Gjennem Montenegro paa ski

av Henrik Angell

Til Niksitsch og den østerrigsk-herzegovianske grændse

81En liden tur ind i Albanien paa ski kunde maaske være interessant nok at fortælle om; men jeg tør ikke trætte læseren med en saadan extrahistorie, jeg vil kun fortælle, at jeg var hjertens glad, da jeg atter stod paa montenegrinsk grund med helt skind, hovedet paa rette sted, næsen midt mellem øinene og begge ører i god behold.

Den samme udmærkede, storartede landevei, som førte til Podgoritza, fører ogsaa videre nordover, – paa den gamle tyrkebro (vezirov most) over Moratschafloden og op gjennem Zetadalen. Det var nødvendigt at bruge landeveien lange stykker, thi med sneen var det tyndt paa mange steder, og det kantede, knausede fjeld stak frem i et væk, skibakkerne var mere end tarvelige. Først nord for Spuz begyndte føret atter at blive brugeligt. Det daarlige føre skulde end mere forværres derved, at nogle bataljoner just i de dage var beordrede til at skuffe veiene rene. Det kunde være 82interessant at se en saadan sneskufling bataljonsvis, det var livligt nok op gjennem veien, men det virkede trættende saadan uafladelig at arbeide sig frem over sneklumperne.

Ruinerne af et gammelt romersk slot «Dioclea», hvor keiser Diocletian skal baade være født og have levet, kunde have været interessant at se nærmere paa, havde der bare været noget mere af ruinerne.

Der var nok af andre ruiner paa denne vei, der kunde mere fengsle min interesse, og det var alle de gamle tyrkiske fæstninger, forter og blokhuse. Ser man paa et ældre kart over Montenegro, vil man lægge mærke til, at landet er ved Niksitsch og Podgoritza – Spuz næsten skaaret over i to dele. Ved disse 3 byer havde tyrkerne anlagt stærke fæstninger, og fra Niksitsch til Spuz er der kun 32 km. De havde altsaa fra disse faste punkter, beliggende paa rige sletter, den bedste basis til et angreb paa Montenegro, det være sig den vestlige eller østlige halvdel. Forter og blokhuse paa kanonskuds distance fandtes forøvrigt langs grændsen, hvor sletten naaede fjeldet.

Det saa sørgelig berømte tog «gjennem Montenegro» af Suleiman Pascha fandt ogsaa sted mellem disse byer. De 32 km. kostede ham mere end den halve styrke, og han maatte bruge over en uge for at tilbagelægge veien. Man sloges bogstavelig talt dag og nat, og begge parter udviste vidundere af tapperhed. Suleiman var selv en af Tyrkiets mest energiske generaler, han havde kun gardetropper og udsøgte folk under sig, en stor hær stod ved Podgoritza til hans understøttelse, og det tiltrods var hans hær den 8de dag i fuld opløsning og blev kun reddet fra nedsabling ved Danilovgrad derved, at den anden hær i det afgjørende øieblik optog resterne. Spuz magtede montenegrinerne ikke at storme; men de erobrede alene i felttoget 1877: 5 fæstninger, 6 forter, 8319 mindre befæstninger, 51 bataljonsfaner, 70 kanoner, 26 000 geværer, 700 heste m. m. Fangerne lod de løbe, de havde nok med at livnære sig selv. En mildere krigsførelse blev ogsaa benyttet af montenegrinerne disse felttog end tidligere. Af tyrkerne havde de lært at skjære næsen af sine faldne fiender – som en seierstrofæ; dette blev strengt forbudt og befalingen lystret. Tyrkerne skal have fortsat med sin grusomme krigsmaner og pint de ulykkelige, der saarede faldt i deres hænder, paa den forferdeligste maade. At falde levende i tyrkernes hænder ansees ogsaa at være den rædsomste skjæbne, en montenegriner kan tænke sig. En sidste patron i revolveren holdes derfor altid igjen til sig selv. Maa montenegrinerne trække sig tilbage, er det altid de gjenlevendes pligt at gjøre ende paa sine saarede kamerater. Om muligt skal de skjære hovedet af og tage det med. «Det er den sikreste dødsmaade,» forsikrede man mig. Naar bare hovedet kom tilbage til familjen eller kunde begraves i kristen jord, var alt vel.

