Ophold i Cettinje

36De fleste mennesker i Europa tænker sig vist Cettinje som en meget kjedelig by baade vinter og sommer, et forvisningssted, en tarvelig landsby med en del forunderlige, vistnok høist interessante mennesker, nogle tapre kar’er, – men forresten uden al dannelse. Kommer man f. ex. fra Hammerfest en vinter – eller fra Kristiania, tror man, at der langt nede i syden, paa Roms breddegrad er der vaar i februar maaned, at lierne grønnes, at blomsterne titter frem allerede, og man formelig glæder sig ved tanken paa al denne sydens behagelige foraarsvarme.

Nu, – – man vil blive glædelig overrasket ved at finde et behageligt, civiliseret liv dernede – og særdeles forbauset ved en morgen at se, at vadskevandsfadet er næsten bundfrosset, og ved at høre, at der om natten har været op imod 30° kulde Celsius.

Man er nu ogsaa omtrent 2000 fod over havet.

Man fyrer i en skrøbelig ovn, – der staar ude paa gangen – alt det, man orker, sætter sig lige ved ovnsrøret, 37– og man er maaske saa heldig at faa thermometeret til at vise 0°(!) borte i «ovnskroken».

Min nabo, en fransk schweizer Monsieur Charles Piguet, ansat i fyrstens tjeneste, tog sig hver morgen et bad. Jeg kunde høre ham begynde sit morgentoilette kl. 7 med at banke isen itu paa vandbøtterne. Han var en flittig mand, i arbeide hele dagen tiltrods for kulden, en kjæmpestærk, prægtig ka’r, naturaliseret montenegriner, idrætsmand paa sin hals. Han blev snart min gode ven, og vi tilbragte mange interessante dage sammen. Han var mig da og har senere været mig til megen nytte ved mine studier af montenegrinerne, i hans følge var jeg som tiest, – og jeg skynder mig derfor strax at presentere ham.

Vi forsøger paa at faa op det frosne vindu og se ud paa denne mærkelige lille hovedstad. Vinduet faar man endelig op – og man tror sig hensat til Røros eller en anden vinterlig norsk by. De hvide, sneklædte fjelde staar straalende i morgen solen, skinnende op mod den tindrende klare, blaa himmel; fjeldene er nøgne og vilde, ofte storslagne, og ser 38man ret paa selve byen, saa finder man denne Syd-europas by næsten under sneen. Til sin forfærdelse hører man, at i 1891 var der endnu mere sne her. Man kunde da spadsere fra sneen ind gjennem vinduerne i husenes 2den etage.

Saadant havde man ikke troet var muligt her nede i syden, og havde man ikke seet den smale snegang fuld af nye, fremmede, uvante skikkelser i brogede klæder, saa vilde man tro, at det hele blot var en drøm.

Men der lyser atter det hellige bjerg Lovtschen os imøde. Det er snart en gammel kjending. Vi maa atter og atter beundrende betragte dette smukke fjeld samt kapellet deroppe. Vanskelig kan man tænke sig en mere poetisk udstyret begravelsesplads end den, som den store vladika selv udsøgte sig. Det mere end 5000 fod høie fjeld sees langt, langt udover land og sø, det tilvinker de sorte fjeldes tapre sønner et farvel eller et velkommen, det maner dem til død eller seier, minder dem om den ædle vladikas ord: «Fædrelandet er aldrig saa fattigt, at det ikke fortjener at faa det dyrebareste, du har at give, dit liv og blod.»

Og de mænd, man ser gaa omkring i gaderne, de har i gjerningen vist, at de har været deres gamle vladikas ord tro. – Og kvinderne deler æren med mændene, de ogsaa bærer ar efter streifende kugler og krumme tyrkesabler. Alle, hele folket, fra fyrsten til den fattigste hyrde, mand og kvinde, har med sit blod beseglet sin kjærlighed til sit fattige, men derfor lige kjære, dyrebare fædreland. De kan i sandhed sige: vi har værget vort land, – vi har bygget vort land, vi har elsket det frem i vor bøn, i vort barn. Og det har ikke været tomt mundsveir.

Med de følelser og tanker maa man se dette folk.

…. Lad os saa gaa ud!

39Strax udenfor hotellet mødes man med snefonner, der naar dig over hovedet; nogle smaagutter springer omkring, næsten uden sko paa benene og sommerklædte. De hærdes tidligt disse smaafyre. De faar laane skierne, og nu er der ingen ende paa henrykkelsen. Ved hjemkomsten sees skispor rundt omkring, ogsaa en del ældre har benyttet anledningen til at prøve det nye, fremmede skotøi.

