Tegnetimer

14Naar Massa, Mina og jeg taler om tegnelærer Juul, som lærte os perspektiv og luftede sig paa taget, maa vi altid le. Nu skal dere høre.

Der kom en dag en fremmed mand op paa kontoret til far; han presenterede sig selv som tegnelærer Juul fra Slesvig-Holsten og spurgte, om hr. byfogden maaske havde nogle børn, han kunde ønske perfectioneret i tegning.

Jo, far kunde ikke negte, at han havde et par børn, som nok kunde trænge en videre uddannelse i tegnekunsten. Tegnelærer Juul foreviste en hel del gode tegninger og attester, og resultatet blev, at far en dag raabte mig ind fra gaardspladsen, hvor jeg netop stod paa hovedet i et bryggekar med vand og seilede med barkebaader.

15«Inger Johanne», sagde far, «du skal gaa paa tegneskole, hvis du kan faa nogle andre smaapiger med dig».

«Det er virkelig godt, at Inger Johanne faar noget at foretage sig om eftermiddagen ogsaa», sagde mor, «hun løber jo ude den hele dag»Punktum mangler.

«Du skal lære perspektiv», sagde far.

Du verden – skulde jeg lære noget saa rart!

«Men hvorledes saa han ud, far – han tegnelæreren, mener jeg.»

«Aa – kanske lidt pjusket –».

Den næste dag kredsede Mina, Massa og jeg den hele eftermiddag omkring madam Salomonsens hotel, hvor tegnelæreren skulde bo, for at faa et glimt af ham. Men ikke et menneske viste sig, som vi med nogen rimelighed kunde antage for tegnelærer Juul. Der gik rigtignok ud og ind et par gange en liden bred mand, som vi ikke kjendte, med et umaadeligt, graasprængt haar, ligesom en løvemanke, og stor, blaarød næse. Nei, ham kunde det umulig være, for bukserne hans var optravset nedentil 16ligesom en fryndse, og der var ikke bunder skabt i støvlerne hans. Men hele eftermiddagen grundede vi paa den mystiske tegnelærer, der aldrig viste sig.

Klokken fire den næste dag stod Massa, Mina, Karsten og jeg i hotellets gang med vore tegnerekvisiter i den skjønneste orden. Der lugtede endda værre af cigarer og vin end der pleiede, og madam Salomonsen fòr ud og ind med tre dobbelthager og lange guldørenringe, der svingede.

«Tegnelæreren – aa, han bor paa kvisten – du kjender nok veien, du, Inger Johanne, – ret over loftet.»

Vi vandrede op i den dybeste spænding; der var stegende hedt paa det store loft, støvet dansede i lange rader i solen fra tagvinduerne. Ved siden af den store hvide murpibe var en bitte liden dør, der maatte det være.

Vi bankede sagte paa; intet svar. Nok en gang, fremdeles ingen lyd derindenfra. Vi aabnede døren sagte, – et lidet værelse med skraatag; vinduet stod aabent, ikke et liv derinde. Paa bordet laa en stor, gul knortekjep.

17«Den stokken skulde jeg ønske var min», sagde Karsten, «jeg skulde jule op alle gutter i byen, hvis jeg havde magen». Og Karsten svingede stokken i luften og traf kakkelovnsdøren, saa den klirrede – og i samme sekund, jeg glemmer det aldrig! tittede der et gyseligt hoved ind ad vinduet ude fra taget: et stort, graat, brusende haar og en rødblaa næse – du kinesiske, hvor ustyrtelig ræd vi blev!

«Naa», sagde hovedet udenfor vinduet, «er man allerede der» – og dermed kom først et par bundløse støvler og fryndsede benklæder, og tilslut hele personen ind ad vinduet.

Du verden – det var ham, vi havde set, alligevel!

«Det blev mig for trangt i dette gemak», sagde han, «jeg har luftet mig lidt ude paa taget» – tegnelærer Juul gjorde en elegant haandbevægelse ud ad vinduet.

«Værs’ artig – tag plads – tag plads.»

Der fandtes bare to stole, hvorfor sengen maatte trækkes hen til bordet ved vinduet og tjene som sofa.

18«Tegnet før, hvad –?» Det buldrede og boblede nede i halsen paa ham, naar han talte, ligesom en underjordisk lyd.

Ja, vi havde nok tegnet, – men –

«Naa ja, det er det samme», boblede tegnelærer Juul, «vi stiger med engang op i de høiere grader – for eksempel udsigten fra dette vindue – fine linjer i det fjeld derborte – kirketaarnet – det store træ – det er skabt til at foreviges, – hvis jeg ikke selv var saa overlæsset af arbeide», – han rev sig i sin løvemanke med begge hænder – «jeg tog det – tog det mit eins».

Vi saa paa hverandre, Mina og jeg, der vi sad i tegnelærer Juuls seng. Paa skolen holdt vi os beskedent til streger endnu, og her skulde vi «mit eins» forevige kirketaarnet og Fløiheia og de store asketræer, der strakte sig høit op i den varme, lyse luft.

«Ser De, mine damer og min herre», – Karsten blev rød helt ud i de store ørene, – «det hele er ‹ganz einfach› – man holder blyanten saa», – han holdt blyanten i strakt arm og mysede stærkt paa den, – «saa har man perspektivet mit eins – man 19markerer det hele over ‘an og under ‘an – der har man det.»

Jeg saa paa de andre; Karsten saa græsselig enfoldig ud, lyserød over hele ansigtet, Massa og Mina stirrede med aaben mund.