For døden i og for sig har montenegrinerne liden frygt. «En gang maa man jo dø.» Døden paa valpladsen ansees som en stor lykke, den ønskes endog gutten i vuggen af slægtens ældste, døden paa sotteseng ansees som lidet passende for den stolte montenegriner. Og maa han langsomt hentæres paa et smertefuldt sygeleie, saa sker dette uden klage, han dør som en kriger. Har han faaet præstens velsignelse, dør han med spøgefulde ord paa sine læber. Der skal ikke gaa veike ord efter ham.

Der var nok af krigerske minder op gjennem denne bloddal, der i aarhundreder har seet nogle af Europas mest forbitrede, fortvivlede racekampe.

Dalen saa ved vinterstid kun lidet indbydende ud; men ved sommers tid skal den være bugnende rig, frodige agre og grønne enge skal vexle med lunde af frugttrær. 84Her er nemlig vand. Vand er Montenegros hovedspørgsmaal, – det mangler næsten overalt. Elve, bække, vande slig som herhjemme kjendes ikke dernede. Fjeldet bestaar af porøs kalksten, regnen rinder ikke ovenpaa ned til bække og elve, men gaar tvers gjennem jorden og danner underjordiske vandløb. Store elve kommer saaledes pludselig frem et steds for at forsvinde et andet steds ligesaa pludseligt. Zetaelven kommer saaledes pludselig frem under Planinica Gora. En tør sommer er det samme som hungersnød for mange egne af Montenegro. Da maa man i skarevis vandre ud for at søge sit livsophold i andre lande – for saa atter at vende tilbage til det samme haarde slid og den samme sult.

Det er ikke bare fortællinger om blodige kampe mod tyrkernes overmagt, der lyder mellem Montenegros fjelde, der høres ogsaa saa mangen uhyggelig saga om kampen mod sulten og tørsten. Det har hændt, maaske hænder det hvert aar, at i enkelte dale, paa midtsommers tid, maa en af husets beboere hver morgen stige til fjelds med en vandtønde for at fylde den paa toppen med sne. Det er drikkevand om kvælden for folk og fe. Snevand var ogsaa den almindeligste drik, jeg fik paa min vei. Ingen bæk var at se. Husene laa langt fra veien; den gik oppe i fjeldskraaningen helt fra Danilovgrad af, tørsten var ulidelig.

Mange tyrkere og montenegrinere omkom i junidagene 1877 af bare tørst. Endnu finder den reisende, fortælles der, i Ostrogs klipperevner skeletterne af omkomne soldater.

Ja, hvert skridt i dette land fortæller om fortvivlede kampe, det være sig forter og fæstningsmure, de blege skeletter eller stenmurene under de smaa agre.

Paa veien fra Podgoritza til Spuz kan man se de gamle tyrkiske blokhuse ligge med rifleskuds afstand. Som en gammel borg sees Spuz fæstning at ligge paa 85en steil høide. Den magtede montenegrinerne ikke at storme, – og det er fremdeles deres stadige ærgrelse.

«Vi har ikke faaet den paa rigtig maade – diplomaterne kjæmper ikke paa hæderlig vis.» Det er sandt ogsaa, thi diplomaterne paa Berlinerkongressen snød Montenegro sørgelig.

«Bare der blir krig igjen!»

s85

Under Spuz fæstning ligger byen af samme navn, montenegrinere og tyrker lever der i bedste forstaaelse. Snart kommer vi imidlertid over den tidligere grændse, kommer ind i Gammel-Montenegro, og nu vil vi kun faa at se montenegrinere. Saalænge vi er nede ved Danilovgrad og holder os til dalen, ser vi endnu høie trær, vinranker og tegn til rig vegetation; kommen op i fjeldsiden og ind i smaadalene faar vi mere og mere indtryk af at være kommen ind i fattige bygder. Her er mere sten end jord, husene er hytter, bohave og indredning af aller tarveligste slags; men menneskene er de samme, friske, raske, staute folk og gjæstfrie.

