Onkel Ferdinands Abekatte

1Kjender nogen af dere onkel Ferdinand? Den gamle fine, graaklædte herre, som hilser saa høflig og smiler til alle? Ja for alverden kjender ham; han er ikke netop min onkel – eller nogens onkel, det jeg ved; alle mennesker kalder ham bare saa, fordi han ligesom passer til det. Han er vist det snildeste menneske, som findes i verden. Alle fattigfolk elsker ham; han kan ikke sige nei til nogen ting, og han er glad i alle mennesker og alle dyr, lige til fluer og myg. Ja jeg tror ikke netop, at han liker at blive stukket af en myg; men dræbe den vil han ialfald ikke.

Engang som onkel Ferdinand var ude 2og rodde, opdaged han pludselig midt ude paa vandet en myg, der sad paa hans haand. Og tænk, saa rodde onkel Ferdinand iland med myggen, forat den ikke skulde drukne. Naar der tilfældigvis falder en flue ned i onkel Ferdinands kaffekop, har han et svare stræv, maa dere tro. Først bliver fluen forsigtig taget op; saa vasker han den i rent vand og lægger den paa et stykke papir paa ovnen eller i solskinnet. Hele formiddagen kan onkel Ferdinand gaa og stelle med en druknet flue, flytte den fra det ene sted til det andet og puste varmt paa den.

Slig er onkel Ferdinand.

Han er gift med tante Oktavia. Og de er svært rige og bor i et nydeligt hus med en masse værelser, hvor der er frygtelig meget pent, mange kunstverker og saadant noget. I det inderste kabinet ligger tante Oktavia paa en sofa hele dagen. Hun er ikke egentlig syg; mor siger, at hun bare ligger der, fordi hun er saa rig. Du – hvis jeg havde saa mange penge som tante Oktavia, skulde jeg nok gjøre noget andet end at ligge og lukke øinene.

3Endda er det merkelig nok tante Oktavia, som regjerer der i huset. «Den, som har forstanden, den skal have magten», siger tante Oktavia. «Ja, søten min», siger onkel Ferdinand.

De har ingen børn, derfor er de saa gruelig glad i dyr beggeto. Tante Oktavia elsker mest smaa, hvide silkepudler, som blir badet i lunkent saabevand, tullet ind i badelagen og kjæmmet med finkam, og som triller som hvide nøster bortover gulvet. Tante Oktavia er meget mere glad i de silkepudlerne end i nogen anden ting i verden, det tror jeg sikkert.

Men onkel Ferdinand er mest glad i abekatte. Den første abekat, han havde, fik han hjem med en af skuderne sine. Sjøfolkene ombord havde kaldt den «Stomack», fordi den var saa svær til at spise. Ja for dere ved vel, at «stomack» betyder mave paa norsk; og siden blev den kaldt det alle sine dage.

Dere kan tro, onkel Ferdinand var i en kattepine dengang. Han turde ikke sige til tante Oktavia, at han tænkte paa at faa en 4abekat i huset, ser dere. Men skibet, som Stomack var kommet med, skulde reise, og onkel Ferdinand maatte sige det.

Tante Oktavia laa paa sofaen, onkel Ferdinand stod med ryggen mod ovnen med opløftede frakkeskjøder.

«Vilde du ikke bli’ glad i et nydeligt legetøi, Oktavia, rigtig et charmant legetøi, min ven?»

«Et legetøi», sagde tante Oktavia og saa forbauset bort paa onkel Ferdinand, «hvad mener du?»

«Rigtig et morsomt legetøi, som sprang omkring og gjorde spilopper, entred opover gardinerne f. eks. (han kom nemlig til at tænke paa, hvorledes «Stomack» entred opover riggen paa skibene) eller sad paa skulderen din og spiste kage.»

«Manden er bleven gal», sagde tante Oktavia forfærdet og reiste sig med en for hende usædvanlig raskhed; «du er gaaet fra din forstand, Ferdinand, – nei, nei, nei – kom ikke nærmere – du er syg.

«Nei, Oktavia, min ven, jeg har min fulde forstand, jeg mener – jeg mener» – 5her gik onkel Ferdinand hen og saa indsmigrende paa tante Oktavia, – «jeg mener bare en abekat.»

«Du store verden», sagde tante Oktavia, «nu kalder han mig en abekat, – og endda siger du, at du har din forstand.»

