Gjennem Montenegro paa ski

av Henrik Angell

Over grændsen


s10

10Cattaro er en underlig gammel by med mange minder fra venetianernes dage. Den ligger slig klemt ind under de høie mørke fjelde, at man i begyndelsen næsten ængstelig gaar omkring og venter, at en sten eller et lidet sneskred skal vælte ned over en.

Ved ankomsten blev der fortalt, at posten i en uge havde været forhindret fra at komme frem fra Cettinje paa grund af sne, og at der ikke var tale om at komme op i fjeldene paa lang tid. – Jeg burde blive og se tiden an. Det var nu værten i «Hotel Gratz», som sagde mig dette, og han overdrev maaske. Han skulde vel tale for sin syge mo’r, for sit daarlige hotel, – og det trængtes da ogsaa. Men han havde gjort regning, uden de to lange, underlige indretninger, som den reisende førte med, de lange træfjælene, skierne; thi jo dybere han gjorde sneen i Montenegro, jo mere opsat blev den reisende paa at komme afsted strax, jo før jo heller.

11Forresten overdrev værten ikke saa meget endda; thi sandt var det, at posten i flere dage ikke havde kunnet komme sig gjennem snedriverne, at disse laa i høide med anden etage i Cettinje, og at man dér havde havt for nogle dage siden 22° kulde, og det af de gamle gode, store Reaumurs. Havde jeg blot taget skøiter med ogsaa! Men hvem kunde ane, at der var skøitebane i Cettinje og blank is paa Skutarisjøen.

Nicolai Popowitsch hed min montenegrinske ven fra dampskibet. Han lovede i en fart at skaffe et firbenet væsen, hest, muldyr eller esel til transport af mine effekter; men der var intet saadant at faa til den reise, sneen var for dyb. Ellers var der nok af baade dyr og mennesker, thi det var lørdag og markedsdag, og havnepladsen var fuld af montenegrinere, der spadserede frem og tilbage, nydende solvarmen.

Nico mente, at han sagtens skulde klare at skaffe baade mig og min bagage frem til Cettinje, thi kom ikke dyr frem, kom nok montenegrinere frem. Selv kunde han ikke gjøre følge, han skulde en anden vei, gjennem Krivoschijefjeldene til Grahovo, hjem til sin længtende familje. Dagen var fastsat til hans hjemkomst.

Da han imidlertid fik se al min bagage, rystede han tvivlende paa hovedet og sa’:

«Nei, det der klarer kun en kvinde.»

«En kvinde!» raabte jeg yderst forbauset.

«Omforladelse, » sa’ Nico, «men tør jeg spørge, hvad er De egentlig, Signor?»

«Jeg er capitano.»

Nico sprat til, slog hælene sammen paa militær vis og sa’:

«Omforladelse, omforladelse, Signor, da maa jeg nok finde et par montenegrinere.»

Jeg forstod ikke et muk til en begyndelse. Men meningen var den, at en saa fin person som en capitano 12ikke kunde for skams skyld gaa sammen med en kvinde, og at det er de montenegrinske kvinder, der er de flinkeste til at bære. Gjennem aarhundredernes kampe har det tilfaldt den montenegrinske kvinde at rykke i felten som trænsoldat. Hun har baaret i det uveisomme land al den nødvendige proviant og ammunition og gjort den mandlige del af arméen saa meget mere letbevægelig – og farlig. Kun sjelden har hun kjæmpet med i forreste rækker.

«Der gaar to montenegrinerinder paa et muldyr,» heder et mundheld i Cattaro, – betegnende nok – og korrekt. Mændene bærer nok ogsaa store byrder, men aldrig paa ryggen, kun paa axlen, og en mand bærer aldrig saa meget som en kvinde.

I den ting, at en mand nødig vilde gaa sammen med en kvinde, fandt jeg et folketræk, der mindede mig om skik og brug i enkelte af mine egne hjembygder, hvor ogsaa gjerne karfolkene gaar for sig, kvindfolkene kommer efter.

Nu, – tilfjelds vilde jeg, jo før jo heller, i hvad slags selskab, og Nico forsvandt.

Strax efter kom en ung, smilende montenegrinsk skjønhed ind, tog i en fart alle effekterne, stablede dem op og prøvede vægten. Med den var der intet iveien, og prisen havde været 3 gylden ialt (omtrent 4½ krone), om ikke Nico ogsaa havde sendt mig et pragtexemplar af en montenegriner paa halsen. Kvindeselskab var jeg for fin til. Min nye ven Jovo skulde ogsaa have 3 gylden, og dermed var intet at gjøre. Prisen var ellers billig nok, idet en transport af hele min bagage 3 – 4000 fod tilveirs og over 3 norske mil gjennem dyb sne for 6 gylden just ikke kan siges at være ret meget.

