Veninder

36Jeg er gruelig anlagt for veninder. Jeg har vist havt hundrede mindst. Men da regner jeg rigtignok ogsaa allesammen med, lige fra den tid, jeg gik paa jomfru Einarsens skole og lærte bogstaverne og hoppede Paradis med Ellef «til feieren» i den lille skidne baggaard deroppe under heien. Naar nogen spurgte mig dengang, hvem som var min bedste veninde, svarede jeg altid: «Ellef til feieren er min bedste veninde». Ellef var ligbleg og snørret og spiste altid paa store skalker, som vi broderlig delte. Ellef og jeg var vist bedste veninder i et helt aar, før der var nogen, som fortrængte ham. Siden snakkede jeg aldrig med ham, men jeg havde mærkelig 37nok altid ligesom lidt ond samvittighed, naar jeg saa det blege ansigtet hans. Jeg tænkte altid paa skalkerne, vi havde delt, og inderst inde havde jeg en følelse af, at det var skam af mig, at vi ikke var venner mere, og jeg syntes, han var blevet saa rar.

Ifjor stod han paa kirkegulvet, liden og ligbleg og i altfor store klæder, frakkeærmerne rak lige ned paa fingerspidserne hans, og vaad om næsen var han endnu. Saa kom han ud som youngmand, og det er jeg glad for, saa slipper jeg da at møde ham mere. Ellef til feieren var min første veninde.

Saa var det alle børnene oppe i Kransegaarden, den store arbeiderbolig, der hørte til værftet. Det var en gammel, rødmalet gaard med lange gange med morkne bjælkevægge og mange døre paa begge sider af gangene. Og for hver dør boede der en familie, og hver familie havde fem, seks børn. Saa der havde jeg veninder i snesevis. Det var Akseline med det ildrøde haar i en lurv, og Hanna, som havde to smaa søskende, som var tvillinger, og bestandig 38legede med en tvilling paa hver arm, og Adora, som havde en irsk mor, der var det sinteste menneske, jeg har seet i mit liv. Adoras far var matros, og saa havde han været i Irland, og der var han blevet saa glad i Adoras mor, at han tog hende med sig og gjemte hende i lasten paa skibet. Midt ude i Nordsjøen kom hun frem, og da var jo skipperen pent nødt til at tage hende med hjem.

Men det var sandelig noget at gjemme i lasten og gjøre sig saa meget bry for ogsaa! Adoras mor blev sint, bare nogen saa paa hende, og Adora var næsten akkurat magen.

Saa var det Jama, som havde kirtler i øinene og ikke kunde se op, og Ellefine, som altid havde tandpine, og Gina, som sang saa nydeligt, det var ligesom en klar englestemme over hele Kransegaarden, naar Gina til Mikkels-Ane sad og sang oppe i heien om sommeraftenerne.

Og saa alle, alle de andre, jeg ikke kan regne op engang, saa mange var det. Men mor siger, jeg ikke har havt godt af, at 39være veninde med Kransegaardsbørnene, for det er fra den tid, jeg er blevet saa vigtig og altid vil være den første, siger mor. For i Kransegaarden var der aldrig nogen som mukkede, allesammen gjorde, hvad jeg vilde. Og det likte jeg rigtignok umaadelig godt. Den eneste kunde være Adora, som var lidt opstanasig imellem, men jeg lod hende aldrig dø i synden, maa dere tro.

Hele de lange, lyse vaareftermiddage igjennem, naar himlen var høi og lys, det lugtede friskt af fugtig muld, og de fløielsbrune aurikler piblede op indenfor havegjærderne, da spillede Kransegaardsbørnene og jeg Klink i solvæggen, eller var paafærde den hele dag nede paa skibsværftet, hvor der lugtede af friskt træ og sagning og tjære og beg og salt sjø.

Vi legede altid «familier»; hver bordstabel var et hus for sig. Jeg vilde bestandig være mor, og alle de peneste smaabørn skulde være mine børn. Alle de, som var stygge, med kirtler i øinene og udslet, skulde de andre have. Og ingen mukkede det gran.

40Men en dag syntes jeg, det var saa ensformigt bare at være mor, og saa klavrede jeg op paa den høieste bordstabel:

«Nu vil jeg være konge», sagde jeg.

«Saa vil jeg være keiser», skreg Adora. Har dere hørt saadan uforskammethed?

«Saa vil jeg være pave», sagde jeg, – hun skulde nok ikke lure mig.

«Ja saa vil jeg være pavinde», raabte Adora.