«Som mine damer og herre ser», – et buk til Karsten – «er det hele ‹ganz einfach›, en streg over ‘an, en streg under ‘an – jeg lufter mig imidlertid lidt paa taget, dette gemak er – kort sagt – for lummert for mit hoved, man skulde tro sig hensat til troperne» – og de fryndsede benklæder og bundløse støvler forsvandt atter gjennem vinduet.

Der sad vi. Et øieblik saa vi paa hverandre i dybeste forbauselse, saa lo vi – aa, hvor vi lo! Uden en lyd, sprængrøde i ansigtet, med lommetørklædet for munden, saa taarerne randt. Karsten havde ikke lommetørklæde – det har han vist aldrig forresten – saa han holdt begge hænder for munden, som han vilde kvæle sig selv.

Og udenfor vinduet saa vi saavidt over vindueskarmen toppen af tegnelærer Juuls 20umaadelige løvemanke, der han laa paa taget. Jeg skal aldrig forglemme det; jeg holdt paa at eksplodere. Karsten gav nogle lyder fra sig, akkurat som han havde kighoste, – ellers var der dødsstille i det hede, lille værelse.

«Nu?» – kom tegnelærer Juuls boblende stemme ude fra taget – «wie gehts?»

Jeg sigtede med blyanten paa toppen af hans haar: «Ganz einfach», hviskede jeg, «man markerer blot det hele –»

Massa lo, saa hun laa bag mig i tegnelærerens seng, aldeles borte af latter. Jeg gjorde en streg paa mit tegnepapir og lige som en dusk af haar ovenfor stregen – det skulde betyde tegnelærerens haar – i samme nu bevægede han sig paany ind ad vinduet. Jeg blev saa forfjamsket, at jeg ikke fik visket ud mit kunstneriske forsøk

Han bøiede sig over mig. «Ser vi det, lille dame, – men træet staar dog ikke saa nær indpaa vinduet, som her er markeret.»

Da lo jeg, lo i vilden sky, og alle de andre trillede efter: Ha, ha, ha, ha, – han troede, at hans haar over vindueskarmen 21skulde betyde det store asketræ oppe ved kirken.

«Men mit ærede herskab», tegnelærer Juul saa rundt paa os alle – «hvad siger I om et lille friminut – et ganske lille forfriskende friminut?»

Han kunde umulig have foreslaaet noget, der havde vakt mere anklang. Vi stormede ud over loftet, nedad trapperne og helt ned paa bryggerne. Der blev vi siddende paa bryggekanten, sigtede med pinder udover sjøen for at faa «perspektivet», og fandt det hele «ganz einfach».

Endelig syntes vi, det var paatide atter at begive os op til vore studier. Allerede ude paa loftet hørte vi en underlig skurrende, trækkende lyd – hvad i alverden kunde det være? Vi aabnede forsigtig døren, – der laa tegnelærer Juul paa sin seng og snorkede noget ganske enormt. Det boblede og skurrede med de gyseligste lyder, og fluerne surrede om ham i den tropiske hede. Et øieblik stod vi og stirrede paa ham, saa samlede vi hurtig sammen alle vore tegnesager og listede os paa tæerne ud over det store loft.

22Det var den første time i perspektiv og frihaandstegning. Den anden dag klokken fire var vi atter paa pletten. Tegnelærer Juul befandt sig den dag ikke paa taget, men kvastede omkring med en avis og slog efter fluerne, der surrede ham om ørene som hele orgelverk.

«Et menneske med ophøiede følelser maa jo gaa tilgrunde, naar han er udsat for den slags u – u – ubehageligheder» – – klask – klask – med avisen rundt alle væggene; men ikke en eneste flue dræbte han.

«De skulde bruge en fluesmekke», sagde Karsten.

«Bruge hvad?» sagde Juul og fæstede nogen glubende øine paa Karsten.

Karsten forklarede, hvad han mente.

«Skaf mig en saadan i momentet», boblede Juul, «jeg vil have den øieblikkelig; du skal faa en halv krone, kan du skaffe mig en.»

Karsten fløi paa dør som en raket efter fluesmekken. I samme nu stod madam Salomonsen i døren med fire lyserøde tvehager.

23«Skal her ligesom være skole her», sagde hun foragtelig.

«Med Deres tilladelse frue,» sagde Juul – «værs’ artig, svæv ind i salonen».

«Jeg frabeder mig alslags næsvisheder og gaar ud og ind i mine egne værelser akkorat, som jeg vil», sagde madammen – «men», henvendte hun sig til os, «har han faat nogen penge for dette, dere skal lære her?»

Ja, Massa og Mina havde betalt, og vi ogsaa.

«Og ikke en øre har jeg seet for mad og logis – men nu kan det være nok – ud af mit hus, og det fort!»

Madam Salomonsen holdt døren aaben: «Naa, marsch med dere –!»

«Med fornøielse, høistærede», sagde tegnelæreren, «jeg kan ikke egentlig heller sige, at Deres salon med tilhørende opvartning egentlig har gefallet mig» – og tegnelærer Juul satte en bulet, gammel hat paa sin graa løvemanke, plystrede en munter melodi og tog siv gule knortekjep frem bag sengen.

24Og dermed gik han meget rak i ryggen bortover loftet, Massa, Mina og jeg efter og madam Salomonsen sluttede toget.

Nede paa gaden tog tegnelæreren sin store, bulede hat af: «Jeg beklager o. s. v.», sagde han høitidelig, svingede hatten og stokken i luften og gik stoltelig som en konge nedover mod bryggerne. Senere saa vi ikke snurten af ham; formodentlig reiste han samme aften.

Da Karsten, ti minutter efter, kom tilbage med fluesmekken, var til hans umaadelige forbauselse loftsdøren stængt, – skolen opløst.

Saadan gik det til, da jeg første gang skulde lære perspektiv, – ikke for det, jeg har ikke lært det siden heller.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.