Forbi hotellet passerer en række kvinder i mørke klæder med den hvide, ærmeløse montenegrinske kaabe. Det er vandhentersker. Tiltrods for de glatte fjeldsko og den glatte, ujævne vei, glider de ikke, de marscherer let og raskt afsted, som var det paa en slagen landevei. Paa hovedet bærer de en vandspand, ofte bestaar denne i en eller anden gammel kjexbox. Vandet hentes fra et vandbassin tæt udenfor hotellet. I 1891 fik byen sig en udmærket vandledning helt oven fra Obsovikafjeldet.

Maaske ser vi ogsaa nogle vandhentere, en ca. 20 stykker. Man lægger mærke til, at de er de eneste mænd i dette land, som man har seet uden vaaben. Hvad slags fredens mænd er dette? Det er tugthusfangerne. Da de er montenegrinere, forklarer os vor ledsager, behøver de ingen opsynsmand. Det vilde ansees for en skam at rømme sin vei, det vilde ansees som at bryde en indgaaet forpligtelse, og derfor kan de bevæge sig frit omkring, slaa af en passiar med en kjending, faa en cigaret hos en god ven – og lære at indse frihedens velsignelser. Der klirrer lænker ved nogle af dem, det maa vel være de værste.

«Her findes desværre nogle tugthusfanger,» siger beklagende vor montenegrinske ven. I alle fald er det svært faa af dem i forhold til folkets størrelse. Man er lidt hidsig i blodet hernede og kan komme i skade for at tage sig selv til rette. Jeg haaber, at Frilleys 40ord om: «at paa de sidste 20 aar har man ikke havt tyvsforbrydelse» endnu staar ved sit værd.

En reisende fortæller, at han undertiden fik sig en slig tugthusfange leiet til at gaa ærinder for sig, og det helt til landets grændse. Han sendte et par gange med en slig fange pengesummer, der kunde være fristende nok; men han følte sig dog tryg og blev aldrig narret.

Naar en fange en sjelden gang rømmer, saa har man sendt nogle af hans medfanger ud for at hente ham. De har lovet at komme tilbage – og de kjender bedst hans galgenphysionomi. – Skulde nogen af fangerne vise sig uregjerlig, behøver man kun at true ham med korporlig revselse. Det kan bringe den tapreste montenegriner til at skjælve. Den mand, der har faaet en saadan revselse, kan ikke længer leve i Montenegro, han og hans slægt er vanæret. Han selv maa vandre ud, han er næsten fredløs, det er næsten dødsstraf; fædrelandet er lukket for ham.

Gouvernøren i Podgoritza, general Martinowitsch, fortalte mig, at en montenegriner af hans folk for en tid siden blev dømt til rotting. Han bad om heller at blive skudt, men retten maatte have sin gang. Han skjød sig. Ellers var selvmord en næsten ukjendt ting i dette land, og da et selvmord nok engang fandt sted, blev fyrste og folk saa forbitrede over saadan umoralitet og feighed, at følgende lov udkom: «Alle de, der berøver sig selv livet eller blot forsøger at gjøre det, skal erklæres for æresløse, og selvmorderne skal ophænges offentlig i 24 timer i galgen. Det er uværdigt for en montenegriner at berøve sig selv livet, over hvilket kun Gud maa raade, og som kun maa ofres paa valpladsen til fædrelandets forsvar.» Det er en lov, der ikke er let at finde mage til, og som er saare betegnende for montenegrinernes hele moralske standpunkt.

41Det er med høie tanker om dette folks selvagtelse, at vi vandrer videre. Det er ogsaa smukke stolte mænd de fleste, vi træffer paa vor vei, ranke staute folk, der ser ud som officerer og soldater alle, hvilket de jo ogsaa er. De hilser hinanden paa militær vis. De maleriske dragter liver godt op i al denne ensformige hvide sne.

Pludselig passerer vi et par indelukkede vogne.

Hvad behager?

Javel! Wienervogne paa fire hjul; nogle lurvede smaa heste sees ogsaa. En del af hestene skal til vanding, de gaar som en saueflok, uden bidsel – omtrent som tugthusfangerne. De løber ikke sin vei. Nogle af hestene spændes maaske for en af vognene, en eller anden høi person vil f.ex kjøre til Rijeka, 16 km. borte. Landeveien did er feiet; nogle bataljoner gjør det i en fart.

Hestene ser daarlige ud, flere af dem har utilladelige brudsaar. 1ste januar 1893 er der imidlertid udkommet i Montenegro dyrebeskyttelseslov, og da montenegrinerne er et særdeles lovlydigt folk, vil man vel snart blive forskaanede for synet af mishandlede heste. «Naar et folk giver sig en lov, saa er det vel, forat den skal efterleves og overholdes,» sa’ en montenegrinsk ven. At en saadan lov findes i et af sydens lande, er høist bemærkningsværdigt. Enhver reisende i Middelhavslandene ved ellers at fortælle de afskyeligste ting om sydlænderens barbari ligeoverfor dyrene.

