Den første montenegriner

6«Imorgen tidlig kl. 6 omtrent kan De faa Montenegros fjelde at se, signor,» sagde den gamle triestinerlods, der nu i 2 døgn sikkert og pent havde ført os langs Istriens, Kroatiens og Dalmatiens kyst tiltrods for snestorm og et kranglet og kroget farvand.

Og ganske rigtig, næste morgen dreiede damperen af og ind i Cattarofjorden, og foran os laa fjeld i fjeld, brune, graa, taggede, furede, sønderskaarne, med sne paa toppene, skinnende og lysende op mod den dybblaa himmel, – dér laa Montenegro.

Didop! Didop!

Af passagerer saa tidlig paa morgenen stod der kun en eneste, en firskaaren, solbrændt sjømand paa fordækket. Han stirrede som jeg selv op mod fjeldene. Han var kanske ikke vant til at se en saadan natur. Mig mindede den i saa mangt og meget om min egen hjemstavn, Indre Sogn.

«Evo ti Tsernagora!» – der er de sorte fjelde! – «Tsernagora!» lød det pludselig med henrykkelse fra 7sjømandens læber. Han saa med lysende øine hen paa mig og gjentog atter sit «Tsernagora!»

«Tsjivio Tsernagora!» – Hurra for de sorte fjelde! – fik han til svar.

«Tsjivio!» raabte sjømanden.

«Evo ti Lovtschen!» og han pegede mod det høieste vældige fjeld, der netop stak sin skinnende hvide top frem mellem to mørke fjelde i forgrunden.

Lovtschen er montenegrinernes hellige fjeld, et mægtigt fjeld, 5000 fod høit. Dets top sees ud over alt Montenegros land. Der oppe er bygget et lidet kapel, og der hviler Montenegros store vladika Petar II. Kapellet sees langt, langt ud over land og hav, det staar der som en varde, mindende enhver montenegriner om den store helt, hvis liv var viet fædrelandet, det hilser saa mangen gang den hjemvendende, efter sit fattige land altid længtende montenegriner.

Og sjømanden var netop en saadan hjemvendende montenegriner, der af fattigdom havde maattet søge ud til de fremmede lande, forladt hus, hustru, fædreland for at tjene det brød, som de karrige fjelde ikke vilde give ham.

Men hvilken ganske anden forestilling jeg havde gjort mig om de sorte fjeldes tapre sønner. Efter min mening maatte han have ørnenæse, lynende øine, kulsort haar, holdning som en fyrste og bæltet spækket med alskens vaaben.

Men det kom nok, og min første montenegriner var i sit ydre en undtagelse. Thi her stod foran mig en god, bred sjøgut og smilte henrykt til mig over sit gjenseede fædrelands stolte fjelde og over den fremmedes beundring.

Paa nordsiden af Cattarofjorden hæver sig de vilde Krivoschijefjelde. De ser i et og alt ud som de montenegrinske fjelde ved siden af, og de har ogsaa den 8samme folkestamme til beboere. Det er Dalmatiens aller sydligste, spidse. Geografisk og ethnografisk tilhører disse fjelde Montenegro, men Østerrige har tilladt sig at bemægtige sig dem paa grund af Cattarofjordens udmærkede havne. – Her ligger fort ved fort, paa alle høider, helt oppe i sneen; de magter maaske at spærre grændsen mod Montenegro og holde i tømme de stridbare krivoschianere, der i 1870 og 82 ved blodige opstande viste, at de magtede at sætte sine fordringer gjennem tiltrods for den mere end tidobbelte østerrigske overmagt.

Her er valplads paa valplads, fra venetianernes dage, Napoleon I’s dage og fra de sidste opstande.

Sjømanden vidste god besked om dem alle. Med rullende tunge og med livlige gebærder fortalte han, hvorledes man havde kjæmpet i den dal, ved den by, paa det fjeld. Han talte flydende italiensk, men i sin iver maatte han undertiden søge efter ordene, og dette gjorde hans mimik kun endnu mere levende. Vi stod tilslut en hel kreds om ham, lyttende til hans glødende tale.

Han kunde ogsaa fortælle om de sidste krige oppe i Montenegro i 1876, 77 og 78. Mange fra hans bygd var ikke komne mere hjem, hans fa’r og to brødre var faldne; selv var han dengang for ung til at faa være med i den hellige kamp for sit land. Den yngste bror, som faldt, var ikke mere end 15 aar.

Og han sang den tyrkiske krigsmarsch, fløitede montenegrinernes signaler og med vilde, livlige gestus fortalte han om forfærdelige, blodige kampe, om mændenes tapperhed, om kvindernes opofrelse, om dem, som havde fundet heltedøden af begge kjøn.

Synet af hjemlandets fjelde forvandlede sjømanden til den ægte fjeldbo igjen. Al hans interesse var kun fædrelandets kampe, dets historie, dets forherligelse, og 9da han fik høre, at jeg, den fremmede fra det fjerne land, vilde gjæste hans fjelde, blev han først rigtig ivrig, og med glødende begeistring fortalte han om alt det storartede, herlige, smukke, jeg nu vilde faa at se.

Jeg har kun truffet korsikanere, der har været lige saa glødende i sin beskrivelse af sit hjemlands rigdom og skjønhed. Og denne montenegriner var ingen heimfø’ing, han havde i to aar faret et godt stykke af jorden omkring. Nu kom han fra Indien over Liverpool, London, Rotterdam. Nu skulde han tilbringe en vinter hjemme i sin lave hytte der oppe i fjeldene under sneen for saa at reise til Amerika. Der havde han en broder, der sad godt i det, og som nu kunde reise hjem. Saa skulde han faa broderens plads og haabede i to aar at have tjent 300 kroner, saa vilde han komme hjem igjen for sidste gang – og blive hjemme.

Da Montenegro er saa fattigt, maa mange af dets sønner aar om andet vandre ud for at tjene brødet i fremmed land, for at lægge sig op en liden sum, – og saa vende hjem.

Min første montenegriner skuffede mig ikke, jeg blev det heller ikke senere over hans land og folk, – og vel var det. Det havde været mig en bitter skuffelse, om montenegrinerne, om hvem jeg paa forhaand vidste saa meget fordelagtigt, ikke havde holdt maal.

Det var med megen og spændt forventning, at jeg hin morgenstund nærmede mig Montenegro, der, lysende og skinnende som en glad, festklædt vært, hilsede mig velkommen. Morgensolen farvede det sneklædte land med straalende, gyldne farver, Gattaro selv og Dalmatien laa endnu i mørk skygge; grændsen gaar deroppe i fjeldsiden, der hvor sneflækkerne begynder.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.