Det blev jeg rasende for naturligvis, og saa sprang jeg ned af bordstablen og løb efter pavinden med en aare hævet høit i veiret, og da blev hun saa ræd, at hun raabte høit: «Jeg vil inte være pavinde – du kan være baade pave og pavinde!» –

Saa laa vi ude i baadene den hele dag og sutlede og skvalpede og smaaroede om kring bryggerne, og faldt i sjøen og blev trukket op igjen, og drak kaffe af madspandene til arbeidsfolkene, og jeg tænkte ikke paa andet end Kransegaardsbarna – og nu har jeg glemt dem allesammen.

For saa begyndte jeg paa middelskolen og fik en masse veninder med en eneste 41gang. Paa skolerne er det altid saa, at der er nogen, som alle vil være veninder med, og nogen, som ingen liker. Det er gruelig gjildt f. eks. at være veninde med dem, som er døttre af skippere. For naar skuderne kommer hjem, faar vi en masse beskøit og kan gaa ombord hver eneste dag. Og det er det snodigste, som findes. Hvis jeg var gut, vilde jeg til koffardis, ud paa langfart bestandig. Aldrig i verden vilde jeg føre dampskib langs kysten ialfald, for det er bare at staa til punkt og prikke for fine og fornemme damer, og det maa være ækkelt.

Teresie Terkelsen har aldrig veninder uden i september maaned. Hun er stor og svær med et ubevægeligt, hvidt maaneansigt, og hun er ikke det gran gjild, men hendes far har den største frugthave i hele byen, derfor er det morsomt at være veninde med Teresie om høsten, kan dere vide. Allesammen strides om at følge Teresie hjem, leie hende under armen og følge hende helt ind i gangen og op paa salen, hvor bergamotter og pærer ligger paa aviser over hele det store gulv. Da er Teresie umaadelig 42vigtig og deler ud bergamotter, og vi er forfærdelig gode venner. Men allesammen er nu enige om det, at naar det lider udover i oktober, og veiene bliver sølede, og al frugten er solgt, saa er det igrunden altfor lang vei at følge Teresie hver eneste dag.

Malla Salomonsen er næsten den snilleste af alle. Hun er rund og rød og hyggelig og gruelig gjild at være veninde med, fordi alle skuespillere og dværge og saadanne, som spiser med tæerne, og sammenvoksede mennesker altid bor paa hotellet hos hendes mor, naar de kommer til byen.

Og Malla Salomonsen kan jeg ogsaa takke for, at jeg blev kjendt med Litza. For aldrig har jeg været saa glad i nogen, og aldrig har jeg grædt for nogen anden veninde som for Litza. Endda jeg bare har kjendt hende og været sammen med hende i otte dage i hele mit liv.

For Litza var en liden pige, der reiste med en gjøglertrup, som var i vor by i otte dage, og jeg har aldrig seet hende siden. Hun var det deiligste, jeg har seet, og fattig og stod ganske alene i verden.

43Den første gang, jeg saa Litza, sad hun paa iskassen i hotellets brede gang og spiste kastanier. Hun havde store, mørke, triste øine og langt sort, krøllet haar, lange røde, engelske silkestrømper og en luvslidt, hullet sort kjole. Aldrig før havde jeg seet noget saa deiligt; jeg var ikke at formaa til at gaa min vei, men sad med Litza paa iskassen den hele dag. Da vi havde talt med hende i fem minutter, fortalte hun Malla og mig hele sit liv, og det var usigelig sørgeligt.

Hun hørte til den omreisende gjøglertrup med manden, der slugte sverd, og den bitte smaa dværg, der var admiral, og selv dansede hun paa line og kastede med forgyldte kugler, og den sorte mand med fløielsjakken og de onde, sorte øine, han «eiede» hende, sagde hun. Hun var dansk, men var født i Vestindien, hvor hendes moder endnu boede, og det eneste, hun i verden vilde, var at komme did tilbage.

«Ser du ikke, han har onde øine», hviskede Litza, da den sorte mand med fløielsjakken gik gjennem gangen, «han piner mig 44hver dag – en dag dræber han mig.» Litzas store øine udvidede sig endnu mere, da hun sagde dette, hendes næsebor skalv sagte.

«Men hvorfor reiste du fra din moder, Litza», sagde jeg.

«Hun solgte mig til ham», sagde Litza og nikkede med hovedet, «hun havde ingenting at spise, og saa solgte hun mig for mange guldstykker.»