Tilslut blev det fuldstændige norske høifjeldslandskaber, der laa for mig. Det var saa vidt hustagene stak op over sneen. Gjeder og langørede sauer sprang 86omkring paa snefonnerne og gnavede bark og løv af risbuske, det hele havde noget sæterlignende ved sig. Inde i husene ser det ogsaa ud som i en norsk sæter – af den gamle slags vesterpaa.

s86

Eiendommeligt var det inde i en af disse hytter ved ilden at se en mand sidde i de kostbareste guldstukne klæder og med vaaben i bæltet, der tydede paa megen rigdom eller høi rang. Han sad paa en sten, som de andre, røg sin cigaret som de andre, spiste og drak som de andre og talte nok sit modersmaal akkurat som de andre. Det var en nys hjemkommen montenegriner. Han havde været i Miklagard i tjeneste som de gamle væringer, og der kommen til hæder og ære, tjent sig op en liden kapital og nu vendt hjem til sit fædreland, sine fattige fjelde og sin røgede, sodede stenhytte. I gamle dage drog man aarligaars helt fra Island og Thrøndelagen til Miklagard for at høste ære og guld, nu er det montenegrinerne. Mange af disse er kun i Konstantinopel simple dagarbeidere, og høster disse ikke saa meget guld, saa dog tilslut en liden vakker sølvklat, – og den ære og berømmelse at have været flittige og paalidelige folk.

87Andre driver det dog til at tjene guld. I alle fremmede gesandtskaber og hos alle høie personer finder man gjerne en eller flere montenegrinere som tjenere eller hovmestere. «Dem kan jeg stole fuldt ud paa,» sa’ vor gesandt i Konstantinopel til mig, da jeg spurgte om grunden til, at man traf hos dem alle montenegrinere. «De indestaar for mig med sit og sine brødres liv,» la’ han til.

s87

Sin nationaldragt aflægger montenegrineren kun i yderste nødsfald i det fremmede land. Som sjømand, fyrbøder eller lignende maa han dog tage andre klæder paa; kun én ting skiller han sig ikke fra, det er den lille hue. Den minder ham daglig om hans fædreland, hans folk, den er ham som en fane; det gjælder om at værne den pletfri.

En skipper i Haugesund fortalte mig, at han engang havde havt en montenegriner ombord som matros. Sin lille upraktiske hue vilde han paa ingen maade skille sig fra, – og da han havde optjent sig en bestemt sum, kom han og sa’, at nu maatte han reise, han vilde hjem. «Det var det eneste skikkelige menneske, jeg har truffet blandt disse f… levantinere. Han havde bare for 88stærk heimhug, ellers kunde han gjerne have faaet være med mig helt til Island.»

Saa vender da montenegrineren hjem igjen. Det første, han da gjør, er at iføre sig sin nye, smukkeste nationaldragt; revolveren og hans fædrene handschar stikkes i bæltet, og ledsaget af sin nærmeste slægt fremstiller han sig hos sin bygds høvding eller captano. Hos ham modtager han paany det gevær, han indleverede ved sin afreise, han modtager ligeledes patrontasken med de 40 patroner og bæltet. Nu er han atter montenegriner i et og alt, atter optagen blandt fædrelandsforsvarerne, han træder ved captanoens side fuldt væbnet ud af huset, og han modtages af sine venner og kjendinger med høie tschivioraab.

Han begiver sig saa til kirken, præstens velsignelse lyses over den hjemkomne montenegriner, og dagen ender med en stor familjefest.

Kan hænde kommer montenegrineren tilbage helt fra Amerika. Kan hænde har han maattet være der i flere aar; men man kan være vis paa, at han derfor ikke har glemt sit mo’rsmaal. Han vil ikke synes, det er karsligt at bryde paa sit eget maal, sige «well» ved hvert andet ord eller «yes» ved hvert tredje, han vil heller ikke finde det det mindste fornemt at gaa i kaloscher og guttaperkafrakke eller med løse peltskraver midt paa blanke solskinsdagen.

Vi ser det gamle, berømte kloster Ostrog høit oppe i fjeldet paa den anden side dalen (dér har fundet sted saa mangen fortvivlet kamp), vi passerer den ene valplads efter den anden, vi kommer ind mellem et virvar af fjelde og smaadale – og saa har vi den store slette ved Niksitsch foran os. Vi er ferdig med Planinicaryggen og nærmer os Niksitschko Polje, en dalgryde ikke mindre end 48 kvadrat km. Vi forlader atter den ublandede montenegrinske befolkning og støder paa hist 89og her gjensiddende tyrkere og muhamedanske serber. Sletten er rigere end fjeldene, men fjeldfolket ser her som overalt bedre ud, er kraftigere og er velklædt. Saavel omkring Podgoritza som omkring og i Niksitsch ser man lasede mennesker. Det er som i saa mange lande, fjeldfolket er stærkt og vel klædte, sletfolket er lasklædte.

