Han optager den gamle Paastand, at Manden interesserer sig for det almindelige, men Kvinden for det specielle, men viser ogsaa, at man ligesaagodt kan sige, at Manden lever for det almene, Kvinden for det hele . . . Han forsker efter Beviserne for Verdensordenens Love, Kvinden derimod, mere beslegtet med Kunstneren end med Videnskabsmanden, skyr Analysen og glæder sig i Skjønheden.

Ogsaa G. Teichmüller, Professor i Filosofi ved Universitetet i Dorpat, søger i sit Skrift «Om Kvindeemancipationen» baade ad Tænkningens og ad Erfaringens Vei at bevise, at Billighed og Nødvendighed taler for Reformen fuldt ud.

Den vigtigste af disse Sagens Talsmænd synes dog Fr. v. Holtzendorff at være. I sit Verk «Kvindernes sociale og økonomiske Stilling» fordrer han fuld Udvikling af hendes Aands- og Sjælsevner. Familie og Stat vilde begge vinde derved; Familien, ved at Husmoderen blev sat istand til at dele og støtte Mandens Interesser og Bestræbelser og lede Børneopdragelsen, Staten, ved at erholde et Tilskud af intellektuel Kraft, der nu spildes. Han fremhæver Nødvendigheden af hos Kvinden at søge Erstatningen for den Masse Aands- og Tanke-Arbeide, som Manden nu mer end før maa ødsle paa den videnskabelige Detailstudie. Hos Holzendorff taler de Fordele, som Familie og Samfund vilde drage af Kvindens fuldkomne Frigjørelse fra Fordommens og Umyndighedens Baand, mere for en Reform end Kravet paa at berede hende en Selvforsørgelse. Det ene vilde vel flyde naturlig af det andet, tænker vi.

Som allerede antydet, er det dog Middelveispartiet, som kan siges i Tyskland at have vundet fast Fod.

For den gjældende Anskuelse turde Lorenz v. Stein ved sit i 1875 udgivne Skrift, «Die Frau auf dem Gebiet der Nationalökonomie»Stuttgart, 5te Oplag (1880). (Anm. fra 1883.) være Forbilledet. Bogens Hovedopgave er at fremhæve Vigtigheden af Orden og Renslighed i Hjemmet samt den nationaløkonomiske Nytte af Husmoderens Lappe-, Stoppe- og andre Færdigheder til Bohavets og Klædernes Vedligeholdelse. V. Steins Verk danner saaledes et af de bedste Udtryk for den tyske Opfatning af Familielivet og Kvinden.

Forfatterens Mistro til den kvindelige Intelligens ytrer sig ogsaa deri, at han, som han siger, ikke vover ligeoverfor sine Læserinder at behandle Spørgsmaalet videnskabelig, men maatte fremstille det som en halv poetisk, mer til Følelsen talende Husholdningslære. Følgen heraf er, at Bogen er bleven saa uvidenskabelig konfus, at man har ondt for at forstaa den.

Det er som sagt denne, Middelveispartiets Lære, der i Tyskland har faaet den største Tilslutning. I Virkeligheden synes den ikke at afvige synderlig fra den Schopenhauer-Hartmannske Skoles. Kvinden henvises ogsaa her udelukkende til det underordnede Standpunkt, Afhængighedsforholdet. Kun sker det paa mindre brutal Maade, uden Forhaanelser.

Og dog – trods dette, trods at Tyskland indtager en Stilling til Bevægelsen som den her skildrede, medens der i de andre Lande, mod en forholdsvis svag Opposition, er optraadt en glimrende Række Talsmænd for den, i Frankrige: Michelet, de Marsangy, Simon, Pelletan, Legouvé, Damerne Daubié og D’Héricourt,Den sidste en Datterdatter af Fru v. Staël. (Anm. fra 1883.) i England: Huxley (Landets første Anatom), Lecky, Parkes, John Bright, Stuart Mill, vil Hr. Gammals Studie belære os om, at Kvindens, det vil da ogsaa sige Sagens, Stilling i sin Helhed ikke er meget bedre end i «das Land der Hausfrauen». Den germaniske mer følsomme Nationalkarakter bidrager maaske her til at jevne meget. I de andre Lande er det især Kvindens Stilling i de lavere Klasser, der af Sagens Talsmænd skildres som aldeles forfærdelig. Forførelse og Hustrumishandling, disse Proletariatets paa én Gang Syndeskyld og Svøbe, begunstiget af Love, der kun beskytter de skyldige, men lader de lidende i Stikken, stiller vistnok Reformen svære Opgaver at skulle løse. Medens man i Frankrige er optraadt mer galant demonstrerende og mindre handlende – den sande Tilstand der kan vist trygt betegnes med den gyldne Elendighed –, er det alene England, der har Æren af at have grebet praktisk an. «Ved Overgangen «fra Kontinentets Kvindeliteratur til Englands føler Læseren «samme Velbehag som ved Overgangen fra kvalme, ophedede «Rum til den friske Luft. Personlig Frihed og Selvstændighed «stræber Landets første Mænd at erhverve ogsaa for Kvinder. ». . . Man begynder nu at forstaa, at den Indflydelse, hendes «Underordnethed hidtil har øvet, saavel paa hende selv som «paa Manden, har været lige skadelig for begge Parter. . . . «Flere Gange har der i England blandt andre Reformforslag «været talt om at indrømme Kvinden politiske Rettigheder paa «samme Grund og samme Vilkaar som Manden . . . Stem”meret for dem, meget nær paa at gaa igjennem ved sidste «Votering, haaber paa det gunstigste Udfald næste Gang.»

Forfatteren præciserer nu de opstillede Betragtninger over «Sagens Stilling i de forskjellige Lande saalunde: «Den tyske »Pessimisme sætter Kvinden under Manden som en ringere, «lavere Skabning, den franske Idealisme sætter hende over «Manden som et høiere Væsen, den engelske Realisme stiller hende ved Siden af ham, som hans jevnlige. Disse tre Anskuelser repræsenterer Orientalismen, Riddertiden og Nutiden.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.