Der kom en klump op i halsen paa mig, en stor klump, – det var det samme, om Malla og alle mennesker saa, jeg græd – jeg maatte græde – jeg maatte græde – – tænk, at det eneste, Litza ønskede i verden var, at komme tilbage til en moder, som havde solgt hende!

Litza stirrede paa mig i to minutter, saa kjendte jeg pludselig hendes arme om min hals og hun raabte: «Jeg elsker dig – jeg elsker dig», og hun kyssede mine støvler og mine hænder, og tørrede mine øine med sine lange sorte krøller. Det var ligesom et eventyr altsammen, saa græd jeg endnu mere, – og da havde vi kjendt hinanden i en halv time.

45Saadan blev Litza og jeg veninder. Og hun var saa blid og saa sød og saa heftig og saa vild, hun var alt muligt paa samme tid. Og hun havde været i Valparaiso og alle steder, og hun fortalte de underligste ting. Hun havde reist over havet mange gange og været saa syg, saa syg, at hun troede, hun skulde dø. Og hun vilde gjerne dø, for hvis hun levede, maatte hun altid være hos den sorte mand med de onde øine, han som eiede hende. Han havde slaaet hende meget, saa hun havde blaa flekker, – men især før, ikke saa meget nu i det sidste.

Vi sad oppe i heien bag en stor sten, mens Litza fortalte. Hun brettede op sit kjoleærme og viste mig de blaa flekker. Og hver dag regnede vi ud: Nu har vi bare fire dage, og tre dage, og to dage at være sammen, og jeg syntes, at jeg ikke kunde holde ud, at hun skulde reise, og at jeg aldrig skulde se hende igjen.

En dag kom hun op til os, liden og sort og luvslidt, og keg rundt hjørnet op i vort gaardsrum.

46«Jeg liker ikke, du er sammen med det fremmede barn», sagde mor.

«Aa mor, hun er saa snild – og ingen anden bryder sig om hende end jeg i hele verden.»

Saa vilde mor se hende, og jeg fik Litza med mig ind i stuen. Hun sad som en forskræmt, pjusket fugl paa kanten af en stol, men ikke et ord var det muligt at faa af hende, naar mor hørte det.

«Har du det ondt, barn, hos den fremmede mand?» spurgte mor og klappede hendes sorte haar.

Litza kastede et stort, forskræmt blik paa mor, hendes næsebor skalv sterkt, men hun sagde ikke et ord, før vi igjen var ude alene mellem os.

«Jeg havde tænkt at spørge dig», sagde Litza hurtigt og vildt, som hun altid talte, «jeg havde tænkt at spørge dig, om du ikke kunde reise med os – – men nu vil jeg ikke – for din mor er saa god – din mor er deilig i øinene –». Litza talte altid saa meget om folks øine.

En eneste gang saa jeg hende sint. 47Litza og jeg kom løbende op bagtrappen til hotellet, da dværgen, som var admiral, pludselig stak sit store ansigt med en umaadelig knebelsbart frem mellem trappens gelænder oppe fra gangen. Jeg maatte skrige, for jeg blev saa usigelig ræd.

«Caramba», sagde Litza og trampede med foden – hun sagde altid «Caramba», naar hun blev heftig – «vil du øieblikkelig gaa din vei – dit stygge menneske –».

Den aften gav hun mig en bitte liden sølvring til erindring. Det var den sidste gang, jeg saa hende; den næste morgen, da jeg løb ned med tre par varme strømper til hende fra mor, var hun reist den samme morgen.

Aa hvor jeg græd! Jeg troede, at jeg aldrig kunde blive glad mere, naar Litza var ude i den vide verden og havde det ondt.

Men hver eneste aften vilde jeg bede til Gud for Litza, det bestemte jeg mig til. Og naar jeg glemmer det en aften, flytter jeg hendes lille sølvring over paa en anden finger for at huske det. Og hver aften siger jeg det samme: «Gud, du maa holde fast 48paa Litza – rigtig fast – maa du holde paa hende, Gud – og saa maa du gjøre noget for hende, saa hun kan blive glad og ikke mere være saa bedrøvet i øinene –».

Er det ikke grusomt, dere, at der findes mange, mange børn, saadanne som vi, rundt paa jorden, som har det usigelig ondt, som er bange hver dag, de staar op, og græder hver aften alene, naar de lægger sig. Og en af dem er Litza, hvor hun nu i verden er henne.

Men naar jeg tænker paa det, bliver jeg saa glad i far og mor og alle søskendene og alting hjemme, og jeg vil ikke andet i verden end bare være usigelig, usigelig snild.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.