Det eneste som var iveien, var den uhaandterlige firkantede kuffert. Men Nico vidste raad, sprang ud i byen efter en kaffesæk, og saa tog vi alle 4 og puttede 13snipkjole, uniform, hjelm, chapeaubas, manschetskjorte, snipper og støvler, blækhus og skrivesager hulter til bulter ned i sækken. En strømpe fuld af sølvpenge gik samme vei. (Smaapenge er altid temmelig nødvendige blandt fjeldfolk). Sækken tog jenten paa ryggen, en del smaating samlede Jovo sammen i et plaid, kastede bylten paa skulderen, og dermed drog vi gjennem de trange gader, gjennem en hel del gamle fæstningsporte, over et par ærværdige broer og var saa paa montenegrinernes markedsplads ved Porta Fiumara.

Her skiltes til min store sorg Nico fra mig, han maatte skynde sig hjemover.

«Tsjivio; Tsjivio!» raabte vi begge til hinanden.

Her skiltes jeg ogsaa – foreløbig da – fra min kaffesæk og dens kostelige indhold. Jeg saa den ikke igjen førend i Cettinje næste dag. Til min store forbauselse blev dens transport udbudt ved auktion paa markedspladsen. En ung 17 – 18 aars pige, Maria, bød sig til at bære den for, – jeg tror – 2 gylden.

Jeg fik allerede strax ved mit første sammentræf med montenegrinerne min gode mening om deres ærlighed bestyrket. Kaffesækken var kun bunden sammen med en hysing, den var ikke forseglet, ikke mærket, man havde seet, at næsten 100 gylden i sølv laa i den, jeg havde ingen garantier faaet af bærersken, ikke engang hendes navn, – men jeg var jo nu blandt montenegrinere, jeg vilde ikke krænke deres æresfølelse, jeg vilde stole fuldt ud paa dem, – og de har ikke en eneste gang skuffet mig.

Og dette er skeet i 1893 og nede i Adriaterhavslandene(!), ja tilmed i en af Balkanstaterne. Utroligt vil det lyde for enhver, der har reist i hine lande.

Paa markedspladsen var det meget livligt. Det var netop i middagsstunden, da mer end hundrede montenegrinere, mænd som kvinder, lavede sig istand til at drage hjem til sine fjelde.

14Her var anledning til at gjøre folkestudier. Alt, hvad man havde læst og hørt om det krigerske folks stolte holdning, maleriske klædning og udprægede ansigtstype, fandt man her i virkeligheden. Særlig stod der lænet op til det østerrigske vagthus en lang, slank montenegriner, der tiltrak sig min opmærksomhed. Mage til ørneansigt har jeg aldrig seet. Og hvilken holdning! Og saadanne funklende sorte øine under de markerede øienbryn! Skulde jeg træffe mange saadanne som han med ørnenæbbet, saa tror jeg, jeg vilde blive bange. – Nu, nogle flødefjæs havde de andre ikke.

s14

Jeg mærkede snart, at jeg var kommen blandt venner, og at disse opfattede mig som deres gjæst, deres lands gjæst i alle fald – og det forinden grændsen var overskreden endog. Flere af dem kom hen til mig, trykkede min haand, spurgte om en mængde ting, som jeg ikke forstod noget af, besaa mine ski og ønskede mig god reise.

Fra Cattaro fører op til Montenegro to veie, den gamle ridevei og den nye brede, flotte chaussée, den sidste et af de mest storartede veianlæg, som jeg har seet i Europa. I 63 slyngninger snor den sig op over den mer end 3000 fod høie fjeldside.

Denne vei benyttes aldrig af fodgjængere, og vi 15slog ind paa den gamle. En mærkelig vei! I et utal af slyngninger fører den op mellem forrevne klipper, med dybe styrtninger til den ene side, og til den anden en række gamle festningsmure, der er byggede ret op over fjeldet, og som ser ud til hvert øieblik at ville falde ned enten i tagene paa Cattaro eller i hovedet paa de veifarende. At det gamle venetianerkastel Giovanni, næsten et luftkastel, endnu staar paa sin plads, er helt mærkeligt. En stor sten har man maattet fæstne til fjeldet med vældige jernhager. En saadan bombe vilde være slem at faa ned i Cattaro.

Selv denne vei blev ikke meget benyttet af montenegrinerne, de klatrede helst ret opover, benyttende sig af en kløft tæt ved siden. Og her op gjennem gik selv kvinderne, belæssede som de var med store sække med korn eller mel. Kvinderne gik for sig, mændene for sig.