Gjennem en liden snegang tilhøire, den første du ser, naar du frem til post- og telegrafstationen. Den bærer det montenegrinske vaaben, en hvid ørn i blaat felt med en gul løve i ørnens bryst. Du kjøber nogle frimærker til minde om opholdet dernede – og man har altid venner, der er samlere. Du blir betjent af mænd i fuldt nationalkostyme og fuldt bevæbnede. Oppe i 2den etage er telegrafkontoret. Telegrafisterne har 42ogsaa ladte revolvere i bæltet. Du sender et telegram hjem for at fortælle, at du endnu har næsen mellem begge øinene, tiltrods for at du er blandt disse skrækkelige montenegrinere.

Idet du træder ud af denne menneskehedens velgjørenhedsanstalt, hører Du liflige toner af et piano. Musikken kommer fra en lang, stor bygning, lidt tilbagetrukken; den ser smuk og indbydende ud, men da du hører, at det er et høiere pigeinstitut, saa skynder du dig naturligvis strax bort med dine profane mandfolkeben.

Du gaar heller lidt længer frem i gaden, kryber gjennem nogle forskrækkelige snehouge og kommer vel ind i apotheket. Noget cold cream til dine forfrosne ører kunde være bra. Du mødes med den største venlighed og paa flydende fransk.

Du slaar en passiar af, og da du er gjæst i dette land, faar du ikke lov til at betale for disse og lignende bagateller. Apothekeren har ikke revolver i bæltet, og du spørger maaske, om undtagelsen for at bære vaaben for ham kommer af, at hans piller er farlige nok alligevel. Han skynder sig med at stikke en revolver i bæltet og forklarer, at der i dette land er mulkt for enhver vaabenfør mand for ikke at gaa til enhver tid med revolveren ladt. Tiderne har været haarde for montenegrinerne, de har gjennem aarhundreder maattet æde sit brød ikke alene i sit ansigts sved, men med vaaben i haand, og ofte kjøbt det ved blod.

Reisende, der har seet dette bevæbnede folk, og som ikke har undersøgt landet nærmere, har visselig ladet sig forlede til at sætte montenegrinere i klasse med albanesere, men intet er urigtigere.

Dagen helder alt, den første dag i Cettinje. Det er med sorg, at man forlader det interessante gadeliv og 43sætter sig til table d’hôte’s 6 – 7 retter, der spises sammen med vor fransk-schweizisk-montenegrinske ven, en østerrigsk legationssekretær, forhenværende dragonløitnant, samt en fransk baron, ligeledes legationssekretær, og maaske nogle montenegrinske officerer. Man sidder til bords i yderfrakke, ulster og plaid, kraven opover ørene – og hakkende tænder af kulde mellem hver ret. Den, som sidder nærmest kaminen, fryser bare paa den ene side, han har en misundelsesværdig plads, hæderspladsen – den er til ældste stamgjæst.

Blev kulden altfor slem, maatte der tages lidt motion som mellemret.

Hvilke hyggelige timer, jeg dog tilbragte ved det bord!

Cettinje har kun 12 – 1400 indbyggere, og er den nærmest kun som en landsby at regne, saa er den i alle fald en høist mærkelig en, det skjønner man efter de første timers besøg allerede. Der er fyrstebolig, erkebiskopsresidents, regjeringsbygning, fængsel, hospital, seminarium, arsenal, høiere gutte- og pigeskole – samt sæde for russisk, engelsk, tyrkisk, østerrigsk, fransk og italiensk gesandtskab. Det er ikke mange landsbyer i Europa, som kan rose sig af saa meget. Disse fremmede gesandter med sine familjer og legationssekretærer i almindelige europæiske dragter midt imellem et folk, der saa stærkt holder paa alt det nationale, giver byen et meget eiendommeligt præg.

I 1485 anlagdes her det gamle kloster, som et af de senere billeder viser. Det byggedes naturligen som en fæstning og har ogsaa flere gange tjent som saadan. Om denne sikre borg byggede montenegrinske bønder sine huse, – og byen Cettinje opstod.

Byen bestaar nu nærmest af en eneste hovedgade med nogle faa tvergader. Den gjør et venligt, godt indtryk. 44Husene er smaa, en eller to etages stenhuse, uden nogensomhelst stads – og efter flotte butikker søger man forgjæves. Men de har heller intet her at gjøre. Med glæde sees, at paa de fleste gadehjørner lindes vel pudsede lygter. I syden ansees den ting ofte som en stor luxus.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.