Medens Podgoritza med sine 2 000 muhamedanere og 1 000 montenegrinere er landets største by, saa er Niksitsch med sine 2 000 indbyggere (¾ montenegrinere) landets tredje største. Byen var under tyrkerne stærkt befæstet, og rundt omkring sees endnu fort ved fort. Høiest ligger Trebjeschka Gora. Det blev stormet af montenegrinerne og med utrolige anstrængelser slæbte de beleiringskanoner tvers gjennem landet og op paa Trebjeschkafjeldet. Efter 10 ugers beleiring maatte den tapre Iskender Bey overgive sig paa naade og unaade. Fangerne fik til sin usigelige forundring mad og drikke og kunde – gaa sin vei. Ve den montenegriner, der under den krig faldt i tyrkernes hænder. Der var da ogsaa de montenegrinere, der syntes, at man slap tyrkerne for altfor godt kjøb, og at et hoved kortere kunde nu de fleste gjerne være bleven.

Ligesom i Podgoritza er her ogsaa en ny montenegrinsk smuk bydel ved siden af den gamle usle tyrkiske. De brede, vel oplyste, med trær beplantede nye gader tager sig mærkelig ud i disse skidne Balkanlande. Alt ser saa fredeligt ud under montenegrinernes herredømme, – hvilket man jo neppe skulde tro. De gamle uhyggelige tyrkiske fæstningsmure og de nyere forter forfalder, de lange kaserner indrettes til hospitaler, skole, post- og telegrafkontor m. m.

Men handscharen i montenegrinernes bælte er blank og skarp, revolveren altid ladet, riflen hænger ferdig paa væggen, – da kan fæstningerne gjerne forfalde.

90I Niksitsch bor gouvernøren for distriktet, lægen m.fl. Jeg forespurgte mig hos disse om den i flere tyske aviser omtalte revolution i Niksitsch med fyrstens afsættelse m. m. De havde intet hverken seet eller hørt. Lægen var en ung montenegriner, uddannet i Moskou, en hyggelig, gemytlig, rask kar, en gjæstfri mand, hos hvem mange uforglemmelige timer tilbragtes. Han blev saa indtagen i skierne, at han fik beholde dem tilslut. For hans praxis var de ogsaa til sine tider uundværlige. Sneen maalte 2⅓ meter paa de fleste steder i selve byen, oppe i enkelte fjelddale var den endnu dybere, dér laa den i maaneder, og trugerne var daarlige at komme sig frem med. Naar nu befolkningen ser doktoren sin komme saa letvindt frem, saa ta’r man vel efter. I Niksitsch blev der strax sat flere ski i arbeide hos stedets snedker. Hvorledes de kom til at se ud, fik jeg desværre ikke at se.

s90

Skierne fulgte mig dog, inden de havnede i Niksitsch, paa flere udflugter. En dag f.ex. besteg vi selve fæstningen – paa ski, snefanerne laa op over alle mure. Det var noget nyt for den gamle rede og for nogle tyrkiske kjærringer, over hvis hustage skierne let nok fór.

«Allah-il-allah»: – frit oversat: Vor Herre bevare mig vel!

91En dagsɔ: marsch paa ski, og man er ved den østerrigsk-herzegovianske grændse. Veien er ikke vanskelig at finde, den gaar gjennem det berømte Dugapas, hvor tyrkerne omtrent hver gang har marscheret gjennem for at angribe Montenegro, og hvor de ogsaa har maattet udstaa den ene kamp efter den anden. Svære forter og blokhuse var anlagte af tyrkerne den hele vei for at have sikre proviantmagasiner. Skogen, der i disse egne kan være stor og frodig, var ryddet i vid udstrækning, landet lagt øde, nu blomstrer det atter op, efterhvert som de tyrkiske forskandsninger synker i grus.