«Min elskede», sagde onkel Ferdinand og saa yderst ulykkelig ud, «jeg mener bare, at der er en abekat ombord paa skibet, som jeg gjerne vil have her hjem.»

«Og det gjør du alle de omsvøb for – ja du er dig selv lig – ja-ja» – tante Oktavia slog med begge hænder i luften – «jeg siger jo ja til alt muligt – lad dyret komme, lad dyret bare komme, – den kvæler mig nu en vakker dag, men jeg er vant til det – jeg mener, jeg er jo vant til at sige ja og bøie mig.»

Tante Oktavia sank opgivet ned paa sine puder og slog fra sig, da onkel Ferdinand vilde lægge et sjal over hende.

Saaledes kom Stomack der i huset.

Det var den mest spillevende, skøieragtige abekat, en kunde tænke sig. Den holdt for det meste til i onkel Ferdinands 6kontor. Op og ned ad boghylderne entred den, akkurat som et ekorn; undertiden kasted den sig tversover værelset fra det ene bogskab til det andet; engang hopped den lige lukt paa den store lampe under taget, saa glas og kuppel faldt klingrende ned, – Stomack hang ynkelig i en af kjederne og skreg. Det kunststykke gjorde den ikke oftere.

Stomack elsked intet i verden saa høit som fyrstikker. Naar den fik fat paa en fyrstikæske, blev den sjæleglad og entred øieblikkelig op paa det høieste bogskab. Her sad den og kasted en og en fyrstikke ned paa gulvteppet; blev den kjed af det, kylte den hele æsken med en forbausende sikkerhed midt i hovedet paa onkel Ferdinand. Onkel Ferdinand sad taalmodig og vented paa denne sidste salve; saa lagde han sig paa knæ og samled op hver eneste fyrstikke igjen.

Det værste var imidlertid alligevel, at onkel Ferdinand ikke kunde komme op om morgenen for Stomacks skyld. Den sov nemlig hos onkel, inde i hans arm, under 7teppet; naar nu onkel vilde staa op, gren Stomack og viste tænder – han syntes vel, det var deiligt og varmt at ligge der –, og saa blev onkel Ferdinand liggende og liggende bare for abekattens skyld. Men hvad der voldte onkel Ferdinand uendeligt bryderi og paapasselighed var, at tante Oktavia paa det strengeste havde forbudt, at abekatten nogensinde kom i hendes nærhed. Onkel Ferdinand gik som paa naale; han fik ikke gjort andet hele dagen end at gaa og lukke dørene for abekatten.

Hele tjenerskabet var instrueret og stod paa pinde for Stomack; undertiden var de rasende paa den; men naar den saa havde tandpine og et lidet hovent kind og sad med haanden under kindet og rugged sørgmodig frem og tilbage som et lidet sygt barn, blev de bløde om hjertet for den igjen og tilgav den alle dens spilopper.

Lidt efter lidt blev den umulig at passe paa; den lukked op vindushasperne og spaserte langs husvæggen paa vindusbretterne. Af og til gjorde den sig en svip gjennem et aabent vindu og trak sig samme vei tilbage 8med de utroligste ting, vandkander og hovedpuder og eau de cologne-flasker, som den meget besindig og langsomt tømte udover georgine-bedet.

Ingen maatte nævne Stomacks navn for tante Oktavia engang. «Bare navnet paa det infame dyr gi’r mig kvalme,» sagde tante Oktavia. Onkel gik paa taaspidserne og lukked endnu mere omhyggelig dørene. Men en dag hændte alligevel det forfærdelige: abekatten kom for tante Oktavias øine. Det var nogen, der havde glemt at lukke en dør; som et lyn fòr Stomack igjennem den, løb lydløst henover de bløde gulvtepper helt til det inderste kabinet, – gjorde et byks op paa tante Oktavia, der laa med lukkede øine paa sin sofa, og bored hele sin lille krop ind under hendes arm.

Der blev en opstandelse! Tante Oktavia skreg himmelhøit, og folk styrted til.

«Jeg ligger jo her hjælpeløs», sagde tante Oktavia; «den kunde jo kvalt mig før jeg fik suk for mig, Ferdinand, – hvad var dens hensigt, jeg spørger dig, Ferdinand, hvad tænkte den paa, da den bored sig ind under min arm?»

9«Den vilde kanske varme sig», sagde onkel Ferdinand spagt.

«Varme sig», sagde tante Oktavia haanlig, «bide mig i hjertet vilde den».

