Gjennem Montenegro paa ski

av Henrik Angell

Geistligheden


s122

122I et folk som det montenegrinske, der gjennem aarhundreder har maattet uafladelig kjæmpe for sin tro, er det selvsagt, at geistligheden har maattet spille en fremtrædende rolle. Vi ser ogsaa landet lige til midten af dette aarhundrede fra øverst til nederst styret af præster, med «vladika»en som fyrste, erkebiskop og kommanderende general i spidsen. Vladikaen var og er hellig, og da han i sin person indehavde saavel den geistlige som verdslige myndighed, var folkets fører i krig og fred, saa maatte denne mand indtage naturligen en meget fremragende stilling inden folket, og Montenegros historie er ogsaa med rette knyttet til dets vladikaer. Den nuværende fyrstes farbroder, Danilo I, frasagde sig i 1852 den geistlige overhovedstilling, 123lod sig udraabe til «Knjaz i gospodar slobodne Tsernagora i Brda», ɔ: fyrste og herre over det frie Montenegro og Brda; han indførte senatet og den lovgivende forsamling, gjennemførte en række tidsmæssige love, – og civiliserede sit land i høieste grad. Den nuværende fyrste har saa handlet videre i farbroderens aand.

Vladikaens indflydelse er altsaa bleven mindre, men derfor ikke selve geistlighedens, præsternes. Som i forrige kapitel omtalt, er de sit folks foregangsmænd baade i fred og krig, de deler sin indflydelse kun med bygdens officerer, ofte er de selv officerer. De er efter min mening dette mærkelige lands mærkeligste mænd.

Blandt præsterne fandt jeg flere af mine bedste venner; det var kundskabsrige, belæste folk, ofte flere sprog mægtige, – mærkelig fordomsfrie, mærkelig tolerante. «Den religiøse tolerance er saa absolut,» siger Lenormand, «at i visse dele af Brda, hvor der findes muhamedanere, faar disse i fred beholde sine moskeer og præster, …. og disse muhamedanere kjæmper lige saa forbitret mod tyrkerne som selve montenegrinerne.» Enhver reisende i Montenegro vil kunne bevidne dette og mere til. Husk paa Podgoritza og Niksitsch!

Præsterne kjendes alene paa sit helskjæg, ellers er uniform, vaaben aldeles som hos den menige mand. Den ladte revolver og handscharen lægges kun bort ved selve alteret. Den kappe, som præsten paa billedet her bærer, er i virkeligheden kun «stroukaen», plaidet, der bæres af enhver.

Hvad der især tiltalte mig hos dem, var deres overordentlige freidighed og mandige djærvhed i ord og handling. Sammen med en præst fra Niksitscherdistriktet tilbragte jeg ofte mindeværdige timer. Præsten, stolt af sit land og folk, fortalte gjerne om Montenegros historie, nuværende stilling og fremtidsudsigter. «Vi har været endnu fattigere, endnu ringere og endnu 124færre i tal; ved Guds naadige bistand og ved vore sønners og døtres tapperhed har vi dog altid seiret. Et lands styrke maales ikke efter mennesketal og rigdom, men efter dets folks karakter. Hærens aand, det er hærens kraft, folkeaanden, det er landets styrke ogsaa. Saalænge mit folk holder sig til fædrenes tro og love, er sædelig rent, nøisomt og tarveligt, saalænge sammenhold og enighed hersker, saalænge vil ogsaa fædrelandet være frit og uafhængigt. Vor største fare er splittelse i bygder og stammer, i særinteresser, at man lader eget ve og vel gaa foran det almenes, foran statens. Der er høit mellem dalene, langt over fjeldvidden, hvor let kan ikke den ene nahi glemme, den anden. Et folk som mit trænger stadig krig, det maa smedes sammen i blod, man maa have de store interesser at arbeide for, at ofre sig for, de heder fædreland, stat, religion. Jeg er en fredens mand; men den samme Gud, der gav mig korset i haanden til hans tjeneste, gav mig ogsaa vaaben i bæltet til mit lands tjeneste, jeg haaber ikke at have baaret hverken kors eller sværd forgjæves.»

Han fulgte mig paa tilbageveien op paa fjeldryggen ned mod Zetadalen. Kun sne og fjelde, – hist og her nogle smaa fattige hytter, et øde, vildt land var kun at se.

Heroppe holdt præsten en slags tale til mig, som jeg altid skal mindes; den var som udtryk for hele hans folks tænkemaade og berettigede stolthed. Han sa’:

«Jeg ved, at den fremmede finder mit land kun fattigt og ringe, kun øde og stygt, og mangen en reisende har vel spurgt sig selv, hvorledes har dog dette folk gjennem aarhundreder kunnet øde saameget af sit bedste blod paa disse brune stene, paa disse snemarker.» «Fremmede ven!» sa’ præsten med dirrende stemme, «Gud gav os andre øine at se vort land med, han gav os kjærligheders øine, han gav os det bedste, vi kunde faa, et fædreland, der blev vort gjennem tidernes haarde 125gang. Og han gav os i sin visdom og uendelige godhed mere modgang end medgang; det lutrede vort folk, – og vi blev et lykkeligt folk.»