s91

Enkelte af disse forter ser ud som gamle ridderborge og tager sig høist eiendommelig ud i dette norske høifjeldslandskab. Tegningen forestiller fortet Presjeka ca. 3000 fod over havfladen (966 meter). Underligt er det at vandre gjennem de lange kasernegallerier, hvor hundreder og tusinder af tyrker forhen stadig truede det lille fattige land paa den anden side fjeldet, og saa lægge mærke til, hvorledes nu hytter, skog og marker voxer op paa de gamle hærjede tomter, der hvor de tyrkiske fæstninger smuldrer hen. Det er fattige bygder, der hugges ind gjennem skogene; men de er kristne og 92civiliserede. Her er nyt land for de mange, der ellers maatte udvandre.

De ser norske ud disse smaa nybygder, husene er som sætre, fjeldet og sneen er som herhjemme, skogen dannes af prægtige furu- og grantrær op gjennem skraaningerne, bøg, eg, hassel, selje, asp nede i dalbunden.

s92

Der var begravelse ved Presjeka, netop da jeg fór forbi. En uhyggelig begravelse her oppe i høiden, i sneen, mellem stenene. Med megen møie var i den haarde jord et lidet hul hugget ud, der blev liget, en mand, lagt i sin fulde nationaldragt. Under kvindernes klageraab gik hele forsamlingen hen for at finde hver sin sten, lægge den over den døde, saaledes lukke graven, lægge den hensovede i haug og vise ham den sidste vennetjeneste.

Over graven holdes ingen taler, men en for en af følget og især af kvinderne træder frem og synger dødssangen til den afdødes pris. Sangen er næsten altid 93lavet paa staaende fod, vers for vers synges der, den ene løser den anden af, vilde klageraab høres ind imellem. Er den døde en mand, da synges der om hans krigerske bedrifter, er det en kvinde, om hendes godhed og kjærlighed og om det svære savn, der er efter hende. Mange af disse improviserede sange skal være af megen skjønhed.

Naar en mand dør, lægger hans hustru eller moder hans kappe (egentlig langt plaid, «strouka») foran dørtærskelen, sammen med hans vaaben og hue. Saasnart dødsbudskabet naar venner og bekjendte, brydes ud i høie klageraab, og man begiver sig til dødshuset for at bevidne sin deltagelse. Mændene marscherer frem for sig, syngende dødssange, kvinderne bedækker hovedet med et sort slør, og en efter en under lydelige klageraab nærmer ogsaa de sig sørgehuset. Paa veien tilbage gjennem Zetadalen kom jeg netop til at overvære en saadan forberedelse til en begravelse.

Det fattige dødsleie, den hele dystre ceremoni var yderst uhyggelig.

Under de tidligere feider kunde det let hænde sig, at kun husfaderens eller sønnens hoved kom tilbage. Man tænke sig, hvilke uhyggelige scener der knyttede sig til en begravelse af et saadant grinende, blodbesudlet hoved, de vilde hævnraab, de skjærende klageskrig.

Efter husets raad bydes følget paa begravelsesdagen et gravøl, der minder i et og alt om vore egne før i tiden. Man spiser og drikker fremfor alt, og enhver, som kan, synger et draapa til den hedenfarnes pris. Tidligere var det almindeligt at vise sin sorg ogsaa ved at sønderrive sine klæder og sit ansigt; men disse barbariske skikke er ved lov nu forbudte og derfor fuldstændig ophørte.

Et bryllup fik jeg ogsaa paa min reise anledning til at se. Det var en morgen i Podgoritza, at jeg vaagnede ved hestetrampen og livlig skydning.

94I en fart kom det rimede lille vindu op, jeg tænkte mig strax, at nu bærer det vel løs mellem albanesere og montenegrinere, jeg saa henover den hvide slette galopere en snes montenegrinere med landets fane mellem sig, riflen i haanden, en hest uden rytter kom efter, – dette maatte jo betyde ufred.

Jeg fik skierne paa benene og labbede ivei saa hurtigt som muligt for dog at faa se lidt af denne første begyndelse til en ny balkankrig.

Der faldt atter nogle skud ved nærmeste landsby, – jo, her maatte ufred være løs, her var grændsen; men rytterne forsvandt videre op imod Kutschifjeldene, – og jeg saa hverken døde eller saarede.