Jovo, min fører, eller hvad jeg skal kalde ham, strøg ogsaa ret opover. Han ænsede ikke bagagen min, den kom nok frem, og til en begyndelse ænsede han lidet nok mig ogsaa. Han satte ivei med slig en fart, at jeg fik det bestemte indtryk af, at han vilde kapgaa, – og jeg langede da ud alt det bedste, jeg havde lært, og det vil da sige ikke saa ganske lidet endda, om jeg saa selv skal skrive det. Jeg havde jo hørt saa meget om montenegrinernes rapfodethed og udholdenhed, og vilde nu gjerne se, om de virkelig var saadanne usædvanlige fjeldfolk. Der var flere i følge, de gik alle i gaasegang, som paa en krigssti, og som krigere tog de sig ogsaa ud, alle havde de handsjaren og revolveren i bæltet.

De gjorde ikke veien lang de karene, og det maatte jeg strax indrømme, at mage til marsch har jeg aldrig seet. Det var gutter, som kunde gaa og klatre.

Himmelen var bleven overtrukken med tykke skyer ved middagstider, og nu sneede det fint og smaat; det 16var temmelig kjøligt i luften, men det blev dog snart altfor varmt for kapgjængerne. Jovo pustede til min store glæde mere end mig; men det varede kun i de første 15 – 20 minutter af denne voldsomme marsch, siden hørte jeg ikke hos ham en lyd, og dog var han en veteran, der havde deltaget i flere felttog og skaaret næsen af paa 3 tyrker, – og hvad havde jeg at rose mig af med hensyn til saadanne bedrifter?

Men saa havde jeg ogsaa skierne at bære. Dem skal skiløberen selv bære, og paa de glatte, slidte kalkstene var det ofte slemt nok at holde tridt. Jovo vilde endelig lægge skierne over paa en kvinde, men det fik han ikke lov til. Derimod erobrede han dem fra mig ved første hvilested, og med dem sprang han lige let. At han vilde kapgaa er sikkert nok, thi vi passerede uafladelig forbi kammerater.

Kammerater! Ja, det er ordet, thi jeg var som kommen blandt lutter gode bekjendte, de nikkede alle, enkelte gav mig haanden, alle havde de et «dobre dan» (god dag) og et «dobra ti srescha» (jeg ønsker dig lykke) til mig. Jeg var Jovos gjæst.

Havde min første montenegriner havt et lidet ægte udseende, saa havde den anden det saa meget mere. Jovo er en af de smukkeste mænd, man kunde ønske at se, en slank, elastisk kar med en vældig sort mustache i sit bronzebrune ansigt, havde en lige, kjæk næse, sorte livfulde øine, en kløftet hage, var en rask fyr og en munter fyr. Han lo og spøgte, han haukede paa fjeldfolks vis, han var sundheden og kraften selv.

Det var et freidigt, livsglad folk, jeg saa for mig. Raske og sunde saa de ud, muntre tilraab havde de stadig, de lo og sang. Hei! Hvor de lange jodlende raab klang mellem fjeldsiderne, hvor ekkoet rullede nede i kløften!

17Mere end 2000 fod havde vi klatret tilveirs, da Jovo standsede ved en liden stenrøs. Han lagde sit lange sorte plaid (stroukaen) ud paa en sten, bød mig plads ved sin side og sagde, idet han strakte haanden ud: «evo ti Tsernagora!» – «evo ti Austria!» Her er Montenegro, og der er Østerrige.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gjennem Montenegro paa ski

Vinteren 1893 reiste Henrik Angell til Montenegro. Han skulle gå gjennom landet på ski, inn til Albania og Tyrkia. Foruten å spre skisportens gleder, var målet for turen å lære mer om landets historie, kultur og levesett. Angell var også interessert i landets forsvar, som militarist var han imponert over hvordan Montenegro hadde klart å holde seg selvstendig - i bokens forord skriver han «[e]t saadant folk maatte og vilde jeg se».

Gjennem Montenegro paa ski kom ut i 1895. I boken forteller Angell om skituren, og han skildrer montenegrinernes gjestfrihet og deres natur, kultur og historie.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1895

Les mer..

Om Henrik Angell

Titlene til Henrik Angells bøker viser hvordan krigsvesenet, nasjonalismen og skiidretten går igjen som hovedtemaer i hans forfatterskap. Karakteristiske eksempler er Tegnebog for folkeskolen og nybegyndere, med forklarende text og nationale forbilleder (1893), Gjennem Montenegro paa Ski (1895), Fortellinger fra Grænsevagten 1905 (1905), Norges krigshistorie (1906) og Norsk skilauparsoga (1908), for å nevne noen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.