Vi gik nedover slyngveiene mod Stubica, og præsten fortsatte:

«Reis gjennem Balkanhalvøen, gjennem Serbien, Bulgarien, Makedonien, Thessalien, Grækenland, Albanien. Hvad ser De? Sunkne lande, sunkne folkeslag. Lange tider maa hengaa, førend de atter kan hæve sig; de har været hærtagne folk, staaet under fremmed tyranni, de har mistet sprog, fædrene sæd og skik, tildels endog sin gamle tro; vankundighed, usikkerhed paa liv og gods hersker overalt; de rige lande er fattigere end vort. – Nu har De reist gjennem vort land. Har her nogen fordret Deres pas, har nogen uleiliget Dem med Deres bagage, med hvor meget har De her maattet bestikke toldere og politiembedsmænd? Alene, uden eskorte, har De kunnet reise gjennem vore mest afsidesliggende dale; jeg er vis paa, at De overalt er bleven modtagen med aabne arme af selv den fattigste hyrde. Har nogen seet skjævt til Dem, fordi Deres religion ikke ogsaa var vor? Og har De ikke seet et lykkeligt og tilfreds folk midt i sin fattigdom? De har truffet et frit, selvstændigt folk, et gudfrygtigt, ærligt folk, et lovlydigt, sundt og stærkt folk.»

Præsten talte sig varm, og han sa’:

«Der hviler en forbandelse over hine lande rundt omkring os. Thi staar der ikke skrevet: Du skal hædre din fader og din moder, saa det kan gaa dig vel og du længe kan faa leve i landet? Havde hine folk ikke glemt dette? Er ikke fader og moder i videre forstand vort fædreland? Hvilken hæderlig mand taaler, at éns fa’r og mo’r forhaanes eller forulempes? Og dette har hine folk taalt, de værgede ikke om sine gamle forældre og viste dem ikke skyldig agtelse og ære. 126Fremmede har taget landene i besiddelse, selv er de blevne trælle, – ofte udslettede stammevis. –

Fædrelandet har givet dig alt, og det kræver ogsaa alt igjen, det kræver selve livet. Se, derfor har grækerne, serberne og bulgarerne kun ved blod, og blod i strømme, atter vundet sig sit fædreland igjen. For grækerne kostede det mere end for nogen af de andre; men saa havde de ogsaa syndet mere. Rigere begavet end de andre folk, var det sunket dybere ned i vellevnet, blødagtighed, i egenkjærlighed.

Kun ved fred og gode dage blir ingen nation stor. Modgang og prøvelser er nødvendige for det enkelte menneske som for den enkelte nation. De store folkedyder, som offervillighed, tapperhed og sandt frisind, de voxer sig stærke i et folk kun ved haarde prøvelser.

Jeg ved, at man i andre lande beder til Vorherre om fred og gode dage. Her i landet beder præsten kun om: Ske Din vilje … og hold Din beskyttende haand over land og folk, saa vi ikke ligger under i kampen.

Ja, krigen er for os ikke engang bare et onde, den har ogsaa sine gode sider. Eller hvad vilde vort land have været uden krigen? Et halvbarbarisk folk, en skam for den plet jord, som det bebor.

Vi er stolte af vort land, og vi elsker det, som det er, til disse fjelde gaar al vor lengsel. Her har fædrene lidt og stridt, ofret liv og blod – her er vort fædreland!»

Præsten havde talt sig varm, han stod rank og stor foran mig, haanden laa paa handscharen, det dirrede i stemmen, det flammede i øinene.

– – – – – –

Her vil jeg slutte min reises fortælling, her sagde jeg farvel til min montenegrinske ven. Han stod for mig som den smukkeste og ædleste repræsentant for dette ridderlige folk, der i sandhed har været det ord tro, «at værge sit land og bygge sit land».

127Det var med dybt vemod, jeg sagde præsten og landet farvel, det laa saa fagert for mig, tindrende og glitrende med solglans over alle fjelde. Og medens jeg saa mig omkring i denne fattige egn, gik tankerne saa naturlig videre hen, hen til andre fjelde, skinnende hvide. Og jeg saa bag fjeldene i nord et andet land stige frem, et land med store rige havet rundt omkring, med de dybe fjorde, de grønne lier, med skogene, fjeldene og de brede dale i sommersolens glands, i midnatssolens straalepragt, – et fagert land ….. hvor der var baade sommersol og sædejord nok. – – –

«Farvel!» «Farvel!»

Præsten stod og vinkede og vinkede, – saa gik veien i en krumning ind under fjeldet, «farvel», og der klang op til ham et sidste:

«Tschivio Tsernagora!»

s127

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gjennem Montenegro paa ski

Vinteren 1893 reiste Henrik Angell til Montenegro. Han skulle gå gjennom landet på ski, inn til Albania og Tyrkia. Foruten å spre skisportens gleder, var målet for turen å lære mer om landets historie, kultur og levesett. Angell var også interessert i landets forsvar, som militarist var han imponert over hvordan Montenegro hadde klart å holde seg selvstendig - i bokens forord skriver han «[e]t saadant folk maatte og vilde jeg se».

Gjennem Montenegro paa ski kom ut i 1895. I boken forteller Angell om skituren, og han skildrer montenegrinernes gjestfrihet og deres natur, kultur og historie.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1895

Les mer..

Om Henrik Angell

Titlene til Henrik Angells bøker viser hvordan krigsvesenet, nasjonalismen og skiidretten går igjen som hovedtemaer i hans forfatterskap. Karakteristiske eksempler er Tegnebog for folkeskolen og nybegyndere, med forklarende text og nationale forbilleder (1893), Gjennem Montenegro paa Ski (1895), Fortellinger fra Grænsevagten 1905 (1905), Norges krigshistorie (1906) og Norsk skilauparsoga (1908), for å nevne noen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.