Paa min vei næste dag op gjennem Zetadalen kom jeg til selve huset, hvor bryllupet holdtes. Dette holdes ikke i brudens forældres hus, men i brudgommens.

Et bryllup i Montenegro er en meget omstændelig ting med en mængde ceremonier af mythologisk og symbolsk betydning, den geistlige vielse spiller en fuldstændig underordnet sag, om end denne selvfølgelig maa til. Rytterne, som jeg havde seet, var brudgommens to forlovere (djever) og brudesvende (svati), der efter at fæstermaal paa lignende vis som hos os havde fundet sted, nu med fane og skydning og megen hallo drog afsted for at hente med vaaben ihaand en brud. Fra brudens hjem var en lignende rytterhob reden ud, ved sammentræffet havde de leveret en skinfægtning, saa drukket brors-skaal sammen og derpaa under skydning og sang redet i vildt galop til brudens hus, hvor brudgommens mænd havde at fylde brudens kiste med gaver. Efter megen jammer og klage fra moderens og brudens side, efter megen traktering, kan bruden endelig faa drage afsted. Hendes broder ta’r af hende den lille hue og lægger den gifte kvindes mørke klæde over hendes hoved, – dermed er hun fra hendes familje betragtet 95som allerede gift, og hun forlades af alle sine. I susende galop og under stadig skydning vender forlovere og brudesvende tilbage med bruden og fører hende lige til bygdens kirke. Her møder brudgommen op med sin fader, og efter mange omstændelige ceremonier er de to unge endelig viede. I bryllupshuset er der den kvæld megen dans og lystighed, og den fortsættes næste dag, da der «gives i skaalen». Bruden giver da om morgenen alle gjæsterne vand til tvætning, øser det paa montenegrinsk vis over hænderne, og i hendes kande lægges der da penge efter enhvers raad.

Tidligere blev ægteskabet ofte indgaaet alene ved forældrenes mellemkomst, som oftest af fornufthensyn, uden at spørge de unge tilraads; de mange skilsmisser bevægede den forrige fyrste Danilo I til at arbeide for en naturligere og fornuftigere indgaaen af ægteskabet. De unge skal nu være lige saa heldigt stillede i Montenegro som i de dannede klasser i vort eget fædreland.

At hente bruden med vaaben ihaand tyder paa den gamle skik at bortføre hende eller stjæle hende. Den som i det moderne Montenegro gjør det, blir landsforvist. Brudgommen maa anmelde bryllupet tre dage i forveien til bygdens præst, saa at denne kan faa tid til at spørge bruden, om hun er enig. Vier præsten hende uden dette, blir han afsat. Gifter en pige sig mod sine forældres samtykke, saa er dermed intet at gjøre.

En liden visit ind i Herzegovina var paatænkt; men den maatte opgives paa grund af pasvanskeligheder. Hele grændsen er af østerrigerne afspærret ved en fortrække, – og uden pas reiser man ikke ustraffet i Balkanlandene – Montenegro undtagen, der er alt frit.

Saa drog jeg tilbage til Cettinje og tilbragte dér endnu en saare interessant og behagelig tid.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gjennem Montenegro paa ski

Vinteren 1893 reiste Henrik Angell til Montenegro. Han skulle gå gjennom landet på ski, inn til Albania og Tyrkia. Foruten å spre skisportens gleder, var målet for turen å lære mer om landets historie, kultur og levesett. Angell var også interessert i landets forsvar, som militarist var han imponert over hvordan Montenegro hadde klart å holde seg selvstendig - i bokens forord skriver han «[e]t saadant folk maatte og vilde jeg se».

Gjennem Montenegro paa ski kom ut i 1895. I boken forteller Angell om skituren, og han skildrer montenegrinernes gjestfrihet og deres natur, kultur og historie.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1895

Les mer..

Om Henrik Angell

Titlene til Henrik Angells bøker viser hvordan krigsvesenet, nasjonalismen og skiidretten går igjen som hovedtemaer i hans forfatterskap. Karakteristiske eksempler er Tegnebog for folkeskolen og nybegyndere, med forklarende text og nationale forbilleder (1893), Gjennem Montenegro paa Ski (1895), Fortellinger fra Grænsevagten 1905 (1905), Norges krigshistorie (1906) og Norsk skilauparsoga (1908), for å nevne noen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.