Der hjalp intet forsvar for Stomack, den maatte dø; onkel fulgte den med et blødende hjerte til doktoren, der dræbte den med kloroform. Da onkel Ferdinand sidste gang gik fra den, strakte den sine lange arme med de bitte smaa fingre efter ham og skreg. Onkel Ferdinand glemte det aldrig.

At den anden abekat kom i huset, var onkel Ferdinand aldeles uskyldig i. En af hans skippere var kommen hjem fra de varme lande. For at gjøre onkel en glæde, havde han en bitte liden abekat med sig til ham.

En vakker dag blev onkel kaldt ud i spisestuen. Der stod skipperen med et smilende ansigt og en kurv med en abekat i.

«Nei, nei, nei», sagde onkel; han tænkte paa Stomack, «tag den med igjen, tag den med igjen».

Men saa fik han alligevel en ustyrtelig lyst til at se abekatten – bare løfte lidt paa 10laaget – bitte, bitte lidet grand; – vips som et lyn trængte et lidet væsen sig mellem kurven og laaget, bortover gulvet og op paa ovnen. Det var en stor hvid, glaseret svenskeovn; som et lyn var abekatten deroppe og forsvandt.

Der stod onkel og skipperen!

Det viste sig aldeles umuligt at faa fat paa flygtningen. Kusken maatte ind, og der kom gardintrapper og stiger, og onkel og kusken og stuepigen og kokkepigen og skipperen var paa jagt efter den. Men abekatten holdt stand. Den vidste snedig at benytte sig af alle sine fordele oppe paa ovnen og bag den; det var ikke muligt for et menneske at naa den.

«Jeg tænker paa Oktavia, jeg tænker bare paa Oktavia,» sagde onkel Ferdinand og tripped og tripped forfærdet omkring. I et hemmeligt raad ude i spisestuen blev det imidlertid besluttet, at tante Oktavia ikke skulde faa vide, at abekatten befandt sig paa ovnen.

Der begyndte en ængstelig tid for onkel. Hver dag i tide og utide en lydløs jagt efter 11abekatten. Alt porcelæn blev flyttet fra hylder og buffeter, og skaaler med melk og kage sat paa de utroligste steder for at narre abekatten frem. I timevis sad onkel som en billedstøtte og stirred op paa ovnen for at faa et glimt af den; kom der nogen i døren, hyssed han som en rasende.

«Hysssss, – nu var den lige paa nippet til at vise sig – hysss! – er den ikke der?»

Det var en lykke, at tante Oktavia aldrig viste sig i spisestuen uden ved maaltiderne. Hun sad aldeles umistænksom uden at have idé om den skrækkelige fare bag ovnen. Onkel sad som paa gløder og holdt uafladelig øie med den store svenskeovn. «Det er en lykke, at der bliver fyret i ovnen», tænkte onkel; «saa fryse skal den nu ikke».

«Hvorfor stirrer du saa paa ovnen?» sagde tante Oktavia en dag ved middagsbordet.

«Jeg – jeg stirrer ikke – jeg tænkte bare paa at rive den ned.»

«Rive den prægtige ovn ned?»

«Ja, den trækker ikke godt, – den udfylder 12ikke sin bestemmelse», sagde onkel Ferdinand.

Der kom han tidsnok: Tante Oktavia nedlagde et bestemt forbud om nogenslags nedrivning.

Der gik hele fjorten dage. Abekatten befandt sig endnu deroppe; man kunde se, at den om natten havde været nede og spist.

Onkel holdt snart ikke mer ud, at det lille dyr skulde pines deroppe. Han blev bleg og elendig og spiste ikke, da han bare saa efter abekatten.

«Du maa til bad», sagde tante Oktavia, «du trænger en badekur, det er tydeligt nok».

Saa en eftermiddag som onkel sad alene inde i spisestuen, hørtes der pludselig et voldsomt rabalder: Abekatten ramled ned bag ovnen, og der blev den liggende. Med uendeligt besvær fik onkel den frem bag den store murede ovn. Den var død; enten der nu var fyret for meget i ovnen, eller den havde faaet for lidet mad, eller den var død af faldet. Onkel vidste det ikke og han taalte heller ikke at tænke paa det.

13«Det eneste lyspunkt i hele den historie er, at Oktavia ikke vidste det», sagde onkel Ferdinand lettet.

For tante Oktavia ved den dag i dag ikke, hvilken gyselig situation hun i samfulde fjorten dage havde svævet i.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.